Efter de mange Sejre i Grænseslagene havde O.H.L. og de tyske Arméførere efterhaanden kun den ene altbeherskende Tanke, at følge den vigende Fjende i Hælene for at knuse ham fuldstændigt.
Paa højre Fløj driver v. Kluck utrættelig 1’ Armé fremad. Da han den 2/9 faar Ordre fra O.H.L. til, echelonneret bagud for 2’ Armé, at sikre Hærens højre Flanke mod en eventuel Trusel fra Paris, er hans Armé i Færd med at gaa frem mod Sydøst for at overfløje Fjenden, der har sat sig til Modværge overfor Biilows Armé. Kluck er 1 Dagsmarch foran Biilow. Det er saaledes 1’ Armé, der er ved at afskære Franksmændene Forbindelsen med Paris. Kluck ser Sejren vinke foran sig, og trods O.H.L.s Ordre fortsætter han den 3—H9 sin Fremrykning mod Sydøst, idet han dog efterlader 1 Reservekorps og 1 K. Div. Nord for Marne. Men om Morgenen den 5/9 faar han pr. Radio følgende Ordre fra O.H.L.:
„ 1’ og 2’ Armé tager Front mod Paris. 1’ Armé mellem Oise og Marne. 2’ Armé mellem Marne og Seine“.
Med Forbavselse læser Kluck Depechen.
Blive Nord for Marne? 1’ Armés Hovedkræfter har allerede i ca. V/2 Døgn været Syd for Marne, og de forreste Dele er nu ved Gr. Morin. Er han ikke tilstrækkelig sikret af de Styrker, han har efterladt Nord for Marne? Skal hans Nabo Biilow alligevel vinde i dette Kapløb?
Da Klucks Stab fremhæver Faren fra Paris, svarer han, at han først vil se dette Spøgelse iklædt Kød og Blod, før han for Alvor vil regne med det. Derfor fortsætter Kluck, stadig ulydig mod
O.H.L., endnu hele den 5/9 sin Fremrykning mod Sydøst.
Biilow har større Respekt for Truslen fra Paris end Kluck, og da han faar O.H.L.s Ordre til, at 1’ og 2’ Armé skal tage Front mod Paris, befaler han, at 2’ Armé om højre Fløj skal svinge ind mod Sydvest. Denne Ordre er dog længe om at trænge igennem, og om Aftenen den 5/9 staar 2’ Armé stadig med Front mod Syd. I Løbet af denne Dag har Biilow faaet Flyvermelding om, at Franskmæn- dene foretager store Troppetransporter mod Paris. Dette bestyrker ham i hans Frygt for Faren herfra, og han befaler derfor, at Frontforandringen skal fuldføres i Løbet af næste Dag.
Men straks fra Daggry støder 2’ Armé paa haard Modstand over hele sin Front. Biilow mener dog, at det kun drejer sig om Kampe med stærke Arrieregarder, der skal dække Troppetransporterne til Paris og Franskmændenes fortsatte Tilbagegang mod Seine. Kl. 12 giver han Ordre til fortsat, hensynsløs Fremrykning mod Syd og holder blot 1 Division tilbage som Arméreserve.
Biilow har nu i Virkeligheden opgivet Tanken om straks at faa 2’ Armé til at tage Front mod Sydvest.
Den 4/9 er 3’ Armé, der føres af Hausen, gaaet over Marne med sine forreste Dele. 3’ Armé har marcheret uafbrudt i 20 Dage, heraf de sidste 13 Dage ogsaa med Kampe om Natten. Hausen mener det derfor nødvendigt at befale Rastdag for den 5/9. Han indser godt Ulemperne herved, idet 2’ og 4’ Armé, som han efter O.H.L.s Ordre skal støtte efter Forholdene, fortsætter Fremrykningen og derved faar blottet deres indvendige Fløje. Hausens gode Hjerte gør, at han finder det uundgaaeligt at give Folk og Heste en haardt tiltrængt Hvile, og dette fastholder han selv efter, at han om Aftenen faar O.H.L.s Ordre om, at 1’ og 2’ Armé skal tage Front mod Paris. Han sender Melding til O.H.L. om, at han agter at holde Rastdag, og O.H.L. foretager sig intet for at ændre noget heri.
Om Aftenen føler Hausen sig syg og mener, at det skyldes Tyfus, som han har paadraget sig i det forrige Stabskvarter, der havde været indrettet i et Slot, hvor et fransk Feltlazaret havde haft til Huse.
