Af Kapitain F. C. Rantzau.
(Fortsat).
3. Sammenligning mellem den Iturtigskydende og den kraftige Feltkanon.
Da Sprængkeglens Dybdevirkning og Rasance afhænger af Projektilets Endehastighed og Nedslagsvinkel, vil det være nyttigt at betragte de nævnte Egenskaber ved Banen. I nedenstaaende Skema er anført Endehastighederne for Granatkardæskerne til forskjellige Pjecer paa de Afstande, der have Betydning i Feltkrigen.
Det vil af denne Oversigt fremgaa, at de to projekterede Kanoner ville være samtlige reglementerede Kanoner overlegne i Henseende til Endehastigheder. Skjøndt det engelske Projektil begynder med en Hastighed af 524m ved Mundingen, har det allerede efter at have bevæget sig I000m o: før det er naaet ud paa Artilleriskuddistancerne, tabt saa meget i Hastighed, at det staar tilbage for den hurtigskydende Kanons Projektil, der udgaar af Kanonen med 495m Hastighed. Paa 2000m er det engelske Projektil distanceret af det franske 80mm, hvis Begyndelseshastighed er 59m mindre, og paa 3000m af det danske, der begynder sin Bane med 85m ringere Hastighed. Aarsagen til dette for det engelske Projektil ugunstige Forhold ligger navnlig i dets i Forhold til den store Begyndelseshastighed ringe Tværsnitsbelastning af 124 gr. pr. cm2., og vi se saaledes her en ret oplysende Illustration til den ovenfor anførte af Oberst Langlois udtalte Sætning. For de to projekterede Kanoners Granatkardæsker er der som ovenfor anført valgt Tværsnitsbelastninger af henholdsvis 147 og 149 gr. pr. cm2., og som Følge af disse forholdsvis høje Værdier bevare de deres Hastigheder godt paa de større Afstande.
For yderligere at anskueliggjøre Forholdet mellem de forskjellige Kanoners Granatkardæskvirkning have vi for en Middelafstand af 2000™ beregnet den levende Kraft af Kuglefyldningen i Sprængningsøjeblikket. Kuglefyldningen er jo nemlig den virksomme Del af Projektilet, medens Projektilskorpen med hvad dertil hører, Drivspejl, Brandrør m. m., er at betragte dels som Transportmiddel for Kuglerne dels som Tændmiddel for Sprængladningen, altsaa som en med Hensyn til Virkningen død Vægt. Ved de franske Projektiler angive Tallene i Parenthesen den levende Kraft af Kugler plus deres Støbejernslejer. Da sidstnævnte imidlertid paa Grund af deres uregelmæssige Form og forholdsvis ringe Vægtfylde hurtigt blive matte og derfor ikke tælle med ved et blot nogenlunde stort Sprænginterval, maa Tallene udenfor Parenthesen benyttes ved Sammenligning med de øvrige Projektilers Virkning. Ved at sammenholde Værdierne for Kuglernes levende Kraft, ses det, at de to projekterede Kanoner ogsaa paa delle Punkt ere de reglementerede overlegne. Da der for de førstnævnte er valgt Granatkardæsker med Sprængladning i Bunden, kommer der, idet den saaledes anordnede Sprængladning i Sprængningsøjeblikket meddeler Kuglerne en Akceleration fremefter, yderligere et Plus til Virkningen, hvilket er antydet ved de for de projekterede Kanoner i Parenthes satte T a l, der angive Kuglernes levende Kraft under Forudsætning af, at Sprængladningen meddeler Kuglerne en Hastighedsforøgelse af 40m, et Tal, der efter de anstillede Forsøg maa betragtes som et Minimum (Generallieutenant Muller angiver det til c. 80m). Ved Sammenligningen maa det endelig tages i Betragtning, at ved Granatkardæskerne med Forpartsladning lide Kuglerne en tilsvarende Retardation ved Sprængningen. Som Supplement til den ovenanførte Oversigt over Endehastighederne hidsættes nedenstaaende Angivelse af Nedslagsvinklerne for de to projekterede Kanoner samt for et Par reglementerede Feltpjecer:
Heraf vil det ses, at de to projekterede Kanoners Projektilbaner ere væsentlig fladere end de reglementerede Kanoner. For den hurtigskydende Kanon er Nedslagsvinkieu paa 3700m den samme som for den tydske paa 3000m, medens den 80mm Kanon først paa 4100“ giver en Nedslagsvinkel lig den tydskes paa 3000m.
