Log ind

Nogle Erfaringer fra Finlands Vinterkrig 1939-40

#

Stoffet til nedenstaaende Artikel er taget fra følgende Kilder:

1. Erfaringer meddelt Tropperne af Højkvarteret i de saakaldte fortrolige taktiske Vejledninger.

2. Erfaringer gjort af finske Befalingsmænd og menige og indsendt til „Hogkvarterets utbildningsavdeling".

3. Resultater af Forhør af Krigsfanger.

Der behandles følgende Emner:

a. Anvendelsen af Gas.

b. Iagttagelser vedrørende Modstanderens Taktik.

c. Afløsning af Tropper.

d. Forhold under Patruljering.

e. Særlige Vaaben.

f. Finsk Hærorganisation.

ad a. Russernes Forsøg paa i Vinterkrigen at gøre Brug af den frygtede Krigsgas blev en afgjort Fiasko til Trods for, at de mest moderne Hjælpemidler blev taget i Brug; Fiaskoen maa sikkert skrives paa den haarde Vinterkuldes Regning og kan ikke regnes Russerne til Last. Højkvarteret udtrykker den 22/12 39 sin Tilfredshed med, at Fjendens Forsøg paa at opnaa Resultater ved at anvende Gas har vist sig værdiløse, idet de strandede paa de finske Troppers Aarvaagenhed og gode Gasdisciplin. Det fremhæves, at foruden de gammelkendte Metoder har Fjenden under Angreb gjort Brug af Gaspanservogne med paaprodsede Tankvogne til Udblæsning af kvælende Gas, og under Tilbagegang er anvendt lokal Gasbelægning ved Hjælp af Gasbelægningsbiler og Gasminer med elektrisk Tænding med saavel Sennepsgas som Lewisit. Ved Gasbelægning fra Flyvemaskiner har Russerne i Almindelighed anvendt Gasbomber, som vejer 10—-100 kg og normalt indeholder ætsende, undertiden kvælende Gas. En 50 kg Bombe forurener et Omraade med en Diameter paa ca. 35 m. Gasregnen har oftest bestaaet af Sennepsgas, i enkelte Tilfælde er der ved Udsprøjtning fra Flyvemaskine anvendt Klorpikrin. Pr. Maskine medføres normalt ca. 80 1 Gasstof. Udsprøjtningen af Gasregnen kan man ved Dagslys opdage derved, at der bag Maskinen dannes en let, hurtigt forsvindende Taage.

Til hver russisk Division er knyttet et Gaskompagni. Dette kan bestaa af:

1 hestetrukken Gasminekasterdeling (6—8 Minekastere).

1          —         Gasbelægningsdeling (8 Heste)

1 motoriseret    Gasminekasterdeling (6—8 Minekastere).

1          —         Gasbelægningsdeling til hvilken hører 4—5 Gasbelægningsbiler eller Gaspanservogne.

