Af Admiral E. Biörklund, Sverige.
Som en flittig kommentator af verdenspolitiske og militærstrategiske begivenheder og forhold, vil Admiral Biörklunds navn være kendt ikke alene fra svenske, men også fra andre udenlandske, faglige tidsskrifter. Vi præsenterer her admiralen for vore læsere med en artikel, der har sin interesse ved at vise, hvorledes en højtstående, svensk søofficer ser på bl. a. Danmark i NATO.
Denne artikel er et forsøg på at sammenfatte de politiske og militære strategiske opfattelser, som gør sig gældende med hensyn til Nordeuropa i tilfæ lde af, at den almindelige krig, som vi alle ønsker at undgå, men som ikke destomindre er en dominerende faktor bag de synlige begivenheder på verdensscenen, skulle bryde ud. Hvad der sandsynligvis ville ske, hvis en almindelig krig brød ud, øver stærk indflydelse på overvejelsen af, hvorledes en østlig ekspansion bedst kan imødegås. Formålet er her at analysere vilkårene på NATO’s nordflanke: Skandinavien med Finland, Sovjets kystdistrikter langs Østersøen og Ishavet såvel som staterne langs Nordsøen. Jeg har tidligere studeret de sandsynlige vilkår i tilfælde af krig på centralfronten og på NATO’s sydflanke, og nærværende studie er således en fortsættelse mod nord af denne undersøgelse. I Skandinavien har fire små stater altid været afhængig af tilstedeværelse af en balance mellem stormagterne for så vidt angik forholdene i Nordeuropa. For tiden er balancen bragt i uro af den kendsgerning, at Sovjet dominerer Østersøens østlige og sydlige kyster fra Den finske Bugt til Lübeck og har stor indflydelse på finsk politik og forsvar. Danmark og Norge nyder NATO-støtte, hvilket styrker deres stilling og forsvarsevne. Sverige er uforpligtet og håber på neutralitet i tilfælde af krig, støttende sig til et temmelig stærkt, militæ rt forsvar. En sammenligning mellem NATO’s sydlige og nordlige flanker viser mange lighedspunkter: Den nordlige stilling ved udsejlingen fra Østersøen og den sydlige ved Dardanellerne, Vestens mulighed for at lukke begge passager i krigstid, tilstedeværelsen af stærke, maritime „task forces“ med bomber og raketvåben uden for disse to flaskehalse og muligheden for at føre luftkrig, uden at flåderne derfor behøver at trænge ind i hverken Østersøen eller Det sorte Hav. I begge områder kan Sovjet udføre knibtangsoperationer med store landstyrker og støtte disse med søtransporter over indhavene, luftangreb og raids på kysterne. I Nord såvel som i Syd er det vigtigste storstrategiske problem, om, når og hvordan NATO-magterne og især USA i tilfælde af en almindelig krig vil anvende atomvåben imod Sovjets militæ re styrker og baser såvel som måske også imod russiske byer og centrer af vital betydning for krigsførelsen. Dette er den afgørende faktor. En analyse af et problem af denne karakter kan kun føre til et brugeligt resultat, hvis vi forsøger at se på problemet fra begge sider. Det er den bedste metode for al slags krigsplanlægning.
Vestmagterne.
Kun USA og Storbritannien er i besiddelse af en militæ r styrke, der sætter dem i stand til at øve betydelig indflydelse på vilkårene på NATO ’s nordflanke under en almindelig krig, medens andre NATO-magter er mere optaget af krigsførelsen til lands og i luften i Centraleuropa. Der må tages tilbørlig t hensyn til den kendsgerning, at Storbritanniens stilling ville blive forværret, hvis truslen fra russiske raketter, bombere og undervandsbåde kom nærmere til de tætbefolkede øer. A t holde sådanne trusler på afstand er moderne strategis første regel. De maritime „task forces“ , amerikanske som britiske, må forudsættes at være i stand til at tildele de russiske baser i Ishavet og Østersøen alvorlige slag. Transporten af amerikansk krigsmateriel og soldater til europæiske havne og flyvebaser må beskyttes, medens Storbritannien tillige må forsvare sine kyster og sit landområde imod luftangreb af forskellig slags og yde støtte til de skandinaviske allierede i Nordsøen såvel som i Kattegat og Skagerak. Amerikanske „task forces“ i det nordlige A tlanterhav såvel som amerikanske atom-ubåde kan løse tilsvarende opgaver i Ishavet og yde støtte med kommandotropper. A lt dette viser, at USA og Storbritannien har stor interesse i at bevare status quo, og at dette må øve indflydelse på den beslutning, der må træffes med hensyn til brug af større eller mindre atomvåben og raketter med atomsprængladninger. Men eftersom vi her kun beskæftiger os med tilfæ ldet almindelig krig, må det forudsættes, at atomkrigsførelse v il komme til at spille en betydningsfuld rolle i det, der sker.
