Log ind

Nogle Bemærkninger om Anvendelsen af pansret, hurtigskydende Artilleri.

#

Af de Fortrin, som karakterisere det moderne feltartilleri i Modsetning til det ældre System fra Halvfjernerne: Dækning af Personellet mod Infanteri- og Artilleriild og større Virkning. hidrerende fra sterre hurtigskydende Evne, for bedret Ammunition og simplere Betjening, maa forstnævnte utvivlsomt betegnes om ikke som det storste, saa dog som det mest ejendom inelige. At Skydevaabnene efter haanden blive lettere og lettere at betjene, og at Virkningen samtidig vokser, er ikke overraskende, i den Retninger Udviklingen jo gaaet i lange Tider ved alle Vaabenarter, men at Pansret, der efter Ildvaabnenes Indforelse allerede for Aarhundreder siden var forsvundet fra Valpladsen (fraregnet det i nogle Hære for enkelte Rytterafdelinger vistnok mere af Parade hensyn end til Beskyttelse mod blanke Vaaben bibeholdte Brystkyrads), dukker op paany, maasiges at vaere overraskende og fremkalder vilkaarlig for en overfladisk Betragter Erindringen om de harniskklædte kampers Til

Med det moderne Artilleris Usaarlighed er det imidlertid i Virkeligheden kun saa som saa. Naar den pansrede Kriger i Middelalderen stormede frem mod fjenden eller flygtede for ham, var der ingen, eller dog saa godt som ingen Mulighed for at tilføje ham Skade med Datidens i Feltkrigen forekommende Projektiler, Pile eller kastespyd, men naar Feltartilleri med Skjoldkanoner har prodset paa og bevæger sig frem eller tilbage, er det lige saa hjælpeløst som fortidens Artilleri eller rettere mere hjælpeløs, eftersom det pas Grund af de mange Ammunitionsvogne frembyder et storre Maal og tillige paa Grund af de moderne Vanbens storre Virkning er udsat for sterre Tab: det maa som det jagede Vildt sage sin Sikkerhed i hurtige og saa vidt muligt skjulte Bevægelser. Men selv paa Stedet er saarligheden ingenlunde absolut. Der kan for det forste kun vaere Tale om Usaarlighed for Betjeningsmandskabets og de fleste Befalingsmaends Vedkommende. Bespændingen med tilhorende Personel er wakket som hidtil og mas altas se at klare sig ved skjult Opstilling i passende Afstand fra Skytset. Det Mandskab, der bringer Ammunition til Kanonen, vilde ogsaa are udækket, hvis man anvendte den tidligere almindelige Fremgangsmaade at tage Forsyningen fra en Forstilling eller Ammunitionsbagvogn, som var anbragt i en vis Afstand fra Kanonen). For delvis at undgas denne Ulempe bar mani Frankrig valgt den Udvej at anbringe den pansrede Ammi nitionsbagvogn umiddelbart op ad og ved siden af Kanonen, medens to afprosede Ammunitionshagvogne ligeledes yde Batterichefen m.fl. Dakning, og dette eksempel synes at ville blive fulgt af de andre Hæres Artilleri; den naevnte Opstilling anbefales saaledes af v. Rohne i hans sidste Pjece

Selv for det bag Kanonens og Ammunitionsvognens Skjolde skjulte Personel er Dækningen imidlertid ikke fuldstandig, da de kun beskytte mod ild forfra og noget fra Siden er Skjoldets Tykkelse ca. 3 mm som i Frankrig og som af Rohne foreslaaet, gennemskydes det pas under ca. 400 m af Infanteriprojektiler; det gennemslaas desuden natureligvis ikke blot af hele Granater og Granatkardasker, men ogsaa af store Sprængstykker (Granatkardaskbessen), og den Mulighed er næppe udelukket, at der, uden at man i for høj Grad skader Granatkardaskens Anvendelighed overfor andre Maal, kan naa at give dens Kugler en saadan Vægt og Haardhed, at de i al Pald red meget smaa Sprængintervaller kunne gennemslan Skjoldet.

Bedre stiller Forholdet sig naturligvis, naar man, som her. gaar til en væsentlig sterre Skjoldtykkelse, en Foranstaltning, der i al Fald for de Artilleriers Vedkommende, som kun have ringe Udsigt til at komme til at virke i Bjærglande eller Terrain med særlig slette Veje, synes faldt forsvarlig, da det ny Materiel til Trods for Skjoldet ingenlunde er tungere end det gamle, og Vægtforegelsen for hver Millimeter, hvormed Skjoldtykkelsen foreges, kun andrager 15-20 Kilogram. Man vil derfor utvivlsomt uden at gore Kanonen altfor handlelig kunne sikre Betjeningsmandskabet mod Fodfolkets Ild, selv paa meget korte Afstande, og man vil vistnok ogsaa kunne umuliggare en praktisk Lesning af den Opgave at fremstille en Granatkardask, hvis Kugler ere i Stand til at gennemslaa Skjoldet; men om at udruste en Feltkanon med et Skjold, som skulde kunne modstaa et helt Artilleriprojektil, kan der selvfolgelig ikke være Tale

