Log ind

Nogle Betragtninger over Angrebets Teknik med særligt Henblik paa Ildbasis (slutning)

#

Af Kaptajn O. C. T. D. Wagn.

Slutning.

Om Samarbejde.

I sit Værk „Den store Krig“, Side 488—489, beretter Winston S. Churchhil i et Brev til den engelske Førsteminister om en Vandring over Slagmarken ved Drocourt—Quéanut Dagen efter et Angreb i September 1918 bl. a. følgende: „Drocourt-Quéanut Skansen*), der var glimrende, stærk og dyb, var blevet kraftigt forsvaret af Tyskerne; foran den gik et Pigtraadsbælte paa omtrent 100 Meters Bredde. Denne Pigtraad var saa godt som ikke gennemklippet nogen Steder, og der var kun smalle Passager igennem den, som antageligt alle havde været bestrøget med Maskingeværild. Og dog overskred vore Tropper med meget smaa Tab disse frygtelige Hindringer uden at klippe dem, tog Tusinder af Fanger, dræbte mange Tyskere og erobrede Hundreder af Maskingeværer. Tre eller fire Hundrede Meter bagved laa en anden Linie, der var næsten lige saa stærk og mere kompliceret. Ogsaa gennem denne var de trængt, øjensynligt uden Vanskelighed og med smaa Tab; bag denne igen — maaske ca. lbt km borte — var der blot nogle faa Huller og Grave, som Tyskernes Maskingeværfolk og Geværskytter var sprunget ned i for at standse Gennembruddet. Her indtraf vore sværeste Tab. Tropperne var kommet for langt frem til at kunne faa Støtte af deres Tanks, og det øde, aabne Terrain gav ingen Dækning. Paa et lille Stykke Front af omtrent 300 Meters Udstrækning havde man lige begravet næsten 400 dræbte Kanadiere og kun nogle faa Snese Tyskere.............

De vilde være blevet dybt rystet, om De havde set det sørgelige Syn dér, hvor vort Angreb var brudt sammen, det var som den Bræmme af Tang og Vraggods, der efterlades, naar en stor Bølge løber tilbage i Havet.“ Dette Billede fra Virkeligheden — kun eet af mangfoldige lignende — rummer i en Nøddeskal det store og uhyre vigtige Spørgsmaal om Samarbejdet. Det viser i et Glimt Mulighederne, naar Angrebsstyrken gaar frem i nøje Samarbejde med Støttevaabnene (her Kampvogne), og Katastrofen, naar Samarbejdet med Støttevaabnene svigter. Og saa siger det jo endelig et og andet om Kampvogne; men det er en anden Historie. Samarbejde mellem Angrebsstyrke og Ildbasis samt mellem Ildbasisvaabnene indbyrdes er Angrebets Alfa og Omega i Dag; men skal Samarbejde finde Sted, maa to Hovedbetingelser opfyldes: 1) Angrebet maa føres planmæssigt, og 2) Ildbasis maa forberede Ildstøtten omhyggeligt.

