NATO fylder 25 år
I kølvandet på den 2. verdenskrig foregik der en successiv kommunistisk magtovertagelse i Østeuropa, hvis højdepunkt blev kuppet i Prag i foråret 1948. 1 juni samme år iværksatte Sovjetunionen en blokade af Vestberlin. Det var under indtryk af disse begivenheder og i frygt for yderligere konu munistisk ekspansion i Vesteuropa, at 10 vesteuropæiske og de to nordamerikanske stater den 4. april 1949 i Washington undertegnede Den nordatlantiske Traktat med det formål at samordne forsvarsanstrengelserne over for den truende kommunistiske aggression. Allerede samme år påbegyndtes, efter Det nordatlantiske Råds første møde i Washington i september, opbygningen af de civile og militære organer, som skulle føre til etableringen af Den nordatlantiske Traktats Organisation, NATO. I februar 1952 tiltrådtes traktaten og dens organisation af Grækenland og Tyrkiet og i 1955 tiltrådte Vesttyskland - efter at vejen var banet herfor gennem Paris-aftalerne i oktober 1954 - ligeledes traktaten og blev herefter medlem af NATO. Militært tidsskrift har valgt at markere 25-årsdagen - ikke ved en egentlig historisk redegørelse for de forløbne års udvikling og problemer, men - ved at behandle nogle problemer, som i nuet og i fremtiden vil øve indflydelse på det vestlige forsvarssamarbejde i almindelighed og vor egen sikkerhedspolitiske og forsvarspolitiske situation i særdeleshed. Redaktør Niels Jørgen Haagerup beskæftiger sig i den første artikel med den rolle, magtbalancen både globalt og især i Europa har spillet, spiller idag og antagelig vil spille i de kommende år og behandler de problemer, som en afspændingens balance vil indebære. Forsvarsminister Erling Brøndum tager sit udgangspunkt i den mellem fire partier i Folketinget vedtagne forsvarsordning og behandler problemerne omkring de unge generationers syn på og accept af behovet for et militært forsvar af vor vestlige livsholdning - et problem som ikke er specifikt dansk, men som i høj grad er karakteristisk for den vestlige verden. Major H. B. Konradsen opstiller i sin artikel en begrebsramme for de strategiske faktorer, der må være grundlæggende for udformningen af en dansk sikkerhedspolitik. Endelig redegør major J. F. Skjødsholm for begrebet krisestyring, der med de moderne våbensystemers stadigt større effektivitet og de deraf følgende farer for deres egentlige anvendelse bliver et stadigt vigtigere instrument i samspillet mellem det internationale systems aktører.
Den kolde krigs magtbalance og afspændingens
Af Niels Jørgen Haagerup
Markeringen af den nordatlantiske forsvarstraktats 25 års jubilæum vil være præget af en god portion surhed og irritabilitet på begge sider af Atlanten. Siden Henry Kissinger for et år siden udkastede tanken om et nyt atlantisk charter og proklamerede 1973 som »Europas år« i amerikansk udenrigspolitik, har der været megen skænderi og åben uenighed mellem USA og Vesteuropa - og mellem vesteuropæerne indbyrdes. Det blev især tydeligt under og lige efter den fjerde mellemøstlige krig i oktober 1973 og på energimødet i Washington i februar i år. Tyskerne protesterede i krigens sidste fase imod afskibningen af amerikanske krigsmateriel via Bremerhafen til Israel, alle vesteuropæiske NATO-medlemmer var i forskellig grad misfornøjet - og ikke uden grund - med at USA alarmerede sine styrker blandt andet i Vesteuropa uden forudgående rådslagning med europæerne. Og amerikanerne var - heller ikke uden grund - skuffede eller endog forbitrede over europæernes manglende støtte til de amerikanske bestræbelser på at afværge et iraelsk nederlag og vise Sovjetunionen et forenet