Grændserne for Granatkardæskvirkningen angives meget afvigende for de forskjellige Staters Feltkanoner. Medens saaledes ved den ældre tydske Shrapnel Grændsen sættes til 3500m, er den for den franske 90mra Granatkardæsk sat til 6000m. Disse Tal ere imidlertid kun et Maal for Tidsrørets Brændetid og afgive intet Holdepunkt for Bedømmelsen af, paa hvilke Afstande der kan opnaas Granatkardæskild, der har praktisk Værdi. 1 Virkeligheden er der ved de nuværende Feltkanoner ikke megen Virkning at vente, naar Distancen overskrider c. 3000m, idet Nedslagsvinklen paa de større Afstande voxer saa stærkt, at Dybdevirkningen væsentlig reduceres. Saa længe Kuglerne i den øvre Del af Sprængkeglen fra Sprængpunktet udsendes under en vis større eller mindre positiv Elevation over Horizonten, vil Sprængkeglen være forholdsvis dyb; men naaer man det Punkt, hvor Nedslagsvinklen bliver større end den halve Keglevinkel, vil Dybdevirkningen hurtigt svinde ind til et Minimum, da alle Kugler i det øvre Neg ere rettede nedefter. Dette kritiske Punkt, der betegner Grændsen for den virksomme Granatkardæskild, vil ved det tydske Projektil ligge ved c. 3000™, hvor Sprængkeglevinklen er c. 24°. For den 75mm hurtigskydende Kanon rnaa Grændsen antages at ligge paa henved 4000m, medens det virksomme Granatkardæskskud for den betragtede 80mm Kanon rimeligvis vil naa ud til c. 4500m.
Taktiske Hensyn maa imidlertid afgjøre, hvilken Maximumsafstand man maa tilstræbe for den afgjørende Udvirkning. Det kan ikke bestrides, at det i visse T ilfælde kunde være ønskeligt, om afgjørende Virkning var til at opnaa paa Afstande ud over 4000” ; men saadanne Tilfælde ville vist kun sjældent falde for. 1 sædvanligt Terrain, som f. Ex. paa Sjælland, ville Terrainbølger, Beplantninger og Terraingjenstande af forskjellig Art i Reglen begrændse Udsigten, saaledes at Artillerikampe paa Afstande af en halv Mil eller derover ville forbydes af sig selv, og dertil kommer, at man selv med gode Feltkikkerter vanskeligt, og under ugunstige Belysningsforhold slet ikke, kan observere med fornøden Sikkerhed paa disse store Afstande. Den 80mm Kanons Evne til at yde virksom Granatkardæskild paa Afstande af 4000— 4500m maa derfor nærmest betragtes som en theorelisk Fordel. Efter vor Formening kan man trøstigt slaa sig til Ro med en Kanon, der yder afgjørende Virkning indtil c. 4000m, og i denne Henseende vil den 75mmKanon formentlig tilfredsstille alle rimelige Fordringer.
