Dagen efter Krigserklæringen skal den russiske Kejser have anmodet General Dragomiroff om en Felttogsplan, og den gamle Helt skal have svaret: Røm Port Arthur, gaa tilbage til Charbin, til Bajkal, ja selv til Ural, dersom det bliver nødvendigt, og tag ikke mod Slag, før vi kan møde Japanerne med en Hær, der er dobbelt saa stor som deres. Raadet var i Overensstemmelse med de russiske Traditioner fra 1812 og for saa vidt berettiget, naar man husker paa Port Arthurs ufærdige Tilstand, dens ringe Garnison (ved Krigens Udbrud 0000 Mand) og dens mangelfulde Forsyning samt dens vanskelige Forbindelse med Hjemlandet. Raadet blev ikke fulgt, og Japanerne vovede ikke samtidig med Overfaldet til Ses Natten mellem 8 .— 9. Februar 1904 at landsætte det lille Korps, som efter russiske Officerers Udsagn vilde have været tilstrækkeligt til under den første Nats Forvirring at tage Port Arthur — men Fæstningskrigens Historie blev beriget med et nyt og interessant Kapitel. Skønt Kapitlet paa Grund af manglende detaillerede Oplysninger fra russisk og japansk Side endnu ikke kan siges at være afsluttet, kan der dog, paa Grundlag af hvad der hidtil er fremkommet, uddrages enkelte Erfaringer, som kan have Betydning for Fremtidens Fæstningskrig. Paa den anden Side maa det erindres, at Port Arthur paa Grund af de manglende Panserkonstruktioner, den lange Armeringsperiode, sin karakteristiske Beliggenhed paa Sydspidsen af Kwantung-Halvøen samt sin ringe civile Befolkning frembyder Forhold, der vanskeliggør en direkte Overføring af de indhøstede Erfaringer paa Evropa, ligesom ogsaa det Artilleri, der kom til Anvendelse paa begge Sider, saavel i Kvantitet som til Dels ogsaa i Kvalitet maa siges at staa under det, der vil optræde i en evropæisk Fæstningskamp. Endelig maa man have Blikket aabent for de to Modstanderes i høj Grad forskellige Karakter, der her som overalt i Krigshistorien spiller en betydelig Rolle ; thi som Oberst Clement de Grandprey siger i en Artikel om Port Arthur i «Revue du génie militaire» maaske med Krigen 1870— 71 i Tankerne: «Les fortifications les plus perfectionnées tombent comme châteaux de cartes, si le défenseur n’a pas la volonté de les défendre, et des bicoques insignifiantes font de splendides résistances, si la garnison est résolue à ne point capituler».
Kampene om Forterrainet.
Hvad angaar Kampene i det fjærnere Forterrain (udenfor Fæstningsskytses Rækkevidde) om Nanschan-, Jupilassaog Lungwanhostillingen samt endelig om Stillingen paa Ulvebjerget, havde de deres Berettigelse dels i de for et saadant Forsvar gunstige Terrainforhold paa Kwantunghalvøen, dels i Port Arthurs daarlige Tilstand, og dels blev de ganske naturlige paa Grund af de Vanskeligheder, som paa andre Maader hindrede Japanernes Fremrykning: Minerne i Dalnys Havn, Stackelbergs Undsætningsforsøg og den endnu under denne Periode truende Fare fra den russiske Flaade. Alligevel viser disse Kampe — der gik omtrent 3 Maaneder, inden Japanerne kom ind paa Livet af Port Arthur — at Forsvareren, for saa vidt Forholdene tillade r det, bør søge at standse og forulempe Angriberen i saa stor Afstand fra Fæstningen som muligt.
Det er blevet gjort gældende, navnlig under Hensyn til det Forsvar, som Russerne iværksatte paa 203 m Højen, at de burde have sat noget mere ind paa Forsvaret af Ulvehøjen, idet Besiddelsen af denne, hvorfra der haves frit Skud over den nord herfor liggende Slette, i høj Grad vilde have sinket Japanernes Opmarche og maaske endogsaa umuliggjort Opstillingen af Belejringsbatterierne. Bebrejdelsen er dog ikke helt berettiget, thi 203 m Højen ligger kun c. 2 km fra de nærmeste permanente Værker Etseschan og Anteschan, medens der fra Erlungschan til Ulvehøjen er c. 4 km, en Afstand der er altfor stor til at Fæstningsartilleriet kan yde virksom Støtte, hvad der ogsaa viste sig ved dens Fald den 29. Juli. En Linie i 2000 — 2500 m's Afstand fra Fortlinien, indenfor hvilken bl. a. ogsaa Kuropatkinskansen og Tempelbefæstningen fandtes, kan efter Erfaringerne fra Port Arthur sikkert sættes som Grænsen for Fæstningsartilleriets Understøttelse af fremskudte Fodfolksstillinger, og som Grænsen mellem det nærmere og fjærnere Forterrain.