Vesten i en kritisk situation. Var begivenhederne i Mellemøsten sket på baggrund af en kold krigssituation som i 1950’erne, ville den antagelig have ført til en styrkelse af den atlantiske solidaritet. Nu førte de i stedet til øget atlantisk splid. At en anden mellemøstlig krig i 1956 også førte til en atlantisk krise - mellem England-Frankrig på den ene side og USA på den anden - skal blot anføres som en advarsel mod at trække alt for præcise paralleller mellem den ene og den anden situation. Men bortset fra fortrædelighederne, der præger de atlantiske relationer her i 1974, vil det være berettiget at konstatere, at målet med den nordatlantiske traktat, der blev underskrevet den 4. april 1949, i realiteten er nået i dette første kvarte NATO-århundrede. En ny storkrig er blevet afværget. Det skal straks tilføjes, at det kan ikke i dag bevises og vil måske aldrig kunne bevises, at det er NATOs fortjeneste. Men erindrer man stemningen for 25 år siden - og det skal ikke overses, at et stadig mindre antal mennesker også i beslutningstagernes rækker rent faktisk kan have nogen virkelig erindring om situationen og stemningen i 1948-49 - men hvis man erindrer den, vil man især huske frygten for en ny krig, for et sovjetisk angreb på hele Vesteuropa eller dele af Vesteuropa. Igen er det umuligt i dag med sikkerhed at sige, om der var nogen virkelig baggrund for denne frygt. Men frygt var der. Og det middel, man tog i anvendelse for at afværge, hvad man anså for den sovjetiske kommunistiske trussel, var dannelsen af Atlantpagten eller - med navnet på den senere organisation - NATO, der trods sine mange problemer i dag ikke foreløbig ser ud til at skulle afskrives eller opløses. Umådeligt meget er forandret i de 25 år. Jeg skal ikke diskutere disse forandringer, men i stedet koncentrere mig om den rolle, som magtbalancen mellem Øst og Vest både globalt og især i Europa, har spillet, spiller idag og antagelig vil spille i de kommende år. For det var, hvad NATO skulle tjene til: At tilvejebringe en tilstrækkelig magtbalance overfor Sovjetunionen og fratage de sovjetiske ledere ethvert motiv til at anvende magt overfor NATOs medlemslande. Og trods alt, hvad der er sket siden 1949, er den atlantiske alliance i dag hvad den var dengang, nemlig rammen om USAs garanti af Vesteuropas sikkerhed. Den nødvendige magtbalance har hele tiden kun kunnet opretholdes i kraft af USAs deltagelse i Vesteuropas forsvar. Denne deltagelse har ikke alene været nedfældet i en bindende traktatlig forpligtelse. Den er i praksis også udtrykt i USAs militære nærværelse i Vesteuropa, en nærværelse, der i dag ligeved 30 år efter 2. verdenskrig omfatter godt 300.000 amerikanske soldater, hvoraf de fleste er placeret i Vesttyskland. Når det betænkes, hvor økonomisk svagt Vesteuropa stod i 1949, året efter at den storslåede amerikanske Marshallplan var kommet i gang, og hvor økonomisk langt stærkere Vesteuropa i dag er placeret trods de aktuelle energi-bekymringer, må man spørge, om Vesteuropa dog ikke alene kunne opretholde den nødvendige magtbalance. Ser man på befolkningstallet, bor der lidt flere mennesker i Vesteuropa end i Sovjetunionen. Og lægger man de vesteuropæiske landes økonomiske styrke sammen - for eksempel på basis af summen af alle producerede varer og tjenesteydelser, det som økonomerne kalder nationalproduktet - kan Vesteuropa i dag godt måle sig med Sovjetunionen. Det får da også mange mennesker og herunder en del amerikanere til at spørge, om europæerne egentlig gør nok for deres eget forsvar. Den demokratiske flertalsleder i USAs senat, Mike Mansfield, der gennem årene