Billede: Hangarskibet USS Carl Vinson på vej gennem det Østkinesiske Hav i 2017 flankeret af et par japanske destroyere. Arkiv US Navy (Wikicommons).
Af Camilla T. N. Sørensen, Lektor, Institut for Strategi og Krigsstudier, Forsvarsakademiet.
Indledning
NATO blev etableret for 75 år siden som et bolværk mod sovjetisk ekspansion i kølvandet på anden verdenskrig. Som alle militære alliancer har NATO løbende tilpasset sig den sikkerhedspolitiske kontekst, hvilket blandt andet kunne ses efter Sovjetunionens opløsning, hvor alliancen begyndte at engagere sig uden for NATO’s kerneområde. Med Ruslands ageren gennem de seneste 10 år er nogle af de gamle dyder fundet frem igen, og territorialforsvar og afskrækkelse er atter højest på NATO’s dagsorden. Fremtiden for alliancen bliver imidlertid ikke udelukkende afgjort af, hvordan krigen i Ukraine ender, og hvad det betyder for NATO’s forhold til Rusland. Den videre udvikling i USA’s konfrontation med Kina, som militært særligt udspiller sig i Indo-Pacific, vil også få stor betydning for NATO’s fremtid.
Militært er Kina den stærkeste – tættest på jævnbyrdige – modstander, som USA står over for.1 I takt med den fortsatte opbygning af det kinesiske militær, særligt flåden, som allerede i dag er verdens største målt i antal af skibe, vokser truslen set fra USA. I dag er det Kina, der er modstanderen i den forestillede fremtidige krig, som der planlægges efter i Washington.2 USA er det vigtigste – og afgørende – militære medlem i NATO-alliancen, og når USA har fokus rettet mod Kina, får NATO det automatisk også.3 Det har allerede indirekte stor betydning for den militære søjle af alliancen. Det er Kina, der er i fokus som modstanderen i udviklingen af USA’s – og dermed NATO’s – operative koncepter, doktriner og generelle forberedelser til fremtidens kampplads, herunder særligt udvikling og udnyttelse af kunstig intelligens (AI) og kvanteteknologi, hvor Kina i stigende grad udfordrer Vestens førende position.4 Kina påvirker derfor allerede i dag udviklingen i NATO’s forestilling om – og forberedelse på – fremtiden.5
Det er dog endnu ikke helt slået igennem inden for den politiske søjle af alliancen – Kina karakteriseres fortsat som “en udfordring” – og ikke “en trussel” – for NATO, hvilket paradoksalt nok betyder, at den militære søjle formelt ikke skal beskæftig sig med Kina. De seneste NATO-topmøder viser dog, at processen er i gang – retorikken om Kina skærpes.6 Det hænger også sammen med den voksende bekymring for perspektiverne af det styrkede strategiske partnerskab mellem Kina og Rusland samt frygten hos de øvrige NATO-medlemsstater for, at USA gradvis trækker sig mere fra Europa og NATO-alliancen i takt med at fokus rettes mod Kina og Indo-Pacific. På det seneste topmøde i Washington i juli 2024 rettede NATO således en usædvanlig stærk kritik af Kinas såkaldte tvangsdiplomati og militære oprustning samt ikke mindst af Kinas støtte til Rusland, der blev fremhævet som en afgørende faktor for den fortsatte russiske krigsindsats i Ukraine.7
Der er stemmer inden for NATO, som presser på for, at alliancen i højere grad skal se Rusland og Kina som én trussel og derfor skal sammentænke trusselsbilledet i Europa og Indo-Pacific – eksempelvis har udtalelser som ”Ukraine i dag, Taiwan i morgen” fået mere vind i sejlene i Bruxelles de senere år.8 Den danske statsminister Mette Frederiksen er blandt dem, der har købt ind på disse bestræbelser – eksempelvis når hun i slutningen af september 2024 i meget skarpe vendinger understreger overfor nyhedsmediet POLITICO, at Kina skal holdes ansvarlig for deres støtte til Rusland. Det skal have konsekvenser for Kina.9 Modsat er der stærke stemmer i Washington, der argumenterer imod en sådan sammentænkning af Europa og Indo-Pacific og insisterer på, at USA skal fokusere på Kina og lade de europæiske NATO-medlemsstater tage sig af Rusland og europæisk sikkerhed.10 Det vinder opbakning i visse europæiske hovedstæder som eksempelvis Paris, hvor linjen er, at NATO ikke skal indlede et nyt ”out of area” eventyr.11
Trods den igangværende krig i Ukraine og de nyligt genopblussede konflikter og krige i Mellemøsten, har USA i de senere år for alvor flyttet strategisk fokus mod Indo-Pacific, der af Pentagon italesættes som ”the priority theater.”12 USA har – særligt i kraft af den overlegne amerikanske flåde – været den dominerende militære magt i regionen siden afslutningen af anden verdenskrig. Det er det, som Kina nu udfordrer.13 I amerikanske sikkerhedspolitiske og militære kredse er der en klar erkendelse af, at hvis USA skal fastholde sit militære overtag og dermed afskrækkelsesevne over for Kina samt sin troværdighed hos allierede i Indo-Pacific, så er det nødvendigt at opbygge amerikansk militær tilstedeværelse og samtidig styrke USA’s militære samarbejde med allierede og strategiske partnere i regionen. Det er USA i fuld gang med.14 Denne artikel ser nærmere på hvilke fremtidige perspektiver, det rejser for NATO – spørgsmålet er, hvorvidt Indo-Pacific også bliver NATO’s ”priority theater.” Artiklens argument er, at det er uundgåeligt, at NATO kommer til at fokusere mere på Kina og Indo-Pacific. Hvorvidt Indo-Pacific bliver NATO’s primære fokus, vil særligt afhænge af den videre udvikling i konfrontationen mellem USA og Kina – hvis der skrues yderligere op for Kinas militære opbygning og selvhævdende ageren, vil det øge presset på det amerikanske militær og føre til voksende amerikanske krav til USA’s europæiske allierede. Hvis europæerne ikke leverer, vil det true alliancens sammenhængskraft og dermed overlevelse. Derudover vil den videre udvikling i krigen i Ukraine og i forholdet mellem Kina og Rusland spille afgørende ind. Særligt hvis Kina øger støtten til Rusland og begynder at levere våben, vil det føre til, at trusselsbilledet i Europa og Indo-Pacific smelter sammen. Det vil alt andet lige afstemme sikkerhedspolitiske prioriteter og mindske spændinger mellem USA og de europæiske NATO-medlemsstater.
