(Oslo 1932. 51 Sider).
Skønt vel kun ganske enkelte har læst denne Pjece, er den dog bleven omtalt adskillige Steder, hvorfor jeg antager, at en og anden vil finde, at der er nogen Grund fo r mig til ikke helt at ignorere den. Det kunde m uligvis synes fristende at gennemgaa Pjecen med det, H r. Bergersen kalder „Søgelyset“ , men som i hans Haand ganske vist er blevet en flakkende, vild førende „Lygtem and“ ; men da Pjecen i Formen er yderst u tiltalende og i Realiteten yderst slet begrundet — Bergersens Bevisførelse minder ganske om Erasmus Montanus’ (een Kat har tre Haler) — skal jeg ikke indlade mig paa en detailleret Gendrivelse. Det maa i og fo r sig beklages, at Bergersen, der med En tusiasme og med Sagkundskab paa visse Omraader har givet sig i Lag med sit uhyre om fangsrige Værk om Tordenskjold, saa stærkt har fo rfe jle t Løsningen a f Opgaven. Dette skyldes hovedsagelig hans grundfalske Indstilling til denne, idet han, som han siger i sin Fortale, vil føre Bevis for, at Ts. Betydning som Søkriger ikke er bleven rettelig vurderet a f Samtid og E ftertid . Med stærke Ord forkynder han, at han udsender et Kam pskrift, udfordrer til Kamp og venter Kamp. Bestandigt og i stedse stærkere Udtryk søger han at hævde Ts. taktiske, strategiske, taktisk-strategiske og strategisk-taktiske Klarsyn og U fejlbarhed frem for alle Samtidige blandt de højeste Søofficerer herhjemme, der i Sammenligning med /»Norges store Søn“ kun er „avindssyge smaa Mænd“ . Herved har B. skruet sig op i Højder, der absolut maa medføre tilsvarende Fald. Og sam tidig med at B. pulveriserer andre Forfattere, der har skrevet om T., er hans eget Arbejde ved hasarderede Paastande, Selvmodsigelser, Mangel paa Kendskab til vigtige Aktstykker, vilkaarlig og misvisende Benyttelse a f andre Do., blevet nærmest værdiløst fo r dem, der virkelig ønsker Oplysning, Belæring. Skønt Bergersen veed, at Tordenskjold som Chef aldrig har deltaget i Søbataille, endmindre fø rt Flaadeafdeling i en saadan, men kun fø rt Havnekampe, nævner han sin Helt sammen med tidligere Tiders allerstørste Søkrigere, saadanne der har kommanderet store Flaader i Slag paa Havene — form entlig i det Haab, at der dog altid hos de ukyndige vil hænge noget ved. I det hele taget trækker B. meningsløst store Vexler paa den almindelige Læsers Godtroenhed, Mangel paa Kendskab, Mangel paa K ritik . Ser man paa Tordenskjolds i vor M arine enestaaende hurtige Avancement: otte i otte Aar, maa enhver indrømme, at der forsaavidt ikke kan klages med Rette over Mangel paa Anerkendelse. Da T. 1715 under store Lø fter søgte om et særlig t Kommando, betegnede Adm iralitetet Løfterne som Skryderi og tilføjede, at da T. 1712 blev Kaptajnløjtnant, forbisprang han 51 Premier- og Sekondløjtnanter, der efter Adm iralitetets Dom var ligesaa dygtige om ikke dygtigere end han. Nu vil Bergersen maaske sige, at Adm iralitetsherrerne paa dette Tid spunkt maa henregnes til de „avindssyge smaa Mænd“ i K jøbenhavn, men tre A a r senere giver han omtrent de samme Mænd A ttest for, at de var „Indbegrebet a f den højeste Kyndighed og Myndighed paa det sømilitære Omraade“ ! Kampen mod Bergersens Bog blev indledet a f den afdøde, udmærkede krigshistoriske Fo rfa tter Generalløjtn. Tuxen ved en indgaaende Anmeldelse i Hist. Tidsskr. 