har været talsmand for en betydelig reduktion men ikke en total tilbagetrækning af USAs styrker i Europa, har for flere år siden udtrykt det på den måde: »250 millioner mennesker i Vesteuropa med umådelige industrielle reserver og lang militær erfaring, er ude af stand til at organisere en effektiv militær koalition for at beskytte sig selv mod 200 millioner russere, som på samme tid er optaget af at tage vare på 800 millioner kinesere, men fortsætter efter 20 års forløb med at være afhængige af 200 millioner amerikanere for deres forsvar.« 1 En stor del af den undertiden noget ørkesløse atlantiske dialog har været optaget af at diskutere senator Mansfields betragtninger for nogle år siden. Det er imidlertid en kendsgerning, at den manglende politiske enighed eller man kunne sige mangel på enhed og den vesteuropæiske befolknings uvilje til at bekoste og opstille et tilstrækkeligt forsvar, er forklaringen på tingenes tilstand, som dog også er betinget af Vesteuropas strategiske sårbarhed - økonomisk og geografisk. Men selv om Vesteuropa sikkerhedspolitisk er lige så afhængig af USA som for 25 år siden, er de ydre sikkerhedspolitiske faktorer i dag helt anderledes. Atlantpagten blev indgået på et tidspunkt, da der var en meget klar sovjetisk overlegenhed i konventionelle styrker i Europa. De har kun behov for støvler for at marchere gennem Vesteuropa, som den amerikanske general Grunther sagde. Men heroverfor stod det amerikanske atomvåben, der havde mindst fire års forspring for Sovjetunionen og som i de følgende 20-25 år opretholdt dette forspring. Men forspringet forhindrede ikke, at USAs egen hidtidige usårlighed overfor angreb efter nogle års tilløb blev bragt til ophør. Det var den første afgørende ændring i den globale øst-vestlige magtbalance, som altid har været afgørende for den europæiske og dermed for Vesteuropas sikkerhed. Fra omkring 1960 var USAs sårbarhed overfor sovjetiske raketvåbenangreb en kendsgerning, og frygten for en kraftig sovjetisk raketoprastning drev præsident Kennedy til at gennemføre et omfattende amerikansk raketvåbenprogram, der sikrede USA et forspring i de strategiske fjemvåben frem til begyndelsen af 1970’erne. Derefter var forspringet ved at være forbi. Da USA og Sovjetunionen i 1972 sluttede deres historiske SALT-aftale, betød den i det væsentlige to ting. For det første begrænsede de to såkaldte supermagter deres raketforsvarssystemer så meget, at de gjorde sikkerheden for til enhver tid at kunne tilføje hinanden umådelige og helt uakceptable ødelæggelser til grundlaget for deres indbyrdes terror- og afskrækkelses-balance, som man har kaldt det. Sådan var det også før SALT-aftalen. Men nu blev det for første gang nedfældet i en traktat. Russerne skulle vide, at de ikke kunne forsvare sig mod de offensive amerikanske raketter, og amerikanerne skulle vide, at de ikke kunne forsvare sig mod de sovjetiske. For det andet blev magtbalancen hvad angår de offensive raketter fastlagt på den måde, at en talmæssig sovjetisk overvægt blev opvejet af et kvalitativt amerikanske forspring. Sagt på en anden måde fik russerne lov at have ca. 600 flere offensive raketter end amerikanerne, men amerikanerne ville stadig råde over flere atomladninger, fordi deres raketter allerede i 1972 i vid udstrækning hver for sig var udstyret med flere styrbare atomladninger. To år senere er dette endnu stort set situationen, men det er i dag blevet tydeligere, at Sovjetunionen nu også kvalitativt er på vej til at indhente det amerikanske forspring. Hvordan det problem skal løses, så magtbalancen ikke forrykkes, er hovedproblemet i de nu