I overensstemmelse med en regeringsbeslutning af 16. maj 1961 er nedsat et nedrustningsudvalg, hvis opgave det er med udgangspunkt i nedrustningssagens hidtidige forløb at studere og analysere aktuelle nedrustningsforslag, samt have opmærksomheden henvendt på de muligheder, der i den t il enhver tid foreliggende situation måtte være for, at Danmark fremsætter forslag i forbindelse med nedrustningsbestræbelserne. Som udtryk for den vægt, regeringen tillægger udvalgets v irksomhed, blev det i december 1965, efter oprindeligt udelukkende at have bestået af embedsmænd, udvidet med repræsentanter for de i Folketinget udvalgsberettigede partier. Ende lig har regeringen i september 1966 udpeget en særlig rådgiver t il at følge nedrustningsarbejdet i F N og ved andre internationale konferencer om nedrustningsspørgsmål. Den følgende oversigt over nedrustningsproblematikken er i det væsentlige baseret på de af nedrustningsudvalget h idtil afgivne beretninger*) t il udenrigsministeren samt en artikel i det svenske M ilitär Teknisk Tidsskrift (nr. 1 og 2/1966) af Överste B . von Vegesack, der har deltaget som ekspert i den svenske delegation ved nedrustningsforhandlingerne i 18-magts komitéen i Genève.
Det ligger nær at give rustningerne skyld for krige. Det hævdes, at våben automatisk føder uro og spænding, der kan føre til krig. Kan man blive våbnene kvit har man derved også afskaffet krigen, er argumentet.
*) Den første blev offentliggjort i 1963, siden er der udsendt en årlig beretning.
I historien er det im idlertid svært at finde eksempler på, at rustningerne som sådan har været årsag til krig, derimod er det ikke svært at finde eksempler på, at manglende forsvarsforanstaltninger er kommet til at udløse krig. Den virkelige årsag til krige må im idlertid søges et andet sted end i selve eksistensen af våben. Spænding og international uro har andre og svau t overskuelige årsager end eksistensen af militære ressourcer. Dette udelukker dog givetvis ikke, at våhen og i endnu højere grad oprustning i en spændt politisk situation ofte opfattes som en konkret trussel, som et tegn på, at modparten tænker sig muligheden af et angreb eller måske endog forbereder det. Den nuværende militære situation bidrager til at konservere den po litiske spænding og mistro. I dette er der et samspil mellem politiske og militære faktorer. Den våbentekniske udvikling har im idlertid mindsket sandsynligheden for aggression i stor skala. Stormaglshlokkene holder hinanden fastlåset i en ligevægt, fordi ingen af parterne har nogen mulighed for at opnå gevinster ved en kernevåbenkrig. Den gensidige trussel om kernevåbengengældelse har medført, at spørgsmålet om angrebskrig eller forebyggende krig mod den anden blok logisk set ikke længere kan siges at være aktuelt. Ingen af parterne ville kunne opnå noget hermed, uden at skulle betale for stor en pris. Søger man efter årsagerne til, at spændingen i verden er så stor, som den er, viser det sig, at de virkelige årsager beror på omstændigheder som successivt er vokset frem. De egentlige årsager ligger i de begivenheder, som forårsager mistro mellem blokkene, i deres forskellige politiske struktur og tankesæt. Der er en sammenhæng mellem følelsen af trussel, spænding, mistro og rustninger. Indiens problem i forhold til K ina er et eksempel på dette. På trods af Indiens erklærede positive indstilling til afrustning, er det nu tvunget af omstændighederne til at gennemføre en oprustning, der måske også vil kunne indebære fremstilling af kernevåben. Går man ud fra, at truslen i dens forskellige former udgør motivet til rustninger, må det første skridt mod afrustning blive at søge at afvikle denne trussel. Lykkes dette, foreligger der ikke mere behov for rustninger. Her støder man im idlertid på vanskeligheder af ideologisk og magtpolitisk art, som ikke uden videre lader sig rydde af vejen. Selv om udsigten til kernevåbenkrig hviler som en tyngende trussel over mange mennesker overalt i verden, udgør de nuværende kernevåbenrustninger den afgørende stabiliserende faktor i øjeblikkets situation. Skulle der trods dette opstå en krig, som kunne udvikle sig til en storkrig, foreligger muligheden for en kernevåbenkrig. I denne situation vil ødelæggelserne kunne blive af et sådant omfang, at det v il kunne indebære muligheden for, at de kæmpende landes kultur mere eller mindre forsvinder. Y i lever altså i en trykhed med risiko. Den nuværende afskrækkelsesbalance bidrager også til at opretholde spændingen og mistroen, stormagtsblokkene imellem, og kernevåben i hænderne på en uberegnelig statsledelse kan udgøre et frygteligt afpresningsmiddel. I disse kendsgerninger må ses motiveringen for de alvorlige forsøg, der gøres, for at nå frem til en større sikkerhed i verden, end den afskrækkelsesbalancen udgør. Det følgende tager sigte på en kort gennemgang af de positioner, der indtages under de igangværende nedrustningsforanstaltninger. Det må im idlertid allerede indledningsvis gøres klart, at man ikke umiddelbart står overfor gennemførelse af almindelig og fuldstændig nedrustning, men at der allerede er gennemført og i fremtiden vil kunne gennemføres aftaler om delvise begrænsninger i rustningerne.