De vestlige stormagter vil naturligvis være meget optaget af deres egen sikkerhed, og det ville være for optimistisk at regne med en tilgang af militære styrker — i luften, til søs eller til lands på vestlig side. En vis beskyttelse til søs og i luften af krigsimporten til Norge, Danmark og Vesttyskland, en forstærkning af dansk forsvar på nogle af øerne og i Jylland og med taktiske flystyrker og lette flådeenheder til støtte for antiubådskrigen i den sydlige Østersø og Kattegat kan man måske nok regne med. Der har endda været tale om at basere nogle amerikanske ubåde i Østersøen. Med hensyn til Danmark er tidsfaktoren af største betydning. E t forspring på kun nogle få timer for at komme til at beherske gennemsejlingsfarvandene kan bestemme den strategiske stilling for lang tid fremover. Det er yderst nødvendigt, at støtten fra Vest kommer før angrebet fra Øst, hvilket synes at nødvendiggøre et vist beredskab allerede i fredstid.
NATO’s nye disposition og USA’s storslåede hjælp til at styrke de norske og danske flåder med moderne skibe vil lette forøgelsen af flådeenheder, baseret på Sjælland og østjydske havne, og gøre det vanskeligere for russiske ubåde at forlade Østersøen, efter at krigen er brudt ud. Men vi må naturligvis stadig regne med, at Sovjet kan sende ubåde gennem sund og bælter før en offensiv mod Danmark. For Danmark er den bedste hjælp til forsvar allierede flyangreb på russiske baser og transporter i Østersøen. Med hensyn til Storbritanniens stilling i almindelighed har B. H. Liddell Hart understreget („Deterrence or Defence“, London 1960), at Sovjet i en almindelig krig først må angribe England, selv om det skal ske med luftbårne tropper. Han nægter ikke, at forsvaret af Nordeuropa er meget afhængigt af amerikanske bombestyrker, men han er skeptisk med hensyn til brugen af atomvåben og så gerne de vestlige landstyrker i Europa øget til 2/3 af de russiske landstyrker. Pa den anden side mener Malcolm Mackintosh („Soviet Strategy in W orld W ar III“ ), at en sovjetisk krigsplan skulle undgå at koncentrere sig om Storbritannien, idet han tror på en første periode med atom- og raketbombardementer, invasion i Centraleuropa og Det mellemste Østen og senere en spredning i forskellige retningen fra visse støttepunkter. Om Lidd ell Hart eller Mackintosh muligvis har ret skal ikke diskuteres her. Det må være tilstrækkeligt at slå fast, at den britiske regering vil opgive den almindelige værnepligt, forlader sig på bomberstyrker med bomber eller raketter, maritime „task forces“ og ubåds-jagerenheder og tillader amerikanske ubåde at blive baseret i Skotland og andre steder. Man v il organisere „combined forces“ , der skal gøre en periferistrategi mod Østblokken mulig. Vestens krigsskibe, ubåde og fly skal udvikles til hurtigt flyttelige raketbaser. Stor opmærksomhed vises antiubåds-krigsførelsen og beskyttelsen af havne og konvojer. Integreringen i NATO’s styrker, skabelsen af en NATO atomstyrke og den strategi, der skal anvendes for at imødegå russisk propaganda og økonomisk ekspansion, er dagens problemer.