Er dette givet, bliver den foran omtalte Opstilling af Ammunitionsbagvognen lige ved siden af Kanonen ret betænkelig. Tilsammen danner denne Opstilling af Materiel nemlig et sammenhængende Maal af ca. 1.5m Hajde og ca. 3 m Bredde. Enhver ældre Artillerist vil sikkert erindre, hvor vanskelig Observationen af Nedslagene faldt efter Indforelsen af den nuværende Artilleriskive, som bestaar af en Silhouet af en kanon, omgivet af for storste Delen staaende Figurer, sammenlignet med de gamle Lavetskiver, der blot bestod af en Trallage, 5 Fod i kvadrat. Det ny Maal var ikke saa lidt bredere, delvis ogsaa hajere end det gamle, og dets Areal var snarest storre, men Observationen viste sig dog langt vanskeligere med forstnante paa Grund af Mellemrummene mellem dets enkelte Dele. Den pansrede Kanon med Ammunitionsvogn frembyder imidlertid en praktisk talt sammenhængende Flade af dobbelt saa stor Bredde og paa det nærmeste samme Hajde som den gamle, nemme Lavetskive, langt lettere at observere mod og at træffe end denne, saa let, at man, hvis man vil have nogen Glæde al Skjoldet, i al Pald som Regelmaa opstille Piecen saaledes, at den er unddraget Indsigt fra Fjenden eller med andre Ord, gaa over til indirekte Skydning som det normale, i hvert fald, hvis man ikke vil opgive den oftnævnte Sammenstilling af Ammunitionsvogn og Piece og finde sig i de deraf folgende Ulemper. Om at vælge sidstnævnte Udvej vil der vistnok næppe blive Tale, da Ammunitionstilforselen vilde besværes i hej firad derved, og Fjærnelsen af Vognen desuden kun vilde være en i Ordets egentlige Forstand haly Forholdsregel, eftersom ogsaa den isolerede Kanon vilde frembyde et ret tydeligt Maal.

Det mangler ganske vist ikke paa Indvendinger mod denne Slutning. Det fremhæves saaledes, at Kanonerne selvfolgelig ikke skulle opstilles paa en Praesenterbakke, men skjules godt i Terrainet; Maalets Dimensioner ville herved kunne reduceres til en Stribe paa ca. 50 cm Hajde. Det er naturligvis ganske rigtigt, at Kanon og Vogn ofte, navnlig paa lengere Afstande ville kunne opstilles til direkte Skydning mod de Maal, der vise sig i Terrainet, og dog saa lidet iøjnefaldende, at det vil blive yderst vanskeligt, maaske umuligt for Modstanderens Artilleri, i al Fald naar der ikke sigtes meil Kikkert, at rette paa dem med direkte Sigte. Dette er imidlertid ikke det afgerende; enhver moderne kanon er jo nemlig udstyret med Midler til med temmelig stor Nejagtighed at kunne rettes mod det Punkt i Horisonten, som Batterichefen vil have den rettet imod, og med den Elevation, som han forlanger, og til derefter at lystre selv ret fine Korrektioner paa Sidestilling og Hejderetning. ganske uanset om Maalet overhovedet kan ses fra Standpladsen; det, som det derfor i sidste Instans kommer an paa, er ikke, om Kanonfereren ved Sigte fra sin Piece kan se den smalle Stribe eller slet intet, men om Batterichefen eller den af ham anvendte Observator med sin Kikkert fra sin Standplads kan observere mod den, og det er jo heller ikke sagt, at Striben bliver saa meget smal for ham; fra en Standplads, der er højere end Kanonens, være sig i Terrainet eller fra en Stige med en saadan har jo vort Artilleri i mange Aar været normeret vil Striben som oftest vise sig en Del bredere, under alle Omstændigheder er det jo kun for Observationen, ikke for Træfningen, at den omtalte Reduktion af Maalet til en smal Stribe finder Sted. Endelig skal bemærkes, at naar et Batteri, der er opstillet til direkte Skydning, fyrer og kun i dette Tilfælde kan det jo forudsættes at ville indtage en udsat Stilling-give de skarpe Glimt den observerende en udmærket Anvisning paa, hvor han skal sege Maalet.

Det siges dernæst, at selv om der opnaas en Træffer med et helt Projektil i et Skjold, er Ulykken ikke saa meget stor, eftersom Sprængningen forst finder Sted i en vis Afstand bag Skjoldet, saa at Projektilet overfor Mandskabet, der staar eller sidder tæt op ad det dækkende Værn, kun virker som Enkelttræffer. Der maa imidlertid her skelnes mellem Granatkardæsker og Brisantgranater og mellem Træffere i Kanonens og Vognens Skjold. En Granatkardesk, som træffer i et Kanonskjold, vil vist som Regel virke som Fuldprojektil, den vil altsaa væsentlig være af moralsk Betydning ved at berove Betjeningen den Sikkerhedsfølelse, som Skjoldet skulde fremkalde, men den vil dog, da der bag Skjoldet sidder eller staar tre Mand, meget ofte gore mindst én Mand ukampdygtig. En Brisantgranat vil paa Grund af Sprængkeglens store Toppunktsvinkel give langt sterre Chance for at træffe flere Mand bag Skjoldet, hvorhos der ogsaa ter paaregnes Virkning af Eksplosionen med dens bedovende Knald og de ved den udviklede giftige Luftarter. Er det Vognens Skjold, som bliver ramt, er der stor Sandsynlighed for, at vedkommende Projektil eksploderer i eller i umiddelbar Nærhed af Ammunitionsrummet. Det er nu ganske vist derfor ikke givet, at Vognen bliver sprængt i Luften; ved de i nærværende Tidsskrift Nr. 4 omtalte svenske Forsog skete det jo ikke, men Erfaringer fra Holland, Osterrig. Frankrig og Tyskland gaa i modsat Retning, og den Ravage, der selv i ret gunstige Tilfælde finder Sted, bor næppe agtes ringe; eksempelvis skal anfores, at et stort Antal Patronhylstre ved det svenske Forsog viste sig bojede, efter at Vognen var truffet af en Granat, hvilket som Regel vil sige, at paagældende Patron blev gjort ubrugelig, og blev Beskadigelsen blot ved en enkelt Patron overset, blev et blot ganske ubetydeligt deformeret Hylster indfort i Kammeret, vilde Resultatet let blive, at der fremkom en Klemning, som gjorde Kanonen ubrugelig for længere Tid.

