I forbindelse med gennemgang af Forsvarsakademiets Stabskursus II, 1983/84, har en gruppe bestående af major H.-J. B. Pedersen, Flyvevåbnet, major Bertil Persson, Flyvevåbnet, Sverige, kaptajnløjtnant 0. G. Eiberg, Søværnet, kaptajn A. Olesen, Hæren, kaptajn P. K. Melander, Hæren og kaptajn K. J. Møller, Hæren, som formand, udarbejdet den følgende studie.
Den sikkerhedspolitiske dagsorden, som blev vedtaget i Folketinget den 3. maj d.å., taler om, at regeringen skal arbejde for en international aftale, der forbyder førstebrug af kernevåben. I den Stortingsbetænkning, der genopretter den udenrigs- og sikkerhedspolitiske enighed mellem den norske borgerlige regering og Arbejderpartiet, tales der om at reducere afhængigheden af kernevåben i al almindelighed og førstebrug i særdeleshed, parallelt med, at der lægges større vægt på det konventionelle forsvar, hvilket i Norge kom til udtryk i et forslag fra Arbejderpartiet om en realvækst på 3% i de norske forsvarsudgifter. Hvis Socialdemokratiets politiske ordfører, Svend Auken’s konstruktive forslag om en udarbejdelse af en regeringsredegørelse, som kan danne grundlaget for forhandlinger i et særligt folketingsudvalg med henblik på at nå frem til den bredest mulige enighed om hovedlinierne i Danmarks fremtidige sikkerhedspolitik, føres ud i livet, kan førstebrugsoptionen komme til at indtage en central stilling i forbindelse med eventuelle forslag til revision af NATO’s kernevåbenstrategi. Som bekendt har Sovjetunionen ensidigt fraskrevet sig førstebrugsoptionen ved afdøde præsident Leonid Brezhnevs erklæring fra juli 1982. Trods personskifter er det stadig den officielle sovjetiske politik, hvilket har medført betydelige propagandamæssige fordele, som klart opvejer de militære ulemper, som Generalstaben i Moskva kunne tænkes at anføre mod denne politik, således som det antydes i forsvarsminister Ustinov’s artikel i Pravda den 12. juni 1982.
NATO’s fastholden af førstebrugsoptionen er ikke mindst et udtryk for Alliancens store afhængighed af atomvåben på alle niveauer. Den sikkerhedspolitiske debat i årene efter 1979 kan derfor berettige til følgende spørgsmål: Kan NATO under påvirkning af den folkelige opinion, specielt i Europa fastholde førstebrugsoptionen på længere sigt? Under hvilke betingelser vil det kunne tænkes, at NATO kan frafalde denne option, og hvilke mulige konsekvenser vil en sådan ændring medføre for Alliancens fremtidige forsvarsindsats og troværdighed? First Use-optionen indebærer, at NATO forbeholder sig ret til at anvende kernevåben, hvis afskrækkelsen svigter og et (konventionelt) angreb ikke lader sig standse med konventionelle midler. Der er tale om en option, d.v.s. at det er en ud af flere muligheder, som Alliancen kan vælge imellem; der er ikke tale om, at man nødvendigvis vil gribe til denne udvej. Samtidig er optionen et væsentligt element i den afskrækkelsesfilosofi, som Alliancen bygger sin forsvarspolitik op omkring. Dette, at det er en mulighed, at selv et konventionelt angreb på Alliancen, og måske selv kun et begrænset angreb, vil kunne føre til et atomart gensvar, hævdes at styrke afskrækkelsen, ikke mindst fordi netop denne del af strategien indeholder et betydeligt usikkerhedsmoment, som gør det umuligt for de sovjetiske ledere at forudberegne den risiko, man vil løbe ved at iværksætte et angreb selv med begrænset målsætning, f.eks. Berlin. Optionen har været en væsentlig bestanddel af NATO’s strategi, faktisk siden Alliancens oprettelse og nedfældet i såvel MC 14/2 (Massive Retaliation) og MC 14/3 (Flexible Response). Førstebrugsoptionen byggede oprindeligt på tre forudsætninger:
1. Amerikansk overlegenhed m.h.t. kernevåben
2. En formodet (og almindeligt accepteret) fare for et overlagt og uprovokeret sovjetisk angreb på Vesteuropa
3. En betydelig sovjetisk konventionel overlegenhed.
Disse tre forudsætninger er i dag næppe tilstede. Fra slutningen af 60’eme har der været paritet på det nukleare område supermagterne imellem, hvilket betyder den første forudsætnings bortfald. Vedrørende den anden, har den sit udspring i begivenhederne i Tjekkoslovakiet i slutningen af fyrrerne og angrebet på Korea i 1950. Om dette siger Michael Howard: »Most strategic scenarios today are based on the least probable of political circumstances - a totally unprovoked military assault by the Soviet Union, with no shadow of political justification, on Western Europe. But providence is unlikely to provide us with anything so straightforward. Such an attack, if it occurred at all, would be likely to arise out of a political crisis in Central Europe over rights and wrongs of which the Western public opinion would be deeply and perhaps justifiably divided. Soviet military objectives would probably extend no farther than the Rhine, if indeed that far. Under such conditions, the political will of the West to initiate nuclear war might have to be discounted entirely, and the defense of West Germany would depend not on our nuclear arsenals but on the operational capabilities of our armed forces, fighting as best they could and for as long they could without recourse to nuclear weapons of any kind«. (Michael Howard: »The Forgotten Dimensions of Strategy« Foreign Affairs, Summer 1979 p. 984) Om den tredie forudsætning hævdes det fra flere sider, at den uomtvistelige sovjetiske numeriske overlegenhed skal ses i lyset af en kvalitativ vestlig overlegenhed m.h.t. materiel, og at de vestlige forstærkningsproblemer skal sammenlignes med de modsvarende sovjetiske problemer med alliancepartnernes pålidelighed, hvilket fører til den konklusion, at selv de numerisk mindre vestlige styrker i en konventionel krig i Centraleuropa vil have gode muligheder for at gennemføre en forsvarskamp med succes. Men dertil kommer, at man har ladet sig gøre afhængig af kernevåben. På trods af Lissabon-beslutningeme fra april 1952, hvor man tilstræbte en opbygning af konventionelle styrker til niveau med Sovjetunionen (50 kampdiv. og 4000 fly), lykkedes det aldrig at skabe politisk forståelse for disse krav i befolkningerne i NATO og tilvejebringelse af midler til en sådan opbygning. Efter Eisenhowers valg til præsident fik den amerikanske økonomis balanceproblemer prioritet, og som følge deraf blev de konventionelle amerikanske styrker gradvist og drastisk nedskåret. Under slagordet »more bang for the buck« opbyggedes et stort antal »battlefield nuclear weapons«. I Centraleuropa er korpsreserveme i praksis erstattet af disse våbensystemer. De befmder sig umiddelbart bag den forreste kampzone, nogle endda i ret så fremskudte positioner, og vil i tilfælde af fjendtligt angreb hurtigt stå i fare for at blive erobret eller nedkæmpet. Dette medfører i realiteten et krav om meget hurtig afgørelse vedrørende deres anvendelse. De senere års atomdebat, først i forbindelse med debatten om neutronvåben i 1977, senere i årene efter 1979 om dobbeltbeslutningen, har ikke kunnet undgå at sætte førstebrugsoptionen i fokus. Ikke mindst efter at USSR har fraskrevet sig denne option, er det blevet hævdet, at NATO’s opretholdelse og afhængighed af First Use-optionen ikke blot er farlig ud fra et militært og politisk synspunkt, men også er moralsk uacceptabel; af disse årsager stilles der et stort spørgsmålstegn ved dens troværdighed, idet selvafskrækkelsesmomentet understreges. Kan det overhovedet tænkes, at man vil kunne enes om at træffe en beslutning om frigivelse af taktiske atomvåben, hvis anvendelse