Nedrustningsplaner.
De internationale nedrustningsforhandlinger finder sted bl. a. i FN s nedrustningskommission, der består af repræsentanter for alle FNs medlemslande (i øjeblikket 117). Denne kommission afholdt i foråret 1965 sin første samling siden august 1960. Årsagen hertil var, at den normale procedure for behandling af nedrustningsspørgsmål ikke kunne gennemføres på FN s 19. generalforsamling som følge af, at forsamlingen blev afbrudt i forbindelse med krisen om finansieringen af FNs fredsbevarende aktioner. I den normalt foreliggende situation realitetsbehandles 18-magts nedrustningskommissionens beretning på FN-generalforsamlingen. Denne kommission er nedsat i henhold til en aftale mellem U SA og Sovjet, der i december 1961 blev tiltrådt af FNs 16. generalforsamling. Kommissionen holder sine møder i Geneve og har også i år været samlet i en længere periode. Den består af 5 vestlige lande (USA, Storbritannien, Frankrig, Canada og Italien), 5 østbloklande (Sovjet, Polen, Tjekkoslovakiet, Rumænien og Bulgarien) samt 8 uforpligtede lande (Brasilien, Burma, Den forenede arabiske Republik, Indien, Mexico, Nigeria, Sverige og Ætliiopien). De vigtigste spørgsmål ved nedrustningsforhandlingerne gælder alm indelig og fuldstændig nedrustning (General and Complete Disarmament). Desuden forsøger man at enes om partielle nedrustningsforanstaltninger (Collateral Measures), som i almindelighed også passer ind i skemaet for almindelig og fuldstændig nedrustning. Det er karakteristisk for de nedrustningsforhandlinger, der har fundet sted i 1965-66, at problemerne omkring almindelig og fuldstændig nedrustning kun har spillet en forsvindende rolle under forhandlingerne. Disse har næsten udelukkende drejet sig om begrænsede foranstaltninger. Inden for dette område har interessen igen koncentreret sig om en international aftale med henblik på at hindre lortsat spredning af kernevåben. Problematikken omkring spredning af kernevåben, som aktualiseredes ved den kinesiske atombombesprængning i maj 1965, har påkaldt større opmærksomhed end på noget tidligere tidspunkt i nedrustningsforhandlingemes historie. Det er netop inden for dette område af begrænsede foranstaltninger man h idtil er nået længst i retning af vigtige aftaler. Man har hl. a. opnået enighed om forbud mod kernevåbenprøvesprængninger i atmosfæren, det ydre rum og under vandet (Moskva-aftalen af ju li 19631), aftale om ikke at sende kernevåben i omløb i rummet2), forbud mod at anvende Antarktis til militære formål3), nedskæring af produktionen af spalteligt materiale og en vis temporær begrænsning af de militære udgifter4). Beslutningerne herom er ganske vist ikke truffet af konferencen, men konferencearbejdet har jævnet vejen for dem.
Den almindelige og fuldstændige nedrustning må nødvendigvis blive en meget omfattende affære. Den måtte indebære en fuldstændig ny opfattelse af internationale relationer, indarbejdede og afprøvede regler måtte stilles på hovedet og nye og uprøvede forhold måtte træde i stedet. I dagens situation er det øjensynligt, at noget sådant ikke lader sig gennemføre.
