Log ind

NATO’s 50 års jubilæum - personlige oplevelser og reflektioner

#

Af generalløjtnant B.E. Amled' som sluttede sin militære karriere som COMBALTAP i 1990.

1949

Nyudnævnt militærflyver, spitfirepilot ved Jydske Flyverafdelings 5. eskadrille på Karup. Hvad kan sådan en ung fyr overhovedet ha’ fornemmet ved Danmarks tilslutning til NATO, og hvilke overvejelser herom har han mon gjort sig? Til det sidste kan der uden tøven svares: Ingen. Selvom tilværelsen bestemt ikke var uden fantasi, ideer og spekulationer, så var den dog stort set alene "en dans på flyvervinger", og tankevirksomhed på et højere plan i almindelig forstand var ikke fremherskende. Det var mere noget med fornemmelser og følelser. Fornemmelsen af, at NATO var noget helt usædvanligt og følelsen af at være med i en større kreds og være det fra starten, den unge mands glæde derved og en vis stolthed derover.

50-erne

Erindringen, der har fæstnet sig om den spæde start, var det lysende, det enestående lederskab. Eisenhower som NATO’s allierede chef i Europa og Montgomery som stedfortræder. Man måtte knibe sig i armen. Med to så store soldater i spidsen for Vesteuropas militære styrker fik vi sub-subalteme et sådant løft og en særlig tiltro, der fik det til at gibbe vildt i et ungt menneske. Det har det givetvis også gjort i de ældre officerer - omend med større ærbødighed med tanke på de krav, der ville følge den skelsættende forandring. Meget tidligt i 50-erne mærkedes det, at NATO også betød "kød og biod" (isenkram og lærdom). Trods en krævende og kostbar indsats for FN i Korea påbegyndte USA under NATO’s paraply en storstilet våbenhjælp med den dertil hørende personeltræning. Begge områder fik afgørende indflydelse især og i alt fald særlig hurtigt på mit eget værn, det nye flyvevåben. Allerede i august 51 blev modtagelsen af de første fly (6 stk. F-84E) markeret ved en parade i Kastrup lufthavn. General Eisenhower forestod personligt den officielle overdragelse. Ved den lejlighed sås enkelte eksemplarer af den nye værnsblå uniform - med guldstriber!! De blev dog ret hurtigt - og med tilladelse fra RAF er det blevet mig fortalt - erstattet af de nuværende diskrete (og kønne) distinktionsbånd.

En god månedstid senere deltog flyvevåbnet i dets første NATO-Exercise. COUNTER-THRUST hed den. Eskadrille 723, som jeg hørte til, blev for en halv snes dage forlagt til en RAF Station (Celle) i Tyskland. Vi fløj Meteor Mark 4. De tre britiske eskadriller fløj alle Vampire. Og hvem mon besøgte os flyvere fra 723? Såmænd general Eisenhower!!. At være med på Celle var en utrolig oplevelse i sig selv, men også betydningsfuld, fordi den udgjorde starten på den mangfoldighed af NATO øvelser, som skulle komme til proceduremæssigt, professionelt og menneskeligt at sammenbinde os danske med vore allierede. Ikke bare på det laveste, det taktiske plan, men efterhånden på alle trin inklusive det højeste. Vi var sat godt i gang med at blive internationale, og vi stræbte hårdt efter at blive "a band of brothers". Jeg bruger med forsæt ikke ordet våbenbrødre, somklinger nok så højtideligt og ret beset ikke dækkende for processen præget af uformel og ligefrem entusiasme. I den sidste halvdel af tiåret havde flyvevåbnet nok at gøre med at skærpe viden og evne, luftdisciplin og luftmandskab (stærkt hjulpet af allierede officerer), men havde dog tid til at blive foruroliget over Sovjetmagtens afstraffelse af Ungarn, dens hurtigt voksende atom- og brintvåbenstyrke og tydelige højteknologiske forspring i rummet. Samtidigt så vi de tre store NATO-lande i et ikke helt lydefrit samspil ved og om Suez. Var det kimen til en separation? Den frie verden var hårdt presset. Den behøvede og ønskede, at Vesttyskland blev medlem af NATO. Det skete i 195 5 og skulle vise sig at blive en klar styrkelse - militært og sikkerhedspolitisk. Ikke mindst til gavn for dansk forsvar.

