Islam er fredens religion. Jihadisterne har misforstået deres religion, som de misbruger på det skammeligste. De uhyrligheder som udføres i Islams navn, skal derfor ikke forklares med udgangspunkt i religionen, men derimod som en følge af andre faktorer, såsom post-kolonialisme, amerikansk imperialisme, og forskellige socioøkonomiske forhold. Sådan omtrent lyder den typiske diagnosticering af fænomenet jihadisme, dvs. hellig krig med voldelige midler med henblik på at etablere et kalifat, der alene er styret af de religiøse forskrifter, som læses ud af Koranen og Haditherne (beretningerne om profeten Muhammads ord og gerninger). Udlægningen er blandt andet italesat af prominente vestlige politikere og meningsdannere, som f.eks. George W. Bush, Barack Obama og Tony Blair. Også et klart flertal blandt muslimske lærde og forskere fra diverse institutter inden for islamiske studier rundt om i verden støtter denne udlægning, ligesom den ofte høres fremført blandt den store majoritet af moderate muslimer. Lægges denne opfattelse til grund, består kampen mod jihadisme af tre dele; en militær indsats som vi f.eks. har set det mod jihadisternes forsøg på statsdannelse i Irak og Syrien (IS), en stabiliseringsindsats, der skal forbedre levevilkårene i udsatte lande og områder, så befolkningen ikke drages mod jihad-budskabet, og endelig en oplysende indsats, som skal sikre, at jihadisternes udlægning af Islam ikke vinder indpas. Ingen af disse tre dele er uden vanskeligheder, men dog overskuelige. Den sidste af de tre – den oplysende indsats – er nok den mest ømtålelige da den berører forståelsen af Islam. Men den hviler til gengæld på et solidt religiøst grundlag, og er således basalt set, blot et spørgsmål om at fastholde og udbygge den generelle opfattelse af Islam som ”Fredens religion”. Denne artikel vil dog vise, at udfordringen med den oplysende indsats ikke kan holde til et møde med virkeligheden. Den er langt, langt større, idet ingen har formået at tilbagevise jihadisternes bogstavelige udlægning af de muslimske hellige skrifter. Og dykker man ned i de hellige skrifter og søger den mest sandsynlige tolkning af den oprindelige betydning er det kun forståeligt, at tilbagevisningen lader vente på sig. Den oplysende indsats er derfor fuldstændig afhængig af, at det store muslimske flertal, der vil noget andet end jihad, holder op med at stikke hoved i busken, og i stedet aktivt forholder sig til, hvorledes de voldelige dele af islam kan håndteres, i stedet for blot forties. Og det bliver ikke nemt, da mange af disse hviler på fundamentale og alment accepterede elementer i Islam som martyrdom, efterliv og paradis.
Martyrdom, efterliv og paradis – tre drivende kræfter i islam
På Dommens dag vil alle muslimer skulle stå til regnskab for Allah. Under skælven og stort drama, vil deres liv og gerninger på jorden blive målt og vejet, og de vil derefter blive sendt til et af de syv lag i enten paradis eller helvede, for der at leve det evige liv. For en troende muslim er dette ikke noget man spøger med, for det evige liv er som sagt – evigt. I afvejningen mellem paradis og helvede er der nogle oplagte plus -og minushandlinger. At passe sine bønner og opdrage sine børn i den muslimske tro giver plusser. At stjæle og betvivle Allah’s ord giver minusser. Uanset hvor meget, der måtte være på minussiden, er der imidlertid én handling, som vil give en stensikker adgang til paradis, endda til de øverste lag, og det er martyrdom, altså at give sit liv i Allah’s tjeneste under jihad – hellig krig. At ofre sit liv for Allah, og dermed blive en martyr er fuldstændig ukontroversielt i Islam. Hvad der skal til for at erklære jihad, og dermed hvornår en martyrdom kan opnås er imidlertid omstridt. Måden hvorpå martyrdommen opnås er også omstridt, og langt ind i de bogstavtro muslimers rækker, er selvmordsmissioner f.eks. omstridt. Den kamp som jihadisterne fra IS og Al-Qaeda udfører opfattes således langtfra af alle muslimer som legitim hellig krig. Ikke desto mindre anvendes argumentet om den sikre vej til paradis,af jihadisternes, som et af de stærkeste og mest anvendte rekrutteringstiltag.
