Billede: Wikemedia Commons: Ukraines National Guard på jagt efter russike droner (2023-12-21).
Af Alexander With, orlogskaptajn og militæranalytiker på Center for Værnsfælles Operationer ved Forsvarsakademiet.
Every war is different. Every war is the same. Således beskriver marinesoldaten Anthony Swofford i bogen ”Jarhead” det forhold oprindeligt beskrevet af Clausewitz, at hvor alle krige har sine egne unikke karakteristika, er der også forhold, der går igen i krig efter krig.
Ukrainekrigen er ikke blot den største konventionelle krig i årtier. Den er også et laboratorium, hvor nye våbensystemer bliver testet, doktriner afprøves og udvikles, og hvor de krigsførende lande bliver testet på økonomi, produktion og menneskelige ressourcer. Et laboratorium, der naturligvis påvirker NATO som militær alliance. Ukrainekrigen giver et indblik i, hvordan krigsførelsen har ændret sig siden tidligere krige, og den fungerer som en krystalkugle, der kan give indikationer på, hvordan fremtidens krige kan se ud. Det er derfor en nødvendighed for NATO’s militære styrker at studere Ukrainekrigen og implementere læring derfra. Samtidig vil der, som nævnt af Anthony Swofford, være elementer, der er unikke for Ukrainekrigen. Hvis Ukrainekrigen er en krystalkugle, der kan vise fremtidens krigsførelse, er det en uklar krystalkugle. Det er derfor afgørende at diskutere, hvilke forhold fra Ukrainekrigen, som vil gøre sig gældende for NATO – og hvilke der ikke vil det. Winston Churchill sagde engang, at jo længere man kan se tilbage, jo længere kan man også se frem. For at forsøge at mindske risikoen for at fejltolke Ukrainekrigen, vil artiklen derfor søge at perspektivere nuværende tendenser med krigshistoriske eksempler.
Ukrainekrigen er stadig i gang, og man kunne derfor argumentere for, at man skal passe på med at foretage større ændringer i de militære styrker på et ufuldstændigt grundlag. Som en kattekilling der jagter en garnnøgle, kunne man risikere at rende efter den seneste trend, før man kan se denne i et større perspektiv. Modargumentet til dette er, at man ikke har tid til, at vente på krigens afslutning, før man begynder at lære af den. Hvis statsministeren har ret i, at Ukraine måske kun er et delmål for Rusland og ikke en endestation1, vil det være rettidig omhu at være klar til fremtidens krige, senest når krigen i Ukraine slutter. Der kan derfor være et vist tidspres i forhold til at drage læring fra Ukrainekrigen. Det er svært at definere, hvor stort dette tidspres er, da det kommer an på en række præmisser, såsom hvornår Ukrainekrigen slutter og hvor store tab Rusland vil have lidt til den tid. I den ene ende vurderer den tyske forsvarsminister, Boris Pistorius, at Rusland kan angribe NATO om fem til otte år.2 I den anden ende vurderer den norske forsvarschef, Eirik Kristoffersen, at Rusland kan angribe Norge om et til tre år, og at tiden er ved at løbe ud, hvis Norge skal nå at opbygge sit forsvar, inden det er for sent.3 Denne artikel vil ikke beskæftige sig med hvilke trusselsvurderinger, der er mest realistiske, men blot konstatere at der er stor usikkerhed omkring spørgsmålet, og at såfremt de mest alvorlige vurderinger skulle stå til troende, stiller det krav om en vis sense of urgency i forhold til at opbygge NATO’s styrker.
Denne artikel vil beskrive fire læringspunkter fra Ukrainekrigen, der også kan være gældende, hvis NATO og dermed også Danmark skulle komme i krig med Rusland. Læringspunkterne har det til fælles, at de alle udfordrer eksisterende dele af doktrinen, organisationen og anvendelse af teknologi i flere NATO lande, herunder ikke mindst i Danmark. Disse elementer udgør den inderste cirkel i krigsførelsens kredsløb4, og der er således noget, der tyder på, at man bør opdatere elementer i sin doktrin, organisation og teknologi for at imødekomme læring fra Ukrainekrigen. Artiklens format betyder, at der er læringspunkter fra Ukrainekrigen, som er udeladt. Artiklen skal derfor ikke ses som det endegyldige svar på, hvordan et opdateret kredsløb bør se ud, men som en del af en forhåbentligt tiltagende debat. Af samme grund anvendes krigsførelsens kredsløb ikke som analysemodel for artiklen. I stedet analyseres enkelte tendenser hver for sig og ikke i samspil med hinanden.
Artiklens læringspunkter er, at moderne våben med visse undtagelser som droner, er blevet dyrere og tager længere tid at producere, hvorfor fremtidens krige skal kæmpes med det materiel, som man allerede har på hylden. Droner vil derimod få en større rolle på slagmarken end i dag. Ukrainekrigen har også bekræftet det historiske mønster, at det er svært at kæmpe en længere konventionel krig uden at basere sit forsvar på værnepligtige. Endelig har Ukrainekrigen vist, at det i lighed med Første Verdenskrig er blevet udfordrende at lave manøvrekrig, da den teknologiske udvikling har gjort det sværere, at angribe hurtigt og overraskende. NATO vil blive nødt til at tage højde for disse læringspunkter i den kommende styrkeopbygning og doktrinudvikling. Artiklen vil derfor diskutere, hvordan Ukrainekrigen har ændret slagmarken, og hvad det betyder for NATO.