En fangen russisk Officer oplyser, at de russiske Tropper er udrustede med Gasmasker, Beskyttelseskapper af Olietøj og Strømper til at trække uden paa Støvlerne. Hver Maskingeværgruppe har desuden 2 fuldstændige Gasdragter. Artilleriet har 3 Dragter pr. Kanon. I Divisionens Train findes Filtre til Beskyttelsesrum. ad b. Det fremhæves Gang paa Gang, at Russerne har en bemærkelsesværdig Evne til hurtigt at indrette et anseligt Antal Maskingeværreder i en Gang erobret Terrain og hurtigt at faa etableret en kraftig Artilleribeskyttelse af Rederne. Det er derfor vigtigt saa hurtigt som muligt ved Modstød (angreb) at kaste fjendtlige Styrker, der er trængt ind i egne Stillinger, tilbage. Russernes Modstandskraft forøges iøvrigt derved, at Tilbagegang i Almindelighed er ensbetydende med, at de bliver, skudt af deres egne. Russernes Anvendelse af Kampvogne er væsentlig anderledes end f. Eks. Tyskernes. Den hensynsløse Trængen igennem fjendtlige Stillinger, hvis Panserværn er blevet svækket gennem Stødtropsangreb, Artilleriild m. v., eller som fra Starten kun har været svagt udstyret med et saadant, anvendes tilsyneladende ikke. De russiske Kampvogne optræder næsten altid i snæver Forbindelse med Fodfolket og præges af en mærkværdig Raadløshed, naar denne Forbindelse svigter. Af Metoder til Vedligeholdelse af Forbindelsen skal nævnes: Eksempel 1. Kampvognene kører først et Stykke forbi eget Fodfolk, gør Holdt og afgiver en kraftig Ild mod erkendte Maal i den fjendtlige Stilling. Fodfolket rykker derefter frem paa Højde med Vognene og graver sig ned (for liggende Mand). Naar Fodfolket har faaet sin Stilling færdig, fortsætter Kampvognene: gensidig Støtte med Ildafgivelse fra nogle Vogne til Hjælp for andres Fremrykning er kendt og bliver anvendt. Eksempel 2. Fra Opmarchomraadet rykker de russiske Kampvogne frem i Række bag hinanden med Fodfolket i Enkeltkolonner bag Vognene. Paa ca. 150 m’s Afstand fra Modstanderens Stillinger svinger de og spreder sig frontalt. En Trediedel af Vognene rykker frem paa ca. 40 m’s Afstand og kører der frem og tilbage under Afgivelse af Ild; Resten holder sig længere tilbage og beskyder de fjendtlige Stillinger fra holdende Vogn. Fodfolket gaar derefter i spredt Orden frem fra de holdende Vogne. Kampvogne, der paa Grund af sprængte Drivkæder er bragt til Standsning, anvendes stadig til Ildunderstøttelse; man har set Eksempler paa, at Fodfolket har forsøgt at grave saadanne Kampvogne ned som Forsøg paa at etablere en improviseret Bunker. Som Middel til at fremlokke en for tidlig Ildaabning hos Modstanderen kan nævnes følgende Smaaeksempler: Under et Angreb over Vuoksen havde Russerne ordnet sig saaledes, at Tropper uden Snedragt rykkede frem i Centrum i tætte Formationer, mens Styrkerne paa Fløjene var udrustet med Snedragter og var gaaet over i spredt Orden. Forsøget havde en vis Succes, men Tabene for Tropperne i Centrum var frygtelige. Under den russiske Fremrykning mod Suomusalmi blev mindre Rytterstyrker i samlede Formationer tilbudt Modstanderen som levende Skydeskiver, samtidig med at de russiske Hjælpevaabens Observatører stod klar til at stedfæste de fjendtlige Maal, efterhaanden som Ilden blev aabnet. Russiske Soldater tager ofte deres Tilflugt til forskellig Slags Komediespil saasom at agere døde, at foregive Overgivelse og derefter pludselig aabne Ild o. s. v. Uddannelsesafdelingen bemærker herom i en af de taktiske Vejledninger: »Ved Dagslys er de, som agerer døde, lette at afsløre, thi de ser for friske ud. Derimod bør man i Skumringen og i Mørke nærme sig dem med Forsigtighed. I de fleste Tilfælde klargøres Sagen ved Skydning.« Et almindeligt yndet Trick hos Russerne er under Tilbagegang at efterlade enkelte Folk i Skyttegravsanlæg, Husgrupper o. lign. Først længe efter Kampens Ophør begynder disse Folk at skyde paa enkelte Soldater, der fjerner sig fra deres Enheder. Erobrede Omraader maa derfor altid omhyggeligt gennempatruljeres, inden Mandskabet underbringes. ad c. Der blev i Vinterkrigen lagt stor Vægt paa at finde de gunstigste Metoder for Afløsning af Tropperne, Metoder, der navnlig gik ud paa at tilsløre Afløsningsmanøvren, at hindre Overfyldning af Terrainet og at undgaa Svækkelse af et Frontafsnits Kampkraft under selve Afløsningen. I det følgende gengives i forkortet Form Uddannelsesafdelingens Bemærkninger af 22/1 40 angaaende Forberedelserne til og Iværksættelsen af Afløsning af en Troppeenhed paa ca. 1 Divisions Størrelse:

Forberedelse af Afløsning.

