Premierløjtnant H. Christiansens »Tanker vedrørende disciplin m. m.« i Militært Tidsskrift, januar 1962, liar sikkert interesseret mange af tidsskriftets læsere, der ligesom jeg bar haft på følelsen, at de mange livserfaringer og sandheder vedrørende disciplinen, som er kommen til udtryk i artiklen, ikke har de allerbedste kår i det danske forsvar, og forfatteren peger ganske klart på nogle af årsagerne dertil.
Nu skal jeg ikke udtale mig om disciplinen indenfor det danske forsvar — det må være de chefer, der skal føre tropperne i krig, der skønner over, om den fornødne disciplin er til stede i de afdelinger, der indgår under deres førerskab. Den af forfatteren citerede udtalelse af general Dalberg i 1959 (side 20) er derfor en udtalelse, som man må tillægge en ikke ringe vægt, og da den, så vidt jeg ved, ikke er blevet officielt imødegået, synes der altså at være et og andet, som bør rettes.
For den, der i sin virksomhed har disciplinære problemer på nært hold, står det i hvert fald klart, at den disciplin, der opretholdes i forsvarets afdelinger, ikke opnås ved de af psykologerne opregnede former for lydighed, hverken »demokratisk«, sympati-, autoritets- eller kadaverlydighed, men i vor tid i altfor høj grad ved tvangslydighed og herunder ved anvendelse af straffemidler. Dette er jo ikke glædeligt, men det er ved adskillige afdelinger en realitet.
Det er en kendsgerning, at det i vor tid er nødvendigt at anvende straffe for at opretholde den disciplin, der er en livsbetingelse for ethvert forsvar, og denne anvendelse af straffe har et omfang, der ikke er uden betænkelighed for de militære afdelingers daglige liv. Nu er ungdommens hele indstilling til disciplin ganske vist en følge af tilsvarende indstilling i det civile liv, og her konstaterer man desværre dagligt en udbredt mangel på disciplin.
Ordene »Adgang forbudt« opfattes ofte nærmest som et uartigt ord. På et militært område, omhyggeligt forsynet med de kendte gule skilte: »Militært område. Adgang forbudt«, møder jeg til stadighed ungdom, der trods forbudet er gået derind. Stillet overfor spørgsmålet om skiltene er svaret altid: Jah, men vi troede ikke, at det gjorde noget! — eller: Vi har gået her før, og der er ingen, der har sagt noget! Det efterhånden uhyggeligt antal færdselsuheld skyldes jo også i stort omfang mangel på disciplin i færdslen. Man konstaterer det dagligt. Prøv at køre ud ad en af udfaldsvejene fra storbyen og prøv ligesom rorgængeren på et skib at »holde streg« på speedometret på den maksimalhastighed, som er fastsat ved politiets skilte, og se, hvorledes man ganske stille overhales af det ene køretøj efter det andet. Det er ikke på nogen måde hensynsløs kørsel, men det er 80 kin/t i stedet for 70 km/t og 60 km i stedet for 50. De bag på lastbilerne anbragte runde skilte med »60« har også mistet deres betydning. Man tager det ikke så nøje, og en skønne dag stiger overskridelserne, fordi politiet simpelthen ikke li ar personale til at føre en virksom kontrol. Men det er en mangel på disciplin, som man ikke kan lade sig nøje med, når der er tale om militær lydighed.
Nu er forholdet naturligvis vidt forskelligt ved forsvarets afdelinger og mest alvorligt ved de afdelinger, der rekrutteres fra ungdommen fra storbyen. Ved disse afdelinger bruger de militære underafdelingschefer ofte en ganske urimelig del af deres tid til udfærdigelse af afhøringsrapporter og anden efterforskning i straffesager — tid, der burde kunne anvendes bedre til underafdelingernes øvrige krævende opgaver. Man kan med sorg konstatere, at det er således, at det ikke synes at blive bedre, og det er måske derfor nyttigt al se lidt nærmere på årsagerne til, at man således må ty til en tvangsdisciplin, og undersøge, om disse årsager ikke skulle kunne afhjælpes.
Når man har tjent i forsvaret i snart 49 år og deraf i 16 år som auditør og har haft lejlighed til samtaler på tomandshånd med hundredvis af værnepligtige, kan man ikke lade være at anstille visse betragtninger over den militære »kriminalitet«, der synes at svinge i takt med ganske bestemte forhold.
