I Krigen 1870-71 see vi for første Gang to Hære, begge bevæbnede med Bagladegeværer, staae ligeoverfor hinanden, og det er derfor af Interesse nærmere at undersøge, hvilke Lærdomme man med Hensyn til Ildens Afgivelse kan høste af denne Kamp. Først og fremmest modtage vi det bestemte Indtryk, at en streng Ilddisciplin er Betingelsen for i fuldt Maal at kunne udbytte Bagladegeværets fortræffelige Egenskaber; et Indtryk som vi i lige høi Grad skylde saavel Franskmændenes slette, som Preus sernes forholdsvis gode liddisciplin, i Krigen 1870-71. Man bør derfor i Fredstid benytte ethvert til Raadighed værende Middel for at fremtvinge en god Ilddisciplin, og disse Midler ere:
1. Soldatens Uddannelse i Skarpskydning maa drives med den største Iver og Omhu, thi jo større den Enkeltes Skydefærdighed er, jo lettere bliver Ledelsen af Ilden i Kampen, idet Bevidstheden om egen Færdighed avler Ro og Besindighed.
2. Befalingsmændene maae ved Øvelserne i Marken, saa vel i Rekrutskolerne som i Leireq, arbeide hen til, at Skydningen foregaaer efter den taktiske Situations By dende, eller med andre Ord, de maae lede Ilden saaledes, at Skydemaaden og Ildens større eller min dre Styrke motiveres ved Fjendens Bevægelser. NaarIlden ledes paa denne Maade, vil en Fægtnings for- skjellige Momenter træde klart frem, saaledes at end- ogsaa de Menige, der deltage i en saadan Øvelse, ville modtage et bestemt Indtryk af en Fægtnings Gang, og de blive derved lettere at fore i den virkelige Kamp. En saadan gjennemtænkt Ledelse af Ilden vil hos den Menige vække Interessen for Øvelsen, samtidig med at det for Befalingsmændene er en fortrinlig og nød vendig Øvelse i at bedømme Fægtningens Gang. En hver Fægtningsøvelse vil medføre Situationer, der give Ledighed til at øve:
a. At afbryde Ilden, det være sig nu for at foretage en Stedforandring eller af anden Grund.
b. At forandre Ildens Styrke og Retning. (Overgang fra en Skydemaade til en anden).
c. At vænne Mandskabet til, at Sigtet vexler med Fjendens forsjeilige Nærhed.
Alle disse Punkter maae Befalingsmændene hellige den største Opmærksomhed, og særlig med Hensyn til det sidste Punkt kunne de ikke være strenge nok, saavel ligeoverfor sig selv som ligeoverfor Mandskabet, thi det at Førerne opgive Afstand og Viseerstilling, og at de Undergivne følge den givne Anvisning, er en nød vendig Betingelse for, at Skydningen skal kunne virke med Kraft. Færdigheden i at kunne bedømme Af stande maae Underforerne stadig søge at udvikle ogvedligeholde. Af hvilken Betydning Afstandens Opgivelse for Mandskabet er, vil Enhver, der har over været Masseskydning ved Afdelingerne, sande. Man seer her mange Kugler slaae i Jorden foran, gaae forbi og over Skiven, uagtet man kjender Afstanden temmelig nøie, hvor meget mere vil det da ikke blive Tilfældet, naar man ude i Terrainet skal opgive Sigtet efter en okulær Bedømmelse. Negligeres Hensynet til Afstanden aldeles, da bliver Virkningen af Skyd ningen ikke alene lig Nul, men den bliver, om vi maae bruge det Udtryk, ofte negativ, idet Mandskabet gjøres forsagt ved at see den ringe Virkning, som dets Skud gjøre i Fjendens Rækker, medens det moralske Ele ment for Fjenden hæves, ved at see Modstanderens virkningsløse Ild.
3. Befalingsmændene kunne bidrage meget til Ilddisciplinens Fremme ved at forberede deres Undergivne paa mulig indtrædende Eventualiteter. Det er vist utvivlsomt, at et Angreb, der kommer aldeles uventet, vil frembringe en øieblikkelig Uro og Befippelse hos Forsvareren, der i mange Tilfælde kan undgaaes, naar Førerne ere saa forudseende at avertere deres Under givne om, fra hvilke Punkter man kan vente Angreb. En saadan Forudseenhed kan vel ikke forlanges af Førerne i alle Tilfælde, men dog i mange. Befalings mændene kunne ved at forberede deres Undergivne paa, hvor fjendtlige Blottelser mulig ville finde Sted, opnaae en øieblikkelig Beskydning af disse, hvilket ellers,som vore Fredsøvelser udvise, er meget vanskeligt.
