Det vigtigste Resultat af den sidste Krig med Hensyn til Fodfolkets Fægtningsmaade, hvilket nu maa betragtes som slaaet fast, forekommer os at være den overordentlige Betydning, der fremtidig maa tillægges Fægtningen i spredt Orden. Det er blevet gjort gjældende, at Tyngde punktet i Fodfolkets Vaabenvirksomhed ligger i Skyttelinien, at den spredte Fægtning maa opstilles som Hoved sagen, som ganske afgjørende Hovedsag, at det bør være spredt Fægtning i stor Maalestok, Masseskyttefægtning. Det er en Kjendsgjerning, at Skytteilden afgjør Fægt ningen paa Grund af Bagladevaabcnets olfensive Karakter, at Fægtningen gjennemføres i opløst Orden, og at den sluttede Orden hovedsagelig kun er en Marche- og Beredskabsformation. Det er nødvendigt fremfor Alt, siger Boguslawski, at fremhæve det, vi ikke saae; det er: Aldrig Salver i Skydefægtning, aldrig eller meget sjældent Angreb af sluttede Afdelinger. Der er samtidig gjort opmærksom paa, at den samlede Ledelse af Fægtningen herved i høi Grad er bleven vanskeliggjort, ja at den selv med gode Dispositioner næsten stedse efter det første Sammenstød mer eller mindre er gaaet tabt, fordi de i forreste Linie Kjæmpende nu mere end nogensinde ere udenfor de høiere Befalingsmænds Ledelse, forsaavidt som disse ofte selv ikke i afgjørende Øieblikke ville formaae at gribe ind i rette Tid; forreste Linies Kamp vil saaledes for en stor Del afhænge af de lavere Befalingsmænds og Mandskabets Dygtighed. Blandt de Midler, hvorved der kan raades Bod paa disse Mangler, fremhæves en forhoiet Fægtnings- og Ilddisciplin, den størst mulige Bevarelse af den taktiske Inddeling, Bered skab til hurtig Understøttelse, den storst mulige Udvikling af Dygtighed og Selvstændighed hos Soldaten og hos hver enkelt Fører. — Men for at skaffe disse Midler til Veie og for at lære at regulere og beherske denne Selv stændighed og derved muliggjøre den saa vanskelige Ledelse fordres foruden den personlige Opdragelse af Føreren og Soldaten en endnu mere vidt udstrakt og mangeartet Øvelse i spredt Fægtning.
Det er værd at lægge Mærke til, at de Førere, der have erfaret de ovenfor paapegede Mangler og seiret trods disse, midt under Seiren og tiltrods for Resultaterne af deres fortrinlige Uddannelse sige: Vi maae gjøre os endnu dygtigere, vi maae have en Tirailleurskole, Mand skabet maa lære at skyde mod bevægeligt Maal, vi maae drive Kunsten at benytte Terrainet til Virtuositet, vi maae øves i at manøvrere i Uorden.
Den, hvis daglige Gjerning det er at lede Rekruternes og senere Underkorporalernes Uddannelse i Felttjeneste, har en vigtig Opgave; han skal bringe de rette Principer til Anvendelse og paa den simpleste og mest praktiske Maade faae dem over i Blodet paa Eleverne; ban har et Antal af circa 150 Rekruter og senere circa 80 Underkorporaler med liøist forskjellig Opfattelsesevne og Interesse for Undervisningen, men som alle foruden de almindelige Principer skulle bibringes en ikke ringe positiv Viden. Han har til Assistance undertiden 1 Secondlieutenant og iøvrigt kun Underofficerer. — Altid at øve anvendt Taktik, det er en af de rigtigste Slutninger vi drage af 1870, siger Boguslawski; Læreren maa da kunne bruge sine Assistenter som Hjælpelærere baade ved den praktiske og den theoretiske Undervisning. Men kun de færreste af dem egne sig hertil; det hændes ikke sjældent, at vi ved at.rette en Feil høre den Undskyld ning: det var efter Lieutenantens eller Sergentens Ordre. Ikke alene af Hensyn til de større Krav, der ved Detail førelsen nu maae stilles til Underbefalingsmanden, men