Log ind

Nogle Betragtninger over Feltkanonspørgsmaalet

#

Af Kapitajn F. C. Rantzau.

Vledens Fodfolkets Bevæbning i de senere Aar er undergaaet to gjennemgribende Reformer, Indførelsen af Repetermekanismerne og Reduktionen af Kalibret, har Feltskytset i den sidste Snes Aar holdt sig i det væsentlige uforandret. De fleste Stater have adopteret deres nuværende Feltkanoner i Tidsrummet fra 1873 til 1877 og under lignende Forudsætninger; de afvige derfor kun lidet fra hverandre i Henseende til Virkning, og end ikke England, der begunstiget af Landets Beliggenhed har kunnet udskyde Indførelsen af sin Feltkanon til 1884, og som derfor har været istand til at drage sig de andre Staters Erfaringer til Nytte, kan opvise en Kanon, der er Kontinentalmagternes overlegen.

Selvfølgelig har Feltartillerimateriellets Udvikling ikke staaet i Stampe i de tyve Aar; der er i Tidens Løb indført mangfoldige Forbedringer ved Materiellet, navnlig ved Ammunitionen, og særlig maa det fremhæves, at Konstruktionen af Granatkardæsken og dens Brandrør er udviklet saaledes, at dette Projektil mere og mere har fortrængt Granaten, og endvidere har det røgfri Krudt næsten overalt afløst de ældre Krudtsorter. Hidtil har man kun udnyttet en af det røgfri Krudts Egenskaber, den i taktisk Henseende saa vigtige Røgfrihed, hvorimod dets anden Hovedegenskab, der beror paa Krudtets langsomme Forbrænding og høje Nytteeffekt, og som for Infanterigeværet spiller saa stor en Rolle, ikke har kunnet gjøres frugtbringende ved de nuværende Skytssystemer. Det er imidlertid næppe Tvivl underkastet, at man ved Anvendelse af røgfrit Krudt og ved at drage Fordel af de øvrige tekniske Fremskridt, der staa til Raadighed, kan konstruere Feltkanoner af væsentlig større Virkning end de nuværende, hvad enten man nu vil tilvejebringe den forøgede Virkning ved at tilstræbe større balistisk Effekt eller ved at søge Skudhastigheden forøget.

Ikke desto mindre har ingen Stat endnu gjort Overgangen til et nyt Skytssystem. Hvad der hidtil har afholdt Staterne herfra, er vel ikke saa meget Hensynet til de store Bekostninger, som snarere Frygten for hurtigt at blive overfløjet af Naboerne. Det er jo ogsaa let forsta'aeligt, at en forhastet Indførelse af et saa vigtigt Vaaben som en Feltkanon vilde være en ganske alvorlig Kalamitet for en Stat; og i en Tid som vor, hvor de tekniske Fremskridt følge Slag i Slag, er der al Grund til at overveje grundigt og forsøge endnu grundigere, før man tager sin Beslutning. Det er imidlertid utvivlsomt, at saa snart blot en af Stormagterne bestemmer sig til at indføre et nyt Feltskytssystem, der betegner et virkeligt Fremskridt, ville alle Stater, der blot have den fjerneste Sandsynlighed for at komme i Krig, blive tvungne til med eller mod deres Villie at følge efter, og vi ville da for Feltskytsets Vedkommende faa et lignende Kapløb at se som det, hvortil vi for faa Aar siden vare Vidne, da de moderne Geværer bleve indførte. Naar dette Tidspunkt vil indtræde, lader sig ikke forudsige. Forhastede men stadigt paany opdukkende Rygter, snart om at Frankrig snart om at Tydskland har adopteret en ny Feltkanon, lade dog formode, at de i en Aarrække af disse Stater udførte Forsøg med forbedret Feltskyts nærme sig deres Afslutning. Feltskytsspørgsmaalet maa saaledes siges for Tiden at være i høj Grad brændende.

Det vil derfor have sin Interesse at kaste et Blik paa den enestaaende militær-literære Bevægelse, som dette Spørgsmaal i de sidste Aar har kaldt tillive. I talrige Brochurer, i Artikler i saa at sige alle betydende militære Tidsskrifter og Blade er Sagen bleven diskuteret med en Udførlighed som næppe nogen anden, Artilleriliteraturens bedste Navne ere traadte i Skranken, og en Mangfoldighed af forskelligartede Anskuelser ere bievne fremsatte og forfægtede. Naar saa afvigende Standpunkter have kunnet fremsættes og begrundes, har dette sin Aarsag i Spørgsmaalets overordentlig komplicerede Natur. Da man forberedede Overgangen til de moderne Infanterigeværer, laa Sagen fra første Færd klart for; Fordringerne om Formindskelsen af Kalibret, Forøgelsen af Begyndelseshastigheden og Hurtigskydningen stode alle i nøje indbyrdes Sammenhæng, idet den ene Faktor fulgte af og betingede de andre, og de Vanskeligheder, der forelaa, vare af rent teknisk Art. Helt anderledes stiller Spørgsmaalet om nye Feltkanoner sig. Her staar man overfor en Mangfoldighed af modstridende Betingelser, der gjensidig begrændse hverandre, og mellem hvilke der maa træffes et Valg , idet man saavel med taktiske som med tekniske Hensyn for Øje maa afveje den ene Fordring mod den anden, for paa alle Punkter at træffe det rette. Det er saaledes forklarligt, at de Forfattere, der have behandlet Spørgsmaalet, ved særlig at fæste Opmærksomheden paa en enkelt Side af Sagen, stundom ere havnede i meget ensidige Standpunkter. Men til Trods for Ensidigheder i Opfattelsen, og til Trods for at man ofte er forfaldet til rent teoretiske Spekulationer uden Virkelighedens og Erfaringens faste Bund under Fødderne, er der dog under Diskussionen fremkommet saa værdifulde Bidrag til Spørgsmaalets Belysning, at en nærmere Betragtning af de fremsatte Forslag kan lønne sig. Vi formene derfor, at det ikke vil være uden Interesse, her at anstille nogle kritiske Betragtninger over de væsentligste af de fremkomne Forslag, for derigjennem at komme til Klarhed over, hvilken Forøgelse i Virkning der paa Tektiikens nuværende Standpunkt kan ventes opnaaet ved en ny Feltkanon, og hvorvidt de derved vundne Fordele ere store nok til at motivere Overgangen til et nyt System.