Planmæssighed i Angrebet er fremhævet i „Kampreglement for Fodfolket“, Punkt 56 m. fl., og jeg skal her anføre som min Opfattelse, at Planmæssighed bør præge enhver Angrebshandling fra de mindste til de største Led. Hver Gruppefører, hver Delingsfører, hver Kompagnichef, hver Bataillonschef, hver Regimentschef maa arbejde systematisk og maalbevidst; han maa forud for hver eneste Angrebsbevægelse — om det saa kun drejer sig for en Gruppe om „at faa fat i den lille Bakke 100 m længere fremme“ — nøje vide, hvad han vil, og hvorledes han vil det; han maa meddele sine undergivne sin Vilje, saa at alle klart erkender det øjeblikkelige Maal og kan arbejde mod det, selv om Føreren falder fra; han maa stille sin Angrebsstyrke og sine Ildbeskyttelsesvaaben rede — aldrig hurtigere end „snarest forsvarligt“ — og naar alt er paa Plads, og Ildbeskyttelsesstyrken i det mindste „har „Fingeren paa Aftrækkeren“, saa først fremad og heller ikke et Sekund før. Som anført i min Artikel (Februar 1936), betragter jeg den moderne Forsvarsstilling som et Overraskelsernes Land, hvor Angriberen intet Sted ved sig sikker, hvor han maa være forberedt paa alt. Derfor maa Angrebet ledes skridtvis saaledes at forstaa, at Føreren vel lægger sin Plan paa længere Sigt efter de ved Angrebets Begyndelse foreliggende Oplysninger om Fjenden, men befaler Udførelsen stykkevis, fra Maal til Maal, efter Situationens Udvikling, og aldrig tager større Bidder ad Gangen, end hans Ildbasis med Sikkerhed kan gabe over. Disse Ting staar ogsaa i „Kampreglement for Fodfolket“, bl. a. i Punkt 57, der yderligere udtaler: „Undtagelsesvis, og da navnlig, hvor det drejer sig om Bataillonens Deltagelse i et større Angreb paa en udbygget Stilling, til hvilken man besidder et nøjere Kendskab, kan man ved den første Angrebsbefaling anvise en Række paa hinanden følgende (foreløbige og endelige) Maal for Angrebet.“ Hertil skal jeg bemærke, at et Reglement naturligvis bør rumme alle Tilfælde; men jeg kunde nu alligevel have Lyst til her at forstærke det indledende „undtagelsesvis“ til „ganske undtagelsesvis“ eller „yderst sjældent“; thi hvornaar, og navnlig hvoriænge har man „et nøjere Kendskab“ til Forsvarerens Stilling? Mon ikke de gode Kanadiere ved Drocourt-Quéanut før Angrebet troede at kende den stærke tyske Stilling ud og ind, bl. a. fra talrige Flyverfotografier, og efter Erobringen af de to bomstærke Støttepunkter følte sig nogenlunde sikre paa, at nu var det værste overstaaet — og dog! En omhyggelig Forberedelse af Ildbasis’ Støtte kræver først og fremmest, at Ildbasisvaabnene faar den nødvendige Tid, til Forberedelsen, hvilket ogsaa efterhaanden er almindeligt anerkendt, naar det gælder Artilleriet, men formentligt i mindre Grad, naar det gælder Fodfolkets Ildbasisvaaben — i hvert Fald efter Efteraarsøvelserne at dømme. Jeg skal derfor prøve paa i sammentrængt Form at give en Fremstilling af de Forberedelser, der som Regel maa træffes, for at Fodfolkets Ildbasisvaaben kan yde en virkelig effektiv Støtte:

Naar en Ildbasisfører faar Befaling til at gaa i Stilling med sin Enhed for at støtte en Angrebshandling, skal han først selv udgive Befaling for Fremrykningen til Stillingen (Studium af Kort og Terrain, Disponering over evt. Underenheder, Bestemmelse af Fremrykningsvej, sandsynlig Udstilling m. v.). Dernæst skal han rekognoscere Stillingen, give Befaling for Indrykning i Stillingen, orientere Vaabnene eller give saadanne Ordrer, at Underforerne selv kan orientere VaaJbnene, studere Angrebsterrainet og Maalomraaderne paa Kort og i Kikkert, fordele Maal, beregne Skydedata (evt. for skjult eller halvskjult Skydning og saa godt som altid i Forbindelse med Undersøgelse for Overskydning eller Mellemrumsskydning) for hele Enheden eller en Del af den, sørge for Ammunitionstilførsel (i Forbindelse hermed Beregning af Overslag over sandsynligt Ammunitionsforbrug til de stillede Skudopgaver) samt evt. træffe Aftale med omkringværende Rekylgeværstyrker om Enkeltheder vedrørende Sammenspillet mellem disse og Ildbasis. De her nævnte Pligter og Opgaver for Førerne tager naturligvis ikke alle lige lang Tid, og nogle af dem kommer maaske slet ikke i Betragtning (f. Eks. hvis Støtten skal udføres fra en allerede indtaget Stilling). Som noget af det mest tidskrævende skal jeg pege paa Orientering i Angrebsterrainet samt Stedfæstelse af Maal og af forreste Linies Plads, navnlig hvor Førerne er yngre og mindre rutinerede Befalingsmænd; men her kan en aktiv Hjælp fra Fodfolksføreren være af uvurderlig Betydning, dels gennem ret og slet Tidsbesparelse, dels gennem den Sikkerhed, Ildbasisføreren derved opnaar, og som naturligvis vil give Ildstøtten Eftertryk.