vil medføre, at det territorium og de værdier, man skulle forsvare i Centraleuropa, ville blive ødelagte, tilmed med uoverskuelige langtidsvirkninger af økologisk karakter? Kun de færreste tror derpå. Men hvorledes med de længere rækkende våbensystemer, vil man da ikke kunne anvende dem og udfase de taktiske? Vi ved, at det er erklæret sovjetisk politik, at hvis det sovjetiske territorium rammes af kernevåben, vil man udløse de centrale strategiske våbensystemer. Herved har man pludseligt eskaleret krigshandliageme tU »all-out nuclear war«. Man kuime naturligvis tænke sig, at sovjetisk territorium ikke blev inddraget, men dette rejser spørgsmålet, om det overhovedet er muligt at føre og ikke mindst bevare kontrollen over en begrænset atomkrig. Der er en udbredt tendens til at antage, at det ikke er muligt, og slet ikke ønskeligt - især for de europæiske befolkninger. Meget taler for, at NATO ikke kan tilkæmpe sig politiske eller militære fordele ved at eskalere et nok så lille trin op ad den nukleare eskalationsstige. Da flexible response-strategien blev udformet, hvori »the controlled, deliberate escalation« var et centralt tema, kunne man på visse niveauer tale om en vestlig (læs: amerikansk) eskalationsdominans, d.v.s. man var i besiddelse af våbensystemer, der i alt fald temporært kunne tilkæmpe militære/politiske fordele. I dag er situationen omvendt: på i alt fald et meget væsentligt niveau har USSR decideret eskalationsdominans, nemlig niveauet for »long range theater nuclear weapons«. Derfor dette spørgsmålstegn ved optionens troværdighed. Hvis store dele af NATO-landenes befolkninger faktisk opfatter opretholdelsen af førstebrugsoptionen som en farlig og uacceptabel understregning af kernevåbnenes rolle i deres forsvar, kan det underminere sammenholdet i Alliancen og dermed dens atompolitiks troværdighed iøvrigt. I demokratiske samfund som de vesthge er sikkerhedspolitikken et emne for debat på linie med andre i den politiske beslutningsproces. Sikkerhedspolitik er desuden på det seneste blevet stærkt »politiseret«. Ingen ansvarlig politiker kan sidde en markant holdning fra et flertal i befolkningen overhørig. NATO står derfor over for det problem, at Alliancen kan komme til at ændre sin atomstrategi af interne politiske årsager, selvom en række militære og politiske argumenter kunne tale imod en sådan ændring. Det er hævet over enhver tvivl, at der er et endog meget bredt krav om at hæve atomtærsklen; man må derfor nøje gøre sig klart, hvilke konsekvenser eventuelt foreslåede ændringer i dele af NATO’s samlede strategi indebærer, såvel militært som politisk, og hvilke gennemførlige alternativer, der i grunden foreligger. I det følgende vil Alliancens centrale medlemmers positioner på området blive ridset op.
Den amerikanske holdning
Enhver ændring af NATO’s atomare strategi kræver nødvendigvis amerikansk, men iøvrigt også de øvrige allieredes accept. Der er derfor al mulig grund til at forsøge en opsummering af den nuværende amerikanske administrations holdning til atomvåben og deres strategiske rolle. Allerede kort efter 2. Verdenskrig udviklede USA sammen med sine allierede en policy, der kan udtrykkes således: USA agter at anvende kernevåben med det formål at afskrække enhver modstander fra aggression og angreb imod USA og dets allierede. Denne afskrækkelsesfilosofi er stadigvæk hjørnestenen i den amerikanske nukleare strategi. Som en naturlig følge heraf er det målet for USA at besidde en så stor gengældelseskapacitet, at der ikke vil kunne opstå en situation, hvor Sovjetunionen vil kunne opnå en gevinst ved at starte en nuklear konflikt på et hvilket som helst niveau eller af hvilken som helst længde. Dette er efter amerikansk opfattelse den mest effektive form for afskrækkelse og tilmed den bedste atomkrigsforebyggende foranstaltning.