1. Systemets Præstationsevne.

Naar man vil tilvejebringe et nyt Feltsystem, maa man først gjøre sig rede for, hvad der under de givne Forhold kan præsteres af Kanonen, naar fornødent Hensyn tages til Systemets feltmæssige Bevægelighed, dets Holdbarhed og til den Størrelse af Rekylen, man af Hensyn til Betjeningens Lethed vil finde sig i.

Den første Vaabnets Præstationsevne indskrænkende Betingelse, Bevægeligheden, har altid været og vil altid vedblive at være i det væsentlige uforandret, idet den er bestemt ved den Vægt af Kj øre tøjet, som med fornøden Lethed kan føres frem i Terrainet af sex Heste. For kjørende Artilleri har Erfaringen fastsat denne Vægt til ca. 1800 kg., exklusive det opsiddede Mandskabs Vægt. Heraf gaar der til Forstilling med Ammunition 8 a 900 kg., saaledes at der til Konstruktionen af Kanon og Lavet kan raades over 900 a 1000 kg. Medens saaledes Vægten maa betragtes som konstant, er den balistiske Effekt, der kan bringes ud af den givne Vægt, derimod variabel og indenfor visse Grændser afhængig af Teknikens Standpunkt. Ved vore gamle, glatløbede 12 S Granatkanoner og 6 S Kuglekanoner var Projektilets levende Kraft ved Mundingen henholdsvis 28,1 og 33,8 Metertons, ved den 4 S riflede Forladekanon 33,5mt, medens den levende Kraft ved Mundingen for vor nuværende Feltkanon udgjør 74,7mt. Denne til mere end det dobbelte forøgede, Præstation skyldes Overgangen dels fra Støbejernskanoner til Staalkanoner, dels fra Trælavetter til Jernlavetter, altsaa tekniske Fremskridt. Med de tekniske Hjælpemidler, der siden Indførelsen af de nuværende Kanoner ere bievne stillede til Konstrukteurens Raadighed, vilde der intet være til flinder for at forøge Præstationsevnen, endog meget betydeligt, hvis ikke Hensynet lil den tredie af de ovennævnte Faktorer, Rekylen, satte en Grændse derfor. Hvor denne Grændse skal drages, afhænger af de Fordringer, der stilles til Betjeningens Lethed og Skydningens Hurtighed. Tilstræber man hurtig Skydning, maa Rekylen nedsættes til det mindst mulige, og Kanonens Præstationsevne bliver da ringere end, naar man vil finde sig i en stor Rekyl og den deraf følgende besværligere Betjening og langsomme Skydning.

I de toneangivende Stormagters Artillerier stræber man for Tiden at forøge de nuværende Kanoners Skudhastighed saa meget som muligt, og man har i dette Øjemed forsynet Feltkanonerne med Skudbremser, der forandre Hjulenes Rulning til en Glidning, og reducere Rekylen til 2 a 3 Meter. Skudhastigheden er derved bragt op til 10— 12 Skud pr. Minut for Hurtigskydning med 6 Kanons Batterier.

Den franske Militærforfatter, Oberst Langlois, vil ikke blive staaende ved denne Skudhastighed, men fremhæver i sit Værk: «L’artillerie de campagne en liaison avec les autres armes» med stor Styrke Nødvendigheden af at forøge Skudhastigheden langt ud over disse Grændser, selv om man for at naa dette maa slaa væsentlig af paa Fordringerne til den balistiske Effekt, og han foreslaar i Overensstemmelse hermed en Feltkanon af 74mm Kaliber, der udskyder et 5 kg. Projektil med en Begyndelseshastighed af 490ra, og som skal kunne præstere en Skudhastighed af 8 — 10 Skud pr. Minut. Projektilets levende Kraft ved Mundingen er saaledes kun 61,2 Metertons, altsaa væsentlig mindre end ved de nuværende Kanoner.