ogsaa af Hensyn til Undervisningen maa hans Uddannelse i Felttjeneste drives langt videre, end det nu skeer; for Sergenternes Vedkommende indskrænker den sig nu til et Kursus paa Korporalskolen og et paa Sergentskolen, hvor der tilmed ikke haves Mandskab til Raadighed; de maae uddannes ikke alene til Førere men ogsaa til Hjælpelærere i dette Fag. At denne Fordring ogsaa stilles af Preusserne, fremgaaer af den ofte citerede Forfatters Yttring, at enkelte Themaer, som fremfor Alt Felttjeneste, maa kun foredrages af Officerer eller særdeles godt in struerede Underofficerer, og dog have de langt færre Elever ad Gangen og flere faste Officerer ved Kompagniet end vi. Man maa fremfor Alt, siger Hertugen af Würtemberg, give Befalingsmæ'ndene en saadan Uddannelse, at Soldaten faaer Erkjendelsen af deres Overlegen hed og derfor med Tillid følger dem; Enhver veed, hvor uheldigt det virker paa Mandskabet, naar man i dets Overværelse er nødt til at rette Befalingsmændenes eller Lærernes Feil. Men hvad der er sagt med Hensyn til Underofficererne gjælder selvfølgelig i endnu høiere Gradom de unge Officerer og navnlig om dem, der ville være faste Officerer og som saadanne meget snart faae den Opgave at lede Rekruternes Undervisning, i alt Fald den theoretiske, i Felttjeneste.
Hvis det maa indrømmes, at vore Underbefalings- mænd trænge til en fyldigere og gjennem flere Aar fort sat Uddannelse i Felttjeneste, og vi først ville see de praktiske Resultater andetsteds af den af Tellenbach foreslaaede Tirailleurskole, forinden vi selv oprette en saadan, saa kunde der dog allerede nu udrettes Noget ved at lade samtlige Secondlieutenanter og Underofficerer, der ikke ere som Lærere eller Elever ved Skolerne, gjennemgaae et Kursus i praktisk og theoretisk Felttjeneste sam men med Sergentskolen, eller særskilt, og herved stille Vinterstyrken til Raadighed, idet vi troe, at man her i langt høiere Grad har Brug for dette Mandskab end ved den i sig selv saa talrige Koporal- og Underkorporalskole. Tilmed troe vi, at det af Hensyn til Disciplinen netop ved Felttjenesteøvelserne ikke er heldigt at stille saa uøvede Befalingsmamd som Underkorporalerne overfor deres Kammerater fra Rekrutskolen, og at de hellere for første Gang maae optræde som Befalende overfor Menige, naar de efter fuldendt Uddannelse møde som Læ rere paa Rekrutskolen. Istedetfor den i Programmet foreskrevne Udrykning til Exercits og Felttjeneste med det samlede Mandskab paa Omgang mellem Kompagnierne troe vi, at man hellere maatte lade disse arbeide hver med sit, saa at Mandskabet kun anvendtes samlet vedovennævnte Øvelser med Sergentskolen, eller naar Bataillonen gav sine Officerer Felttjenesteopgaver at løse.
Den, der skal lede Felttjenesteøvelserne, maa, før han tager fat derpaa, lægge en Plan for hele Gangen deri. I den Henseende have vi følt Trang til en reglementarisk Anvisning, vi ville kalde det et Tirailleurreglement. Der haves kun i Program for Fodfolkets Uddannelse den Bestemmelse, at Fægtningslæren skal gjennemgaaes theoretisk og praktisk i Rekrutskolens 1ste Klasse, og at Felttjenesten skal afsluttes i 2den Klasse; vi troe, at det vilde være heldigt, om der blev givet almindelige Regler som Rettesnor for, hvorledes man skulde gaae frem ved Øvelserne, i hvad Rækkefølge, i hvad Slags Terrain og hvorofte de skulle foretages, hvad der kan øves ved Hjælpelærerne, naar man bedst anvender markeret, naar virkelig Modstander, hvorledes den taktiske Disciplin og Ilddisciplinen fra Begyndelsen af bedst indskjærpes o. s. v.