Af Hensyn til uforudsete Forsinkelser er det sikrest, at man foretager Orienteringen af de nye Kommandører samt Divisions-, Regiments- og Bataillonsstabenes Officerer allerede 4—5 Døgn før Afløsningen. 2 Døgn før Afløsningen bør man paabegynde Orienteringen af Grundenhedernes Chefer angaaende Forsvarssystemet i alle dets Enkeltheder, Mineringen af Terrainet, Samarbejdet med Artilleriets Ildledere, Fjendens Virksomhed o. s. v. Samtidig bør man placere en Officer pr. Kompagni, en Underofficer pr. Deling og en menig pr. Gruppe ved tilsvarende Enhed inden for den Troppeenhed, som skal afløses. Til de vigtigste Støttepunkter, Ildledelses- og Kommandostationer sendes eventuelt mere Personel end foran omtalt. De ankommende Troppers »Venteomraader«, i hvilke Indrykningen sker Natten før den Nat, Afløsningen finder Sted, og som ligger 3—4 km bag det besatte Omraade, skal nøje rekognosceres især med Hensyn til skjulte Indrykningsveje og spredt Gruppering. Det tilsvarende gælder »Modtageomraaderne« for de Tropper, der skal afløses. Begge Slags »Omraader« skal være rigeligt forsynet med Beskyttelsesrum og Dækningsgrave til Værn mod Artilleriild og Flyverangreb. Troppeforflytningerne bør reguleres efter en i Forvejen udarbejdet Tidstabel. Vejvisere skal nøje instrueres paa Stedet og maa forefindes i rigelig Mængde. Man bør stræbe efter at undgaa fælles Forflytningsveje for de afløsende og afløste Tropper. Hvis Forholdene tillader det, er det praktisk at uddele saa mange Dagrationer til de Tropper, som skal afløses, at de først behøver at forpleje efter Forflytningen. Paa den Maade frigøres Vejene til Brug for de marcherende Tropper.

Iværksættelse af Afløsning.

Den største Styrke, som samtidig rykker ind i forreste Linie fra Venteomraadet, veksler mellem en Gruppe og en Deling. Vejviserne bør i god Tid sendes tilbage for at søge Forbindelse med de ankommende Tropper. For hvert Kompagni, Deling og Gruppe udtages en bestemt Vejviser. Afløsning af en Bataillon i forreste Linie bør iværksættes med højst eet Kompagni ad Gangen. Til Afløsning af et Kompagni beregnes 3-—5 Timer.

Det maa undgaas at anvende nyt Mandskab til Patruljering før Afløsningen. Patruljeringens Kontinuitet opretholdes bedst derved, at den, som afløses, i et Par Døgn efterlader nogle Underofficerer og menige, der er kommet grundigt ind i Patruljevirksomheden. Ligeledes efterlades i et Par Døgn i de vigtigste Støttepunkter Officerer, Maskingeværskytter og Ildledere. Det tilstræbes desuden i saa stor Udstrækning som muligt at iværksætte Udveksling af Materiel, som er vanskeligt at borttransportere f. Eks. Forbindelses- og Pionermateriel. Sker Afløsning kun i eet Forsvarsafsnit ad Gangen, paaregnes 10 Døgn til Afløsning af en Division. Tillader Situationen, at Afløsning iværksættes i alle Afsnit, forkortes Tiden betydeligt, helt ned til 4 Døgn.