Grundet paa Rastdagen skpr der den 5/9 ingen særlige Begivenheder ved 3. Armé. Det af Divisionerne fremsendte Opklaringsrytteri støder efterhaanden paa stærkere, fransk Rytteri fra 9’ K.Div., der hindrer videre Opklaring.
3’ Armé skal overspænde et Rum paa ca. 45 km’s Bredde. Den i Forvejen ret svage Armé er yderligere svækket af Marchtab og Kampe. Hausen trøster sig dog med, at O.H.L. snart vil give 3’ Armé en bestemt Opgave eller i hvert Fald angive, hvilken af de to Naboarméer han skal lægge Tyngden mod. Men netop i denne Tysklands Skæbnetime, hvor dets mægtige Hær er ved at løbe sig selv træt i sit Sejrsløb, har O.H.L. sluppet Tøjlerne. Om Aftenen den 5/9 giver Hausen, trods de uopklarede Forhold, Befaling for Fremrykningen saavel den 6. som den 7/9.
I Løbet af den 6/9 begynder Billedet at ændre sig. Fra begge Naboarméer kommer der Melding om, at de er stødt paa haard Modstand, og begge anmoder om Understøttelse fra 3’ Armé. For Hausen, som er uden Kendskab til Helhedssituationen ved den tyske Hær, er det svært at afgøre, om Tyngdepunktet bør lægges ved 2’ eller 4’ Armé. Stillingen bliver endnu vanskeligere grundet paa, at hans Korpschefer paa eget Initiativ begynder at gribe ind i Naboarméernes Kampe.
Hausen vælger en Middelvej. Han tør ikke vende det døve Øre til nogen af Naboerne og deler derfor sin Armé i 2 Grupper.
Hermed opgiver Hausen, paavirket af sine Naboer, en samlet Anvendelse af 3’ Armés Kræfter, og begaar saaledes en afgørende Fejl. Havde han ikke faaet en bestemt Opgave, da burde han selv have stillet sig en saadan og ikke godvillig sætte sig selv ud af Spillet.
Den næste Dag fortsætter Hausen med at føre Kampen med sin Armé delt i 2 Grupper, men disse fjerner sig fra hinanden, og der opstaar et „Hul“ i 3’ Armés Front.
I Løbet af Dagen faar Hausen nogle udmærkede Flyvermeldinger, der giver ham et klart Overblik over Situationen. Fransk- mændene angriber begge Naboarméerne med stærke Kræfter. Foran 3’ Armés Midte findes kun forstærket Rytteri. Hausen erkender saaledes, at der er et svagt Rum i den franske Front, men er ikke i Stand til at udnytte dette. Splittelsen af Kræfterne og Manglen paa en disponibel Reserve gør en virkelig Føring umulig. Hausen trøster sig med, at grundet paa Fjendens Styrkefordeling er der ingen Fare for 3’ Armé ved at fortsætte Angrebet med 2 Grupper i divergerende Retninger. Men begge Grupper løber fast overfor Franskmændenes sejge Modstand, og Meldinger fra de andre tyske Arméer viser, at Kampen er haard over hele den tyske Hærfront.
Hausen ræsonnerer nu logisk:
Franskmændene kan ikke være overlegne paa hele Fronten. Det bedste Middel til at erkende de svage Punkter maa være at foretage et fælles Angreb med 2’, 3’ og 4’ Armé. Baade 2’ og 4’ Armé bifalder Hausens Forslag om et overraskende Bajonetangreb ved Daggry den 8/9.
Hausens Beslutning herom skyldes i første Række den Respekt, som det franske Artilleri havde indgydt de tyske Tropper, og er senere af Kritikere baade blevet rost og dadiet. For en uhildet Betragtning synes den at være en Forløber for de Bestræbelser, der senere Krigen igennem blev gjort for at unddrage sig de svære Tab fra den fjendtlige Artilleriild.
Det bliver Hausens sidste virkelige Beslutning under Marneslaget. De to skilte Grupper kommer fortsat til at kæmpe i snæver Forbindelse med hver af de to Naboarméer, afhængig af disses Kamp og unddraget Hausens Indflydelse. løvrigt bliver Hausens Sygdom alvorlig, og han bliver efterhaanden holdt uden for Begivenhederne af sin Stab for endelig den 12/9 under Tilbagegangen fra Marne at faa overrakt en Kabinetsordre, hvorefter han midlertidigt fritages for at føre Kommandoen over 3’ Armé for, „at han kan faa Lejlighed til at genvinde sit Helbred“.