Man kan altsaa næppe vente, at direkte skydende Artilleri ved omsigtsfuld Benyttelse af Terrainet kan undgaa at blive ramt af hele Artilleriprojektiler, det gaar heller ikke an at slaa sig tiltaals med, at saadanne Træffere i Skjoldene ikke ville give stor Virkning paa det Personale, der soger Dækning bag dem, og man maa felgelig finde sig i at gaa til den indirekte Skydning overalt, hvor det drejer sig om Kamp mod Artilleri. Har man kun Fodfolk over for sig, er Forholdet naturligvis et andet, men da det som alleroftest er umuligt at vide, om og naar Modstanderen kan bringe Artilleri i Anvendelse, ber man under alle Omstændigheder, Forfølgning og enkelte Situationer, hvor det med Tilsidesættelse af alle andre Hensyn kun kommer an paa snarest mulig at komme til Skud. un tagne. foretrække at skyde indirekte, hvor dette pas nogen Maade er muligt.

At man i Frankrig, der siden det nye Materiels Indforelse synes at gas i Spidsen for Udviklingen i alt, hvad der angaar Benyttelsen af Feltartilleriet, holder paa indirekte Skydning som det normale, fremgaar ganske vist ikke med fuld Tydelighed af Reglementet, men udtales aabent i Revue artillerie for Januar f. A. af Artilleri major Thionville i en i det hele beserrdig Afhandling, der ikke ledsages af nogen Modbemarkning af Redaktionen og heller ikke har fremkaldt nogen Indsigelse fra Indsendere, hvorfor man maaske nok kan betragte de Anskuelser, der ere fremsatte i den, som de raadende i det franske Artilleri

Det helder i denne Afhandling: Et vel fort Batteri mas are fuldstændig maskeret, hvoraf folger, at det vil være meget svært at finde det fjendtlige Artilleri.

Man ser heraf, hvor vanskeligt det er at fastslaa Slutningen paa Artilleriduellen - --. Dette gælder naturligvis kun, hvis de Batterier, der staa overfor hinanden, udnytte alle Egenskaberne ved deres Materiel, og naar de defilere sig fuldstændigt: thi hvis det ene af dem viser sig. blive omstændighederne de samme som i fortiden. Vi skynde os da med at belage dette Batteri med progressiv Ild, med Ild med fast Opsats og Demonterild - for dette Batterier Artillerikampen endt, vi hare sat det ud af Spillet. Men det vil kun være en Undtagelse, og hvis nogle Batterier i de forste Fagtninger lade sig overraske paa den Maade, ville de andre hurtigt drage Fordel af den opnaaede Erfaring og ville fuldstændigt unddrage sig indsigt fra vor Side. Paa en mere tydelig Maade kan den indirekte Skydning næppe be tegnes som det eneste, der duer i Artillerikampen og da Forfatteren bestemt witaler sig mod at tildele serlige Batterier den Rolle at skyde paa Artilleri, andre paa Fodfolk - overhovedet i alle Tilfelde, hvor der er ulighed for at blive beskudt med Artilleriild. Glemmes maa det endelig heller ikke, at Valge mellem direkte og indirekte Ild mod Artilleri kun haves i det efter det ovenfor wiviklede usandsynlige Tilfaelde, at Modstanderen skyder direkte: skyder han indirekte, er der intet Valg, man maa da under alle omstandig heder for a vidt skyde indirekte, som Maalet er set, og det vilde i saa Fall være Selvmord ikke at vælge en Stilling. hvor man ligesom Modstanderen und drog sig indsigt fra Fjenden.

At den indirekte Skydning frembyder uvurderlige Fordelei Henseende til Dokning med den fjendtlige Artilleriild, kan neppe bestrides. Dukningen med denne er jo imidlertid ikke alt, dem ber ikke i altfor hej Grad kebes paa Bekostning af virkningen mod Fodfolk.

Mange ville maaske betegne det som en Utopi at skyde indirekte med bevægelige Maal. Dette er imidlertid, i hvert Fall for det moderne Artilleris vedkommende, og serlig overforbrede Maal som Skyttekæder en stor Fejltagelse. Som allerede foran omtalt, er det nutildags saare let uden direkte Sigte pas Maalet at give hanenen en hvilken somhelst Side- og Hejderetning, man ensker. Sels naar Maalet er set fra Kanonen, benyttes det direkte Sigte i alt Fall i Frankrig kun rent forelebig, Forandringerne under Indskydningen gives uden Sigte ved Omdrejninger paa de paagaldende Skruer, og skal Retningen efter Indskiningen forandres (tir fauchant, tir progressif. folge denne fremgangsmaade sikkert i alle med moderne Materiel udstyrede Artillerier, man kan derfor med en vis Ret sige, at den saakaldte direkte Skydning, maar den nye Kanons Rekulfrihed og hurtigskydende Evne fuldt ud skal udnyttes. i alt væsentligt bliver - indirekte Af væsentlige Ulemper ved den indirekte Skydning findes egentlig i de tilfælde, hvor man har valget mellem denne og den direkte Skydning!). kunen, Vanskeligheden ved i Terrain, som ikke er fuldkommen fladt, at bestemme den til Afstanden svarende Tempering, idet Elevationen gives over Horisonten, ikke, som ved direkte Skydning, over Maalet; naar man f.eks. skyder fra en hoj Standplads mod et lavt liggende Maal, vil indskydningen, fordi den sker ved Nivea apparat, naar den foretages med Perkussionsild, fore til en Elevation, hvis tilsvarende Tempering vil give for store Intervaller og Spranghejder og folgelig til at begynde med ringe, maaske ingen Virkning, og begyndes der straks med temperede Projektiler, vil indskydningen blive vanskelig. Denne Ulempe kan undgaas ved Maaling af Terrainvinkelen, men en direkte Maaling ved Hjælp af de paa Kanonen anbragte Apparater er kun mulig, maar denne trekkes saa tæt op bag den dækkende Crete, at der ikke længere bliver Tale om egentlig indirekte Skydning: derimod kan Terrainvinklen navnlig i Defensiven, maar kort i passende stor Maalestok haves til Raadighed, maales med ret stor Nejagtighed ved Hjælp af dem, og Temperingen afpasses efter det fundne Resultat: er der ikke Tid hertil, maa man nejes med at bedomme Terrainvinklen efter Sken.