Nu handler Enhver paa egen Haand og gaaer frem paa den Maade, han anseer som den fornuftigste, og naar Kursus er endt, og enten hans Foresatte eller han selv ikke er tilfreds med Resultatet, beslutter han næste Gang at gribe Sagen anderledes an; — men Tiden er for kostbar til Experimenter. Nu søger den, der ret med Interesse omfatter sin Gjerning, en saadan Veiledning i den fremmede Literatur, og at denne, særlig den tydske,er saa rig i denne Henseende, turde vidne om, at der andetsteds er Trang til noget mere end det, Reglementet giver; man kan ikke forblive upaavirket af det, man læser, og som synes at være rigtigt, men bringes det til Anvendelse ved Øvelserne og indprentes det ved Undervisningen, kommer man maaske i Kollision med Reglementet, og Lærerens personlige Anskuelser, hvis Rigtighed ikke er hjemlet, kunne gjore sig for meget gjældende. Det er jo f. Ex. reglementsmæssigt at lade Skytterne i den fjendtlige Ild gjore plads for den dcployerende Reserve, men Boguslawski siger, at Intet er saa falsk som ved Øvelserne (altsaa endnu mere i Virkeligheden) at lade Skyttekjeden rykke til høire og Venstre, naar en For stærkning kommer til, og Enhver kan ogsaa indsee, at der ved en saadan Flytning lides Tab, at Skydningen her standses et Øieblik, og at Fjendens Opmærksomhed itide henledes paa det Punkt, hvor Forstærkningen kommer frem. At forandre Reglementet vilde neppe være heldigt, da vi nylig have lært det; men man kunde maaske give os et Tillæg dertil eller en Anvisning til Indøvelse af Fægtningen i spredt Orden, hvor de Forandringer i Principerne for Detailførelsen, der nu rnaatte ansces for nød vendige, slaaes fast. Ved enhver Lærervirksomhed spiller Methoden eller Fremgangsmaaden ved Undervisningen en saa fremragende Rolle, at det gode Resultat hovedsagelig afhænger deraf; nu gaae vi frem efter vor egen Methodeeller efter slet ingen.
Skal der ved Uddannelsen i Felttjeneste helst kunøves anvendt Taktik, da maa den Ledende kunne give forstandige og lærerige Anlæg for Øvelserne, og hertil hører baade Routine og Opfindsomhed; ogsaa i denne Retning kunde et Tirailleurreglement give Anvisning. Synlige Tegn ere for en opmærksom Trop den hurtigste Maade at befale paa, siger Tellenbach, og dog see vi dem meget lidt anvendte ved vore Øvelser, skjøndt de efter vor Overbevisning netop ere særdeles tjenlige til Indøvelsen i Fægtningsdisciplinen; Føreren løber hellere frem og tilbage mellem sin Trop og sine Blænkere eller bevæger sig paa en under Fægtningen ugjørlig Maade ude i sin Ildlinie, saa at Modstanderen af hans Nærværelse og Gestus længe forud kan see, hvad der skal udføres; ved den første Instruktion er det nødvendigt, men ved Øvelser med Modstander burde det forbydes. Anvendelsen af Tegn eller Vink skulde derfor nøie præciseres og ganske anderledes indoves, end det nu skeer. Kun reglemen terede Signalpiber maatte benyttes, og de skulde være forskjellige for Kompagnichefen og for Delingsføreren, saa at Underbefalingsmændene og Mandskabet kunde børe, hvem det er, der vil give et Vink. Søge vi at sammen fatte, hvad vi kunde ønske at finde i et saadant Reglement, da vilde det være:
1) En Fremstilling af de nugjældende Hovedprinciper for Fægtningen og Detailførelsen i den spredte Orden.
2) En Veiledning til Fremgangsmaaden ved Mand skabets Uddannelse deri. Herved burde der fornemmelig lægges Vægt paa, hvorledes man skal benytte Hjælpe lærerne, saa at alle blive beskjæftigede, hvorledes man fra Begyndelsen af bedst gjennemfører og indøver Disciplinen under Fægtningen, at visse Regler for Angreb og Forsvar idelig og idelig gjentages, saa at de gaae over i Blodet paa Mandskabet; at den strængeste Alarcheorden til og fra Øvelserne gjennemføres fra den forste til den sidste Dag o. s. v.
