Af Svend Bergstein, oberstløjtnant (pens.)
”… Den største gode gerning i krig er den hurtige afslutning af krigen, og ethvert middel til at opnå dette,så længe det ikke er forkasteligt,skal bruges …” Den preussiske general Helmuth von Moltke, 11. december 1880, i et brev til folkeretseksperten Johann Kaspar Bluntschli
Hvad drejer det sig om?
Netværksbaseret forsvar er et udviklingskoncept, som er accepteret i flere lande. Sverige er efter sigende det land, der er nået længst på området. Hvad netværksbaseret forsvar egentligt går ud på, er bedst beskrevet i bogen Understanding Information Age Warfare1 som i det væsentligste er udgangspunktet for denne artikel. Den amerikanske betegnelse Network Centric Warfare (NCW) vil derfor blive anvendt her. Den traditionelle måde at opstille militære enheder på er temmelig (våben)tekno‐logifikseret, om end ideen med det såkaldte krigens kredsløb (doktrin‐teknologi‐organisation) er, at man skal have en "holistisk" tilgang. Men siden industrialiseringens gennembrud er også den militære udvikling i stigende grad bleven teknologidreven. Der er derfor en tilbøjelighed til, at man først finder ud af, hvilken (våben) teknologi, der er behov for, dernæst hvor stor organisationen skal være og hvilken doktrin, der skal anvendes. Først herefter finder man ud af, hvilke kommunikationssystemer, sensorer og andet IT‐grej, der er nødvendigt. Meget betegnende går denne militære IT under fællesbetegnelsen Force Multipliers. NCW‐konceptet, derimod, går i store træk ud på, at man først etablerer et avanceret IT‐netværk med sensorer, kommunikationer, indbygget kunstig ”intelligens” m.m2.. Et sådant netværk skaber langt flere muligheder, end en hierarkisk IT‐struktur Styrkestrukturerne skal derefter optimeres til at kunne udnytte de muligheder, som netværket skaber. (Vil man være lidt ondskabsfuld, kan man kalde NCW for nørdernes endelige triumf).
Nok så interessant er det, at disse styrkestrukturer betegnes Mission Capability Packages (MCP). Det vil sige, at styrkestrukturerne i det mindste skal kunne opfylde to betingelser:
• De skal, som nævnt, kunne udnytte mulighederne i netværket.
• De skal være "skræddersyede" til en bestemt type opgaver.
En MCP er karakteriseret ved flg.:
• Concept of Operation.
• De anvendte Command and Control principper.
• Den relevante organisation og doktrin, samarbejdsarrangementer og informationsudbredelse.
• Karakteren af den krævede uddannelse og træning.
• Specifikationen af styrkerne og andre aktiver
Der er en forventning om, at den informationsoverlegenhed, som det ”intelligente” og robuste netværk tilvejebringer, vil sætte styrkerne i stand til at foretage selvsynkronisering. Det være sig til lands, til vands eller i luften.
Selvsynkronisering vil sige, at beslutningstagernes ageren på de lavere niveauer vil blive styret udelukkende af
• deres egen træning,
• deres forståelse af højere niveaus hensigt og
• deres eget overblik over situationen i de relevante dele af kamprummet. I nogen varianter af dette koncept er der muligheder for Management by Exception. Dvs. at det højere niveau kun undtagelsesvis griber ind over for beslutninger truffet på det lavere niveau. (Man kan vælge at kalde dette for den preussiske generalstabs posthume triumf – den ultimative Auftragstaktik). Det kan også siges kortere. Fremtiden byder på konstant Task Forcing eller troppeinddeling. Hvor langt ned i organisationerne, dette skal ske, er endnu uafklaret. I princippet er der ingen begrænsninger. Endeligt skal det bemærkes, at NCW ikke er beregnet til krigsførelse alene. Det skal kunne håndtere hele spektret fra storkrig til humanitære operationer.
Hvordan kunne det dog ske?
