Af oberstløjtnant Kim J. Jørgensen, chef for Flyvevåbnets Specialskole.
“Victory smiles upon those who anticipate the changes in the character of war, not upon those who wait to adapt themselves after the changes occur. In this period of rapid transition from one form to another, those who daringly take to the new road first will enjoy the incalculable advantages of the new means of war over the old.” 1
Indledning
Den italienske militærteoretiker Giulio Douhet skrev ovenstående i 1921 i forbindelse med den daværende internationale debat om udviklingen af luftstridskræfter. Citatet er dog evigtgyldigt og afspejler den konstante udfordring – og de potentielt meget store fordele – der ligger i at identificere og udnytte ændringer i måden at gennemføre militære operationer på, før ens modstander gør det. En sådan udfordring – og potentielt meget store fordele – synes at være til stede, når det drejer sig om netværksbaserede operationer (NBO). Begrebet NBO er under stadig udvikling såvel nationalt som internationalt og er flere gange tidligere omtalt i dette tidsskrift2. I den engelsksprogede litteratur er begrebet Network Centric Operations, der svarer til det danske udtryk NBO, ved at erstatte det hidtil anvendte udtryk Network Centric Warfare, da ”operations” betegner militære operationer i bred forstand og ikke kun deciderede krigshandlinger (”warfare”). I Danmark har Forsvarskommandoen nedsat en værnsfælles styregruppe med underliggende koordinations‐ og arbejdsgrupper med henblik på dels at konkretisere begrebet NBO, dels at skabe et grundlag for implementering af NBO i det danske forsvar. I dette regi er der bl.a. udarbejdet en rapport vedr. NBO i det danske forsvar3 . I denne rapport indgår følgende danske definition af NBO:
”Netværksbaserede operationer er koordinerede aktioner baseret på et integreret net af netværk, der forbinder sensorer, beslutningstagere og effektskabende kapaciteter.”4
Begrebet NBO dækker således over militære operationer, som understøttes af et informationsnetværk mellem de deltagende enheder og hovedkvarterer. Ideen bag NBO er, at informationsnetværket skaber forbedrede muligheder for udveksling af information, herunder skabelse af et fælles situationsbillede, således at der opnås ”shared battle space awareness”. Dette overblik samt de gode kommunikationsforbindelser skaber igen mulighed for forbedret koordination, således at de militære kapaciteter udnyttes bedst muligt og tempoet i operationerne øges. Denne udvikling forudses på et tidspunkt at kunne resultere i selvsynkronisering, hvor enheder på lavt niveau selv synkroniserer deres indsats. Samlet medfører disse forhold, at effektiviteten af militære operationer forøges væsentligt. Det siger sig selv, at overgang til NBO udover det rent materielmæssige, f.eks. anskaffelse af de nødvendige netværk, vil kræve ændringer inden for bl.a. organisation, doktrin og uddannelse, hvis man vil høste det fulde udbytte af NBO, herunder realisere visionen om selvsynkronisering. Inden NBO er fuldstændigt implementeret, vil der dog optræde mellemfaldene stadier, som forventes at kunne give væsentlige forbedringer i effektivitet i forhold til traditionelle operationer. Med andre ord skaber NBO – og den teknologiske udvikling, som er forudsætningen herfor – muligheder for grundlæggende ændringer i måden hvorpå militære operationer planlægges og udføres.