I Modsætning til Langlois udtaler det overvejende Flertal af Forfatterne sig til Fordel for en Forøgelse af den balistiske Effekt og forkaste den Langlois’ske Hurtigskyder, idet de finde det stridende mod al sund Fornuft, nu at gjøre Overgangen til en ny Kanon, der er mindre virkningsdygtig end de nuværende 20 Aar gamle Kanoner. Blandt de Forfattere, der kræve en Forøgelse af Præstationsevnen, repræsenterer den preussiske Generalmajor W ille det mest yderliggaaende Standpunkt, idet han stiller Forslag til en 70mm Kanon, der udskyder et 6,5 kg. Projektil med den for en Feltkanon kolossale Hastighed af 800 Meter, hvilket svarer til en levende Kraft af Projektilet ved Mundingen af 212 Metertons. Nærmest ved General Wille staar Englænderen Longridge med en Mundingsenergi af 163 Metertons. Derefter følger den franske Kapitajn Moch og den østerrigske Oberst von Wuich, der foreslaa 8 kg. Projektiler med Begyndelseshastighed c. 600m. Mere moderate ere Tydskerne Generallieutenant Müller og Oberst Rohne, der for 7,6 kg. Projektiler forlange en Begyndelseshastighed af henholdsvis 550 og 574 Meter.

Det vil af det anførte ses, at der mellem Majoriteten af de artilleristiske Forfattere hersker afgjort Enighed om, at der ved Overgangen til en ny Feltkanon bør tilstræbes en væsentlig Forøgelse, af den balistiske Effekt, sammenlignet med de nuværende Kanoner, og at Hurtigskydningen er af underordnet Betydning.

For at afgøre, hvorvidt Bestræbelserne bør gaa i denne eller i den af Oberst Langlois angivne Retning, ville vi begynde med at søge følgende Spørgsmaal besvarede: Hvor stor Mundingsenergi kan der ved Nutidens Hjælpemidler opnaas, naar man vil tage al den Nytte af Kanonen, som den givne Vægt af Skytset tillader, uden dog at overskride den Grændse for Rekylen, der kan tolereres ved en Feltkanon, og hvor højt man kan gaa op med Mundingsenergien ved en hurtigskydende Feltkanon. Først naar disse Spørgsmaal ere besvarede, vil der haves en Basis, paa Grundlag af hvilken der med Nytte lader sig anstille en Sammenligning.

For at belyse det første Spørgsmaal, ville vi først kaste et Blik paa de i de forskjellige Stater indførte Kanoner, og til lettere Oversigt anføre vi omstaaende Skema, ordnet efter Kanonernes Indførelselsaar. Til Sammenligning er der endvidere i Skemaet optaget nogle i den seneste Tid paa Basis af røgfrit Krudt konstruerede og prøvede Forsøgspjecer samt endelig nogle af de under Diskussionen i Militærliteraturen projekterede Feltkanoner.

Skærmbillede 2023-01-30 kl. 12.13.11.png

Betragter man de anførte Tal, vil det ses, at de i Halvfjerdserne indførte Kanoner ikke afvige væsentligt fra hverandre, hverken i Henseende til den totale eller til den relative Mundingsenergi. Kun den franske 90mm Kanon danner en Undtagelse, idet dens totale Energi naar op lil 82,6ml. Det maa imidlertid erindres, at denne forholdsvis store Præstation er kjøbt paa Bekostning af Bevægeligheden, idet Vægten af den afprodsede Kanon udgjør 1270 kg. og af hele Kjøretøjet 2120 kg. For de i Firserne indførte Kanoner stiger den relative Præstationsevne ret betydeligt; ved den engelske 12 Punds Kanon er saaledes Energien pr. Kilogram af den afprodsede Kanon 81,1 mkg. og ved den spanske Kanon for ridende Batterier (System Sotomayor) endog 98,6 mkg. De for Tiden reglementerede Kanoner ere alle konstruerede til de ældre Krudtsorter, hvorimod de tre i Oversigten anførte Forsøgspjecer ere konstruerede efter det røgfri Krudts Fremkomst, hvilket giver sig tilkjende ved deres forholdsvis store Mundingsenergi, der ved Grusonwerks Kanon naar op til l ! 9 mt eller c. 45 % mere end ved den kraftigste af de reglementerede Feltkanoner.

Sammenlignes de af Wiile, Longridge og Moch foreslaaede Kanoner med de existerende Pjecer, vil det ses, at der ved disse Projekter er stillet Fordringer til Præstationsevnen, der staa i et stærkt Misforhold til, hvad der i Virkeligheden er opnaaet. General Wiile tilstræber saaledes en Mundingsenergi, der er 272 Gang saa stor som ved den franske 90mm Kanon og næsten dobbelt saa stor som ved den kraftigste Feltkanon, der overhovedet er fremstillet, og Longridges og Mochs Projekter gaa ud fra en Arbejdsydelse, der overstiger Grusonwerks 80mm Feltkanons henholdsvis med 37 og 25 °/o. Det ligger derfor nær at søge oplyst, hvorvidt der er nogen Udsigt til, at disse Projekter lade sig realisere, og hvorledes Forslagsstillerne begrunde de tilstræbte store Ydelser.