Indledningsvis gives et overblik over den udfordring, som det kinesiske militær udgør for USA i Kinas eget nærområde, hvilket understreger, hvorfor det er nødvendigt, at USA opbygger militær tilstedeværelse i Indo-Pacific og styrker alliancer og strategiske partnerskaber i regionen. Herefter placeres NATO – dvs. der tages fat i debatten om, hvorvidt NATO vil øge engagementet i Indo-Pacific, og hvad der allerede kan ses på den front. Udviklingen i det strategiske partnerskab mellem Kina og Rusland inddrages for at diskutere, hvorvidt det er uundgåeligt, at NATO’s fokus rettes mere og mere på Kina og Indo-Pacific. Diskussionen indebærer også et blik på kinesiske reaktioner og modtræk, der indtil videre primært har været retoriske, men som dog allerede synes at vinde gehør i Det Globale Syd. Afslutningsvis samles op på analysen og der medtages en vurdering af konkrete implikationer for mindre europæiske NATO-medlemsstater som Danmark, og hvad der kan gøres for at forberede os bedst muligt på disse. Analysen lægger til grund, at den kommende Trump-administration overvejende fastholder linjen fra den første Trump-administration, og derfor ikke gør alvor af trusler om at trække USA ud af NATO og amerikanske alliancer i Indo-Pacific.15
Udfordringen fra Kina – og det amerikanske modsvar
Det primære mål i kinesisk sikkerhedspolitik og prioriteten for det kinesiske militær er at sikre et stabilt nærområde, som er imødekommende over for en stærk kinesisk position og dagsorden. Beijing lægger ikke længere skjul på, at den kinesiske ambition er at skubbe amerikansk militær længere væk fra kinesisk territorium og gerne helt ud af regionen. Formålet er at sikre den kinesiske flådes dominans og kontrol inden for den første ø-kæde, dvs. i Taiwanstrædet, det Sydkinesiske Hav, det Gule Hav og det Østkinesiske Hav, samt øge den kinesiske flådes evne til at matche USA og allierede i farvandene længere væk fra kinesisk territorium. Det gælder såvel inden for den anden ø-kæde som ud i den østlige del af det Indiske Ocean.16 Set fra Beijing drejer det sig om at sikre en kinesisk indflydelsessfære og en militær buffer-zone i forhold til USA samt at afskrække USA og dets allierede fra at kunne blande sig i kinesiske kerneinteresser, særligt Taiwan.17 I takt med at forholdet mellem Kina og USA forværres, bliver dette stadig mere magtpåliggende for Beijing, der ofte tolker amerikanske tiltag i regionen som en omringning af Kina, der skal sikre USA’s fortsatte dominans i regionen.
Den militære balance i Kinas nærområde har rykket sig til Beijings fordel over de seneste ti år. Militært er Kina markant stærkere end hvert af sine nabolande og nærmer sig regional paritet med USA.18 Det betyder, at det kinesiske militær nu for alvor begynder at kunne udfordre det amerikanske militær i Kinas nærområde, hvilket særligt gælder den kinesiske flåde, men også det kinesiske luftvåben, raketstyrker og nukleare kapacitet.19 Det kinesiske militær har efterhånden fået opbygget en såkaldt “Anti-Access/Area-Denial” (A2AD) kapacitet inden for den første økæde, som gør det risikabelt og potentielt meget omkostningsfyldt for USA og dets allierede at fremføre styrker i dette område.20 Eftersom amerikanske allierede som Japan, Filippinerne og den quasi-allierede Taiwan er inden for dette område, er det en stor udfordring for det amerikanske militær og dermed også for USA’s troværdighed som allieret.