I.
Stiller man det systematisk op, må man konstatere, at der er nogle forhold vedrørende disciplinen, som man fra forsvarets og den militære lovgivnings side er ganske uden indflydelse på, og det er således:
1. Forholdene i hjem og skole og
2. Den civile kriminalitet, særligt blandt ungdommen. ad 1. Forholdene i hjem og skole.
Det er påfaldende, at det begreb, der hedder forældremyndighed, i vor tid synes at være devalueret. Det er måske en følge af velfærdsstaten, at man lægger mere vægt på kravene, på rettighederne end på pligterne. I gamle dage følte forældrene det som sn pligt at opdrage deres børn til gode medlemmer af samfundet. Nu synes denne pligtfølelse ikke længere at være så fremherskende. Man kan undertiden træffe tilfælde, hvor en ung mand sendes i skole eller møder som soldat ikke med formaning hjemmefra om at gøre sin pligt, men med instruktionen: Du skal ikke finde Dig i noget! En forældreansvarlighedslov eksisterer lige så lidt som en ministeransvarlighedslov, og det er ingen udsigt til, at man i lovgivningen vil pålægge forældre pligter med hensyn til børnenes opdragelse — det må skolen om. Paradoksalt sagt er der i Danmark større ansvar ved at holde hund end ved at have hørn. Ifølge hundeloven af 18/5 1937 får man ikke alene erstatningspligt, men også straf (bøde), hvis ens hund hider postbudet i henene, men forældre har intet ansvar for, at deres hørn stjæler biler og efterlader disse smadrede i vejgrøften eller deltager i de ofte omtalte drengebander, der laver indbrud og andre gale streger. Hjemmenes indflydelse på ungdommens færd er ofte meget ringe. Skolen, som da skulle tage sig af opdragelsen, kan ikke gøre dette uden hjemmenes medvirken. Specielt med henblik på den militærtjeneste, som normalt påhviler enhver sund ung mand få år efter afgangen fra skolen, synes det uhyre sjældent, at man i skolen forbereder de unge på, at der forestår dem en pligtig militærtjeneste, hvorunder de må indordne sig under forhold, som ikke er dem tilvante i det civile liv, og hvor pligter og lydighed er realiteter. Uen ikke ualmindelige undskyldning, man hører fra en militær lovovertræder, er, at han ikke kan indordne sig under den militære disciplin (nu forveksles »kan« jo ofte med »vil«). Når man så under en samtale med en sådan mand spørger ham, om han da ikke har lært noget i »samfundslære« om, at man har værnepligt her i landet, svarer han næsten altid: Næh, det var hare noget om rigsdagen og social forsorg og sådant noget! — og det interesserer jo ikke en dreng på 14—15 år det mindste. Man finder det naturligt i skolen at undervise pigebørn i skolekøkken, syning og andre sysler, der forestår en ung kvinde, men ingen synes at interessere sig for at forberede en dreng på, at der få år efter skolegangen forestår ham 16 måneders tjeneste under vilkår, der ikke ligner forholdene i hans civile liv. Desværre synes der ikke at være nogetsomlielst håb om at få ændring på dette område. Militærtjeneste betragtes vistnok som noget væmmeligt noget, som man ikke bør snakke om.
ad 2. Den civile kriminalitet.
Enhver avislæser har dagligt for øje referater af ungdommens uheldige opførsel på det kriminelle område. Nu er dette ikke nogen generalisering og dermed nogen almindelig kritik af ungdommen. Lovovertræderne er heldigvis et hile mindretal, men det er dette mindretal, der senere som værnepligtige skaffer forsvaret de store vanskeligheder. Det er, som premierløjtnant H. Christiansen påpeger det (side 16), ofte de 10% brushoveder, der præger tonen i enheden, selv om de 90 % er fornuftsvæsener.
