Log ind

Nogle bemærkninger i tilknytning til den nye betænkning om linieofficersuddannelse

#

Det er selvfølgelig umuligt for mig, der er blevet anmodet om at »anmelde« den nye betænkning, at yde denne retfærdighed. Jeg savner jo både kendskab til det militærtekniske og muligheder for at sammenligne med den nuværende uddannelse. Derfor er jeg i den for en anmelder lidt pudsige situation: at måtte anmode om overbærenhed. Men måske kan jeg gøre lidt gavn ved at fremdrage nogle forhold og spørgsmål, hvis behandling og besvarelse kan give anledning til opklarende bemærkninger og herved bidrage til, at det omfattende arbejde, der er nedlagt i betænkningen, kan blive kendt og vurderet efter fortjeneste af mere sagkyndige.

Betænkningen, der er udarbejdet af et af Hærkommandoen nedsat udvalg (H. C. B. Engeil, H. A. I. Pedersen, H. S. Krarup, Nils Berg, O. K. Lind (formand), A. S. Møller, F. M. K. Kjærgaard og V. Haarstad, er skrevet i et overmåde klart sprog og fremtræder under brug af velvalgte diagrammer i en særdeles overskuelig form. Man får indtryk af en uddannelse, der ikke blot er til gavn for officerer, men også vil kunne tjene til at udvikle de forgreningsmuligheder til andre uddannelser, som er af så afgørende betydning for det moderne, differentierede samfund. Det ville være ønskeligt i fortsættelse af udvalgets arbejde at undersøge sådanne forgreningsmuligheder nærmere. Og i denne sammenhæng iøvrigt også at inddrage den modsat rettede tendens: i hvilket omfang er det muligt udefra, altså på grundlag af en allerede erhvervet uddannelse, at nærme sig til en officersuddannelse — eventuelt en specialiseret?

Om målsætningen for den gamle undervisningsplan af 1. november 1958 bed det bl. a.:

»Ved uddannelsens gennemførelse skal der foruden på den rene kundskabstilegnelse lægges den største vægt på karakterdannelsen, herunder særlig på udvikling af personlighed, initiativ, ansvarsfølelse og loyalitetsfølelse.«

I den her foreliggende betænkning findes, i overensstemmelse med moderne pædagogik, i formålsparagraffen intet explicit om karakterdannelsen. Man har åbenbart erkendt, at denne mere bør være et implicit og varieret resultat af den saglige uddannelse, der ønskes meddelt, end noget der direkte og ensidigt doceres. Og måske har man videre erkendt, at karakterdannelsen ikke kan formuleres i almene udtryk med heraf følgende krav til uddannelsens indhold, uden at grobunden for de individuelle muligheders udfoldelse herved vil blive noget steril.

Jeg tillader mig at opfatte denne drejning bort fra en væsentlig side af den gamle betænkning som symptomatisk for den nye. Det præger nemlig den nye betænkning, at den definerer og beskriver officersuddannelsen som en uddannelse blandt de øvrige, der står åben for ungdomme: en oplæring som i det almene sigte åbenbart ikke ønskes formuleret på en sådan måde, at den principielt adskiller sig fra de øvrige em bedsmandsuddannelser.

Det er klart, at det specielle formål med officersuddannelsen og at officerernes arbejdsvilkår med de mere eller mindre direkte formulerede krav om en ret ensartet adfærd og den ganske stærke og omfattende iagttagelse, de er udsat for, for den flygtige iagttagelse let giver plads for en noget ensartet og lovlig generaliseret opfattelse af denne gruppe af em- bedsmænd. Noget lignende gælder f. eks. præstestanden, omend mulighederne for her, f. eks. i ideologisk henseende, at »slå sig i tøjret« umiddelbart synes noget større. Det politiske spektrum, som her kan iagttages, synes noget bredere. Det er efter min opfattelse af værdi, at officersstanden får mulighed for en så vidtgående liberalisering og individualisering som muligt - A. F. Tscherning har altid slået for mig som et i denne henseende velgørende exempel. Det forekommer mig, at den nye betænkning åbner muligheder for en sådan frigørelsesproces både i kraft af den nøglerne og objektive form, hvorunder den fremtræder, og i kraft af det indhold af undervisningen, som her lægges frem, hvad jeg om lidt vil gå nærmere ind på. Men først vil jeg, noget udenfor denne sammenhæng, gerne have lov til at berøre et forhold, hvis fordomsfrie drøftelse forekommer mig at være af betydning for den proces, man kalder for værnenes demokratisering. Nogle officerer vil nok herved hurtigt gribe til vendingen »naiv«.

