Log ind

NATO's 50 års jubilæum: Topmødet i Washington

#

Af forsvarsminister Hans Hækkerup, MF.

Den 4. april 1949 mødtes repræsentanter for 12 regeringer i Washington D. C., hvor de underskrev Den Nordatlantiske Traktat. Traktaten var kort og enkel: Et angreb på et af medlemslandene ville blive betragtet som et angreb på alle. 50 året for underskrivelsen blev markeret i forbindelse med topmødet i Washington den 23. - 25. april 1999, hvor NATOs stats- og regeringschefer mødtes ledsaget af udenrigsog forsvarsministre samt forsvarschefer. 50 år efter oprettelsen er NATO fortsat af central betydning for medlemslandenes sikkerhed. Også selvom der ikke længere er nogen direkte trussel mod NATO. NATOs betydning var afgørende under Den Kolde Krig. Selv om Europa var centrum for en global ideologisk kamp, formåede NATO at opretholde freden i Europa. Vesteuropa fik derved mulighed for at opbygge det frie, stabile og rige velfærdssamfund, som vi alle nyder godt af i dag Målt med Den Kolde Krigs alen er det et resultat uden sidestykke. I dag er NATO uden gender, men Alliancen spiller stadig en afgørende rolle i Europa. Målsætningen er uændret at sikre medlemmernes sikkerhed og frihed og at tilvejebringe stabilitet i det euro-atlantiske område. Men NATO har påtaget sig nye opgaver for at leve op til denne målsætning. Kosovo-krisen er det seneste eksempel. NATOs samarbejdsprogrammer og NATOs vilje og evne til at påtage sig og løse fredsstøttende operationer er med til at forebygge og løse konflikter. Alliancen er således ikke blot reaktiv, men er aktivt med til at forme fremtidens sikkerhedspolitiske miljø. Det blev også markeret i Washington med topmødet i det Euro-atlantiske Partnerskabsråd ( EAPC), der omfatter 44 lande i Europa og Nordamerika, samt mødet i NATO-Ukraine kommissionen. NATO-topmødet i Washington bekræftede, at medlemslandene står samlet bag det nye NATO, og den aktive rolle NATO har påtaget sig i opbygningen af et stabilt og samarbejdende Europa. Topmødet i EAPC bekræftede, at det nye NATO også opfattes positivt i resten af Europa.

NATO 's nye strategiske koncept

Et af topmødets centrale beslutninger var vedtagelsen af et nyt strategisk koncept. Dokumentet er offentligt tilgængeligt, og det beskriver Alliancens politiske mål og de virkemidler, der vil kunne anvendes til opnåelse af målene. Det hidtidige strategiske koncept blev vedtaget på topmødet i Rom i 1991. Dengang eksisterede Sovjetunionen fortsat, NATO havde ikke deltaget i fredsstøttende operationer i Bosnien eller Kosovo, ingen havde tænkt på Partnerskab for Fred, og få overvejede muligheden for at udvide NATO. I det gamle koncept spillede den strategiske balance i en bipolær verden en betydelig rolle. Men sådan ser virkeligheden ikke længere ud. Der var derfor god grund til, at topmødet opdaterede konceptet. I det nye strategiske koncept beskrives Alliancens formål og opgaver før beskrivelsen af det strategiske miljø. Det er noget nyt. Derved signaleres det klart, at NATO’s eksistens er uafhængig af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation. Det kollektive forsvar og den transatlantiske forbindelse udgør stadig Alliancens grundlag, men samtidig afspejler konceptet, atNATOyder et væsentligt bidrag til fred og stabilitet i et større geografisk område. Krisestyring og partnerskab beskrives således i det strategiske koncept som nye fundamentale opgaver. Disse opgaver opregnes umiddelbart efter de hidtidige kerneopgaver: Sikkerhed, konsultation, afskrækkelse og forsvar (Security, Consultation, Deterrence and Defence). Kernen i Washington-traktaten er artikel 5, hvor det hedder, at »deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod et eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle«. Dette er fortsat fundamentet for NATO i dag, selvom der ikke længere eksisterer nogen militær trussel mod NATO. De fælles værdier samt visheden om, at et angreb vil blive besvaret kollektivt, giver sikkerhed. Heldigvis har verdenssamfundet demonstreret både vilje og evne til at gribe ind. Vi har lært, at omkostningerne ved at se passivt til normalt er langt højere end prisen for rettidig og effektiv krisestyring. Det er også et spørgsmål om anstændighed - om at forhindre humanitære katastrofer, hvis vi kan. I løsningen af disse nye opgaver i Bosnien og nu i Kosovo har NATO bevist sin værdi. Den integrerede kommandostruktur, de fælles styrker og traditionen for samarbejde og fælles løsninger har gjort NATO til et effektivt redskab, også når vi taler om de såkaldte ikke-artikel 5 opgaver, som Alliancen påtager sig i konkrete tilfælde og uden for NATO-landenes eget territorium. Med de nye opgaver er NATO blevet en meget central aktør i tilvejebringelsen af sikkerhed og stabilitet i hele det euro-atlantiske område. NATO kan og vil løse denne opgave. Det er hovedbudskabet i det nye strategiske koncept. NATO løser normalt opgaverne udenfor territoriet på mandat fra FNs Sikkerhedsråd. Et godt eksempel er den igangværende NATO-ledede operation i Bosnien, som udgør en væsentlig brik i gennemførelsen af Dayton-fredsaftalen. Uden NATOs militære ekspertise og kommandostruktur, og uden den politiske ramme, som NATO udgør, ville det næppe have været mulig at sikre den fundamentale stabilitet, som er afgørende for gennemførelsen af fredsaftalens øvrige punkter. I konceptet stilles der imidlertid ikke krav om, at NATO’s krisestyringsoperationer kun kan gennemføres med et klart mandat fra FN’s Sikkerhedsråd. Det nye strategiske koncept afspejler således situationen, som den ser ud efter Kosovokrisen: Det internationale samfund står sammen om en fredsplan, der kan bringe overgrebene mod kosovo-albaneme til ophør, som kan give fred, og muliggøre at tusindvis af fordrevne kan vende tilbage. Men der er ikke enighed i FNs Sikkerhedsråd om, hvordan der lægges det nødvendige pres på Milosevic, så planen også accepteres af serberne. Konfronteret med sådanne overgreb og en humanitær katastrofe må mandatspørgsmålet håndteres fleksibelt. Formålet med FN-pagten er ikke, som FN’s generalsekretær, Kofi Annan, har formuleret det, at beskytte tyraner og give dem frit spil til etniske udrensninger inden for eget territorium. Nødvendige beslutninger i overensstemmelse med folkeretten og FNs principper og formål må ikke kunne blokeres.