Bekæmpelsen af ungdomskriminaliteten er et samfundsvigtigt problem, men det ser desværre ofte ud, som om teoretikerne, der administrerer denne bekæmpelse, ikke rigtigt forstår ungdommen. Groft sagt synes det i vor tid ret umuligt for en person under 20—21 år at blive straffet ubetinget for tyveri, biltyveri o.s.v. Man opererer med tiltalefrafald (ofte flere på hinanden følgende), med et børnevæmstilsyn, om hvilket man godt ved, at det i en storby er ganske problematisk (hvilken tilsynsværge kan følge en ham iøvrigt ret ukendt ung mands færd døgnet rundt i en storby?), og det er næsten undtagelsesfrit en fast regel, at straffe altid skal være betingede den første eller endog de første gange. Altsammen ud fra en teori om, at folk under disse 20—21 år er »børn«. Nu er der måske en dybere politisk hensigt i dette, at beskyttelsen af den private ejendomsret er så ringe, men man har det indtryk, at denne opfattelse af de unge som »børn« er skabt af teoretikere, der ikke til daglig kender ungdommen rigtigt. Man kunne ønske, at politikere og embedsmænd, der er fædre til denne moderne udøvelse af strafferetsplejen, i et årstid virkelig gav sig af med de unge. Gennem hundredevis af samtaler på tomandshånd, som jeg i embeds medfør har haft med disse tidligt afsporede unge mænd, står det mig ganske klart, at umgdommen vel er letsindig, som vi andre var det i vor ungdom, og at inan derfor i et vist omfang bør bære over med dem og ikke straffe dem altfor hårdt, men de unge mennesker er i vor tid langt mere »vakse«, end vi var det i vor ungdom, derom er der ikke tvivl. Vi havde en vis naturlig respekt for øvrigheden, men nutidens unge af den her omtalte kategori er fuldt ud klare over, at det ikke koster noget alvorligt at stjæle biler, lave indbrud og andre gale streger, som begås af ungdommen. De er bestemt ikke børn, hvad denne opfattelse angår. Og med de betingede straffe, som er et fortrinligt middel i visse tilfælde, men som nu er blevet den normale reaktion fra samfundets side, hvis der endelig skal straffes, er det det samme. Således som de praktiseres — faktisk uden egentlige betingelser — har de kriminelle unge mennesker fået det helt forkert i halsen. Gud ved, hvor mange unge mennesker, der har fortalt mig, at de ikke har været straffet, skønt straffe- listen, som lå foran mig, viste, at de havde fået betingede straffe. »Jah, men jeg kom da ikke ind at »sidde««, er det karakteristiske svar. Opfattelsen er, at han helt or sluppet for nogensomhelst følge af sine handlinger (og derfor har vi også så mange reiædivister).
Dette er ikke tænkt som direkte kritik af den udvikling, der er sket ■— det er blot en konstatering af, at ungdommen ikke fra det civile liv har nogen større respekt for lovgivningen og for strafferetsplejens reaktioner overfor lovovertrædelser, og det er klart, at sådan ungdom udgør et meget uheldigt materiale for den militære uddannelse. Det er ofte første gang i livet, at en ung indkaldt værnepligtig står overfor dette kategoriske: »Du skal« og »Du må ikke« og står overfor forhold, hvor pligter og ansvar er realiteter. Dette må naturligvis medføre nødvendige straffe, fordi forsvaret jo ikke kan aflevere en rømningsmand eller en ulydig soldat til børneværnet eller undlade at foretage sig noget positivt overfor disciplinbrud. Så længe man har værnepligt, må ungdommen tvinges til at opfylde denne samfundspligt og underkaste sig den dermed følgende disciplin, ligesom vi andre tvinges til at aflevere op mod halvdelen af de penge, vi tjener, til samfundet. Det sidste er jo også en »tvangsdisciplin«; thi dette, at man skal betale sin skat med glæde, er noget vrøvl.
Udviklingen i den civile strafferetspleje er en kendsgerning, men man må have lov at sige, at det er en meget dårlig forskole for den disciplin, som forsvaret er nødt til at opretholde.
II.
Ser man nu på forholdene indenfor forsvaret og disse forholds betingelser for disciplinen, må man konstatere, at der også her er forhold, som er ugunstige. Det er jo klart, at den militære »kriminalitet« ikke altid har været, som den er i dag. Indflydelse herpå har
3. Tjenestetidens længde,
4. Indkaldelsesalderen,
5. Beskæftigelsen (undervisningen) af de værnepligtige og i forbindelse hermed
6. Befalingsmandskorpsets sammensætning. ad 3. T jenestet idens længde.
Man kan ikke direkte sammenligne »gamle dages« disciplin med nutidens. Det er klart, at man i ældre tid, hvor man kun havde en tjenestetid på Sy2—6 måneder, havde lettere ved at få vanskelige folk til at holde sig »på dydens vej« i denne korte periode, medens det er ulige vanskeligere, når man har dem i 16 måneder. Ligegyldigt for disciplinen er det heller ikke, om man har mandskabet i en arbejdsløshedsperiode, hvor der ikke forsømmes så meget ved at være soldat, eller man har fuld beskæftigelse, hvor de unge i de 16 måneder måske kunne have tjent 5—600 kr. om ugen. Ungdommen tænker meget i penge, og i »velfærdsstaten« er begrebet pligt ikke noget velset argument.
ad 4. Indkaldelsesalderen.