3) En Veiledning for Uddannelsen af Underkorpora lerne, hvor der navnlig lagdes Vægt paa Udviklingen af disses selvstændige Opfattelse og Optræden under Fægtningsforhold, og hvor blandt andet saadanne Regler indprentedes som:
— ikke at lade sig af Noget aflede fra Udførelsen af sit Hverv, at marchere efter Skydning, naar det givne Hvervs Udførelse tillader det, at undgaae enhver Raadvildhed, der strax bemærkes af Mandskabet og gjør ubodelig Skade, at man under Fægtningen ikke glemmer Hensigten med denne, at man som Led af en større Afdeling ikke gaaer paa egen Haand, at vogte sig for vidtløftige lnstruxer, der trætte og ofte glemmes, at der bestemmes Førere for de mindste Komman doer, at man efter Udførelsen af sit Hverv strax vendertilbage, at man med en lille Styrke ikke spreder sig for meget og ikke indlader sig paa langt omgaaende Bevæ gelser, at Mandskabet ved Overraskelser strax børe et bestemt Kommandoord, at der under Angreb ikke standses for at skyde, at man, hvor det er muligt, helst maa være Angriberen o. s. v. — lutter bekjendte Ting, men som ikke ofte nok kunne gjentages.
4) En Veiledning for Uddannelsen af Hjælpelærerne og for Førernes videre Udvikling, hvor Vægten lagdes paa efter sunde og lærerige Udkast at gjennemføre en korrekt Løsning af forskjellige taktiske Opgaver, hvis Antal i den til Øvelserne givne Tid dog ikke havde saa meget at sige som det, at de blev grundig indøvede, og at enhver Fægtningsøvelse udførtes i størst mulig Overensstemmelse med den virkelige Fægtning. Ved denne Undervisning maatte Anvendelsen af Kort og Terrainapparat spille en vigtig Rolle.
Anvendelsen af disse Hjælpemidler, der i Programmet er foreskrevet for Undervisningen i Korporalskolen, til lægge vi stor Betydning; men Terrainapparatet, der burde bruges ved al theoretisk Undervisning, og naar Veiret forhindrer Udrykning, benyttes nu sjældent eller aldrig, formentlig fordi man ikke har Plads dertil i Lokalerne, og for at Kortet kan være til fuld Nytte, i alt Fald for Underkorporalerne, maa det omfatte det Terrain, hvorØvelserne afholdes, saa at disse bagefter kunne gjennemgaaes derpaa; kun hvor Garnisonens Omegn er opmaalt af Generalstaben, kan man derfor ved eget eller andres Arbeide skaffe sig dette befalede Hjælpemiddel.
Til Slutning skulle vi endnu kun anbefale et Middel til at vække forøget Interesse for taktiske Studier, til at udvikle Blikket for Terrainet og Færdighed i Troppeføring samt i at give Opgaver heri ved de praktiske Øvelser, et Middel, der andetsteds anvendes meget og giver gode Resultater, det er Krigsspillet. Enhver kan selv forfær dige sig de dertil horende Troppetegn og forstørre de dertil brugelige Kort; kun vilde det være ønskeligt, om der havdes en til vore Forhold passende Vejledning deri, og om der i Garnisonerne fandtes et dertil skikket Lokale, hvilket helst maatte staae i Forbindelse med Bibliotheket, saa at det tillige kunde tjene til Læseværelse og til Afholdelse af militære Diskussioner eller Forelæsninger. Man maatte selvfølgelig helst vælge Kort over vore eventuelle Krigsskuepladse, og lagdes der en fælles Plan for Udarbeidelsen af saadanne til Krigsspillet, da kunde disse til visse Tider ombyttes mellem Garnisonerne. Ved at lade Officererne affatte Terrainbeskrivelser støttede alene til Kortet og med Hensyn til bestemte militære Øiemed, ved at lade andre samle disse og gjøre Alle bekjendte dermed, vilde der, naar disse Arbeider lededes overalt af een Autoritet og efter den samme Plan, formentlig efterhaanden vindes et Kjendskab til disse Egne, der burde være mere almindeligt, end det nu er, og som i ethvert Tilfælde maatte udvikle militære Evner og maaske engang hære gode Frugter.