60-erne

Det andet tiår startede med nye mentale upper-cuts. Gagarin, Berlinmur og mordet på Kennedy. Modsætningsvis lå der styrke i denkendsgeming, at vesttyske militære bidrag til NATO efterhånden var vokset til anselig størrelse. Tiden var inde til en forandring af NATO-strukturen i Europa. Nordkommandoen (HQ AFNORTH på Kolsås/Oslo) blev væsentligt ændret i 1962. BALTAP blev oprettet på Karup med 4 underlagte kommandoer (LANDJUT, NAVBALTAP, AIRBALTAP og LANDZEALAND). En tysk flyveroberst og jeg selv mødte som de to første stabsofficerer ved AIRBALTAP på Karup. På bareste bund. Det blev til tre gode arbejdsår, som huskes med særlig glæde, fordi det fra starten viste sig helt ubesværet at samarbejde med de vesttyske flyenheder i SchleswigHolstein. Traf mange og især unge tyskere, som det var let at komme ind på livet af, og som i alt hvad de foretog sig viste åbenhed og iver, vilje og dedikation. Sådan var det faktisk overalt iblandt og imellem allierede flyvere; men jeg følte, at det dansk-tyske fællesskab hurtigt blev specielt. Det skulle da også vise sig at holde karat og udvikle sig tillidsfuldt og gnidningsfrit. På alle trin og i øvrigt for alle værn. Sovjets kernevåbenarsenal havde i midten af ti-året nået så anselig en størrelse, at NATO’s oprindelige strategi (den massive gengældelse) ikke længere var troværdig, og i slutningen af 1967 godkendtes så strategien om det fremskudte forsvar og den flexible reaktion (respons). De deraf afledte ændringer og nyskabelser oplevede jeg i en national stilling med vægten lagt på opstarten af arbejdet med aftaler og planer for modtagelsen af flyforstærkninger fra UK og USA og på opdatering af materiel og uddannelse sigtende imod større konventionel kampkraft. Og våbenhjælpenfortsatte - gud ske lov. Først med NIKE og senere med HAWK missilsystemer. Så udskiftning til 2. generations (våbenhjælp) fly (F-86D, F-100 og F-104 i en lind strøm). Alene af jetfly modtog flyvevåbnet mere end 400. Våbenhjælpen var generøs og storstilet og af største betydning for de modtagende nationer og dermed for NATO. På det seneste af 60-erne kom tillige det hidtil største NATO infrastrukturprogram på benene: NATO AIR DEFENCE GROUND ENVIRONMENT (NADGE) dækkende fra Nordkap til det østlige Tyrkiet. Husker det som et tydeligt og glædeligt bevis på, at alliancen blev kittet tættere sammen. Men tiden var bestemt ikke idel glæde. Frankrig meldte sig ud af det militære fællesskab. Personligt anså jeg separationen for ulykkelig. Et forsvar af Europa uden fransk medspil fandt jeg dybt nedslående. Det var det også at opleve, at russisk panser så til, at foråret i Prag blev fortabt. Det andet tiår var krisefyldt, men set i bakspejlet var det som om NATO’s evne og vilje skærpedes i perioden. Og så var det jo skønt, især for en flyveroberst, at se Armstrong på månen.