Hvad angår risici i det nordlige område, tror jeg det rigtigt at nævne: en ny trusel mod Vestberlin, en militæ r besættelse af Finland og Aalandsøerne ved begyndelsen af en almindelig krig, et overraskende angreb på Bornholm , andre danske øer eller Nordnorge, såvel som midler til at true Sverige for at opnå nogle politiske eller strategiske fordele, der kan være nyttige i det enkelte tilfælde. Vesttyskland kan ikke præstere en elastisk defensiv som følge af dets ringe geografiske bredde, men dets militære forsvar forbedres i de kommende år. Med hensyn til Nordtyskland er importen over de store havne betydningsfuld, men forsvaret er ikke let her, fordi de russiske styrker står så tæt på. Kielerkanalen v il næppe kunne udnyttes af nogen af parterne i krigstid. Men allierede „task forces“ i Nordsøen og dansk-tysk samarbejde v il måske kunne beskytte det vestlige hjørne af Østersøen. Vesttyske hærenheder udrustes med moderne våben — på trods af oppositionen fra venstre — flåden og flyvevåbnet genopbygges og beskyttelsen mod luftangreb forbedres. E t forsvar af Vesttyskland afhænger meget af USA’s handlinger og især af deres atomvåbenaktivitet. Russisk in filtration er et stort problem og eventuelle følger af en ny Berlin-krise må forudses. E t intim t samarbejde i N A TO er en nødvendighed, men regeringen har ind til nu afslået et amerikansk tilbud om mellemdistanceraketter (IRBM ) på tysk jord. I en almindelig krig v il Vesttysklands skæbne naturligvis være afhængig af, hvilket offensivt alternativ Sovjet vælger. Danmark og Norge er medlemmer af N ATO , men søger ved deres politik at undgå at øge spændingen i Nordeuropa. De har in d til nu ingen atomvåben og ingen allierede styrker i deres lande i fredstid. Skønt Danmark har friske erindringer om en tysk besættelse, er en fælles tyskdansk kommando for Østersøen blevet accepteret i princippet, og detaillerne vedrørende den v il blive udarbejdet i løbet af 1961.
Dansk forsvar er blevet omgrupperet med tyngden på Sjælland og baser på Jyllands østkyst med front mod Syd, og kan forstærkes med allierede styrker fra Nordsøen. USA betaler nu 150 m illioner af de 370 m illioner kroner for bygningen af nye skibe, og våbenleverancerne er rigelige. N A TO organiserer militære depoter i Jylland, og mange flybaser kan benyttes af vestlige fly. København lia r fået et raketforsvar. Den danske general E. Kragh understregede nylig, at i krigstid vil det være en vigtig opgave at forhindre russiske transporter i Østersøen. Den danske hær skulle beskytte flybaser og havne mod invasion fra søen og lu ften i samarbejde med taktiske flystyrker. Grønland og Færøerne hører til Danmark og vil kunne benyttes af USA og Storbritannien i krigstid. Efter min mening vil det nye danske forsvarssystem føre til en situation, hvor de sovjetiske ledere v il forstå, at en passage af russiske ubåde gennem Sund og Bælter i krigstid sandsynligvis vil føre til uforholdsmæssige tab. Store dele af Kattegat er ikke dybt nok for en ubåd til at dykke i, og andre dele kan fyldes med hindringer i form af moderne bundminer. Det mest betydningsfulde problem er, hvilken fremgangsmåde N A T O vil følge i tilfælde af, at Danmark bliver angrebet, enten kim med konventionelle, russiske styrker, eller tillige med russiske atomvåben og raketter. For tiden synes det at være N A T O ’s plan at svare med atomvåben