Inspirationen til NCW‐konceptet er hentet hos e‐handelsvirksomheder. Disse virksomheder er karakteriseret ved, at de har en særdeles flad organisationsstruktur, og at de har krypterede transmissionssystemer til pengeoverførslerne. Selve handelen foregår ved hjælp af beslutningsstøttesys‐ temer, der ind imellem kan forlede kunden til at tro, at hun kommunikerer med et menneske. Når man ser de modeller, der anvendes for at beskrive processerne i NCW, så er det slående, hvor meget de ligner de forretningsmodeller, der anvendes i erhvervslivet. Der anvendes bl.a. udtrykkene værdikæder og værditilvækst. En forenklet NCW forretningsmodel.
Hver af de hvide kasser repræsenterer ét eller flere led i en værdikæde. Ambitionen for NCW er flg.:
Netværket (IT‐infrastrukturen) sørger for, at alt og alle ‐ teknologiske systemer såvel som mennesker – kan komme i forbindelse med hinanden. Alle de data, sensorerne kan tilvejebringe, bliver fusionerede og behandlet i netværkets ”kunstige intelligens”, herunder sammenholdt med informationer om egne styrker. Resultatet bliver, at der kan gennemføres information management, dvs. de nødvendige informationer bliver transmitteret til de mennesker og systemer, der har brug for dem. Dette medfører for det første et stærkt forbedret overblik over kamprummet. For det andet, at man nu kan gennemføre Command and Control processer (C2) (det markerede område), inkl. logistiske processer. Det helt centrale er, at man v.hj.a. netværket kan skabe såkaldt virtuelle organisationer, hvor man kontinuerligt kan "taskforce" samt attachere og detachere enheder eller enkelte våbensystemer. Dette kan lade sig gøre, fordi man pga. nettet i betydeligt omfang kan erstatte personel‐ og materieltransport med information (hvad det så end skal betyde). Det bliver også muligt for de involverede styrker at gennemføre selvsynkronisering, som beskrevet tidligere. Slutprodukterne i værdikæden – som de muligvis ville sige det på Handelshøjskolen – er et ekstremt øget operationstempo, færre risici, fordi modstanderen altid vil være bagud med sit operationstempo, samt bedre ressourceudnyttelse, idet værnsrivalisering og bureaukratisk inerti per definition udelukket. Fælleseffekten af slutprodukterne er stærkt øget kampeffektivitet. Den opmærksomme læser vil måske hævde, at det er den øgede kampeffektivitet, der er slutproduktet. Det kan den næppe være, da kampeffektivitet er en relativ størrelse, som er helt afhængig af fjendens ditto. Skal man nu tro på alt det her? Det gør man nok klogt i. Under den sidste Irak‐krig erklærede den amerikanske krigsledelse, at deres strategi var Chok and Awe, et udtryk, der er taget fra litteraturen om NCW. Om end NCW fortsat er et udviklingsprojekt, så er det en uomtvistelig kendsgerning, at USA havde en informationsdominans i forhold til de irakiske styrker, som var helt overvældende. Der er i den forbindelse nogle forhold, der er værd at bemærke sig:
• De hærstyrker, der var deployerede til området, var kvantitativt langt mindre, end Joint Chiefs of Staff havde ønsket det.
• Ca. en tredjedel (mit gæt) af de amerikanske hærstyrkers kampkraft kom ikke i aktion pga. Tyrkiets obstruktion.
• Operationstempoet var formidabelt. De fleste mere eller mindre selvudråbte skriftkloge (inkl. undertegnede) havde forventninger om en desperat irakisk forsvarskamp, med Republikanergardens ”last stand” som kulminationen.
Det irakiske forsvar blev i bogstaveligste forstand rendt over ende. Den britiske division blev lige som forrige gang tildelt en lidt‐af‐vejen rolle. Dette på trods af sprogfællesskab og mere end 50 års NATO‐samarbejde. Hvorfor mon?