Et eksempel på dette kunne være en troende men mindrebemidlet muslim, der ikke kan finde noget job og derfor må hutle, snyde og småstjæle sig igennem tilværelsen. Han vil på dommens dag være i farezonen for at havne i helvede, hvilket han udmærket er klar over. Hans jordiske liv, byder ham måske bare ikke mange andre muligheder. Hvis han kan overbevises om, at jihadisternes kamp er jihad, har han en unik mulighed for at viske tavlen ren, og sikre sig en 100% sikker adgang til det evige lig i paradis. Og ikke nok med det, som martyr får han også ret til at gå i forbøn for 40 familiemedlemmer. Derfor er martyrdommen behæftet med så stor tiltrækningskraft og prestige for både den person, der udfører det samt dennes familie.
Livet i paradis, som martyren og de, som han via forbønnen tager med sig, er malende beskrevet i både Koranen og forskellige Hadither og indebærer en ubegrænset og ufattelig luksus, der står i skarp kontrast til det liv som den troende mindrebemidlede muslim lever på jorden. For mandlige martyrer, er de 72 barmfagre jomfruer noget der gentages igen og igen i jihadisternes propaganda. Og skulle en håbefuld jihadist in spe komme i tvivl om, hvordan han fysisk skal være i stand til at nyde denne evige gave, er der også råd for det; en martyr er ifølge Islam lovet 100 mands styrke, og kommer således ikke i forlegenhed, når belønningen skal omsættes til konkret handling.
At denne sikre vej til paradis er så ukontroversiel i Islam er ligeså godt for jihadisterne, som det er skidt for os andre der må leve med resultatet. Deres væsentligste udfordring bliver i virkeligheden så at overbevise troende muslimer om, at deres kamp er jihad i Allah’s tjeneste, og dermed værd at dø for. Og her er de forholdsvis godt hjulpet på vej af det helligste i Islam – Koranen og Haditherne.
Foto: Jihadisterne glorificerer martyrdommen. Her fra en artikel fra Al-Qaeda’s magasin ”Inspire” 2011. Det forestiller en mand der sidder i førerkabinen i en selvmordslastbil, hvor han med et forventningsfuldt blik, drømmer om det liv i paradis, som han snart bliver en del af.
Jihadisternes læsning af Koranen – følg det skrevne ord!
De ledende jihadister i IS og Al-Qaeda er så langt fra den forhånende betegnelse ”Losers in life” som de kan komme. De er vidende, visionære, velformulerede og modige. Ofte med lange videregående uddannelser inden for teologi, medicin, computervidenskab og teknik. De evner at holde deres organisationer kørende, på trods af, at hele verdens efterretningstjenester er i hælene på dem, hvilket i sig selv er en formidabel præstation. De er derfor i mange henseender særdeles ressourcestærke.
Deres kapacitet og format skinner tydeligt igennem i deres propagandamagasiner, der udgivers på flere sprog. En betydelig del af pladsen i disse magasiner bliver anvendt til at uddanne eksisterende og potentielle jihadister i en bogstavtro forståelse af Islam. Dette i erkendelsen af, at mange af de fodsoldater, der melder sig under deres faner, kun har et begrænset kendskab til deres religion. En særlig interessant variant af denne undervisning, består af artikler der kobler aktioner til det religiøse belæg for disse. Både IS og Al-Qaeda gør således en dyd ud af at holde sig inden for de regler for krigsførelse, som kan læses ud af Koranen og Haditherne, mens menneskeskabte konventioner for samme fuldstændig ignoreres som ugudelige personers forsøg på at gøre sig bedre end den skabende gud. Artiklerne beskriver også, hvordan de gamle tekster kan forstås i en moderne kontekst. Når profeten i spidsen for sine krigere, f.eks. angreb en teltlejer i mørke, var det ikke muligt for dem at undgå drab på kvinder eller børn, som ellers ikke er legitime mål i Islam. Ifølge jihadisterne er dette en legitimering af angreb på en forsamling, hvor det ikke er muligt kun at gå efter mændene. F.eks. bombeangreb mod forsamlinger og skud ind i tilfældige menneskemængder. I nogle artikler fra jihadisternes propagandamagasiner, sammenlignes sådanne tab, med de tab som jihadisternes modstandere påfører civilbefolkningen, og det spørges retorisk, hvorfor den ene slags tab er acceptable, mens den anden ikke er det.