Defence Capabilities Initiative

Udviklingen har betydet store ændringer i NATO, og topmødet har ansporet til endnu flere skridt. Det sker ud fra en erkendelse af, at de nye opgaver stiller nye krav til Alliancens styrker, til deres træning og deres udrustning. Særligt de europæiske lande mærker arven efter Den Kolde Krig, idet deres forsvar i overvejende grad har været rettet mod forsvar af deres eget område. De nye operationer fordrer evne til at flytte styrker over betydelige afstande og på kort tid; evne til at forsyne og rotere disse styrker; samt en stor grad af beskyttelse af det udsendte personel. Topmødet vedtog derfor et initiativ til at forbedre Alliancens evne til at løfte fremtidens opgaver, det såkaldte Defence Capabilities Initiative (DCI). Målsætningen er at sikre, at NATO også fremover råder over styrker, der kan løse de mange forskelligartede opgaver, som Alliancen står overfor. NATOs styrker skal være bedst muligt forberedt gennem fælles doktriner og udnyttelse af moderne våben- og informationsteknologi. Vores styrker skal også i højere grad kunne virke sammen - såvel teknisk som operativt. Operationer som SFOR i Bosnien indebærer et praktisk samarbejde mellem et stort antal lande. Det skal sikres, at dette kan foregå så gnidningsfrit og effektivt som muligt. Arbejdet med Alliancens kapaciteter på disse områder gives derfor prioritet. Mobility, sustainability, survivability og effective engagement er de fire områder, der gives særlig fokus: Mobility understreger betydningen af evnen til at bringe tropper og forsyninger frem til indsættelsesområdet i fornøden mængde til rette tid.

Sustainability dækker over, at operationer udenfor NATO’s eget territorium ikke vil kunne regne med værtsnationsstøtte, som hidtil har været forudsat i de rene artikel 5 situationer. Operationerne må endvidere forudses at stå på over længere tid.

Survivability handler bl.a. om at beskytte NATO ’ s informations- og kommunikationsudstyr, somflere ogflere våbensystemer bliver mere ogmere afhængige af. I Informationsalderenmedvirker afhængigheden af computer-systemer også til, at sårbarheden øges.

Effective engagement betyder, at vore enheder skal være rede til at løse opgaverne på bedst mulig måde, uanset om der er tale om at levere nødforsyninger til flygtninge eller om at nedkæmpe et mål med mindst mulig skade på omgivelserne.