Gennemførelsen af værnepligtsloven 05 de gældende forsvarslove har medført, at de værnepligtige nu indkaldes som 19årige, og vi har ikke sjældent 18årige. Vi har ganske vist endnu yngre konstahelelever, men disse er jo frivillige og er sigtet ganske anderledes end de almindelige værnepligtige kan være det. Det er klart, at der blandt disse 18—19årige unge mennesker er mange, hvis karakteregenskaber endnu står på skoledrengestadiet, anderledes kan det ikke være. I »gamle dage« var de værnepligtige gennemgående 20—21 år. Der sker en meget stor udvikling hos de unge i årene fra 18 til 21 år, og for forsvaret og især for de disciplinære problemer ville det sikkert være lettere, hvis man fik de værnepligtige ind i en mere moden alder, men der er jo ingen som helst mulighed for at få ændring på dette område. Ønsket om at »få det overstået« og at få militærtjenesten til at genere den civile virksomhed mindst muligt spiller jo en afgørende rolle. Een direkte ulempe for disciplinen har den tidlige indkaldelse imidlertid; når man indkalder de værnepligtige et år tidligere, bliver de værnepligtige hefalingsmænd, som udtages af de værnepligtiges rækker, også et år yngre, og det kan de faktisk ikke godt tåle.
ad 5. Beskæftigelsen af de værnepligtige.
For den, der har med militære straffesager at gøre, er det klart, at de gale streger, soldaterne laver, ofte står i forbindelse med, i hvilket omfang man på tjenestestederne har mulighed for at give de unge den afveksling og de dermed forbundne oplevelser, som de unges fantasiliv jo kræver. Dette være ikke sagt som nogen kritik af tjenestestederne; thi det er ofte således, at tjenesten nødvendigvis må være ensformig, og ikke sjældent, fordi bevillingerne til udrustning og anlæg af større øvelser er begrænsede. »Der skal ske noget«, således er de unges indstilling jo, og sådan har det altid været. Jeg synes, at man kan konstatere, at under store øvelser, der godt kan være meget anstrengende for soldaten, har man sjældent større disciplinære vanskeligheder. De unge er i reglen ikke bange for anstrengelser — de absenterer ikke fra en bivuakøvelse, selv om det er i en halv snes graders frost, men de absenterer snarere fra kedsommeligheden — i perioder, hvor der ikke »sker noget« i tjenesten.
ad 6. Befalingsmandskorpsets sammensætning.
Her er vi efter min mening ved kilden til vanskelighederne for disciplinen. Det er ligesom i enhver anden uddannelsesanstalt af afgørende betydning, at lærerkræfterne er dygtige, erfarne, rutinerede og i besiddelse af pædagogiske evner, altså alle de egenskaber, som premierløjtnant H. Christiansen så rigtigt påpeger i sin artikel i Militært Tidsskrift.
For forsvarets vedkommende kan man ligefrem konstatere dette ved at se på udviklingen gennem de sidste 50 år. Når man foreløbig lader de ovenfor under 1—5 omtalte forhold ude af betragtning, viser udviklingen følgende billede:
Før 1. verdenskrig havde man et fast undcroffieerskorps, der havde den direkte kommando over de værnepligtige i geleddet. Det var befalings- mænd, der først havde været menige, derefter gennemgået en korporalskole og gjort tjeneste som korporaler, og derefter gennemgået underofficersskolen i to vintre med mellemfaldende praktisk geledtjeneste. Det var befalingsmænd, der nok kunne være noget »ramsaltede«, men de var i reglen væsentligt ældre end de værnepligtige, og de havde frem for alt en meget stor rutine og erfaring, og de var dygtige i deres fag. En infanteri- bataillon havde til sine 4 kompagnier 20 sergenter, 4 oversergenter og 2 stabssergenter, og på kompagnikontoret residerede en oversergent eller stabsergent på 50—60 år, og han holdt justits ikke alene overfor mandskabet, men sandelig også overfor de yngre faste underofficerer. Der var orden i sagerne. Man havde næsten ingen straffesager dengang. Auditøren så man aldrig — man anede dårligt nok hans eksistens.