Man udkæmper krigen med det materiel, man allerede har på hylden
Store konventionelle krige har altid haft betydelige konsekvenser i form af ofre i menneskeliv, økonomiske resurser og tabt krigsmateriel, og længerevarende krige er som regel blevet vundet af den side, der havde de fleste økonomiske og menneskelige ressourcer. Den militære sejr går langt fra altid til den side, der var militært stærkest ved krigsudbruddet, men derimod til den side, der kunne mobilisere flest soldater og producere mest materiel i løbet af krigens forløb.5 Der er imidlertid noget der peger på, at dette forhold er ved at ændre sig. Moderne våbensystemer er blevet så komplekse, at det tager lang tid at producere dem. Fly, krigsskibe og kampvogne tager ofte flere år at bygge selv i få antal. Meget af den type ammunition, der har vist sig mest effektivt i Ukraine såsom HIMARS-raketter og Javelin-panserværnsvåben, tager så lang tid at producere, at våbenindustrien ikke kan følge med krigens forbrug.6 Selv hvis NATO skulle forøge sin produktionskapacitet betydeligt, er moderne våbensystemer ofte så komplekse, at de stadig vil være tidskrævende at producere. En fremtidig forøgelse af kapaciteten vil derfor sandsynligvis påvirke volumen mere end hastigheden i produktionen. De våbensystemer og den ammunition, som tager længst tid at producere, vil man gradvist løbe tør for i en længere krig, og selv i korte krige, kan man risikere at løbe tør for kritisk ammunition, hvis man ikke har tilstrækkelige lagre. Det oplevede de europæiske NATO lande under bombekampagnen i Libyen i 2011, hvor især laserstyrede præcisionsbomber blev en mangelvare på under en måned.7
I Ukrainekrigen startede begge sider med betydeligt materiel, men hvor Ukraine i dag er afhængigt af vestlige våbendonationer, er Rusland nødsaget til at istandsætte ældre og ældre erstatningskampvogne fra deres lagre. På trods af hjælp fra deres støtter, er ingen af landenes våbenindustrier i stand til at opveje de tab, de tager på slagmarken. Undtagelsen er de mere simple våbensystemer såsom droner og artilleriammunition, der enten kan købes på verdensmarkedet, doneres af partnere eller hurtigt produceres lokalt. Dette peger på, at militære styrker i længerevarende storkrige vil ændre deres sammensætning og udrustning. Avancerede våbensystemer, der tager lang tid at producere, vil i løbet af krigen blive erstattet af simple og masseproducerede systemer.
Denne udvikling vil blive forstærket af, at stormagter med langtrækkende præcisionsvåben, cyberangreb og sabotage vil kunne ramme dele af modstanderens våbenproduktion, ligesom angreb imod infrastruktur vil kunne påvirke samfundets overordnede evne til at understøtte en våbenindustri. I Ukrainekrigen har særligt russerne anvendt denne strategi. Udover at våbenes rækkevidde og præcision er blevet større, er det nye i forhold til for eksempel Anden Verdenskrig, at man ikke er lige så afhængig af at have luftoverlegenhed for at lave strategisk bombning.
Ukrainekrigen har set begge parter have svært ved, at operere i hinandens luftrum med flystyrker, men samtidig have betydelig evne til at angribe mål dybt inde i modstanderens lande med droner og fly. Det skal ikke forstås sådan, at man kan nedlægge modstanderens våbenproduktion fuldstændigt. Trods russiske angreb har den ukrainske våbenindustri været voksende i løbet af hele krigen. Men man kan forsøge at ramme udvalgte dele af industrien og jo mere avancerede våbensystemer, der produceres, jo mere sårbare er de også over for angreb og politisk indblanding af deres forsyningskæde. Dette skyldes, at avancerede våbensystemer består af komponenter leveret af en lang række underleverandører, ofte fra flere forskellige lande. Eksempelvis bliver langt størstedelen af verdens avancerede mikrochips produceret i Taiwan8, mens Kina til gengæld kontrollerer størstedelen af verdens sjældne metaller, som bruges i stort set alt avanceret teknologi.9 Det er let at forestille sig, hvordan disse monopollignende tilstande kan påvirkes af storpolitik og handelssanktioner. Rusland har for eksempel set sin produktion af kampvogne besværliggjort af, at Vestens sanktioner i perioder har skabt mangel på kuglelejer og optisk udstyr.10
Man kunne argumentere for, at verdens stormagter vil gå i en retning med større strategisk autonomi, for netop at undgå sådanne logistiske udfordringer. Præsident Biden besluttede, at USA skulle styrke sin egen produktion af mikrochips ved at bygge en fabrik i Arizona. Det er også besluttet, at man vil bygge den første microchipsfabrik i Europa. I praksis er vejen dog lang. Fabrikken i Arizona er for eksempel blevet ramt af problemer med såvel mangel på funding som mangel på kvalificeret arbejdskraft, og projektet er blevet udskudt.11 Såfremt USA vil opnå strategisk autonomi, vil det kræve langt mere vidtgående beslutninger, end noget der endnu har været diskuteret, ligesom det vil tage årevis. For Europa og Rusland, der ikke har USA’s styrke og som har et endnu lavere udgangspunkt, er det spørgsmålet, om det overhovedet kan lade sig gøre.