i begge tilfælde. Om der v il ske en ændring i så henseende senere ben, er her ved slutningen af 1960 usikkert. Norge bar i nogle år været genstand for russisk pression: om at træde ud af N ATO , om at afstå fra atomvåben og fra at oprette raketbaser på norsk territorium . Udenrigsminister Lange sagde nylig, at fortsat russisk pres kunne føre til en ny norsk vurdering af sikkerhedsproblemerne. Men den norske statsminister sagde senere, at en ny vurdering kun ville blive foretaget, hvis den internationale situation truede Norges sikkerhed. Forsvaret af Nordnorge er ved at blive styrket af hensyn til et muligt Sovjet-angreb. Hvis Vest i et sådant tilfælde svarer med atom- og raketangreb fra dets „task forces“ , v il de russiske baser ved MurmanskArchangelsk blive svært beskadiget. Hvis det vestlige modangreb føres alene med konventionelle våben, v il Sovjet desuagtet kunne avancere og tage baser i Norge. Dette viser klart betydningen af Vestens atomstrategi. Russiske hensigter med et angreb på Nordnorge i en almindelig krig kan ikke forudsiges. Fremskudte russiske ubådsbaser kan være en fordel, men kun hvis de kan forblive intakte, hvilket jeg anser for umuligt på grund af „task force“-strategien og dens umådeligt ødelæggende kraft. I det norske forsvar må hærenheder være i stand til at bekæmpe russiske luftlandsætninger, de russiske ubåde må forhindres i at angribe kysten med raketter, og søtrafikken må beskyttes effektivt. For at skabe den flåde, som Norge behøver, v il USA nu betale 420 m illioner af de 840 m illioner kroner til et nyt skibsbygningsprogram gående ud på tilvejebringelse af hovedsageligt lette typer krigsskibe. Den store norske handelsflåde er af umådelig værdi for Vestens periferistrategi. Holland og Belgien er meget sårbare over for luftangreb, men der synes ikke at være fare for invasion over Nordsokysten. Begge lande er meget afhængige af, livad der sker på den centrale, europæiske front.
Østmagterne.
Det er usandsynligt, at Sovjet alene eller Kina alene skulle starte en almindelig krig, fordi de begge frygter at blive uddistanceret i fremtiden af en allieret broder, der har undgået en stor krigs ødelæggelser. Men hvis sammenholdet i NATO skidle begynde at vakle, kunne de i fællesskab korrigere deres sidste principper om at undgå en almindelig krig og starte noget, som lid t efter lid t kunne udvikle sig til en sådan krig. I hvert fald er Sovjets ideer om krig først og fremmest afhængig af, hvordan det vurderer USA’s mulige intervention i forskellige situationer. Selv om NATO ’s sydflanke må forekomme mere fristende for en sovjetisk ekspansion, cr nordflanken strategisk betydningsfuld på grund af krigsførelsen i Atlanterhavet og muligheden for at nå England med dets amerikanske flyve- og flådebaser og dets beliggenhed som udgangspunkt for allierede landgangsoperationer. Især må tre russiske alternativer analyseres, nemlig:
a) Sovjet beslutter sig for et storstillet angreb i Centraleuropa, som kræver gennemførelse af russiske søtransporter i den sydlige Østersø til støtte for de fremrykkende hære; eller
b) krigsførelsen i Centraleuropa indskrænkes til at fastholde jemtæppelinien, medens der foretages store offensiver på NATO’s sydlige og nordlige flanker og fores lu ftkrig i Europa i almindelighed; eller
c) offensiv kun på en af disse flanker eller i forbindelse med alternativ a).