Kort historisk baggrund
Ethvert lands strategi er et produkt af dets historie, hvorfor man ikke kommer uden om en kort historisk redegørelse. Indtil begyndelsen af 50’eme havde USA i praksis monopol på længererækkende nukleare våbensystemer, hvilket, som nævnt i det foregående, nedsatte nødvendigheden af store konventionelle styrker. Denne policy kom bl.a. til udtryk i doktrinen om den massive gengældelse. I slutningen af 50’eme, havde USSR imidlertid udviklet og opstillet langtrækkende nukleare systemer, hvilket bidrog til at mindske troværdigheden af, at USA viile besvare et mindre konventionelt angreb med kernevåben. Efter Kennedy-administrationens overtagelse af magten i 1961 udvikledes den strategi, der kom til at bære betegnelsen »Flexible Response«, hvis indhold forudsættes bekendt. Muligheden for selektiv anvendelse af atomvåben var kædet sammen med en styrkelse af de konventionelle styrker, hvilket imidlertid ikke blev gennemført i praksis - heller ikke denne gang, fristes man til at sige. Det er den nuværende administrations opfattelse, at det sidste ti-års udvikling har givet Sovjetunionen en overlegenhed på såvel det konventionelle som det nukleare område. Dette sammenholdt med, at den amerikanske teknologiske overlegenhed mindskes, har givet administrationen den opfattelse,, at ustabiliteten og krigsrisikoen er stigende.
Den amerikanske opfattelse 1984
Forsvarsminister Caspar Weinberger har i sin årlige rapport til Kongressen for 1984 redegjort for USA’s opfattelse af den nuværende nukleare situation.
a. De nukleare styrker skal stadig tilpasses truslen, hvorfor en fastholdelse af den eksisterende sammensætning, bestående af landbaserede, søbåme og luftbårne systemer er nødvendig.
b. Gennemsnitsalderen for USA’s atomarsenal er 13 år, hvorfor en modernisering er stærkt påkrævet af såvel teknologiske som sikkerhedsmæssige årsager.
c. Anvendelse af atomvåben mod befolkningscentre anses ikke for at være en anvendelig strategi, om ikke af andre grunde så fordi en sådan inviterer til en fjendtlig udslettelse af egne befolkningscentre.
d. USA opfatter den sovjetiske doktrin, No First Use, som meningsløs (og formentlig også utroværdig) og fastholder, at en styrkelse af de konventionelle styrker i NATO har en langt større atomkrigsforebyggende effekt end en »uigennemførlig og uverificerbar doktrin som No First Use«.
e. En ansvarlig nuklear afskrækkelsesstrategi indebærer efter amerikansk opfattelse, at den teknologiske videreudvikling skal fortsætte.
f. USA fastholder, at man ensidigt har nedskåret atomvåbenarsenalet uden påviselig effekt på sovjetisk politik, og at en sådan politik derfor ikke længere er anvendelig. Som eksempler nævnes: - antallet af våben var i 1967 1/3 større end i 1980, - det gennemsnitlige antal megaton pr. våben er faldet drastisk siden slutningen af 50’eme; det totale antal megaton var i 1960 4 gange større end i 1980. Med udfasning af Titan-raketterne vil det totale antal falde yderligere.
g. De fremsatte forslag om en fastfrysning af den atomare situation vil forhindre USA i at forbedre sikkerheden omkring sine kernevåben, herunder gennemførelse af en reduktion af sårbarheden af systemerne og en udskiftning af øvrige forældede systemer. Følgelig tjener sådanne forslag kun til at forøge ustabiliteten.
De engelske og franske positioner
England og Frankrig har opbygget og bibeholdt deres kemevåbenstyrker af flere årsager, herunder
- for at fastholde deres (tvivlsomme) stormagtsstatus
- for ikke at give afkald på en teknologi, som de selv har været med til at udvikle
- af hensyn til styrkeforholdet i Europa og styrkeforholdet Vesteuropa og USA imellem
- en udtalt fransk tvivl om troværdigheden af den amerikanske atomparaply.