9, V, hvortil kom en A rtikel a f Adm iral T. A. Topsøe-Jensen. Dette efterfulgtes a f en lang Replik (A n tik ritik ) a f Bergersen i samme Tid sskrift. Skønt det med al Tydelighed fremgaar, at det sidst udkomne Bind a f Bidr. til st. nord. K rig s Hist. er udarbejdet a f mig, paa tilsvarende Maade som det foregaaende Bind var udarbejdet a f Generalløjtn. Tuxen, vælter Bergersen sig ind over Generalstaben med mange meget onde Ord. Jeg tilhører ikke og har aldrig tilh ø rt Generalstaben. Generalløjtn. Tlixen ejheller. Generalstaben (Krigsm inisteriet) bærer Omkostningerne ved Arbejdet, men har hverken nu eller tidligere haft direkte eller indirekte Indflydelse paa Frem stillingen. Fo r Generalløjtn. Tuxens rosende Ord om Tordenskjold har Bergersen ikke ydet Generalstaben Anerkendelse — hvorfor da nu saa ond mod denne Institution fo r min K ritik ? Bergersen vil ganske frakende mig Evne til at bedømme de to i Bind IX omhandlede Havnefægtninger (Gøteborg og Strømstad). Jeg vil hævde, at fo r Bedømmelsen a f disse er Sømandsuddannelse ikke nødvendig. Fartøjerne blev slæbt ind fra deres Ankerplads udenfor Skudvidde, fortøjede fo r og agter, begyndte Kanonaden paa samme Maade som Landbatterierne og fortsatte hermed, ind til de var nedkæmpet og lod sig slæbe ud. Noget andet vilde Forholdet være ved Kamp i aaben Sø mellem to Flaader under Sejl, med Manøvrering fo r at opnaa den gunstigste Placering fo r Kampens Gennemførelse osv. Om den overvættes store Betydning a f Tordenskjolds Papirer i Trondhjem , som ikke er bleven benyttet a f mig — fo r øvrigt heller ikke a f Generalløjtn. Tuxen — breder Bergersen sig med mange stygge Ord til mig. Men er hans stærke og stygge Ord andet end et Trick, et Forsøg paa at putte Blaar i Ø jnene paa godtroende Læsere, navnlig Avislæsere? Fo r 1717, det Aar, det her drejer sig om, er det „Laalands“ Journal; den saa pompøst benævnte „Geheimprotokol“ samt to Bøger over modtagne og udgivne Ordrer. Journalen kan undværes, efter at Bergersen allerede i 1925 havde givet rigelige Uddrag deraf, og desuden findes Journalerne m. m. fra andre deltagende Fartø jer her i Kjøbenhavn. B. veed jo meget godt, at O rdrerne til Tordenskjold findes i Kopibøgerne her, samt at O rdrer fra T. til Skibscheferne findes i de paagældende Skibes „P ro tokoller“ — ogsaa her. Den „Geheimes“ Korrespondance gælder ifølge B. alene de højere Myndigheder — disse sad i K jø benhavn, hvor deres Arkivsager findes. — A t B. selv jæ vnlig ikke har kunnet finde, hvad han ønskede, kan ligge i Mangel paa Tid til Eftersøgningen, Mangel paa Kendskab til Arkivforhold osv.