Med en Haardnakkethed, der soger sin Lige, og med en Nidkærhed, som Todleben har givet Eksemplet til ved Sebastopol, og som Welitschko har banet Vejen for ved sin Fordring om saa stor Dybde i Forsvaret som mulig, opgav Kusserne kun Skridt for Skridt det nærmere Forterrain. Gang paa Gang stormede Japanerne Port Arthur (August-, September-, Oktober- og Novemberangrebene), men lige saa ofte afvistes Angrebet, efter at dets Sammenhold var splittet af de fremskudte Anlæg, og dets Kraft udtomt under Ilden fra de bagved liggende Skyttegrave og Forter. Kun enkelte Punkter kom Japanerne i Besiddelse af straks under Augustangrebet som f. Eks. Daguschan og Sjaoguschan (8 .-9 . August), Hjørnebjerget (20. August) og de to omtrent i Fortlinien liggende Skanser1) 1 og 2 eller -Øst- og Vest-Panlunschan (22. August), bagved hvilke dog fandtes dels den kinesiske Mur, dels Anlægene paa Wangtai (ørnereden) og dels Sikkerhedsenceinten omkring den gamle By. Først den 19. September faldt Kuropatkinskansen og Tempelbefæstningen, hvorefter Kusserne trak sig tilbage til en Stilling ved Jernbanen (c. 0,8 km fra Fortlinien), som de holdt lige til den 11. Oktober, og først den 21. September faldt Namakoyama, et feltbefæstet Højdepunkt c. 1 km N. O. for 203 m Højen og c. 2 km fra Fortlinien. Som bekendt har der været og er endnu delte Meninger om, hvorvidt det nærmere Forterrain bor indrettes til Forsvar; men da det er givet, at Angriberen for at erobre Fæstningen maa igennem dette Terrain, og da Port Arthur har vist (smign. ogsaa de følgende Bemærkninger om Nærkampen), at Forsvareren godt kan indrette sig her og netop derved opnaa at trække Belejringen i Langdrag, turde Nødvendigheden af at indrette det nærmere Forterra intil Forsvar være fastslaaet, ikke mindst naar Fæstningen er daarlig forberedt til at modtage Angrebet. En af de væsentligste Indvendinger, der er bleven rejst mod, at Forsvareren skulde gaa frem foran Fortlinien, har været, at det derved skulde blive umuligt for Forsvarsartilleriet at skelne Ven fra Fjende. Port Arthur har vist, at denne Vanskelighed ikke er uovervindelig, og da Fæstningen var ret rigelig forsynet med Telegraf-, Telefon- og Signalmateriel foruden Lyskastere og Stjerneraketter, har formentlig et vel udviklet Efterretningssystem været Midlet til at undgaa Fejltagelser.
Om Japanerne, for hvem den samme Vanskelighed endogsaa i forøget Grad maa have været til Stede, berettes det, at deres Artilleri fortsatte Skydningen, ikke alene indtil Fodfolket kun var 400 ja blot 200 Skridt fra de angrebne Stillinger, men endogsaa indtil Stormkolonnerne kun var 30 — 50 {Skridt fra de permanente Værkers Kontreskarpe. Angrebskolonnerne meldte under Fremrykningen Artilleriet deres Plads i Terrainet: om Dagen ved Hjælp af hvide Signalflag med rød Spuns, om Natten ved klar Lanterne; med hver Kolonne fulgte endvidere en halv Snes Telefonister, der hver var forsynede med 200— 300 m Ledning og en Telefon. Saa snart Fremrykningen gik i Staa, satte de Kolonnerne i indbyrdes telefonisk Forbindelse, hvorved det blev muligt — idet der selvfølgelig ogsaa var lagt Ledninger bagud — at kunne lade en Ordre passere langs Fronten og stadig give Batterierne Underretning ikke alene om Kolonnens Standplads men ogsaa om Virkningen af Artilleriilden, der til Dels blev ledet fra et paa Ulvehøjen bygget skudsikkert camera obscura. Her opholdt sig baade General Nogi og Artillerikommandøren General Techima, og her var tillige Telefoncentral med Linier ud til de forskellige Batterier m. m.
v. Sauers Angreb.
Der kan næppe være nogen Tvivl om at Sauers Angreb, der kom paa Mode omkring 1885, og som er beregnet paa en halvt færdig eller ikke fuldt moderne Fæstning uden Panserkonstruktioner, har foresvævet Japanerne under Augustangrebene. Grunden til, at Japanerne i det Hele taget forsøgte denne Angrebsmaade, er for saa vidt tydelig nok; thi det gjaldt for dem om snarest mulig at tage Port Arthur eller rettere sagt ødelægge den russiske Flaade, og de mente desuden, at de fuldstændig kendte Fæstningens Tilstand, Værkernes Konstruktion og Beliggenhed, Besætningens Størrelse m. m. Men Grundene til at Angrebet mislykkedes maa søges de samme Steder, thi dels splittede de deres Artilleri idet de lod det virke først mod Flaaden og derefter mod Fæstningen, og dels glippede Forudsætningen om at kende Port Arthur fuldstændig for dem. Saaledes havde 10. B rigade under Angrebet Natten mellem 23. og 24. August Ordre til efter at have passeret øst-Paulunschan at kaste sig mod Struben paa Fort II (Nord-Kikwan) og ad denne Vej at trænge ind i Fortet, men ankommen til Kontreskarpen viste det sig, at Fortets flankerede Strubegrav var 6 m dyb og 7 m bred med betonklædte Sider og umulig at overskride uden særlige Forberedelser. (Fortet blev først erobret den 18. December). Endelig blev Hovedstødet, vel navnlig paa Grund af de vanskelige Kommunikationsforhold, rettet mod den stærkeste af alle Fronterne: N. O.-Fronten og kun et mindre Angreb mod N. V.-Fronten, hvor Chancerne i al Fald paa dette Tidspunkt havde været større. Om man af det foregaaende vilde slutte, at Sauers Angreb ogsaa i Fremtiden vil vise sig umuligt er selvfølgelig uberettiget, men paa den anden Side viser de her høstede Erfaringer, at en halvt færdig Fæstning finder en god Beskyttelse mod et saadant Angreb ved i det nærmere Fo r te rrain at anlægge feltbefæstede Stillinger, der faar saa megen desto større Betydning, som Angriberen ikke i Forvejen kan have gjort sig bekendt med deres Beliggenhed, og som de i det Hele taget i høj Grad vanskeliggører den detaillerede og nødvendige Rekognoscering, der maa gaa forud for Angrebet paa enhver Fæstning.
(Sluttes).