USA har siden anden verdenskrig haft et stort militært engagement i Indo-Pacific. Udover baser på eget territorium, Hawaii og Guam, har USA baser i Sydkorea, Japan, Australien, Singapore, Filippinerne og på Diego Garcia i det Indiske Ocean. USA har alliancer med Japan, Sydkorea, Filippinerne, New Zealand og Australien samt strategiske partnerskaber og militære samarbejdsaftaler med bl.a. Indien og Singapore. Seneste tilføjelse i 2021 er det strategiske partnerskab AUKUS med Australien og Storbritannien samt etableringen af et styrket trilateralt militært samarbejde mellem USA og de to vigtigste amerikanske allierede i området, nemlig Japan og Sydkorea.21 Samtidig er der et tæt amerikansk militært samarbejde med en række øvrige stater i Sydøstasien som Indonesien og Thailand. Det er ingen tvivl om, at USA i disse år for alvor opbygger sin militær tilstedeværelse i Indo-Pacific – det seneste år har USA bare i Filippinerne fået adgang til yderligere fire militære baser, mens der bygges såvel nye flåde- og luftbaser på Guam.22 Der er også skruet op for både kvantitet og kvalitet, når det gælder amerikanskledede militære øvelser i området. Det gælder eksempelvis den store ”Excercise Rim of the Pacific” (RIMPAC) militær øvelse – verdens største maritime militær øvelse – som i 2024 forløb over fire uger og havde deltagelse af ca. 29.000 personel fra 29 af USA’s allierede og partner, hvilket var ny rekord.23 Der ses en tendens til, at USA efter endt øvelse efterlader amerikansk militærkapacitet i området hos allierede og partnere – eksempelvis rapporterer Reuter, at det amerikanske militær har efterladt og tilsyneladende overdraget et Typhon missilsystem, som kan affyre SM-6 missiler og Tomahawks til Filippinerne efter afholdelse af en fælles øvelse i april 2024, hvori systemet indgik. Det er nu placeret i Luzon lige ud til det Sydkinesiske Hav. Det er første gang et Typhon missilsystem deployeres i Indo-Pacific.24 I forlængelse heraf indgik USA i november 2024 en aftale med Japan om udstationering af HIMARS-systemet og et regiment amerikanske marinesoldater i Ryukyu-økæden, som er de sydligste af de japanske øer tættest på Taiwanstrædet.25
Disse deployeringer stemmer overens med det såkaldte ”Pacific Deterrence Initiative”, hvor USA’s sigte er at styrke amerikansk landbaseret missil – samt missilforsvars – kapacitet betydeligt i regionen de kommende år, hvilket også indebærer etableringen af flere fleksible amerikanske faciliteter og evt. mindre baser i regionen med fokus på styrket samarbejde og informationsdeling mellem amerikanske og allieredes enheder og platforme. Samlet er USA’s militære fokus i regionen at sikre det amerikanske militærs, inkl. allierede, evne til at operere med skibe og fly tæt på Kina i en konfliktsituation og samtidig væsentligt forøge afskrækkelseskapaciteten vendt mod Kina.26
Det er derfor forventeligt, at det amerikanske militær vil fortsætte med at opbygge militær styrke i Indo-Pacific regionen i de kommende år. Det er helt nødvendigt, hvis det amerikanske militær – herunder især den amerikanske flåde – skal fastholde sin afskrækkelsesevne over for Kina, som forventes at fortsat øge sin militær styrke. Fastholdelse af afskrækkelsesevnen er videre afgørende for, at USA kan bevare sin troværdighed hos allierede og strategiske partnere i regionen samt sin regionale og globale dagsordenssættende rolle. Den fremherskende opfattelse i USA er, at den fremtidige verdensorden i høj grad vil blive defineret i Indo-Pacific, og derfor anses det som helt afgørende, at USA fastholder sin dominerende position i regionen.27 Der er dog en voksende amerikansk erkendelse af, at de ikke kan gøre det alene, men har brug for tættere samarbejde med regionale allierede og partnere, der ligeledes opfordres til at styrke deres militær. Spørgsmålet er, hvilke forventninger USA har til europæiske allierede og NATO, når det kommer til konkrete militære bidrag og støtte i regionen. Det er fortsat uklart, men det er tydeligt, at USA har presset på for, at NATO øger fokus på Kina og Indo-Pacific.
NATO’s styrkede fokus på Indo-Pacific
Som nævnt indledningsvis har NATO’s politiske hovedkvarter i Bruxelles de senere år rettet blikket mere mod Indo-Pacific med fokus på at styrke alliancens netværk og samarbejde i regionen.28 Det understreges af det styrkede samarbejde mellem NATO og USA’s fire traditionelle stærke allierede i Indo-Pacific – de såkaldte IP-4, som består af Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand – der som NATO-partnerlande har deltaget på statslederniveau ved seneste NATO-topmøder.29 NATO-IP4 samarbejdet bliver i stigende grad institutionaliseret og konkretiseret – på det seneste NATO-topmøde i Washington i juni 2024 igangsatte NATO og IP-4 således adskillige fælles projekter med et særligt sigte på at udbygge samarbejdet inden for kunstig intelligens, dis-information og cybersikkerhed samt støtte til Ukraine.30 Udover det konkrete output, skal sådanne fælles NATO-IP4 projekter bidrage til etablering af fælles standarder, der – sammen med fælles træning og viden- og kapacitetsopbygning – skal styrke evnen til at samarbejde og sikre interoperabilitet mellem USA’s alliancer i Østasien og i Europa, hvilket vil stille USA stærkere i en militær konfrontation med Kina.