Ræsonnementet, der ligger til Grund for Projekterne, er følgende: Der er af Hensyn til Bevægeligheden givet en vis Vægt, hvoraf der til Kanonen vælges, af Wiile og Longridge 400 kg. og af Moch 425 kg. Det undersøges derpaa, hvilke Paavirkninger der kan bydes Kanonen, og hvor stor Mundingsenergi der kan bringes ud af denne. Ved at forudsætte en Elasticitetsgrændse for Staalet af mindst 40 kg. pr. mm2 og ved at gaa ud fra, at det i en nær Fremtid vil lykkes at forbedre det røgfri Krudt saaledes, at Forholdet mellem Maximumstryk og Middeltryk bringes ned til 1 ,4 , mener General Wille med sin Kanon at kunne præstere en Arbejdsmængde ved Mundingen af 530 mkg. pr. Kilogram Kanonvægt, uden at Maximumstrykket overstiger 3900 Atmosfærer. I de høje Gastryk ser Forslagstilleren ingen væsentlig Ulempe, idet han henviser til, at man i de moderne Geværer allerede er naaet op til et Tryk af 3— 4000 Atm. Kapt. Moch betragter W .’ Forslag som en Utopi og dokumenterer, at der i Virkeligheden vilde fremkomme langt større Gastryk i Kanonen, Tryk, der meget ville nærme sig til 5000 Atm. Han betragter dog en Mundingsenergi af 350 mkg. pr. Kg. Kanonvægt som opnaaelig, naar Kanonen bygges efter Staaltraadsprincippet. Idet han forøvrigt gaar ud fra et Maximumstryk af 3000 Atmosfærer som passende for en Feltkanon, bygger han sit System op paa den anførte Basis.

Uden at komme ind paa den ret ørkesløse Undersøgelse af Feltkanonernes maximale Modstandsevne, skulle vi kun henpege paa, at de Kaisonnementer, hvorpaa de nævnte Forfattere grunde deres Systemer, næppe ere holdbare. Det gaar nemlig ikke an uden videre at løsrive en enkelt Del af Systemet, Kanonen, og simpelthen beregne, hvormeget denne ved en given Vægt kan præstere, og derefter bygge videre paa denne Basis. Enhver Forøgelse af Kanonens Præstation vil indvirke paa hele Systemet, og navnlig maa det tages i Betragtning, at Lavettens Holdbarhed og Rekylens Længde i høj Grad begrændse Forøgelsen af den balistiske Effekt. Det er jo en bekjendt Sag, at de nuværende Feltkanoner langtfra udnyttes saa meget som deres Modstandsevne tillader. Vor 9cm Feltkanon byde vi saaledes med sort Krudt kun 16— 1700 Atm. og med røgfrit Krudt 1000— 1200 Atm., skjøndt der intet vilde være til Hinder for, af Hensyn til Rørets Modstandsevne, med fuld Sikkerhed at byde det 2300 Atmosfærer; og naar man ikke tør gaa hertil, er det Hensynet til Lavettens Holdoarhed, der er bestemmende.

Naar Artillerister som W ille , Moch, v. Wuich m. fl. stille Fordringen til væsentlig Forøgelse af Feltkanonernes Ydelser, maatte man være berettiget til at vente, at de samtidigt fremsatte Forslag til nye Konstruktioner af Feltlavetter, egnede til at modstaa de uhyre Paavirkninger, som deres Kanoner vilde udøve paa Underlaget. Men paa dette Punkt bliver man skuffet. Alle gaa de let hen over Lavetspørgsmaalet og indskrænke sig til nogle faa, almindelige Antydninger. Med stor Frimodighed udtaler General W ille , at han anser det for fuldt opnaaeligt at begrændse Rekylen af sin 7cm Kanon paa vandret Jordbund af Middelbeskaffenhed til en halv Meter (!), trods den vældige Rekylenergi, af 4,29 Metertons, og uden at slaa Lavetten itu. Dertil er efter Generalens Mening kun to Ting nødvendige, nemlig 1 ) Anvendelsen af en elastisk Lavet, hvis Overdel under Paavirkning af en Rekylbremse bevæger sig et Stykke tilbage, forinden Underdelen sætter sig i Bevægelse, og dernæst 2) en kraftig Bremsning af Hjulene, hvis Rulning forandres til en Glidning. For nærmere at illustrere sin Mening henviser Generalen til en Lavetkonstruktion, som Grusonwerk har ladet sig patentere i 1890, og lover sig forøvrigt Vidundere af Mannesmanske Rør, anvendte i Lavetkonstruktionen.

Lad os et Øjeblik se paa, hvorledes det forholder sig med Generalens halve Meter Rekyl. Ifølge en af Grusonwerk i 1890 udgiven Skydeberetning udgjorde Rekylen for den 8 cm Kanon L/'ao med fuld Bremsning af Hjulene 3,7m. Under Forudsætning af lignende Lavetkonstruktion for den 7cm Kanon vil, da Rekylenergien pr. Kilogram af den afprodsede Kanon forholder sig ved de to Kanoner som 2,03:4,51, Rekylen for den 7cm Kanon med fuld Bremsning af Hjulene beløbe sig ikke til V2“ , men til 8 ,2m. Anvender man en elastisk, tvedelt Lavet, vil man derved ganske vist mildne Paavirkningen paa Underlaget, men en Formindskelse af llekylen opnaar man ikke ved Indførelse af en hydraulisk Bremse e. 1., med mindre man paa en eller anden Maade knytter Lavetten til Standpladsen.