Erkendelsen af at i hvert fald nogle våbensystemer og ammunitionstyper ikke vil blive erstattet hurtigt nok i løbet af en krig, leder til to indledningsvise konklusioner. For det første stiller det krav om, at have kritisk materiel, ammunition og reservedele på lager i tilstrækkelig mængde. Krigsbeholdning må erstatte civile ressourcestyringsprincipper som just enough, just in time. Her kunne man med fordel finde inspiration i Finland, der er blevet omtalt som Nordens prepper-nation og som i sine skove har beredskabslagre til forskellige kriser med blandt andet ammunition.12 Et andet interessant eksempel er et norsk-amerikansk samarbejde, hvor nordmændene i en underjordisk base opbevarer nok amerikanske våben og køretøjer til, at kunne udruste en brigade amerikanske marineinfanterister på 9.000 mand.13
For det andet må man søge at mindske sårbarheden for ens kritiske materiel, da det kan være vanskeligt at erstatte igen. Det vil omvendt være attraktivt for en modstander, at forsøge at opnå en fordel i starten af krigen, gennem et overraskelsesangreb imod netop det kritiske materiel. Dette var den japanske strategi med Pearl Harbor angrebet mod den amerikanske flåde under Anden Verdenskrig.14 Det var også det israelske luftvåbens strategi under Seksdageskrigen i 1967, hvor de israelske kampfly ødelagde sine modstanderens fly, mens disse stadig var parkeret på deres baser. Krigen varede seks dage, men det israelske luftvåben vandt den på seks timer.15 For at undgå store tab i et fjendtligt overraskelsesangreb, kan man forbedre evnen til varsling og hurtig flytning af vigtige enheder. Dette lykkedes for Ukraine i starten af krigen. Rusland gennemførte omfattende præcisionsangreb imod det ukrainske luftforsvar, der imidlertid var blevet varskoet af partnerlande, og i sidste øjeblik havde flyttet til nye lokationer. Mange russiske missiler ramte derfor steder, hvor det ukrainske luftforsvar havde været, men ikke længere var.16
Særligt fly og skibe er sårbare, når de opholder sig på deres faste lokationer, for at blive genforsynet eller modtage reparationer. Dette ses også i Ukrainekrigen, hvor Rusland har mistet flere skibe til ukrainske Storm Shadow missiler, mens skibene lå på værft i Sevastopol. For at mindske denne sårbarhed, kan man anvende gamle dyder for passiv beskyttelse som spredning og skjul. Ved at forberede og øve evnen til at operere fra flere forskellige flådestationer og flyvestationer, eller civil infrastruktur som havne og lufthavne, kan de blå værn mindske deres sårbarhed og øge deres fleksibilitet. Her kan man finde inspiration i Søværnets håndtering af lignende forhold under Den Kolde krig. Dengang var planen, at mobile kystbatterier i en tidlig fase skulle forlade deres depoter og holde sig skjult, indtil de skulle afskyde deres missiler. Hjemmeværnet skulle hjælpe med at bevogte og eskortere dem. Et andet eksempel var Søværnets Mobile Base (MOBA). Denne havde blandt andet en logistikenhed, der kunne udføre mobil genforsyning og værkstedsreparation af torpedobådene.17 Disse løsninger fra Den Kolde krig kan næppe kopieres 1:1, da teknologien og trusselsbilledet har ændret sig, men de kan tjene til inspiration til, hvordan man kan forsøge at mindske kritiske våbensystemers sårbarhed og øge deres fleksibilitet.
Droners betydning på den moderne slagmark
Allerede i 2008 begyndte amerikanske Reaper-droner at spille en vigtig rolle i den såkaldte krig mod terror (2001-), og Nargorno-Karabakh krigen mellem Armenien og Azerbaijan i 2020 var på mange måder et forvarsel om, at dronernes rolle kun ville blive større.18 Men særligt Ukrainekrigen har i stor skala vist droners vigtighed på den moderne slagmark. Allestedsværende overvågningsdroner gør det svært at foretage overraskende manøvrer, og når først fjenden er lokaliseret, er forskellige angrebsdroner en præcis og billig måde at beskyde ham på. Således har to tredjedele af de russiske kampvognstab i perioder været forårsaget af såkaldte first-person-view (FPV) droner.19 Droner leverer effektiv overvågning og ildstøtte, men deres største fordel er, at de er billige og kan erstattes. I 2023 mistede Ukraine eksempelvis omkring 10.000 droner om måneden20, mens Ukraine i 2024 regner med at producere over halvanden million droner og satser på at producere op til fire millioner droner i 2025.21
Ukrainekrigens anvendelse af droner til støtte for landoperationer har set et våbenkapløb om, hvem der kan have flest og mest effektive droner i luften. I dette våbenkapløb anvender ukrainerne forskellige dronetyper til at supplere hinanden. Der er de billige masseproducerede droner af typen, der kan købes i et byggemarked, som kan smide en granat ned i en skyttegrav eller overvåge et mindre område. Mere avancerede droner er udviklet til rent militære formål, herunder overvågningsdroner eller droner udstyret med våben, der fra luften kan beskyde mål på landjorden. På landjorden bruger ukrainerne en slags dronekøretøjer, der kan have forskellige typer af bevæbning. Endelig er der de såkaldte selvmordsdroner, der virker ved at flyve ind i et mål og eksplodere ved anslag. Ukrainekrigen har vist, at de forskellige typer droner komplementerer hinanden i forhold til, hvilke opgaver de kan løse. Nogle droner er meget avancerede, mens andre er billige og nemt kan erstattes.
Et andet våbenkapløb har været, hvem der bedst kan beskytte sig imod fjendens droner. Russerne har forsøgt sig med såkaldte turtle-tanks, hvor kampvogne og andre pansrede køretøjer bliver udstyret med ekstra pansring eller udstyr til elektronisk krigsførelse, der skal jamme indkommende droner.22 Også infanterister er blevet udstyret med mandbårne anti-drone våben. Metalgitre er blevet svejset over køretøjer til at standse selvmordsdroner, og net er blevet spændt ud over artilleristillinger, der har fungeret som en slags kombineret slørings- og beskyttelsesnet. Køretøjer med specialdesignede maskinkanoner eller missiler bliver anvendt til at skyde droner ned. Her har den ældre tyske Flakpanzer Gepard fra 70’erne vist sig effektiv.23 I luften har man anvendt kampfly til at nedskyde droner som de iranske Shahed droner, som russerne anvender imod ukrainsk infrastruktur. Endelig har man forsøgt at beskytte sig gennem doktrinændringer og passiv beskyttelse. Især spredning, og skjul og sløring imod trusler fra luften, har været vigtige tiltag for at overleve i dronekrigen.