Mange ville maaske som en væsentlig Anke mod indirekte Skydning anfore, at den, navnlig naar en Observationsstige af ikke altfor diminutive Dimensioner savnes, vanskeligger Observation i umiddelbar Narhed af den fyrende Kanons Skudlinie. Ulemperne herved ville isar fremtræde overfor smalle, synlige Maal- ere Maalene brele, vil der jo saa godt som altid kunne observeres mod et Punkt af dem, selv om Observator staar td til siden af Skytset, og ere de usynlige, kan der overhovedet ikke observeres imod dem.

Overensstemmelse med det foran udviklele maa det imidlertid forudsættes, at afprodset Artilleri saa godt som aldrig vil frembyde noget fra Modstanderens kanoner synligt Maal Offensiven vil der mappe blive Anledning til at beskye paa prodset Artilleri undtagen under Forfolgning. hvor det som allerede bemærket næppe vil være forbundet med nogen synderlig Risiko undtagelsesvis at skyde direkte. I Defensiven vil det vel af og til kunne indtrale, at man faar Skud paa en Artillerikolonne, men det vil da nappe være forbundet med store vanskeligheder for et veluddannet, skydende Batteri, som har truffet passende Forberedelser, at rette sin Ild imod den. Af og til vil det vel ogsaa hände, at Angriberen, naar Forsvarsstillingen endnu ikke er erkendt, vil vise Fodfolks- eller Ritterikolonner, om hvilke Maal det samme gælder som anfert om Artillerikolonner. Alle andre Maal (Fodfolk i spredt Orden og Artillerilinier) ville være af en saa lan Bredde, at en Observationsplats i umiddelbar Nærhed af Skudlinien ikke er nedvendig - paa den Fordel maa da Lovrigt Chefen for det direkte skydende Batteri ogsaa til en vis Grad give Afkald, maar han i stedet for som i gamle Dage under Indskydningen at lebe fra Kanon til Kanon, har sin faste Plads bag en panseret Ammunitionsbagvogn et godt Stykke udenfor en af Batteriets Floje og altså ikke i umiddelbar Nærhed af Indskydningskanonen.

Ved indirekte Skydning er der i det ovenfor fremsatte forstaaet Skydning fra en Standplads som ligger saa langt under den dækkende Crête, at der ikke kan blive Tale om Indsigt fra det af Fjenden besatte Forterrain. Den af Rohne anbefalede halvdækkede. Stilling umuligger, som alt bemærket, ikke Observationen, og den i Frankrig undertiden benyttede indirekte Skydning ved Hjælp af den forlængede Opsats medfører formentlig en Kombination af Ulemperne ved direkte og indirekte Skydning, Batteriets Stilling bliver paa Grund af de intensive Glimt fra Skuddene ikke vanskelig at erkende fra Maalets Standplads, og fra højere beliggende Observationspunkter vil det ofte være fuldstændig set; en Opstilling umiddelbart bag ved den dækkende Créte er desuden altid meget vanskelig og kun mulig i Terrain med Kurver, der gaar nogenledes vinkelret paa Skudlinien, den kræver under alle Omstændigheder megen Tid, og begaas der Fejl ved en Kanon, bliver den enten for synlig eller kommer for langt ned til at kunne rettes.

