Log ind

Nogle Betragtninger over Angrebets Teknik med særligt Henblik paa Ildbasis - Maskingeværet

#

Af Kaptajn O. C. T. D. Wagn.

(Fortsat).

MASKINGEVÆRET.

I Betragtning af Maskingeværets Vægt, store Ammunitionsforbrug og Særpræg i det hele taget maa man indrømme, at Maskingeværet i et normalt dansk Terrain ikke egner sig til Optræden i Angrebets forreste Linie, hvilket allerede Verdenskrigen har godtgjort. Da man meget hurtigt efter Krigens Udbrud fik Øjnene op for de automatiske Vaabens enorme Betydning, forsøgte man Gang paa Gang paa forskellig Vis at bringe Maskingeværerne frem i forreste Linie; men det gik ikke — og derfor skabte man det lette Maskingevær. Maskingeværets Plads i Angrebet er afgjort bag forreste Linie, og dette falder ogsaa godt i Traad med det almindeligt gældende Princip, at et Støttevaabens Plads normalt er inden for det Led, der skal støttes. Herved er der alene Mulighed for at unddrage Støttevaabnet den Ild, der rettes mod det paagældende Led, saaledes at Støttevaabnet kan faa en vis Arbejdsfred, som er en uomgængelig Betingelse for en koldblodig, vel tilrettelagt og gennemført Ildstøtte. Endelig skabes der paa den noget tilbagetrukne Plads Støttevaabnet Overblik over en større Del af Angrebsfronten og mindre Skudvinkler, 2 Faktorer af Betydning for den tekniske Udførelse af Ildmanøvrer. Har man erkendt, at Maskingeværets Plads som Støttevaaben for forreste Linie er bag denne, maa man ogsaa værdsætte Maskingeværets Vægt, der giver den absolut nødvendige Stabilitet for Udførelse af Overskydning og Mellemrumsskydning. Ogsaa Maskingeværets særlige Retningsorganer, der betinger Udførelsen af skjult og halvskjult Skydning, maa man lære at skatte.

Naar man nu kan optrække en saa ren Linie for Maskingeværets Plads i Angrebet, skyldes dette Indførelsen af Rekylgeværtrefødder ved de almindelige Fodfolkskompagnier, en Foranstaltning, der bortvejrer de Betænkeligheder, man ofte har næret ved helt at unddrage forreste Linie stabiliserede automatiske Vaaben. Disse Rekylgeværtrefødder gør det nu muligt for forreste Linie med egne Midler at løse lokale Opgaver af Maskingeværkarakter paa de kortere Skudafstande, f. Eks. Optagelse af Duel med overraskende opdukkende fjendtlige Spærreildsgeværer o. lign., som det gælder om aldeles omgaaende at faa neutraliseret; jeg skal iøvrigt ikke ved denne Lejlighed komme nærmere ind paa disse Opgaver. Een Ting ønsker jeg dog at fastslaa: at Rekylgeværtreføddeme ikke kan afløse Maskingeværerne bag forreste Linie, nærmere betegnet i Baaillonens Ildbasis; thi her kræves højeste Gnid af Stabilitet og særlige Retningsorganer til Løsningen af de egentlige Maskingeværopgaver.

Med Hensyn til Maskingeværets Virkning i Angrebet maa man gøre sig klart, at der normalt kun kan paaregnes lammende, ikke afgørende, Virkning, i hvert Fald mod en dækket (nedgravet) Modstander. Dette kan for saavidt ikke forbavse, som Maskingeværet er et udpræget defensivt Vaaben, bestemt til Virkning mod udækkede, levende Maal, altsaa de Maal, det normalt falder i Forsvarerens Lod at beskyde. Paa den anden Side er Lammelse af Forsvareren ofte det eneste opnaaelige Resultat for Støttevaabnene i Angrebet, naar undtages de udpræget offensive Vaaben, der kan ramme Fjenden i hans Dækning; i Henseende til Opnaaelse af taktisk Virkning, Lammelse, arbejder altsaa Maskingeværet paa Linie med flere andre Vaaben og har derfor til Trods for sin udpræget defensive Karakter en vigtig Rolle i Angrebet. Og forøvrigt maa man jo nødvendigvis i Angrebet anvende de Vaaben, Bataillonen nu engang raader over, selv om de er af defensiv Karakter; Spørgsmaalet er da bare at finde den Maade, hvorpaa man faar mest ud af deres særlige Egenskaber. I Forbindelse med Spørgsmaalet om Virkningen skal jeg for Resten kort berøre en Ting, som efter min Erfaring mange ikke er helt klar over eller ikke tænker paa, nemlig Terrainets dækkende Evne mod Maskingeværild: Vor Patron 1908 — og for saavidt ogsaa den fremmede almindelige Fodfolkspatron (f. Eks. tysk S-Geschoss) — har paa de længere Skudafstande (maa jeg kalde dem de egentlige Maskingeværafstande?), en saa krum Bane, at der skal endog meget velvoksne Bakker efter dansk Format til at give Dækning mod den. Kommer man ud paa Afstande omkring 2000 m, kan de allerfleste danske Bakker bestryges paa Bagskraaningen med Patron 1908, og naar man ved det, er det ikke blottet for Tragikomik under Øvelser at iagttage den strudsagtige Tillidsfuldhed, hvormed Tropperne ofte søger „Dækning“ lidt nede ad Bakken. Pladsforholdene tillader mig desværre ikke at dokumentere dette Forhold med Tal; men jeg vil anbefale Læserne engang at tage et Kort og prøve at „dyppe“ Patron 1908’s negative Ordinater ned bag Bakkerne. Naar jeg ovenfor har talt om Maskingeværildens begrænsede (lammende) Virkning over for en dækket Modstander, gælder dette altsaa ikke i Almindelighed den „Dækning“, man ofte tyer til under Mødekamp o. lign., Bakkerne, men, som det ogsaa parentetisk er antydet: den nedgravede Modstander eller en Modstander i tilsvarende Dækning paa Jordoverfladen (Lokaliteter, Skrænter, Grøfter o. s. v.). For Maskingeværildens Anvendelse som Led af det samlede Ildbeskyttelsessystem gælder følgende almindelige Grundsætninger:

— Ilden bør afgives som Masseild, d. v. s. normalt af samlet skydende Maskingeværstyrker ikke under Delings Størrelse,

— Skydningen bør udføres skjult eller halvskjult, hvor særlig godt Skjul ikke tillader aaben Skydning,

— Ilden vil saa godt som altid falde enten som Overskydning eller som Mellemrumsskydning (Skydning forbi Fløje).

I det følgende skal jeg fremkomme med en skydeteknisk Vurdering af Forholdene for Overskydning, Mellemrumsskydning og Udførelse af Lammeild for endeligt at drage de taktiske Slutninger, Resultatet af de skydetekniske Overvejelser giver mig Anledning til.

Overskydning.

Ved Overskydning vil Maskingeværildens Placering i mangt og megét komme til at minde om det tidligere anførte for Støtteartilleriets Ild. Der vil ligesom for Støtteartilleriet være en lavere Grænse for Nedslagsbælternes Placering foran forreste Linie, men i Modsætning til ved Artilleriet er der ikke fastsat en eengyldig Maskingeværgrænse“, og en saadan kan ogsaa vanskeligt fastsættes, da Grænsen afhænger af Terrainets Højdeforskelle og Maskingeværernes Afstand bag forreste Linie. Paa Grundlag af disse 2 Faktorer er der derimod ved Overskydningsreglerne fastsat en glidende „Maskingeværgrænse“, hvis Størrelsesorden jeg nedenfor skal søge at give Læserne et Begreb om: Overskydningens Tilladelighed i en given Situation bestemmes af Over skydnings formlen (u —(— t m) -4 - t e =; s, hvor u = Sigtevinkel svarende til Afstanden til Maalet, t m — Maalets Terrainvinkel taget med Fortegn, t e = egne Troppers Terrainvinkel taget med Fortegn, og s = Sikkerhedsvinklen, svarende til Afstanden til egne Tropper, hvilken sidste fremgaar af „Tabel for Sikkerhedsviserhøjder og Sikkerhedsvinkler“. Ligger Maskingeværerne, egen forreste Linie og Maalet i samme vandrette Plan, vil t m og te være Nul, og man har af Formlen u = s. Af Tabel for „Sikkerhedsviserhøjder og Sikkerhedsvinkler“ faas da „Maskingeværgrænsen“ direkte, og den andrager følgende i :

Skærmbillede 2020-08-24 kl. 10.38.43.png

Det ses heraf, at „Maskingeværgrænsen“ paa flad Mark har sit Minimum (500 m) paa Skudafstandepe mellem 1300 m og 2200 m, naar Maskingeværerne samtidigt staar i Afstande fra 800 m til 1700 m bag forreste Linie. I Praksis vil dette sige, at Maskingeværer, opstillet 800 m bag forreste Linie, ved Overskydning i fladt Terrain kan holde deres Nedslagsbælter 500 m foran forreste Linie under en Fremrykningslængde af 900 m. Beliggenheden af alle 3 Faktorer i samme vandrette Plan er imidlertid ugunstigt for Overskydningen, omend ikke det ugunstigste Tilfælde. Gunstigere Forhold fremkommer, naar Maskingeværstandpladsen eller .Maalets Standplads, evt. begge i Forening, ligger højt i Forhold til egen forreste Linie, og det kunde nu have sin Interesse at undersøge, hvor langt man da kan forvente at trække Nedslagsbælterne ind til forreste Linie. At lade alle 3 bestemmende Faktorer variere samtidigt i Højden giver imidlertid uendelig mange Kombinationer, hvorfor vi maa indskrænke os til at lade een af Faktorerne variere og holde de to andre konstant. Vi vælger da at holde Maskingeværstandpladsens og Maalets Højde konstant og lade egen forreste Fodfolkslinies Højde variere, og vi vælger yderligere det meget gunstige — om ikke det aller gunstigste — Tilfælde, hvor Maskingevær standplads en og Maalet ligger paa samme Højde, medens egen forreste Linie sænkes under denne. Idet Overskydningsbestemmelserne tillader en mindste „Maskingeværgrænse“ paa 200 m, spørger vi da: „Hvor langt skal egen forreste Fodfolkslinie sænkes under Maskingeværstandpladsens og Maalets Niveau, for at „Maskingeværgrænsen“ kan blive: 200 m, 300 m, 400 m og 500 m, idet Maskingeværerne tænkes opstillet i Afstande fra 400 m til 2000 m bag egen forreste Linie?“ Svaret gives meget let gennem en lille Beregning af Overskydningsformlen, idet følgende tjener som Eksempel paa Metoden:

Grundlag: Maskingeværerne staar 800 m bag forreste Fodfolkslinie, ønsket „Maskingeværgrænse“ 400 m, jfr. nedenstaaende Tegning:

Skærmbillede 2020-08-24 kl. 10.39.05.png

Et godt Begreb om de Terrainforhold, de smaa „Maskingeværgrænser“ kræver, faar man ved Sammenligning af Terrainets Fald fra Måalets Standplads til egen forreste Linie paa den betragtede „Maskingeværgrænse“ i Skemaet med Faldet af kendte Bakker i Terrainet, og jeg skal da fra Maaling paa Kort i 1: 40000 anføre Faldet af nogle militært kendte Bakker: Bakke 88 ved Hjortøgaard falder paa Sydvestskraaningen 10 m paa 200 m, Laanshøjs Nordøstskraaning 17 m paa 200 m, Høveltegaardbakkens Nordøstskraaning 17 m paa 200 m, Bakkeskraaningen fra Bloustrød mod Øst 17 m paa 200 m, Høje Sandbjergs Nordøstskraaning 37 m paa 200 m, Nordskraaning fra Hvorievgaards Skov (Vest for Langaa) mod Gudenaa 40 m paa 200 m, Fjellumhøj ved Nustrup (nederste Del af Sydskraaningen), 17,5 m paa 300 m, Kajerøds Bakkes Vestskraaning 27 m paa 400 m og endelige Himmelbjergets (Rollens) øvre Nordøstskraaning 106 m paa 400 m. Der kunde maaske nu være Grund til at komme ind paa en Diskussion af ovenanførte Tal grænsevis; men da dette vil føre for vidt her, overlader jeg til Læserne selv at danne sig et Billede af Forholdene ud fra det fremlagte Materiale, der vist giver Størrelsesordenen nogenlunde. Jeg skal dog paapege, at den laveste „Maskingeværgrænse“ 200 m under alle Forhold kun kan praktiseres ved Beskydning af store Bakker, og staar Maskingeværerne mere end ca. 1000 m bag forreste Linie, kræver den laveste „Maskingeværgrænse“ saa ekstreme Terrainforhold, at den kun sjældent kan forventes anvendt i vort Land. løvrigt drager jeg for min Part af de foranstaaende Betragtninger følgende Slutninger;

— Skal Maskingeværer ved Overskydning støtte et Angreb i et normalt, bølgeformet dansk Terrain, tør man i Almindelighed ikke paaregne deres Nedslagsbælter bragt nærmere forreste Linie end U00 to, under ugunstigere Forhold (smaa Højdeforskelle) næppe nærmere end 500 m.

— Maskingeværerne bør aldrig staa mere end ca. 1500 m bag forreste Linie. Taktisk set vil dette sige følgende: Regner man en Bataillons Dybde i Angreb til 1500 m, maa Bataillonens bageste Maskingeværer skifte Stilling senest, naar Bataillonens bageste Del er paa Højde med dem. Regner man endvidere, at Bataillonens forreste OverskydningsMaskingeværer opstilles i Udgangsstillingen ca. 400 m bag forreste Linie, vil disse Geværer uden Stillingsskifte kunne støtte Angrebsbevægelsen over en Strækning paa højest ca. 1000 m, naturligvis under Forudsætning af, at Terrainforholdene iøvrigt tillader det.

— Overskydnings-Maskingeværerne bør principielt altid anbringes højt i Terrain et, bl. a. ogsaa af Hensyn til Observationen (især den taktiske).

Mellemrumsskydning.