Flyvevåbnet og NBO
Det danske flyvevåben – og luftstyrker generelt – har i mange år baseret planlægning og gennemførelse af operationer på netværk og dermed elektronisk sammenkædning af hovedkvarterer, sensorer og våbensystemer. Anvendelsen af et relativt begrænset antal højteknologiske platforme og våbensystemer har i høj grad skabt gode forudsætninger for en sådan udvikling. Flyvevåbnet har derfor i mange år beskæftiget sig med NBO uden dog at kalde det NBO. I forbindelse med det NBO‐arbejde, som Forsvarskommandoen som nævnt har iværksat, har flyvevåbnet gjort status og fundet, at NBO som koncept rummer store muligheder, ligesom NBO med fordel kan udgøre en ramme og målsætning for flyvevåbnets udvikling. Flyvevåbnet har endvidere konstateret, at man allerede i dag besidder en betydelig NBO‐kapacitet og har en gunstig udgangsposition for en udbygning af NBO‐kapaciteten. Som Douhet anførte i citatet i starten af artiklen, så er det afgørende hurtigt at kunne udnytte de muligheder, som NBO indebærer. Meget tyder nemlig på, at NBO medfører så markante forbedringer i kampkraft, at der fremover vil være afgørende forskel i effektivitet og kampkraft på de militære styrker, der behersker NBO, og de styrker, der ikke gør det. Som det fremgår af det følgende, er det danske flyvevåben fast besluttet på at være blandt de førende militære organisationer, der behersker NBO. Det danske flyvevåben opfatter NBO således, at det udover selve det grundlæggende informationsnetværk tillige omfatter kommando‐ og kontrolelementer, effektskabende kapaciteter samt sensorer, hvilket stemmer overens med den tidligere nævnte danske definition af NBO. I det følgende beskrives hvorledes det danske flyvevåben er i færd med at udbygge en NBO‐ kapacitet inden for disse områder samt de perspektiver, der tegner sig for denne udvikling, herunder hvilken NBO‐kapacitet Joint Strike Fighter forventes at ville bibringe.
Informationsnetværk
Internationalt tegner der sig det billede på kortere sigt, at datalinksystemet LINK 16 de facto er det informationsnetværk, som man skal kunne indgå i for at kunne deltage i netværksbaserede luftoperationer med førende vestlige lande, herunder USA. LINK 16 er en radiobaseret datalink med høj kapacitet, som kan formidle et billede af den taktiske situation til lands, til vands og i luften, ligesom måludpegning m.v. kan ske via LINK 16. I dag er LINK 16 under indførelse i en lang række fly og andre platforme i en række lande, og i løbet af få år må det forventes, at rådighed over LINK 16 er et krav for overhovedet at kunne deltage i multinationale luftoperationer. Den indflydelsesrige chef for det amerikanske “Office of Force Transformation”, admiral A.K. Cebrowski, har meget rammende udtrykt det således:
“If you are not Link 16 capable, you will not be welcomed on the US Battlefield and, in fact, you will be considered a blue on blue engagement generator ‐ a threat to friendly and coalition forces5.”
Der er afholdt en række forsøg og eksperimenter for at vurdere effekten af LINK 16. Som eksempel kan næves et forsøg, hvor LINK 16 blev afprøvet i luft‐ til‐luft rollen. Dette forsøg viste, at kampfly udrustet med LINK 16 opnår en forøgelse af kampkraften med en faktor 2,6 i forhold til tilsvarende fly, der ikke er udrustet med LINK 166 . Der er endvidere afholdt forsøg i luft‐til‐jord rollen, ligesom nylige konflikter har givet en række operative erfaringer i anvendelsen af LINK 167 . De nævnte forsøg og erfaringer peger på, at LINK 16 giver et forbedret overblik over den taktiske situation, hvilket betyder, at luftmilitære enheder udrustet med LINK 16 har en markant større kampkraft end tilsvarende enheder uden LINK 16. På baggrund af disse erfaringer har det danske flyvevåben besluttet, at alle større våbensystemer skal udrustes med LINK 16. Således er de danske F‐16 fly i færd med at blive udrustet med LINK 16 og de