ad d. Skal Patruljer, som af Hensyn til deres Opgave har været nødt til at indvikle sig i Kamp, gennemføre deres Tilbagegang over aabent Terrain, anbefales det at placere nogle Maskingeværer eller Panserværnskanoner fremme i Forterrainet til Hjælp ved Løsgørelsen og til Beskyttelse under den videre Tilbagegang. Det har ogsaa ydet en vis moralsk Støtte for Deltagerne i den forcerede Patruljetjeneste, at de vidste Tilbagevejen beskyttet. Forsøg paa at hjælpe til med Artilleriild ved Løsgørelsen fra Fjenden er ikke faldet heldigt ud, da det ikke har været muligt for Artilleriet at faa tilstrækkeligt Overblik over Patruljernes stærkt vekslende Kampsituationer. Ved større Patruljeforetagender er Sanitetspersonalet til Borttransport af de saarede blevet forstærket. Ofte er friskt Mandskab blevet sendt frem for at hjælpe saarede og udmattede Patruljefolk den sidste Del af Vejen. Betegnende for de store Fordringer, der stilles til Patruljefolk, er følgende Bemærkning fra Uddannelsesafdelingen: »Da det ofte er vanskeligt for en saa lille Enhed som en Bataillon at samle tilstrækkeligt mange til Patruljevirksomhed egnede Folk, bør Udtagelsen i Almindelighed foretages inden for Rammen af et Regiment, ofte til og med inden for en Division.« Der er her dog tænkt paa den saakaldte »partigängerverksamhet«, altsaa langt udgaaende Patruljering med stærke Patruljer. Af Smaaiagttagelser under Patruljeringen skal her nævnes:

Ved Ødelæggelsen af Bilkolonner har det vist sig, at selv en enkelt Træffer med et Geværprojektil ofte kan være tilstrækkeligt til at sprænge Benzintanken, der i de russiske Lastvogne i Almindelighed er højt placeret bag Chaufførens Ryg. Patruljeførere udrustede med Maskinpistol maa samtidigt være forsynede med almindeligt Gevær, da selv temmelig ubetydelige Afvigelser i Bevæbning (og Udrustning) medfører, at Fjenden retter en særlig kraftig Ild mod vedkommende. Ved Forfølgning af Patruljer har Russerne undertiden anvendt Hunde. Ved natlige Patruljeangreb mod hvilende Kampvognsstyrker maa det erindres, at selv om mange russiske Kampvogne har Varmeinstallation, der muliggør det for Mandskabet at sove i Vognene, er der næsten altid udstillet Sikring, som først lydløst maa tilintetgøres, inden Patruljen gaar løs paa Kampvognene med de særlige Ødelæggelsesmidler.

ad e. I det følgende er samlet nogle faa Oplysninger om:

1. Russiske sammenkoblede Luftværnsmaskingeværer.

2. — tunge Kampvogne.