„Skydereglement for Haandvaaben“ III Del, Pkt. 64, ud

taler om „Maskingeværgrænsen“ ved Mellemrumsskydning, at Afstanden fra egne Troppers forreste Del til Fjenden ikke maa være under 300 m, ved halvskjult og skjult Skydning ikke under 500 rn. Sammenligner vi disse Grænser med Overskydningens Grænser, bemærker vi for det første, at Nedslagsbælterne under meget gunstige Omstændigheder ved Overskydning kan bringes nærmere forreste Linie end under de gunstigste Omstændigheder ved Mellemrumsskydning, for det andet, at „Maskingeværgrænsen“ ved halvskjult og skjult Skydning er af samme Størrelsesorden ved Overskydning som ved Mellemrumsskydning. Disse Grænsetal synes saaledes ikke at give Mellemrv&msskydningen væsentligt bedre Vilkaar for Støtte tæt foran Fronten end Overskydningen, og det maa her ikke overses, at hvor Mellemrumsskydningen giver en mindre Fordel, er det kun i Forbindelse med aaben Skydning. Samme Reglements Pkt. 66 fastslaar, at Maskingeværer til Mellemrumsskydning bør opstilles saa vidt muligt ikke nærmere end 300 m ved og ikke fjernere end 600 m fra egen forreste Linie, endvidere, at de Mellemrum, hvor igennem Maskingeværerne skal virke, ikke bør være mindre end 200 m, men om muligt 300 m eller mere. Kravet om Maskingeværafstande fra forreste Linie paa ca. 300 m til ca. 600 m er ensbetydende med, at Maskingeværerne ved Mellemrumsskydning fra eet og samme Stillingsomraade kun kan støtte Angrebsbevægelsen over en Strækning af ca. 300 m mod indtil ca. 1000 m ved Overskydning, hvilket maa siges at give Mellemrumsskydningen noget ustabile Arbejdsforhold til Skade for Ildens hurtige og præcise Indsættelse. Kravet om Mellemrum paa mindst 200 m, helst 300 m eller mere, afføder i det en,kadrerede Angreb en Kanalisering i forreste Linies Opstilling og Bevægelse, som efter min Mening har to meget uheldige Sider: For det første skaber de store Huller i Angrebsfronten hos den over for disse liggende Fjende en mere eller mindre berettiget Følelse af ikke at være direkte truet, og han vil under Indtrykket heraf dristigt og med stor Kraft kunne rette sin Ild mod de Rum, hvori Angrebsbevægelsen finder Sted; derfor vil en kontinuerlig Angrebsfront uden de store Huller for Mellemrumsskydningen efter min Mening være at fortrække, uden at dette dog betyder, at den hele Front behøver at være i Bevægelse paa een Gang; den skal blot være virksom enten ved Ild eller Bevægelse, saaledes at Forsvareren tvinges til at sprede sin Ild. For det andet tvivler jeg stærkt om, at Mellemrummene kan overholdes under Presset af den fjendtlige Ild og forreste Linies Bevægelse, der vil have et uregelmæssigt Forløb under Hensyn til Terrainbenyttelsen og sikkert ofte vil faa Karakter af en Famlen sig frem gennem Taage i baade direkte og overført Betydning. Mellemrummene kan maaske overholdes paa en Øvelsesplads af Rekrutter, ført af rutinerede Befalingsmænd, men næppe paa Slagmarken. Alt i alt maa jeg da mene, at Maskingeværstøtten i det emkadre rede Angreb overvejende bor baseres paa Overskydning, og at Mellemrumsskydningen henvises til Maskingeværer paa Fløjene eller — inden for Fløjene — til tilfældigt opstaaende Mellemrum, der giver Maskingeværer nær forreste Linie en Chance. Da Angrebsfronten jo som Regel efter Frembruddet fra Udgangsstillingen vil faa et uregelmæssigt — under Kampen paa nært Hold endog et meget uregelmæssigt — Forløb, vil der sikkert opstaa ikke faa Chancer for Maskingeværer, der fremskydes i Saillanter tæt bag de forreste Kompagnier, for ved Mellemrumsskydning bag om disse at skraabeskyde eller ligefrem enfilere Forsvarerens Styrker foran bagudhængende Dele af Angrebsfronten (jfr. Fig. 2). Saadanne Maskingeværer kan meget ofte og bør opstilles dækket i Fronten.

Skærmbillede 2020-08-24 kl. 10.40.10.png

Udføres et Angreb stykkevis, f. Eks. naar et Kompagni skal støde frem, medens Nabokompagnierne midlertidigt ligger fast, vil der ved en Kombination af Overskydning og Skydning fo?'bi Fløje kunne ydes den fremtrængende Styrke Maskingeværstøtte som vist paa Fig. 3. I det isolerede Angreb kan Mellemrumsskydning naa sin højeste Udfoldelse i Form af Skydning forbi Fløje, saaledes at 

Skærmbillede 2020-08-24 kl. 10.40.24.png

det kan være hensigtsmæssigt her i vid Udstrækning at basere Maskingeværstøtten paa Mellemrumsskydning, hvilket jeg senere skal vende tilbage til. Efter foranstaaende Udredning af Forholdene for Overskydning og Mellemrumsskydning kunde det have sin IntereS' se at foretage en Sammenligning mellem Artilleriets og Maskingeværernes Vilkaar for Støtte tæt foran Angrebsfronen, og en saadan Sammenligning maa efter min Mening resultere i følgende : 1) Forreste Fodfolkslinie maa som Regel paaregnes at kunne rykke tættere til Artilleriets Nedslagsbælte end til Maskingeværernes, ofte to eller tre Gange saa tæt. 2) Hvor det drejer sig om Placering af et Nedslagsbælte i mindst mulig Afstand foran forreste Fodfolkslinie (f. Eks. under Kamp i det indre af Forsvarsstillingen), er Artilleriet og Maskingeværerne nogenlunde ens stillede med en Minimumsgrænse paa 400—500 m.