70-erne

70-eme begyndte for mig med aktiv deltagelse i alliancens liv. NATO Defense College (NDC) nu med hjemsted i Rom. Kursus Nr. 35 var en broget flok af midaldrende officerer og civile fra alle hjørner og kroge af alliancen. Godt et halvt hundrede i alt. En værdiladet forsamling af erfarne mennesker. Klar fornemmelse af at være blandt venner, som var åbne for både at gi’ og ta’. NDC er toppen af den allianceskabte pyramide af undervisning og skoling, træning og øvelser, som udgør NATO’s pulsslag i hverdagen. Resten af årtiet var jeg i nationale stillinger, men med stærke bindinger til vigtige NATO-projekter. Først og fremmest til flyforstærkningsarbejdet. Når det nu ikke var politisk muligt at stationere allierede troppeenheder i Danmark, så var det næstbedste at sikre tilgang af forstærkninger, når Danmark bad derom og i så fald at have alting i orden til hurtig modtagelse og klargøring til operativ status. Flyforstærkninger kunne selvsagt komme hurtigt, og det var da selvfølgelig også her, at man kom hurtigst fra start. Tanke- og idéstadiet var ovre, og mulighederne skulle undersøges før aftaler og planer kunne konkretiseres. I flyvevåbnet mødte vi mange folk fra USAF og RAF. De var naturligvis interesserede i alle forhold med henblik på endeligt at kunne udpege flytype og enheder og fastlægge lokal støttekapacitet, hvad der skulle bringes med ved deployeringen, og hvad der skulle opmagasineres og hvor. Det var et inspirerende arbejdsområde, som endte med et antal "øremærkede" eskadriller, for hvem det efterhånden blev rutine at forlægge fra USA eller UK til Tirstrup eller Vandel eller hvor, det nu var. Flyvevåbnets offensive kapacitet kunne i løbet af få dagefordobles. Herudover blev der planlagt mere groft for yderligere flyforstærkninger og for støtte til fly tilhørende US Marine Corps. De sidste var indstillet på at "ta’ alt med i rygsækken" og stillede ikke mange krav. Også for ACE MOBILE FORCE forelå der planer for en mulig indsættelse i Danmark. Flyvevåbnets opgave var (på Værløse) at håndtere den nødvendige lufttransport. Planen var at lande et stort fly hvert 3. minut og gøre det flere døgn i træk. Max. 15 minutter lossetid og så afsted igen. I min tid som chef for Flyvestation Værløse afprøvede vi det et par gange. Med planlagt kadance selvfølgelig, men dog kun i et par halve døgn ad gangen. Det var herligt at arbejde med alt, hvad der havde med forstærkninger at gøre. Lydefrit NATO-samspil. I 70-eme blev to store og pengekrævende projekter sat i gang på basis af fællesfinanciering. Det var først shelterprogrammet, som i øvrigt også blev færdigt iperioden. Alene i Danmark ca. 100 betonhangarer. Demæstblevdetsidsti70-eme besluttet at anskaffe en lille snes E-3A fly, senere benævnt AWACS. En betydningsfuld styrkelse af NATO’s jordbaserede radardækning mod øst og i særlig grad imod lavtflyvende luftfartøjer. Sammen med førnævnte NADGE var der tale om en særlig type af fællesindsats. Ikke fordi de alle var "flyverblå", men fordi de dækkede hele det europæiske NATO-område, de var udelukkende defensive, og de var alle tre meget synlige, og derved overfor rette vedkommende demonstrerede de vilje, også offervilje, til at forsvare. Det gjaldt også den meget vanskelige beslutning om at deployere de atombevæbnede "Pershings" på europæisk jord. Her udviste alliancen virkeligt mod og mandskraft - og det kunne Danmark så ikke bekende sig til.