De enkelte NATO-medlemsstater varierer ganske meget i forhold til deres strategiske fokus på Indo-Pacific – eksempelvis har Frankrig egne oversøiske territorier i regionen og derfor længe været militært tilstede.31 Helt anderledes ser det ud for de central- og østeuropæiske NATO-medlemsstater, som har et klart strategisk fokus på Rusland og militært prioriterer eget nærområde. Her er udsigten til et militært engagement i Indo-Pacific fjernt. Som antydet indledningsvis er der imidlertid hos NATO-medlemsstater en stigende fælles bekymring for udviklinger i – og perspektiver for – det strategiske partnerskab mellem Rusland og Kina, der anses som afgørende vigtigt i forhold til den russiske krigsindsats i Ukraine, men som også udmønter sig i et stigende antal fælles russiske-kinesiske militære øvelser. Det er vel og mærke øvelser, som efterhånden finder sted inden for alliancens kerneområde, ligesom det i stigende grad udfordrer amerikanske allierede i Indo-Pacific – i juli 2024 opererede kinesiske strategiske bombefly eksempelvis for første gang i Arktis i en øvelse med russerne tæt ved Alaska, mens der flere gange i 2024 har været fælles kinesiske-russiske flådeøvelser omkring Japan.32 Der er således også i Japan en stigende bekymring for perspektiverne i samarbejdet mellem Rusland og Kina.
Som antydet oven for er der blandt nogle af de europæiske NATO-medlemsstater også en vis tilbageholdenhed over for alliancens stigende fokus på Indo-Pacific – ud over de central- og østeuropæiske stater, der har blikket fast rettet mod Rusland, så kommer de kritiske røster særligt fra Frankrig, der insisterer på, at NATO skal holde fokus på det område, som alliancen oprindelig blev sat i verden for at dække. Det er således især modstand fra Paris, der så vidt har forhindret oprettelsen af et NATO-forbindelseskontor i Tokyo, hvilket der ellers er støtte til både i alliancen og fra japansk side.33
Trods modstand og debat mellem NATO-medlemsstaterne er der ingen tvivl om, at Kina og Indo-Pacific gradvist rykker op på alliancens dagsorden særligt grundet amerikansk pres. Tilgangen til Kina har flyttet sig meget siden NATO-topmødet i Bruxelles i 2021, hvor Kina for første gang blev nævnt som en systemisk udfordring for alliancen. Der synes dog endnu ikke at have indfundet sig en enighed blandt NATO-medlemsstater om, hvor og hvordan et stærkere og mere assertivt Kina udgør en udfordring – eller trussel – for NATO. Som fremhævet i artiklens indledning, er de primære drivkræfter for, hvordan – og hvor hurtigt – den debat udvikler sig og dermed hvorvidt Indo-Pacific bliver NATO’s primære fokus, knyttet op til den videre udvikling i konfrontationen mellem USA og Kina. Hvis eksempelvis konflikten i Taiwanstrædet tager yderligere til, vil de amerikanske forventninger og krav til europæiske allierede og NATO om diplomatisk og militær støtte i Indo-Pacific forventelig øges. Det er ikke usandsynligt – over det seneste år ses tiltagende kinesisk militær aktivitet, inkl. større militære øvelser, inden for den 1. økæde med tyngde i Taiwanstrædet. Det vil skabe alvorlige brudflader i NATO og så tvivl om sikkerhedsgarantien fra USA, hvis europæerne i Washington opleves som modstræbende i forhold til at støtte op om USA. Ligeledes vil den videre udvikling i det strategiske partnerskab mellem Kina og Rusland spille afgørende ind, og her særligt udviklingen i den kinesiske militære støtte til den russiske krigsindsats i Ukraine.
Det er vanskeligt at forudsige, hvordan det konkret vil spille sig ud, men som understreget indledningsvist er det uundgåeligt, at NATO’s militære søjle vil blive mere og mere influeret af, at det amerikanske militær har fokus rettet mod Kina og Indo-Pacific. Som den kaotiske tilbagetrækning fra Afghanistan også demonstrerede, sættes det ”militære handlerum” for de europæiske NATO-medlemsstater i høj grad af, hvad det amerikanske militær beslutter og gør. Hvis det for alvor skal ændre sig, kræver det, at de europæiske NATO-medlemsstater kan gøre mere selv militært, og det har – trods stigende forsvarsbudgetter i Europa – lange udsigter, og det gælder især højere op i konfliktspektret.
Det er ikke nyt, at alliancen militært er så afhængig af USA, eller at de europæiske NATO- medlemsstater indoptager dele af den amerikanske sikkerhedspolitiske dagsorden til gengæld for den amerikanske sikkerhedsgaranti. Det der ændrer sig i disse år – og gør, at det bliver mere og mere problematisk for alliancen – er, at det amerikanske og europæiske strategiske fokus og dermed trusselsbillede i stigende grad adskiller sig fra hinanden, og at USA er militær udfordret i en grad, som ikke set siden den Kolde Krigs afslutning. Derfor ser man sig fra amerikansk side nødsaget til at prioritere skarpere og opbygge militært i Indo-Pacific.