4. Den Afstand, paa hvilken Fodfolket begynder Skydningen, er af stor Betydning for Ilddisciplinen.
Defensiven. I Krigen 1870-71 see vi, at Fransk- mændene, der jo hovedsagelig vare henviste til Defensiven, aabnede Ilden paa fabelagtig lange Afstande1000-1800 Alen, og at de allerede paa disse Afstande tilføiede Fjenden Tab, hvis Størrelse ofte var temmelig betydelig. Man kunde jo deraf slutte, at det var rig tigt at benytte Geværets Rækeevne til allerede paa nævnte Afstande at genere Fjendens Fremrykning, men ikke destomindre maa det vist ansees for en farlig Ting at efterligne Franskmandene i dette Punkt. Først og fremmest udsætter man sig for en Forskydning, og dertil kommer, at Skydningen paa lange Af stande har noget høist Demoraliserende ved sig paa Grund af den Omstændighed, at Soldaten ikke er istand til at see Virkningen af Ilden. Angribe rens Fremrykning, der selvfølgelig ikke kan fore bygges ved en saadan Skydning paa langt Hold, vir ker efterhaanden som den skrider frem langt mere deprimerende paa Forsvareren, end naar liden først var aabnet paa kortere Afstande, idet man vist kan opstille den Sætning: at det moralske Element bos Forsvareren er i Aftagende jo nærmere Angriberen kommer, fra det Øieblik af at Skydningen er bleven almindelig.
Dertil kommer, at det maa antages, at det hoved sagelig er Ilden fra de bedste Skytter, der have en en særlig Uddannelse, der naae Fjendens Kolonner, hvorimod det skyldes rene Tilfældigheder, om de Andres Skud ramme eller ikke. Hvorfor da ikke skyde med de bedste Skytter alene paa Afstande over 600 Alen? Alan kan vist opstille den Lære, at paa Afstande fra 6-1200 Alen bør kun de bedste Skytter skyde, og først paa 600 Alen begynde de andre Skytter at deltage i Ilden, saaledes at denne naaer sin største Kraft paa Afstandene i-3-200 Alen, naar Fjenden ryk ker frem til Angrebsstillingen eller til Angreb.
Offensiven. Preusserne, der som udtalt under tiden lede temmelig betydelige Tab ved Franskmændenes Skydning paa lange Afstande, følte sig dog ingenlunde opfordrede til at efterligne Franskmændene, men søgte tvertimod at rykke saa rask frem som mu ligt, for at komme i Angrebsstilling, hvor deres Tab i Reglen var temmelig ringe paa Grund af den hos Forsvareren indtraadte moralske Slaphed og deraf føl gende slette Ilddisciplin. I Offensiven er det om mnligt en endnu større Feil end i Defensiven at lade Fodfolket aabne Ilden paa for lange Afstande, thi paajo længere Afstande Angriberen lader sit Fodfolk begynde Ilden, jo vanskeligere er det at naae frem i Angrebsstillingen.
Et vigtigt Middel til at opretholde Ilddisciplinen saavel under Angreb som Forsvar er derfor, at man vogter sig for at begynde den almindelige Skydning for tidlig, da man derved sættes ude af Stand til at beherske Ilden i de afgjørende Øieblikke, thi det er en Kjendsgjerning, at Ildens Ledelse i Kampen tiltager i Vanskelighed.
5. Det vilde være rigtigt efter en Fægtningsøvelse at lade Mandskabets Patroner eftertælle, og hvis det viser sig, at en Mand har brugt forholdsvis mange Patroner, uden at kunne gjøre rede for deres Anvendelse, bør der idømmes ham en Straf. Denne Forholdsregel kan have Betydning for at forebygge Forskydning i Krigstid.
Vi have i Punkt 2 udtalt, at Skydemaaderne skulle afpasses efter den taktiske Situations Bydende, og vi ville nu nærmere undersøge Skydemaaderne nemlig: Enkeltmandsskydningen og Salveskydningen.
A. Enkeltmandsskydningen. Vi ville her skjelne mellem den almindelige Enkeltmandsskydning og Hurtigskydningen.
Den almindelige Enkeltmandsskydning Den Maade at afgive Ilden paa, at den enkelte Mand skyder, naar Ledighed dertil gives, er jo den, der fin der mest Anvendelse i Kampen, og vel udelukkende saalænge Afstanden mellem de to Partier er over 4-500 Alen. Naar Afstanden mellem de to Partier gaaer ned under 4-500 Alen, da opstaaer der Momenter, hvor andre Skydemaader komme til Anvendelse. Virkningen af Enkeltmandsskydningen afhæn ger af den enkelte Mands Skydefærdighed, og, som tidligere udtalt om Skydning i Almindelighed, af den Omhu og Dygtighed, hvormed Førerne opgive Afstand og Sigte. I Praxis frembyder Enkeltmands skydningen følgende Mangler: liden er vanskelig at afbryde; naar Vindretningen er ugunstig vil Krudtrøgen i høi Grad genere Sigtet; paa Grund af Skyt tens Selvstændighed vil Odslen med Ammunitionen ofte tinde Sted.