nye C‐130J transportfly og EH‐ 101 helikoptere vil også blive udrustet med LINK 16. Flyvevåbnets luftoperationscentre vil ligeledes blive udrustet med LINK 16. Endelig har flyvevåbnet besluttet at oprette et Joint Datalink Operations Centre. Dette center vil få kapacitet til at designe LINK 16 netværk, ligesom centret skal drive de LINK 16 netværk, der anvendes. Disse funktioner er en forudsætning for overhovedet at kunne anvende LINK 16 til f.eks. træning i det danske område. Udrustningen af de danske F‐16 fly med LINK 16 foregår i det multinationale F‐16 samarbejde, som er etableret mellem USA, Danmark, Holland, Norge, Belgien og Portugal, kaldet Multinational Fighter Program. De europæiske deltagere i programmet benævnes European Participating Air Forces, forkortet EPAF. Som led i dette samarbejde deles udgifter ved udvikling af opdateringer til F‐16 mellem nationerne, ligesom det store antal F‐ 16 fly, der indgår i samarbejdet, sikrer gunstige priser på selve gennemførelsen af modifikationerne. Samarbejdet har endvidere den meget store fordel, at de deltagende nationers F‐16 fly opdateres i samme tempo og til samme konfiguration, hvorved der rent teknisk altid er sikret interoperabilitet mellem nationernes F‐16 fly. Dette er særdeles gunstigt, da netop USA og de nævnte europæiske lande udgør de mest sandsynlige operative samarbejdspartnere for danske kampfly i internationale operationer. Der er bl.a. med basis i dette samarbejde, at det operative samarbejde EPAF Expeditionary Air Wing er udviklet, hvilket omtales andetsteds i dette nummer af tidsskriftet. Den interoperabilitet og LINK 16 kapacitet, som dette tekniske og operative samarbejde sikrer, betyder, at de danske F‐16 fly kan indgå i internationale NBO på lige fod med førende nationer som f.eks. USA. Inspireret af de meget positive erfaringer fra F‐16 samarbejdet søger flyvevåbnets at indgå i tilsvarende samarbejder i relation til bl.a. C‐130J og EH‐101. Flyvevåbnet er også langt fremme med implementeringen af moderne informationsnetværk på det jordbaserede område. For flyvevåbnets luftoperationscentre og kommandostationer er det selvsagt vigtigt, at det overlegne informationsgrundlag, som opnås gennem tilknytning til informationsnetværk, kan bearbejdes til et overskueligt billede af den operative og logistiske situation. Endvidere skal planlægning af kommende operationer kunne understøttes effektivt, således at det overlegne informationsgrundlag også udnyttes i denne sammenhæng. Flyvevåbnet er i den gunstige situation at råde over et velegnet system til løsning af disse opgaver, nemlig et kommando‐, kontrol‐ og informationssystem benævnt NEC CCIS, hvilket er en forkortelse for Northern European Command Command, Control and Information System. NEC CIS er topmoderne og har den store fordel, at det er interoperabelt med NATO’s overordnede kommando‐ og kontrolsystemer og med nationale systemer, f.eks. britiske. I år gennemføres forsøg, hvor flyvevåbnet afprøver og dokumenterer NEC CCIS evne til at udveksle informationer med det amerikanske flyvevåbens kommando‐ og kontrolsystem. Endvidere har alle NEC CCIS‐terminaler adgang til NATO’s netværk til formidling af klassificerede informationer, benævnt NATO SECRE T WAN. Flyvevåbnet traf for nogle år siden beslutning om, at alle operative enheder ned til og med eskadrilleniveau skulle udrustes med NEC CCIS. Denne indførelse af NEC CCIS er nu langt fremskreden, hvorved flyvevåbnets enheder råder over et jordbaseret informationsnetværk, som er kompatibelt med relevante samarbejdspartnere. Således er der også for så vidt angår jordbaserede informationsnetværk sikret mulighed for deltagelse i internationale NBO. På sigt er det planen, at NEC CCIS helt eller delvist skal erstattes af NATO’s kommende luftmilitære kommando‐ og kontrolsystem ACCS, hvilket yderligere vil sikre interoperabilitet og dermed kapacitet til NBO.