Mere handelshøjskole
NCW er som sagt et udviklingsprojekt, og de involverede lande er i fuld gang. I USA etablerer man et benhårdt virksomhedsstyringssystem til formålet. Virksomheder styres ved hjælp af nøgletal. Der findes en del måder at gøre dette på, men fælles for dem er, at man etablerer et system af målepunkter i sin virksomhed. System i den forstand, at det, der sker i det enkelte målepunkt, påvirker det, der sker i andre målepunkter. Målepunkterne repræsenterer nogle tilstande, begivenheder eller fænomener i produktionsforløbet, som kan måles. Ordet måling skal tages bogstaveligt. Glem alt om chefens vurdering af tilstanden i uddannelsesenheden. Hvis der er tilstande, begivenheder eller fænomener, der ikke kan måles direkte, så måler man effekten af dem. Det amerikanske forsvars variant af et virksomhedsstyringssystem for udviklingen af NCW ser således ud:
Modellen er universel i den forstand, at den i princippet kan anvendes for alle enheder i en MCP. Modellen omfatter tre domæner:
• Det kognitive domæne, der findes mellem ørerne på beslutningstagerne på alle niveauer.
• Informationsdomænet, hvor netværket virker.
• Det fysiske domæne, som er den virkelighed, i hvilken operationerne foregår.
I alle domænerne findes der et antal målepunkter, der som sagt er indbyrdes afhængige. Af hensyn til overskueligheden er et antal af målepunkterne i det kognitive domæne her samlet i et stiplet område, og deres indbyrdes afhængigheder omtales ikke. I det fysiske domæne findes der objekter og foregår begivenheder, som observeres i informationsdomænet. Disse observationer transformeres til data, der igen fusioneres til informationer. En eller flere af disse informationer gør, forhåbentligt, indtryk på rette vedkommende (hvad der foregår 100 km. borte, er næppe relevant for en delingsfører), og de bliver tillige sendt videre til en informationsdelings –funk‐ tion. Denne funktion ekspederer alle yderligere relevante informationer (f.eks. egne forhold, fjenden, vejr osv.) op i det stiplede område, hvor de påvirker målingerne i målepunkterne. De indtryk, som rette vedkommende har fået, kan via en udnyttelse af de tilstande, begivenheder eller fænomener, der findes i det stiplede område, medføre en beslutning om at gå i aktion. De involverede enheder eller våbensystemer kan derefter i princippet gennemføre den samme proces, hvor den information m.v., der er repræsenteret ved målepunkterne i det stiplede område, kan anvendes til at foretage (selv)synkronisering. Der er i realiteten tale om et ganske komplekst beslutningskredsløb, idet interaktionerne mellem og med seks af målepunkterne i det kognitive domæne ikke er illustreret i fig. 2. Ideen med at have et virksomhedsstyringssystem er selvfølgeligt, at man skal kunne overvåge og gribe ind, hvis målingerne i et eller flere af målepunkterne falder uden for de forventede tolerancer. Ifølge kilden er dette et stort problem. F.eks. opstilles der otte egenskaber for kvaliteten af information. Hvert af disse kendetegn skal kunne kvantificeres. Tilsvarende problemer gør sig gældende for de andre målepunkter. Med andre ord: Ikke alene er selve beslutningskredsløbet ganske komplekst. Der gemmer sig også et problem i hvert enkelt målepunkt, for hvorledes skal hvert enkelt målepunkts forskellige egenskaber vægtes indbyrdes? Selve håndteringen af styringssystemet er næppe noget problem. Når man kan lave små mirakler med et regneark, så kan det næppe være et uoverskueligt problem at konstruere en model, der kan håndtere målepunkternes interne såvel som eksterne relationer. Styringssystemet skal anvendes til at teste NCW i praksis. Når der er blevet forsket, udviklet og eksperimenteret, skal der gennemføres forsøgsvise øvelser. Under disse øvelser skal der måles (ikke vurderes) i alle målepunkterne for at finde de optimale MCP og det optimale netværk. Den såkaldt gode nyhed er, at når de virkelige operationer går i gang, så vil der næppe være nogen, der løber rundt med stopure o.l. Det bliver heller ikke nødvendigt. Ambitionen for den amerikanske variant af netværket er, at alt, hvad der foregår under en operation, vil blive registreret. Hver eneste genstand – hver granat, hvert missil, hver oliedunk, hver manøvre, for den sags skyld hver patron – skal netværket have kapacitet til at kunne registrere. Hvorvidt man vil gøre det, afhænger udelukkende af, hvorvidt det er nyttigt. Netværket – Global Information Grid ‐ er i øvrigt under opbygning, og vil, som navnet antyder, dække hele kloden. Det pudsige ved alt dette er, at mange af erhvervslivets begreber har deres rod i den militære tankeverden. Nu skal ægget til at lære hønen. Det er vel egentligt et forsøg på at gennemføre et paradigmeskift. Men er det overhovedet realistisk at gennemføre et sådant tilsyneladende brud med de helt fundamentale og urgamle militære erfaringer, f.eks. at det drejer sig om at fastholde grebet om føringen? Det være sig til lands, til søs eller i luften. Det er jo derfor, at vi har hierarkier, lydighedspligt, befalingsret og militær straffelov. Hvorvidt NCW reelt er et urealistisk forsøg på at gennemføre et paradigmeskift, kan afprøves ved at konfrontere konceptet med krigsførelsens grundprincipper, således som de er beskrevet i Hærens Feltreglement I. Men først en afgrænsning.