Af det ovenfor anførte vil det fremgaa, at den her betragtede hurtigskydende Kanon vil være samtlige reglementerede Feltkanoner overlegen i Henseende til Sprængkeglens Dybde og llasance, medens den selvfølgelig staar tilbage for den S0mm kraftige Kanon, hvad det enkelte Skuds Virkning angaar. Hvor stor denne Forskjel imidlertid vilde være i Praxis, vil vanskeligt kunne afgjøres uden Forsøg; vi ere dog tilbøjelige til at tro, at den næppe vil vise sig særdeles betydelig, idet den 80mm Granatkardæsks Overlegenhed i Henseende til Kuglefyldningens levende Kraft i Sprængningsøjeblikket kun fuldt vil komme til sin Ret, naar der skydes mod en kompakt Infanterikolonne. Saadanne Maal forekomme imidlertid ikke i Krigen, i alt Fald ikke paa Afstande, hvor Skydningen er virksom, og overfor Tropper i spredt Orden vil den 80mm 7,5 Kg. Granatkardæsk vanskeligt kunne gjøre sin Overlegenhed gjældende, idet Sprængkeglens Bredde ikke er større end for den 75mm. Det er ovenfor gjort gjældende, at der med en Kanon som den kraftige 80mm med I25mt Mundingsenergi næppe tør paaregnes gjort mere end c. 2 rettede Skud pr. Minut, af Hensyn til at Bekylen med fuldt bremsede Hjul vil udgjøre c. 4m. Al begrændse Tilbageløbet ved Rekylspader, Sporer eller overhovedet ved Midler, der knytte Lavetten til den naturlige Jordbund, saaledes som ved Kanoner med indtil 80mt Mundingsenergi, lader sig paa Teknikens nuværende Standpunkt ikke gjøre af Hensyn til den 80mm Kanons store Rekylenergi.
Den Skudhastighed, der lader sig opnaa med en hurtigskydende Feltkanon angives meget forskjelligt, nemlig fra 6 til 15 a 17 rettede Skud pr. Minut med det enkelte Stykke Skyts. I den officielle Beretning af 1892 over de i det østerrigske Artilleri udførte Forsøg anføres følgende Oplysninger over Skudhastigheden ved Skydninger med temperede Granatkardæsker i en af Maxim konstrueret hurtigskydende Feltkanon med Projektilvægt 4,54 kg.
En Skudhastighed af indtil 17 Skud pr. Minut, som den af Krupp angivne, lader sig vel opnaa paa en Skydeplads med meget øvede Folk; men udføres Betjeningen af Tropperne, vil der med en hurtigskydende Kanon som den her betragtede 75mm Kanon næppe kunne regnes paa mere end 6 højst 8 rettede og temperede Skud pr. Min. og kun ved korte Skudserier paa et Par Minutter. Man maa saaledes gaa ud fra, at den 75mm hurtigskydende Kanon kan udfolde den tredobbelte Skudhastighed af den, der præsteres af den 80mm Kanon, eller at den førstnævnte i 1 Minut kan udsende 1350 1 1 gr. Kugler, medens sidstnævnte i samme Tidsrum kan præstere 560 11 gr. Kugler. Krupp anfører i sin ovennævnte Skydeberetning Nr. 88 nedenstaaende Resultater af sammenlignende Skydninger med
den 8cm Kanon med Granatkardæsk vejende 7 kg og rummende 250 11 gr. Kugler.
og den 6cm Kanon med Granatkardæsk vejende 3 kg. og rummende 100 II gr. Kugler.
Virkningen med Granatkardæsker mod et Skivekomplex paa 2000m var:
Den 6cm Kanon har altsaa ved de udførte Forsøg paa 2000“ udrettet i I Minut en Virkning, der er 3Vs Gange større end den 8cm Kanons Virkning i samme Tidsrum, og tilmed med en kun 2Vs Gange større samlet Vægt af forbrugte Projektiler, hvilket i høj Grad synes at tale til Gunst for de hurtigskydende Kanoner. For en Ikke-Artillerist ligger det nær at spørge:
Hvorfor vælger man da ikke den Kruppske lette 6cm Kanon som Type for Fremtidens Feltskyts, naar den har vist sig selv de kraftigste Feltkanoner saa absolut overlegne? Hertil maa det bemærkes, at Overlegenheden kun vil være tilstede paa de kortere Afstande. Kommer man ud paa 3000m, er den 6om Kanons Nedslagsvinkel over 12°, hvilket er ensbetydende med, at her horer den gode Granatkardæskvirkning op. Men en Feltkanon, hvis virksomme Skud ikke kan føres ud over 3000m, egner sig ikke til at afløse de nuværende Feltkanoner. Dertil kommer endvidere som en alvorlig Ulempe ved det 6™ Projektil, at det kun fører en Sprængladning paa 30 gr., der næppe er istand til at give en for Observationen gunstig Røgudvikling.