Så kom sikringsstyrken med dens kolossale udvidelse af forsvaret. De faste underofficerer blev spredt til mange nye opgaver, kommandoen i geleddet overgik til nyudnævnte sekondløjtnanter, midlertidige løjtnanter af reserven og midlertidige sergenter af reserven. Dette i forbindelse med den lange tjenestetid — nogle genindkaldte årgange lå inde i over 2 år — medførte store disciplinære vanskeligheder og dermed en masse straffesager.
Efter krigen kom hærloven af 1922, der reducerede befalingsmandskorpset meget stærkt, men samtidig indskrænkedes mandskabsstyrken også, og infanteribataillonerne fik således kun 2 rekrutkompagnier i stedet for 4. Derved slog den nyoprettede officiantgruppe nogenlunde til. Der var dog gerne en overofficiant som kommandoofficiant ved et kompagni og i reglen et par officianter i geleddet. Der var i mellemkrigsårene meget få straffesager — ja, man kunne ofte hjemsende et kompagni københavnere, uden at der var en eneste mand straffet. Hvilken ønsketænkning i dag!
Efter besættelsen 1940-—45 fik vi atter store styrker og mangel på befalingsmænd. I personelloven af 1951 søgte man at råde bod på denne mangel ved at sætte antallet af værnepligtige befalingsmænd stærkt op. Der skal nu ifølge lovens § 12 udtages mindst 12c/o af værnepligtsstyrken til uddannelse til befalingsmænd (efter bærloven af 1909, der var gældende til 1922, var det 6%). Det er næppe antageligt, at der blandt de nu 18—19årige værnepligtige findes så stor en procentdel med de karakteregenskaber, som premierløjtnant H. Christensen fremhæver. Det er mindst dobbelt så mange som efter 1909-loven, hvor de værnepligtige jo tilmed var noget ældre. Resultatet viser da også skuffelser.
Dette at være befalingsmand kræver nu engang karakteregenskaber, som man næppe kan finde udviklede i så stort procenttal hos så unge mænd, og hvad værre er: som unge befalingsmænd må de savne den støtte, vi andre havde bos de faste underofficerer. Når man som nyudnævnt kornet efter 8 måneders kornetskole kom ud til underafdelingen, gik der i reglen en sergent (tjenestemand) ved delingen, og kornetten var faktisk elev til fortsat praktisk uddannelse i geleddet. Vi lærte meget af de erfarne underofficerer; blandt andet undgik vi at lave dumheder, fordi vi i tide fik den rette vejledning af de ældre befalingsmænd. Denne faste befalingsmand savner vi i dag i geleddet. Om det skal være en underofficer, en officiant eller en fenrik, ligger uden for denne undersøgelses ramme — det er den faste geledbefalingsmand, man savner, ham, der i geleddet er øvelseslederens faste medhjælper. Nu skal man naturligvis bruge det store antal unge værnepligtige befalingsmænd som førere i krigstid. Denne førervirksomhed kan de unge befalingsmænd lære på befalingsmandsskolen, og de kan utvivlsomt klare denne virksomhed, fordi det er raske unge mænd, men vi bar nu så sjældent krig, og fredstidstjenesten bar andre opgaver end de rent føringsmæssige. Man ser i vor tid altfor ofte, at det er nødvendigt at overlade uddannelsen og den indre tjeneste i underafdelingen til de unge værnepligtige befalingsmænd, og det er dér, man har de disciplinære vanskeligheder. Mandskabet, der indkaldes, er ikke fra det civile liv indstillet på at rette sig efter jævnaldrende. Hvis man i gymnasieskolen kunne tænke sig at give 3. G. kom- mandoret over 2. G., så var man da sikker på, at der blev ballade. De unge værnepligtige er faktisk ikke så mange år ældre end gymnasieelever, og derfor er det, at det ofte ikke går for de unge befalingsmænd, med mindre de støttes af slraffemidler. Støtter man dem ikke, opgiver de det hele, og så gør de faktisk ikke som befalingsmænd gavn for føden. Ser man praktisk på det, så må man jo også indrømme, at det dels er vanskeligt at finde det store antal 19årige med de fornødne specielle karakteregenskaber til at kommandere fornuftigt, modent og overlegent over jævnaldrende, men det er også umuligt for forsvaret at uddanne en pædagog på en 6 måneders befalingsmandsskole, hvor de pågældendes meniguddannelse faktisk skal fuldendes samtidig.