Efterhånden som Kina og Indo-Pacific kommer mere fokus i NATO’s politiske hovedkvarter i Bruxelles, skruer Beijing også op for sin fjendtlige retorik. Den kinesiske reaktion på NATO’s karakteristik af Kina som en afgørende faktor for den fortsatte russiske krigsindsats i Ukraine i juli 2024 var hurtig og skarp. Talsmanden Lin Jian fra det kinesiske udenrigsministerium udtalte, at ”de Kina-relaterede paragraffer er provokerende med åbenlyse løgne og udtværinger” og gik videre med et direkte modangreb og hævdede, at ”tragedierne i Afghanistan og Libyen gør det klart, at uanset hvor NATO dukker op, vil uro og kaos følge.” Lin Jian gik endnu videre og forbandt NATO’s tidligere missioner med alliancens nuværende voksende fokus på Indo-Pacific: ”at opfinde fjender for at retfærdiggøre egen eksistens og handle uden for eget området er NATO's go-to taktik.”34 Dette afspejler, hvordan en retorisk kamp udspiller sig mellem Beijing og Bruxelles om at få overtaget i forhold til at definere, hvordan omverden skal se på såvel Kina som NATO. I sidste ende kan det skæres ind til en kamp om at definere, hvem der er den aggressive part, og hvem der er den ansvarlige. Beijing er over de seneste år gået i offensiven og har skruet op for sine bestræbelser på at miskreditere og delegitimere NATO. USA og NATO er i den kinesiske optik den aggressive part, der forårsager konflikt og krig, hvor end alliancen retter blikket hen. Kina vil gøre sit til – som den ansvarlige part i egen optik – at forhindre alliancen i også at skabe konflikt og krig i Indo-Pacific. Det kinesiske narrativ er dog ikke primært rettet mod USA og Europa, men derimod mod resten af verden – det såkaldte Globale Syd – hvor det taler godt ind i en voksende opfattelse af, at Vesten er hyklerisk og har dobbelt standarder.35 Beijing gør imidlertid et nummer ud af først og fremmest at rette kritikken mod USA, og der sættes langt hen af vejen lighedstegn mellem USA og NATO. Det afspejler en tro i Kina på, at USA er fast besluttet på at svække Kina og fastholde USA’s globale dominans, men også, at Beijing stadig er usikker på, hvordan man skal læse og reagere på de blandede toner og budskaber, der kommer fra Bruxelles og fra de enkelte europæiske NATO-medlemsstater. Uden en klar vished om hvorvidt ”Europa er tabt”, forsøger Beijing tilsyneladende at finde en balance i den kinesiske kritik af NATO, hvor der differentieres mellem USA og NATO på den ene side og EU og Europa på den anden. Den kinesiske hovedpointe er, at de fjendtlige anklager, der kommer ud af NATO’s hovedkvarter, afspejler USA's intensiverede indsats for at mobilisere EU og de enkelte europæiske lande bag USA i konfrontationen med Kina. Beijing er dog endnu usikker på, hvorvidt det lykkes USA og derfor også, hvordan der bedst skubbes tilbage.
At Kina retorisk er gået i offensiven og investerer diplomatiske kræfter i at skubbe tilbage på NATO har potentielt vigtige langsigtede konsekvenser for alliancen og Vesten generelt. Den strategiske konkurrence mellem USA og Kina drejer sig i det Globale Syd også om at præsentere visioner om den fremtidige verdensorden. Hvis det lykkes Beijing at præsentere NATO som et levn fra den Kolde Krig, der forårsager ustabilitet og krig, er risikoen, at støtten til – og legitimiteten – af alliancen i den del af verden svækkes. Det vil alt andet lige yderligere besværliggøre fremtidige NATO-indsatser, særligt i det omfang, at de sker uden for det euro-atlantiske område.
Konklusion – fremtidige perspektiver
Der er i disse år store skift i gang i det internationale system, og det afføder en høj grad af usikkerhed og uforudsigelighed. En ting synes dog sikkert, nemlig at USA-Kina konfrontationen tager til, og den spiller sig mest intenst og militært ud i Indo-Pacific. Det er imidlertid vanskeligt at forudsige, hvordan den amerikanske debat om NATO – og det amerikanske engagement i NATO – vil udvikle sig. Det er sandsynligt, at USA i stigende grad vil kræve, at også NATO engagere sig mere i Indo-Pacific, samt at europæiske allierede bakker politisk og økonomisk op om en stadig mere konfrontatorisk amerikansk linje over for Kina. Det møder en vis modstand blandt nogle af de europæiske NATO-medlemsstater, der vil fastholde Rusland som alliancens hovedfokus. Hvis synet på Kina og Rusland som én trussel og sammentænkningen af trusselsbilledet i Europa og Indo-Pacific slår igennem inden for alliancen, vil det imidlertid kunne svække modstanden.