Et gennemgående træk i disse beskrivelser af korrekt adfærd i henhold til Koranen og Hadither, er en fuldstændig bogstavtro læsning og forståelse af skrifterne samt en blind efterlevelse af disse uden skelen til det omkringliggende samfund, der selvsagt har ændret sig gennem de mere end 1400 år, der er gået, siden de hellige skrifter blev nedfældet. Jihadisterne stiller ikke spørgsmålstegn ved om Koranens ord og påbud skal følges. De opfattes som Allah’s egne, så det skal de selvfølgelig. De forholder sig heller ikke på nogen måde kritisk til profetens ord og gerninger, da han i bund og grund opfattes som den fremmeste blandt mennesker. Det bliver imidlertid til et generelt problem, når der heller ikke sker en aktiv, officiel og åbenlys stillingtagen til, samt kvalificering af Koranen og Haditterne blandt moderate troende muslimer, for hvem Koranen også opfattes som Gud’s ord og for hvem profeten også italesættes som forbilledlig. Mange moderate troende muslimer følger i praksis ikke alle forskrifterne i deres bogstavtro udlægning, men det ændrer ikke ved, at de officielt ikke søges kvalificeret, højest modificeret fsva den sproglige forståelse. At jihadister såvel som moderate troende muslimer således har samme grundopfattelse af vægten bag Koranen og Haditterne, giver i udgangspositionen jihadisterne stærke kort på hånden, da deres budskab om at følge Gud’s ord, og efterleve profetens ord og gerninger ikke på nogen måde er kontroversielt. Spørgsmålet er da alene om disse forskrifter skal forstås bogstavtro eller ej. Hvis der blandt moderate troende muslimer havde været en tradition for at tage stilling til hvilke af Koranens påbud der ikke skulle følges og hvilke af profetens ord og gerninger der ikke skulle danne rettesnor for en god muslims adfærd, havde jihadisterne være langt mere udfordret i deres muligheder for at komme på bølgelængde med troende muslimer generelt.
Koranen og forskellige Hadither rummer mange forskellige budskaber, og inden for en overordnet accept af Islam, bestemt også budskaber om fred og forsoning. Det ændrer imidlertid ikke ved det faktum, at skrifterne rummer meget klare påbud om voldelig bekæmpelse af ikke-muslimer, og sikring af, at Islam accepteres som religionen for hele menneskeligheden.De fleste af disse er så eksplicitte, at en anden udlægning end den bodstavtro – og dermed jihadisternes udlægning, fremstår sårbar, akademisk og ikke appelerende til den generelle læser uden særlige forudsætninger. Disse simple budskaber fremdrages igen og igen af jihadisterne, og argumentationen er enkel: Tag den sikre vej. Følg Allah’s og Muhammad’s ord og gerninger som de er at læse i de hellige skrifter. Lyt ikke til, hvad de falske lærde fortæller jer, da det er jeres efterliv, der er på spil. Det havde selvfølgelig været forjættende, hvis jihadisterne kunne gribes i fejlagtige eller ikkeeksisterende citater fra Koranen eller Haditherne. Men der er ligeså selvfølgeligt ingen af den slags banale fodfejl. I samtlige artikler, hvor de retfærdiggør deres handlinger ud fra religiøse tekster, er der kildehenvisninger, og de anvendte oversættelser fra arabisk til engelsk er fuldstændig i overensstemmelse med de forskellige alment accepterede engelsksprogede Koranoversættelser, der i ordlyd kan variere en smule. Tilbage står derfor kun muligheden for at godtgøre, at den bogstavtro opfattelse ikke er i overensstemmelse med den oprindelige mening med disse ord og påbud.
Som eksempler på eksplicitte påbud og udtalelser kan følgende nævnes: ”And when the sacred months have passed, then kill the polytheists wherever you find them and capture them and besiege them and sit in wait for them at every place of ambush. But if they should repent, establish prayer, and give zakah, let them [go] on their way. Indeed, Allah is Forgiving and Merciful” (Koranen, vers 9:5 kaldet ”Sværdets vers”). “And fight them until there is no fitnah and [until] the religion, all of it, is for Allah. And if they cease - then indeed, Allah is Seeing of what they do”.(Koranen, vers 8:39. Fitnah betyder splittelse og uorden).
”So let those fight in the cause of Allah who sell the life of this world for the Hereafter. And he who fights in the cause of Allah and is killed or achieves victory - We will bestow upon him a great reward”. (Koranen, vers 4:74).
“By the One in Whose hand is my soul, I wish that I could be killed in the cause of Allah, then brought back to life, then killed, then be brought back to life, then killed”. (Profeten Muhammad – Sunnan an-Nasi’i Hadith 3152).
IS havde ambitioner om at opbygge et kalifat, og mange af deres tiltag var derfor rettet imod statsdannende og konsoliderende foranstaltninger. Herunder at sikre en tilgang af fødedygtige kvinder, der kunne være med til at få kalifatets befolkning til at vokse. Børnerigdom blev fremhævet som værende i overensstemmelse med profetens ord, og også her fandt man belæg i skrifterne, som f.eks. i nedenstående citat, der blev anvendt i en artikel, hvis forsidefoto ses nedenfor.