Lammeild med Maskingeværer.

Som tidligere anført, er Lammelse af Fjenden den højeste Virkning, der tør paaregnes af Maskingeværilden under Angrebet, og det vil da være af Interesse at undersøge, hvad der egentligt skal til for at lamme Fjenden, nærmere udtrykt: hvilke Frontbredder kan Maskingeværerne med lammende Virkning for 0/e spænde over, hvilken Ammunitionsindsats kræver disse Opgaver, og hvorledes bør Skydningerne tilrettelægges og udføres? Disse Forhold skal jeg i det følgende søge at udrede, saavidt Pladsforholdene tillader det. Vi maa først være pinligt klar over, saaledes som jeg i mine indledende Betragtninger over Forsvarets Natur har søgt at klarlægge det, at de Maal, Maskingeværerne faar, ikke ligger paa en Præsenterbakke, saaledes at man kan tidpege dem Punkt for Punkt og holde dem nede med en præcist rettet Punktild. Hvis dette var Tilfældet, var det saare let, men vi kan nu engang ikke regne med, at Fjenden ligefrem lægger Hovedet paa Blokken, og jeg kunde her fristes til at indskyde, at Maal ved Manøvrer og under Fægtningsskydning ofte giver et ganske misvisende Billede af Virkeligheden. Nej, man hører en hel Masse og ser grumme lidt; som oftest vil Holdepunkterne for Maalenes Stedfæstelse vel fremkomme saaledes: Der høres Skydning fra en bestemt Retning; er Ilden rettet mod en selv, hører man foruden Knaldene Smæld og Fløjt af Projektilerne. Man afsøger med Kikkert Terrainet i den Retning, Knaldene af Fjendens Skydning høres, og er man heldig, opdager man maaske lidt Røg, der driver mellem nogle Bakker, i en Skovkant, fra et Hegn o. s. v.. Ogsaa Nedslagsstriber kan give Oplysning om Skudretningen. Er man meget heldig, ser man maaske et enkelt Mundingsglimt fra et fjendtligt Flankeringsvaaben bag en Bakke (naar man staar i Vaabnets Skraaildsretning), men Fjenden selv ser man ikke noget til, i hvert Fald ikke paa Maskingeværafstandene. Ligger der Granatild over Fjendens Stilling, ser man maaske ikke engang Mundingsrøg o. 1.. Ved at sammenholde de ovenfor beskrevne Lyd- og Synsfænomener med et Kort kan en rutineret Maskingeværfører maaske slutte sig til, hvor omtrent de fjendtlige Vaaben maa ligge for at kunne virke paa den afslørede Maade, og man maa sikkert være glad, hvis man kan faa Enkeltmaal stedfæstet med en Nøjagtighed af 50—100 m i Bredden. Er der mange fjendtlige Vaaben i Virksomhed, kan man maaske lokalisere deres Opstilling i Omraader f. Eks. om et bestemt Bakkeparti, i en Landsbyudkant, i en bestemt Del af en Skovudkant, omkring en Gaard o. s. v., og dermed er vist ogsaa alt sagt. Der vil saaledes efter min Mening i lanyt det overvejende Antal Tilfælde blive Tale om Skydning mod Flader og Linier og kun yderst sjældent mod Punktmaal paa nøje kendt Afstand.