Langt senere end Hausen kommer Biilow til Forstaaelse af, at Franskmændene for Alvor har gjort Front. Om Aftenen den 6/9 mener han, at 2’ Armé i Løbet af næste Dag kan naa frem til Seine. Han er uden Underretning om Forholdene hos Naboerne. De 2 Korps (III. og IX. A. K.), der af 1’ Armé er efterladt til Dækning af 2’ Armés højre Flanke, medens 1’ Armé tager Front mod Angrebet fra Paris, har han afholdt sig fra at give nogen Befaling, da han ikke er klar over, om Korpsene stadig er til hans Raadighed. Man skulde tro, at det var paatrængende nødvendigt, at Biilow saa selv skaffede den ønskede Klarhed til Veje.
Fra Hausen kommer Forespørgsel om, hvornaar den K.Div., der fra O.H.L. er befalet afgivet fra 2’ til 3’ Armé, kan ventes til Raadighed.
Biilow svarer tilbage, at hans Rytteri er i Kamp paa hans højre Fløj og ikke kan løsgøres foreløbig. Derimod vil en hurtig Indgriben af 3’ Armé paa venstre Fløj af 2’ Armé v.ære meget ønskelig.
Som saa ofte før beder Biilow sine Naboer om Hjælp men er selv meget karrig med at række dem en hjælpende Haand. Biilow er foreløbig tillidsfuld. Trods den utvivlsomt ændrede Situation mener han at kunne kaste Franskmændene bag Seine og derefter tage Front mod Paris.
Om Natten faar Biilow imidlertid Meddelelse fra 1’ Arme om, at III. og IX. A.K. endnu samme Nat vil blive trukket bag Petit Morin. Da er det, at Biilows skæbnesvangre Ængstelse for sin højre Fløj begynder. Han opgiver straks den befalede Fremrykning med denne Fløj og trækker endog sit højre Fløjkorps tilbage fra det lige vundne Terrain Syd for Petit Morin.
Nu sætter Biilow sin Lid til venstre Fløj og anmoder 3’ Armé om Understøttelse med alle dennes disponible Kræfter.
Endnu om Morgenen den 7/9 mener han, at Fjendens Modstand Nord for Seine snart vil være brudt. Men han bliver da gennem O.H.L. oplyst om, at den tyske Hær staar overfor Begyndelsen af en fælles Offensiv af de allierede Arméer.
Bülow er klar over Situationens Alvor, og hans Ængstelse for højre Fløj vokser.
Nu kommer der Anmodning fra 1’ Armé om, at III. og IX. A.K. sættes i March mod 1’ Armés højre Fløj, der er i haard Kamp Vest for Ourcq.
1’ Armé er altsaa i Stedet for at dække den tyske Hærs højre Flanke gaaet Fjenden i Møde og fjerner sig derved yderligere fra 2’ Armé, og nu skal III. og IX. A.K., der sikrer Biilows højre Fløj, ogsaa trækkes væk! Modsætningen mellem Kluck og Biilow træder stedse skarpere frem. Biilow mener, at kun hvis 1’ Armé snarest løsgør sig og forskyder sig mod Øst for at faa Forbindelse med 2’ Armé, er der Mulighed for at genoprette Situationen.
Kluck derimod ser Udvejen af alle Vanskeligheder ved fortsat hensynsløst Angreb. Han regner ikke Faren for, at Englænderne skal trænge ind mellem 1’ og 2’ Armé, for overhængende. Han er begejstret Tilhænger af Angreb og har ingen overdreven Angst for midlertidigt at blotte sine Flanker.
Da 1’ Armé trækker baade III. og IX. og A.K. til sig, gør dette et saa stærkt Indtryk paa Biilow, at han ogsaa trækker sin Midte bag Petit Morin.
Man har ikke Indtrykket af, at Biilow har haft Øje for, at Tyngden kunde lægges paa højre Fløj, hvor Terrainet er egnet til Angreb. Paa venstre Fløj, hvor Sumpene Saint-Gond danner et udmærket Forsvarsafsnit, kunde der være frigjort Tropper til Fordel for højre Fløj. Men Biilow udnytter ikke de indre Linier. Han føler sig tryggest, naar han er lige stærk over hele sin Front. For ham er Sumpene kun en Hindring.
Om Morgenen den 8/9 lykkes det at vinde Terrain paa venstre Fløj under det fælles Angreb med 3’ Armés højre Gruppe, snart gaar dog ogsaa dette Angreb i Staa. Biilow har trukket sin eneste Division i Reserve hen bag venstre Fløj trods det, at han mere og mere beherskes af Frygten for den udsatte højre Fløj, hvorfra hans Kavallerikorps melder om fjendtlig Fremrykning over Petit Morin.