stedfindende SALT-forhandlinger, der sigter mod en varig aftale om en begrænsning af de offensive raketter på linie med aftalen om raketfors varssy stemer i 1972. Vanskelighederne herved er belyst i de sidste måneders amerikanske debat og det nye amerikanske forsvarsbudget, der forudser udviklingen af nye strategiske fjernvåben for at forhindre magtbalancen i at blive forrykket i sovjetisk favør. Når vi vender os til den lokale europæiske del af magtbalancen, er den østlige styrkemæssige overvægt i dag stadig en kendsgerning - mindre end da Atlantpagten blev dannet for 25 år siden, men mere end for 5 eller 3 år siden. Det sidste er det mest betænkelige, for den nye strategiske ligevægt mellem USA og Sovjetunionen må logisk set ledsages af en konventionel styrkemæssig ligevægt i Europa. Den er der da også talt meget om i årenes løb. Men det er urealistisk at forvente, at der i en af spæn-dingsperiode som den nuværende vil kunne skabes den fornødne forståelse i Vesteuropa for, at tiden er inde til at øge forsvarsudgifterne og forstærke det militære beredskab i et endog ikke ganske uvæsentligt omfang2. Som om det er en naturlov - men de eksisterer som bekendt ikke i politik! - ledsages afspændingen af et fald i forsvarsudgifterne i de vestlige lande sammenholdt med det samlede nationalprodukt. I penge går udgifterne rigtignok op. Men dels er der på grund af inflationen langtfra altid tale om en reel forøgelse, dels er de større forsvarsudgifter mindre end forøgelsen af den samlede nationale indkomst. Heri er der ikke noget mærkeligt. Men for den fremtidige magtbalance er det først foruroligende, hvis denne tendens ikke modsvares af udviklingen i Sovjetunionen. Og det gør den ikke. Man har lov til håbefuldt at sige: endnu ikke. Men foreløbig må man fastholde, at det ikke er tilfældet3. Det behøver ikke at betyde, at Sovjetunionen omgås med aggressive planer mod Vesteuropa. De sovjetiske hensigter kendes ikke. Men som den mangeårige leder af den britiske udenrigstjeneste, den nylig fratrådte direktør i udenrigsministeriet Sir Denis Greenhill, skriver i sidste nummer af tidsskriftet International Affairs: »Det eneste synlige vidnesbyrd om de sovjetiske hensigter er hvad der sker med de sovjetiske væbnede styrker. Her er det bedste vidnesbyrd størrelsen og sammensætningen af nationale forsvarsbudgetter. Trods den fremherskende afspændingsatmosfære og nedgangen i faste priser i NATOs forsvarebudgetter, vokser de sovjetiske forsvarsudgifter stadig med ca. 3 pct. om året. Selv efter den mest forsigtige vurdering bruger de sovjetiske væbnede styrker 8 pct. af Sovjetunionens nationalprodukt. Desuden ser forsvaret ud til at have en højere prioritet når det gælder forskning og videnskabelig udvikling i Sovjetunionen end i Vesten. Det ville naturligvis være urimeligt at vente ensidige reduktioner fra sovjetisk side. Men det er rimeligt at forvente at en regering der har forpligtet sig til at føre afspændingspolitik skulle reagere positivt på de konstante nedskæringer det sidste årti i forsvarsudgifternes andel i de væbnede styrker i alle vesteuropæiske lande. Hidtil har Sovjetunionen tværtimod vist en tydelig beslutsomhed til selv under store ofre at opretholde større styrker end nødvendigt for rent forsvarsmæssige formål og at placere de bedste af disse styrker overfor Vesteuropa.«4 Såvidt Denis Greenhill, der ikke går videre end til at drage den forsigsige konklusion, at de sovjetiske ledere ser Sovjetunionens militære styrke som en betydningsfuld faktor i forhandlingerne om Europa og forventer at kunne købe skyldig hensyntagen og politiske indrømmelser herfor.