Der foreligger im idlertid forslag til diskussion på konferencen med henblik på at nå dette mål. Konferencen beskæftiger sig dels med en amerikansk, dels med en russisk plan for, hvorledes almindelig og fuldstændig nedrustning kan tænkes gennemført. I begge planer regnes med, at foranstaltningerne skal gennemføres over et nærmere fastsat tidsrum, som inddeles i tre faser. I mange henseender foreligger der en bemærkelsesværdig overensstemmelse mellem de to planer, men på et par meget væsentlige punkter er forskellene store. Dette gælder fremfor alt takten for elim inering af leveringssystemer for kernevåben samt afviklingen af baser på fremmed territorium. Det ligger i sagens natur, at netop afskaffelsen af kernevåben må være et af de sværeste hovedproblemer. Kernevåben bidrager jo til opretholdelsen af sikkerheden mod storkrig, således som tidligere omtalt. E n sikkerhed, som man er interesseret i at bevare, men de indebærer samtidig en risiko, som man er interesseret i at formindske. USAs overlegenhed på kernevåbenområdet giver dette land et fortrin fremfor Sovjetunionen, hvilket helt naturligt medfører divergenser i opfattelsen af, hvorledes kernevåbnene bør elimineres. Fra østmagternes side vil man så hurtigt som gørligt afskaffe disse våben. Den vestlige verden, som netop i USAs overlegenhed ser en forsikring mod storkrig samt en vis bremse på muligheden for at mindre konflikter skal escalere, vil gennemføre en successiv, procentuel afvikling. A f forskellige grunde, blandt andet vanskelighederne ved at kontrollere selve ladningerne er man fra begge sider gået ind for reduktion af leveringsmidleme for kernevåben. Hovedlinierne i de to planer fremgår af figuren. Ifølge den amerikanske plan skal stridskræfter og materiel reduceres gradvis gennem alle tre faser. Ved afslutningen af fase tre skal kun bevares styrker nødvendige til opretholdelse af indre orden. Denne reduktion af styrkerne, procentuelt ens for både U S A og Sovjetunionen med undtagelse af antal mand under våben, som forudsættes numerisk lige, gør planen overskuelig og enkel. Den sovjettiske plan baserer sig på, at alle transportmidler, som kan tænkes anvendt til fremføring af kerneladninger, skal reduceres i første fase til en såkaldt »paraply«, der skal bevares til og med tredie fase. I paraplyen skal indgå et strengt begrænset antal interkontinentale raketter, antiraket-raketter og jord-til-luft raketter. Til den gruppe transport
midler, som skal afskaffes, regnes således u-både uden undtagelse, alle fartøjer på hvis dæk, der kan opstilles raketter, og hvorfra disse kan afskydes, alle fly som kan medføre kerneladninger, d. v. s. en hel mængde materiel, som h idtil aldrig er tænkt anvendt som leveringsmidler for kernevåben. I øvrigt vil dot af figuren fremgå, at den sovjettiske plan er meget lig den amerikanske. Den indeholder dog et meget betydningsfuldt hovedpunkt, nemlig afvikling af alle militære haser på fremmed territorium i første fase.
Forslaget om opretholdelse af en atomparaply betyder i princippet en indrømmelse til det vestlige krav om bevarelse af en global strategisk kernevåbenbalance i alle faser af en generel nedrustning. De drøftelser, der har været ført, har im idlertid vist, at der er væsentlige uoverensstemmelser mellem Øst og Vest, navnlig med hensyn til atomparaplyens størrelse og sammensætning. Fra svensk side har man foreslået, at man i første række skulle søge at definere atomparaplyens omfang og sammensætning i tredie fase og derefter gå baglæns gennem de to forudgående faser for at undersøge, hvilke trinvise reduktioner af antallet af de forskellige typer af fremføringsmidler for kernevåben, der kunne føre til opnåelsen af det tilstræbte rustningsniveau på dette område. Hverken U SA eller Sovjet har im idlertid vist interesse for dette forslag.
Undersøger man nærmere, hvad de to forslag vil indebære, kan fø lgende hovedsynspunkter anføres:
USAs forslag om procentuel nedskæring vil betyde opretholdelsen af USAs overlegenhed på kernevåbenområdet. I realiteten ville styrkeforholdet blive forskudt til USAs fordel på grund af, at Sovjets rådighed over interkontinentale raketter efterhånden ville blive så begrænset, at de ikke i praksis ville have nogen betydning.