Udviklingen viser, at så snart man har ældre erfarne befalingsmænd, kan man holde disciplin uden videre anvendelse af straffemidler, og det er da ikke påfaldende, at vanskelighederne kommer, når der i geleddet savnes sådanne befalingsmænd. Det er derfor et spørgsmål, om man fra lovgivningsmagtens side kan forsvare at lade de unge værnepligtige uddanne og lede af ikke kvalificerede lærerkræfter. De unge værnepligtige befalingsmænd gør en smuk indsats, og de passer deres tjeneste — det er synd at sige andet, men man kan ikke forvente pædagogiske evner udviklet hos så stort et antal unge mennesker.
De forhold, som ovenfor er søgt belyst, er det næppe muligt at få ændret lige med det samme. De under 1—2 nævnte forhold i det civile liv er en udvikling, der åbenbart ikke lader sig standse, men så meget desto mere kræves der modne befalingsmænd som lærere under den militære uddannelse. Tjenestetidens længde kan jo kun ændres ved overgang til frivillig konstabelordning, og indkaldelsesalderen ligger også fast. Alt det er vanskeligheder, man må affinde sig med, men afhjælpningen af vanskelighederne 5 og 6 skulle kunne ændres, hvis bevillingsmyndighederne stiller sig velvilligt overfor det. Ja, vil man sige, men der er jo mangel på befalingsmænd; der er ikke nok, der søger ind til uddannelse til fast befalingsmand. Det er rigtigt, men uden at komme nærmere ind på årsagerne hertil, må man vistnok have lov at sige, at det, når alt kommer til alt, er et politisk spørgsmål, at det er blevet således.
Stillingen som fast befalingsmand er i dag så krævende, at penge ikke alene kan gøre det. Penge kan unge mennesker tjene mange steder uden de ulemper, der er forbundet med den militære gerning, men når man ser på udviklingen gennem det snart halve århundrede, man har tjent i forsvaret, kan man ikke undgå at se, at hele stillingen som befalingsmand er blevet svært devalueret. Det var i min ungdom en virkelig anset stilling at være officer, og de faste underofficerer var eftertragtede alle steder, hvor man havde brug for en mand med opdragelse i orden og præcision, og de var respekterede for deres dygtighed og pålidelighed. Efter mange års idelige angreb, ikke mindst fra visse politiske blades side, og følelse af mangel på støtte fra politisk side, er befalingsmandsstillingen efterhånden blevet devalueret til en almindelig tjenestemandsstilling uden synlige tegn på respekt for det arbejde og det ansvar, der er forbundet med stillingen. Officerer skal ikke udgøre nogen »overklasse« i dette ords odiøse betydning, men det er nu engang en betroet stilling at skulle være leder og opdrager af landets værnepligtige ungdom, og ofte synes man at savne den rette anerkendelse af det arbejde og det ansvar der dermed er forbundet, medens man altid synes at være på vagt for at påtale enhver fejl, ethvert fejltrin, der begås, uanset hvor ringe dette i virkeligheden er.
Det er ganske sikkert, at disciplinens opretholdelse er nøje knyttet til kvaliteten af det befalingsmandskorps, der skal uddanne og lede de værnepligtige, og det er også sikkert som af premierløjtnant H. Christiansen så rigtigt påpeget, at befalingsmandsstillingen foruden rutine og erfaring kræver meget høje karakteregenskaber, men dem kan man blot ikke med rette forvente udviklede hos et så stort antal af de 19årige værnepligtige. — Det er derfor at ønske, at man fra lovgivningsmagtens side vil søge at skaffe forsvaret de fornødne faste lærere for mandskabet — så forsvinder straffene af sig selv. Det må ligesom i skolen være en livsstilling at uddanne unge mennesker og ikke noget, man kan lære en 19årig ung mand på en kortvarig befalingsmandsskole. Har man ikke blikket oppe for dette, må man fortsat opretholde disciplinen ved straffe, men det er bestemt meget uheldigt.
S. Wahlstrøm.