Efter mit Kendskab til Fodfolkets Ildbasisvaaben og deres Arbejdsmetoder vil jeg mene, at de før et større Angreb paa et sammenhængende Forsvarssystem i Almindelighed behøver mindst 1 Time i selve Udgangsstillingen til Stillingsindtagelse og Skydeforberedelser, og skal der forberedes et Flertal af Skydninger, maa der regnes med længere Tid, hvortil yderligere kommer evt. Fremrykningstid til Stillingen. Men ogsaa Ammunitions-Forberedelsen vil stille sine Tidskrav, idet der maa oplægges Ammunition tæt ved Udstillingerne til det store Forbrug ved Ildforberedelsen af Angrebet og til Opfyldelse af Krav kort efter Rekylgeværstyrkernes Frembrud fra Udgangsstillingen. Alt i alt tror jeg da, man bor paaregne mindst 2 Timer i Udgangsstillingen til Ildbasis vaabnene s samlede Ildforberedelser, hvilken Tid naturligvis vil variere noget efter Forholdene, ikke mindst Terrainets Beskaffenhed. For det meget almindelige Tilfælde: Angreb ved Daggry, kan der af ovenstaaende drages følgende Slutninger: Skal Angrebet gaa løs umiddelbart i Morgendæmringen, maa Udbasisførerne have haft Lejlighed til i det mindste at rekognoscere Udstillinger og Skudopgaver før Mørkets Frembrud Dagen før Angrebet, og har dette ikke kunnet lade sig gøre, kan Angrebet tidligst ventes paabegyndt et Par Timer efter Solopgang. Vil man angribe saa nær Daggry som muligt, maa man under alle Omstændigheder sørge for, at Ildbasisvaabnene ankommer til Udgangsstillingerne mindst 2 Timer før Solopgang. Af disse Tider turde det formentligt fremgaa, at Ønsket om et større Angreb umiddelbart ved Daggry ikke kan forenes med længere Forskydninger af Angrebstropperne Natten til Angrebet. Saa meget om den Tid, Ildbasisvaabnene har Brug for til deres Angrebsforberedelser. Tænker man sig nu, at der fra Divisionen og nedefter for hver Kommandoinstans for sig skal udgives en fuldt færdig og ulastelig Angrebsbefaling, vil delvist let kunne hengaa 5—6 Timer fra det Øjeblik, Befalingen forlader Divisionsstaben, til Fodfolket er klar til Frembrud, alt under Forudsætning af, at Afdelingerne staar tæt bag Udgangsstillingerne. Med disse Tider for Øje kan der være Grund til at undersøge, om der ikke paa en eller anden Maade kan spares Tid, og det maa da straks staa klart, at Tiden ikke kan tages fra Forberedelserne i Udgangsstillingen, thi det betyder unødvendige Ofre af Blod; men den maa indvindes ad Befalingsteknikkens Vej gennem s t y k k e v i s B e f a l i n g s u dg i r e Is e, saa at Afdelingerne kan begynde deres Forberedelser saa tidligt som muligt. Naar dette er sagt, vil man være berettiget til at spørge: „Hvorledes?“ og jeg skal derfor prøve paa at udforme min Tanke lidt nærmere: Jeg tænker mig, at et større Angreb skal iværksættes, og at Angrebstropperne er forskudt til et Beredskabsomraade i Omegnen af Angrebsrummet. Naar Angrebet er besluttet, foreligger der kort og godt den Opgave, at stille Brikkerne paa Plads og anordne det angrebsvise Samarbejde mellem dem, en Virksomhed, der efter min Mening normalt bør falde i 2 Befalingstrin, svarende til de nævnte 2 Trin i Angrebshandlingen: 1) Befaling for Opmarch i Udgangsstillingen og 2) Befaling for Angrebet. Forud for Opmarchbefalingen bør der gives Afdelingerne et 