Disse Mangler forsvinde ved det 75mm 6,5 kg. Projektil, idet det virksomme Granatkardæskskud naaer ud paa henved 4000m; og Sprængladningen, der udgjør 65— 70 gr. vil, navnlig naar Projektilet forsynes med et røgudviklende Præparat, formentlig tillade sikker Observation paa de Afstande, hvorpaa der skydes i Feltkrigen. Af det ovenfor udviklede maa der kunne sluttes, at den hurtigskydende Kanon vil være den kraftige, men forholdsvis langsomt skydende 80mm Kanon overlegen under alle Omstændigheder, hvor det gjælder om, i et afgjørende Øjeblik at udfolde den størst mulige Virkning i et Minimum af Tid. Hvorvidt denne Fordel er saa stor, at den ved Overgangen til eventuelt nyt Feltskyts kan motivere Valget af en hurtigskydende Kanon fremfor den meget kraftige, er et Spørgsmaal, der kun kan afgjøres ved Betragtning af de taktiske Forhold, og vi skulle derfor gaa over til at undersøge
4. Den hurtigskydende Kanons Betydning i Feltkrigen.
General Wille, der er en afgjort Modstander af hurtigskydende Feltkanoner, anfører som en af sine Hovedindvendinger mod denne Art Skyts, at det indeholder en Fare for, at Batterierne skulle bortødsle deres Ammunition i Begyndelsen af en Fægtning, saa at de i de afgjørende Momenter ere udsatte for at staa blottede for Ammunution; og for at forebygge dette, mener han, at der maatte tildeles de hurtigskydende Kanoner et meget stort Skudforraad. Han regner ud, at et Batteri paa 6 Kanoner, der hver gjøre 10 Skud pr. Minut, vilde behøve 45 Ammunitionsvogne, blot til at transportere den Ammunition, Batteriet kan skyde op i en Time. Paa Grundlag heraf og under Henvisning til, at de nuværende Kanoners Skudhastighed er tilstrækkelig, forkaster han den hurtigskydende Kanon.
Som man vil se, ere Indvendingerne ganske de samme som de, der i sin Tid bleve gjort gjældende, da man stod overfor Overgangen fra Forladegeværer til Bagladegeværer, og som atter bleve gjentagne, da man gik fra Enkeltladeren til Magasingeværet. Det er den stadig tilbagevendende Frygt for Forskydning, der rejser sig, hvergang der er Tale om en Forøgelse af Feltvaabnenes Skudhastighed. Trods disse Indvendinger have ikke destomindre alle Stater indført Bagladegeværer og Magasingeværer, uden blot tilnærmelsesvis samtidig at forøge Patronantallet i Forhold til Skudhastigheden, og uden at bekymre sig om, at en moderne bevæbnet Infanterist i fortsat Hurtigskydning kunde forbruge hele sit Patronforraad i en halv Snes Minutter. For Fodfolkets Vedkommende kunde endda Frygten for Forskydning have en vis Berettigelse, idet der ved manglende Ilddisciplin virkelig kan indtræde alvorlig Fare for Forskydning. Men at tale om svigtende Ilddisciplin ved.et Feltbatteri, hvor jo intet Skud bliver affyret uden Batterikommandeurens Vidende og Villie , er dog ret meningsløst. En Forøgelse af Ammunitionsforsyningen som den, General Wille taler om, vilde være lige saa urimelig som, hvis man nu vilde give Infanteristen 10 Gange saa mange Patroner som for 30 Aar siden, fordi det nuværende Gevær kan skyde 10 Gange saa hurtigt som det daværende.
Det, der for Magasingeværet af lille Kaliber udgjør det fremherskende Karaktermærke, er den voldsomme, intensive Virkning og den store Træfningssikkerhed paa de Afstande, hvor Banen er rasant. Overfor det forbedrede Gevær er det frontale Infanteriangreb langt vanskeligere at gjennemføre og vil kræve større Ofl're end i tidligere Krige; og heraf følger, at der, for at Angrebet overhovedet skal have Udsigt til at lykkes, maa udkræves en Forberedelse ved Artilleriet, langt kraftigere end nogensinde tidligere. Det maa derhos tages i Betragtning, at Forsvareren i fremtidige Krige utvivlsomt vil benytte enhver Lejlighed til at grave sig ned og derved skaffe sig de Fordele, som Skyttegraven byder i Retning af bedre Dækning og Ildvirkning.