NATOs nye operationer foregår i stigende grad med deltagelse af styrker fra partnere. Det er tilfældet i Bosnien, hvor der deltager styrker fra 13 partner-lande, herunder Rusland. Partnerskab for Fred har spillet en afgørende rolle i at forbedre og forberede dette samarbejde gennem fælles øvelser og gennem udbredelse af NATO standarder. På topmødet blev der taget skridt til at intensivere samarbejdet om, hvordan manbedst udnytter de muligheder, der ligger i multinationale enheder. Interoperabilitet og multinationalitet er krav, der gør sig gældende på alle områder. Fremtidens løsninger vil i stigende grad skulle findes sammen med andre lande. DCI skal også være med til at sikre, at den teknologiske udvikling i USA ikke skaber så stor en teknologisk kløft til de europæiske lande, at det operative samarbejde umuliggøres. Det er ikke et spørgsmål om at bruge flere ressourcer. Det handler om at bruge ressourcerne rigtigt. Udnytte den nye teknologi i samarbejde med andre lande og konstant prioritere i overensstemmelse med fremtidens krav - ikke fortidens.

Den europæiske sikkerheds- og forsvarsidentitet

Topmødet tog også skridt til udviklingen af den europæiske sikkerheds- og forsvarsidentitet (ESDI) inden for NATO. Udviklingen af den europæiske forsvarsidentitet er til drøftelse i en række internationale fora, herunder i EU, WEU og NATO. NATO er den eneste organisation, der besidder en troværdig operativ kapacitet, og Alliancen vil fortsat være grundlaget for det fremtidige forsvarssamarbejde i Europa. NATO-topmødet satte rammerne og gav dynamik til overvejelserne om udviklingen af den europæiske forsvarsidentitet. Der er en bred erkendelse af, at europæernes evne til krisestyring må styrkes. Det vil i praksis ske ved hjælp af NATO-aktiver, hvilket forudsætter et tæt samarbejde mellem EU og NATO. Princippet om "separable but not separate" er blevet styrket. Det fremtidige samarbejde mellem NATO og EU behøver ikke længere nødvendigvis at gå via WEU. Der tegner sig et anderledes og styrket forhold mellem EU og NATO, men det står også klart, at vi ikke er på vej mod en Europahær. NATO er organisationen "of choice", men det anerkendes, at EU vil kunne gennemføre selvstændige operationer, d.v.s. Petersberg-operationer, under anvendelse af NATO-aktiver, også hvor NATO som helhed ikke er engageret.

Partnerskab for Fred

Et andet område, hvor NATO har påtaget sig nye opgaver, er i forbindelse med udviklingen af samarbejde og sikkerhed i Europa. Formålet er at udstrække stabilitet og sikkerhed til Central- og Østeuropa, at opbygge tillid gennem praktisk samarbejde, samt at give en større kreds af lande mulighed for og evne til at bidrage til fredsstøttende operationer. De første skridt blev taget allerede i 1991, og siden har samarbejdet udviklet sig til et vidt forgrenet netværk, der effektivt har bygget bro over tidligere tiders skillelinier. 44 lande fra Europa, Nordamerika og det tidligere Sovjetunionen samarbejder i dag i EAPC, der er det praktiske forum for dialog og samarbejde mellem NATO og de øvrige lande i det europæiske område. Der er etableret et omfattende praktisk samarbejde i rammen af Partnerskab for Fred. Formålet er at øge gennemsigtigheden i landenes forsvarsplanlægning, at sikre at væbnede styrker er under demokratisk kontrol, at udvikle landenes evne til at bidrage til fredsstøttende operationer, og at udvikle de væbnede styrkers evne til at samarbejde med NATO. Partnerskab for Fred er baseret på princippet om selvvalg. Det betyder, at det enkelte lands samarbejdsprogram bliver skræddersyet til landets ønsker og behov. Sverige er således en partner, der ikke behøver vejledning i etablering af civil demokratisk kontrol med de væbnede styrker. Men Sverige vil gerne styrke sin mangeårige indsats i fredsstøttende operationer gennem f.eks. fælles øvelser med NATO. Moldova har derimod helt andre behov. Derfor indeholder samarbejdet stor fleksibilitet. Topmødet vedtog en pakke af initiativer, det såkaldte PAP++, der sigter på at gøre samarbejdet mere direkte rettet mod forbedring af partnernes evne til at indgå i NATO-ledede fredsstøttende operationer. PfP-samarbejdet er blevet styrket og gjort mere operativt. Pakken består af 5 hovedelementer, både nye og allerede eksisterende instrumenter. Først og fremmest lanceres et poMsk-militært rammedokument for Partnerlandes involvering i planlægningen for og gennemførelsen af NATO ledede fredsstøttende PfP-operationer. Dernæst gives prioritet til en substantiel videreudvikling af Planning and Review Process (PARP), således at der i fremtiden udvikles Partnership Goals, svarende til NATO’s Force Goals. En intensivering af det forsvarsrelaterede og militære samarbejde, herunder øget inddragelse i NATO-komitéemes daglige arbejde, skal være med til at sikre øget fokus på de operative aspekter af PfP. Det militært set mest betydningsfulde element udgøres af "the Operational Capabilities Concept" (OCC). OCC har til formål at etablere en række nye mekanismer, der kan understøtte det operationelle PfP og dermedbringe partnerlandene tættere på Alliancen i det daglige militære samarbejde. Konceptet fokuserer navnlig på strukturering og intensivering af de fredstidsmæssige forberedelser i form af forsvarsplanlægning, samarbejde omkring multinationale formationer og fælles uddannelses- og øvelsesaktiviteter. Denbærende konceptuelle ide knytter sig til muligheden af udvikling af flere (regionale) styrkepuljer, hvori der både er blandede allierede/partner og partner/partner enheder. Sluttelig er der taget initiativ til at samordne og koordinere trænings- og uddannelsesinitiativeme inden for PfP, herander udvikling af egentlige PfP træningscentre.