Storbritannien
De engelske nukleare styrker er snævert forbundet med de amerikanske og kan formentlig kun teoretisk betragtes som en selvstændig styrke. Afhængigheden af amerikansk teknologi er stor, og det forekommer næsten utænkeligt, at de skulle kunne anvendes uden USA’s accept. Den britiske sikkerhedspolitik baserer sig på kollektiv afskrækkelse og kollektivt forsvar gennem NATO, og den britiske atomslagstyrke skal ses som et bidrag til det samlede NATO forsvar; den tillægges især en vis afskrækkelsesværdi, fordi tilstedeværelsen af et andet uafhængigt beslutningscenter antages at øge eventuelle sovjetiske kalkulationers usikkerhed. Ikke mindst de ubådsbaserede våbensystemer fremhæves i denne forbindelse. Ifølge officielle tilkendegivelser er det nærmest usandsynligt, at Storbritannien vil give afkald på førstebrugsoptionen. Man tror ikke på den propagandamæssige effekt, og man mener ikke, at den vil fremstå som en troværdig strategi, medmindre NATO’s styrkesammensætning omstruktureres totalt. Der peges her på, at med et styrkeforhold for de konventionelle styrker på 3:1 i NATO’s disfavør, vil det være mindre sandsynligt, at USSR vil opfatte en erklæring om ikke-førstebrug som synderlig troværdig. Endelig må det fremhæves, at den britiske atomslagstyrke i forhold til supermagternes styrker må anses for at være et betydningsløst appendix, der i forbindelse med en vedtagelse af en ikke-førstebrugsstrategi ville miste enhver form for raison d’etre, idet det stærkt fremhævede officielle argument for styrkens opretholdelse, det 2. uafhængige nukleare beslutningscenter, i denne forbindelse ville være uden mening.
Frankrig
I modsætning til England står Frankrig uden for det integrerede militære samarbejde i NATO og har uafhængigt udviklet sin egen nukleare kapacitet. Frankrig er af den opfattelse, at afskrækkelse for at være troværdig må være ren national. Frankrig råder over så stort et potentiel, at en eventuel aggressor nødvendigvis må gøre sig klart, hvornår vitale franske interesser krænkes, og dermed udløser en reaktion med kernevåben. Der har været gisnet om, at blot en sovjetisk overskridelse af zonegrænsen kunne betyde frigivelse af de franske taktiske kernevåben. En eventuel udveksling af taktiske våben eller et større kemisk angreb på franske styrker vil formentlig føre til frigivelse af de centrale strategiske systemer. Der er stor befolkningsmæssig tilslutning til den franske politik. Force de dissuasion fremstår som den eneste acceptable løsning på de franske nationale sikkerhedsproblemer. Det understreges klart fra officielt hold, at den franske atomslagstyrkes berettigelse ville forsvinde, hvis man accepterede en ikke-førstebrugsstrategi; afskrækkelsesmomentet, der er styrkens raison d’etre, ville blive ganske illusorisk. Efter fransk opfattelse kan der ikke ændres i den nuværende atomstrategi førend der er konventionel ligevægt og der er truffet aftaler om kemiske våben. Den franske atomslagstyrke er på linie med den britiske minimal i forhold til supermagternes, men den er et udtryk for en klar national løsning på et sikkerhedsproblem og et fundament for en fransk stormagtsstatus. Det må derfor antages at være usandsynligt, at man fra fransk side i en overskuelig fremtid vil acceptere en strategi, der er i fundamental modstrid med hele filosofien i fransk sikkerhedspolitik.