De to nævnte våbenkapløb vil også gøre sig gældende for NATO og dermed Danmark i en potentiel fremtidig krig, og særligt NATO’s hærstyrker bør allerede nu implementere læring fra dem. Der vil blive brug for forskellige typer droner, herunder både de avancerede og dem hvis største fordel er, at man har råd til at miste dem i stort antal. Det sidste stiller krav om lagerbeholdninger med mange droner, der kan ”ofres”, samt sikrer den materielle forsyningskæde, således at industrien hurtigt kan levere yderligere droner i krigstid. Hærstyrkernes doktrin bør allerede nu tage højde for forskellige måder at beskytte sig på gennem passiv beskyttelse, og der bør indkøbes forskellige våben, der kan nedskyde droner. Her vil det være vigtigt at have et lagdelt forsvar, således at man vil kunne forsvare sig imod forskellige dronetyper med forskellige våben. Endelig vil man se en udvikling, hvor såvel droner som anti-drone våben bliver nødvendigt standardudstyr i stadigt mindre enheder som kompagni og delingsniveau, i takt med at dronetruslen stiger.
Også til søs har droner vist sig effektive. Ukraine har uden at have egen flåde, kunnet ødelægge over en tredjedel af den russiske sortehavsflåde og tvunget resten af de russiske krigsskibe i Sortehavet i defensiven.24 Dette har ukrainerne gjort primært ved brug af overfladedroner og missiler. Denne imponerende bedrift kan være en indikation af, hvor stor en rolle droner kan have i fremtidige søkrige. Sortehavet er et næsten lukket indhav, med kanaliserende adgangsveje, korte kampafstande og få steder at gemme sig. Som et skydetelt, som alle kan skyde ind i og som det er svært at komme ud af. På den måde minder Sortehavet på mange måder om Østersøen, og det vil derfor være relevant for NATO’s Østersølande at drage læring fra søkrigen i Ukraine. Et læringspunkt er, at overfladefartøjer i et operationsmiljø som Østersøen er sårbare over for droner og missiler affyret fra kysten. Skal man operere i sådant et miljø, gælder det derfor om at kunne mindske denne sårbarhed. Her kunne man lade sig inspirere af det svenske søværn, der med mindre fartøjer, stealth-korvetter og ubåde vil være sværere at opdage og beskyde for en modstander end skibe som for eksempel fregatter.
Den maritime droneteknologi er stadig i sin spæd og selvom de ukrainske overfladedroner har vist sig farlige i Sortehavet, har de stadig være relativt simple designs. Når teknologien modnes, vil droner blive endnu mere effektive. I princippet kan modsystemer imod droner udvikle sig hurtigere end dronerne selv, men indtil nu har den teknologiske udvikling favoriseret dronerne i dette våbenkapløb. Dette skyldes især, at dronerne har den fordel, at de er billigere at producere end de i forvejen dyre våbensystemer, som man med modsystemer forsøger at beskytte, samt at dronerne oftere end de fleste andre våbensystemer kan mistes uden tab af menneskeliv. Disse fordele er svære at fjene gennem modsystemer, om end våbenkapløbets natur betyder, at der vil være en konstant og kun delvis forudsigelig udvikling på begge sider. Derfor må man også formode, at modsystemer periodevist kan opnå overtaget.
Fremtidens stormagter vil potentielt kunne udvikle droner, der styret af AI, også kan operere effektivt under vandet, som en langtrækkende intelligent torpedo.25 Imidlertid har NATO været langsom til for alvor at satse på droner. Størstedelen af flåderne i NATO fokuserer stadig deres doktrin, udvikling og budgetter på konventionelle kapaciteter som krigsskibe. Eksempelvis vil den amerikanske flåde kun bruge 121 millioner dollars ud af et samlet budget på cirka 200 milliarder på at udvikle teknologi til ubemandede undervandsdroner i 2025. At bruge mindre end en tiendedel af én procent på at udvikle disse nye våben, er en klar indikation af, at den amerikanske flåde stadig prioriterer sine mere etablerede kapaciteter.26 Det vil være nødvendigt for NATO, ikke blot at følge med i den rivende udvikling på området, men også være klar til at implementere den løbende. Det er fx meningen, at Søværnets nye patruljeskibe skal have et modulært design, således at nye våbensystemer og sensorer nemt integreres i skibet. Her vil det være naturligt fra starten af tænke i droner, der opererer fra skibet ind i dets opgaveløsning. Eksempelvis har den norske kystvagt bestilt mindre overvågningsdroner til alle sine fartøjer.27 Når teknologien udvikler sig, herunder med kunstig intelligens, vil der kunne være et ræsonnement i at have forskellige former for kamp- og overvågningsdroner bredt fordelt på Søværnets krigsskibe, da dette vil kunne forøge ikke blot rækkevidden på våben og sensorer, men også mindske sårbarheden for moderskibet.28
Det er et gentagende mønster i krigshistorien, at ny teknologi ændrer måden, man fører krig på, og at dem der først formår at integrere deres eksisterende doktrin og materiel med den nye teknologi, vil have en fordel på slagmarken. NATO bør derfor ikke kun studere dronernes anvendelse i Ukrainekrigen, men også tidligere tiders succeser og fadæser med implementering af ny teknologi i eksisterende militære styrker. Her er der en klar historisk tendens. For at opnå en succesfuld implementering af ny teknologi, er det nødvendigt med større realistiske toparts-øvelser, der ikke foregår i hjemmevant terræn, samt tests der stresstester ens forventninger til koncepter, materiel og doktrin.
