Nogle Bemærkninger i Anledning af Oberst C. F. Schønings "Bataillons- og Kompagnitjeneste", 5te Udgave

Den nye Udgave af lir . Oberst Schønings bekjendte fortrinlige Bog, der nu er omarbeidet efter de. store Forandringer, som vort Hærvæsen er undergaaet, siden 4de Udgave udkom, er sikkert bleven modtaget og for­ tjener at modtages med Taknemlighed. Men der findes dog i Afsnittet om Retspleien ved Bataillonen Adskilligt, der i høi Grad opfordrer til nærmere Undersøgelse, fordi det maa siges at være om end ikke ligefrem urigtigt, saa dog meget vildledende. Jeg sigter herved navnlig til Anmærkningen S. 269, hvor den liøitærede Forf. giver en Række Regler om Straffen for visse Forbrydelser samt om Straffenes indbyrdes Forhold.

Det hedder i denne Anmærkning: «Angaaende Straf­ fenes Anvendelse og Forholdet mellem dem kan anføres», herefter følger en Række saaledes formulerede Sætninger:«Den og den Forbrydelse straffes saaledes» — «det Kvan­ tum af den Straf er ligt det Kvantum af en anden Straf.»

Enhver, der læser dette, maa ubetinget tro, at det Givne i sin Helhed er Lovforskrifter, men dette er i Virkeligheden kun Tilfælde med den mindste Del af Forf.’s Regler. Allerede heri ligger noget lidet Heldigt, der tildels endog bliver til noget meget Uheldigt derved, at adskillige af Reglerne ikke blot mangle Lovens Autoritet, men endogsaa ere i Strid med Loven. Vi skulle ganske kort begrunde dette for de enkelte Reglers Vedkommende, idet vi forudskikke den alminde­ lige Bemærkning, at man vel i Reglen kan afgjøre, hvil­ ken af flere Straffe der efter deres Art betragtet maa ansees som den strengeste, men at det, naar Lovgiveren ikke selv giver en positiv Regel, vil være umuligt ad Fortolkningens Vei at opstille et bestemt, mathematisk udregnet Forhold imellem dem. Det er saaledes klart nok, at efternævnte militære Fængselsstraffe følge saa­ ledes efter hinanden i stigende Strenghed: Kvarterarrest,— Vagtarrest, — ensom Arrest — mørk ensom Arrest; men i Tal at sige, hvormeget Mørket lægger til den ensomme Arrest, eller Ensomheden til Vagtarresten, er ikke gjørligt. Med Hensyn til de strengere Fængsels­ straffe (mørkt og ensomt Fængsel paa indskrænket Kost, simpelt Fængsel paa Vand og Brød samt strengt do.) bestemmes deres indbyrdes Forhold i Parolbefaling af 17 Oktob. 1836 (hvis Regler naturligvis ere rigtig anførte i Anmærkningen), hvorimod Lovgiveren intetsom­ helst udtaler om Forholdet mellem hine mildere Fæng­ selsstraffe indbyrdes eller i Forhold til de nævnte stren­ gere Straffe. Dat er derfor ogsaa rent vilkaarligt, naar Forf. herom opstiller en Række Regler, der kunne gjen- gives i følgende Formel: 1 Dags simpelt Fængsel paa Vand og Brød (eller mørkt Fængsel paa indskrænket Kost) = 1,5 Dags mørkt ensomt Fængsel uden saadan Indskrænkning = 3 Dages ensom Arrest (lys) = 6 Dages Vagtarrest = 12 Dages Kvarterarrest. Naar jeg siger, at disse Regler ere vilkaarlige, mener jeg ingenlunde, at de i og for sig ere urimelige — tvertimod, de kunne afgive en meget brugbar Veiledning for det subjektive Skjøn, som Jurisdiktionschefen under Lovgivningens Taushed er nødt til at anvende, og det kunde maaskee være meget ønskeligt, at Lovgiveren adopterede dem, ligesom de da ogsaa i Virkeligheden tildels stemme med det Rigsdagen i 1870 forelagte Forslag til en Straffelov for Hæren. Men det sees let, at dette er noget helt andet end positivt at sige: «Saaledes er det». Og saavel paa dette Punkt som med Hensyn til de nedenfor omtalte Regler vilde det have været ønskeligt, om den høitærede Forf. havde iagttaget samme Forsigtighed som Rosenstand-Goiske, der ved i sin bekjendte Krigsret (II. Del S. 122—23) at give en lignende Skala for for- skjellige Straffes indbyrdes Forhold forudskikker samme følgende Bemærkning: «For deres Skyld, som ere ubekjendte med det Forhold, man i Praxis sædvanlig antager mellem Straffene for Krigsmænd af forskjellig Rang, meddeles her en Tabel, som iøvrigt er af intet Værd, og som det beroer paa enhvers egen Følelse at rette, forandre og fuldstændiggjøren.