Det russiske forslag om reduktion af kernevåbenstyrkerne til et meget lille antal, ville omvendt styrke Sovjets positioner i Europa og afskaffe en stor del af de taktiske kerneladninger, som Vesten anser som nødvendige for opretholdelse af stabiliteten i Europa. Skulle der udbryde en kernevåbenkrig, ville ødelæggelserne blive mindre, end hvis hele arsenalet stod til rådighed, som det amerikanske forslag indebærer. Valgmulighederne for begge sider ville im idlertid blive begrænsede med deraf fø lgende større risiko for, at alle kernevåben ville kunne sættes ind mod modstanderens byer og industricentre. Den dæmpende faktor, som kernevåben er, ville i dette tilfælde gå tabt.
Sker der en samtidig reduktion af stridskræfter og materiel som af U SA foreslået, synes dette at indebære, at de konventionelle N ATO - styrker i Europa ville blive endnu mere afhængige af taktiske atomvåben end tilfældet er for øjeblikket, hvilket ville gøre situationen endnu farligere. Kombineres den sovjettiske plan for reduktion med planen om opgivelse af baser på fremmed jord, opstår store problemer for Vesten, idet de amerikanske, engelske og canadiske tropper næppe kan antages at nå frem til en eventuel krigsskueplads i Europa i rette tid til at nå at gribe ind. Den russiske plan styrker dermed den østlige stilling ganske betydeligt. Man bør herunder ikke mindst tage hensyn til, at den sovjettiske hær har rådighed over langt flere kampkøretøjer end NATO-styrkeme. Dette indebærer, at en procentuel nedskæring vil give de russiske enheder en ikke ubetydelig fordel. Sovjet v il under store dele af nedrustningsperioden disponere over tilstrækkelige pansrede enheder til at kunne gennemføre en bevægelig krigsførelse, mens de vestlige muligheder i så henseende beskæres væsentligt. For så vidt angår det russiske forslag om afskaffelse af atomubåde og fly, så vil dette medføre særlige konsekvenser. Selv om det skulle lykkes stormagterne at konstruere et antiraket-raket system, som har god effekt overfor alle kernevåben - og mulighederne herfor foreligger — så ville stormagterne næppe kunne beskytte hele deres territorium mod angreb fra mange forskellige retninger og med forskelligartede m idler såsom ubåde, fly og interkontinentale raketter. Omkostningerne ved et så omfattende forsvarssystem ville sandsynligvis overskride selv stormagternes økonomiske bæreevne. Hvis derimod angreb udelukkende kunne tænkes at foregå med interkontinentale raketter, forekommer det muligt at overvåge dette område så effektivt, at varsel om eventuelt angreb v il kunne opnås. Derved kan effekten af et antiraket-raketsystem tænkes at blive så stor, at balancen går tabt. Det forekommer derfor risikabelt kun at basere afskrækkelsesbalancen på interkontinentale raketter, som alene kan afkydes fra i forvejen relativt velkendte områder. Bevægelige raketsystemer, som eksempelvis Polaris og flybaserede raketter, bør bevares.
Kontrol
Kontrolspørgsmålene har givet anledning til store divergenser under forhandlingerne. For at kunne kontrollere begge sider, må man kende begge siders styrkegrundlag ved nedrustningens begyndelse og siden skridt for skridt følge med i, at reduktionerne virkelig finder sted. Dette er im idlertid et meget følelsesbetonet område, hvor man efter lange diskussioner er nået til enighed om, at man ikke skal fordre kontrol uden nedrustning og ikke nedrustning uden kontrol. Hvordan man skal komme ind i denne cirkel, er der im idlertid ikke enighed om.
Følgende fire grupper af kontrol er forudset:
1. Inspektion af sådant materiel, som ifølge overenskomsten skal ødelægges eller ændres til brug ved fredelig udnyttelse.
2. Inspektion af våbenproduktion in. v. samt kontrol af militære foranstaltninger, hvoraf våbenproduktionens størrelse kan aflæses, og man kan få kontrol med, at den ikke overskrider overenskomstens niveau.
3. Inspektion med troppebevægelser ved betydningsfulde nøglepunkter, landeveje, broer samt flyvepladser og visse militære stabe og enheder. Herigennem skulle man kunne formindske risikoen for krig ved uheld eller fejlbedømmelse samt få varsel om forberedelser til eventuelle angreb med konventionelle styrker, som således ikke kunne udføres overraskende.
4. Inspektion af tilbageværende militære enheders styrke og bevæbning, hvorigennem man kunne opnå kontrol med overenskomstens overholdelse.