I den siden Bagladegevarets almindelige Indforelse standende Strid om Muligheden af Gennemforelsen af Frontalangrebet overfor et energisk Forsvar betegner det moderne Artilleris Optræden en helt ny Fase. Medens man tidligere slog sig tiltaals med, at et Stormangreb kunde lykkes, naar Forsvarsartilleriet forst var nedkæmpet af det overlegne Angrebsartilleri, ere Storstaternes Militarforfattere, der paa faa Undtagelser nær ere Tilhængere af en schneidig. hensynsles Offensivtaktik, nu i en ikke ringe Vaande, det volder dem store Vanskeligheder at tilpasse Praemisserne efter den Konklusion, som skal frem; v. Rohne indremmer saaledes (Zur Artilleriefrage. p. 9), at der overfor mere eller mindre skjult (verdeckt) opstillede Skjoldbatterier overhovedet ikke er nogen nævneværdig Virkning at opnaa, hvad der jo ogsaa i og for sig er ganske naturligt, da temperet Granatkardaskild er saa godt som virkningsles mod Artilleri med ikke altfor tynde Skjolde, og da Virkningen af Perkussionsild mod smaa, smalle Maal, hvis Plads ikke neje kan kendes, har en altfor aleatorisk Karakter, til at man kan regne med den. Da det nu er udenfor Diskussion, at et Firekanonbatteri, som ikke er væsentlig svækket ved Tab, kan holde Terrainet foran sin Front i en Bredde af mindst c. 200 m. under en saadan Ild, at det er umuligt for Angriberens Fodfolk at komme frem, ved v. Rohne ingen anden Udvej end at beordre Forsvarerens Artilleri op auf den Kamm der Höhe. med den Motivering. at Angriberens fremrykkende Fodfolk meist vil befinde sig i dod Vinkel. Om Eksistensen af denne dode Vinkel maa det dog være tilladt at tvivle. I de afv. Rohne yndede halvdekkede Stillinger vil der i Terrain af nogenlunde almindelig karakter kun være Tale om ded - Vinkel for Blikket fra Kanonens Standplads, ikke for Ilden, en Ulempe der under Forudsetning af, at den, der leder Skydningen fra sin Standplads kan overse den Strækning, over hvilken Angriberen rykker frem, efter det foran udviklede vil være uden væsentlig Betydning selv for et ret tarveligt uddannet med moderne Materiel forsynet Batteri: for virkeligt indirekte skydende Artilleri kan det derimod ganske vist ikke sjældent hande, at den dækkende Créte bringer Angriberens Fodfolk i dod Vinkel, forsaavidt som Kuglebanen, det hele Projektils Bane gaar over dets Hoveder, naar den netop gaar klar af Creten; det samme gælder imidlertid ikke de smaa Projektiler (Granatkardaskkuglerne), hvori det sonderdeles ved Sprængningen i Luften; fra Sprangpunktet vil den hidtil flade Bane ret brat krummes ned mod Jorden, saa at den dode Vinkel forsvinder. Eksempelvis skal anfores, at der mod et Maal paa kun c. 800 Alens Afstand er opnaaet ret god Virkning med Kammerladningsgranatkardasker fra Fæstningsartilleriets 75 mm. L. 28 Kanon, uagtet Banen gik ikke mindre end c. 35 Fod over Maalet. I dansk Terrain vil man som Regel kunne anbringe sine Kanoner saaledes, at de, usete udefra, kunne opnaa fuld virkning fra c. 1500 Meter og udefter, og god virkning indenfor ca. 500 Meters Afstand, nogen Virkning vil kunne faas imellem 500 og 1500 Meter, mindst midtvejs, og allerede udenfor 1500 Meters Afstand vil ethvert Fodfolksangreb kunne standses). Der er ganske vist, saavidt erindres, af en svensk Forfatter givet Anvisning paa ved Anvendelse af et reggivende Stof i Artilleriprojektilerne at skjule Udsigten fra Forsvarsstillingen med et tæt Sler, der kunde gore det muligt for Angriberen at foretage sin Fremrykning uset. Dette Projekt fortjener utvivlsomt Opmærksomhed, selv om det maa antages kun at være realisabelt i stille Vejr og under alle omstændigheder vil medfore en ubehagelig komplikation i Ammunitionsforsyningen, idet saadanne Roggranater selvfolgelig ikke vilde være heldige som Enhedsprojektil, eftersom de i mange tilfælde f. Eks. i Defensiven, maar Vinden kunde drive Rogen ind mod Stil lingen, eller under Forfolgning vilde gore Skade i stedet for Gavn.

Ar den allerede foran omtalte selvfolgelige omstandighed, at Skjoldet kun yder Beskyttelse efter Afprodsningen, folger med Nodvendighed, at dette i en ganske anden Grad betegner et Plus for Forsvareren end for Angriberen Angriberen har ogsaa tidligere været nodt til med sine bespændte Vogne og Kanoner at vove sig frem mod Forsvarerens Stilling, udsat for, selv værgeles, at tjene til Skive for hans Skyts. Men Forholdene ere, som alt foran berert, nu langt vanskeligere, idet der med fores 19. Ammunitionsvogn pr. Piece i den alleryderste Kamplinie (tidligere en halv), og samtidig er Ilden blevet mange Gange intensivere. Selv om det lykkes Angriberen at finde en til indirekte Skydning egnet Stilling i passende Afstand fra Modstanderen, hvad der hyppigt vil være umuligt eller dog meget vanskeligt, vil han ofte, naar hans Kotonne forinden er set under Fremrykningen, blive beskudt med Granatkardæsker i Oprykningens og Afprodsningens kritiske Øjeblik, idet der af Forsvareren rettes en kraftig Ild mod Terrainet bag den Crete, hvor han efter den observerede Fremrykning maa antages at ville tage stilling. Om end nogle forberedende Arbejder kunne være foretagne under Rekognosceringen, vil dog det meste af, hvad der maa geres, forinden et indirekte skydende Batteri kan staa rede til at lese de Opgaver, som maatte tilfalde det vaere at udfore efter Afprodsningen: en helst nogenlunde dækket eller dog skjult Observationsplads maa udfindex, Forholdsregler, der sikre Forbindelsen mellem denne Plads og Batteriet, maa eventuelt træffes, Kanonernes Standplads, som man vælges under Hensyn til en passende Afstand fra og under den dækkende Crete og Terrainets Heldning foran og bag denne maa bestemmes, Batteriet orienteres mod det Maal, som skal beskydes, og helst tillige mod andre Punkter, der under Kampens videre Forleb sandsynligvis ville frembyde Maal, der maa anvises Bespænding m.m. den bedst mulige skjulte Opstilling 0. 8. v. 0. S. 1. Arbejder, som dels ere umulige forinden Batteriets Tilstedekomst, dels sia vidtleftige, at det vil tage en uforholdsmæssig Tid at tilendebringe dem med de Kræfter, der kunne antages at være disponible ved Rekognosceringen. Nogle af disse Operationer ville ganske vist falde bort eller simplificeres, naar Batteriet rykker op til direkte Skydning fra haly dækket. Stilling, men Chancen for, at det overhovedet ikke kommer til Skud, vil samtidig vokse i en betydelig Grad.