Vesttysklands holdning til NATO’s strategi
Holdning til ændring i strategien Vesttyskland anerkender, at NATO’s strategi skal kunne tilpasses efter den politiske og militære situation. Det fremhæves som værende et gode, at medlemslandenes befolkninger i de senere år har vist stor interesse i at debattere den gældende strategi. Det anses for at være nødvendigt, at befolkningerne til enhver tid accepterer den gældende strategi. Vesttyskland påpeger på den anden side, at den strategi, der har sikret freden i Europa i mere end tre årtier, ikke må forkastes, før en eventuel ny strategi er gennemanalyseret og har fået bred tilslutning i Alliancens medlemsstater. Det påpeges, at en strategisk revolution ikke synes umiddelbart forestående; skal der ske ændringer, gælder der en række for Forbundsrepublikken grundlæggende principper;
- det overordnede mål er at forebygge krig, såvel nuklear som konventionel
- dette mål kan kun nås ved en troværdig afskrækkelse
- afskrækkelse kræver såvel evne som vilje til militært forsvar på ethvert niveau - befolkningerne må støtte den valgte strategi
- strategien må være forstået og accepteret som troværdig af den potentielle fjende
- det vesttyske forsvar er integreret i det samlede NATO-forsvar, og i konsekvens heraf findes der ikke nogen national vesttysk militær strategi
- styrker og ressourcer skal være tilstede i nøje overensstemmelse med den valgte strategi
- det kan ikke accepteres, at der inden for Alliancen, endsige inden for vesttysk territorium, er zoner, der ikke påtænkes forsvaret, d.v.s. at det fremskudte forsvar tæt på zonegrænsen er en grundlæggende forudsætning for Forbundsrepublikken
- endelig må strategi og våbenkontrolbestræbelser være i nøje overensstemmelse.
Holdning til den nukleare afskrækkelse
Kernevåbens afskrækkende virkning og fredsbevarende mulighed er kun tilstede så længe truslen om eventuelt at bruge dem er troværdig. En afskrækkelsesstrategi baseret på kernevåben, og hvor brugen af disse ultimativt er umulig, kan ikke opfylde en krigsforebyggende funktion. Tilsvarende tager Vesttyskland skarpt afstand fra en ensidig vestlig nedskæring af de atomare styrker. Det vil kun drastisk øge muligheden for en sovjetisk afpresningspolitik. Selv hvis NATO opnåede en vis form for konventionel paritet ville en nedskæring af NATO’s atomare styrker til et niveau, hvor man ikke ville kunne svare igen på et hvilket som helst niveau, medføre, at de sovjetiske kernevåben ville blive en uacceptabel trussel. Forbundsrepublikken går derfor ind for en opbygning af INF-våben i NATO. Vesttyskland ser med megen alvor på, at kræfter i enkelte NATO-lande arbejder på at erklære deres nationale territorier for atomvåbenfri zoner. Det anses for at ville føre til splittelse, idet det bl.a. medfører, at risikobyrden i endnu højere grad vil hvile på Forbundsrepublikken og ikke mindst USA. Modtrækket fra tysk og amerikansk side kan meget vel blive et krav om lige risiko for lige sikkerhed. Tilsvarende anser man en deklareret afståelse af muligheden for førstebrug af kernevåben for at være betydningsløs, idet den under de nuværende styrkeforhold i Europa ikke vil fremstå som en troværdig strategi; den er i modstrid med den fundamentale filosofi i den nuværende NATOstrategi, og vil derfor ikke kunne gennemføres som en »enkeltforanstaltning«. Et sådant tiltag vil defor ikke bidrage til øget sikkerhed, men kan kun tænkes gennemført i forbindelse med eventuelle langsigtede ændringer i den samlede NATO-strategi.
Holdning til det konventionelle forsvar
Det understreges, at det konventionelle forsvar er nøje forbundet med den atomare strategi. Der kan efter vesttysk opfattelse ikke ske nedskæringer i NATO’s kemevåbenarsenal uden de konventionelle styrker øges. Det fremhæves ligeledes, at en ændret anvendelse af de konventionelle styrker ikke kan erstatte en sådan forøgelse. Efter vesttysk opfattelse findes der ikke noget realistisk alternativ til den nuværende koncept om det fremskudte forsvar. Som argument herfor anføres bl.a.:
- hensynet til den store del af den vesttyske befolkning, der bor i områderne op til den indre tyske grænse
- hensynet til den vesttyske infrastruktur, idet væsentlige dele af landets industrikapacitet befinder sig i dette område
- den ringe dybde i den europæiske del af NATO-territoriet
- vigtigheden af at holde Warszawapagtens længererækkende våbensystemer uden for skudvidde af NATO’s bagland, specielt af hensyn til at bevare muligheden for at tilføre de nødvendige amerikanske konventionelle forstærkninger.