Fo r Bergersen er Forholdet mellem Overgeneralen i N o rge, Wedel, og Tordenskjold et Hovedpunkt. Gang paa Gang fremhæver B. — og med Rette — Tordenskjolds fuldstændige Uafhængighed a f Wedel: Denne kunde ikke befale Tordenskjold til noget. Da T. 1716 fik Kommandoen over den norsk-danske Søstyrke deroppe, fik han som alle Chefer en kongelig In strux: „Med [norske] Generalitet har han i alle Sager af Importance at konferere“ . Generalitetet var, som baade T. vidste og B. veed, de norske Genera ler. Ifølge sin Jnstrux skulde Wedel samle Generalitetet til Krigsraad, Krigskonseil, naar noget a f Importance skulde foretages. H ar nu Tordenskjold, efter sin Instrux, forelagt Generalitetet sin længe nærede Plan om Angreb paa Gøteborgs Havn til Konference? Nej. H ar T. forud fo r Angrebet paa Strømstad Havn forelagt sin Plan, Hensigt, fo r Generalitetet? Nej. I det først nævnte Tilfæ lde vilde Tordenskj. ganske vist bagefter hævde, at han havde drøftet Planen med Wedel; men han tør dog ikke sige, at W. havde givet sin Tilslutning. Wedel har derimod overfor T. bestemt hævdet, at denne kun „diskursive“ har til ham talt om snart et Projekt, snart et andet. Her skal i Forbigaaende bemærkes, at Bergersen gengiver Wedels Ord — som han meget godt kender — med den utilstedelige „Forbedring“ , at „de“ [W. og T.] havde diskuteret Planen. I samme Forbindelse skriver B., at Tordenskjold i sin Instrux havde „udtrykkelig Ordre til at konferere med Generalen“ [W .], hvad der ogsaa er en bevidst Forvanskning. Men a f saadanne Friheder tager Bergersen sig mange. I det andet Tilfæ lde søgte Tordenskjold i gentagne S krivelser at „tvinge“ — dette er Bergersens Udtryk — Wedel til at afgive sk riftlig Erklæ ring om, hvorvidt T. skulde agere offensivt eller lægge sig etsteds ved Kysten fo r at standse de svenske Transporter. H vori det offensive bestod, angav T. ik ke.1) Man da det er „dangereux“ , vil han have Wedel til at dele Ansvaret, Skylden, med sig, hvis det gaar galt.2). Bergersen har (Pjesen S. 25) Ret i, at T. skrev til W „ „at hvis det ikke havde været ham udtrykkeligt paalagt, saa vilde han ikke have aabenbaret sit Dessin fo r andre end osv.“ Den umistænksomme Læser, der ikke kender Bergersens Maade at referere, vil efter disse U dtryk gaa i den Fælde, Bergersen har opstillet, og tro, at T. havde aabenbaret Dessinet for W. Egentlig ganske fixt lavet af Bergersen.
1) Ifølge Bergersen skal T. nemlig først Dagen e f te r Afslutn ingen a f K o rrespondancen have taget Bestemmelse om, hvori „Dessinet" skulde bestaa. Tør man tro det?
2) Hvorledes T. kan skrive til W., at det endnu ikke fattede [?] Dessin er „dangereux", og at W. skal dele Skylden med ham, hvis det gaar galt — det maa Berger:-en klare.
Wedel afslog im idlertid bestemt at afgive Erklæ ring, som Tordenskjold vilde have det. Han anbefalede Tordenskj., snarest at løbe ud med sin Styrke og efter sin Konduite som en Søofficer at hindre den fjendtlige Sømagt i at sætte sig fast paa Kysten. Bergersen hævder atter her, at T. har efterkommet sin Instru x : „diskuteret sine Dispositioner med Wedel“ . B. tror aabenbart, at blot man uafladeligt ham rer noget galt fast, ender det med, at Folk tror, at det er rigtigt. Han tilfø jer, at det maa være nok, at T. presser paa W. — „det vilde tage sig ejendommeligt ud, om en Eskadrechef skulde flyve Land og Strand rundt fo r at konferere med de forskellige Medlemmer a f Generalitetet.