Avertissement, der f. Eks. kan angive: Angreb forestaar i det og det Omraade (meget store Træk), klar til Opbrud fra Kl. ..., Forhold at iagttage før Opbrud (navnlig den faglige Tjeneste, f. Eks. Forplejning, Ammunition og Train). Befalingen for Opmarch i Udgangsstillingen kan eksempelvis indeholde: Kræfternes Fordeling, Angrebsomraader, Udgangsstilling, Sikring af denne (herunder Luftværn), Fordeling af Fremrykningsveje til Udgangsstillingen, Klokkeslet, naar denne skal være indtaget, Ordre til Rekognoscering for Ildbasisvaabnene, Ordrer for den faglige Tjeneste, Kommandostationer. Denne Befaling bør udgives saa tidligt som muligt, og om fornødent maa der forud for Befalingen gives Særordrer til Dispositionsenheder, hvis Virksomhed det navnlig har Betydning at fremme.

Befalingen for Angrebet kan, naar ovenstaaende om jeg saa maa sige „mere administrative“ Side af Sagen er ordnet, gøres kort og klar. Den skal udelukkende rette Blikket fremad, saa at sige samle sig om Ilden og Bevægelsen, og derfor maa den ikke plumres af lang Snak. I det væsentlige kan denne Befaling da indskrænkes til: Sidste nyt om Fjenden, Artilleriets Ildplan (i fornøden Udstrækning for Fodfolket) og Fodfolkets Angrebsplan (for Bataillonen: herunder forberedte Maskingevær- og Morterskydninger).

Denne sidstnævnte Befaling kan i Nødsfald udsættes til et ret sent Tidspunkt, uden at Tropperne derved bliver „arbejdsløse“ ; men naturligvis bør den ikke udsættes mere end højst nødvendigt ud fra den stadig tilbagevendende Betragtning, at jo mere Tid Afdelingerne har til at fordøje og omsætte en Befaling, desto bedre er Udsigten til et heldigt Resultat — og en Begrænsning af Tabene.

Det er hensigtsmæssigt at give Ordrerne for den faglige Tjeneste som Bilag til Hovedbefalingen, naar de er fyldige, og saa vidt muligt i mindst 2 Eksemplarer til hver Dispositionsenhed, eet til Brug for den underordnede Stabs „Operationssektion“ og eet til Brug for den paagældende faglige Tjenestegren; herved opnaas, at Arbejdet i den underordnede Stab øjeblikkeligt kan komme i Gang paa „bred Front“.

Ovenstaaende befalingstekniske Betragtninger gør ikke Krav paa Nyhedens Interesse, og naar jeg har taget dem med, skyldes det Ønsket om at fremhæve Befalingsteknikkens store Betydning netop i Forbindelse med Ildbasis og desuden et stille Haab om at kunne faa kvalt disse alenlange Skemabefalinger, der opstod efter Verdenskrigen til sand Plage for dem, der skulde handle efter dem. Det kan naturligvis diskuteres, hvorledes man skal dele Befalingerne, og til syvende og sidst maa dette afhænge af den foreliggende Situation, hvorfor min ovenanførte Inddeling da heller ikke maa opfattes som andet og mere end det, den er: et skitsemæssigt Eksempel til Belysning af det Princip, jeg afgjort mener, man bør følge, i en Sum dette:

Naar Beslutning om Angreb træffes, maa der øjeblikkeligt sluttes en Befalingsstrøm nedad og til Bunds (d. v. s. til Underafdelingerne), en Strøm, der paa een Gang sætter alle Angrebsmaskineriets Hjul i Bevægelse; kun da, kan man vente at naa Maksimum af Ydelse i Minimum af Tid.