Med hensyn til mandbårne og køretøjsmonterede radioer har flyvevåbnet konstateret, at den nuværende beholdning af radioer ikke er kompatible med de radioer, som de mest sandsynlige samarbejdspartnere råder over. De nuværende radioer er således ikke egnede til anvendelse i et internationalt NBO‐miljø. For at råde bod på dette har flyvevåbnet iværksat en hurtig tilvejebringelse af nye digitale radioer, således at det styrkebidrag fra flyvevåbnet, der i år indsættes i Afghanistan, bliver udrustet med moderne og interoperable radioer. De nye digitale radioer er baseret på den internationale TETRA‐standard. Anvendelsen af disse radioer i Afghanistan vil give gode muligheder for at drage erfaringer med denne nye radiotype, således at der skabes grundlag for på et senere tidspunkt at gennemføre en opfølgende anskaffelse af radioer til flyvevåbnet.
Kommando- og kontrolelementer Flyvevåbnet vil fremover råde over ét mobilt og ét stationært luftoperationscenter, i NATO‐terminologi kaldet Control and Reporting Centre, forkortet CRC. Flyvevåbnet har i mange år rådet over stationære CRC’er, men etableringen af en mobil CRC er en nyskabelse. De to CRC’er er på mange måder indbegrebet af NBO, idet de netop er centre, hvor bidrag fra mange sensorer og informationskilder samles til et overblik over den operative situation. CRC’er er således knudepunkter i de netværk, som en NBO‐kapacitet er baseret på. Endelig er CRC’erne stedet hvorfra udførelsen af operationerne ledes. CRC’erne er således afgørende for den samlede NBO‐kapacitet. At flyvevåbnet fremover også vil råde over en mobil CRC betyder, at flyvevåbnet også på det føringsmæssige område vil kunne bidrag substantielt til en international netværksbaseret luftoperation. Såfremt der kræves yderligere ekspertise i relation til planlægning og ledelse af større luftoperationer, så vil flyvevåbnets nye deployerbare operative stab – Expeditionary Air Staff – kunne udsendes.
Effektskabende kapaciteter I relation til luftoperationer vil ”effektskabende kapaciteter” ofte være synonymt med flybårne våben. Flyvevåbnet anvender i dag primært præcisionsstyrede våben, der enten baserer sig på laserstyring, GPS‐styring eller en kombination af disse to styresystemer. Konkret rådes bl.a. over laserstyrede bomber af typen GBU‐12 PAVEWAY II og GBU‐24 PAVEWAY III samt GPS‐styrede bomber af typen GBU‐31 JDAM8 . Endvidere er bomber af typen Enhanced GBU‐12, der både kan anvende GPS‐ og laserstyring, under anskaffelse. Til bl.a. JDAM rådes over penetrations‐bombelegemer til bekæmpelse af hårde og dybt begravede mål som bunkere og hulekomplekser. Endvidere rådes over præcisionsstyrede luft‐til‐jord missiler af typen AGM‐65 MAVERICK. Rådighed over disse avancerede, præcisionsstyrede våben betyder, at den overlegne målinformation, som er en af de praktiske konsekvenser af NBO, kan omsættes til konkret målbekæmpelse. De nævnte våbentyper er generelt ret kortrækkende (op til 25 km rækkevidde), men kan anvendes til en række forskellige opgaver, herunder både anvendes mod taktiske mål, f.eks. i forbindelse med støtte til landmilitære operationer, og mod mål på operativt og strategisk niveau. Det er et karakteristisk træk ved de målinformationer, der tilvejebringes via NBO, at de i stigende grad tillader bekæmpelse af mål på store afstande. For også at kunne udnytte denne fordel ved NBO planlægger flyvevåbnet at anskaffe langtrækkende luft‐til‐jord missiler til F‐16. Den løbende opdatering af F‐16 giver bl.a. mulighed for at anvende det amerikanske krydsermissil JASSM9 , der har en rækkevidde på ca. 500 km. En langtrækkende udgave af JASSM med en rækkevidde på ca. 2000 km er under udvikling. Anskaffelse af et sådant missil vil give flyvevåbnet helt nye muligheder for at bekæmpe højt prioriterede overflademål på meget stor afstand.