Ganske anderledes gunstigt stille Forholdene sig i Defensiven, hvor der har været tid til fer Kampen at træffe alle Forberedelser efter omhyggelig overvejelse. Batteriet er op stillet saa hensigtsmæssigt som muligt, det er orienteret mod de Punkter, hvor der er Sandsynlighed for, at der vil vise sig Maal, den kommanderendes Observationsplads er udfundet og forberedt. Spaden er benyttet til at forbedre Dækningerne, Masker af Grene o. l. ere om fornedent anbragte for at hindre Indsigt i Stillingen, Bespændingerne m. m. ere fjærnede, saa langt Forholdene tillade det, forinden Fægtningens Begyndelse, Terrainvinklerne ere maalte og Begyndelsestemperingerne bestemte herefter, kort sagt alt er, saa godt som det under de givne Omstændigheder lader sig gere, i Dækning eller Skjul, og Batteriet er rede til paa givet Signal med kort Varsel at aabue Ilden mod et hvilketsomhelst Punkt al det Terrain, som Angriberen maa rykke frem over. Det er klart, at Forsvarsartilleriet er betydelig gunstigere stillet end Angrebsartilleriet, og at dette, om dets Opgave overhovedet er mulig, forst efter Tab baade af Mennesker maaske ogsaa Materiel) og af Tid vil kunne indvinde dette Forspring: er Angriberen naaet saa vidt, vil Artillerikampen blive staaende eller gaa i Staa, og han vil næppe kunne udnytte sin overlegne Skytsmængde til i nogen nævneværdig Grad at svække Forsvarartilleriet. Derimod vil han nu ret uforstyrret kunne tage Forsvarerens Fodfolk under Behandling, forsaavidt 1) han kan faa Indsigt i det Terrain, hvor det er anbragt og, i bekræftende Fald 2) han kan faa øje paa det. Det ret ufejlbarlige Middel, der altid tidligere blev brugt for at fra Forsvarerens Fodfolk til at vise sig, at sende eget Fodfolk frem, er det nemlig yderst betænkeligt at anvende, da dette i saa Fald ejeblikkelig vil blive taget under energisk Behandling af det stadig lurende Forsvarsartilleri; men vil man ikke sende Fodfolket frem, faar man heller ikke Forsvarerens Skytter til stikke Hovedet op over Dækningen, og det er de, selv om Fodfolksstillingens Plads udfindes, ogsaa med det moderne

Artilleri, ja maaske i endnu hejere Grad med dette end med det aldre), umuligt at gere en dækket Skyttelinie videre Skade. Noget anderledes stiller Sagen sig ganske vist, hvis Angriberen raader over Haubitsbatterier: kan han udfinde den fjendtlige Fodfolksstilling, vil han kunne opnaa Virkning, navnlig moralsk, men Ammunitionsforbruget vil blive betydeligt, og han vil vanskelig kunne faa Sikkerhed for, at det Maal, han beskyder, ikke er et af de bl. a. fra Boerkrigen velkendte Kulissemaal. Under alle omstændigheder maa han for at opnaa en Afgerelse omsider fere sit Fodfolk frem.

Det har været Genstand for en livlig Diskussion i nær værende Tidsskrift, hvilken Formation der vilde være hensigtsmæssigst at anvende ved en saadan Fremrykning, om den gammelkendte: en efterhaanden forstærket Skyttelinie, efterfulgt af sluttede Troppe, eller en Rakke (4) meget tynde Kader med en meget stor indbyrdes Afstand (den saakaldte Skyttekolonne) osv. osv. Set fra et artilleristisk synspunkt frembyder dette Sporgsmaal formentlig ikke stor interesse Findes der blot indenfor en Afstand af ca. 2000 til ca. 1500 Meter foran Forsvarsstillingen et aabent fra Stillingen over skueligt og nogenlunde jævnt Terrain af 300 Meters Bredde er denne beskedne Fordring ikke fyldestgjort, er der overhovedet ingen stilling - vil det være let for For svarerens Artilleri at tilintetgere den fremstormende Angriber, for han naar sax vidt, at han kan engagere Fodfolket. Ved mod det omtalte aabne Rum at aabne en Ild med basse unique. mod Angriberen, saa snart han kommer til Syne, vil man kunne tvinge ham til at kaste sig ned og derpan i forholdsvis kort Tid kunne gore det af med ham, en Fremgangsmaade, der kan anvendes, hvad enten den ene eller den anden Formation benyttes. Anvender Angriberen Skytte kolonnen eller en lignende Formation, kan naturligvis ogsaa den progressive Ild give gode Resultater, men den kræver stor Rutine i Betjeningen, den er kun praktisk anvendelig. naar der foran Stillingen findes et ret bredt, fuldstændig aabent og fladt eller dog javnt skraanende Terrainbalte, og den er ofte farlig for eget Fodfolk paa kortere Afstande; den foran antydede Fremgangsmaade, ved hvilken der koncen treres en tilintetgerende ild mod et forholdsvis şmalt Balte lover Kaderne tages under Behandling, efterhanden som de naa op til det, hvorved dode og saarede ophobes mere og mere paa et begrænset Rum til liden Opbyggelse for de efterhanden indir fende Linier, er vistnok nesten altid at foretrække.