Kvantitet er en kvalitet i sig selv
Siden industrialiseringen har det været en tendens i krigshistorien til, at det er svært at kæmpe en større konventionel krig uden at basere sit forsvar på værnepligtige eller anden form for tvangsudskrevne soldater. Professionelle soldater er ofte bedre trænet og kan nemmere deployeres til missioner langt fra hjemlandet, men findes normalt i for lille et antal til den nedslidning, der forekommer i større krige. Uanset om man kigger på napoleonskrigene, den amerikanske borgerkrig, den fransk prøjsiske krig, første verdenskrig, anden verdenskrig eller vietnamkrigen har tendensen været, at de involverede parter har haft vanskelligt ved at kunne opstille tilstrækkeligt store styrker alene gennem anvendelsen af friviligellige soldater. De fleste involverede lande overgik derfor til værnepligtshære i løbet af længere krige. Undtagelser kan findes, men selv undtagelserne bekræfter problemet med at oprette tilstrækkeligt store styrker uden værnepligtige. Eksempelvis undlod Storbritanien under napoleonskrigene at anvende værnepligtige til hæren, men til gengæld bestod halvdelen af de britiske sømænd under slaget ved Trafalgar af sømænd, der var tvunget ind i flåden, da briterne ellers ikke kunne hverve nok frivilige.
I starten af Første Verdenskrig sendte Storbritannien sin veltrænede, men lille hær til Vestfronten, hvor den sammen med franskmændene skulle holde den tyske hær stangen. Tyskerne og franskmændene baserede i modsætning til briterne deres hær på værnepligtige, og kunne derfor opstille langt større styrker fra krigens start. Det britiske ekspeditionskorps kæmpede bravt, men løb hurtigt tør for professionelle soldater, hvorefter Storbritannien forsinket måtte omstille sig til en værnepligtshær.29 En lignende nedslidning er også forekommet i Ukrainekrigen, hvor begge sider har problemer med, at erstatte deres tab med nye soldater. I starten af krigen var den ukrainske hær relativt veltrænet, og havde en stor pulje af reservister med erfaring fra lavintensitetskrigen i Donbas, der havde været i gang siden 2014.30 Men efter snart tre års krig, er denne pulje af erfarne soldater blevet formindsket, og ukrainerne har set sig nødsaget til at indkalde stadigt flere værnepligtige. Russerne har også problemer med at skaffe nok soldater. Den russiske hær, der invaderede Ukraine, bestod primært af professionelle soldater, men måtte efter store tab fyldes op af mobiliseret personel, der i nogle tilfælde blev sendt til fronten efter kun få dages træning.31 Siden har den russiske modvilje mod at sende værnepligtige i krig i Ukraine betydet, at også Rusland har personelproblemer, og det er uvist, om Rusland kan blive ved med primært at udkæmpe krigen med kontraktsoldater, eller om de vil blive tvunget til at gennemføre yderligere mobilisering ved anvendelse af værnepligtige.
NATO-landene Norge, Finland, Sverige, Estland, Letland og Litauen er alle nået til den konklusion, at de bliver nødt til at basere deres militære styrker på værnepligtige. Også Danmark har for nylig besluttet at forøge værnepligtens rolle i Forsvaret. Præcis hvilke opgaver værnepligtige skal udføre, er endnu ikke fastlagt, men det vil give mening at lade værnepligten udgøre en central rolle i Danmark, ligesom i de andre nordiske lande og Østersølandene.32 Dette vil samtidig betyde, at NATO-landes forsvar endegyldigt overgår fra et fokus på ekspeditionsforsvar til territorialforsvar (dansk og allieredes territorium). Dette vil skulle forventningsafstemmes politisk og have indflydelse på NATO-landes engagement uden for NATO territorium. En værnepligtshær vil også have den fordel, at NATO landenes store problemer med rekruttering og fastholdelse bliver mindre. Eksempelvis kunne Hæren i Danmark under den kolde krig opstille fem brigader samt Bornholms Værn og en række selvstændige bataljoner33, mens man i dag har svært ved finde personel til en enkelt brigade. De NATO lande, der endnu ikke er overgået til en værnepligtshær, vil derfor blive nødt til at genintroducere denne, såfremt de gør sig forhåbninger om at kunne opstille større konventionelle styrker.
Manøvrekrig er blevet sværere, men hvad er alternativet?