Sensorer NBO er i sagens natur fuldstændig afhængig af rådighed over informationer om situationen. Rådighed over sensorer er således en vigtig forudsætning for NBO, herunder ikke mindst sensorer hvis informationer umiddelbart kan gøres tilgængelige over hele netværket. Dette er et aspekt, som flyvevåbnet er meget opmærksom på. Af økonomiske årsager er der mange sensortyper, som det danske flyvevåben ikke råder over – elektroniske overvågningsfly er et eksempel herpå. Desto mere vigtigt er det, at de sensorer, det danske flyvevåben råder over, er kompatible med NBO‐netværket, således at danske sensorer kan yde det bedst mulige bidrag til informationsgrundlaget i den koalition eller alliance, so m Danmark deltager i. Det ses f.eks. ved den igangværende anskaffelse af mobile luftovervågningsradarer til flyvevåbnet, hvor der netop lægges stor vægt på, at informationer om luftbilledet skal kunne udsendes over NATO’s kommende kommando‐ og kontrolsystem ACCS.
Coalition Combat Identification
Det er flyvevåbnets vurdering, at evnen til med sikkerhed at kunne skelne mellem ven og fjende bliver afgørende på fremtidens kampplads. Ulykkelige hændelser i Afghanistan og Irak, hvor koalitionens luftstyrker har beskudt egne landstyrker, viser vigtigheden heraf. Det må forventes, at det at råde over en kapacitet til med sikkerhed at skelne melle m ven og fjende på sigt bliver et krav for at kunne deltage i internationale operationer – nøjagtig som LINK 16 er ved at være det. Evnen til at skelne mellem ven og fjende er i høj grad afhængig af et opdateret informationsgrundlag vedrørende egne og modstanderens styrkers position. Der ses således at være en nøje sammenhæng mellem NBO og evnen til sikker identifikation, da NBO netop kan skabe eller bidrage til det opdaterede informationsgrundlag, som muliggøre sikker identifikation. Flyvevåbnet betragter derfor identifikation som en integreret del af NBO. Flyvevåbnet har i mange år rådet over materiel til sikker identifikation af luftmål. Såvel i Danmark som i øvrige lande savnes der imidlertid en mulighed for, at fly med sikkerhed kan identificere styrker på jorden. I erkendelse af dette har flyvevåbnet besluttet at gå aktivt ind i NATO’s bestræbelser for at udvikle materiel og procedurer til identifikation – i NATO benævnt Coalition Combat Identification (CCID). Som eksempel herpå har flyvevåbnet besluttet at deltage i NATO´s stort anlagte Advanced Concept Technology Demonstration af CCID‐teknikker og ‐procedurer i september og oktober 2005 på Salisbury Plain i Storbritannien, kaldet Exercise Urgent Quest. Flyvevåbnet er udpeget til dansk lead på øvelsen og deltager med F‐16 fly, FENNEC‐helikoptere, instruktører samt støttepersonel. Et vigtigt aspekt af øvelsen er udvikling af teknikker og procedurer, således at kampfly kan identificere egne styrker på jorden, bl.a. ved hjælp af såkaldte Radio Frequency Tags. Radio Frequency Tags er en anordning, som placeres på køretøjer og personel, og som afgiver et svar i form af en elektronisk impuls, når den rammes af radarbølger fra et flys radar. Såfremt flyet er modificeret til at anvende Radio Frequency Tags, vil dette svar kunne ses på flyets radarskærm, hvorved positionen af egne styrker på jorden vises. I forbindelse med Exercise Urgent Quest har NATO finansieret, at danske F‐16 fly modificeres, således at de kan anvende Radio Frequency Tags. De danske F‐16 fly bliver hermed blandt de første kampfly i verden, der besidder denne nye kapacitet.
Forsøg og eksperimenter
Det er flyvevåbnets opfattelse, at de hastige teknologiske landvindinger, som bl.a. udmøntes i stadig stigende kapacitet til NBO, med fordel kan udnyttes gennem systematiske forsøg og eksperimenter. Herved kan nye koncepter, procedurer og materielgenstande afprøves og hurtigt omsættes til operative kapaciteter. Ovennævnte internationale forsøg vedr. identifikation er et godt eksempel på dette. Med henblik på fremover at skabe en fast ramme og forankring af gennemførelsen af forsøg og eksperimenter indgår der i flyvevåbnets fremtidige organisation en kapacitet til at planlægge og lede forsøg og eksperimenter – et såkaldt Battle Lab. Det er tanken, at den lille kerne af personel, der udgør Battle Lab, skal planlægge og lede forsøg og eksperimenter, mens flyvevåbnets enheder stiller med det materiel og personel, der skal gennemføre aktiviteterne.