Overfor en Forsvarer, der holder sig skjult i sine Skyttegrave og Løbegrave, indtil det for ham gunstige Øjeblik indtræder, frembyder der sig store Vanskeligheder for Angrebsartilleriet.. At det moderne Feltskyts ikke fuldt ud kan magte denne Opgave, synes man overalt at have en Følelse af. Derimod ere Anskuelserne meget delte med Hensyn til de Midler, der bør vælges, for at sikre Angrebsartilleriet gunstigere Vilkaar ved Forberedelsen af Angrebet paa en med Skyttegrave o. 1. rigeligt udstyret defensiv Stilling. I Tydskland indførte man Brisantgranaten med dobbeltvirkende Rør for derved at virke mod Fodfolk tæt bag Dækninger, og med dette Middel kan der vel ogsaa udrettes noget, naar Forholdene tillade en nøjagtig Indskydning, og naar Tidsrørene brænde dadelfrit; men da man i Felten ikke kan gjøre sikker Regning paa nogen af Delene, tør man for Tiden næppe vente at kunne opnaa mere med Brisantgranaten end en Foruroligelse af Forsvareren. Man hører derfor stadig, navnlig fra tydsk Side, fremsat Forlangendet om Felthaubitser og om det bespændte Fodartilleris intime Forbindelse med Felthæren. Men hvorledes organisere dette Hjælpeskyts? Man kan da ikke paakalde Belejringsskytset, hvergang man i Felten møder en med Skyttegrave forsynet Forsvarsstilling, og selv om man indrangerede Haubitsbatterier i Feltartilleriafdelingerne Side om Side med Feltkanonerne, hvad jo nogle forlange, vilde man næppe herved blive istand til at opnaa afgjørende Virkning overfor en Forsvarer, der holder sig skjult bag sine Dækninger, indtil Infanteriangrebet føres frem. Hvis Løbegravene endda vare lagte saaledes, at de dannede markerede Indskydningslinier, vilde man vel nok uden større Vanskelighed kunne drive Forsvarerne ud af dem ved Shrapnelkast; men Forsvareren vil selvfølgelig søge at lægge sine Linier saaledes, at de sete paa længere A fstande ikke adskille sig fra Terrainet, og derfor danne vanskelige Indskydningsobjekter. Da imidlertid Kastepjecerne af Hensyn til deres korte Sprængkegler fordre en nøjagtig Indskydning, vil deres Virkning overfor vel anlagte og maskerede Skyttegrave ofte være temmelig tvivlsom.
Overfor Fodfolk tæt bag Dækninger, mod hvilke en nøjagtig Indskydning ikke er mulig, tør man hverken med Feltkanoner eller med Haubitser gjøre Regning paa afgjørende Virkning. For at frembringe en saadan, maa man først bringe Fodfolket til at vise sig; men dette opnaas kun ved at føre Infanteriangrebet frem. Naar nemlig Angribernes forreste Linier nærme sig Stillingen paa virksom Geværskuds Afstand c. 6— 800m, vil Skyttegravenes Besætning søge at afslaa Angrebet ved sin Ild; men da den herved nødsages til delvis at. blotte sig, vil den frembyde et Maal for Kanonernes virksomme Granatkardæskskud. Denne Omstændighed maa Angrebsartilleriet benytte sig af for at overøse Forsvarslinierne med en Regn af Granatkardæsker, og jo hurtigere og intensivere denne Del af Forberedelsen kan udføres, des sikrere vil Besætningen demoraliseres. Den vil paany søge Dækning, hvorefter Angriberens Fodfolk kan fortsætte Fremrykningen. Hvis Angrebsartilleriets Ild sagtner, vil Besætningen atter vise sig og fortsætte Skydningen; en ny og om muligt voldsommere Beskydning med Granatkardæsker vil frembringe en Gjentagelse af de før anførte Momenter, og ved at fortsætte den beskrevne Fremgangsmaade søger Artilleriet at bryde Forsvarerens Modstandskraft, samtidig med at Angrebsfodfolket søger at vinde ind paa Forsvarslinierne.