Ukrainekrigen har indtil nu været kendetegnet ved, at frontlinjen i store dele af krigen har været næsten stationær. Bortset fra russernes invasion i krigens første dage, ukrainernes Kharkiv offensiv, og senest ukrainernes angreb ind i Kurskområdet, har der i skrivende stund ikke været nogle eksempler på, at det er lykkedes at gennembryde en frontlinje og rykke hurtigt frem i det hul, som gennembruddet har skabt. I stedet har krigen været præget nedslidning og kampe om stillinger, der på mange måder minder om Vestfronten i Første Verdenskrig med skyttegrave, hindrelinjer, langsom fremrykning med store tab og artilleriets dominans.34 Fraværet af manøvrekrig skyldes dog ikke, at de stridende parter ikke har forsøgt det. Under ukrainernes sommeroffensiv blev deres vestligt-donerede kampvogne standset i de russiske minefelter, og russerne lavede senere det ene mislykkede kampvognsangreb efter det andet i Adiivka-området. Der kan være mange årsager til, at succesfuld manøvrekrig har været næsten fraværende i Ukrainekrigen, og nogle af disse årsager kan ikke nødvendigvis overføres til andre krige. Eksempelvis kunne man argumentere for, at NATO med sine avancerede flystyrker har helt andre muligheder for at påvirke en modstanders sammenhæng i sin forsvarskamp, eller gennem direkte flystøtte hjælpe landtropperne med at foretage et gennembrud end ukrainerne. Effektiv støtte mellem landtropper og flystyrker var for eksempel en integreret del af tyskernes Blitzkrieg under Anden Verdenskrig, der netop var kendetegnet ved hurtige gennembrud af modstanderens linjer. Russernes gennembrud ved Avdiivka blev også gjort muligt ved, at russiske fly med svævebomber mørnede ukrainernes linjer, om end gennembruddet gik så langsomt, at ukrainerne kunne nå at stabilisere frontlinjen længere tilbage.
Selvom Ukrainekrigen kan have karakteristika, der er unikke for den, er det dog tydeligt, at det er blevet sværere at anvende pansrede styrker. På den moderne kampplads er der simpelthen blevet flere våben, der kan ødelægge en kampvogn eller en pansret mandskabsvogn. Panserminer kan hurtigt og billigt lægges i store minefelter, og selv hvis modstanderen rydder et spor i gennem minerne, kan en drone hurtigt lægge nye panserminer i dette. Når først de pansrede køretøjer kanaliseres eller standes i et minefelt, er de meget sårbare overfor moderne artilleri, der er både langtrækkende og præcist. På kortere afstande er man også sårbar overfor moderne panserværnsvåben som Javelin og NLAW. Et af de farligste våben er de tidligere nævnte FPV-droner, der med stor præcision kan ramme kampvognenes top, hvor pansringen er tynd. Endvidere betyder overvågningsdroner også, at det er svært at opnå overraskelse, hvilket derfor gør det vanskeligt for den angribende part at undgå at blive ramt af de fornævnte våbensystemer. Endelig har de fleste af de nævnte våbensystemer det til fælles, at de er billigere og hurtigere at producere, end de kampvogne de ødelægger. Analytikere har derfor set sig nødsaget til at spørge, hvorvidt kampvognen som våben på den moderne kamplads er ved at ”uddø”.35
Også i luften og til vands er det blevet sværere at lave overraskende og afgørende manøvrer. På trods af at begge parter startede krigen med luftbårne tropper, har luftlandsætninger været fraværende i det meste af krigen. Russernes luftlandsætning uden for Kyiv i starten af krigen endte med, at deres luftbårne tropper i operationen næsten blev udslettet, og siden har der ikke været nogle større luftlandsætninger. Ligeledes udeblev den sølandsætning på Ukraines sydkyst, som flere havde advaret imod før krigen.
Den moderne kampplads kan således sammenlignes med udviklingen fra anden halvdel af 1800 tallet og til Første Verdenskrig, hvor våbnenes rækkevidde og præcision blev stadig større, hvilket gjorde det sværere at manøvrere og foretage hurtige angreb. I samme periode diskuterede man, hvorvidt kavaleriet var forældet – hvilket det gradvist blev, men de fleste stormagter beholdt alligevel kavaleriet – blandt andet fordi de ikke kunne forestille sig, hvordan man ellers kunne lave manøvrer.
På trods af, at kampvognen er blevet mere sårbar, og at manøvrekrig generelt er blevet sværere at gennemføre, er der ikke noget attraktivt alternativ. Såvel skyttegravskrigene på Første Verdenskrigs Vestfront som Avdiivkafronten i Ukrainekrigen var begge præget af langsomme fremrykninger og store tab. Uden pansrede køretøjer er landmilitære operationer reelt set begrænset til den hastighed, som infanteriet kan angribe med. Dette er dels for langsomt til at opnå overraskelse eller effektive gennembrud, dels for farligt, da det langsomme infanteri vil være sårbart over for beskydning fra artilleri. Ukrainekrigen har derfor set begge parter anvende pansrede køretøjer og kampvogne i stor stil. Dette har medført store tab af disse typer materiel, og hvis det fortsætter længe nok, vil de løbe tør for kampvogne, da tabene langt overstiger produktionen i Rusland og NATO.
NATO-landenes hære står derfor i det dilemma, at kampvognen på den ene side er blevet sårbar, men at der på den anden side ikke er noget attraktivt alternativ. Man er kort sagt afhængigt af et våbensystem, der er sårbart og for dyrt til, at man kan erstatte sine tab i en længere krig. Man kan forsøge at mindske kampvognens sårbarhed gennem fx ekstra pansring og jamming af droner, hvilket russerne har gjort, men dronernes antal og effektivitet forøges også, hvorved dette våbenkapløb er svært at vinde for køretøjerne. Et andet alternativ er at gøre kampvognen billigere og nemmere at producere, således at man bedre kan holde til at miste dem. Kunstig intelligens og fjernstyrede køretøjer kan være et element i denne udvikling, da en stor del af kampvognens størrelse og pris skyldes, at der skal være plads til en besætning i den. Man kan også forbedre kampvognens chancer gennem en ændring af sin doktrin, herunder hvor meget støtte den får af andre våbenarter og af luftvåbenet. Ukraine har i Kurskoffensiven vist, at kampvognen stadig er en vigtig del af en succesfuld offensiv, og at dens sårbarhed mindskes dramatisk, når det lykkes at overraske modstanderen. Endelig er der den mulighed, at et helt nyt våbensystem vil overtage kampvognens rolle, men på kort sigt er det svært at forestille sig hvilket andet våben, der kan give samme kombination af manøvredygtighed, hastighed, ildkraft og pansring. Det er muligt, at tiden på et tidspunkt løber fra kampvognen, og at denne herefter må betegnes som et forældet våbensystem. En sådan udvikling vil næppe være pludselig, men ligesom med hestekavaleriets retræte fra slagmarken fra anden halvdel af 1800 tallet, være i form af en gradvis proces. NATO bør derfor løbende vurdere udviklingen, og være rede til at revurdere kampvognens rolle, i takt med at teknologien ændrer sig.