Dernæst udtaler Forf. videre angaaende Forholdet mellem de forskjellige Straffe, der kunne anvendes arbi­trært, at Krumslutning i 24 Timer er lig 5 Dages sim­pelt Fængsel paa Vand og Brød (i 48 Timer altsaa lig10 Dages saadant Fængsel)». Det ligger klart for, at Krumslutning er en fra Frihedsstraffene saa heterogen Straf, at det vilde være umuligt a priori at opstille et saadant bestemt Forhold imellem dem. Den positive Hjemmel, som Forf. maa have ment at have herfor, kan ikke være nogen anden end Parolbefalingen af 31 Mai 1812, der ved at bestemme, at Spidsrod ikke mere maa anvendes arbitrært, videre befaler: «at ingen Jurisdiktions­ chef maa selv diktere høiere Straf for Underofficerer, Spillemand og Gemene end 10 Dages Fængsel paa Vand og Brød eller 48 Timers Krumslutning». Men det er sikkert ikke velgrundet af den Omstændighed, at den arbitrære Straffemyndigheds Grændse for disse to Straffes Vedkommende er sat til henholdsvis 10 Dage og 48 Timer, at ville slutte, at saa maa ogsaa disse Straffe- kvanta være at ansee som lige store i Kvalitet. Det har været Parolbefalingens Hensigt at sætte en Grændse for den Vand- og Brødstraf, der kan dikteres arbitrært, og tillige endelig at afgjøre, hvad tidligere havde været Gjenstand for Tvivl, men dog var blevet administrativt fastslaaet (jfr. General- og Kommissariat Kollegiets Skr. 10. Jan. 1806), nemlig at Krumslutning ikke maatte ud­ strækkes udover 48 Timer. Andet eller mere ligger heller ikke i Lovbestemmelsens Ord. Ilvorlidt det kan gaae an at slutte, at de høieste Grader af forskjellige Strafarter, som kunne anvendes arbitrært paa de sammePersoner, skulde være ens i Styrke'), kan allerbedst sees af de hos Forf. S. 271— 72 anførte Bestemmelser af 8. April 1848 om detacherede Afdelingers Straffemyndighed, hvor Anvendelsen af den her bekjæmpede Slutnings- maade vilde lede til aldeles meningsløse Resultater, som den højtærede Forf. sikkerlig vilde være den sidste til al akceptere. Parolbefalingen af 1812 kan altsaa ikke give nogen Oplysning om Forholdet mellem Krumslutnings­ straffen og andre Straffe, og de Bidrag, der andetstedsfra kunne hentes om Lovgiverens Villie i saa Henseende, ere saare ringe. De indskrænke sig, saa vidt mig bekjendt, til Reskriptet af 11 Marts 1737, jfr. Gen. Kom. Koli. Skr. 21 Jan. 1792, hvorved Straf af Bøder fra 1— 9 Rdl. sattes lig Krum slutning (hermed sammenholdes, at Civile ifølge Fdg. 6. Dcbr. 1743 § 15 kunde afsone Bøder fra 1— 10 Rdl. med 4 Dages Fængsel paa Vand og Brød), og Parolbefaling af 20 Aug. 1827, der fore­ skrev, at Straf af simpel Arrest eller Fængsel paa Vand og Brød skulde anvendes paa visse Underofficerer m. Fl. istedetfor Krumslutning. Om der heraf kan udledes nogen almindelig Regel om Forholdet mellem den om­ handlede Straf og andre Straffe er vist mere end tvivl­ somt, men ialtfald bliver det ikke den af den høitærede Forf. fremsatte; C. P. N. Petersen (hvem jeg forøvrigt ingenlunde vil anføre som nogen Autoritet) mener sig be­ føjet til af sidstanførte Bestemmelse at slutte, at Krum­ slutning (fra 6—48 Timer) kan sættes lig med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage eller simpel Arrest.