Samarbejdet mellem Fodfolksfører og Ildbasis fører bør iøvrigt være levende; det maa ikke indskrænke sig til de korte Befalingsmomenter for en Handlings Udførelse, men maa give sig til Kende ved, at Fodfolksføreren holder Ildbasisføreren underrettet om sine Hensigter og om Kampens Udvikling, herunder først og sidst om forreste Linies Plads. Fodfolksføreren maa stræbe efter at disponere i god Tid over sin Ildbasis-Styrke, ofte ved særskilte Befalinger til den, og han maa stedse holde sig for Øje, at jo mere Ildbasisføreren kan komme i Forskud med sine Handlinger, des mere N ytte vil Fodfolksføreren kunne have af Ildbasis. Og saa sandt, som Samarbejde fordrer Gensidighed, maa Ildbasisføreren paa sin Side holde Fodfolksføreren nøje underrettet om alt, hvad der sker af Betydning ved Ildbasis-Enheden, saa at Fodfolksføreren til enhver Tid har Grundlaget for et Skøn om den Hjælp, han i et givet Øjeblik kan vente sig af sin Ildbasis. Ildbasisføreren skal derfor sende Situationsmeldinger om: Udstillinger og Observationsstader, Skydemuligheder (gode og daarlige) samt om den øjeblikkelige Ammunitionssituation (tilstedeværende Beholdning, beregnet Forbrug til givne Opgaver, Erstatningsmulighedernej. Situationsmelding sendes altid, naar Ildbasis-Enheden er skudklar i en ny Stilling, og naar en Skudopgave er løst. Angaaende Samarbejdet vil jeg iøvrigt henvise til „Kampreglement for Fodfolket, Morterer“, Punkterne 26—37, der formentligt i det store og hele kan anvendes ogsaa paa Maskingeværer. Betingelsen for et levende Samarbejde mellem Fodfolksfører og Ildbasisfører er en levende Forbindelse mellem dem, og jeg vil her fremhæve Betydningen af, at Fodfolksføreren under Kampen holder sig til sin Kommandostation (jfr. bl. a. „Kampreglement for Fodfolket“, Punkt 70), hvorfra han slaar med sin Ildbasis og manøvrerer med sin Reserve; vil han under Kampen have særlig snæver Føling med en af sine Underenheder, kan han lade Personale af sin Stab følge den i kortere eller længere Tid (Meldebefalingsmænd).

Naar jeg nu skal slutte min Omtale af Samarbejdet, kan jeg vanskeligt tænke mig et bedre Punktum end følgende Citat fra Slutningsbemærkningerne i „Deutsche Wehr’s“ store Opgaverække (D. W„ Nr. 3/1936), hvor det om Førerens (Regimentschefens) Forhold hedder: „Førerens Virksomhed bestaar for det meste ikke i at træffe store Beslutninger. Der bliver vel kun yderst sjældent forlangt af ham, at han skal træffe Beslutning om, hvad han skal gøre. Vi mener dermed: Han bliver vel næppe stillet over for den Beslutning, hvorvidt han skal angribe, gaa tilbage eller forsvare sig. Det bliver ham befalet. Men stadig maa han træffe Beslutning om, hvorledes han skal udføre Befalingen i den befalendes Aand og efter Situationen. Han maa altsaa organisere den Kampopgave, der er paalagt ham. Deri ligger hans Kunst og hans Virksomhed. Vi er af den Mening, at han dermed har et ovenud rigt Virkefelt, som lægger fuldt Beslag paa alle hans Kræfter. Ogsaa de underlagte Bataillonschefer giver Kampen rigelig Lejlighed til at vise deres Beslutningsdygtighed, saaledes som vore Opgaver har vist det.“ Maatte vi sande dette og faa Lejlighed til under vore større Øvelser atter og atter at dyrke til Bunds det for Tropperne alt overskyggende Problem: Kampens Organisation.

Kampvogne.