Det anføres, at skulle man gøre sig mindre afhængig af brug af atomvåben, måtte det medføre opstilling af stærke pansrede reserver i dybden til gennemførelse af modangreb. Endelig understreges det, at Vesttyskland afviser i fredstid at bygge befæstningsanlæg ved den indre tyske grænse til støtte for det fremskudte forsvar. I modsætning til DDR ønsker man at bevare en åben grænse, som symbol på en fri og demokratisk nation. Det kan herefter konkluderes, at der ikke er noget vesttysk ønske om at ændre NATO’s nuværende strategi. Man vil geme bidrage med foranstaltninger, der hæver atomtærsklen, men mener ikke, at en fraskrivelse af muligheden for førstebrug af kernevåben er en farbar vej til dette mål.
Muligheden for en ændret strategi
Det fremgår af ovenstående, at de fire centrale nationer i NATO ikke har noget aktuelt ønske om en ændret atomstrategi. Edke destomindre foregår der i USA en særdeles kvalificeret debat om dette emne mellem eksperter og politikere; mest kendt er vel nok McGeorge Bun dy, George F. Kennan, Robert McNamara og Gerard Smith’s artikel iForeignAffairs,DEC 1982, »Nuclear Weapons and the Atlantic Alliance«. Men også en fremragende publikation fra Union of Concemed Scientists, »No first Use« fra FEB 1983 bør nævnes, foruden myriader af tidsskriftartikler. Denne debat er et udtryk for den udbredte bekymring for NATO’s afhængighed af atomvåben og den dertil svarende lave atomtærskel. Ikke mindst i de vesteuropæiske befolkninger har der udkrystalliseret sig en klar opfattelse, at dette forhold er forkert; anvendelse af atomvåben anses for direkte umoralsk og da ikke mindst førstebrug. Man accepterer til nød den nukleare afskrækkelse, men også ved dennes moralske validitet sættes der store spørgsmålstegn i disse år, ikke mindst fra kirkeligt hold. NATO kan derfor komme til at stå i den situation, at væsentlige dele af Alliancens strategi ikke accepteres af befolkningerne. Dette kommer bl.a. til udtryk i det paradoks, som meningsmålinger i Alliancens medlemsnationer har vist i de senere år, en stigende tilslutning til Alliancen kombineret en tilsvarende modstand mod dennes atompolitik, en udvikling, som fremmer splittelsestendenser i Alliancen.
Uhensigtsmæssigheder ved den nuværende strategi
I tilfælde af et konventionelt iangreb på Vesteuropa, vil tilstedeværelsen af et stort antal taktiske atomvåben, flere endda i ret så fremskudte positioner, tvinge NATO til enten at opgive disse våben eller træffe tidlig beslutning om deres anvendelse. Disse våben udgør ydermere den operative reserve, som ellers mangler på det operative niveau i form af konventionelle styrker, der ved modangreb skulle bringe fjenden til standsning. En anvendelse af taktiske kernevåben er yderst problematisk, set med europæiske øjne, idet de næppe kan undgå at blive anvendt delvis på eget territorium, hvilket vil påføre egen civilbefolkning og infrastruktur ubodelig skade. Det forekommer derfor mildt sagt tvivlsomt, om Vesttyskland overhovedet vil kunne tillade en sådan brug af »battlefield nuclear weapons«. På dette punkt er NATO’s strategi utroværdig. Den lave atomtærskel vanskeliggør en egentlig krisestyring. Betragter man tidsfaktoren under Cubakrisen, må man drage den konklusion, at krisestyring er tidskrævende. Det er ikke et spørgsmål om timer, men dage og snarere uger, ikke mindst når man tager den uhyre komplicerede beslutningsproces i Alliancen i betragtning. Det erkendes af alle, at overskridelse af atomtærsklen vil udløse en helt ny og uforudsigelig situation. Man kan undre sig over, at beslutningstagerne kan leve med denne tingenes tilstand.