Perspektiver for udviklingen – Joint Strike Fighter For det danske flyvevåben forventes udviklingen af kapaciteten til NBO at forløbe som en gradvis proces i de næste ca. 10 år. I denne periode vil de nuværende fly og helikoptertyper, herunder F‐16, fortsat anvendes, og der forventes i relation til NBO derfor alene at være tale om gradvise forbedringer af f.eks. LINK 16. Internationalt vurderes et tilsvarende billede af udviklingen at tegne sig. Imidlertid vurderes der at kunne ske en markant og måske revolutionerende udvikling i forbindelse med, at den næste generation af kampfly kommer i drift. Den næste generation af kampfly omfatter f.eks. de amerikanske flytyper F/A‐22 RAPTO R og F‐35 Joint Strike Fighter. Disse fly er fra starten designet med henblik på at indgå i NBO og er ikke underlagt de samme teknologiske begrænsninger som den nuværende generation af kampfly. Den nye generation af kampfly vil især indebære en voldsom udvikling inden for sensorteknologi og netværksteknologi. I dag er f.eks. F‐16 flyets radar relativt kortrækkende og har kun en begrænset evne til at se genstande på jorden. Joint Strike Fighter vil blive udstyret med en helt ny type radar, som benævnes Active Electronically Scanned Array. Denne nye radartype er meget kraftig og langtrækkende og har i forhold til dagens radarer væsentligt forbedrede egenskaber over for land‐, sø‐ og luftmål. For at se landmål som f.eks. køretøjer kræves i dag en meget stor radar af den type, som bl.a. er monteret i det amerikanske radarovervågningsfly JSTARS. Den nye radarteknologi betyder, at et lille, en‐sædet kampfly som Joint Strike Fighter får en evne til at se landmål, som på mange måder svarer til den kapacitet, som JSTARS har. Endvidere kan Joint Strike Fighters radar anvendes mod sø‐ og luftmål samtidig med, at den anvendes mod landmål. Radaren kan endvidere anvendes til jamming af f.eks. luftforsvarsradarer, hvilket er en kapacitet, som det danske flyvevåben ikke har i dag. Denne dramatisk forbedrede radarkapacitet kombineres med helt nye optiske sensorsystemer samt systemer til præcis stedfæstelse af fjendtlige radarer m.v., hvilket samlet har den effekt, at Joint Strike Fighter har en markant forbedret evne til at opdage og stedfæste jord‐, sø‐ og luftmål i forhold til dagens kampfly. Dette skal ses i sammenhæng med den stærkt forbedrede netværksteknologi, som Joint Strike Fighter vil besidde. Joint Strike Fighter vil udover moderne link‐systemer som f.eks. LINK 16 være tilknyttet satellitkommunikationssystemer, hvorved informationer kan udveksles med hovedkvarterer og databaser over hele jordkloden. Alle disse informationer sammensmeltes til et overskueligt situationsbillede, som bl.a. vises på pilotens hjelmmonterede sigte. Endelig er Joint Strike Fighter designet med stealth‐egenskaber, der gør flyet yderst vanskeligt at opdage, samt med meget stor rækkevidde. Den praktiske effekt af alle disse egenskaber i forhold til nutidens kampfly er en markant forbedret evne til at bekæmpe land‐, sø‐ og luftmål, samtidig med at flyets og pilotens overlevelseschancer optimeres. Det er værd at bemærke, at denne markant forøgede kampkraft ikke så meget skyldes flyets våben, for de forventes indledningsvist ikke at være meget forskellige fra de våben, der anvendes i dag, men bl.a. skyldes det dramatisk forbedrede informationsgrundlag i kraft af forbedret sensorkapacitet og netværksteknologi – med andre ord: NBO‐ kapacitet. Internationalt er det vurderingen, at den kapacitet til NBO, som f.eks. Joint Strike Fighter vil repræsentere, kan vise sig at være så avanceret, at der vil blive skabt mulighed for realisering af de langsigtede visioner for NBO, herunder den selvsynkronisering som nævnes i artiklens indledning. Joint Strike Fighter tegner således til at blive adgangsbilletten til den næste generation af NBO.