Konklusion
Ukrainekrigen er et laboratorium, som NATO og Danmark kan og bør studere for at drage konklusioner om fremtidig krigsførelse. Fremtidens krige vil langt hen ad vejen blive udkæmpet med det materiel, som man allerede råder over, da flere vigtige våbensystemer er blevet for komplekse til at kunne masseproduceres hurtigt. Der vil dog være undtagelser, herunder især droner, der gradvist vil fylde mere og mere på kamppladsen til lands, til vands og i luften. Uanset hvilke våben man baserer sig på, vil kvantitet være en kvalitet i sig selv. Masseproduktion, hvor det kan lade sig gøre, vil derfor være en faktor, ligesom det vil blive nødvendigt at basere meget af sine militære styrker på værnepligtige soldater. Endelig er manøvrekrig blevet vanskeligere, da pansrede køretøjer er blevet mere sårbare, men der findes ikke noget attraktivt alternativ, hvorfor fremtiden vil se forskellige forsøg på, at forbedre især kampvognens rolle på slagmarken – eller at finde et våbensystem der kan erstatte den.
Disse læringspunkter har vidtrækkende konsekvenser for NATO og særligt de europæiske NATO lande, der med få undtagelser kun har begrænsede lagre af våben, materiel og ammunition, en mindre forsvarsindustriel kapacitet end den russiske36, og mindre hære der fortrinsvist består professionelle soldater. Såfremt NATO skal kunne udkæmpe en større konventionel krig succesfuldt, vil det derfor være nødvendigt med reformer af såvel de militære styrker som den industri og de lagre, der skal understøtte dem.
Noter
[1] Crenzien, Kirstine. 2022. Statsministeren frygter, Ukraine kun er et delmål for Rusland – ikke endestationen. Altinget. https://www.altinget.dk/artikel/statsministeren-ukraine-er-kun-et-delmaal-for-rusland-ikke-endestationen
[2] Camut, Nicolas. 2024. Putin could attack NATO in ’5 to 8 years,’ German defense minister warns. Politico. https://www.politico.eu/article/vladimir-putin-russia-germany-boris-pistorius-nato/
[3] Buch, David. 2024. Danmarks nabolande forbereder sig på krig, og nu kommer norsk forsvarschef med opråb. TV2. https://nyheder.tv2.dk/udland/2024-01-25-danmarks-nabolande-forbereder-sig-paa-krig-og-nu-kommer-norsk-forsvarschef-med-opraab (Buch 2024)
[4] Sjøgren, Søren. 2018. Hvad er Krigsførelsens kredsløb og hvad kan vi med det. Det krigsvidenskabelige selvskab. https://krigsvidenskab.dk/emne/hvad-er-krigsforelsens-kredslob-og-hvad-kan-vi-med-det
[5] Kennedy, Paul. 1989. The Rise and Fall of the Great Powers: Economic Change and Military Conflict from 1500 to 2000. Vintage
[6] Cancian, Mark. 2023. Rebuilding U.S. Inventories: Six Critical Systems. Center for Strategic & International Studies. https://www.csis.org/analysis/rebuilding-us-inventories-six-critical-systems
[7] DeYoung, Karen. Jaffe, Greg. 2011. NATO runs short on some munitions in Libya. Atlantic Council. https://www.atlanticcouncil.org/blogs/natosource/nato-runs-short-on-some-munitions-in-libya/
[8] Bork, Erik. 2022. Uden mikrochips fra Taiwan går verden i stå. Invested. https://www.invested.dk/investering/fundamental-analyse/uden-mikrochips-fra-taiwan-gaar-verden-i-staa
[9] Ezrati, Milton. 2023. How Much Control Does China Have Over Rare Earth Elements? Forbes. https://www.forbes.com/sites/miltonezrati/2023/12/11/how-much-control-does-china-have-over-rare-earth-elements/#:~:text=China%20today%20can%20claim%20control%20over%20the%20global,flexes%20its%20economic%20muscles%20by%20threatening%20export%20bans.
[10] Husted, Jeppe Reedtz. 2023. Når sanktionerne virker, kan et manglende kugleleje stoppe en kampvogn. Jyllands-Posten. https://jyllands-posten.dk/international/ECE15665696/naar-sanktionerne-virker-kan-et-manglende-kugleleje-stoppe-en-kampvogn/
[11] Toh, Michelle. 2024. TSMC says its 40 billion chip project in Arizona faces a further delay. CNN. https://edition.cnn.com/2024/01/19/tech/tsmc-taiwan-arizona-project-delay-intl-hnk/index.html
[12] Aagaard, Thomas. 2020. De har forberedt sig på krisen siden Den Kolde Krig: Nu åbner Finland de ”hemmelige lagre”. Berlingske. https://www.berlingske.dk/internationalt/de-har-forberedt-sig-paa-krisen-siden-den-kolde-krig-nu-aabner
[13] Sethurupan, Nadarajah. 2018. US military equipment store in Norwegian caves a unique capability – US marine. Norway News. https://www.norwaynews.com/us-military-equipment-stored-in-norwegian-caves-a-unique-capability-us-marine/
[14] Creveld, Martin van. 2011. The Age of Air Power. p 155. Public Affairs. New York.