Biilow foretager sig intet for at faa Forbindelse med 1’ Armé. Han „fører“ ikke. Han lader sig lede af Begivenhederne og gør intet for at tvinge dem ind i det Spor, som han ønsker, de skal tage.
Men nu optræder den Mand paa Skuepladsen, hvis Rolle efter manges Mening har været afgørende. Oberstløjtnant Hentsch melder sig i Biilows Stabskvarter som Udsending fra O.H.L. og meddeler, at der næppe er Udsigt til, at 1’ Armé vil kunne slaa sin Modstander afgørende og derefter vende sig mod de fjendtlige Styrker, der maatte være trængt ind mellem 1’ og 2’ Armé. Under visse Omstændigheder maa der regnes med en Tilbagegang bag Marne. Her er det, at Ordet „Tilbagegang“ første Gang nævnes højt, og det gør et voldsomt Indtryk paa Biilow, der gennem Hentsch faar det Indtryk, at 1’ Armés Stilling er endnu værre end af ham selv antaget.
De to Pessimister farver Situationen mørkere og mørkere for hinanden. Begge er enige om, at 1’ Armés Stilling er alt for udsat. Kun ved rettidig koncentrisk Tilbagegang af 1’ og 2’ Armé, kan Forholdene rettes. Den Udvej at bedre Stillingen ved en Bevægelse fremad bliver end ikke nævnt. Ej heller, at 1’ Armé maaske er i Stand til at klare Sagerne selv. Man hager sig fast i den Vrangforestilling, at 1’ Armé er fortabt, hvis den ikke straks afbryder Kampen og gaar tilbage. Det aftales, at 2’ Armé først skal gaa tilbage, naar Fjenden overskrider Marne med større Styrker. Hentsch tilbyder at skaffe Underretning om Stillingen ved 1’ Armé men tager først af Sted hertil næste Morgen, og Biilow lader sig nøje hermed.
Om Aftenen undlader Biilow at afgive den sædvanlige Situationsmelding til O.H.L., der derved bliver ude af Stand til at gribe ind for at hindre den forestaaende Tilbagegang. Vil Biilow ikke være sin Hensigt bekendt? Biilow og Stab synes nærmest bjergtagne af Hentschs Person. Biilow afkræver ham ingen skriftlig Dokumentation af hans Fuldmagt til at befale i O.H.L.s Navn. Man har Indtrykket af, at Biilow er tilfreds med at blive støttet i sit Sortsyn. Han brænder ikke af Lyst efter at lade 2’ Armé fortsætte Angrebet for at trække flest mulig fjendtlige Styrker paa sig, medens 1’ Armé tilkæmper sig Afgørelsen.
I Løbet af den 9/9 kaster venstre Fløj af 2’ Armé i Forbindelse med højre Gruppe af 3’ Armé Franskmændene i Uorden mod Syd. Et Resultat, som bar Spiren i sig til en afgørende Sejr, hvis Biilow havde holdt sig nøje underrettet om Forholdene paa sin Front. Men han er uvirksom, faar ingen Meldinger fra sin venstre Fløj og fordyber sig mere og mere i sine mørke Betragtninger. Hans Tanker kredser om den truende fjendtlige Fremrykning i „Hullet“ mellem 1’ og 2’ Armé. Kl. 10 har han herfra faaet Flyvermelding om, at 5 fjendtlige Kolonner er under Fremrykning mod Marne. Nu er altsaa den gennem de sidste Dage stadig truende Fare virkelig blevet en Realitet. Biilow har overfyldt sin Front og har ingen Reserve. Fjenden truer ogsaa 1’ Armé i Ryggen. Man har endnu ikke gennem Hentsch faaet Underretning om Stillingen ved denne Armé, og Bii- low er halsstarrig i sin forudfattede Mening om dens slette Stilling. Det synes uforklarligt, at Biilow ikke for længst ved alle til Raa- dighed staaende Midler har skaffet sig Forbindelse med 1’ Armé. I sin Usikkerhed holder Biilow til Slut „Krigsraad" med sin Stab.
Alle er enige om, at 1’ Armé maa gaa tilbage, og dermed nødsages ogsaa 2’ Armé til Tilbagegang. Biilows Nerver svigter; han beslutter at rømme Kamppladsen og giver dermed Fjenden Sejren.