Hurtigskydning anvendes:
1. Naar man vil overdænge Fjendens Stilling medProjektiler for at forberede et frontalt Angreb eller for at aflede Fjendens Opmærksomhed fra Flankebevægelser o. s. v.
2. For at beskyde Blottelser paa meget nært Hold.
Ved Hurtigskydningen skyder enhver Mand saa hurtig, som det lader sig forene med en forsvarlig Ladning og et ordentligt Sigte. Fordelen ved denne Skydemaade er, at man i en vis Tid er istand til at skyde det størst mulige Antal Skud. Manglerne ved den ere: at Ilden er vanskelig at standse, Faren for en Forskydning er større her end ved nogen anden Skydemaade, og Sigtet negligeres uvilkaarligt af lut ter Iver for at skyde saamange Skud som muligt. Enhver vil indrømme, at Hurtigskydningen har noget vist Indisciplineret ved sig; Befalingsmændene have en Følelse af, at Kommandoen over Ilden ophører med Avertissementet: "Giv Agt». Skyd. Alene af denne Grund forekommer det os, at man kun i yderste Nødstilfælde bør tage sin Tilflugt til Hurtigilden. Vi kunne ikke ret forstaae, at Angriberen ved at over dænge den fjendtlige Stilling med Projektiler afleder Fjendens Opmærksomhed fra andetsteds stedfindende Bevægelser, tvertimod mene vi, at det for Fjenden er et Avertissement om, at der om nogen Tid vil skee Noget.Spørgsmaalet bliver da, om man ved denne Ild tilføier Fjenden det største physiske og moralske Tab; vi troe det ikke. Vi kunne ikke komme fra den Tanke, at en velrettet Enkeltmandsild mod Angrebspunktet vil have tilfølge, at langt flere Projek tiler slaae ned i Kanten af den Dækning, bag hvilken Fjenden ligger, end naar man anvender Hurtigskydning. Enhver, der har staaet ligeoverfor Fjenden, maa sande, at de Kugler, der slaae ned i Kanten af Dækningen, virke langt mere deprimerende end de Kugler, der i dobbelt Antal suse over vore Hoveder, Hurtigildens sandsynligste Resultat. Hvorfor da ikke gaae en Middelvei ved at opgive for Mandskabet et vist Antal Skud, som med ombyggeligt Sigte rettes imod et bestemt Punkt (Angrebspunktet). Man vilde derved være istand til at kontrollere Ammunitions forbruget. At Ilurtigskydning derimod er paa sin Plads, naar Fjenden er paa saa nært Hold, at saagodtsom hvert Skud maa blive en Træffer, er ind lysende.
Hvad her er fremfort om Enkeltmandsskydningen, gjælder saavel for spredte som sluttede Evolutioner, Formationer.
B. Salveskydning. Fra et theoretisk Standpunkt betragtet frembyder denne Skydemaade følgende Fordele:
a. Ildens Virkning er mere koncentreret end ved de andre Skydemaader, da Mandskabet uvilkaarlig slaaer an i den af Føreren befalede Retning.
b. Salven har en stor moralsk Virkning.
c. Ilden er let at afbryde.
d. Førerne kunne kontrollere Ammunitionsforbruget.
e. Den foran Linien opstaaende Røg faaer paa Grundaf Pauserne Tid til at fordele sig.
f. Mulige Feil ved Afstandens Bedømmelse ere let tere at rette og Sandsynligheden for en god Virkning af Ilden derved større.
I Sammenligning med Hurtigskydningen frembyder Salveskydning den Mangel, at man ikke kan skyde saa mange Skud i samme Tid, i det man ved sidstnævnte Skydemaade maa rette sig efter den Gjennemsnitshurtighed, hvormed Mandskabet kan lade. Denne Mangel vilde jo dog være forsvindende, naar de nævnte Fordele holdt Stik i Praxis. Vi ville betragte Offensiven og Defensiven hver for sig.