Opsamlende på fremtidige perspektiver for NATO, så er det uundgåeligt, at NATO kommer til at fokusere mere på Kina og Indo-Pacific, men det er ikke sandsynligt, at Indo-Pacific bliver NATO’s ”priority threater.” Dog har ovenstående analyse også understreget, at selvom Rusland forbliver alliancens hovedfokus, så vil Kina – som følge af det styrkede strategiske partnerskab med Rusland – også få stigende bevågenhed. Den videre udvikling i det strategiske partnerskab mellem Rusland og Kina spiller derved afgørende ind på NATO’s fremtid, og særligt hvis Kina øger støtten til Rusland og begynder at levere våben, vil det kunne føre til, at Kina på linje med Rusland karakteriseres som en trussel for alliancen. I Washington hersker der ingen tvivl om, at Kina og særligt den kinesiske militære opbygning udgør den primære trussel, og at det amerikanske militær er udfordret i Indo-Pacific. Den strategiske konkurrence med Kina, som også udspiller sig økonomisk, teknologisk og diplomatisk, bliver dermed også den overordnede rammebetingelse for NATO i årene frem. Hvis NATO skal komme styrket ud på den anden side, er det derfor nødvendigt, at de europæiske NATO-medlemsstater først og fremmest leverer på løfter om at øge forsvarsbudgetter og løfter mere i forhold til eget nærområde og afskrækkelsen af Rusland. Samtidig skal de dog også være i stand til at sende militære bidrag til USA i Indo-Pacific.
Det har konkrete implikationer for mindre europæiske NATO-medlemsstater som Danmark, når alliancens vigtigste – og militært afgørende – medlem, USA, retter fokus mod Indo-Pacific og Kina. Det er som nævnt endnu uklart, hvilke konkrete krav og forventninger Washington stiller til de europæiske allierede i forhold til militært engagement i Indo-Pacific. Flere lande, herunder Storbritannien og Tyskland, har sendt en fregat afsted de senere år og senest har Norge bestemt at sende en fregat i 2025, som skal sejle med en britisk hangarskibsgruppe.36 Det er derfor ikke usandsynligt, at den danske regering på et tidspunkt også beslutter at sætte et militært aftryk.
Hvis det danske Forsvar fremadrettet skal engagere sig med USA uden for Europa og Arktis, er der derfor stor sandsynlighed for, at det bliver i Indo-Pacific. Her gælder det om at være bedst muligt forberedt, hvis det danske Forsvar skal kunne agere og kalibrere deployeringen af dansk militær kapacitet strategisk og proaktivt. Det første skridt er taget, da det i september 2024 blev besluttet at sende en dansk stabsofficer til den amerikanske Indo-Pacific kommando på Hawaii, hvorfra vedkommende over de næste tre år skal være fortrop i dansk forsvars videns- og kompetenceopbygning på Indo-Pacific.37
Noter
[1] Såkaldt “near-peer competitor” – jf. f.eks. Terri Moon Cronk, “Top Intelligence Chiefs Testify on Global Threats,” DoD News, U.S. Department of Defence, 10. maj 2022, Top Intelligence Chiefs Testify on Global Threats > U.S. Department of Defense > Defense Department News; Alexander Bergh, “Balancing American Strategy in An Age of Near-Peer Competition,” Foreign Analysis, 1. marts 2024, Balancing American Strategy In An Age Of Near-Peer Competition - Foreign Analysis
[2] “Defending the homeland, paced to the growing multi-domain threat posed by the PRC” angives således som første prioritet i den amerikanke forsvarsstrategi fra 2022, hvor Kina også omtales som “our most consequential strategic competitor and the pacing challenge for the Department of Defense” – jf. Fact Sheet: 2022 National Defense Strategy, Washington, DC: Department of Defense, The White House, 28. marts 2022, NDS Fact Sheet (defense.gov). For yderligere ang. den forestillede fremtidige krig, som der planlægges efter i Washington, se Henrik Breitenbauch og Lise W. Christensen, Fremtidens krige og konflikter i et strategisk perspektiv – Forsvars- og sikkerhedspolitiske implikationer for Vesten og Danmark. DJØF Forlag og Center for Militær Studier, 2022, ss. 49-53.
[3] Se fx Lise Wiederholt Christensen, Amerikansk forsvars- og sikkerhedspolitik i forandring, DJØF Forlag og Center for Militær Studier, 2023, ss. 21-23.
[4] Jf. f.eks. Michael Raska “The sixth RMA wave: Disruption in Military Affairs?” Journal of Strategic Studies, Vol. 44, Nr. 4, 2021, ss. 456-479; Elsa B. Kania, “China’s quest for quantum advantage—Strategic and defense innovation at a new frontier,” Journal of Strategic Studies Vol. 44, Nr. 6, 2021, ss. 922-952.
[5] Se f.eks. NATO Allied Command Transformation. Empowering NATO’s Multi-Domain Operation Through Digital Transformation, 16. oktober 2023, Empowering NATO's Multi-Domain Operations Through Digital Transformation - NATO's ACT.