“Marry women who are loving and very prolific, for I shall outnumber the peoples by you”. (Profeten Muhammad - Sunan Abi Dawud Hadith 2050).
IS have ganske stor succes I deres bestræbelser for at tiltrække fødedygtige kvinder til kalifatet, ikke mindste fra vestlige lande. De søgte bl.a. muligheden for at opdrage deres børn uden frygt for, at deres opdragelse skulle blive forstyrret af uønskede vestlige værdier. Nogle af dem rejse også til IS’ område for at få en lovet uddannelse som f.eks. læge eller sygeplejeske. Kun en mindre del fik opfyldt ambitioner om uddannelse job, men hvad angik løftet om familie, var der ingen brudte løfter. De fleste nyankomne kvinder blev gift i løbet af de første uger fra deres ankomst med en jihadist, og hvis han efterfølgende blev dræbt, blev de gift igen efter en periode der skulle sikre vished omkring fadderskab af et evt. ufødt barn. Sammen med deres mand/mænd stod de bag de mange børnefødsler i området under kalifatets levetid.
Foto fra IS’ magasin ”Rumiyah” (betyder Rom) 2017.
En religiøs forsikring – forskellige veje til paradis
Ikke alle kan deltage aktivt i jihad som soldater. Nogle er for gamle, andre har ikke modet eller fysikken. Det er der dog råd for. I jihadisternes propaganda beskrives således forskellige veje til jihad, og dermed forskellige effektive tiltag, der kan forøge chancerne for at nå de øverste lag i paradis på Dommens dag. Viften af muligheder kan betegnes som en slags religiøs forsikring, og jihadisterne bruger energi på at præsentere disse alternativer som attraktive med henblik på at sikre opbakning fra så mange som muligt, samt at sikre at alle, som kan bidrage, har mulighed for at støtte op om sagen. Den første måde er den allerede bekrevne at kæmpe jihad. En anden måde er at kalde andre til Islam og overtale dem til at udføre jihad. Altså rekruttering af jihadister ved talens magt. I det religiøse belæg for dette, henvises f.eks. til følgende:
“He who called people to righteousness, there would be reward assured for him like the rewards of those who adhered to it...” (Profeten Muhammad – Sahid Muslim Hadith 2674). En tredje vej til paradis går gennem en aktiv støtte af jihad, enten igennem støtte til familier, der har et medlem, som kæmper, eller gennem økonomisk støtte.
Den religiøse legitimitet af dette kommer f.eks. fra følgende, der sidestiller det at kæmpe, med det at støtte en der kæmper:
”Whoever equips a warrior has fought, and whoever looks after his family in his absence has fought”. (Profeten Muhammad – Sunan an-Nasi’i Hadith 3181).
Dette budskab vinder gehør, især i visse dele af de konservative olierige golfstater, hvor der er utallige eksempler på velhavere, der tegner en religiøs forsikring ved at støtte IS og Al-Qaeda, ofte anonymt, så de ikke kommer i karambolage med landenes officielle politik over for disse organisationer.
Al-Qaeda, ofte anonymt, så de ikke kommer i karambolage med landenes officielle politik over for disse organisationer.
Ser man ud over landskabet af litteratur udgivet af jihadister, islamister (der kæmper for samme mål, men med ikke-voldelige midler) samt moderate muslimer, står en ting meget tydeligt; de taler ikke samme sprog, og fokuserer på forskellige ting. En omfattende analyse af over 3000 tekster fra de tre grupper, gennemført af det anerkendte Tony Blair institut i London, viser, at mens jihadister og Islamister fokuserer på begreber som jihad, sharia og kalifat, fokuserer moderate muslimer på emner som at bede og at gennemføre islamiske pligter. Der er således stort set ingen debat imellem de forskellige tilgange til Islam, der i stedet taler i hver sin retning med forskelligt udgangspunkt og til forskellige målgrupper.
Der er dog iværksat en række tiltag, der har til formål at delegitimere jihadisternes udlægning af Islam. De er økonomisk velfunderede, og støttes af oliepenge fra rige golfstater, hvis magthavere ser en stor fare i, at jihadisterne skal lykkedes med at få store dele af deres befolkninger i tale. Problemet er særligt stort i Saudi Arabien, hvis konservative tilgang til Islam, kaldet Wahhabisme, på mange områder ligger endog meget tæt op ad den tilgang der prædikes af jihadisterne. Faktisk så tæt, at de skolebøger, der blev anvendt i områder kontrolleret af IS, var officielle skolebøger fra Saudi Arabien. Initiativerne fremstår derfor svage og utroværdige, og undgår helt at tage et livtag med de voldelige dele af Islams hellige skrifter.