Det saa lange omstridte Spargsmaal om Muligheden af at gennemfore et Frontalangreb maa altad, hvis den ovenfor fremsatte Betragtning er rigtig, betragtes som definitivt algjort med Indforelsen af det moderne Artilleri, selv folgelig under Forudsætning af, at Forsvareren er rigelig forsynet med det at dette ingenlunde er ensbetydende med, at Offensiven i Fremtiden bliver umulig, er naturligvis en Selvfolge. Nu som for vil den Udvej at overflaje eller omgaa Modstanderen næsten altid i Feltkrigen staa Angriberen aaben, og navnlig Overflojningen vil let kunne fremkalde en for Forsvareren hejst ubehagelig Situation. Er han nemlig udsat for Flankebeskydning, slaar Skjoldet, der kun yder Dækning i en Retning, ikke længere til, og der kan altsaa, i al Fald under Forudsetning af, at Forsvarsartilleriet ikke har opfert Traverser, med god Virkning skydes paa det med Granatkardæsker, navnlig naturligvis, hvis der fra den fjendtlige Flankestilling kan faas Indsigt i Forsvarsstillingen, hvad der ofte vil være Tilfeldet. Nodes Forsvareren omsider til at trække sine Kanoner tilbage, vil han være meget udsat for at blive set og beskudt under Paaprodsningen og Tilbagegangen, en Situation, der let medforer store Tab, navnlig af Materiel og Heste.

Skulde det være umuligt at overflaje Forsvarsstillingen, og kan eller vil Angriberen ikke anvende sterre omgaaende Bevægelser, er der endnu det natlige Angreb tilbage som sidste Udvej. Om Natten eller i Taage kan Forsvarsartilleriet aabenbart ikke folge den ovenfor beskrevne Fremgangsmaade, da al Observation er umulig, og det derfor ikke kan vides, maar Ilden skal aabnes eller stanses, og Angriberen har derfor god Chance for med smaa eller ingen Tab at nas frem i umiddelbar Nærhed af Stillingen og derpaa, forudsat at den ikke er dækket af en passiv Hindring, at storme den med overlegne kræfter. Den omstandighed, at den moderne Kanon er rekulfri, hurtigskydende og panserbeskyttet, vil naturligvis ogsaa i denne Situation betegne et Plus for Forsvareren, men Anvendelsen af Artilleri paa Kardaskskudsafstand udelukker Muligheden af at stille det bag eget Fodfolk, hvad der naturligvis under en natlig kamp maatte være særlig enskeligt, og efterhanden som Angriberen kommer nærmere, indskrænkes den Frontbredde, som Batteriet kan spænde over med sin Ild, mere og mere, den Sideretningsfrihed, som Alltagen tilsteder, slaar ikke længere til, og beslutter man sig til at flytte Lavetsvandsen for at af hjælpe denne Ulempe, er man ikke stort bedre stillet med den ny end med den gamle kanon, Rekulfriheden gaar til dels tabt, og man kan ikke skyde videre med Sikkerhed for, at den om Dagen bestemte Elevation er bevaret: den Mulighed, at det vil kunne lykkes en energisk Angriber, som kan taale store Tab, at tage et Batteri ved et natligt Frontalangreb, er derfor ingenlunde udelukket, og da Angreb mod Fodfolk jo ogsaa er lettest at gennemfere om Natten, taler Sandsynligheden for, at matlige kampe ville komme til at spille en meget stor Rolle i Fremtidens Krige, en Antagelse, hvis Rigtighed da ogsaa synes at blive bekreftet ved Erfaringerne fra den estasiatiske krig.

Alt i alt maa det vistnok siges, at afprodset. Artilleri nu er langt mere selvhjulpet end tidligere; det formaar ved sin Ild at standse et Fodfolksangreb i en Frontbredde, som langt overgaar den Strækning, det kræver til sin Opstilling, et frontalt Rytterangreb imod det maa betragtes som igennemferligt, og selv Angreb, der fores frem i dets Flanke eller Rys, ville ofte kunne afvises af kanonlinien, hvorimod denne vistnok kun undtagelsesvis vil kunne forhindre, at Forstillingerne og de talrige Ammunitionsvogne prisgives det fjendtlige Rytteri. Overfor et Fodfolksangreb i Flanke eller Ryg vil Artilleriet derimod omtrent være lige saa uheldigt stillet som for, og sansnart det er paaprodset, vil det, som allerede foran antydet, i endnu hojere Grad end tidligere trænge til Fodfolkets Beskyttelse, baade fordi Antallet af Keretejer er foreget, og fordi Modstanderens Artillerier blevet farligere. Paa Krigsmarcher vil Artilleriet derfor være et meget betydeligt Impedimentum, hvis Beskyttelse vil stille overmaade store krav til Overfererens Ombu. Sikringen maa baade i Marchretningen og til Flankerne udstrækkes saa vidt, at de lange Artilleri kolonner indenfor en Omkreds al mindst 3000 Meter ikke kunne ses fra Terrain, som er besat af Fjenden; i modsat fald vil en pludselig Beskydning fra nogle ganske faa Piecer kunne anrette uhyre Skade - Feltartilleriet kan jo nemlig ikke saaledes som Fodfolket i et Nu forsvinde i Grefter eller bag Garder og sely paa fuldstændig flad Mark ved at kaste sig ned mulig skjule sig for Fjenden og i hvert fald i væsentlig Grad formindske Virkningen af hans Ild. Den overstbefalende for en Harstyrke vil altsaa i endnu hojere Grad end tidligere være nodt til at beskæftige sig med sit Artilleri, under Marchen med at dække det og

under kampen med at skalle det Betingelser for at blive anvendt paa en saadan Maade, at han faar den fulde Nytte af dets mægtigt foregele Virkning og Modstandserne - det moderne Artilleris Indforelse har derfor sikkert trods sine fortrædelige Egenskaber lige saa lidt gjort det lettere at være Hærfører som at være Artillerist.