[6] Jf. Shannon Tiezzi, “NATO Summit Takes Aim at China,” The Diplomat, 12. juli 2023, NATO Summit Takes Aim at China – The Diplomat
[7] “The People’s Republic of China’s (PRC) stated ambitions and coercive policies continue to challenge our interests, security and values” (art. 4); “The PRC has become a decisive enabler of Russia’s war against Ukraine through its so-called “no limits” partnership and its large-scale support for Russia’s defence industrial base” (art. 26) – jf. NATO, Washington Summit Declaration, 10. juli 2024, NATO - Official text: Washington Summit Declaration issued by NATO Heads of State and Government (2024), 10-Jul.-2024
[8] Jf. f.eks. NATO, Press conference by NATO Secretary General Jens Stoltenberg following the meeting of NATO Ministers of Defence in Brussels, 15. februar 2024, NATO - Opinion: Press conference by NATO Secretary General Jens Stoltenberg following the meetings of NATO Ministers of Defence in Brussels, 15-Feb.-2024
[9] Suzanne Lynch, “Hold China responsible for helping Russia, Danish PM says,” POLITICO, 25. september 2023, Hold China responsible for helping Russia, Danish PM says – POLITICO
[10] Jf. f.eks. Elbridge A. Colby & Alex Velez-Green, “Opinion: To avert war with China, the U.S. must prioritize Taiwan over Ukraine,” Washington Post, 18. maj 2023, Opinion | The United States should prioritize Taiwan over Ukraine - The Washington Post
[11] Zdenêk Rod, NATO’s expanding role in the Indo-Pacific, CEIAS Insights, 14. august 2024, NATO's expanding role in the Indo-Pacific - CEIAS
[12] U.S. Department of Defense, Defense Official Says Indo-Pacific Is the Priority Theater; China Is DOD's Pacing Challenge, 9. marts 2022, Defense Official Says Indo-Pacific Is the Priority Theater; China Is DOD's Pacing Challenge > U.S. Department of Defense > Defense Department News
[13] Det kinesiske militær er ikke som det amerikanske militær til stede i hele verden, men har fokus på eget nærområde, hvor det i stigende grad udfordrer det amerikanske – jf. U.S. Department of Defence, Military and Security Developments involving the Peoples Republic of China. 2023 Annual Report to Congress, 2023, https://media.defense.gov/2023/Oct/19/2003323409/-1/-1/1/2023-MILITARY-AND-SECURITY-DEVELOPMENTS-INVOLVING-THE-PEOPLES-REPUBLIC-OF-CHINA.pdf.
[14] Jf. Luke A. Nicastro, U.S. Defense Infrastructure in the Indo-Pacific: Background and Issues for Congress. Washington, DC.: Congressional Research Service, juni 2023, s. 47-51, U.S. Defense Infrastructure in the Indo-Pacific: Background and Issues for Congress.
[15] Det var vel at mærke Trump, der i sin første periode udgav Indo-Pacific-strategien, som understregede, at konfrontationen med Kina skulle vindes primært ved at styrke alliancer og partnerskaber – jf. Derek Grossman, The State—and Fate—of America's Indo-Pacific Alliances, RAND Brief, 1. november 2024, The State—and Fate—of America's Indo-Pacific Alliances | RAND
[16] Den første økæde er et begreb, der bruges til at beskrive landefaciliteter ud for den kinesiske kystlinje i det vestlige Stillehav, der strækker sig hele vejen fra den sydligste japanske øgruppe, Ryukyu-øerne, i nordøst til den malaysiske halvø i sydvest. Det involverer således Japan, Taiwan og staterne med kystlinje til det Sydkinesiske Hav som Filippinerne og Indonesien. Den anden økæde strækker sig længere mod øst, startende i Japan og løber gennem Guam – se f.eks. Andrew Erickson og Joel Wuthnow, "Barriers, Springboards and Benchmarks: China Conceptualizes the Pacific 'Island Chains.'", The China Quarterly 255, 2016, ss. 1-22, https://doi.org/10.1017/S0305741016000011
[17] Camilla T. N Sørensen og Jesper S. Thomsen, Indo-Pacific: Betydning for Europa, Danmark og Dansk Forsvar, København: Forsvarsministeriet, 2022, -indopacific_rapport_050522-.pdf (fmn.dk)
[18] Det kinesiske militærbudget er seksdoblet siden 2000, og er i dag på ca. 250-300 milliarder USD, hvilket betyder, at Kina har verdens andenstørste militærbudget efter det amerikanske på ca. 900 milliarder USD og at Kinas militærbudget er større end de øvrige regionale staters lagt sammen – jf. f.eks. SIPRI Military Expenditure Database, https://www.sipri.org/databases/milex
[19] For en grundig gennemgang af de kinesiske kapaciteter, se U.S. Department of Defence, Military and Security Developments involving the Peoples Republic of China. 2023 Annual Report to Congress, 2023, https://media.defense.gov/2023/Oct/19/2003323409/-1/-1/1/2023-MILITARY-AND-SECURITY-DEVELOPMENTS-INVOLVING-THE-PEOPLES-REPUBLIC-OF-CHINA.pdf.