Efter at dette er bragt paa det rene, vil jeg dernæst fastslaa, at Ilden over det Omrande eller den Linie, der skal lammes, maa have en sandan Styrke, at Forsvareren tvinges til Uvirksomhed eller i hvert Fald. til Afgivelse af dnarligt rettet Ild. Det kan ikke nytte at tjatte til ham med en spredt, tilfældig Ild i Ny og Næ, det reagerer han ikke for. Nej, Ilden maa være tabgivende, og hvor meget der skal til af Tab, før Fjenden gaar i Dækning, afhænger naturligvis af hans Kampmoral. Vore egne Maskingeværbestemmelser giver ikke noget Holdepunkt for Lammeildens Styrke, hvorfor jeg har søgt Oplysning herom i fremmede Bestemmelser. Det svenske Maskingeværreglement siger saaledes: „I Almindelighed turde en sandan Virkning ikke kunne paaregnes, med mimire der opnaas mindst 10 pOt. trufne Figurer pr. Minut, i Fald Manlet er udækket.“ Naar det tages i Betragtning, at man ved denne Form for Skydning maa spare mest muligt paa Ammunitionen, idet det vil være urimeligt at øse en ,,Afgørelses-Ild“ paa mindst 30 pCt. Ildværdi ud over en Fjende, der maaske forlængst er gaaet i Dækning, synes jeg, at den 10 pCt. Ildværdi er ganske passende, og den vil jeg lægge til Grund for de følgende Overvejelser. Naar Fjenden i et Omraade skal lammes, sker det ved at lægge et Nedslagsbælte over Omraadet. Dette Nedslagsbælte maa have en Bredde lig Frontbredden af den fjendtlige Styrke, der skal lammes. Drejer det sig om Enkeltmaal, maa Bredden af Nedslagsbæltet svare til den Nøjagtighed, hvormed Maalet formenes stedfæstet i Siden. Nedslagsbæltets Dybde afhænger' naturligvis af Maalomraadets Dybde. Regner man imidlertid med skjult eller halvskjult Skydning paa Afstande mellem 1000 og 2000 m og en Dybdeild paa 100 m, vil Ncdslagsbæltet for U eller flere samlet skydende Maslcingeværer have en Dybde paa gennemsnitligt ca. 300 m, og denne Dybde vil jeg anse for passende i de aller fleste Tilfælde. Til Sammenligning tjener, at dette Nedslagsbælte i Dybden omtrent dækker Forsvarerens Kompagnier i forreste Linie. Det tilføjes, at ved Beskydning af et Omraade vil der saa godt som altid findes en Terraingenstand som Holdepunkt for Afstandsbestemmelsen, saaledes at man normalt tør regne med en nogenlunde nøjagtig Placering af Nedslagsbæltet i Længden over Omraadet. Drejer det sig om Lammelse af Enkeltmaal, vil det som oftest knibe med Afstandsbestemmelsen, men her vil en Dybde i Nedslagsbæltet paa ca. 300 m være en passende Margin til Udlignelse af evt. Fejl. Hermed fastslaar jeg da Nedslagsbæltet paa ca. 300 m’s Dybde som det efter min Mening normale ved Lammelse af Omraader samt Enkeltmaal paa usikker Afstand. Skal der undtagelsesvis udføres Lammelse af et dybere Omraade, vil jeg foretrække at lade 2 Maskingeværenheder skyde i Forlængelse af hinanden frem for at øge Nedslagsbæltets Dybde ud over de ca. 300 m. Ved Lammelse af Enkeltmaal, hvortil Afstanden er nøje kendt, bør Nedslagsbæltet afkortes, idet man undlader Dybdeilden og skyder Punktild eller en mindre Breddeild efter Omstændighederne. Opmærksomheden henledes dog paa, at „Skydereglement for Haandvaaben, III. Del“ i Punkterne 87 og 88 paa Afstande over 1500 m kræver 100 m Dybdeild og mindst 10 Ts Breddeild selv ved Beskydning af smalle Maal. Ved Lammelse af en Linie (f. Eks. en Landsbyudkant, et Hegn, en Skyttegrav o. lign.) med Hovedretning parallelt med Maskingeværernes Front, og hvortil Afstanden kan bestemmes nogenlunde nøjagtigt, bør man efter min Mening ogsaa anvende et kortere Nedslagsbælte. Skydningen vil da normalt blive udført som en Breddeild, hvor Nedslagsbæltet for 4 eller flere samlet skydende Maskingeværer under Forsudsætning af Skudafstande 1000 m til 2000 m vil faa en Dybde paa gennemsnitlidt 200 m. Vi har nu et tilstrækkeligt Materiale til at foretage en Undersøgelse af den Ammunitionsindsats og dermed det Antal Maskingeværer, der maa sættes ind paa de forskellige Lammelsesopgaver, og vi begynder da med at undersøge Forholdene for Lammelse af et Omraade eller Enkeltmaal paa usikker Afstand, Lammeildens Normalform. Maskingeværilden vil under denne Forudsætning altid være Fladeild, og da Nedslagsbælterne fra de enkelte Maskingeværer herved „rodes rundt“ mellem hverandre, vil der næppe være en udtalt Kerne i det samlede Bælte, men Projektilerne maa paaregnes at fordele sig nogenlunde jævnt over hele Omraadet, hvilken Omstændighed giver en gunstig Baggrund for Beregninger over Træfningssandsynligheden. Naturligvis kan der ikke herved blive Tale om eksakte Beregninger, hvilket formentligt ogsaa er uden Betydning, naar det drejer sig om feltmæssige Forhold; vi er da tilfredse med Størrelsesordenen, og den kan vi absolut ogsaa opnaa. Hvad skal der til af Ammunition for at opnaa 10 pCt. Ildværdi med et ca. 300 m dybt Nedslagsbælte af en nærmere bestemt Bredde? Jeg skal besvare Spørgsmaalet med et Eksempel og dernæst give en Oversigt i Skemaform.