I princippet er både U SA og Sovjet villige til at godtage punkterne 1—3, men uenige om, hvorledes inspektionerne skal gennemføres. I spørgsmålet om punkt fire er synspunkterne ganske uoverensstemmende. U SA hævder, at det er nødvendigt at kende styrken og bevæbningen af de tilbageværende militære styrker, så den anden side ikke forledes til at »fuske« med nedrustningen og pludselig stå med en overlegen styrke, rede til angreb eller afpresning. Sovjet hævder, at en sådan kontrol er utænkelig. De militære enheder under nedrustningen skal være beregnet til forsvar, og indb lik i forsvarsstyrkernes styrke, bevæbning og måske også gruppering v il være en klar ulempe for forsvaret. Denne kontrol, siger Sovjet, er legaliseret spionage. Skal effektiv kontrol gennemføres, indebærer det et omfattende og meget velgennemtænkt kontrolsystems oprettelse. Dette gælder ikke alene under almindelig og fuldstændig nedrustning, men under alle former for rustningsbegrænsninger. Vanskelighederne hermed er således grunden til, at det endnu ikke er lykkedes at gennemføre forbud mod atomprøvesprængningcr under jorden, hvor man fra vestlig side har ønsket at kunne gennemfare visse kontrolmuligheder for at gå med til en aftale. Med de stigende teknologiske fremskridt vil det muligvis i en ikke så fjern fremtid kunne lade sig gøre at foretage denne kontrol uden at skulle inspicere modpartens territorium. H id til har de seismologiske målinger ikke kunnet give tilstrækkelig sikkerhed, og Sovjet har stædigt afslået enhver form for inspektion på stedet. Også i andre spørgsmål er muligheden for en overenskomst strandet på kontrolspørgsmålet. E t forslag om fastfrysning af leveringsmidler for kernevåben har ikke kunnet accepteres af Sovjet, formelt på grund af kontrolspørgsmålet. Ligeså gælder forslaget om gensidig ophør med produktion af spalteligt materiale til militære formål og overførsel af visse mængder af spalteligt materiale til fredelig udnyttelse. Bedømmer man de to stormagtsblokkes indstilling til kontrolspørgsmålet, må man erindre, at de vestlige stater er åbne for indb lik fra modstanderen på ganske anden vis end tilfældet er for de østlige stater. Dette indebærer, at samme slags kontrol medfører mindre ofre fra vestlig end tilfældet er fra østlig side. Fra svensk side har man bl. a. stillet forslag om, at kontrollen i så vid udstrækning som mulig bør foretages ved hjælp af foranstaltninger, som ikke medfører nødvendigheden af kontrol på stedet, eksempelvis kontrol af statsbudgetter og deres militære afsnit. Da budgetterne ikke er opstillet ensartet, er spørgsmålet im idlertid mere kompliceret, end man ved en umiddelbar beragtning kunne få indtryk af.
Fredsbevarende organisationer.
Både U SA og Sovjet forudser, at der må træffes særlige foranstaltninger til opretholdelse af freden efter en almindelig og fuldstændig nedrustning. Spørgsmålet om hvilke er ikke gennemdiskuteret i så vid udstrækning som de andre foranstaltninger, inen der forekommer at være betydelige forskelligheder i opfattelserne. Sovjet erkender ikke det berettigede i FN-indgriben til opretholdelse eller genskabelse af fred, som f. eks. aktionerne i Mellemøsten, Congo og på Cypern er udtryk for. Man ønsker fra sovjettisk side vetoret mod sådanne aktioner, som efter russisk terminologi kommer ind under kolonialisme. Bag dette synes at ligge den kommunistiske ideologi om revolutioner som nødvendige for kolonilandenes frigørelse og tesen om retfærdige krige. Også spørgsmålet om generalsekretærembedets udformning i F N hører til de punkter, hvorom der hersker uenighed.