Rumoperationer Bl.a. Joint Strike Fighters forventede anvendelse af satellitkommunikation til en række formål har øget flyvevåbnets opmærksomhed over for den militære anvendelse af rummet. Den udbredte anvendelse af det satellitbaserede styresystem GPS samt satellitbaserede sensorer bidrager også hertil. Frihed til anvendelse af rumbaserede kapaciteter er således en vigtig forudsætning for gennemførelsen af moderne luftoperationer, ligesom rumbaserede kapaciteter er et vigtigt element i udviklingen af NBO. På denne baggrund har flyvevåbnet besluttet at opbygge ekspertise inden for begrebet ”rumoperationer”, herunder opbygge kapacitet til sagsbehandling og undervisning inden for emnet.
Afslutning
Som det fremgår af det foregående, er NBO og Air Power i høj grad to sider af samme sag. Dette skyldes bl.a., at luftstyrkers anvendelse af et begrænset antal højteknologiske platforme giver gode muligheder for at implementere de materielmæssige forudsætninger for NBO. Det danske flyvevåben ses at være i færd med målrettet at implementere en betydelig kapacitet til NBO. Denne implementering er i høj grad gavnet af det internationale samarbejde på F‐16 området, hvor de mest sandsynlige samarbejdspartnere i forbindelse med internationale operationer indgår i såvel materielmæssigt som operativt samarbejde, hvorved interoperabilitet mellem det danske flyvevåben og de mest sandsynlige samarbejdspartnere er sikret. I de kommende ca. 10 år vil denne kapacitet blive gradvist udbygget, bl.a. gennem forbedringer af LINK 16, overgang til ACCS og anskaffelse af nye langtrækkende våben. Herefter er der mulighed for en dramatisk forbedring af kapaciteten til NBO i forbindelse med anskaffelse af en erstatning for F‐16. Den næste generation af kampfly, f.eks. Joint Strike Fighter, forventes at besidde en så markant forbedret kapacitet til NBO, at der skabes helt nye muligheder for gennemførelsen af militære operationer. Vil det lykkes dansk forsvar at være blandt de første, der udnytter disse muligheder, således at vi med Douhets ord ”will enjoy the incalculable advantages of the new means of war over the old.”? Flyvevåbnet arbejder målrettet for, at dette skal være tilfældet.
Fodnoter
1 Giulio Douhet, The Command of the Air, 1921, engelsk oversættelse af Dino Ferrari 1942, genoptrykt ved Air Force History and Museums Program, Washington D.C., 1998.
2 Se f.eks. Søren Falk‐Portved, ”Krigskunsten Revolutioneres”, Militært Tidsskrift, nr. 3, 2004, pp.564‐571.
3 Koordinationsgruppen vedrørende netværksbaserede operationer, Indledende Rapport, december 2004.
4 Ibid. s. 7.
5 Vice Admiral Cebrowski, Joint Chiefs of Staff J6, udtalelse ved International Link 16 Users Conference, Hanscom Air Force Base, USA, september 1999.
6 Office of Force Transformation, NCO Conceptual Framework, Case Study Template, Illustrative Example, 2003‐07‐31. I det nævnte forsøg blev kampkraft målt som forholdet mellem nedskudte fly på fjendens side og på egen side.
7 Se f.eks. John Garstka og David Alberts, Network Centric Operations Conceptual Framework Version 2.0, Evidence Based Research, Inc., USA, juni 2004, p. 67ff.
8 GBU‐31 Joint Direct Attack Munition
9 AGM‐158 Joint Air‐Surface Stand‐off Missile.