Ligesom General Wille overvurderer Teknikens Midler til at begrændse Rekylen, saaledes overvurderer han sikkert ogsaa dens Midler til Fremstilling af Lavetter, der kunne udholde de store Paavirkninger. Den af de reglementerede Felt-Lavetter, der udsættes for den relativt, største Paavirkning, er den spanske Lavet til de ridende Batterier, ved hvilken Rekylenergien pr. Kilogram af Lavetten naar den betydelige Størrelse af 4,7 mkg; end ikke ved Krupps og Grusonwerks kraftigste Kanoner anstrenges Lavetterne saa meget, idet den relative Rekylenergi for disse henholdsvis er 3,6 og 3,7 mkg. pr. Kg. Lavetvægt. Sammenligner man hermed de tilsvarende Tal for Willes, Longridges og Mochs Projekter, der respektive ere 7,8, 5,8 og 6 ,2 , ses disse i saa betænkelig Grad at svæve i Luften uden Støtte i Erfaringen, at man maa betragte dem med Mistillid og i alt Fald ikke tør basere noget derpaa. For at forøge Lavettens Modstandsevne foreslaar Kapitajn Moch at nedsætte Tapaxens Højde til c. 1 Meter samt at henvise alt, hvad der ikke af Hensyn til Skydningen nødvendigvis maa haves paa Lavetten, til Forstillingen, saasom Lavetkasser, Kardæsker, Lavetsæder, Tilbehørdele, m. m.; og alt ikke beredent Betjeningsmandskab foreslaar han medført paa Forstillingen. Selvfølgelig vil der ad denne Vej opnaas Midler til at forstærke Lavetdelene, men næppe saa meget, at Lavetten vil kunne udholde den forøgede Anstrengelse. Det væsentligste af hans Forslag, Formindskelsen af Tapaxens Højde, er allerede praktisk anvendt ved Krupps nyere Lavetter, hvor denne Dimension udgjør 1030 ii 1045mm, uden at Krupp dog er gaaet til at byde sine Feltlavetter mere end højst l,9rat Rekylenergi. Rekylen vil ved Kapitajn Mochs Kanon med fuldt bremsede Hjul udgjøre c. 6 Meter, en Rekyl, der næppe er forenelig med en hurtig og let Betjening, og at søge Tilbageløbet yderligere begrændset ved Svandssporer e. 1. vil, ved de voldsomme Paavirkninger her er Tale om, snarere vanskeliggjøre end lette Betjeningen. Ved en Kanon af denne Art at tilvejebringe Sideretningsfrihed indenfor Affutagen, saaledes som Oberst von Wuick foreslaar, vil næppe være hensigtsmæssigt, henset til den store Rekyl og den dermed forbundne væsentlige Forrykkelse af Sigtelinien.

Medens de hidtil betragtede Forslag til nye Feltkanoner gribe langt ud over det, Erfaringen har godkjendt, støtte de af Generallieutenant Müller og «Militär Wochenblatt» fremsatte Forslag sig til udførte og prøvede Konstruktioner. «Mil. Wochenblatt’s» Fordringer gaa saaledes ikke væsentligt ud over det, der er opnaaet ved Grusonwerks 8cm Kanon. Rekylen vil ved fuldt bremsede Hjul udgjøre c. 4 Meter, et Tilbageløb, der maa betragtes som tolerabelt ved en Feltkanon, om end det formentlig maa betragtes som et Maximum. Skudhastigheden vil rimeligvis ikke blive mindre end ved de nuværende Feltkanoner og maa kunne regnes til c. 2 Skud pr. Minut under Hurtigskydning.

Efter det ovenfor fremsatte maa der gaas ud fra, at den balistiske Effekt for «Mil. Wochenblatt’s» Kanon ligger nær ved det Maximum, der for Tiden vil kunne præsteres af en til Feltbrug egnet Kanon, og vi ville derfor i det følgende betragte en Kanon med Mundingsenergi c. 125mt som Repræsentant for den Klasse af Feltkanoner, der, uden at gjøre Fordring paa større Skudhastighed, ere egnede til ved det enkelte Skud at præstere Maximum af Virkning. Vi skulle nu gaa over til at betragte den anden Klasse af Feltkanoner, de hurtigskydende, idet vi først skulle præcisere, hvad der maa forstaas ved dette Begreb. En hurtigskydende Feltkanon maa ikke forvexles med den Art Skyts, der f. Ex. i Marinerne anvendes til Forsvar mod Torpedobaade. Ved disse sidste er det Opgaven at beskyde et livløst,, med stor Hastighed bevæget Maal, og hertil er et Stykke Skyts, der i kort Tid udsender en stor Mængde Smaagranater, særlig egnet, saaledes f. Ex. den automatiske 37mm Maximkanon, der i et Minut kan udsende mellem 200 og 300 Granater paa V2 Kg., saa at sige i en kontinuerlig Straale. Ved Skyts af denne Art maa Rekylen være absolut ophævet, og Sigteliniens Uforanderlighed ved Skydningen sikret. De Opgaver, der skulle løses af Feltkanonen, ere af en ganske anden Art. Maalet er her Tropper, og Projektilet derfor ikke Granaten men Granatkardæsken. Da dette Projektil maa have en forholdsvis stor Vægt, og da hvert Skud kræver en Forberedelse, Brandrørets Tempering, vil der til Ladningen kræves en Tid, der selv ved de hensigtsmæssigst indrettede Brandrør, Temperredskaber og Baglademekanismer næppe kan sættes til mindre end 6— 8 Sekunder. Sigtets Uforanderlighed og Rekylens fuldstændige Ophævelse er derfor ikke nødvendig for den hurtigskydende Feltkanon, der overensstemmende med det anførte kan defineres som et Stykke Skyts, hvorved de Retningsforstyrrelser, der fremkaldes ved Skuddet, ikke ere større end, at den Rettende ved smaa Bevægelser af Lavettens Højde- og Sideretningsapparater i Løbet af faa Sekunder kan bringe Sigtelinien tilbage paa Maalet uden Flytning af Lavetsvandsen. Det maa derhos fordres, at de Hæmningsmidler, hvormed Lavetten er forsynet for at formindske Rekylen, ikke lægge Hindringer i Vejen for en hurtig Forandring af Sideretning ved Maalvikling. Endelig maa det betragtes som ønskeligt, at Rekylen ikke hindrer den Rettende i at forblive paa sin Plads ved Kanonen fra Skud til andet og i at have Øjet uafbrudt rettet mod Maalet under Hurtigskydningen.