Det er således svært at forestille sig, hvorledes verden skulle komme til at forme sig, såfremt en almindelig og fuldstændig nedrustning skulle blive gennemført. E n række spørgsmål trænger sig på og kræver afklaring, før man overhovedet kan tænke sig den fuldstændige nedrustning påbegyndt. Hvorledes skal FNs fredsstyrker virke? Hvem skal kunne anvende dem? Hvem skal bestemme i vigtige sager vedrørende sikkerhed, og på hvilket grundlag skal beslutningerne træffes? Hvem skal give ordrerne? Har F N styrke til at yde sine medlemmer sikkerhed mod f. eks. et ekspanderende ikke-medlcmsland? Mister stormagterne deres ledende stilling? Hvorledes vil det gå med alliancer og indgåede aftaler om gensidig m ilitær hjælp? Hvornår skal de militære pagter afvikles? Hvorledes skal man se på modsætninger mellem stater, på revolutioner og andre omvæltninger? V il begrebet stat og grænser overhovedet have nogen mening? T i l disse principielle spørgsmål kommer så dagens endnu ikke løste problemer: Vietnam, Tysklandsspørgsmålet, Korea, Formosa, Cypern, det israelsk-arabiskc problem o. s. v. E n verden hvor stormagterne ikke længere besidder militære ressourcer til at føre krig, en verden hvor militære alliancer savner indhold, og tvistigheder afgøres gennem en overstatslig myndighed, som til sin rådighed har egentlige magtmidler, er perspektiver som er svære at forestille sig i dagens situation. Hertil kommer, at man må stille det spørgsmål, om en sådan fremtidsverden vil vise sig sikrere end den nuværende? Der findes mange, som anser vanskelighederne alt for store til, at man allerede nu skal sigte mod en almindelig og fuldstændig nedrustning.
Som allerede nævnt beskæftiger man sig da også på nedrustningskonferencen i højere grad med problemerne i forbindelse med begrænsede nedrustningsforanstaltninger.
I denne forbindelse er begrebet rustningskontrol (arms control) blevet et centralt begreb i den internationale debat om nedrustning og strategi. Udgangspunktet for arms control - tankegangen er, at forholdet mellem potentielle fjender i den aktuelle situation ikke blot karakteriseres af konflikter og modsætninger, men også af stærke elementer af fælles interesse. Med den moderne militære teknologi er det at vinde en krig blevet et sekundært formål med militær styrke. Formålet er først og fremmest at forhindre krig. Selv om det militære apparat er opbygget som modvægt mod den potentielle fjendes styrke, må man samarbejde med liam - indirekte om ikke direkte således at man undgår at presse hinanden ind i situationer, som man ikke kan komme ud af uden lab af politisk position, og således at man undgår falske alarmer og misforståede intentioner. Det er et va-senlligt led i rustningskontroltankegangen, at begge parter i fælles interesse bør afstå fra provokerende ændringer af den eksisterende balanee. Arms control-tankegangen bar ikke mindst betydning derigennem, at stormagterne ved beslutninger om den nationale forsvarspositur tager bensyn til virkningerne på modparten og den militære stabilitet og eventuelt pålægger sig selv restriktioner ud fra ønsket om at bolde rustningskapløbet under en vis kontrol. Man kan sige, at modstanderne under den herskende balance bar erkendt nødvendigheden af fælles solidaritet. Arms control kan im idlertid ikke erstatte nedrustning som mål. Hovedsynspunktet er, at man ved begrænsede foranstaltninger kan opnå cn vis stabilisering og afspænding. De begrænsede foranstaltninger, man i så benseende bar beskæftiget sig med, og soin stadig er genstand for den største opmærksomhed på nedrustningskonferencen, kan sammenfattes i følgende hovedpunkter:
Forhindring af spredning af kernevåben
I spørgsmålet om spredning kan der være tale om to former, politisk og geografisk spredning5). Geografisk spredning betyder, at kernevåben placeres i lande, hvor der ikke før bar været sådanne våben, uden at den politiske kontrol samtidig overgår til det pågældende land. 1 diskussionen om politisk spredning tænker man på mulighederne for at disponere over kernefysiske våben. Der er ikke enigbed om den nøjagtige forståelse af begrebet. Der cr anvendt følgende forskellige definitioner, hvorefter kriteriet for, hvorvidt der foreligger spredning, kort udtrykt er:
- om andre instanser end de nuværende atoinmagters regeringer får mulighed for selvstændigt at træffe den politiske beslutning om anvendelse af kernevåben (den britiske definition),
- om kernevåben overføres til en ikko-atommagts nationale kontrol og - i relation til planer om kollektive atomstyrker
- om der sker en forøgelse af det samlede antal instanser, som selvstændigt kan træffe beslutning om anvendelse af kernevåben (den amerikanske definition),
- om ikke-atommagtcr får adgang lil kernevåben direkte eller indirekte gennem militære alliancer (den sovjettiske definition).