[20] Jf. Fabian-Lucas Romero Meraner, “China’s Anti-Access/Area-Denial Strategy” The Defense Horizon Jounal, 9. februar 2023, China’s Anti-Access/Area-Denial Strategy - TDHJ.org
[21] F.eks. U.S. Department of Defence, U.S. Partners Mark Third Year of AUKUS Partnership, 17. september 2024, U.S., Partners Mark Third Year of AUKUS Partnership > U.S. Department of Defense > Defense Department News; Victor Cha m.fl., The Camp Davis US-Japan-Korea Trilateral Summit, CSIS Exchange, 23. august 2023, The Camp David U.S.-Japan-Korea Trilateral Summit: An Exchange among CSIS Japan and Korea Chairs
[22] Der er fra 2021 afsat 11 mia. USD til opbygning og modernisering af militær infrastruktur på Guam, der bl.a. i 2026 forventes at huse omkring 5000 marinesoldater og tjene som et strategisk træningscenter – se Laura Zhou, ”US adds nuclear-powered submarine to Guam outpost as China rivalry grows,” South China Morning Post, 27. marts 2024, US adds nuclear-powered submarine to Guam outpost as China rivalry grows | South China Morning Post. For de nye baser i Filippinerne, se U.S. Department of Defence, Philippines, U.S. Announce location of four New EDCA Sites, 3. april 2023, Philippines, U.S. Announce Locations of Four New EDCA Sites > U.S. Department of Defense > Release
[23] Carter Johnston, “RIMPAC 2024 Kicks off in Honolulu, Hawaii,” Naval News, 28. juni 2024, RIMPAC 2024 Kicks Off In Honolulu, Hawaii - Naval News
[24] Karen Lema og Poppy Mcpherson, “Exclusive: US keeps missile system in Philippines as China tension rise,” Reuters, 20. september 2024, Exclusive: US keeps missile system in Philippines as China tensions rise | Reuters
[25] Jf. Amber Wang, “What does the US HIMARS deployment to Southern Japan mean for China?” South China Morning Post, 26. november 2024, What does the US Himars deployment to southern Japan mean for China? | South China Morning Post
[26] Som det også fremgik af Trump-administrationens Indo-Pacific strategi, der først blev lækket for senere at blive afklassificeret og offentliggjort, så anses det for afgørende, at USA kan "devise and implement a defense strategy capable of, but not limited to: (1) denying China sustained air and sea dominance inside the 'first island chain' in a conflict; (2) defending the first island chain nations, including Taiwan; and (3) dominating all domains outside the first island chain” https://www.abc.net.au/news/2021-01-12/details-of-trump-administrations-indo-pacific-strategy-revealed/13052216. Der er ikke tegn på, at der er ændrede prioriteter under Biden-administrationen, men der spores en udbredt opfattelse af, at det haster, og at det amerikanske militær er mere presset i regionen end hidtil erkendt – se f.eks. U.S. Department of Defence, Military and Security Developments involving the Peoples Republic of China. Annual Report to Congress, 2023, 2023 Report on the Military and Security Developments Involving the People's Republic of China (CMPR) (defense.gov)
[27] The White House, U.S. Indo-Pacific Strategy, 22. februar 2022, U.S.-Indo-Pacific-Strategy.pdf (whitehouse.gov)
[28] Se f.eks. NATO Allied Command Transformation, Regional Perspectives Report on the Indo-Pacific. Strategic Foresight Analysis, 2022, regional-perspectives-2022-07-v2-2.pdf
[29] Jf. NATO, Relations with partners in the Indo-Pacific, 16. juli 2024, NATO - Topic: Relations with partners in the Indo-Pacific region; USIP Expert Study Group on NATO and Indo-Pacific Partners, Report of the Expert Study Group on NATO and Indo-Pacific Partners, 19. februar 2024, report-expert-study-group-nato-indo-pacific-partners.pdf
[30] Ken Moriyasu, “NATO to launch 4 projects with Indo-Pacific partners, including AI and cyber,” Nikkei Asia, 10. juli 2024, NATO to launch 4 projects with Indo-Pacific partners, including AI and cyber - Nikkei Asia
[31] Jf. Antoine Bondaz, Military Presence and Defence Diplomacy. Defending sovereignty and promoting stability in the Indo-Pacific, The Foundation for Strategic Research: Fact Sheet No. 4, september 2023, No.4, Military presence and defence diplomacy.pdf
[32] ABC News, Russian and Chinese bombers intercepted off of Alaska, 25. juli 2024, Russian and Chinese bombers intercepted off of Alaska - ABC News (go.com); Alexander Marrow, “Russia and China start naval exercise in Sea of Japan” Reuters, 21. september 2024, Russia and China start naval exercises in Sea of Japan, agencies report | Reuters
[33] F.eks. Stuart Lau og Laura Kayali, “Marcon blocks NATO outpost in Japan amid Chinese complaints,” POLITICO, 7. juli 2023, Macron blocks NATO outpost in Japan amid Chinese complaints – POLITICO
[34] Chinese Ministry of Foreign Affairs, Foreign Ministry Spokesperson Lin Jian’s Regular Press Conference, 11. juli 2024, Foreign Ministry Spokesperson Lin Jian’s Regular Press Conference on July 11, 2024_Ministry of Foreign Affairs of the People's Republic of China (fmprc.gov.cn)
[35] Jf. Prashanth Parameswaran, Risng Global South Discontent Amid Strategic Competition in the Indo-Pacific and Beyond, Wilson Center, 9. august 2024, Rising Global South Discontent Amid Strategic Competition in the Indo-Pacific and Beyond | Wilson Center
[36] Jan Kalvig, “Norwegian Frigate to Sail with British Carrier Group in the Indo-Pacific,” Defence and Intelligence Norway, 8. august 2024, https://www.etterretningen.no/tag/indo-pacific/
[37] Andreas Just, “Danmark tager første skridt mod at involvere sig i stormagters konflikt på den anden side af jorden,” DR, 8. oktober 2024, Danmark tager første skridt mod at involvere sig i stormagters konflikt på den anden side af Jorden | Indland | DR