Spørgsmaalet om Fremstilling af hurtigskydende Feltkanoner har i flere Aar beskjæftiget Konstrukteurerne, og saa at sige alle Fabriker, der give sig af med Tilvirkning af Krigsmateriel, have præsteret mere eller mindre vellykkede Løsninger. Vi skulle her anføre nedenslaaende Oversigt over de Kanoner, der nærmest maa antages at tilfredsstille, i alt Fald den første af de ovenfor fremsatte Fordringer.

Skærmbillede 2023-01-30 kl. 12.24.11.png

I en Brochure, som Fabriken i St. Chamond har udgivet i Anledning af Udstillingen i Antwerpen 1894, er anført nogle Meddelelser om den i ovenstaaende Skema optagne 75mm hurtigskydende Kanon. Herefter er der til Kanonen konstrueret 2 Lavetter. Ved den ældste af disse, der var udstillet i Antwerpen, har man begrændset Rekylen til 10— 35cm, medens man ved den nyeste Lavet er naaet saa vidt, at den samlede Rekyl efter 10 i hurtig Rækkefølge afgivne Skud udgjorde 8— 10cm, o: Tilbageløbet ved det enkelte Skud var c. l cm. Om Vægten af den nye Lavet savnes Oplysninger, men den har rimeligvis været noget sværere end den, der fandtes paa Udstillingen. Om samtlige ovenfor nævnte Kanoner angives det, at de kunne gjøre mellem 6 og 12 rettede Skud pr. Minut, hvad der for en Feltkanon maa betragtes som fuldt tilstrækkeligt. Da det derhos fremgaar af Oversigten, at Projektilets levende Kraft ved Mundingen ligger mellem 76.5 og 83.iml, maa man være berettiget til at gaa ud fra, at der ved en hurtigskydende Feltkanon , der gjør 6 rettede Skud pr. Minut, kan opnaas en Mundingsenergi af c. 80mt. Paa Teknikens nuværende Standpunkt vil der næppe kunne opnaas en højere Præstationsevne, naar de ovenfor anførte Fordringer skulle ske Fyldest. Ganske vist tilbydes der af visse Fabriker Feltkanoner, der benævnes hurtigskydende, og som præstere væsentlig mere end 80mt, men de kunne næppe henføres under, hvad vi her forstaa ved hurtigskydende Skyts. Den i Skemaet paa S. 478 opførte Grusonske 8cm Kanon bærer saaledes Navnet hurtigskydende, og det anføres endog i Firmaets Katalog, at den kan gjøre 8 Skud pr. Minut. Om denne Angivelse grunder sig paa mere end en Beregning, og om der er tænkt paa, at Skuddene skulle være rettede, er ikke oplyst. Vi ville dog ikke benægte Muligheden af, at der, naar man undlader at rette Kanonen, og naar den paa en Skydeplads under gunstige Forhold betjenes af nogle dertil indrettede Behændighedskunstnere, kan gjøres 8 Skud pr. Minut trods Kanonens 3,7m Rekyl; men vi ville paa det bestemteste benægte, at dette lader sig gjøre under krigsmæssig Betjening. 1 Troppernes Hænder vil den omtalte Kanon næppe gjøre mere end 2 rettede Skud pr. Minut.

Konstruktionen af hurtigskydende Feltkanoner befinder sig endnu i sin Udvikling, og mulig vil man engang naa til en større Præstation end en Mundingsenergi af c. 80mt; men for Tiden kan man næppe sætte Fordringerne højere op, og vi ville derfor i det følgende gaa ud fra dette Tal.

2. Projektilvægt, Begyndelseshastighed, Kaliber.

Efter i det foregaaende at have søgt at fastslaa de Grændser for Præstationsevnen, som for Tiden kunne naas, dels med den kraftige, forholdsvis langsomt skydende Kanon, dels med det hurtigskydende paa Granatkardæskvirkning beregnede Feltskyts, skulle vi nu gaa over til at undersøge, hvorledes den til Raadighed værende Mundingsenergi hensigtsmæssigst fordeles til Projektilets Vægt og dets Begyndelseshastighed, samt hvorledes Kalibret bør vælges.