Spredning af rådighedsret over kernevåben kan ske på to måder:
- atommagter bistår ikke-atommagter ved erhvervelse af nationale atomstyrker,
- ikke-atommagter producerer på egen bånd nationale kernevåben. Dette er i praksis den største risiko, idet man formentlig kan gå ud fra, at atommagterne - hvis de handler rationelt - i egen interesse v il undlade at overdrage atomvåben til andre.
Den nuværende afskrækkelsesbalance, livor kernevåben udgør den dominerende faktor, virker stabiliserende og krigsforebyggende. Forandringer i denne balance må derfor anses for risikable og vil medføre nve usikkerhedsmomenter. E n sådan forandring vil Kinas kernevåbenoprustning udgøre. Øvrige mulige kemevåbenmagter (Indien, Sverige, Schweitz og Israel har eller vil kunne skaffe sig ressourcer til egen fremstilling af kernevåben) ville derimod næppe kunne påvirke balancen i væsentlig grad, selv om de anskaffede kernevåben. Fremover vil adskillige stater gennem den civile atomkrafts udvikling og udnyttelse opnå betingelserne for at kunne fremstille kernevåbenladninger. Kernevåbenladningers betydning for lokale risici for krig beror i afgørende grad på de pågældende landes status. Tilføres de en stabil slat med erklærede fredelige hensigter, vil de udgøre en fredsbevarende faktor. Tilføres de en instabil stat. udgør de en risiko, tilføres de en aggressiv stat, øger de faren for krig. Stormagterne ønsker fortsat kernevåbenmonopol og frygter ændringer i den nuværende balance. De er derfor modstandere af en fortsat spredning. Deres magtstilling vil også blive mindsket ved deres kernevåbenmonopols ophør. I realiteten bar stormagternes frygt for en spredning en konkret forankring. For Østs vedkommende udgør risikoen for, at Vesttyskland på en eller anden måde får kontrol over kernevåben, den væsentligste faktor. I følge USAs hensigter skulle en kernevåbenstyrke under N A T O - M L F . Multilateral Force - eller lignende formindske risikoen for vesttysk kemevåbenoprustning. Ifølge sovjettisk opfattelse vil M L F kun være det første trin på vejen til vesttysk kernevåbenkontrol. E n eventuel fremtidig kernevåbenoprustning blandt en række småstater anses af de fleste at ville medføre øget usikkerhed. Asien er her særligt kommet i søgelyset på grund af Kinas atombomheeksplosioncr, Tndiens muligheder for i løbet af kort tid efter den politiske beslutning at kunne fremstille egne kernevåben og Indonesiens tilkendegivelse af ønsket om egne atomvåben samt Australiens potentielle muligbeder herfor. Spredningsproblememe i forbindelse med kernevåben har derfor naturligt stået i forgrunden under de seneste forhandlinger i nedrustningskommissionen. De uforpligtede ikke-atommagter i kommissionen ønsker im idlertid modydelser fra atommagterne for at gå med til en ikkespredningsaftale. Modydelserne kan tænkes i form af
- fastfrysning eller reduktion af atommagternes beholdninger af kernevåben og/eller
- garantier til ikke-atommagterne.
I et memorandum af 15. september 1965 fastslår de 8 uforpligtede lande, der deltager i drøftelserne, at en ikke-spredningsaftale ikke bør være et mål i sig selv, men et m iddel som kan bidrage til almindelig og fuldstændig nedrustning. Forholdsregler til at standse kernevåbenspredningen bør derfor kombineres med eller efterfølges af konkrete foranstaltninger med henblik på standsning af kernevåbenkapløbet og begrænsning, reduktion og afskaffelse af atommagternes arsenaler af kernevåben og fremføringsmidler herfor.
Atomprøvestopaftaler
Den begrænsede atomprøvestopaflale, der gennemførtes i august 1963 forbyder atomforsøg i atmosfæren, det ydre rum og under vandet. Forhandlingerne om en udvidelse af dette prøvestop til også at gælde underjordiske atomforsøg har været stærkt fremme under de seneste samlinger i nedrustningskommissionen.
Der er en nøje sammenhæng mellem forhandlingerne om dette problem og forhandlingerne om en ikke-spredningsaftale. E n fuldstændig prøvestopaftale ville
- bidrage til at standse kernevåbenspredningen ved at afskære potentielle atommagter fra at foretage forsøgssprængninger,
- i nogen grad imødekomme de uforpligtede ikke-atommagters krav om modydelser fra atommagterne i forbindelse med indgåelsen af en ikkespredningsaftale. Ved en fuldstændig prøvestopaftale ville også atommagterne pålægge sig restriktioner ved at afskære sig fra alle former for atomforsøg.