I alle tre tilfælde vil den sydlige Østersø blive krigsskueplads, med henblik på at lukke Østersøen for Vestens flåder og skabe en fremskudt varsling til beskyttelse for Sovjets Østersøområder. Efter min mening ville mere end to hovedfronter ikke være en fordel for Sovjet, fordi det må holde store militæ re styrker hjemme af hensyn til disciplinen i satellitstaterne og måske også på hjemmefronten. Men det bør nævnes, at Lidd ell Hart regner med, at Sovjet kan kæmpe offensivt på alle fronter samtidigt. Der er en russisk interesse i at undgå amerikansk intervention med store kernevåben imod russiske byer, som gør alternativ a) mindre fristende. Men det er ikke umuligt, „selv på trods af enorme tab“ , som M . M ackintosh skriver. E fter min mening ville dette alternativ skabe meget store vanskeligheder med hensyn til at administrere besatte lande, selv om nogen assistance kunne ydes af kommunistpartierne i disse lande. I a) ville forsyningslinierne til de fremrykkende hære blive lange og sårbare over for luftangreb såvel som sabotage i de besatte stater. Dette alternativ ville også kræve anvendelse af de bedste enheder på denne front, hvilket ville give mindre kvalificerede enheder til andre fronter, som f. eks den skandinaviske. I alternativ a) må de bedste enheder og våben anvendes på centralfronten, hvilket letter det skandinaviske forsvar, medens i alternativ b) sådanne enheder vil kunne anvendes i Østersøområdet og der skabe en russisk overlegenhed på måske 4 til 1 eller mere. En sådan situation ville sætte Sovjet i stand til at besætte Finland, angribe Danmark og Norge og øve pres mod Sverige. I dette tilfælde synes Sovjet i stand til at erobre N A T O ’s nordflanke, hvis vestlige bombestyrker ikke angriber Sovjet på virkningsfuld måde. Vilkårene i alternativ c) kan vurderes på tilsvarende måde, naturligvis afhængig af, hvor Sovjet vælger at koncentrere, og om centralfronten er genstand for et hovedangreb. Russisk luftkrigsførelse vil i disse hypotetiske tilfæ lde i almindelighed karakteriseres af interkontinentale IC B M mod U S A såvel som mellemdistance IR B M og bombeangreb på mål i Europa, især flybaser, fly styrker og måske radarstationer. Taktiske flystyrker v il samarbejde med hæren og flåden. Nogle luftbårne divisioner v il måske finde anvendelse ved overraskende landsætninger. I Østersøen forsøger den russiske flådes flystyrker at holde vestlige flystyrker borte og beskytte søtransporter. Luftforsvaret v il samarbejde med russiske radarkæder, der kan overvåge ikke blot østersøområdet men sandsynligvis ud over linien Spitsbergen-Lofoten-Bergen-London. Sovjets søkrigsførelse v il omfatte: Offensive ubådsoperationer mod amerikanske og europæiske mål, havne og skibe, angreb på kyster med raketter langt ind i det pågældende kystområde, og antiubådskrig hvor vestlige ubåde kan ventes at optræde i det nordlige Atlanterhav og i Østersøen. Men Sovjets forsvar kan ikke forhindre de vestlige „task forces“ i at forvolde stor skade på de russiske kystområder. I Østersøen vil hovedparten af flåden være engageret i de sydlige farvande i krig med tysk-danske enheder. Men dette v il ikke forhindre Sovjet i at tage Aalandsøerne og andre øer for at bruge dem som baser eller til radarstationer. Russiske ideer vedrørende Sverige og Finland v il blive behandlet senere i forbindelse med disse lande. Polen og Østtyskland er som østersøstater afhængige af de russiske beslutninger. Polen har favoriseret ideen om en neutral zone og Rapackiplanen om en zone uden kernevåben samt propagandaen for i krigstid at gøre Østersøen til et „mare clausum“ . I Rusland fandt Krustjev det ikke „logisk“ , at en kemevåbenfri zone også skulle omfatte russiske Østersøområder, men dette forhindrer ikke, at Sovjet truer lande, der vil have de samme -— omend meget mindre — våben som Sovjet, Sverige har understregeet, at Østersøen burde forblive et „mare liberum “ . Men den polske propaganda fra Rostockmødet har fortsat i 1960 med at hylde udtrykket: „Østersøen — et fredens indhav“ . Store, russiske militærenheder står i Østtyskland, og Polen er stærkt militariseret. Wismar, Rostock, Stralsund, Rügen og Svinemünde er m ilitære baser, nogle af dem med raketter. Begge lande har en flåde og et flyvevåben under bygning. Stettin, Rostock og Elbe v il være store handelshavne. Men begge lande er gennemgangslande for et eventuelt russisk angreb mod Vest, hvilket vil frembyde en fare i tilfælde af krig. Ingen af dem ønsker at tage del i en aggression, men Sovjets magt kan tvinge dem til at samarbejde.