Men dermed er skævheden i den europæiske magtbalance ikke udtømmende belyst. Den kunne illustreres med konkrete tal, der viser, at Sovjetunionen og de andre Warszawapagt-lande i Centraleuropa har tre gange så mange kampvogne og to gange så mange kampfly som NATO og desuden lidt flere kampklare soldater og en langt bedre mulighed for at forstærke sine styrker end NATO-landene har. Men måske er andre faktorer her endnu vigtigere: Der er over alt i den vestlige verden en tendens til at vurdere den rent militære faktor lavere i alle politiske forhold. I den udstrækning, denne indstilling afspejler en erkendelse af det urealistiske og ufrugtbare i anvendelse af væbnet magt, er det en håbefuld indstilling. Den kan tillige ses som en øget erkendelse af, at andre faktorer herunder økonomiske og moralske spiller en større rolle end måske tidligere antaget. Indstillingen giver sig udtryk på forskellige måder. Den er blevet tydelig i USA trods al tale om det amerikanske militær-industrielle kompleks. Den er især vokset frem under indtryk af begivenhederne i Vietnam, da selv USAs enorme militære magt ikke formåede at dreje udviklingen i den retning, som Washington ønskede og var overbevist om, at vietnamesernes flertal ønskede. Den er endvidere mærkbar i den kraftige næsten modeprægede stigning i antallet af militæmægtere i en række vestlige lande. Men den ses måske mere betydningsfuldt i den omlægning af de vestlige væbnede styrker, som er undervejs, og som betegner en udvikling bort fra den almindelige værnepligt henimod rent professionelle men talmæssigt noget mindre styrker. Danmark er ingen undtagelse herfra. I betragtning af den lange militære tjenestetid i Sovjetunionen - i gennemsnit to år - og omkostningerne ved at opbygge rent professionelle dækningsstyrker, er det her klart tale om en forskel i Øst og Vest, som belaster de vestlige væbnede styrker med væsentlig større udgifter end i Warszawapagt-landene. Man kunne også pege på, at de såkaldte gammeldags militære dyder stadig holdes i hævd i Sovjetunionen og indgår som et led i hele ungdommens tidlige uddannelse. Det ville være en overdrivelse at påstå, at det samme gælder de fleste vestlige lande. Det vesttyske og det danske forsvar er med visse indbyrdes forskelle klare eksempler på, hvordan man med vekslende held, men udfra de bedste hensigter, søger at gøre demokrati og selvbestemmelse til alment accepterede begreber indenfor de væbnede styrker. Hvad der her er tale om er ikke en forskel i tal eller kvalitet mellem Øst og Vest, men om forskellig mentalitet. Kan der skabes en større overensstemmelse her? Professor Alastair Buchan skrev for et årstid siden, at det er blevet i Vestens interesse at få formindsket det militære magtaspekt i en forstand, der ikke var gældende i 1960’eme. Man kan argumentere og sige, at det ikke er Sovjetunionens synspunkt, fortsatte Buchan. Men mon ikke russerne tager alvorligt fejl i deres bedømmelse af den nutidige indstilling i verden? Kan det ikke tænkes, at Moskva gennem det tungtarbejdende beslutningsmaskineri har draget den slutning af begivenhederne, at vi var på vej ind i en epoke, hvor militær magt var det afgørende aspekt blot for at måtte konstatere, at på det tidspunkt skibene og raketterne er færdigbygget, har spillets regler ændret sig?5 Buchans spørgsmål kan gentages i dag uden at man kan give et meget mere bekræftende svar end det, som Denis Greenhill har givet, og det er ikke særlig beroligende. Men nu da der er tale om afspænding - hvor megen realitet der så end er i afspændingen - kunne man dog vel anføre, at Sovjetunionens interesse for at bevare denne tilstand, for at udvide det økonomiske samkvem med Vesten og for at føre forhandlinger på flere planer, viser en positiv indstilling fra Moskvas side. Det skal ikke bestrides, for det kan vi ikke vide med fuld sikkerhed. Men vi har da lov at håbe det, og hvor skeptisk man end kan være overfor forskellige træk i den internationale udvikling, indeholder den ubestrideligt flere opmuntrende træk - ikke mindst når situationen sammenlignes med den kolde krigs. Men lad os se på de egenlige forhandlinger om sikkerheden og afspændingen i Europa. Der føres for tiden fire forhandlinger, tre i Genéve og en i Wien, af betydning for sikkerheden og magtbalancen i Europa. Den første og længstvarende er de mere end ti år gamle nedrustnings-forhandlinger med deltagelse af 25 lande og med USA og Sovjetunionen i den dobbelte formandsstol. Det er hovedsagelig blevet spørgsmål i relation til forbud mod kemiske våben og et totalforbud mod atomforsøg, der her diskuteres med kun begrænset betydning for europæisk sikkerhed. Dernæst er der de allerede omtalte amerikansk-sovj etiske SALT-forhandlinger. Endvidere er der konferencen om europæisk sikkerhed og samarbejde, der slider sig frem mod en afslutning senere i år. Den omfatter alle de europæiske lande samt USA og Canada, men har i praksis vist sig at have meget lidt at gøre med konkrete sikkerhedsproblemer. Tilbage bliver de 12 NATO-landes og de syv Warszawapagt-landes for handlinger i Wien siden slutningen