Ved en Feltkanon ligesom ved ethvert Stykke Fladbaneskyts, der er bestemt til at virke med Granatkardæsker mod levende Maal, gjælder det fremfor alt om , paa de i Praxis forekommende Afstande at frembringe Virkning med en rasant, dyb og effektiv Sprængkegle. Jo mere disse Granatkardæskens Egenskaber ere udviklede, desto bedre vil man være i Stand til at afbøde de uundgaaelige Fejl paa Banen og paa Sprængpunkternes Beliggenhed og til at overvinde den i Feltkrigen hyppigt forekommende Vanskelighed , at Observationsforholdene forbyde en finere Indskydning med Gaffel paa 50 eller 25m. Kan Sprængkeglens Dybdevirkning paa de afgjørende Artilleriskuddistancer bringes op til 2— 300m eller derover, vil en Indskydningsgaffel paa 200m være tilstrækkelig til derpaa at basere den temperede lid med den korte Gaffelgren. De herved opnaaede Fordele ere iøjnefaldende, og navnlig maa det fremhæves, at Antallet af Indskydningsskud saaledes reduceres til et Minimum, hvilket er af afgjørende Betydning saavel i Artilleriduellen, hvor den først indskudte Part har alle Chancer for at gjøre Modstanderen ukampdygtig, før han kan gjøre Virkning med sin Ild, ligesom ogsaa ved Skydningen mod Fodfolk, der ved sin hyppige Skiften Plads stadig tvinger til ny Indskydning.

Da det er den dybe og rasante Sprængkegle, der gjør Granatkardæsken til et Feltprojektil par excellence, maa der til en ny Feltkanon stilles den uafviselige Fordring, at den i saa Henseende ikke kommer til at betegne et Tilbageskridt, sammenlignet med de nuværende Kanoner, og det maa understreges, at selv ikke en i nok saa høj Grad forøget Skudhastighed kunde opveje det, der vilde tabes ved al slaa af paa Fordringerne til et virksomt Granatkardæskskud. Derfor bør der ved en ny Feltkanon, hvad enten den er hurtigskydende eller ej, tilstræbes en videre Udvikling af Granatkardæskens føromtalte Egenskaber. Et rigtigt Valg af Projektilvægt, Kaliber og Projektilkonstruktion er Betingelsen for Opnaaelse af tilfredsstil lende Virkning. For Projektilvægtens Vedkommende bevæge de i Militærliteraturen fremkomne Forslag sig indenfor meget vide Grændser, ligefra 12 Kg. og ned til 1 Kg. eller derunder, idet dog Flertallet af Forfatterne holder sig til Projektilvægte mellem 5 Kg. og 8 Kg. Den Maade, hvorpaa Forslagstillerne træffe deres Valg, er dog i Almindelighed ret vilkaarlig. Mest rationelle forekomme os de af en unævnt Forfatter i «Archiv fur die Artillerie- und Ingenieuroffiziere» 1894 anstillede Betragtninger. Han betragter Projektilbanen og Sprængkeglen paa de forskjellige i Feltkrigen forekommende Afstande og ved at stille Fordring til et vist Antal skarpe Træffere pr. Fladeenhed af Maalet, opnaaede med et givet Sprænginterval, bestemmer han det til Øjemedets Opnaaelse fornødne Minimumsantal af Granatkardæskkugler. Han kommer herved til en 70mm Granatkardæsk af Vægt 5,55 Kg., der skulde rumme 240 Kugler å 9,5 gr. medens den i Projektilbunden anbragte Sprængladning sættes til 55 gr. Hvorvidt man uden at svække Granatkardæskens Virkning tør gaa ned med Kuglevægten til 9,5 gr., maa først afgjøres ved Forsøg; ligeledes skylder Forfatteren et praktisk Bevis for Muligheden af i en 7CIU Kammerladningsgranatkardæsk at indbringe en Kuglefyldning, der udgjør 41 °/o af Projektilvægten, idet denne Opgave saavidt vides endnu ikke er løst. Forøvrigt maa vi være enige med Forfatteren i, at c. 5,5 Kg. er at betragte som Minimumsvægten for en virksom Feltgranatkardæsk. Ganske vist er der paa Forsøgsskydepladsen med tilsyneladende gunstigt Resultat prøvet Granatkardæsker af mindre Vægt, saaledes som f. Ex. Krupps 6cm 3 Kg. Projektil. Men til Feltbrug er dette næppe egnet, navnlig fordi den lille Sprængladning af c. 30 gr. ikke tillader sikker Observation paa de større Afstande.

Betragte vi de ovenfor opstillede to Repræsentanter for de hurtigskydende og de meget kraftige Feltkanoner, med henholdsvis 80 og 125mt Mundingsenergi, kan der for disse blive Spørgsmaal om følgende Kombinationer af Projektilvægt og Begyndelseshastighed.