80-eme

80-eme skulle blive mit NATO-årti. Stunned by surprise blev jeg på dens første møde i januar 1981 valgt som Chairman of the Steering Committee for EURO/ NATO Joint Jet Pilots Training. Programmet var besluttet af en kreds af forsvarsministre i efteråret 1980. Målet var - på Sheppard AFB i det nordlige Texas - årligt at uddanne 300 piloter kommende fra de 11 deltagende NATO lande. Senere kom Italien også med. Uddannelsen skulle starte i oktober 1981. Det var et rask "lille" job ved siden af havende tjeneste i Flyverstaben. Men det gik. De nationale repræ­sentanter mødte op med iver, inspiration og ikke at forglemme fornøden prokura. Vi fik overført ca. 100 jetfly, aftalt forhold og priser for støtte fra basen, udliciteret vedligeholdelsen og etableret entræningssyllabus. Nationerne medvirkede til opstilling af instruktørkorpset og tilmeldte elever til det første års berammede kurser. Budgettet på ca. 800 miokr. pr. år og tilhørende fordelingsnøgle blev godkendt. Det var kunnødvendigt at afholde tre (ugelange) møder. Og så startede programmet. Til tiden. Oktober 1981. Enkel og tillidsfuld løsning af en opgave, som det (måske kun?) kan gøres af soldater og her altså af NATO- Airmen i en mangekantet international ramme. Husker, at jeg havde en enkelt, men stor hjerteplage, nemlig sikkerheden i luften. Dengang var kravet, at den enkelte (elev og instruktør) skulle bestå en prøve i engelsk med mindst 80 % rigtige besvarelser. Spurgte mig selv, hvordan f.eks. en tyrkisk instruktør og en græsk elev, der tilsammen kun havde 2/3 evne til at tale med hinanden, ville kunne klare alle flyvesikkerhedsmæssige forhold, der fulgte med uddannelsen i et 2-sædet cockpit. Men også det gik. Endskønt intensiteten var endog meget høj, skete der ingen større uheld i de fire år, jeg var chairman. Den daværende operationsstab i FKO var bl.a. ansvarlig for at holde forbindelse mellem forsvarschefen og dennes faste repræsentant (D AMIREP) i Militærkomiteen. Som CH/O i et par år betød det for mig mødet med et mere bureaukratisk NATO. Mit praktiske arbejde i vingården var forbi. Nu var der mange papirer og megen langsommelighed. Det skulle følge mig resten af min tid som tjenstgørende. Men jeg vænnede mig til det og fandt i øvrigt ud af dels, at bureaukratiet i NATO var mindre, end det var i andre store internationale grupperinger, dels, at praktiske folk i NATO havde taget højde for "ulykkerne" simpelthen ved at begynde drøftelser, planlægning o. s.v. noget før. Det førte godt nok en vis langsommelighed med sig, men betød til gengæld, at ting blev sat på plads til tiden - og det var jo ikke særligt ineffektivt. I virkeligheden er det et godt billede af NATO i 80-eme. Langt det meste af det grove var gjort. Det var et konsolideringens tiår. Sådan fornemmede jeg også klart min tid som Deputy CINCNORTH (1984-87). Meget kunne selvfølgelig gøres en smule bedre, og det prøvede vi på. Procedurer og andet godt kunne øves endnu en gang, og det gjorde vi så - også og ikke mindst af hensyn til den relativt hurtige udskiftning af personel. Situationen medførte imidlertid ikke, atviblev overmodige. Tværtimod fandt vi stadigvæk, at Østmagternes militære kapacitet var skræmmende. I NATO korridorer snakkede man i flere år om, at midten af firserne kunne blive farlige, underforstået, at derefter ville truslen aftage. Som en understregning heraf oplevede vi netop i den periode et voldsomt udbrud af den sovjetiske nordflåde fra baserne på Kola. Flere af de rigtig store skibe, så vidt jeg husker bl.a. "Kirov" og "Moskva", steamede med høj fart mod vest, senere sydvest, fulgt af tilhørende opbud af sikrings- og støtteenheder, u-både og langtrækkende fly. Faktisk kom det noget overraskende for os på AFNORTH, men da alt viste van­lig rutine på andre afsnit, kunne vi ret hurtigt tillade os at blive interesserede observatører af en meget vel gennemført øvelse, som først endte langt mod sydvest. Vor bedømmelse var, at det eneste, der ikke havde topkvalitet, var de hangarskibsbaserede fly. Det skulle vise sig at være sidste gang, at denne, af Admiral Gorsjkov skabte strategiske flåde af flotte skibe, sejlede i kampformation på det store hav. I AFNORTH afprøvede vi også