af oktober i fjor om gensidige (og som Vesten tilføjer: balancerede) styrkereduktioner. Af disse forhandlinger er SALT og styrke-forhandlingerne i Wien foreløbig de vigtigste. Kan de tænkes i overskuelig tid at føre til resultater, der kan gøre den militære magtbalance mindre betydningsfuld end tidligere for forholdet mellem Øst og Vest? Når svaret må blive et kategorisk nej, skyldes det ikke en pessimistisk vurdering af disse forhandlinger, selvom ingen kan stille snarlige konkrete resultater i udsigt. Men det skyldes, at disse forhandlingers formål er at bevare, at justere og at stabilisere magtbalancen - og ikke at erstatte den med noget andet. Forhandlingerne er derfor et klart udtryk for en fælles erkendelse i Øst og Vest af, at yderligere afspænding kun er tænkelig indtil videre, hvis magtbalancen er gensidigt acceptabel. Det er baggrunden for, at man fra NATO-landenes side har foreslået, at styrkerne i Centraleuropa skal skæres ned til højst 700.000 på hver side. Det indebærer, at Warszawapagt-styrkeme skal skæres mindst dobbelt så meget ned som NATOs, og det har russerne ikke uventet modsat sig. De har ikke accepteret de vestlige talopgivelser, og de har krævet nedskæringer af atomvåbnene og dermed antydet, at selvom der er en østlig konventionel overlegenhed, opvejes den af en vestlig overvægt i kernevåben, hvad der er langt vanskelige at påvise eller afkræfte end når det gælder antallet af kampvogne og fly. Russerne har fremlagt deres eget forslag, som efter en indledende nedskæring på 20.000 mand på hver side - af både nationale og stationerede styrker - forudsætter en yderligere 5 pct.s nedskæring i 1976 og en 10 pct.s nedskæring i 1977. Den vestlige tanke om en indledende amerikansk-sovjetisk 15 pct.s nedskæring er foreløbig afvist. Men det hører med i billedet af forhandlingerne i Wien, at de i realiteten er udsprunget af de interne vestlige overvejelser og drøftelser om de amerikanske styrker i Vesteuropa. Disse styrker spiller en vigtig rolle for den lokale europæiske balance, men de er tillige vitalt nødvendige til sikring af den amerikanske sikkerhedsgarantis troværdighed og dermed for den globale magtbalance. Forhandlingerne i Wien med Warszawapagt-landene er derfor et middel til at afværge ensidige amerikanske styrkenedskæringer. Ikke alene er de ca. 190.000 amerikanske soldater i Vesttyskland nu blevet et element i de øst-vestlige forhandlinger. Men sammen med de øvrige amerikanske styrker i Europa er deres forbliven gjort afhængig af det økonomiske mellemværende mellem USA og Vesteuropa, fordi der i USAs kongres er vedtaget en lov, der i løbet af 18 måneder kræver fuld europæisk valuta-kompensation for de amerikanske udlæg ved opretholdelsen af styrkerne i Europa (The Jackson-Nunn Amendment). Dermed er denne vigtige del af NATOs militære styrke i Europa tilført en betydelig portion usikkerhed, som kan få konsekvenser for den fremtidige magtbalance. Måske kan energiproblemerne gøre det lettere at løse problemet omkring de amerikanske valuta-udgifter, for da USA er langt mindre afhængig af olie-indførsel fra Mellemøsten end Vesteuropa, vil de flerdoblede oliepriser i langt højere grad påvirke europæernes end amerikanernes betalingsbalance. Men foreløbig er der ikke tegn herpå. I betragtning af det tilsyneladende ret så magre resultat, der kan ventes fra den såkaldte sikker he dskonference i Gene ve, må man derfor konkludere, at de stedfindende forhandlinger ikke i sig selv vil give nogen erstatning for den militære sikkerhed, som magtbalancen giver. Det er end ikke disse forhandlingers formål - i hvert fald ikke foreløbig. Men udover at styrke magtbalancen - hvilket de to parter sædvanligvis ikke opfatter på samme måde - er det hensigten med disse forhandlinger som med andre øst-vestlige kontakter at forøge de indblandede landes interesse i at undgå brugen af magt. Heri ligger den mest konstruktive målsætning, men til dens realisation kræves en justering og en stabilisering af selve magtbalancen. Om der engang kan etableres en såkaldt kollektiv sikkerhedsordning for både Øst- og Vesteuropa med de to supermagter som garantmagter til erstatning for den eksisterende magtbalance lader sig ikke besvare i dag og ligger under alle omstændigheder udenfor den tidsramme, som jeg her opererer med. Fra sovjetisk side er en sådan kollektiv sikkerhedsordning ofte fremhævet som et mål, og flere danske politikere har lejlighedsvis været inde på tanken som det mest tiltalende og efter enkeltes opfattelse endog mest plausible alternativ til magtbalance-situationen. Chancen herfor skal jeg som sagt ikke nærmere kommentere, for den ligger selv i bedste fald langt ude i fremtiden. Her ved NATOs 25 årsdag er det imidlertid væsentligt at konstatere, at magtbalancen er lige så væsentlig for at bevare afspændingen som den var under den kolde krig for at hindre aggression. Men mens den kolde krig i sig selv gav et letfatteligt motiv til at opretholde en magtbalance og dermed gjorde det lettere, er nødvendigheden herfor mindre indlysende i en afspændingsperiode og derfor sværere at forstå.