Han er stadig uden Underretning om Stillingen paa venstre Fløj, men beslutter at holde Kampen i Gang her indtil Mørkets Frembrud for derefter lettere at kunne løsgøre sig. Der udgives straks Befaling om Tilbagedragning af Train og Tros. Lidt over Middag kommer der Radiomelding fra 1’ Armé om, at dens venstre Fløj trækkes tilbage. Dette opfattes fejlagtig som det længselsfuldt ventede Svar fra Hentsch, og nu mener Biilow, at det er paa høje Tid at lade 2’ Armé begynde sin Tilbagegang. Omtrent samtidig har Hentsch fremtvunget 1’ Armés Tilbagegang under Paaberaabelse af 2’ Armés udsatte Stilling. Nu bagefter ved vi, at dette skete efter, at venstre Fløj af 2’ Armé i Forbindelse med højre Gruppe fra 3’ Armé havde slaaet Foch’s 9’ Armé, og at 1’ Armé havde tilkæmpet sig et Resultat, der ved at blive fastholdt og udvidet kunde gøre Truslen fra Englændernes nolende Fremrykning mellem 1’ og 2’ Armé virkningsløs.
Sent om Eftermiddagen faar Bulow endelig Melding om den sejrrige Kamp paa venstre Fløj. Men Biilow har haget sig fast i Tanken om, at Tilbagegang er uundgaaelig. Han mener, at 1’ Armé er slaaet og derfor gaar tilbage i Uorden, og at dens Modstander nu med fuld Styrke kan vende sig mod den udslidte 2’ Armé. Det er mærkeligt, at en Arméfører i den Grad kan lade sig hilde i forudfattede Meninger og intet gør for at blive orienteret.
Trods alle opmuntrende Efterretninger fastholder Biilow sin Beslutning om at gaa tilbage. Han handler ikke i „Hærens“ Interesse. Han er alene behersket af Tanken om at redde sin egen Armé.
Endelig om Aftenen kommer der Melding fra Hentsch hvoraf fremgaar, at 1’ Armé frivilligt har afbrudt sin heldige Kamp for efter Hentschs Ordre at gaa tilbage.
Det maa have været et frygteligt Øjeblik for Biilow nu at blive klar over, at hans Beslutning om Tilbagegang hvilede paa et falskt Grundlag. Hvad hans Tanker end har været, saa meddeler han ingen noget herom, ja, han viser end ikke Hentschs Melding til sin Stab. Uden at meddele noget til 3’ Armé giver han dennes højre Gruppe Ordre til at følge 2’ Armés Bevægelse tilbage. Terningerne var kastet. Den tyske Hær var standset i sit Sejrsløb og begyndte at gaa tilbage. Verdenskrigens eneste afgørende Slag var tilende.
Biilow og Hausens Skæbne efter Marneslaget blev den samme. Begge var blevet vejet og fundet for let. Biilow faar en mindre betydende Kommando og rammes i 1916 af et lettere Slagtilfælde. Efter at være blevet helbredet søger saavel han som Hausen om igen at faa tildelt en Kommandopost. Ingen af dem bliver taget til Naade. Spillet var tabt.
Hvem var det, Biilows og Hausens Tropper havde løbet Storm mod? Det var 9’ franske Armé ført af Foch.
Denne har selv udtalt følgende:
„En Chef bør frem for alt være gennemsyret af Viljen til Sejr og maa som Følge heraf fuldt ud være i Stand til at kunne indgyde sine nærmeste undergivne den samme Sejrsvilje for at disse kan meddele den videre til deres Tropper. Han bør støtte og nære denne Sejrsvilje til det store Øjeblik kommer, hvor den mest udholdende kan sætte sin Vilje igennem. Raader han saa over en Styrke, der kan sættes ind i Kampen for at fremkalde den Situation, han søger, da har han alle Muligheder for Sejr.“
Og Foch bestræber sig af al Magt paa at føre denne Teori ud i Praksis.
Efter ved Daggry den 5/9 at have modtaget Joffres Befaling til Genoptagelse af Offensiven, hvori 9’ Armé foreløbig har til Opgave at fastholde Terrainet om Sumpene Saint-Gond til Sikring af 5’ Armés højre Fløj, gaar Fochs første Bestræbelser ud paa snarest at faa standset 9’ Armés Tilbagegang, for at den ikke frivilligt skal overlade Tyskerne det Terrain, som den er befalet til at holde. Foch giver sine Korps Ordre til at sende Avantgarder Nord for Petit Morin, Sumpene og Somme. 9’ Armé er betydelig fremskudt i Forhold til Naboarméerne, og den skal spænde over en Front paa ca. 35 km. Mellem 9’ og 4’ Armé er der et ubesat Rum ca. 20 km bredt, som Foch giver 9’ K.Div. Ordre til at overvaage.