Skærmbillede 2023-01-30 kl. 12.24.20.png

Gaa vi ud fra kjendte og prøvede Projektilkonstruktioner samt fra 11 gr.’s Granatkardæskkugler, hvis Brugbarhed Erfaringen har godkjendt, ville de 5,5, 6,0 og 6,5 Kg. Staalgranatkardæsker med Bundkammerladning indeholde henholdsvis c. 175, 200 og 225 Kugler og Sprængladninger af 55, 60 og 65 gr. Kugleantallet for det 5,5 Kg. Projektil maa formentlig betragtes som værende under det for et Feltprojektil ønskelige Minimum. For de to andre Projektiler staa omtrent Chancerne lige, det ene har Fordelen ved en noget større Begyndelseshastighed, det andet har en noget tættere Sprængkegle og større Sprængladning. Vi ere dog tilbøjelige til at foretrække det tungere Projektil navnlig af Hensyn til dets større Sprængladning, der stiller det gunstigere for Observationen.

For at den svære Kanon kan gjøre sin Overlegenhed i det enkelte Skuds Virkning gjældende i Sammenligning med den lettere, bør Projektilvægten være kjendelig større, samtidig med at Begyndelseshastigheden gjøres tilstrækkelig stor, og formentlig vil det 7,5 Kg. Projektil bedst tilfredsstille disse Betingelser. Kugleantallet vil blive c. 280 og Sprængladningen c. 75 gr. Ved Bestemmelsen af Kalibret bør det tilstræbes at tilvejebringe saa stor en Tværsnitsbelastning af Projektilet, som øvrige Forhold tilstede; thi ved en stor Tværsnitsbelastning opnaas en forholdsvis lille Nedslagsvinkel og en relativ stor Endehastighed, og begge disse Egenskaber ved Banen ere af afgjørende Betydning for Sprængkeglens Rasance og Dybdevirkning. Dette erkjendes af samtlige Forfattere, om end Maaden, hvorpaa Princippet bringes til Udførelse er forskjellig. Saaledes udtaler Oberst Langlo is : «det er af mindre Betydning at have meget store Begyndelseshastigheder, som bevares slet, end ringere Begyndelseshastigheder, der holde sig godt paa de længere Afstande». Han følger imidlertid ikke selv denne Theori, idet han vælger el svagt belastet Projektil, 116,3 gr. pr. cm.2, der taber forholdsvis meget i Hastighed. General Wille derimod gjennemfører Princippet til dets yderste Konsekvenser, idet han giver sit forholdsvis lette 6,5 Kg. Projektil den unaturlig store Tværsnitsbelastning af 168,9 gr. pr. cm.2 Herved føres han imidlertid ind i Vanskeligheder, der modvirke de Fordele, han tilstræber. For at opnaa den store Tværsnitsbelastning, maa han saaledes forlænge Projektilet ret betydeligt, og hans Granatkardæsk vil, Bundkammerladning forudsat, faa en Længde med Brandrør af c. 4,4 Kaliber, omtrent den samme som Moch’s 8,35 Kg. 80mm Granatkardæsk. Det meget lange Projektil vil faa et forholdsvis lille indre Bum , navnlig naar det tages i Betragtning, at Væggene og Bunden maa være tykke, for at kunne modstaa, dels Kuglefyldningens Inerti dels de enorme Gasspændinger i Kanonen. Følgen vil blive, at Kugleantallet, t i gr. Kugler forudsat, vil synke væsentlig ned under 200, altsaa kun yde en ret tarvelig Virkning for en saa kraftig Kanon. Fremdeles vil Virkningen blive forringet ogsaa ved andre Omstændigheder. Ifølge Erfaringen vil en Feltkanon, hvis Riffelganges Heldning ved Mundingen er c. 7°, ophøre med at skyde godt, naar Projektillængden nærmer sig 4 Kaliber. En Forøgelse af Projektilets Længde ud over denne Grændse vil derfor medføre en formindsket Riffelstigning; men herved og som Følge af Projektilets store Begyndelseshastighed af 800m, vil Rotationshastigheden blive betydelig, og da denne bevares i det væsentlige uforandret paa de større Afstande, hvor Projektilets translatoriske Hastighed er svunden stærkt ind, vil Følgen blive en stor Sprængkeglevinkel, der tildels ophæver Fordelene ved den betydelige Begyndelseshastighed.

Ved Valget af Kaliber, naar Projektilvægt og Begyndelseshastighed ere givne, maa der saaledes paa den ene Side tages Hensyn til, at Tværsnitsbelastningen bliver saa stor, at der paa alle Kampafstande bevares en relativ høj Endehastighed, og paa den anden Side maa der sørges for, at Projektilets Længde ikke gjøres større end Hensynet til et for Fyldningen gunstigt indre Rum kræver, og at man ikke tvinges ind paa en saa stor Rotationshastighed, at Virkningen forringes. Ved at afveje disse Betingelser imod hverandre og ved at tage Hensyn til foreliggende Erfaringer, skjønne vi, at et Projektil af Længde 3,5— 3,7 Kaliber bedst vil egne sig for de omhandlede to Repræsentantkanoner, hvis Kalibre derfor passende kunne sættes til henholdsvis 7o og 80mm, hvortil, da Projektilvægtene ere valgte til 6,5 og 7,5 Kg., vil svare Tversnitsbelastninger af 147 og 149 gr. pr. cm2.

(Fortsættes.)