noget nyt på den maritime side, nemlig at forlægge en gruppe af US hangarskibe langt ind i en nordnorsk fjord. Ideen var at udnytte den elektroniske skygge, som fjeldene skabte og at placere sig således, at truslen fra u-både blev kanaliseret og derfor lettere at imødegå. De hangarskibsbaserede fly kunne så støtte kampen især i Nordnorge, som altid, og efter min mening for ofte, påkaldte sig interesse. Som Deputy CINC fandt jeg det nødvendigt at præstere et modspil. Det gjorde jeg, når lejlighed blev budt, ved at gentage mit synspunkt om, at nok ville en krig i Nordnorge blive dramatisk, som naturen er deroppe, men en krig i det flade Nordtyskland og i Danmark ville blive ganske anderledes, nemlig blodig og blisterfuld. Det, vi havde troet skulle blive de farlige år midt i firserne, viste sig ikke. Måske havde tre dødsfald hurtigt efter hinanden noget med det at gøre. Efter Bresjnev kom Andropov og så Tjemenko. Det tog bare 2 år og 4 måneder, hvorefter Gorbatjov trådte an, og han ønskede og evnede at "tale forretning" med Vestens ledere. Og så var Afghanistan begyndt at tære hårdt på den røde hærs kræfter. Efter 3 år kendetegnet ved et tillidsfuldt og fortroligt samspil med 2 britiske Commanders-in-Chief, fik jeg et meget kort ophold i Bruxelles. Var DAMIREP i bare 3 måneder, og det var alt for lidt tid til at danne sig holdbare indtryk. Atter nordover for at overtage en NATO kommando, nemlig COMBALTAP. Kunne hurtigt konstatere, at også her gjaldt det konsolidering og finslibning. Bl.a. blev den nye bunker funktionsafprøvet med fuld bemanding gennem længere perioder. Vi havde mange besøgende i bunkeren, som i sandhed var nedgravet (lidt vest for Viborg) og så tæt som muligt på at være totalsikret. NATO infrastrukturmidier dækkede alle byggeomkostninger med samt udgifterne til det tilhørende Command, Control and Information System (ACBA CCIS), der var under færdiggørelse, men først nåede brugerniveau kort tid efter, at jeg var pensioneret. Et samarbejde med US 9. Division blev intensiveret. Divisionen havde hjemsted ved Stillehavets kyst, nær Tacoma. Altså en i givet fald sent ankommende forstærkning. Til gengæld var det en meget interessant og helt moderne enhed. Let og derfor meget mobil, egen brigadestor helikopterstyrke og elektronik over alt. Divisionen var øremærket til COMLANDJUT, og det var da også ham, der gjorde arbejdet. Bl.a. fik han held til at få divisionens hovedkvarter opstillet feltmæssigt i nærheden afRendsburg. Med al elektronikken bundet sammen til internt brug og med ender ud til alle skeletbemandede dispositionsenheder. Jeg må simpelt hen nævne divisionschefen. Generalmajor John M. Shalikashvili, født i Østeuropa. Nu en enestående amerikansk officer, som i 1992 blev Supreme Allied Commander Europe og sluttede som USA’s forsvarschef. Den omstændighed, der førte til, at jeg nok så hovedkuls havde overtaget BALTAP, efterlod mig det indtryk, at det sikkert ikke ville skade at prioritere tilstedeværelse i Schleswig-Holstein og at øge kendskabet til området og dets mennesker, militære som civile. Det fik jeg megen stor glæde af. En glæde var det også at arrangere NATO ’ s 40 års jubilæum på og i øvrigt sammen med Flyvestation Karup. Den danske udenrigsminister og Hamborgs overborgmester talte for alliancen. Gennem en årrække havde Vestberlin inviteret personel vedNATO hovedkvartererne i Karup til et årligt besøg i byen. Vi var selvfølgelig betalende gæster, men mødte altid et meget venligt og gæstfrit værtsskab. I august 1989 deltog jeg. Et af programpunkterne var en orientering om byens vilkår, status og muligheder fremlagt af en højtstående sikkerhedspolitisk epibedsmand fra bystyret. Fulgtes med den tyske generalløjtnant, der var Deputy COMBALTAP fra mødet. Vi spadserede og snakkede sammen i fortrolighed om det, vi just havde lyttet til. Husker, at vi var enige om, at "muren" nødvendigvis måtte falde en dag, men at det måske ikke blev i vor tid!! Mindre end tre måneder senere stod vi så totalt overraskede med fredens palmer i begge hænder. For en general med ansvar for at skulle udøve kommando over troppeenheder var det en bevægende oplevelse. Et halvt årstid senere blev jeg pensioneret. Et godt tidspunkt.