De, der har fulgt min Artikelserie, vil have bemærket, at der hist og her er forekommet Ordet „Kampvogne“, og hvad jeg i denne Henseende hidtil har nøjedes med at antyde, skal jeg nedenfor tillade mig at fremsætte i mere bestemt Form. Jeg maa da straks bekende som min Overbevisning, at Kampvognen er et aldeles uundværligt Vaaben som Stormvogn i det afgørende Angreb paa en forberedt Forsvarsstilling og et meget ønskværdigt Hjælpemiddel ved, mindre Angrebsforetagender. Erfaringerne fra Verdenskrigen taler deres tydelige Sprog herom, og for øvrigt foreligger der en Syndflod af fremmed Faglitteratur, der peger i samme Retning. Da tyske Anskuelser vedrørende Kampvognsspørgsmaalet vel maa siges at have særlig Interesse, bl. a. fordi den nye tyske Hær er i Færd med at opbygge en mægtig Kampvognsstyrke fra bar Bund, skal jeg citere en nyere tysk Udtalelse, der paa een Gang understreger Kampvognens Betydning og belyser Forsvarets Styrke. Det er atter fra SI u tn i n gs bemæ rk n i n gerne til „Deutsche Wehr’s“ store Opgaverække (Nr. 3/1936), hvor det bl. a. hedder: „Vi tror, at ethvert Angreb mod et, om ogsaa svagt, „ungebrochen“*) Fodfolk, kun vil gaa meget langsomt frem, selv om ogsaa Angriberen er stærkt overlegen. Holder man sig rigtigt for Øje, at et Fodfolksregiment i Dag raader over 120 Maskingeværer (1914 kun 6!), saa kan man ikke undre sig over Forsvarets uhyre Kraft. Vi tror derfor, at det vil blive meget vanskeligt at bryde en henholdende Modstand, for saavidt som Modstanderen i normalt Terrain raader over tilstrækkelig Plads til at vige ud, og Kræfterne paa begge Sider ikke staar i et alt for skærende Misforhold............. Ganske andre Udsigter aabner sig derimod for Angriberen, naar han raader over Kampvogne. Kampvognen er Maskingeværets Overvinder. Den blev jo ogsaa udtænkt og bygget til dette Formaal. En selv forholdsvis lille Panserenhed formaar i den her omtalte Kampform at sænke Vægtskaalen til Fordel for Angriberen.“

Der er dem, der mener, at Kampvognen, efterhaanden som Anti-Tankskytset udvikles i Kvalitet og Kvantitet, vil tabe i Betydning, ja muligvis endog helt forsvinde. Dette er selvfølgelig vanskeligt at udtale sig bestemt om; men jeg tror nu ikke, at det vil blive Tilfældet. Panserskibene forsvandt jo dog ikke, da Skibsskytset og Kystskytset blev kraftigere. Jeg tror snarere, at Kampvognen gaar en Udvikling i Møde, saa vist som den siden Verdenskrigen allerede er stærkt forbedret; men at denne Udvikling ligefrem vil finde sin Kulmination i den fuldt mekaniserede Hær, saaledes som nogle mener, vil jeg dog sætte et stort Spørgsmaalstegn ved; det sker i alt Fald næppe i en overskuelig Fremtid. Naturligvis vil Anti-Tankskytsets Udvikling i mange Tilfælde kunne begrænse Kampvognenes Virkning — akkurat som andre Vaaben og Modvaaben kan holde hinanden i en vis Ligevægt — og det bliver da Føringens Kunst at manøvrere med det nye Vaaben, Kampvognen, saaledes at dets Egenskaber kan komme til fuld Udnyttelse gennem Overraskelse og Masse. Den Omstændighed, at Stater, som ikke før har haft Kampvogne, bl. a. Sverige og Tyskland, nu anskaffer dette Vaaben, Tyskland endog i meget stor Stil, turde være et af de sikreste Tegn paa, at Kampvognens Saga ikke er endt, men tværtimod i Udvikling.

*) Formentligt „ubrudt" i m oralsk Henseende.