Udvidelsen

En række lande ønsker medlemskab af NATO. Det gælder Estland, Letland og Litauen, samt Slovakiet, Slovenien, Rumænien, Bulgarien, Makedonien og Albanien. NATO har i henhold til Washingtontraktaten altid været åben for nye medlemmer. Alliancen er blevet udvidet i flere omgange: Først med Grækenland og Tyrkiet, dernæst Vesttyskland, så Spanien. Den seneste udvidelse med Polen, Tjekkiet og Ungam viser, at jerntæppet er sendt til ophugning. Udsigten til medlemskab af NATO har vist sig at udgøre en meget stærk motivation for aspirantlandenes gennemførelse af reformer. Det gælder ikke alene militære reformer, men også politiske og økonomiske reformer. Det samme gælder perspektivet for medlemskab af EU. Landene har desuden udvist stor vilje til at bilægge gamle konflikter om grænsedragninger og minoriteters stilling. Kun gennem et perspektiv om fortsat integration i vestlige strukturer kan denne stabiliserende effekt opretholdes. Derfor er det afgørende, at NATO forbliver åben for nye medlemmer. I Danmark føler vi en særlig forpligtigelse til at bistå de tre baltiske lande. I sidste ende vil alle udvidelsesrunder være politisk bestemte. Noget som alle medlemslandene skal være enige om. Men nye medlemmer skal være forberedte og rede til at bidrage til den kollektive sikkerhedsgaranti. På Topmødet vedtog stats- og regeringscheferne en pakke af initiativer rettet mod at støtte aspirantlandenes bestræbelser. PakkenindeholderbLa. en "Membership Action Plan (MAP)" der er specielt rettet mod at anvise og vejlede aspiranterne indenfor følgende områder: Politiske og økonomiske emner, forsvarsmæssige og militære emner, ressourcemæssige emner samt sikkerhedsmæssige og juridiske spørgsmål. For hvert af emnerne opstilles en række nærmere krav og standarder, som kandidatlandene vil skulle leve op til for at opfylde forpligtigelserne forbundet med NATO medlemskab. Det præciseres, hvorledes NATO vil være rede til at bistå kandidatlandene i deres bestræbelser på at møde de nasvnte krav og standarder. Kandidatlandene vil bhve tilbudt feed-back ogrådgivning gennem eksisterende mekanismer og dels som noget nyt gennem workshops. Desuden afholdes årligt en 19+1 session (NATO + aspirantlandet) med henblik at evaluere kandidatlandets fremskridt. Kandidatlandene vil blive anmodet om at udarbejde en årlig plan for opnåelse af NATO standarder, og NATO vil en gang om året udarbejde en rapport over de enkelte landes fremskridt. De tre nyeste medlemmer vil ikke blive de sidste. Udvidelsesprocessen ruller videre. Påkommende NATO-udenrigsministermøder og topmødervil spørgsmålet om de nye initiativer være et fast punkt på dagsordenen. Det blev aftalt i Washington, at det næste topmøde skal afholdes senest i år 2002.