Der vil imidlertid indtræde et Tidspunkt, da Artilleriet ikke længere er istand til at understøtte Angrebet ved Beskydning af de forreste Forsvarslinier, da dets Granatkardæsker begynde at blive farlige for egne Tropper. Dette Tidspunkt maa sua vidt muligt søges udskudt ved Anvendelse af korte Sprængintervaller; men af Hensyn til de uundgaaelige Fejl paa Rørenes Brændetid maa Skydningen mod de forreste Linier høre op, senest naar Angriberens Fodfolk er 300— 350m fra disse. Det er selvfølgelig en Ulempe, at Fodfolket netop under den sidste og vanskeligste Del af Anløbet maa savne Artilleriets virksomme Understøttelse; men netop derfor er der for Angriberen saa meget større Opfordring til at drive Artilleriilden paa de forudgaaende Stadier til det højeste iMaal af Hurtighed og Intensitet. Paa den anden Side maa det erindres, at Artilleriet ikke, som Følge af de anførte Omstændigheder, maa være en uvirksom Tilskuer under Stormen paa Linierne, tværtimod, — naar Ilden mod de forreste Linier standser, tilfalder der Artilleriet den saare vigtige Opgave at virke ved de bagved værende Led af Forsvarsstyrken, og at hindre. Soutiens og Reserver, der netop paa dette Tidspunkt ville ile frem til Forstærkning af Linien , i at naa dette Maal. Opsats og Tempering forøges derefter med nogle Hundrede Meter, hvorved der søges lagt et uigjennemtrængeligt Nedslagsbælte bag Stillingens forreste Linier, der ved den forudgaaede Artilleribeskydning maa antages at være stærkt rystede. — Da den her omhandlede Forberedelse af Infanteriangrebet kun kan blive af kort Varighed, nemlig svarende til den Tid, Fodfolket behøver til at arbejde sig frem fra 6— 800“ til 300— 350m, er det af største Betydning, at Skudhastigheden i dette Tidsrum drives saa højt op som muligt. Det maa derfor antages, at den hurtigskydende , paa Granatkardæskvirkning beregnede Kanon, der pr Tidsenhed frembringer 3 Gange saa stor Virkning som de nuværende Kanoner, i væsentlig højere Grad end disse egner sig til Forberedelse af Angrebet.
Den Omstændighed, at Fodfolket maa savne Fladbaneskytsets Understøttelse under den sidste Del af Angrebet, er bleven benyttet som Argument for Nødvendigheden af at indrangere Felthaubitsbatterier i Artilleriafdelingerne , idet man derved skulde være istand til at ledsage Angrebet indtil paa kortere Hold. Det tør ikke benægtes, at der ad denne Vej kan opnaas Fordele. En I2cm Haubits med 15 Kg. Projektil vil, naar der anvendes reduceret Ladning svarende til en Begyndelseshastighed af c. 200“ , give en Endehastighed paa 2000ra af c. 165m, medens Feltkanonen paa samme Afstand vil give en Endehastighed af c. 300m. Forudsættes samme sandsynlige Fejl paa Rørenes Brændetid, vil Sprængpunkternes Spredning for Haubitsens Granatkardæsk ikke være meget mere end Halvdelen af Spredningen af Sprængpunkterne for Kanonens Vedkommende, hvoraf følger, at Haubitsen vil kunne understøtte eget Fodfolk, indtil det er naaet 150— 200m fra Forsvarslinien. Overfor modstandsdygtige feltbefæstede Stillinger ville derfor Haubitser, eller maaske endnu bedre Fcltmorterer som de russiske, kunne afgive et værdifuldt Supplement til Feltkanonen. Men under sædvanlige Forhold i Felten og overfor let forstærkede Stillinger, maa formentlig den hurtigskydende Kanon kunne løse de i Reglen forefaldende Opgaver Fordelene ved den hurtigskydende Kanon ville end mere falde i Øjnene, naar man ser Sagen fra Forsvarerens Standpunkt. Naar det afgjørende Angreb føres frem mod en Stilling, har Forsvarsartilleriet kun eet Maal, det fjeudtlige Fodfolk; og det er Opgaven under dettes Fremrykning efterhaanden at tilføje det saa store Tab, at den til Anløbet mod Stillingen fornødne Stødkraft brydes. Naar Angriberens Fodfolk kommer ind paa virksomt Kanon skuds Afstand, bevæger det sig fremad i flade Formationer med rigelig Dybdeafstand mellem de forskjellige Led. Forsvareren ser Linierne bryde frem fra en Dækning og bevæge sig hurtigt over et Stykke aabent Terrain for dernæst at forsvinde i den næste Terrainfold. Da det er under Angriberens Passage over det aabne Terrain , at Forsvarsartilleriet skal udrette sin Hovedvirkning, er det Opgaven at lægge foran de fremrykkende Linier et bredt og kraftigt bestrøget Nedslagsbælte, gjennem hvilket de nødvendigvis maa passere.