Alternativer
Findes der alternativer til baseringen af Alliancens forsvar på kernevåben? Umiddelbart findes der to
a. at føre en »apeasement-politik« over for Sovjetunionen
b. et forstærket konventionelt forsvar evt. koblet til de eurostrategiske våben.
Den første mulighed bør naturligvis udelukkes, selvom slagordet hellere rød end død er udbredt i visse kredse.
Den anden mulighed diskuteres indgående i militære og politiske kredse. Der er uden for Danmark en bred forståelse for nødvendigheden af de konventionelle styrker, som den eneste farbare vej til at hæve atomtærsklen. Der har været mange forslag til en ændret forsvarskoncept i Centraleuropa, idet det er blevet påpeget, at det fremskudte forsvar er uhensigtsmæssigt, fordi styrkerne vil være deployeret i en tynd skal langs den indre tyske grænse uden egentlige operative reserver. Men for Vesttyskland er det, som før nævnt, en afgørende forudsætning, at denne koncept bibeholdes, hvorfor den logiske konsekvens må være en opstilling af en sådan reserve. Disse vurderes at skulle have en størrelsesorden af 6-10 pansrede divisioner, svarende til en forøgelse på ca. 20%. Tidligere udenrigsminister Alexander Haigs kommentar hertil var, at det ville betyde en genindførelse af værnepligten (i USA og Storbritannien), en tredobling af de væbnede styrker og at økonomien skulle omstilles til en krigsøkonomi. General Rogers vurderede, at det ville betyde en 4% stigning i faste priser over 6 år i de enkelte landes forsvarsbudgetter. For dansk vedkommende ville det eksempelvis kunne betyde opstilling af en pansret brigade under COMLANDJUT. Opbygningen af de konventionelle styrker skal ledsages af ændringer i antal og art af kernevåben. De taktiske slagmarksvåben bør trækkes længere tilbage eller helt ud. Den nukleare afskrækkelse skal derefter udgøres primært af de eurostrategiske våben. Det bør overvejes, om vægten bør lægges på skibs- og flybaserede systemer frem for de landbaserede, for derved at underbygge en eventuel ikke-førstebrugsdoktrin ved våbensystemer, der i mindre grad besidder førsteslagskapacitet. Givet er det, at det vil betyde øgede forsvarsudgifter. Vil man betale denne pris for en hævet atomtærskel?
Afslutning
Kun dele af aspekterne omkring første-brug kontra ikke-første-brug af atomvåben er behandlet her. Begynder man at ændre ved dette aspekt af NATO’s atomstrategi, kan det hurtigt vise sig at være ensbetydende med at lukke op for Pandoras æske. Mange vanskelige problemer melder sig. Ved såkaldt »delayed first-use« kan man, især hvis man er borger i Forbundsrepublikken, spørge: Hvorlænge? Til Forbundsrepublikken er faldet? Vil en tilbagetrækning af atomvåben fra Vesttyskland føre til en de facto neutralisering af Forbundsrepublikken? Giver øgede konventionelle styrker nødvendigvis større sikkerhed? Kan det tænkes, at en højnelse af atomtærsklen øger den konventionelle krigsfare. Givet er det, at følgerne for civilbefolkningen af en konventionel krig i Centraleuropa vil være katastrofale og uoverskuelige. De senere års udvikling i Alliancen fører til et berettiget spørgsmål, om NATO overhovedet er i besiddelse af en sammenhængende strategi. Der er et udtalt behov for en debat om NATO’s fremtidige strategi, også her i landet, i håbet om, at den for en gangs skyld bevæger sig ud over slagordsniveauet.