Man kan vel ikke sige, at et Angreb er umuligt uden Kampvogne; men een Ting er sikker: at det vil koste Strømme af Blod, og her er vi ved Sagens Kerne. Kampvognens Betydning beror paa, at den gør det muligt med Indsatsen af et Minimum af Menneskeliv at opnaa afgørende Resultater, hvor de øvrige Kampmidler alene ikke kan skaffe sandorme eller i bedste Fald kun med uhyre Tab. Denne Egenskab ved Kampvognen kan ikke vurderes højt nok i et lille Land med begrænset Menneskemateriale, og hvis Terrainforhold iøvrigt begunstiger Anvendelsen af Kampvogne, og retter man Blikket mod Danmark, maa man vist sige, at et normalt dansk Terrain er endog særdeles velegnet til Kampvognskrig: der findes ingen udstrakte naturlige Kampvognshindringer af Betydning, og det bakkede Terrain, den spredte Bebyggelse, de mange levende Hegn, Smaaskove o. s. v. yder gode Betingelser for Skjul af Vognene med Overraskelse for Øje og begrænser ofte Anti-Kampvognsskytsets Virkemuligheder til forholdsvis kortvarige Momenter.

Paa Baggrund af disse Betragtninger maa jeg tilstaa, at jeg har undret mig noget over den kølige Holdning, der undertiden er kommet til Orde i vor hjemlige militære Presse over for Kampvogne; den kan næppe forsvares sagligt, og den er da formentligt ogsaa kun dikteret af rent økonomiske Hensyn. Men hvad enten man betragter Sagen ud fra Hensynet til vore Soldaters Liv eller ud fra Hensynet til Penge, maa Spørgsmaalet blive det samme: „Har vi overhovedet Raad til at undvære Kampvogne ?“ Gør man op i Penge, hvad det koster af ArtilleriAmmunition at løse Opgaver, som Kampvogne kan klare baade hurtigere og bedre, f. Eks. Brechedannelse i Pigtraadshegn, og med Tilgift af de mægtige taktiske Fordele, Overraskelsesmomentet i Kampvognsangreb frembyder, vil man utvivlsomt faa at se, at Kampvogne økonomisk set betaler sig paa Slagmarken, maaske endog i rigeligt Maal.

Et Spørgsmaal af betydelig Interesse i Forbindelse med Kampvogne er Artilleriforberedelsen af Angrebet. „Kampreglement for Fodfolket“ anbefaler i Punkt 26 den kortvarige Artilleriforberedelse, hvilket ogsaa er i god Overensstemmelse med moderne Principper; men saavidt jeg ved, var det Kampvognenes Tilsynekomst paa Verdenskrigens Slagmarker, der bevirkede, at man kunde gaa over til kortvarig Artilleriforberedelse, hvorefter det maa synes betænkeligt principielt at arbejde paa denne Maade med Artilleriet, naar Kampvogne ikke findes. Der kunde siges meget om Kampvogne endnu; men jeg skal indskrænke mig til kort at fastslaa som min Mening, at man i hvert Fald ved Sjællands Forsvar, der i første Omgang drejer sig om Angreb par excellense — det hurtige, knaldhaarde Angreb paa en fjendtlig Landgangsstyrkes Brohovedstilling — absolut bør raade over Kampvogne, lige saa selvfølgeligt som man maa have Artilleri. Uden at komme nærmere ind paa Styrken og Antallet af ønskelige Kampvognsenheder mener jeg dog at turde sige, at selv et forholdsvis begrænset Antal Kampvogne (jfr. foranstaaende Citat af D. W.) vil være af Betydning, ikke mindst i moralsk Henseende ved at dæmpe den Følelse af Hjælpeløshed, et Fodfolk ikke kan undgaa at have, naar det, blottet for Kampvogne, kastes frem til afgørende Angreb paa et Terrain, spækket med Maskingeværer, muligvis bag Pigtraadsbælter. Og j eg skulde mene, at de Kampvognsstyrker, der her er Tale om, økonomisk set vil kunne rummes inden for de Rammer, hvori man overhovedet kan indlade sig paa en saglig Drøftelse af Forsvaret.

Luftvaabnet.