I Løbet af den 6/9 kastes de fremskudte Styrker bag Petit Morin, Sumpene og Somme. Foch søger at generobre det tabte; men Angrebene strander, og om Aftenen er 9’ Armé over hele sin Front tvunget over i Forsvar paa Grund af Tyskernes voldsomme Angreb. I Løbet af Natten faar Foch Melding fra Joffre om, at 6’ Armé angriber Kluchs højre Fløj og gaar frem mod Ourcq. Englænderne og 5’ Armé har vundet fremad, og 3’ og 4’ Armé har standset Tyskerne.
Igen søger Foch at presse sine Korps frem. Han befaler, at der kun skal engageres svagt Fodfolk, men derimod Artilleri i fuld Udstrækning. Enhver Terrainvinding skal fastholdes og straks sikres ved Forstærkningsarbejder. Foch giver ligeledes sine Korps Ordre til at holde de ikke haardt trængte Dele af Fronten med færrest mulige Kræfter for at have Maksimum af Styrke ved de Steder, hvor Presset er haardest.
Foruden at give sine Underforere Anvisning paa formaalstjenlige taktiske Fremgangsmaader søger Foch ogsaa at holde Kampmodet oppe hos de kæmpende Tropper ved at udsende Oplysninger om den franske Fremgang paa andre Dele af Fronten. Fochs højre Fløj bliver haardt presset og mister Terrain, og senere maa ogsaa venstre Fløj vige. Fochs Mening om Situationen fremgaar af følgende Meddelelse til Staben.
„Naar de angriber mig saa haardt her, maa det være, fordi deres Sager staar slet andre Steder. Det er nødvendigt at holde ud. Det bedste Middel hertil er at angribe.“
Rigtigheden af dette Ræsonnement maa dog siges at være meget diskutabelt.
Foch er bekymret for sin aabne, højre Fløj, men han lader sig ikke, som Biilow, beherske af denne Bekymring. Han sender Situationsmelding til Overkommandoen og slutter med Ordene: „Jeg gaar i Morgen igen over til Angreb.“
Det er denne Slutning, der kort efter blev omdigtet til: „Min Midte giver efter, min højre Fløj viger. Stillingen er udmærket. Jeg angriber.“
Foch har stadig søgt at tvinge sine Korps frem til Angreb, hvilket af ham betragtes som det eneste virkelige Middel til at standse Fjenden. Tyskernes voldsomme Pres har dog overalt bragt de franske Angreb til at strande og tvunget 9’ Armés Fløje tilbage. Det svage Punkt er højre Fløj, der svæver i Luften. Men ved et mærkeligt Spil af Skæbnen kommer Tyskerne ikke til at høste Fordel heraf, thi overfor det franske „Hul“ er der et lignende „Hul“ i den tyske Front, som vi ved, fordi Hausen har delt sin Armé i to vidtspredte Grupper.
For den 8/9 har Foch fra Joffre faaet Ordre til at holde Stillingen, indtil 4’ Armés Fremrykning ogsaa gør det muligt for 9’ Armé at gaa over til Angreb. Foch er ikke straks klar over, om Tyskerne fortsat vil angribe 9’ Armé, eller om de forbereder sig paa at gaa tilbage. Men ved Daggry bryder det af Hausen befalede Bajonetangreb løs mod højre Fløj, hvor XI. A.K. i Løbet af Formiddagen kastes omtrent 10 km mod Syd. 9’ K.Div. kastes ogsaa tilbage. Faren for en Oprulning fra højre Fløj viser sig truende. Foch søger at standse Tyskerne ved et Modangreb, men dette strander. I Midten trænges IX. A.K. tilbage fra Sydranden af Sumpene. Kun venstre Fløj (42’ Div.) vinder frem igen til Petit Morin.
Det havde været en meget kritisk Dag for Foch. Med Undtagelse af den yderste venstre Fløj var hele hans Front trykket tilbage, og paa højre Fløj lurede Nederlaget. Samtlige Enheder var engagerede, og Tropperne var yderst udmattede.
Grundet paa den svigtende højre Fløj lader Foch om Natten sin Kommandostation flytte ca. 15 km mod Syd.
Sent om Aftenen erfarer Foch, at 6’ Armé holder sit Terrain trods stærke fjendtlige Angreb, og at 5’ Armé er under Fremrykning N. V. for Sumpene, samt at 3’ og 4’ Armé ogsaa vinder frem.