Sveriges stilling må betragtes fra to sider: hvis dets neutralitet b liver respekteret i en alm indelig krig, og hvis det bliver krigsdeltager. For neutralitet er tre betingelser nødvendige: en geografisk position, som ikke er af vital betydning for nogen af parterne, et stærkt forsvar og en klog regering. Der er forskellige krigsrisici. Den første og største risiko er, at en stormagt af politiske eller strategiske grunde ville erobre Sverige eller en del af det i en almindelig krig. En anden, at en sådan magt ville forhindre Sverige i at gå med modparten, og en tredie, at ville forhindre Sverige i at gore indrømmelser til den anden side. I det før omtalte alternativ a) er chancen for at forblive neutral øjensynlig større end i b). Der er altså to muligheder: at en stormagt ikke tøver med at angribe direkte, og at den finder det bedre at indkredse Sverige ved at besætte finske, norske og danske territorier for at underminere Sveriges modstandskraft. Denne sidste fremgangsmåde vil im idlertid give Sverige en vis tid til at ruste sig. I hvert tilfælde vil et angreb på Sverige ændre situationen i Østersøen betydeligt, forøge risikoen for transporter i den sydlige Østersø og automatisk gøre Sverige til en base for flystyrker fra den anden side. Hvis svensk forsvar boldes i god stand, vil en betydelig indsats være nødvendig for at have udsigt til en heldig gennemførelse af en invasion over Østersøen eller gennem Finland. Det realistiske spørgsmål er, om en stormagt er i besiddelse af et overskud af militæ re enheder til et sådant formål, hvilket viser, at Sveriges muligheder afhænger af, hvilken metode en aggressiv stormagt v il vælge. Problemet Flinterenden i Øresund er betydningsfuldt. Sverige holder principielt på fri passage til Østersøen som et absolut frit område. I krigstid vil Sverige komme under indflydelse af de krigsførendes blokadeønsker og skulle tage stilling til, hvilke regler der skal følges. På den svenske vestkyst v il man i tilfæ lde af almindelig krig utvivlsomt finde russiske ubåde og miner lagt af ubåde, og beskyttelsen af søhandelen er af vital betydning. I Østersøen såvel som på vestkysten afhænger alt af, om Sveriges neutralitet bliver respekteret. Sveriges alliancefrie p olitik er i 1960 blevet yderligere understreget ved en erklæring om, at Sverige endog afslår medlemsskab af en „neutral blok“ . Spørgsmålet om anskaffelse af små atomvåben er blevet udsat in d til videre. M ilitæ re ledere har bedt om sådanne våben, men politiske overvejelser har øvet indflydelse lige som i Danmark og Norge. Sveriges forsvar skulle have en styrke, der er tilstrækkelig for k rigens første periode, men hjælp udefra er en nødvendighed, hvis landet angribes af en stormagt.
Finland bestræber sig på et godt forhold til sin store østlige nabo, men det vil søge at bevare sin politiske selvstændighed og at undgå at få kommunister i regeringen. Det er sørgeligt, at det finske folk, der engang forsvarede sit land med så stor kraft, nu på grund af sin stilling skal være udsat for russisk pres, selv om dette o fficielt benægtes. Men så længe pagten om „venskab og gensidig støtte“ med Sovjet er gældende, kan Sovjet kræve samarbejde i en konflikt, hvor „Tyskland“ er på fjendens side. Og eftersom Vesttyskland er en NATO-magt, er pagten stadig i kraft. Finland er også underkastet store begrænsninger med hensyn til antal og type af militære enheder og våben og er forpligtet til at modtage russisk hjælp til sit forsvar, „hvis dette bliver nødvendigt“ . Og Sovjet v il have store muligheder for at bestemme, hvornår det bliver tilfældet. Naturligvis ville russiske styrker i Finland eller transporten af russiske militærenheder mod nord gennem Finland indebære store risici for et frem tidigt tab af uafhængighed. Efter min mening ville sådanne transporter også skabe vanskeligheder for russerne selv på grund af de lange forbindelsesliniers sårbarhed mod luftangreb. Det ville være et bevis på god vilje, livis Sovjet ville ophæve disse pagter om gensidig støtte uden at kræve indrømmelser fra andre skandinaviske lande.