Med de nuværende Feltkanoner er Fremgangsmaaden ved Beskydning af en sig nærmende Skyttelinie følgende: Batterierne danne med perkuterende Projektiler en Gaffel af passende Vidde, rettende sig efter Maalets Bevægelseshastighed, og skyde derefter paa den lavere Gaffelgrændse, først langsomt derefter hurtigere, indtil der, naar Virkning iagttages, eller der faas Nedslag bag Maalet, skydes Hurtigskydning med de ladte Kanoner. Dernæst gaas over til temperet Ild med Opsats og Tempering svarende til en 100— 300m kortere Afstand, og Skydningen fortsættes nu med jævnt voxende Hastighed, indtil der forefalder en Sprængning bag Maalet, hvornæst den samme Fremgangsmaade gjentages. Det vil let indses, at der med de nuværende forholdsvis langsomt skydende Kanoner ikke vil opnaas nogen særdeles intensiv Virkning under Skytteliniens Passage gjennem Nedslagsbælterne, og at et energisk Angreb herved vanskeligt lader sig standse, naar det faar fornøden Understøttelse af eget Artilleri.
Er Forsvareren udrustet med en god hurtigskydende Kanon, vil Passagen gjennem Nedslagsbæltet blive betydelig vanskeligere, hvilket vi ville søge at illustrere ved et Exempel. E l Batteri paa 6 hurtigskydende Kanoner har den Opgave at standse en Skyttelinie med Soutiens, der rykker frem over et aabent Stykke Terrain. En Fløjkanon udses til at følge Maalet med perkuterende Granatkardæsker, altsaa til at fungere som Afstandsmaaler, en Opgave, som den enkelte hurtigskydende Kanon, der med Lethed afgiver 6 Skud pr. Minut, fuldt ud er istand til at løse. Bevæger det fjendtlige Fodfolk sig i Gang og altsaa tilbagelægger c. 100m pr. Minut, danner Fløjkanonen Gaffel paa 100m, f. Ex. 2200 + og 2100-r-; de øvrige 5 Kanoner tempere samtidig paa 1900ra, medens Maalet i Bredden fordeles mellem dem. Fløjkanonen afgiver hver 10. Sekund et Skud paa 2100“ . Saasnart der faas et + , gaas der over til Hurtigskydning. Forudsættes det, at Fodfolket i dette Øjeblik sætter i Løb , for hurtigt at komme over det farlige Bælte, og at det er c. 250m fjernet fra Middelsprængpunktet, vil der behøves \ lU Minut til at passere Sprængkeglerne. I denne Tid kan der af 5 Kanoner udsendes 35— 40 Granatkardæsker med ialt 8— 9000 Kugler. Der vil saaledes kun være liden Udsigt til, at Angrebet kan føres frem med Udsigt til Held, naar ikke Forsvarsartilleriet er gjort fuldstændig ukampdygtigt, og fuldstændigt at bryde Modstandskraften hos et Artilleri, der staar i vel anlagte Indskjæringer, er ikke nogen let Sag.