Afgrænsning
Konfrontationen vil fokusere på hærstyrker. Forklaringen herpå er flg.: Både flåde‐ og flystyrker gennemfører deres operationer i miljøer, der overordnet set må betegnes som homogene, bortset fra vejret. Siden radarens fremkomst har disse styrker kæmpet over fortsat stigende afstande under øgende anvendelse af radiobaserede kommunikationsnet, som for især flådestyrkernes vedkommende minder meget om de netværk, vi taler om i NCW. Fly og skibe kan ikke skjule sig i de homogene miljøer. Dertil kommer, at søfolk og flybesætninger ikke kan flygte. De er derfor på et psykologisk plan tvunget til at nære tillid til informationsteknologien, inkl. jamming‐ og deceptionsudstyr ‐ alt andet ville være ubærligt. Der er derfor grund til at tro, at en overgang til NCW på det mentale plan vil være nogenlunde uproblematisk for flyvevåbnet og søværnet. Anderledes stiller det sig med hærstyrker. Hærens kamptropper gennemfører deres operationer i heterogene miljøer, hvor sigtelinierne kan være særdeles korte, og hvor det drejer sig om at holde lav profil i både terrænet og det elektromagnetiske spektrum, indtil kampen begynder. Kampen bliver hurtigt kaotisk, planerne begynder at bryde sammen og rædslerne foregår inden for syns‐ og hørevidde. Trangen til at flygte kan blive overvældende. Det er her uddannelsen, disciplinen og føreregenskaberne skal stå deres prøve. Især den psykologiske betydning af førerens nærvær, når det brænder på, kan ikke overvurderes. Dertil kommer, at de korte sigtelinier fragmenterer hærstyrker. Der nås hurtigt en øvre grænse for, hvor mange kampvogne eller infanterister den enkelte fører kan holde visuel kontakt med. Man er derfor tvunget til at have en organisation, hvis nederste lag er stærkt opsplittet. I det nederste lag i organisationen finder man taktiske førere af enheder, hvor organisationen kun rummer 4 soldater (en kampvognsbesætning). Her er problemet med at holde grebet om føringen ikke stort, idet der er udmærkede kommunikationsmuligheder, der er god personlig kontakt og for den enkelte soldat er der kun ringe muligheder for at flygte. Men hvem skal holde styr på en kampvognsdeling med 3‐5 kampvogne? Hvem skal holde styr på hende (eller ham), der holder styr på de 3‐5 kampvogne? Hvem skal holde styr på hende, der holder styr på … osv. Det er på denne baggrund forhåbentligt indlysende, at hærstyrker hidtil har været tvunget til at organisere sig i hierarkier med mange lag. Lad os stoppe forklaringen her. Krigsførelse drejer sig om at nedkæmpe fjenden med færrest mulige egne tab. Midlerne hertil har altid været hierarkier, klare kommandoveje, etablerede rutiner, anvisninger (doktriner) m.v., som alt sammen tilstræber at bringe orden i kaos. Ved en umiddelbar betragtning forekommer NCW‐konceptet at krænke meget af dette. Men hvis NCW‐konceptet kan imødekomme kravene i de (påstået) evigt gyldige og universelle krigsførelsens grundprincipper, så må ideen vel være god nok?