Eksempel:

Skudafstand 1500 m, 100 m bredt og 300 m dybt Nedslagsbælte. Opnaaelse af 10 pCt. Ildværdi med dette Nedslagsbælte vil sige, at 10 Mand i Nedslagsbæltet i Løbet af 1 Minut skal have et Tab paa 1 Mand. Jeg regner, at de 10 Mand er i/i Figurer af Højde 40 cm og Bredde 50 cm. Det raserende Stykke af 1500 m-Banen for Maal af denne Højde er 4,8 m, hvorved der bag hver Figur opstaar et Areal paa 4,8 X 0,5 = 2,4 m2, for samtlige 10 Figurer 24 m2, hvilket Areal rummer alle de Projektiler, der vil træffe de 10 Mand. Forholdet mellem dette Areal og Nedslagsbæltets Areal, der for Simpelhedens Skyld regnes rektangulært, angiver med nogenlunde god Tilnærmelse

Træfningssandsynligheden, som altsaa her er: 24/30000 = 1/1250

Dette vil sige, at der skal 1250 Skud til at slaa 1 af de 10 Mand ud; for en Ordens Skyld skal jeg dog bemærke, at havde der været 100 Mand i Omraadet, havde de 1250 Projektiler givet et Tab paa 10 Mand, idet Procenten fornuftigvis er uafhængig af Figurantallet. Ved Anvendelse af den her beskrevne Beregningsmetode har jeg nedenstaaende opgjort Ildværdien for Maskingeværstyrker indtil et Kompagnis Størrelse ved Lammelse af Fronter fra 50—400 m’s Bredde med 100 m Dybdeild, d. v. s. med et ca. 300 m dybt Nedslagsbælte.

Om Skemaet skal jeg bemærke, at Værdierne er afrundede opad for Magasinberegningens Vedkommende. Vil man bruge Skemaet i Praksis, behøver man kun at anvende 100 m-Skemaet, hvoraf de øvrige let dannes paa Stedet; naar jeg har taget dem alle med her, skyldes det Hensynet til den direkte Sammenligning. Skemaet kan iøvrigt ogsaa benyttes til Vurdering af Ammunitionsindsatsen ved Skydninger af voldsommere, afgørende Karakter (Ildoverfald i Forsvaret o. 1.), idet Tallene da blot

Skærmbillede 2020-08-24 kl. 10.42.26.png​​​​​​​

multipliceres med en passende Faktor; vil man f. Eks. opnaa 30 pCt. Ildværdi, multipliceres der med 3. Der er ved Skemaets Opstilling regnet med en højeste Skudhastighed af 300 Skud/Min., svarende til 10 Magasiner, og Grænsen for de enkelte Maskingeværerenheders Ydelse er de blanke Rubrikkers Begyndelse. Man lægge iøvrigt Mærke til Ammunitionsforbrugets voldsomme Stigning — ca. 5H)obling — paa Vejen fra 1000 til 2000 m, et Forhold, der opfordrer til ikke at komme 2000 m Grænsen nærmere end højst nødvendigt og til i hvert Fald ikke a t overskride den ved denne Slags Skydninger. I Forbindelse hermed skal jeg oplyse, at der ved Maskingeværkompagniet findes ialt 70080 Patroner eller 4380 Patroner pr. Maskingevær, hvorefter jeg overlader til Læserne selv at skønne, hvor langt denne Beholdning rækker i forskellige Angrebssituationer. Skemaet fortæller endvidere det umiddelbart indlysende, a t jo flere Geværer man sætter paa samme Frontbredde, desto mindre anstrengt bliver Geværerne, og desto længere Tid kan Ilden vedligeholdes. Endeligt siger Skemaet, at U Geværer er det mindste, man bør anvende samlet til Lammeild, og at 8— 12 Geværer bør tilstræbes; en Delings Ildbredde bør ikke overstige 100 m og kun undtagelsesvis naa denne Grænse. I Tilslutning til Skemaet for Fladeilden skal jeg dernæst under Henvisning til Side 93 anføre et analogt Skema for Breddeild, idet jeg dog lige skal forudskikke en Bemærkning om Beregningsmaaden: Medens ved Fladeilden de enkelte Nedslagsbælters Kerner blev „tværet ud“ mellem hverandre baade i Længde og Bredde og derved motiverede Betragtningen af en nogenlunde jævn Fordeling af Nedslagene over hele Omraadet, er dette ved Breddeilden kun Tilfældet i Bredden. Der maa da retteligt ses bort fra den yderste tynde Dele af Nedslagsbæltet i Længden, hvorfor jeg kun regner med 80 pCt. Bæltets Dybde, 110 m. Som Følge heraf maa der regnes med i/j, flere Skud til at dække den yderste tynde Del af Nedslagsbæltet i Længden.

En Sammenligning mellem de 2 Skemaer viser, at Breddeilden er betydeligt billigere end Fladeilden, idet den koster lidt under Halvdelen, et Resultat, der jo ikke kan overraske. Man bemærke, at 1 Deling paa ca. 1500 m’s Skudafstand kan klemmes op til en Udbredde af 200 m, og iøvrigt gælder det samme som under Fladeilden, at U Geværer er det mindste, man bør anvende samlet til Lammeild, og at 8—12 Geværer bør tilstræbes.