Efter at ovenstaande var skrevet, har Forf. leest en Artikel af Oberst Wennerberg i det svenske Artilleritidsskrift (6. Hefte for 1904), hvori der gives en Del interessante Op lysninger om Skydninger med det nye svenske Materiel ifjor.

Det skal saaledes anfores, at en sammenlignende skydning pas 2300 m. Afstand med pansret og upansret Skyts (hveranden kanon pansret og hveranden upansret) gay det Resultat, at der ved de forste ramtes 3 Figurer af 1 med i alt 4 Treffere, ved de sidste 16 a 2 mal ialt 10 Trailer, hvilket pas en slaaende Maade viser det uhyre l'us, som Peltartilleriet har erhvervet ved Pansringen.

Sporgsmaalet om, hvilken Fremgangsmande der kan antages at være den hensigtsmæssigste, naar det gælder om Beskydning af pansret Artilleri, er ogsaa blevet gjort til Genstand for sammenlignende Forsag, idet man pua 2750 m. Afstand besked et synligt Batteri, dels med Granatkarlasker med normale Spranghajder med jævn Spredning, dels me lave Sprengheder og meje Indtempering samt nojagtig Sideretning, og dels mod Brisantgranater og Perkussionsild. 1. Skydning gav i 41 Sul in - Traffer i en Figur (65 Anslag mod Skjoldene). Varighed: 5 minutter, 2. Skydning pas 44 Skud 12 Traffere i 8 Figurer (1 hel Granatkardask gennem et Skjold og 1 Anslag). Varighed: 5 Minutter og 3. Skydning pan 19 Skud 24 Traffere i 9 Figurer, 2 hele Granater gennem Skjoldene og 24 Anslag. Varighed: 12 Minutter). Hvad Materiellet angaar, vare alle kanoner i uskadt Stand efter Beskydningen med Granatkarlasker, hvorimod ? af de 4 kanoner ved Beskydningen med Brisantgranater bleve sa odelagte, at de nappe vilde kunne repareres. Efter at have gjort opmærksom paa, at den forholdsvis betydelige virkning i 2. Skydning har været betinget af den Omstændighed, at Forholdene tillod en Bajagtig Baris tigelse af sidestillingen (det samme galder da for Resten 3. Skydning) drager Oberst Wennerberg med særlig Henvis ning til den Skade, Brisantgranaten formaar at anrette paa Materiel og andre dede Maal, den Slutning, at denne Ammunitionssort ikke ber savnes ved Feltartilleriet, samt at direkte Skydninger ikke ber anvendes. Om sidstnevnte Spørgsmål siger Obersten:

"Naar man kender den store Fare, der ligger i Valget al Artilleristillinger, mod hvilke mejagtig direkte Indskydning i Henseende til Sideretningen kan iværksettes, er det formentlig sandsynligt, at danne Stillinger ikke ville forekomme i fremtidige Krige. Man herer fra den estasiatiske krig. at Japanerne allerede fra krigens Bewyndelse fortrinsvis have anvendt indirekte Artilleristillinger, og de uhyre Tab, det japanske Artilleri har tillojet Rus serne, have tvunget dem til at folge Eksemplet. I Betragtning af, at disse Fellartillerier ikke raade over Retningsmidler, der endog blot tilnærmelsesvis begunstige Anven delse af indirekte stillinger i den Girl som mere moderne Retningsmidler og da erlig vore, turde man kunne forudsulte, at de Tilfælde hvor et Batteri i Felten med godt Resultat (med framgang) vil kunne bekæmpe et med Skjold forsynet Feltartilleri, ville være yderst sjældne (så godt som inga).",

en Betragtning, mod hvis Rigtighed der vistnok i det hele næppe lader sig indvende noget, maar undtages, at Angriberen sikkert ikke se ganske sjeldent vil være tvungen til at vise sig, fordi han pas de afgørende Afstande ikke har Mulighed for at finde stillinger til indirekte Skydning.

Oberst Wennerberg slutter med den Udtalelse, at en Betingelse for den taktiske Offensiv, som han tillagger den allersterste Betydning, er Supplering af den moderne Feltkanon, som intet formaar mod pansret Artilleri og Fodfolk bag Jorddækning (förskansninger), med en let (ca. 10 cm.) Hanbits, hvis Granatkardaskkugler kunne gores sua store, at de kunne gennemslaa Skjoldene, uden at Antallet bliver sa lille, at der behaves en serlig Granatkardask mod Tropper. Rigtigheden af denne Pastand er ikke umiddelbart indlysende da Hastigheden af Granatkardisk kuglerne er mindre for Haubitsens end for Kanonens Vedkommende, og Antallet af Granatkardaskugler, om ikke for hvert skud, saa dog, hvad der er vigtigere, for hver Vægtenhed, til skade for Virkningen mod Tropper reduceres ved Poregelsen af de enkelte kuglers Vagt: den givne Anvisning fortjener formentlig dog stor Opmerksomhed alene fordi den hidrarer fra en saa anset Artillerist som Oberst Wennerberg, selv om han ikke belarger sin laastand med Oplysning om Forsagsresultater, og under alle omstændigheder er det utvivlsomt, at Feltartilleriet i en Haubits vilde faaet Vaaben, der var bedre egnet end Kanonen til indirekte Skydning og navnlig til Skylning med Fodfolk hag Jorddekninger.

Artikel
Publiceret den 26. okt. 1905
Kommentarer i denne artikel: 0

DEL

Tags

Relaterede artikler

Emner