Jeg har forstået, men savner det i beskrivelsen af linieofficersuddannelsen, at det stadig er en forudsætning for, at man kan starte en officersuddannelse: at man tilhører det maskuline køn og ikke er legemlig defekt. Jeg forstår nok, at gerningen som linieofficer i dens nuværende form ikke kan gennemføres af kvinder, og at også anvendelsen af invalider her kan være uhensigtsmæssig. Men jeg mener dog, at det er et spørgsmål vel værd en fordomsfri undersøgelse, om det ikke i den grundlæggende officersuddannelse, der her er tale om, er muligt at hidføre en sådan differentiation, at denne embedsmandsuddannelse kunne åbnes for en noget større del af landets befolkning, end det nu er tilfældet. Værnenes opgaver er af en sådan differentieret karakter, at defekter af kropslig art ikke burde være en absolut hindring for ellers egnede unge at vælge de herved bestemte livsveje. Kønsforskelle måske heller ikke.

Det siges i betænkningens Almindelige Del, at den opgavestilling, der har ført til den foreliggende betænkning, »implicit indeholder tre indskrænkende forudsætninger, idet sagen kun omfatter uddannelsen af hærens officerer, kun dennes linieofficerer og kun disses grunduddannelse«. Hvis uddannelsen til officer i hæren ikke som den normale regel forudsætter linieofficersuddannelsen som den grundlæggende uddannelse, og dersom dette skulle være tilfældet: hvis avancementsmulighedeme og indflydelsen ikke principielt forringes ved eventuelt valg af andre grundlæggende uddannelser end linicofficcrernes — ja, så må ovenstående bemærkninger om udvidet adgang til officersuddannelsen ses i en anden belysning.

De væsentligste elementer i linieofficersuddannelsen er ifølge den nye betænkning Statskundskab, Operationer og Forvaltning, hvoraf de to sidstnævnte på en næsten selvfølgelig måde er bestemt ved officererens praktiske eller tekniske virke i krig og fred, medens den første så at sige motiverer værnenes existens og muliggør en forståelse af deres problematik i forhold til samfundet.

Den stærke betoning af faget statskundskab er sikkert det mest iøjnefaldende og for den fremtidige udvikling også det mest afgørende træk i den nye betænkning. Man bar lier anmodet universiteterne om at udtale sig om det betimehge i en stærk undervisning i dette fag og om mulighederne for at gennemføre den ønskede undervisning i statskundskab, både hvad angår den angivne tidsramme og muhghederne for i en nærmere fremtid at skaffe egnede lærerkræfter. Begge universiteters svar »giver udtryk for, at man finder det naturligt at undervise i statskundskab på Hærens Officerskole, og at man med den forudsete tidsramme vil kunne nå det tilsigtede mål, samt at man er indstillet på at bistå ved den videre planlægning«.

Jeg tror, at denne betoning af statskundskab, i forbindelse med den stærkere fremhævelse af fag som f. eks. psykologi og pædagogik og et mere differentieret syn på sprogundervisningens muligheder, er udtryk for noget værdifuldt nyt. Det betyder ganske vist, at man nu bevidst vender sig bort fra den klassiske officersuddannelse med en afgørende vægt lagt på det matematisk-naturvidenskabelige. Med navne som C. C. G. Andræ, W. H. 0. Madsen og F. A. Buchwaldt i erindring - for slet ikke at tale om officerslæreren, den store fysiker L. V. Lorenz, der udførte sin eminente forskning på Hærens Officersskole - er det unægteligt med nogen vemod, en fagmand konstaterer denne traditions ophør, eller i hvert tilfælde dens henvisning til specielle og mere avancerede sider af officersuddannelsen. Men det er nok rigtigt, at det matematisk-naturvidenskabelige er et for snævert udgangspunkt for den moderne officer. Tilbage er jo også blevet kravet om kundskaber svarende til det matematiske gymnasium som optagelsesbetingelse.