Skærmbillede 2020-08-24 kl. 10.42.59.png

Idet jeg iøvrigt vil lade Skemaerne tale for sig selv, skal jeg endelig i denne Forbindelse sige et Par Ord om Skydningens Tilrettelæggelse og Udførelse: Naar en Lammeild skal udføres, deler man Fronten mellem de i Skydningen deltagende Maskingeværenheder, og hvor meget hver Enhed skal have af Front, afhænger naturligvis af Maalomraadets Bredde. Maskingeværreglementet siger ganske vist (Punkt 96), at ved Beskydning af brede Maal rettes alle Maskingeværerne normalt mod samme Punkt, hvorpaa der gives Sidespredning over hele Maalet. Dette maa formentligt forstaas som gældende forholdsvis smalle Maalbredder og værende møntet nærmest paa Delingen, idet det efter min Mening vil være irrationelt at lade f. Eks. 3 samlet skydende Maskingeværdelinger hver sprede over f. Eks. 300 m Front. Jeg mener derfor, at naar flere Delinger skal beskyde samme Maalomraade, og dette har en antagelig Bredde, bør Omraadet deles i Delingsomramlar af nogenlunde samme Bredde, og over denne Bredde gives Spredning for hvert af Delingens Geværer. Er et Delingsomraade særligt bredt, kan det blive nødvendigt at dele det i Halvdelingsomraader. En saadan Opdeling af Maalomraadet i Delingsomraader vil formentligt ogsaa lette Udledelsen. Skydningens Tilrettelæggelse giver mig iøvrigt ikke Anledning til Bemærkninger ud over, at man naturligvis maa sørge for at have den til planlagte Skydninger nødvendige Ammunition fremme i Ildstillingen. Skydningen indledes med en Indskydning., dersom Observation er mulig, hvad dog normalt ikke kan paaregnes ved de her i Betragtning kommende Afstande. Om Virkningsskydningen skal jeg udtale følgenne: Lammeilden forudsætter ifølge sin Natur en Varighed over et kortere eller længere Tidsrum alt efter den Tid, Angrebsbevægelsen, til Fordel for hvilken Skydningen udføres, tager; Ilden skal maaske vare 5 Minutter, maaske i/2 Time. Drejer det sig om Lammelse af kort Varighed, f. Eks. nogle faa Minutter, kan Ilden udføres som kontinuerlig Skydning med det i Skemaerne foran anførte Ildtempo, idet dog Minutrationen af Magasiner afgives i højeste Ildtempo. Skal Lammelsen derimod være af længere Varighed, bør man lægge an paa at spare Ammunition og skaane Materiellet, idet man med uregelmæssige Mellemrum afgiver Ildbyger og derefter iagttager Fjendens Reaktion. De enkelte Ildbyger afgives i højeste Ildtempo med det Antal Magasiner, der svarer til et Minuts Skydning, saaledes at Ilden ikke kommer drattende, men falder som en Orkan. Nedslagene skal piske over Maalomraadet som en Haglbyge af Staal, hvinende og fløjtende, saa Fjenden alene ved den infernalske Lyd tumler sanseløst ned i sine Dækninger. Dette er Maskingeværskydning af den rette demoraliserende Art: ubændigt Raseri — og saa en uberegnelig, ildevarslende Stilhed. Skydes der paa denne Maade, er der Haab om, at Fjenden allerede efter den første Ildorkan er nede, hvor han skal være; man ransager omhyggeligt Maalomraadet med Kikkert og venter maaske i flere Minutter, til der evt. atter spores Liv derude, og slipper saa atter en ny Minutrate Ammunition løs som en Orkan. Er Maalomraadet stort, kan man efter den første samlede Ildorkan lade Underenhederne inden for den samlede Maskingeværstyrke skyde enkeltvis mod deres Omraader, naar der spores fjendtlig Virksomhed i dem. Er Observationen af Maalomraadet vanskelig (vel skjult Fjende, Røg, Støv o. s. v.), maa man danne sine Slutninger om Fjendens Reaktion ved Iagttagelse af den Del af egen forreste Fodfolkslinie, til Fordel for hvilken Skydningen udføres. Gaar forreste Linie frem, kan man være nogenlunde sikker paa, at Lammelsen er effektiv; stagnerer Bevægelsen, maa man fortsætte Skydningen. Under det friske Indtryk af Maskingeværernes store Ammunitionsforbrug og det deraf følgende kraftige Slid paa Piberne, skal jeg slutteligt henlede Opmærksomheden paa, at der for Overskydning og Mellemrumsskydning i Maskingeværreglementet er fastsat en Slidgrænse for Maskingeværpiber, svarende til en Belægning af Piberne med ca. 7000 Skud. Dette Forhold kan opfordre til i Fægtningstrainet at have en rigelig Reservebeholdning af Maskingeværpiber til umiddelbar Ombytning med de slidte. Under en heftig Kampperiode for en Afdeling kan Maskingeværkompagniet da hurtigt faa nye Piber, og i en snæver Vending kan Rekylgeværkompagnierne evt. overtage Maskingeværpiber, der vel har naaet Slidgrænsen for Overskydning og Mellemrumsskydning, men iøvrigt er brugelige.

(Fortsættes).