Konfrontationen
Krigsførelsens grundprincipper kan kortest beskrives som en række tommelfingerregler, som alle skal skæve til, når de planlægger og gennemfører deres operationer. I den konkrete situation kan de ofte være indbyrdes modstridende, hvorfor de må vægtes mod hinanden. Man kan også vælge at kalde principperne for en dosmerseddel: Har du nu husket at tage hensyn til både dit og dat i din planlægning? Hvis den stakkels planlægger ikke er i stand til at forklare, hvorfor hun har undladt at tage væsentligt hensyn til et eller flere af principperne, så er det ikke fremmende for den militære karriere. I konfrontationen vil vi blot konstatere, hvor mange af principperne der kan imødekommes under en NCW‐ baseret krigsførelse. Principperne er udtrykt med få ord og står i kursiv.
• Der er intet i NCW, der stiller sig i vejen for, at der kan opstilles et mål for en operation.
• Der er intet i NCW, der stiller sig i vejen for, at man kan agere offensivt.
• Afhængigt af, hvor man befinder sig i hierarkiet, så kan tyngdedannelse bestå i koncentration af tropper med et givet formål eller koncentration af ild over et mål. NCW antages at kunne reducere behovet for at flytte tropper til fordel for øget anvendelse af langtrækkende våben.
• Der skal selvfølgeligt økonomiseres med kræfterne. Der er ingen grund til at skyde spurve med kanoner. Det høje og delte vidensniveau i IT‐netværket antages at medføre en væsentlig forbedring af mulighederne for at udnytte dette princip (som vi så det under Irak‐krigen).
• De kræfter, man har til rådighed, skulle gerne kunne spille sammen. Det er netop dette princip, NCW forventes at kunne opfylde i hidtil uset grad. Her kaldes kræfternes samspil for synkronisering. Det ultimative mål er, at enhederne i en Mission Capability Package skal kunne foretage selvsynkronisering.
• Der er intet i NCW, der stiller sig i vejen for at gennemføre bevægelser med styrker, når det er nødvendigt.
• Det høje, delte vidensniveau i IT‐netværket samt mulighederne for at oprette ad hoc virtuelle organisationer burde medføre særdeles gode muligheder for at overraske fjenden.
• Sikring af egne styrker er et noget tvetydigt begreb. Man kan f.eks. sikre sig gennem bevægelse (så fjenden ikke kan følge med), eller sikre sig gennem lokal overlegenhed eller for den sags skyld ved at skjule sig.
Men netop kravet om sikring kan vise sig at være NCW‐konceptets akilleshæl. Kan man sikre sig mod, at fjenden hacker sig ind på nettet og fylder det med desinformation, logiske "bomber" eller virus, der lammer nettet i timer eller dage? Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig en situation, hvor fjenden først finter et angreb, for derefter at neutralisere netværket og iværksætte hovedangrebet. I en sådan situation ville det være slut med selvsynkronisering, så længe nettet var nede. Hvad værre er ‐ egne enheder vil højst tænkeligt være i en opstilling, der er lidet egnet til et traditionelt modangreb. En sådan angrebskombination kan selvfølgeligt også ramme en hierarkisk C2‐struktur. Men netop hierarkiet må være mere robust i en sådan situation, hvor man i kraft af de mange lag i organisationen ville kunne overgå til en eller anden grad af mikro management eller føring v.hj.a. telefonforbindelser og ordonnanser.
En slags konklusion
Der kan næppe herske tvivl om, at en afbalanceret, robust og velfungerende NCW‐konstruktion vil være en traditionel modstander overlegen. Den tyske succes under den anden verdensskrig med kombinationen af radio‐opklaring og Auftragstaktik peger i den retning. Det er forbløffende, så lang tid det var muligt for den på papiret meget underlegne og hårdt pressede værnemagt at gennemføre et sammenhængende forsvar på østfronten i 1944. Kan man tro på, at et moderne IT‐netværk kan blive så robust, at det kan modstå et IT‐angreb? Men tro er ikke tilstrækkeligt, det drejer sig om at vide, hvorfor undertegnede må melde pas. Tilbage står blot at konstatere, at spørgsmålet nok ikke er, hvorvidt NCW er skidt eller godt for dansk forsvar. Spørgsmålet er snarere, hvorvidt Forsvaret vil være med eller ej "up front" i internationale operationer, der ligger ud over det humanitære og fredsbevarende område.