3. Finske Panserhaandbomber.

4. Den russiske Skafthaandgranat.

5. Molotovcocktailen.

1. Til en russisk Luftværnsdeling hører 3 Lastbiler, hver forsynet med 4 sammenkoblede, vandafkølede Maskingeværer betjent af en 5 Mandsgruppe. Vandet er stærkt opblandet med Sprit og Glycerin, saa selv meget stærk Frost ikke generer Geværernes Funktionering. Paa hver Vogn meføres 10.000 Patroner. 4-Maskingeværets teoretiske Ildhastighed er 2000 Skud i Minuttet og den praktiske ca. 1200 Skud/Min. 2. I en russisk 30 ts. Kampvogn findes i det store Taarn, der kan svinges 360 °, en Artilleripiece, hvis Ammunition er stablet op inden for Taarnets Vægge. I Taamet findes desuden 2 Maskingeværer og et Luftværnsmaskingevær. I hvert af de smaa Taame, der kan svinges 120 °, findes 1 Maskingevær og et andet i Reserve (de kan ikke skyde samtidigt). Motoren er placeret bagved det store Taarn; paa begge Sider af Motoren er anbragt Kølere og bagved ligger Benzintankene. Kampvognens saarbareste Dele er altsaa det store Taarn og Vognens Bagende. Kampvognen bevæger sig let selv gennem dyb Sne og paa Is; naar Vognen kører paa Is, løftes hvert tolvte Led i Drivkæden op. I Almindelighed er der ikke Besvær med Motoren; der garanteres 200 Timers uafbrudt Kørsel. De tunge Kampvogne og ogsaa de 10 ts. Christie-Vogne har Flyvemaskinemotorer, de lettere Vogne har specielle Kampvognsmotorer. Der køres altid med lukkede Luger, og Observationen sker gennem Periskop. Reparationer af beskadigede Drivkæder er forholdsvis lette, naar Vognen standses umiddelbart efter Beskadigelsen, inden Kæden løsner sig fra Hjulene. Hvis en Kampvogns Drivkæde gaar af, danner andre Kampvogne et »Batteri« omkring denne Vogn til Beskyttelse af Reparationsarbejdet. Som et Kuriosum kan nævnes, at Russerne undertiden har anvendt Amfibietanks, der dog ikke aftvang større Respekt. Finnerne erklærede, at det eneste »Amfibie«, der var ved dem, var, at de hverken kunde anvendes paa Land eller i Vandet. 3. De finske Panserhaandbomber er i Hovedsagen som de i Generalkommandoens Hefte »Særlige Midler til Bekæmpelse af Panserkøretøjer« beskrevne. Det kan tilføjes, at begge de større Sider af Bomben er smurt over med Speciallim, saa at Bomben sætter sig fast paa Kampvognens vandrette og svagt skraanende Flader, og den falder ikke af, selv om Vognen er i Bevægelse. Under Transport er de med Lim paasmurte Flader dækkede af Finerplader, der holdes bort fra Limen med mellemlagte Træstøtter. 4. Den russiske Haandgranat er en almindelig Skafthaandgranat med aftagelig Sprængkappe; den armeres ved efter at have indsat en Tændpatron i Hovedet og trukket Skaftet noget tilbage og til højre at udføre et kraftigt Stenkast uden at slippe Skaftet. Uden Sprængkappe er Granatens Virkningsradius 25 m, med Kappe 100 m. Sprængkappen anvendes i Forsvaret, naar der kastes fra Skyttegrav. 5. Ogsaa fabriksmæssigt fremstillede Brandflasker fyldes nu med den saakaldte Molotovcocktail. Den fremstilles ved til en Blanding af Sprit, Benzin og Petroleum at sætte Tjære, som bevirker, at den brændende Vædske bedre holdes paa Vognens Overflade, foruden at den frembringer Røg, der hindrer Observation fra Vognmandskabets Side. Man har kunnet konstatere, at selv Russerne holder Vognenes Ydre saa rent som muligt, saa at de ikke saa let antændes.

ad f. Naar jeg i det følgende i al Korthed kommer ind paa finsk Hærorganisation, er det for at fremhæve, at her har et Land med omtrent samme Befolkningsantal, samme økonomiske Rustningsevne og samme Raastofsituation som Danmark gennem sin Hærordning løst mange af de Problemer, som vi har været og maaske i Fremtiden vil blive stillet over for: et nogenlunde konstant Beredskab, Mulighed for Imødegaaelse af Lufttropper, Mobilisering trods Underlegenhed i Luften m. m.

De finske Forsvarskræfter deles i:

1. Fdrsvarsvasendet.

2. Skyddskårsorganisationen.

3. Grånsbevakningen.

4. Sjobevakningen.

3. og 4. kan nærmest sammenlignes med vort Grænsegendarmeri, men hører under Forsvarsministeriet og føres af aktive Officerer.

De vigtigste Grene af fdrsvarsvasendet er:

Landstridskrafterne.

Sjostridskraf terne.

Luftstridskrafteme.

Territorialorganisationen.

Land-, sjo- og luftstridskrafterne fungerer i Fredstid dels som Uddannelsesorganer dels som Beredskabs- og Mobiliseringsorganer. Territorialorganisationen er i første Række en Mobiliseringsorganisation, men den ordner ogsaa Reservisternes Uddannelse (Reservisterne omfatter alle uddannede værnepligtige indtil 40’ Aar — derefter gaar de over i Landeværnet). Ved Krigsudbrud organiserer Territorialorganisationen de Troppeenheder, som ikke kan opbygges af Fredsstyrkerne. Mobiliseringen sker inden for de Militærlen, hvori Landet er opdelt, saaledes at hvert Militærlen opstiller een Division med et Antal Regimenter, der varierer med Divisionens sandsynlige Opgave. Hvert Len har sin permanente Stab, der i Fredstid holder Mobiliseringsplanerne ført å jour alt efter Til- og Fraflytningen i det paagældende Len. Skyddsorganisationen afgiver ved Krigsudbrud Personel til Territorialorganisationen til Oprettelse af Krigsenhederne; de, der bliver tilbage efter denne Afgivelse, bestrider Luftmeldetjenesten, bekæmper Faldskærmstropper og bevogter militære Etablissementer.