Foch har kun et brændende Ønske, og det er at faa 9’ Armé med i den almindelige Fremadbevægelse, men han er tvunget over i Forsvar paa hele sin Front med Undtagelse af yderste venstre, hvor 42’ Div. har vundet Terrain. Han har ingen Reserve, hvorved han kan fremkalde det Omslag i Begivenhederne, som han ønsker skal ske. Fra 4’ Armé kan ingen Understøttelse ventes, da Afstanden til dennes Floj endnu er ca. 20 km. Derimod er der Forbindelse med 5’ Armés højre Fløj, der sammen med 42’ Div. har vundet frem mod Nordøst. Her ser Foch Mulighed for at føre sin Teori ud i Praksis, at hente Hjælp fra Dele af Fronten, hvor Stillingen er gunstig, til Fordel for dem, der er i Bekneb. Foch telefonerer derfor til 5’ Armé og beder denne om fra Daggry at afløse 42’ Division, der saa skal trækkes hen bag 9’ Armés Midte som Arméreserve. Franchet d’Esperey er straks villig til at hjælpe og stiller hele sit højre Fløjkorps til Fochs Raadighed.
Ved Daggry den 9/9 angriber Tyskerne haardt imod 9’ Armés Midte og højre Fløj. De er ved at splitte IX. A.K., og paa højre Fløj kastes det haardt prøvede XI. A.K. atter i Uorden mod Syd.
Foch føler Faren. Han befaler, at ligemeget hvor langt højre Fløj end er trykket tilbage, saa vil han dog gaa over til Modangreb, naar 42’ Div. naar frem. Men 42’ Div. Losgøring har været vanskelig, og først ved Middagstid sætter Divisionen sig i March, og den har 20 km til sit Maal.
For Foch har det sikkert været nogle kvalfulde Timer. Hele hans Front er meget haardt trængt. Højre Fløj er i Opløsning og er allerede kastet ca. 20 km tilbage, og han bliver efterhaanden klar over, at hans eneste Reserve, 42’ Div., ikke vil kunne naa at gribe ind i Kampen i Dag. Men han vil ikke erkende, at Situationen synes haabløs. Han søger at gøre sin Indflydelse gældende ved at orientere sine Underforere om den opnaaede Hjælp fra 5’ Armé og om, at 9’ Armé kun har én Opgave, at holde ud, til Fjenden er løbet træt, for derefter selv at gaa frem til Angreb.
Det er mærkeligt at se, hvorledes Foch befinder sig i ganske tilsvarende Situation som Biilow. For begges Vedkommende gælder det, at deres aabne, højre Fløj viger tilbage, medens deres yderste venstre Fløj støttet af Naboerne vinder frem. Men Biilow har selv af overdreven Ængstelse fortsat kaldt sin højre Fløj tilbage trods venstre Fløjs stadige Fremgang. For Fochs Vedkommende derimod er venstre Fløjs Fremgang kun ringe, og hans højre Fløj er i Virkeligheden slaaet.
Sortseeren Bülow kues af Frygten for den Fare, der truer fra det aabne Rum til Naboarméen til højre. Lysseeren Foeh er udsat for en ganske lignende Fare, men han viger ikke for Truslen alene. Han stoler paa sine Naboer og er overbevist om, at deres Fremgang i Forbindelse med hans egen venstre Fløj til Slut vil bringe hans Armé ud af Nederlaget og med ind i den sejrrige Fremrykning.
Man kan maaske sige, at Fochs Lyssyn i Øjeblikket mangler Grundlag. Men Foch vil ikke erkende Nederlaget. Han holder ud de sidste fortvivlede Timer, der vil bringe Afgørelsen.
Han viser sig som den virksomme Fører, der søger at holde sig underrettet om Forholdene, og som stadig træder i personlig Forbindelse med Naboer og Underførere.
Foeh giver Befaling til, at 42’ Div. i Forbindelse med de indvendige Fløje af IX. og XI. A.K. skal foretage et Modangreb ind i højre Flanke af de fjendtlige Styrker, der staar foran XI. A.K., og sender sin Stabschef Weygand ud for at tilrettelægge dette Angreb.
Tyskerne lægger Tyngden mod Fochs Midte og truer med at bryde igennem der. Her kan kun 42’ Div. hjælpe, men den er endnu for langt borte. Hvor længselsfuldt end Foch venter paa denne Division, saa er han dog udadtil fuldstændig rolig. Han har spillet sit sidste Kort ud, og indtil han ser dets Virkning i Spillet, er der for ham kun at vente i Ro og Tillid til Resultatet. Han sætter sig til Hest og rider omkring i Omegnen af Kommandostationen sammen med en af sine Ordonnansofficerer, med hvem han drøfter Filosofi og Nationaløkonomi. Han forstaar at beherske sine Nerver og viser sine Omgivelser et roligt, tillidsfuldt Ansigt.