Masseødelceggelsesvåben

Topmødet besluttede også at forbedre arbejdet i Alliancen med imødegåelse af spredning af masseødelæggelsesvåben. Beslutningen omfatter bl.a. etableringen af et center for "Weapons of Mass Destruction" (WMD) i NATO hovedkvarteret samt opbygningen af en database om spredning af WMD. Der lægges op til en større debat om emnet i Alliancen m.h.p. at opnå en bedre fælles forståelse samt at kunne informere offentligheden bedre. Forbedring af mulighederne for at kunne trække på Alliancens aktiver til beskyttelse af civil-befolkningen er også en del af beslutningen. Endelig lægges der op til fortsat arbejde med at forbedre beskyttelsen af Alliancens styrker, således at disse vil kunne operere i et område med fare for anvendelse af WMD.

NATO i Europa

Topmødet bekræftede, at NATO har vist sig i stand til at tilpasse sig det nye sikkerhedspolitiske miljø i Europa. NATO er en stærk Alliance, der evner at skabe konsensus om løsning af en hel række nye opgaver, der tjener til opretholdelse af fred, frihed og stabilitet i det euro-atlantiske område. Rusland deltog efter eget valg ikke i Washington. Også Hvideruslands stol var tom under EAPC-topmødet. Rusland deltager i PfP-samarbejdet. Derudover har Rusland en særlig samarbejdsaftale med NATO. Hovedhjømesteneni aftalen er Det Permanente Fælles Råd (Permanent Joint Council (PJC)). Hermed er skabt en mekanisme for konsultation, samarbejde, samt, hvor muligt, fælles beslutninger og aktion. De foreløbige erfaringer er positive og viser, at det er muligt at trække Rusland ind i et frugtbart samarbejde om fælles interesser. Dialogen omfatter bl.a. nedrustning og våbenkontrol, og der er mellem NATO og Rusland i marts måned 99 opnået enighed om en justering af CFE-aftalen. Rusland har imidlertid reelt suspenderet samarbejdet i lyset af Kosovo-krisen. Dialogen og samarbejdet med Rusland er en af de vigtigste opgaver i de kommende år. Der er allerede skabt et fundament, der kan bygges videre på. Det forudsætter vilje til samarbejde og dialog i både NATO og Rusland. Det er afgørende, at vi holder NATO’s dør åben også for Rusland. Det er i Ruslands som i NATO’s interesse, at det euro-atlantiske område udvikler sig stabilt og sikkert, hvorfor forudsætningen for et stadig tættere samarbejde er tilstede. Rusland bidrog ved at udeblive fra Washington kun til sin egen isolation, men vigtigheden af NATO-Rusland forholdet blev generelt understreget. Dialogen med Rusland må opretholdes, også om den nuværende krise i Kosovo. UdenRuslands medvirken vil en stabil og sikker fred på Balkan have lange udsigter. Med Ukraine er der etableret en NATO-Ukraine Kommission med henblik på at konsultere om spørgsmål af fælles interesse. Samarbejdet søger bl.a. at understøtte Ukraines arbejde med en forsvarsreform. Mødet i Washington var det første på stats- og regeringschefsniveau.

Afslutning

Topmødet blev en succes. Drøftelserne bekræftede, at medlemslandene står sammen bag "Det nye NATO", som det er beskrevet i det strategiske koncept, og som det kom til udtryk i de øvrige topmøde-beslutninger. EAPC-landene er ligeledes positive. Alliancens handlekraft i Kosovo-krisen blev ligeledes bekræftet. Men NATO alene skaber ikke en varig og stabil fred på Balkan. En samordnet international indsats er afgørende for at opbygge sikkerhed, frihed og demokratiske tilstande, der med tiden kan føre til yderligere integration i den europæiske familie. NATO, FN, OSCE, EU og andre relevante organisationer må derfor arbejde tæt sammen for med politiske, økonomiske og militære midler at bistå regionen og de enkelte lande med at skabe normale samarbejdsrelationer baseret på respekt for menneskerettighederne, demokrati og frihed for den enkelte. EU afholder i slutningen af maj en konference vedrørende en stabilitetspagt for regionen. Under NATO-topmødet udtalte samtlige lande i regionen sig positivt om stábilitetspagten, der skal dække økonomiske, politiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål. Landene i regionen er alle - men på forskellig vis - berørte af krisen og vil have brug for assistance fremover. NATO-landene besluttede på topmødet at iværksætte et Sydøsteuropa-initiativ, der skal tjene til at fokusere NATO’s sikkerheds- og samarbejdsaktiviteter i området til gavn for stabiliteten i hele Europa. NATO vil skulle optræde i regionen i lang tid efter, at den aktuelle krise i Kosovo har fundet sin løsning til gavn for sikkerheden og stabiliteten i det euro-atlantiske område.