“ Dette er, gode H r. Bergersen, hvad man i gammel Tid kaldte „overflødig Snak“ — det er Nonsens. T. skulde blot rette sig efter sin Instrux, ligesom Wedel, og anmode om Sammenkaldelse a f Krigsraad, der i Løbet a f en eller to Dage kunde samles i Frederikstad, hvor T. opholdt sig. Aaret efter afgav Adm iralitetet ved Tordenskjolds Medhjælp den meget mærkelige Kendelse, at Wedel havde drevet Tordenskjold til at angribe Strømstad! Ifølge Bergersen tjener dette Angreb til T.s „uvisnelige Hæder“ — skønt T. var dreven dertil a f W. — H vorfor vil Bergersen saa dog ikke lade W. faa i ethvert Fald en passende Del a f den „uvisnelige“ ? A t Tordenskjold var glad fo r Kendelsen, der disculperede ham og lagde Skylden, Ansvaret, paa Wedel, er forstaaeligt. Men at Bergersen med grænseløs Henrykkelse finder Kendelsen retfæ rdig og et værdigt Udtryk fo r den højeste Visdom og Sagkundskab, skønnes u fatteligt fo r andre; thi B. hævder jo bestandigt, at T. var ganske uafhængig a f W., og Bergersen veed, at W. har afslaaet at erklære sig om T.s Dispositioner. I Forbigaaende bemærket: Bergersen synes ikke at kende Adm iralitetets Sammensætning. Bergersen ødsler med Ros til Tordenskjold fo r alt, hvad der vedrører Angrebet paa Gøteborg 1717. Det er derfor højst uheldigt fo r Kong Frederik, at han udtalte, at der ikke var „Ræson“ deri. Om Adm iral Byngs (den engelske Overadmiral) og Adm iral Råbens Syn derpaa kan jeg henvise til Bind IX . M in Bemærkning om, at der forud fo r dette Angreb ikke var foretaget nogen Rekognoscering, afviser B. og siger, at godt en Maaned i Forvejen havde Tordenskjold i Chalup været inde i Retning mod N y Elfsborg. H erfra har T. dog ikke kunnet se noget a f Betydning, og a f T.s Rapport efter Affæren fremgaar, at han er bleven overrasket a f Fjendens „extraordinære“ Anstalter, som vi ogsaa bagefter veed god Besked om.
Bergersen er meget vred over min Bemærkning om, at Tordenskjold efter Nederlaget ved Gøteborg fald t tilfø je m. H. t. Indsendelsen a f M ønsterruller over Skibsbesætningerne, skønt han i Forvejen havde rejst en Himmelstorm derimod. Sagen er, at B. fald t i Henrykkelse over T.s Protest og har spenderet to sam fulde Sider derpaa. Fo r B.s Anvisning til mig om A d m iralitetets Svar til T. takker jeg; jeg kender Skrivelsen i Fo rvejen. Men veed B. virkelig ikke, at Adm iralitetet en Maaned i Forvejen havde acquiesceret ved Wedels Forslag herom? Den Skrivelse fra Tordenskjold, som B. siger, han ikke kender, men spørger efter, er dateret 4. Juni. Findes den virkelig ikke i den famøse „Geheime“ ? Det kan maaske være den, som B. refererer S. 770, men hvoraf bl. a. Stykket om Indsendelse a f Styrkelister er udeladt. V ar det ikke opportunt at medtage det? Som saa ofte hos B.: Man merkt die Absicht und w ird verstimmt. — Med Ydmyghed kvitterer jeg fo r B.s herhenhørende Bemærkning om m it fattige Begreb, der end ikke skal naa op i Højde med selv de „enfoldigstes“ . Selvfølgelig tager Bergersen mig yderst ilde op, at jeg har udtalt mig om Tordenskjolds daarlige Behandling a f de underlagte Chefer. Han vil hævde, at T. var „som en Fader“ fo r sine O fficerer. Paa Baggrund af, at T. baade a f A a r og Tjenstalder var yngre end sine underlagte Chefer m. fl. lyder Karakteristikken „som en Fader“ jo noget lø jerlig, og at den er uhjemlet, frem gaar a f samtidige Vidnesbyrd, a f hvilke Bergersen dog kender nogle, men næppe alle. B. veed dog bl. a., at Overkrigssekretæren 1717 paalagde T. at undlade sin „rude“ Optræden overfor sine O fficerer, og at han tværtimod skulde bestræbe sig fo r at gøre sig „elsket“ a f disse. T il de Karaktertræk, som B. jævnlig fremhæver med Beundring — de er forøvrigt ikke nævnt a f T.s Samtidige, men stammer fra en langt senere Tid — kan jeg fø je det, som T.s Samtidige, Adm iral Rosenpalm, frem førte 1719, idet han indstændigt bad sig fritaget fo r at faa T. til Næstkommanderende: Rosenpalm beder sig befriet fo r en saadan, der [alene ser] „ til sin Pungs Spækkelse og Navns Udbredelse“ . Jeg bør dog herved tilfø je, at der mellem de to H errer havde været, hvad man dengang kaldte „nogen Passion“ .
K. C. Rockstroh.