90-erne

Forandringens årti. Genforeningen af de to Tysklande var en kendsgerning. Ikke forårsaget, men dog grundlagt af NATO - i alt fald oplevede jeg det sådan. Alliancen havde i fællesskab villet og evnet at stå imod og samtidigt fremstå som et forsvar for et mere retfærdigt alternativ til livsvilkåreme i Øst. Alle i fællesskabet havde bidraget. Mange med meget, andre med mindre. Sandheden er, at vi danske var blandt de nationer, der ydede mindst og til tider ikke særligt positivt. Vi bidrog bl.a. fra starten og gennem de fire første tiår med at placere os på fællesskabets overdrev. Vi nedlagde FORB UD mod placering af atomvåben og mod stationering af allierede troppeenheder på dansk jord. Vi tog os FORBEHOLD ved flere lejligheder bl.a. overfor det integrerede luftforsvar og for bevægelsesfrihed og øvelsesområder for visse allierede flådeenheder i den mellemste Østersø. Og så førte vi os frem i størstedelen af firserne med FODNOTER. Alt dette og en tynd tegnebog gjorde det ikke altid let og ofte ganske svært for danske at tjene i NATO. Men sådan var det, og det vidste vi. Det hjalp, at vi overfor professionelle militære ledere kunne påvise og overbevise om, at vi fik meget forsvar for pengene. Det forhold var os til stor gavn specielt i relationerne til AFNORTH og i det tysk-danske samarbejde i BALTAP. Det sidste tiår har set store forandringer i Østeuropa, og NATO har på forstandig vis passet sig til. Slanket de stående styrker og tilhørende føringsstabe og styrket betoningen af de sikkerhedspolitiske aspekter og tilhørende handlekraft. Tillige er alliancen nu rede til at udvide mod Øst. Også dansk støtte til og forståelse for NATO er ændret markant. Vi har nu et fuldgyldigt medlemskab. Først på året læste jeg et avisinterview med vor forsvarsminister. Det bar overskriften "Danmark ud af kujonrolle". Og et par uger senere, den 22. januar, har jeg i TV med egne øjne og øren set og hørt NATO ’ s generalsekretær takke Danmark for en stabil, stadig og uselvisk støtte til alliancen. Det, en ung officer fornemmede for 50 år siden, gentager sig nu for en gammel general. Det gibber vildt i mig, og jeg må knibe mig i armen.

1999

Ved 50-års jubilæet vil NATO blive rost af mange for mangt og meget, og det er der gode grunde til. Og takke vil man aflige så gode grunde. Ved den lejlighed kunne man i al stilfærdighed ønske, at takken også blev rettet

• til de millioner af mænd og kvinder, uniformerede og civile, høj og lav, der har bemandet NATO’s funktionsduelige formationer og dermed skabt det for alliancen så nødvendige svinghjul af masse og kraft med tilhørende inerti.

• til alle vore allierede, men især til USA, som ydede os utroligt værdifuld støtte og hjælpsomhed i stort og småt og ved enhver lejlighed.

• til det tyske Bundeswehr, som vi så vokse op, udvikle sig og gro os langt over hovedet, men uagtet forblev den samme og nære samarbejdspartner.

Lad mig slutte med et spørgsmål:

"Hva ’ dælen sku ’ vi ha ’ gjort uden NATO?”