Kontrolproblemet er im idlertid her et springende punkt. Det samme gør sig gældende i forbindelse med forslaget om produktionsstop for spalteligt materiale til milita-rt brug. Også dette forslag har til hensigt at standse kernevåbenkapløbet. Både U SA og Sovjet ønsker at bevare deres handlefrihed i disse spørgsmål. De har derimod en fælles interesse i at hindre spredning af kernevåben til andre lande og specielt stoppe eller forsinke Kinas kernevåbenoprustning. Hvis K ina kunne formås til at tilslutte sig et eller begge af disse forslag ville det sandsynligvis indebære, at både U SA og Sovjet ville kunne virke for en aftales gennemførelse. Hverken K ina eller Frankrig synes dog villige til at acceptere nogen af de nævnte forslag. Specielt må forslaget om produktionsstop anses for at have meget små chancer for at blive gennemført. For så vidt angår et fuldstændigt prøvestop, som for kemevåbenmagteme er af mindre betydning, er det muligt, at den største modstand og krav om andre modydelser vil komme fra lande, som ved at gå med på en aftale frivilligt begrænser deres handlefrihed.
Fastfrysning af strategiske fremføringsmidler for kernevåben.
En aftale om fastfrysning af leveringsmidler for kernevåben ville kunne stoppe den farligste kaprustning og hindre udviklingen af kostbare og potentielt destabiliserende antiraket-raketsystemer. Men også ber støder man på kontrolproblcmet. E n aftale af denne art kan efter amerikansk opfattelse ikke gennemføres uden konrol, hvilket kategorisk afvises af Sovjet. Man må i denne forbindelse gøre sig klart, at en fastfrysning af øjeblikkets situation vil indebære, at Sovjets nuværende underlegenhed på kernevåbenområdet ville blive permanent.
Atomfri zoner.
De planer, der i tidens løb er fremsat om oprettelse af atomfri zoner6), drejer sig om afgrænsede geografiske områder og retter sig primært mod geografisk spredning af kernevåben. Indirekte vil etableringen af en atomfri zone medføre, at spredning af national kontrol med kernefysiske våben samtidig praktisk taget udelukkes for så vidt angår lande, hvis territorium indgår i zonen. Der er en klar forskel mellem de vestallieredes og Sovjets holdning til disse planer. Sovjet støtter principielt forslag om etablering af atomfri zoner ud fra det grundsynspunkt, at ikke blot politisk, men også geografisk spredning af kernevåben er uønskelig. De vestallieredes hovedsynspunkt er, at de forskellige forslag bør underkastes en konkret vurdering bl. a. i lyset af deres virkninger for den militære magtbalance. Forskellen i den principielle stillingtagen er dels politisk, dels m ilitærstrategisk. Så længe risiko for krig i Europa bedømmes at foreligge, synes det ikke at være realistisk at regne med, at man fra vestlig side ville kunne mindske forsvarets styrke i Vesteuropa i den grad, som en fjernelse af de taktiske atomvåben ville indebære.
Der er en vekselvirkning mellem nedrustningsproblemerne og de politiske hovedproblemer i verden. På den ene side vil fremskridt på nedrustningsområdet i vid udstrækning afhænge af den generelle storpolitiske udvikling. På den anden side vil enighed om nedrustningsskridt - selv begrænsede og relativt underordnede - kunne bidrage til at opbygge større tillid, politisk afspænding og dermed et bedre klima for de fortsatte forhandlinger om løsning af storpolitiske problemer. Dette forhold understreger betydningen af, at løsningen af internationale politiske konflikter og arbejdet med at nå frem til resultater på nedrustningsområdet går hånd i hånd.
K . V. Nielsen
Fodnoter:
1) Vedrørende aftalens ordlyd se Nedrustningsudvalgets beretning 1964, side 18 ff.
2) ib , side 23 f.
3) ib, side 44 ff.
4) Nedrustningsudvalgets beretning 1965, side 25 ff.
5) Spredningsproblemerne er bl. a. behandlet i Sikkerhedspolitisk Studiegruppes skrifter II. Okt. 1965.
6) Vd r. atomfri zoner i Europa se Sikkerhedspolitisk Studiegruppes skrifter I, jun i 1964.