Ogsaa i Artillerikampen vil den hurtigskydende Kanons Ejendommeligheder komme til Nytte saavel for Angriber som for Forsvarer. Forudsættes det, at Forsvarsartilleriet har havt Tid til omhyggeligt at vælge og forberede sin Stilling, maa man gaa ud fra, at dets Opstilling kun yderst vanskeligt lader sig erkjende paa større Afstande, og at Forsvareren er fuldt orienteret med Hensyn til Terrainet og Afstandene til Modpartens sandsynlige Opstillinger. Under saadanne Omstændigheder er det en meget vanskelig Opgave for Angriberen at gaa i Stilling overfor en Modstander, der er udrustet med en hurtigskydende Kanon, hvis Granatkardæsk har stor Dybdevirkning. Da Angrebsartilleriets Afdelinger, hvor godt end Opmarchen ledes, altid ville komme sukcessivt i Stilling, har Forsvareren den Fordel at kunne tilføje dem partielle Nederlag, hvortil den hurtigskydende Kanon med sin intensive og hurtigt afgjørende Virkning byder et værdifuldt Middel, og opereres der ikke fra Angriberens Side med stor Forsigtighed og Omsigt, kan det let hænde, at Batterier overhovedet ikke komme til Skud. Paa den anden Side byder den hurtigste Kanon Angriberen særlige Fordele. Da der med en enkelt Kanon af denne Art kan foretages Indskydning lige saa hurtigt som med et helt Batteri, behøver Angriberen for at indskyde sig kun at trække en enkelt Pjece frem, medens de øvrige skjult holdes i Beredskab. Ved at anvende en enkelt Kanon opnaas tilmed lettere og sikrere Indskydning, da delingen Tid spildes ved Ordregivning, og da Faren for, at de forskjellige Kanonførere skulle opfatte Maalet urigtigt eller begaa Fejl af lignende Art, er udelukket. Dertil kommer, at en enkelt med røgfrit Krudt skydende Kanon altid maa kunne opstilles saaledes, at den er vanskelig at faa Øje paa. Naar Indskydning er opnaaet, kunne de øvrige Kanonbesætninger tempere og lade, og umiddel bart efter at Kanonerne ere alignerede, kan Hurtigskydning eller Salver anvendes, hvorefter Forsvarerens Ild antagelig snart vil aftage i Virkning.
Af det, der er udviklet i det foregaaende, vil det formentlig fremgaa, at en vel konstrueret, hurtigskydende Feltkanon, der tilfredsstiller de ovenfor opstillede Fordringer, vil være istand til, i væsentlig højere Grad end det nuværende Feltskyls, at løse de Opgaver, der i en kommende Krig ville blive stillede til Artilleriet. Den meget kraftige Kanon med stor Begyndelseshastighed frembyder derimod ingen taktiske Fordele af Betydning i Sammenligning med den nuværende Kanon ; dens væsentligste Fortrin: dens noget større Endehastigheder og mindre Nedslagsvinkler indeslutte tilmed en ret alvorlig taktisk Ulempe, nemlig at Skydning over egne Tropper, der utvivlsomt i Fremtiden vil faa større Betydning end hidtil, vanskeliggjøres. Det tør derfor vist allerede nu med temmelig stor Bestemthed udsiges, at ingen Stat vil paatage sig de økonomiske Byrder, som Indførelsen af et nyt Feltmateriel medfører, for at realisere de med den væsentlig forøgede Begyndelseshastighed forbundne Fordele. Derimod maa det antages, at Bestræbelserne ville gaa ud paa at udvikle den hurtigskydende paa Granatkardæskvirkning beregnede Kanon med middelsvært Projektil og moderat Begyndelseshastighed til at blive et til Feltbrug fuldt anvendeligt Skyts, og naar disse Bestræbelser have ført til et tilfredsstillende Resultat, vil den hurtigskydende Kanon efter al Sandsynlighed blive Fremtidens Feltkanon, idet den dog mulig vil blive suppleret med en til Anvendelse i Felten egnet Kastepjece.