Sammenfattende kan det siges, at NATO ’s nordflanke er af stor politisk og strategisk betydning, og at Østersøområdet i krigstilfælde er in tim t forbundet med den centraleuropæiske front. En russisk ubådskrig vil i tilfælde af almindelig krig omfatte Nordnorge og Ishavet. De korteste flyruter mellem USA og Sovjet går over Nordeuropa og den nye polarstrategi understreger betydningen af den nordlige flanke. Storbritanniens eget forsvar i særdeles og U S A’s risici over for en russisk krigsførelse med ubåde og raketter synes at betinge en betydelig britisk-amerikansk interesse og indsats i dette område. Jeg tror, at min artikel tydeligt viser, hvorledes den afgørende faktor i en almindelig krig v il være, hvilken type krigsplan sovjetlederne v il give fortrinet. V i må gøre os klart, at der er mange og variable muligheder. Nordflanken er sandelig „fo r væ rdifuld til at måtte gå tabt“ , men ikke desto mindre synes dens totalforsvar for tiden at være temmelig svagt. Fra et storstrategisk synspunkt viser dette, at det ville være en fordel, om de vestlige stormagter øgede deres interesse for ikke at blive hæmmet på et senere tidspunkt i forsvaret af Nordflanken. Men dette burde naturligvis følges op af en anstrengelse fra de skandinaviske stater selv for at forbedre deres militære, økonomiske, psykologiske og civile forsvar på en måde, der ville sætte dem i stand til bedre at vogte sikkerheden i det skandinaviske rum som helhed. Sluttet 31/12 1960.
E. Biorklund.
Om tonen i hæren
Det er længe siden, at man i pressen har set de angreb på tonen i hæren, der engang florerede. Y i savner dem sandelig ikke, og det er ikke for at genoplive diskussionen, at vi skriver disse linier. Men for hærens folk, der har oplevet, at deres forklaringer af fænomenet blev mødt med skepsis, fordi de ansås for at være „part i sagen“ , vil det altid virke velgørende at opdage, at der uden for hæren trods alt fandtes folk, der forstod, hvad det egentlig drejede sig om. General Nørberg har henledt vor opmærksomhed på, hvad Professor Carl Roos skriver i sine Livserindringer, Bind I, 1959, side 173: „Navnlig en enkelt (af underofficererne) udmærkede sig ved sit farverige sprog. For at forstå værdien heraf må man huske, at soldatertræning består i gentagelse på gentagelse af det samme og det samme. Det er intet under, at mandskabet trættes og ærgrer sig, men det er beundringsværdigt, at de underordnede befalingsmænd holder ud, det er jo på dem, det daglige arbejde hviler. Soldaterne skaffer sig en beskeden fornøjelse ved at variere betegnelserne for de daglig forekommende fænomener; K a rl Larsen har i et lille illustrativt skrift givet en oversigt over en terminologi, udenforstående ikke ville forstå. Hvis im idlertid en befalingsmand med andre karlfolkeegenskaber forbinder verbal fantasi, gør han trædemøllen lystig; der går ryk på ryk gennem geledderne, man kommer i godt humør, man „får vanten på“ . De drastiske lignelser er ikke altid for damer, men vi var jo heller ikke damer. Når pressen debatterer „tonen i hæren“ og påkalder forargelsen, får man gerne det indtryk, at tonen ellers allevegne udmærker sig ved en delikatesse uden lige. Den, der har været soldat, ved dog, at dette i det mindste ikke gælder tonen på belægningsstuerne mellem de menige indbyrdes. Man indrømmer Holberg ret til „frie expressioner“ og ler; Shakespeares svinagtigheder i klovnmund anerkendes som „kunst“ , hvorfor da ikke anerkende den — om man v il „kunstneriske“ — værdi af en befalingsmands os rotundum, strømmende talegaver. Enhver gammel soldat ved, hvad de positivt betød på eksercerpladsen.“