Noter:
1. Se Stefano Silvestri: The Military Aspects of European Security i Lo Spettatore Intemazionale, a quarterly journal of the Istuto Affari Internazionali, Rom, Vol. III, number 3, July-September 1973. Artiklen diskuterer ganske detaljeret magtbalancen i Europa, og artiklens forfatter kritiserer Vesteuropa for at engagere sig i de forskellige øst—vestlige forhandlinger uden klare ideer om sikkerhedsproblemernes løsning.
2. Se Michael Howard: NATO and the Year of Europe fra Round Table, gengivet i Survival vol. XVI, number 1, Januar-February 1974. I artiklen sætter Howard et spørgsmålstegn ved, om der i dag med rette kan tales om en sovjetisk trussel eller om der overhovedet nogensinde har været en. Han erkender imidlertid klart behovet for at løse de militære sikkerhedsproblemer, som selve afspændingen - hvor nyttig den end er i sig selv - ikke gør. Han tager til orde for en ændret strategisk opfattelse i NATO, hvorefter vesteuropæerne opgiver at stole på en omgående indsættelse af de amerikansk kontrollerede kernevåben (som USA ikke er villig til) og i stedet satser på et forsvar i dybden ved hjælp af et væsentligt udbygget territorialforsvar (et udtryk der dog ikke anvendes) men som i langt højere grad end i dag inddrager store dele af den civile befolkning i form af militia-styrker og desuden bygger på en række faste befæstede steder og især moderne antitank-våben og anti-luftskyts.
3. En detaljeret kritik af NATOs manglende eller mangelfulde konventionelle forsvar er indeholdt i artiklen »Treating NATO’s Self-Inflicted Wounds« af den tidligere medarbejder i Det hvide Hus og nuværende RAND-konsulent R. W. Komer i Foreign Policy, National Affairs, Inc., no. 13, Winter 1973-74. I 9 punkter opstilles et program (hvis enkeltheder stort set vil være kendt fra tidligere debatter om samme problem) for en forbedring af NATOs og især Vesteuropas konventionelle forsvar med øget vægt på reservestyrker, der hurtigt kan mobiliseres, mindre divisioner med større antal egentlige kampformationer og et integreret logistik-system.
4. Denis Greenhill: The Future Security of Western Europe. International Affairs, Chatham House, Vol. 50, No. 1, January 1974. De seneste uklassificerede oplysninger om væksten i og de kvalificerede forbedringer af sovjetiske styrker i Europa og den mere bevidste rent konventionelle militære doktrin er indeholdt i en artikel af Edinburgh-professoren John Erickson »Soviet combat force on Continent grows« i det særlige tillæg om »Defence«, som The Times udgav den 19. februar 1974.
5. A World Restored by Alastair Buchan i Foreign Affairs, July 1972, gengivet med enkelte forkortelser i Fremtiden nr. 6, 1972
(Gengivet - i udvidet form - efter manuskript til radioforedrag)
