Forfatter: Ann-Sofie Dahl
Titel: NATO. Forsvar og fælleskab i forandring
Forlag: DJØF Forlag
Antal sider: 241 sider
Vejl. Pris: 225 DKK
Anmeldt af: Simon Papousek
Rating: 4/5
Ann-Sofie Dahl’s bog om NATO udkom ganske kort tid før Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, og igangsatte sin særlige militære operation. Den efterfølgende spænding om hvordan NATO ville reagere, bibragte fornyet opmærksomhed og interesse fra flere kanter end hidtil. Der var nu udbrudt krig i Europa og NATO’s reaktion blev med ét et varmt samtaleemne i nyhedsdækningen og noget de fleste nu aktivt skulle forholde sig til. NATO. Forsvar og fællesskab i forandring er derfor en velkommen bog. Indholdsfortegnelsen vidner om bredden i bogen – syv kapitler med en række underafsnit – hvilket ikke er et for få.
I sin indledning afdækker Ann-Sofie Dahl den debat der hersker om forsvarsalliancen, blandt andet: Eftersom den gamle fjende (læs: USSR og Warszawapagten) er væk, er der så behov for en forsvarsalliance som NATO? Hvordan forholder NATO sig til Østersøen, Asien og præsident Trumps skepsis? Forfatteren præsenterer og fremlægger ikke blot problemstillingerne, men definerer samtidig nødvendigheden af NATO som demokratiernes forsvarsalliance.
Herefter følger et historisk rids over alliancens oprettelse og dets evne til tilpasning. Op fra de europæiske ruiner efter verdenskrigen, som blev alliancens grundsten i et opgør mellem øst og vest, og hvis ikke der fandtes dén duel på dét tidspunkt, så ville forsvarsalliancen være oprettet alligevel på et andet tidspunkt. Verdenen var med andre ord klar til en sådan organisation. Ann-Sofie Dahl formår på ret få sider at få bredt historien fornuftigt ud, med mange gode litteraturhenvisninger. Den oplagte hovedrolle som USA indtager i historien, bliver hurtigt etableret, og følger således læseren bogen igennem.
Koreakrigen blev den første større militære prøvelse efter verdenskrigen, og selvom NATO ikke var involveret, var opdelingen mellem øst og vest også hér synlig. Men ikke blot mellem øst og vest. Således også internt i Vesteuropa, hvor i sær Frankrigs og Englands ”koloniale forpligtelser” ikke harmonerede problemfrit med alliancens formål. USA havde eksempelvis vanskeligt ved at acceptere franskmændenes og englændernes febrilske holden fast i de gamle kolonier, som var de sæbe. Og hér fik USA selskab af USSR, som heller ikke var synderlig begejstret for arrangementet. Koreakrigen og koloni-opgørene var samtidig med til at definere NATO’s politiske og militære infrastruktur.
Scenen skifter i de efterfølgende kapitler og afsnit mellem udviklingen i Europa, Cubakrisen, den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet i 1968, spændingerne mellem Cypern og Tyrkiet og lidt længere sydpå med Yom Kippur krigen. Ann-Sofie Dahl rykker dermed fokus væk fra NATO’s arnested – Europas ruinhob – og alliancens globale rolle. Således afrundes denne del af bogen med introduktionen af Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjovs entre på den storpolitiske scene. Østblokken smeltede som bekendt, og 1990’erne indvarslede et mere optimistisk og fredfyldt og harmonisk årti, end de årtier som øst og vest nu havde lagt bag sig.
Optimismen blev dog afbrudt af Golfkrigen, hvor USA stod i spidsen for at få smidt Irak ud af Kuwait. Det gamle USSR kunne ikke på samme måde hamle op med initiativet og opbakningen, som USA havde, og en ny tid indvarsledes – Pax Americana. Både tøbruddet i øst, Golfkrigen og den senere borgerkrig i Jugoslavien betød, at NATO måtte redefinere sig som forsvarsalliance. Af dette opstod Partnerskab for Fred-organiseringen og den løbende udvidelse af medlemmerne af alliancen. Heri lå Danmarks centrale rolle i at få Baltikum ind i alliancen og de komplikationer dette arbejde medførte. I takt med udviklingen i ex-Jugoslavien og NATO’s indsats i Kosovo afrunder bogen således alliancens første godt 50-årige historie.
Bogen koncentrerer sig herefter om den nye tid – med et naturligt afsæt i terrorangrebet på USA i september 2001 – og den efterfølgende europæiske udvidelse af medlemslandene, og det store geostrategiske skifte fra Europa til Asien og Mellemøsten. Afghanistan fylder naturligvis ret meget i denne periode, men der er også afstikkere til konsekvenserne af USA’s ”enegang” i forbindelse med afsløringen af formodede masseødelæggelsesvåben i Irak, Danmarks ståen last-og-brast med USA i den henseende og det arabiske forår. Netop opsplitningen mellem Europa’s og USA’s interesser omtales i bogen med henvisning til Robert Kagan som afgrundsdyb – billedligt talt som Mars (USA) og Venus (Europa). For hvor lå USA’s fokus; I Asien med Kina i spidsen? Eller i Europa med et mere og mere truende og uforudsigeligt Rusland?
20 års sammenlagt krig i Afghanistan og Irak sled på NATO, og alliancen stod noget vakkelvorn tilbage. Og med præsident Donald Trump’s forlangender om, at NATO-medlemslandene skulle betale sit bidrag på 2%. Til at begynde med kunne det betragtes som endnu en af hans storskrydende provokationer, som ikke desto mindre er blevet målet for de NATO-lande, der mangler ”at betale” i takt med Putins særlige militære operation i Østeuropa.
Ann-Sofie Dahl kommer i NATO. Forsvar og fællesskab i forandring ret godt rundt i 70 års sikkerhedspolitik, både med sit fokus på Europa såvel som USA’s rolle. Bogen tjener som en forbilledlig og god introduktion til international sikkerhedspolitik, med sans for relevante henvisninger til litteratur. Måske et større fokus på dansk sikkerhedspolitik i NATO ville være ønskværdigt, som et supplement til en ellers godt fortalt og disponeret bog.