Offensiven. For Angriberens Vedkommende kan Salveskydningen tænkes anvendt, 1) naar han fra Angrebssillingen vil udfolde en virksom Beskyd ning af et enkelt Punkt i den fjendtlige Stilling (Angrebspunktet), for at indlede Angrebet; 2) for efter et heldig udfort Angreb at beskyde den tilbagegaaende Fjende. Boguslawski siger i sin fortræffelige Bog, Taktische Folgerungen aus dem Kriege 1870— 71: «Det lykkedes hverken Preusserne eller Franskmæn- dene at fore sluttede Afdelinger frem i Ildlinien, eller at lade Batailloner eller Kompagnier rykke frem i Linie for at afgive Salver. Umuligheden af denne, paa Exerceerpladsen saa ofte øvede, Manøvre var saa indlysende for enhver Ofliceer, at den aldrig blev forsøgt i Offensiven, og selv i Defensiven mislykkedes den i Reglen. Den paa Exerceerpladsen og tildels ogsaa ved Manøvrerne anvendte Taktik, med Hensyn til Masseilden, forandredes paa Grund af ovennævnte Omstændigheder aldeles. Franskmændene, der havdevillet ageret med opdeployerede Batailloner, bleve skuffede, men ogsaa Preusserne vare ude af Stand til blot tilnærmelsesvis at gjøre Brug af Kompagni eller Delingssalver. De Gange, hvor man i den egentlige Fægtning har affyret Salver, ere lette at tælle, idet man maa skjelne mellem mislykkede For søg og virkelig Udførelse. De eneste Ledigheder, hvor man med Bestemthed kan paavise Salveildens Anvendelse, ere ved Overfald; saaledes afgav 25de Regiment i Natfægtningen ved Villersexel nogle Sal ver med god Virkning».
I Praxis er Ilovedhindringen for Salvens Anven delse altsaa, at de sluttede Afdelingers Optræden i Ildfægtningen næsten er bleven en Umulighed paa Grund af Bagladegeværets store Virkninger. Umuligheden af at anvende Bataillons- og Kompagnisalver er indlysende, og der kan da kun være Tale om at skyde Salver med mindre Dele af Skyttelinien, som kunne beherskes ved Stemmens Magt, og som iøvrigt ifølge Terrainforholdene ere istand til at skyde i den forønskede Retning, thi en Overgang til en mere sluttet Formation, for at hæve Mangler i saa Hen seende, vil i Reglen medføre Blottelser, der gjøre Salven umulig. Men selv med saadanne mindre Dele af Skyttelinien vil det ofte være vanskeligt at affyre Salver. Den Sammenblanding af Mandskaberne, som i Reglen vil være uundgaaelig, i Forbindelse med Vanskeligheden ved at afbryde Enkeltmandsskydningen stille sig hindrende iveien. Naar Angriberen efter et heldigt udført Angreb fra den indvundne Stillingvil beskyde den tilbagegaaende Fjende, da vil et For søg paa at anvende Salver støde paa en Hindring i Mandskabets exalterede Stemning, der uvilkaarlig har til Følge, at den enkelte Mand føler en vis Trang og Uyst til saa hurtig som muligt at beskyde den stærkt blottede Fjende, en Trang, som Salven ingenlunde tilfredsstiller, da der nødvendigvis medgaaer nogen Tid, forinden den kan afgives. I Natfætninger vil Salven bedst kunne finde Anvendelse dels paa Grund af, at man om Natten bevæger sig i sluttede Formationer, dels fordi Mandskabet paa Grund af Mør ket ikke saaledes som om Dagen fristes til at skydeuden paa Førerens Kommando.
Defensiven. Salveskydning vil i Defensiven blive anvendt for at beskyde større fjendtlige Rlot- telser indenfor en Afstand af c. 500 Alen. I De fensiven bar Salven selvfølgelig langt mere Sandsyn ligheden for sig end i Offensiven og da navnlig ved Forsvaret af den første Stilling, naar denne er stærk. Den Sammenblanding af Mandskaberne, som hos Angriberen er nnndgaaelig, vil bos Forsvareren kunne undgaaes, indtil den første Stilling maa forlades; tillige vil Forsvareren i Heglen være forberedt paa, hvorledes Angrebet paa den forste Stilling vil blive iværksat. Dertil kommer, at mindre sluttede Afdelinger kunne komme til Anvendelse i Defensiven ved at rykke op i Ildlinien i det Øieblik Fjenden rykker frem til Angreb. Men selv i Defensiven udfordres der en udmærket Disciplin hos Mandskabet, for at det skal være muligt at skyde flere Salver efter hver andre, idet den hurtigladende Soldat kommer til at vente paa den langsommere ladende, og Fristelsen til at beskyde den særkt blottede Fjende, strax efter at man bar ladt, er saa stor, at man ikke kan gjøre Regning paa, at den i Længden bliver modstaaet. I Forsvar mod Rytteri vil Salven kunne anvendes af Reserver og længere bagvedværende Afdelinger, idet disse ofte paa Grund af deres dækkede Opstilling ere formerede i sluttet Orden, ligesom de hyppig ville være temmelig intakte; anderledes stiller Sagen sig med Skyttelinien. Saafremt et Rytteriangreb truer Skytterne, da vil det vist være meget vanskeligt hurtig at tilveiebringe den Ro og Orden, som er Retingelsen for Afgivelsen af en Salve, og saafremt den i Punkt 3 omtalte Forberedelse ikke bar fundet Sted, maa man vist i Reglen give Afkald paa denne Skydemaade. Vi have her under et omtalt Salve skydning med 4, 2 eller 1 Geled ad Gangen, idet vi formene, at det Foranførte passer paa alle disse Skydemaader.