Ganske at opgive en undervisning i matematiske og fysiske emner har det dog ikke været muligt. Men her liar udvalget udviklet en filosofi, som gør mig lidt betænkelig. Nemlig den, at disse emner fortrinsvis skal behandles eller udvikles på de steder, hvor man bar praktisk brug for dem. Samtidig med at uddannelsen i ovennævnte forstand er gjort mere humanistisk, er den også blevet mere teknisk betonet. Således at forstå, at det er teknikkens (den militære tekniks) krav, der er blevet afgørende for undervisningen i fag som f. ex. matematik og fysik. Jeg kan i denne sammenhæng heller ikke tilbageholde en bemærkning om, at de foreslåede emner for matematik- og fysikundervisningen i deres mangel på indre sammenhæng og deres ensidige sigte på anvendelsesmulighederne forekommer mig lidt pauvre. løvrigt også at være noget for traditionelt udformet. Hvorfor skal den vordende officer ikke lære lidt om Lineær Programmering? Hvorfor er et så omfattende og centralt emne som Elektronisk Databehandling (lier kaldet Datamaskiner) henlagt under et teknisk taktisk fag som Artilleri? Er brugen af matematiske metoder i Strategien en sag, der må forbeholdes specialisterne? Jeg ved, at der ved Hæren gives en videregående, obligatorisk linicofficersuddannelse og ligeledes en videregående videnskabelig specialuddannelse, og det er vel her, man kommer ind på slige sager. Men hvorledes opdager man de for den videnskabelige specialuddannelse særligt egnede - og ansporcr disses interesser i tide - når de under det indledende studium ikke møder matematikken og fysikken i deres interessante og »stærke« udformning?

Jeg har gennem læsningen af betænkningen fået det indtryk, at den nævnte filosofi i et vist omfang synes at være betinget af, at udvalgets kommissorium ved skrivelsen af 24. 6. 65 til Hærkommandoen fra Forsvarsministeriet åbenbart har været bundet noget af en henvendelse til Forsvarsministeriet fra Skolerne på Frederiksberg Slot, dateret 12. 5. 65, hvori bl. a. dette synspunkt fremhæves - omend mildnet ved forekomsten af et »måske«. Når det lier foreliggende skitseforslag vil danne grundlag for udarbejdelsen af den mere detaljerede studieplan, bliver det forhåbentlig muligt at rette op på de nævnte skævheder, således at det matematiskfysiske fremtræder i en lidt rimeligere sammenhæng end antydet i den foreliggende betænkning.

For en udenforstående var det interessant at læse om den store betydning, man tillægger Krigshistorie som et meget centralt emne i forhold til - eller forbindelse med - grundelementerne: Statskundskab, Operationer og Forvaltning, idet dette fag - sådan som også forsigtigt begrundet i et tillæg til betænkningen: Brug og Misbrug af Krigshistorien, forfattet af Michael Howard - åbenbart stadig er et uundværligt erfaringsgrundlag for udviklingen af officererens faglige duelighed. I forbindelse med det historiske, men iøvrigt i en anden sammenhæng, skal anføres, at betænkningen tillægger kendskab til den kildekritiske teknik stor betydning: den »vil, bortset fra de praktiske aspekter (efterretningstjeneste og sagsbehandling), styrke den almindelige istræben efter at bibringe kadetterne en almen akademisk kritisk holding«. Også denne bemærkning er nok symptomatisk for, hvad udvalget har på hjerte! løvrigt kan officersstanden, hvad angår det historiske, og ikke kun det militærhistoriske, også berømme sig af tilstedeværelsen af en værdifuld tradition.

Meget andet kunne fremdrages fra denne interessante og moderne betænkning, f. ex. diskussionen af sprogenes stilling i linieofficersuddannelsen og de stærke bestræbelser udvalget har gjort sig i henseende til at integrere det omfattende stof - men hvor jeg altså mener, at filosofien er drevet for vidt i spredningen og fortyndingen af de matematisk-fysiske fag. Endvidere: diskussionen c>m lærerstabens sammensætning og uddannelse, hvor den harmoniske sammensætning af civile og militære lærerkræfter tillægges stor, principiel betydning. Jeg håber ikke at virke provokerende med en bemærkning om, at det vel må anses for indlysende, at kvindelige lærerkræfter principielt også kan komme i betragtning. Det kan de måske allerede nu?

Det har imidlertid ikke været min hensigt at give en systematisk vurdering af betænkningen, hvilken — i min situation - da ville være ligeså tåbelig som en bagers vurdering af smedens virke. En søofficers vurdering ville være af interesse. Også en kadets og en linieofficers af den gamle skole - om en sådan stadig kan graves frem.

Mogens Pihl.