[15] Peck, Michael. 2017. How Israel’s Air Force Won the Six-day War in Six Hours. The National Interest. https://nationalinterest.org/blog/the-buzz/how-israels-air-force-won-the-six-day-war-six-hours-20980
[16] Bronk, Justin. Reynolds, Nick & Watling, Jack. 2022. The Russian Air War and Ukrainian Requirements for Air Defence. RUSI. https://www.rusi.org/explore-our-research/publications/special-resources/russian-air-war-and-ukrainian-requirements-air-defence
[17] Bogason, Peter. 2016. Søværnet under den kolde krig – Politik, strategi og taktik. Snorres Forlag.
[18] Shaikh, Shaan & Rumbaugh, Was. 2020. The Air and Missile War in Nagorno-Karabakh: Lessons for the Future of Strike and Defence. Center for Strategic Studies. https://www.csis.org/analysis/air-and-missile-war-nagorno-karabakh-lessons-future-strike-and-defense
[19] Detsch, Jack. 2024. Ukraine’s Cheap Drones Are Decimating Russia’s Tanks. Foreign Policy. https://foreignpolicy.com/2024/04/09/drones-russia-tanks-ukraine-war-fpv-artillery/
[20] RUSI. 2023. Russia and Ukraine are filling the sky with drones. Royal United Services Institute. https://rusi.org/news-and-comment/in-the-news/russia-and-ukraine-are-filling-sky-drones
[21] Saballa, Joe. 2024. Zelensky Says Ukraine Can Now Produce Four Million Drones a Year. The Defense Post. https://thedefensepost.com/2024/10/03/ukraine-produce-million-drones-2/
[22] Axe, David. 2024. The Russian Turtle Tank Is The Wierdest Armoured Vehicle Of The Ukraine War. The Craziest Thing Is, It Might Actually Wotk. Forbes. https://www.forbes.com/sites/davidaxe/2024/04/25/the-russian-turtle-tank-is-the-weirdest-armored-vehicle-of-the-war-the-craziest-thing-is-it-might-actually-work/
[23] Axe, David. 2023. Ukraine’s Nearly 50-Year-Old Gepards Are Still The Best Air-Defense Guns In The World. Forbes. https://www.forbes.com/sites/davidaxe/2023/09/08/ukraines-nearly-50-year-old-gepards-are-still-the-best-air-defense-guns-in-the-world/
[24] Nielsen, Anders Puck & Wester, Kasper. 2024. Hvorfor fejler Ruslands maritime krig mod Ukraine? Krigskunst. https://krigskunst.dk/2024/07/16/hvorfor-fejler-ruslands-maritime-krig-mod-ukraine/
[25] Strachan, David. 2023. “In the Navy: The Role of Advanced Sea Mines in Future Conflicts”. Marine Link, 28. marts, 2023. Tilgået 02. maj, 2024. https://www.marine-link.com/news/navythe-role-advanced-sea-mines-future-503977
[26] Hoffman, Frank G. & Garrett, George P. 2024. A Break in the Clouds: Learning Lessons From the Sea. Texas national Security Review. https://tnsr.org/2024/06/a-break-in-the-clouds-learning-lessons-from-the-sea/
[27] Ryggen, Oda. 2023. Blueye Robotics equipping the entire Norwegian Coast Guard fleet with underwater ROVS. Blueeye Robotics. https://www.blueyerobotics.com/blog/blueye-robotics-equipping-the-norwegian-coast-guard-fleet-with-ROVs
[28] Zeberlien, Jeff. 2024. Every Ship a Carrier: How Artificial Intelligence Can Revolutionize the Air and Sea Domains. U.S. Naval Institute. https://www.usni.org/magazines/proceedings/2024/march/every-ship-carrier-how-artificial-intelligence-can-revolutionize
[29] Kennedy, Paul. The Rise and Fall of the Great Powers: Economic Change and Military Conflict from 1500 to 2000. p 266-268. Vintage
[30] Perun. 2022. All manpower, no metal – Ukrainian mobilisation, equipment shortages and training. Youtube. https://www.youtube.com/watch?v=cVx3Nlifo4Q
[31] Vedyashkin, Sergei. 2022. Russia Sends Mobilized Men to Ukraine Front After Days of Training. The Moscow Times.
[32] Larsen, Esben Salling. 2024. Opgavebaseret Værnepligt. Det krigsvidenskabelige selvskab. https://krigsvidenskab.dk/emne/opgavebaseret-vaernepligt
[33] Rasmussen, Peter Hertel. 2021. Det landmilitære forsvar af den sjællandske øgruppe og Bornholm under den kolde krigs sidste to årtier. Fra krig og fred. Dansk militærhistorisk kommissions tidsskrift. Syddansk universitetsforlag
[34] Santora, Marc. 2023. This Is What Trench Warfare on the Front Line Is Like. New York Times. https://www.nytimes.com/2023/03/05/world/europe/trench-warfare-ukraine-frontline.html
[35] Johnson, David. 2022. The tank is dead: Long live the javelin, the switchblade, the … ?. War on the Rocks. https://warontherocks.com/2022/04/the-tank-is-dead-long-live-the-javelin-the-switchblade-the/
[36] Friedenburg, Mike. 2024. Why Russia is far outpacing US/NATO in weapons production. Responsible Statecraft. https://responsiblestatecraft.org/russia-ammunition-ukraine/