Naar den høitærede Forf. dernæst angiver Straffen for visse Forseelser, saa maa han saavel efter Fremstil­ lingens Form — som foran berørt — som efter Sagens Natur herved uden Tvivl mene de Straffe, som Lovgiv­ ningen bestemmer for de omhandlede Forseelser; thi kun disse kunne være Jurisdiktionscheferne til Veiledning ved Anvendelsen af deres arbitrære Straffemyndighed , medens det fra et hvilketsomhelst andet Standpunkt vilde være et ørkesløst Forsøg at konstruere Regler for en Myndighed, der ikke er bunden til andre Regler end den, at den arbitrære Straf ikke maa være strengere end den lov­ bestemte. Vi møde da først hos Forf. tvende Regler om Straffen for Drukkenskab, hvorefter gjentagen Drukken­ skab i Vagttjeneste, anden Tjeneste eller udenfor Tjene­ sten altid skal straffes med Krumslutning, medens Drukkenskab paa Vagt 1ste Gang under formildende Omstændigheder kan straffes med 5 Dages simpelt Fængsel paa Vand og Brød. Man skulde herefter for det Første tro, at det kun var underVagttjeneste, at 1ste Gang begaaet Drukkenskab kunde straffes, og dernæst at al gjentagen Drukkenskab udenfor Tjenesten ubetinget kan straffes. Men det er ikke saa. Det er hævet over al Tvivl, at ethvert Tilfælde af Drukkenskab i Tjenesten er strafbart, hvorimod det neppe er forsigtigt at frem­ sætte den af Forf. givne almindelige Regel om Drukken­ skab udenfor Tjenesten. Der kan vistnok meget velfinde saadan Drukkenskab Sted, som ikke kan belægges med Straf, og uden at gaae nærmere ind paa Detaillen heraf skal jeg kun bemærke, at Rosenstand Goiske i sit fornævnte Skrift (II Del S. 163) udtaler, at «Drukkenskab ikke efter Krigsartiklerne er nogen Forbrydelse, saalænge Tjenesten intet derved lider, eller nogen anden Misgjerning formedelst Drukkenskaben begaaes».

Hvad angaaer den Straf, hvormed Drukkenskab i Tjenesten skal belægges, da haves, afseet fra nogle specielle eller for Krigsforhold gjældende Bestemmelser, kun Reglen i Anhang til Infanterireglementets III Del S. 188 § 8 sammenholdt med Resol. af 4 Febr. 1777, hvorefter den, der kommer drukken til Paraden eller drikker sig fuld paa Vagten, skal straffes med Fængsel paa Vand og Brød. Herefter ville Krigsretterne vistnok føle sig bundne til udelukkende at anvende denne Straf, medens der intet vil være til Hinder for, at Jurisdiktions- chefen, der afgjør en saadan Forseelse arbitrært, vælger Krumslutning. Men at give bestemte Regler for, hvilken af disse Straffe der fortrinlig bør anvendes eller i hvil­ ken Grad, er umuligt. Dette maa ganske beroe paa Jurisdiktionschefens Skjøn.

Ganske det samme, som foran er anført om Straffen for Drukkenskab, gjælder om Straffen for den Skildvagt, der 1ste Gang sover paa sin Post. Navnlig vil Krum­ slutning ofte kunne være en meget passende arbitrær Straf ogsaa for denne Forseelse.

Endnu skal jeg fremdrage følgende Punkter:

S. 258 Note 1 læres, at der ikke tilkommer en til Fæstningsarrest dømt Offlceer Diæter paa Reiserne til ogfra Straffestedet. Dette er imidlertid forandret ved Lovenaf 14 Mai 1870, saaledes som ogsaa udtrykkelig udtalti Krigsministeriets Skr. af 16 Jan. 1871.

S. 253 anføres, at Bataillonschefen, naar Sager ver­ sere ved Forligskommissionerne mellem Civile og Militære (som Indklagede), i Henhold til Fdg. af 10 Juli 1795 § 29 kan lade Auditøren eller en Offlceer tiltræde Forligs­ kommissionen. Men dette ansees almindeligt — om med Rette eller Urette skal ikke her afgjøres — for ophævet ved Lov om Forandringer i Forligsvæsenet af 4 Marts 1857, og det kan saaledes neppe længere ansees til- raadeligt for en Jurisdiktionschef at ville benytte sig af den ham ved Fdg. af 1795 tillagte Ret; ialtfald bør han være advaret om, at han maa vente at møde Modstand i en saadan Fordring.