Ved Udbrud af Fjendtligheder eller ved Trusel om saadannc sker følgende:

a. Gränsbevakningen forstærkes med Grænsesognenes skyddskårer, der har let ved at mobilisere, idet Medlemmerne har Uniformer og Geværer i deres Hjem og Ammunition, automatiske Vaaben m. m. liggende i Sognets Skydepavillon.

b. Har man naaet at indkalde nogle Reservister til Øvelse, rykker disse til Grænsen i de Enheder, hvormed der har været afholdt Øvelser.

c. Den indeværende Uddannelsesstyrke, der paa Forhaand er organiseret i et Armékorps, faar tildelt det nødvendige Train og udleveret Ammunition. Derefter er den klar til Indsættelse paa de Steder ved Grænsen, hvor Faren er størst.

d. Militærlenene opstiller deres Divisioner, hvorefter Hærledelsen begynder de nødvendige Sammendragninger og Detacheringer af Styrker til Hjælp for de gränsbevakningsog skyddskårsstyrker, der er haardest trængt.

e. Skyddskårerne ordner Luftmeldetjenesten, der hovedsagelig bestrides af Lotterne, organiserer inden for deres Distrikter Bekæmpelsen af Faldskærmstropper ved Opstilling af motoriserede Afværgedelinger og etablerer Vagt ved de stedlige militære Etablissementer og vigtige Vejknudepunkter, Broer o. s. v.

Følgende er karakteristisk for hele Ordningen:

1. Mulighederne, der bydes ved det vanskeligt fremkommelige Terrain, de store Afstande og det daarlige Vejnet i Grænselandet, er fuldt udnyttede, idet der regnes med, at meget smaa Styrker ved udvigende Kamp, selv over for en talmæssig langt overlegen Fjende, er i Stand til at skaffe Tid til Felthærens Mobilisering.

2. Man har valgt Princippet: En løs, men smidig Organisation bygget paa tænkende og alsidigt uddannede Underførere og menige fremfor en fast, i alle Detailler nøje gennemarbejdet Organisation bygget paa et maskinmæssigt arbejdende og ensidigt uddannet Personale.

3. Man har stræbt efter at lade Folk fra samme Egn, der har staaet i samme skyddskår, kæmpe sammen ofte under deres egne Kreds- og Lokalchefer.

4. Førere for Batailloner og højere Enheder kan, som Ordningen er, ikke være sammenarbejdede med deres Enheder og maa vænne sig til at finde sig hurtigt til Rette paa deres hyppigt skiftende Kommandoposter.

5. Militære Objekter af vital Betydning (Ammunitions- og Vaabenfabrikker, Depoter med Feltbeholdninger, Benzinog Olielagre m. m.) er allerede i Fredstid spredt og ikke samlet i Hovedstaden og Garnisonsbyerne.

6. Den finske Hærledelse har været særdeles ivrig efter at lære af Udlandet (usædvanlig mange finske Officerer har gennemgaaet Kursus paa højere militære Læreanstalter i Udlandet), men den har haft en lykkelig Evne til at undgaa slavisk Kopiering. De indhøstede Erfaringer er omsat i Praksis med den mest vidtgaaende Hensyntagen til Finlands geografiske og klimatiske Forhold, Landets økonomiske Ydeevne og Befolkningens Mentalitet. Den finske Hær er ikke nogen Miniatureudgave af en eller anden Stormagtshær, den har helt igennem sit eget Ansigt.

J. Poulsen.