Udenfor 9’ Armé har man Indtrykket af, hvor kritisk Stillingen i Øjeblikket er for Foch. Franchet d’Esperey giver Chefen for Korpset til venstre for det nu Foch underlagte Fløjkorps følgende Ordre: „Foch er slaaet i Formiddag. Han vil gaa over til Modangreb Kl. 16. Vi maa hjælpe ham. Ryk mod Øst.“
Grundet paa den store Afstand lykkes det dog først mod Aften at gribe ind med Dele af dette Korps Artilleri.
Foch taber ikke et Øjeblik Troen paa den endelige Sejr. Af al Magt modsætter han sig enhver tilbagegaaende Bevægelse og søger at presse sine udmattede Tropper frem til fornyet Angreb.
Efter nogles Mening kræver denne ubændige Angrebsvilje for store Tab, der kunde være undgaaet, hvis Foch havde ført et udvigende Forsvar paa højre Fløj, medens Tyngden blev lagt paa venstre Fløj. Men Foch holder haardnakket fast ved Angrebet. Og er end Tabene forfærdelige, saa vil Foch og 9’ Armé netop ved at holde ud disse sidste Timer, hvor begge Modstandere føler sig fristet til at give tabt, faa tilkendt Sejren.
Da Tyskerne igen kaster XI. A.K. tilbage, og 42’ Div. ikke naar frem før Mørkets Frembrud, bliver det IX. A.K., der alene indleder det af Foch befalede Modangreb. Til at begynde med vinder det kun smaat fremad, men ved Midnat synes Tyskernes Modstand at blive svagere; ogsaa paa venstre Fløj bliver der Luft. Grundet paa Sammenblanding fremkaldt af Kampene i Mørke i det skovfyldte Termin er det dog kun langsomt, at Franskmændene trænger frem. Først om Morgenen den 10. kommer 42’ Div. i Gang mod Somme. Men fremad gaar det dog. Medens Tyskerne i Gaar truede med at knuse højre Fløj og bryde gennem IX. A.K., saa er der nu sket et fuldstændigt Omslag. Foch og 9’ Armé, der har holdt ud, hvor fortvivlet end Stillingen var, oplever Marneunderet. Den tyske Hær gaar tilbage.
Foch selv faar kun sparsomme Meldinger. At Begivenhederne ogsaa har overrasket ham, viser den Kendsgerning, at han først ved Middagstid flytter sin Kommandostation frem igen.
Henad Eftermiddagen vinder Foch saa megen Klarhed, at han kan udgive Befaling til Forfølgning. Grundet paa Troppernes Udmattelse bliver Forfølgningen i Virkeligheden kun til, at der holdes svag Føling med den vigende Modstander.
Sent om Aftenen giver Foch 9’ Armé Ordre til den 11/9 at naa frem til Marne. Han giver sine Korps Anvisning paa at bryde Modstanden fra de tyske Arrieregarder ved at omfatte dem fremfor at angribe frontalt.
Men 9’ Armé er langsom i sin Forfølgning. Det er vanskeligt for Tropperne at tro paa Sejren. Det uendelig lange Tilbagetog sidder dem i Blodet. Kun tøvende og forsigtig vover man sig frem. Vil ikke Modstanderen, der i saa høj Grad har forstaaet at sætte sig i Respekt, benytte sig af ens Dristighed til atter at rette et knusende Slag mod en?
Nogle har kaldt Fochs Manøvre med 42’ Div. genial. Andre har kritiseret den stærkt. Givet er det, at medens 9’ Armé stod i sin haardeste Kamp, slæbte 42’ Div. sig udmattet af Sted bag Fronten og naaede ikke at gribe ind før efter, at Tyskerne havde begyndt deres Tilbagegang. Men én Ting er alle enige om at beundre. Det er Fochs ubøjelige Sejrsvilje. Med hele sit Sinds mærkelige Blanding af Religiøsitet og Skæbnetro har han stædigt holdt fast ved Tanken om, at Angreb, koste hvad det vil, er det eneste sikre Middel til at vende Krigslykken til Gunst for sig selv. Og her, som ogsaa senere under Krigen, har Situationen udviklet sig saaledes, at Heldet har fulgt ham.