Ganske vist hører dette Vaaben ikke med til Begrebet Ildbasis, saaledes som dette Begreb formentligt maa forstaas i snævreste Forstand, og naar jeg berører Luftvaabnet her, er det da ogsaa kun for i Korthed at fremhæve dets Betydning som Angrebsfaktor. Efter alt at dømme vil Luftvaabnet blive den kommende Krigs store Trumf, og jeg skal i saa Henseende henvise til Krigen i Abessin i en ,hvor den efter Forholdene meget hurtige italienske Sejr i udpræget Grad maa tilskrives netop Luftvaabnet, der anvendtes til de mest forskelligartede Opgaver: Opklaring, Bombardement i enhver Form, Forsyningstjeneste og Sanitetstjeneste. Jeg skal imidlertid ikke komme ind paa de forskellige Opgaver, men nøjes med at pege paa den, der, fraset Opklaringen, har umiddelbar Interesse for Kamphandlingen: Bom barde mentet. Man har træffende kaldt Bombardementsflyvemaskinen for „flyvende Artilleri“, og det er uden for al Tvivl, at Bombemaskinen i Angriberens Haand er et overmaade virksomt Middel til Lammelse af Forsvarerens Vaaben, særligt hans Artilleri, til Angreb paa Reserver, Lokaliteter o. s. v., kort sagt til Ødelæggelse eller Forstyrrelse af Fjendens livsvigtige Organer for Kampen. I Forbindelse hermed skal jeg pege paa en særlig Anvendelse af Flyvemaskinen, som synes at skulle give Luftvaabnet uoverskuelige Muligheder for Slagkraft, nemlig Udlægning af Gas. Ifølge Hanslians kendte Standardværk om kemisk Krig kan en Flyvemaskine, der stryger hen over Terrainet i 15 m’s Højde under middel Vindstyrke, med 150 kg Gasstof belægge en 1500 to lang og 275 m bred Stribe med et tæt Gastæppe, og det oplyses, at der kan anvendes saavel Senneps- som Taaregas, Røgstof som Fosfor; for en moderne Flyvemaskine med en Hastighed af 300 km/Tim. er denne Gasudlægning et rask lille Job paa knapt 20 Sek. Der ligger utvivlsomt her et betydeligt Faremoment for en Hær, som ikke er indstillet paa at imødegaa denne Form for Luftangreb særlig med Sennepsgas; Tyskerne og Russerne skal da ogsaa, jfr. Hanslian, have udstyret deres Tropper med Regnslag og Gummifodbeklædning. Bombemaskinen er i lige Grad Angrebs- og Forsvarsvaaben, og naar man tager i Betragtning, at den lynsnart kan sættes ind som en kraftig „Artillerireserve“ paa fjernere Frontafsnit, for slet ikke at tale om de uoverskuelige Muligheder ved hensynsløst Angreb paa en fjendtlig Landgangsekspedition i dens mest saarbare Tilstand: paa Skibene og paa selve Landgangsstedet, skulde man synes, at Udviklingen af et kraftigt Bombardementsflyvevæsen maatte indtage en meget fremskudt Plads paa dansk Forsvars Ønskeseddel.

Hermed ender saa min Gennemgang af de enkelte Vaabenspecialer og deres Samarbejde i Angrebet, og skal jeg nu til Slut give en Hovedopfattelse af de Krav, der stilles til Angrebsapparatet i Dag, maa det iblive følgende: Angrebet i vore Dage stiller ganske betydelige Krav til Angrebsapparatets Kvalitet. Det er Kvaliteten nok saa meget som Kvantiteten, det kommer an paa. Tropper, der skal kunne gennemføre et Angreb, maa udgøre en harmonisk Helhed af de tre Faktorer: veluddannede og trænede Soldater, stærke og skolede Befalingsmandsrammer samt et tidssvarende og tilstrækkeligt Angrebsmateriel. Løst uddannede og mindre trænede Soldater kan hverken fysisk eller psykisk holde til det svære Pres, Angrebshandlingen lægger paa dem; svage og mindre skolede Befalingsmandsrammer magter ikke Føringen og det systematiske, maalbevidste Samarbejde mellem Vaabnene, der spiller en saa uhyre Rolle for Angrebets Udfald. Og uden et tilstrækkeligt og hensigtsmæssigt Angrebsmateriel hjælper hverken talmæssig Overlegenhed — naar den da ikke er meget stor — eller den mest ophøjede Dødsforagt. Det er ikke mere Manden bag Vaabnet, men Manden bag det rigtige Vaaben, der sejrer.

T. Wagn.