Vi skulle dog henlede Opmærksomheden paa en Maade, hvorpaa man i Defensiven undertiden vil være istand til at skyde Salver med mindre sluttede Afdelinger i selve Ildlinien. Lad os antage, at et Kom pagni har besat en Bakke, hvis Udstrækning ikke er større, end at en Deling kan faae dækket Opstilling hag Kammen, medens de 3 andre Delinger staae dækkede ved Foden af Bakken. Naar nu Kompagni chefen ønsker at bringe alle Kompagniets Geværer i i Ilden, kan han lade de 3 lleservedelinger slutte tæt op til Skyttedelingen, saaledes at Opstillingen bliver paa 8 Geleder. Alle Mand falde ned, og under For udsætning af at Bakken skraaner indadtil, ville de 3 bageste Delinger ikke kunne see eller sees af Fjen den. Kompagnichefen afgiver nu Delingssalver saa ledes, at den af de 3 bageste Delinger, der nævnes, reiser sig, medens Salven afgives, og falder strax ned igjen, naar Salven er affyret. Paa denne Maade vil man virksomt kunne beskyde en stærk fjendtlig Blottelse, og hvad der her taler for Muligheden af at skyde Salver, er den Omstændighed, at de 3 bageste Delinger slet ikke kunne see Fjenden uden netop i det Øieblik, hvor de reise sig op, og den tidligere omtalte Fristelse for Soldaten til strax at skyde, ef- terat Geværet er ladt, er her ikke tilstede. Vi ereikke blinde for, at det af os her opstillede Tilfælde i Praxis støder paa Vanskeligheder i Form af Mandefaldo. A., men i hvert Fald er ovennævnte Opstilling anvendelig i Ildlinien, hvilket ikke er Tilfældet med en Opstilling paa 4 Geleder, saaledes at 3die og 4de Geled stadig staae opreiste, en Formation, der kun kan anvendes, hvor man ikke behøver at tage Hensyn til de derved opstaaende Blottelser, og som altsaa kun vil kunne anvendes af Reserver og længere bag vedværende Afdelinger i Forsvar mod Rytteri.
Ved Forsvar om Natten vil Salveskydning kunne anvendes af de samme Grunde, som ere anførte under Offensiven.
Krigen 1870-71 giver iøvrigt ikke saa mange Erfaringer med Hensyn til Ildens Afgivelse i Defensiven som i Offensiven, idet Franskmændenes slette Ilddisciplin ikke tillader at drage sikkre Slutninger.
Resultatet af de af os fremsatte Betragtninger er altsaa:
I Offensiven kan Salveskydning anvendes:
1. Af mindre Dele af Skyttelinien.
2. Ved Natfægtninger, Overfald.
I Defensiven:
1. Ved Forsvaret af en Hovedstilling, men kununder Forudsætning af en omhyggelig Forberedelse fra Befalingsmændenes Side.
2. Af Reserver og sluttede Afdelinger i Forsvarimod Rytteri.
3. Ved Natfægtninger.
Ved Foranstaaende er det ingenlunde vor Hensigt at kaste Vrag paa Salveilden, tvertimod mene vi, at denne Skydemaade er et ypperligt Disciplineringsmiddel, der for Ildens Afgivelse har samme Betydning som Tællingsexercits for Geværgreb, og i jo høiere Grad vi drive denne Øvelse i Fredstid, jo mere kan man selvfølgelig vente sig af den i Krigen. Tellenbach siger: «Den Omstændighed, at Salven saa sjeldent har kunnet anvendes i Krigen 1870-71, beviser ingenlunde denne Skydemaades Daarlighed, men derimod, at man i Fredstid ikke har lagt Vægt nok paa den».