Ét forsøg på at kæmpe imod jihadisterne på deres egen banehalvdel skal dog fremhæves. I efteråret 2014 blev der sendt et såkaldt ”åbent brev” til lederen af IS, Abu Bakr Al- Baghdadi. Brevet var i første omgang udfærdiget af 125 muslimske lærde, professorer og personer i andre prestigefyldte positioner. Senere kom flere til. Deres mål var at angribe IS lederen ved at argumentere for, at hans tilgang til Islam var forkert, og at de handlinger, der blev udført af hans følgere ikke kunne forsvares ud fra de muslimske skrifter. Motivet bag dette initiativ var naturligvis prisværdigt, men fremstod meget lidt overbevisende, idet store dele af de voldelige citater som jihadisterne så ofte citerede, simpelthen blev ignoreret. Ingen af de citater der er gengivet i denne artikel omtales således, og det på trods af, at de er meget markante, meget eksplicitte og nogle af de mest anvendte i jihadisternes propaganda. I stedet italesætter forfatterne begrebet jihad, som værende udelukkende af defensiv karakter, og henviser som belæg herfor, til Koranens vers 2:190, der lyder således: ”Fight in the way of Allah those who fight you but do not transgress. Indeed. Allah does not like transgressors”. (En transgressor er en person der overtræder regler). Hvis de havde inddraget de føromtalte vers, eller nogle af de mange andre der prædiker intolerance overfor ikke-muslimer, i deres præsentation af jihad, ville begrebet have fremstået noget mindre defensivt. Disse lærde gjorde sig således skyldige i præcist det samme som de angreb jihadisterne for at gøre, nemlig ”cherry picking”, altså at de valgte de dele af skrifterne, der støttede deres udlægning af Islam, men ignorerede de dele der ikke gjorde det. Særlig interessant var det i øvrigt at kun en lille håndfuld af disse lærde kom fra de religiøst konservative golfstater. Resten fra mere moderate muslimske lande og fra Vesten. Hvorfor mon? Kunne det være fordi lærde fra disse golfstater advokerer for en udlægning af Islam der på mange områder er så tæt på jihadisternes, at det ikke giver nogen mening at skulle hævde, at jihadisterne på væsentlige områder handler uden for Islam?
Bag denne artikel ligger et omfattende studie af de eksisterende internationale forsøg blandt moderate muslimer på at delegitimere jihadisterne bogstavtro udlægning af de hellige skrifter. Det omtalte åbne brev til lederen af IS, er det mest bemærkelsesværdige. Og generelt er det forfatterens opfattelse, at disse fremstår som meget svage, og søgte, ja nogle gange så krampagtige og akrobatiske i deres argumentation, at de fremstår som komiske. De undgår også at besvare det helt simple men dog fundamentale spørgsmål, hvorfor den bogstavtro udlægning af disse gamle skrifter ikke netop er den der skal lægges til grund for den troende muslims handlinger, af den simple årsag, at skrifterne derved ville forstås ens og af flest muligt. Ikke mindst set på baggrund af, at de blev skrevet på en tid hvor befolkningen som helhed havde en begrænset læsefærdighed. Ud fra et ønske om at udbrede budskaberne hurtigt, ville dette vel være en hensigtsmæssig strategi for en effektiv udbredelse af budskabet.
Mulighederne for at udstille jihadisterne som brutale, kompromisløse og helt ude af trit med internationale konventioner er mange. Og jihadisterne bidrager selv gerne til denne karakteristik, som anses for et adelsmærke, og helt i tråd med ord og ånd i Koranen og Haditterne. Langt mere alvorligt ville det være for jihadisterne, hvis deres bogstavtro forståelse af de hellige skrifter, kunne tilbagevises som ude af trit med den oprindelige betydning, og dermed Allah’s hensigt med Islam. Men som beskrevet i denne artikel, lader en sådan tilbagevisning vente på sig, af den indlysende årsag, at det er meget svært at eftervise hvad Allah egentlig ville med den religion som han ønskede menneskene skulle følge. Denne manglende tilbagevisning af jihadisternes forståelse, vil være en konstant forstyrrende faktor i forsøget på at bekæmpe jihadisme som fænomen.
Befolkningsudviklingen og andre skærpende omstændigheder
Tre andre faktorer vil i årene, der kommer, hjælpe jihadisterne yderligere på vej. Den første er en voldsom befolkningsvækst i stort set hele den muslimske verden. Antallet af potentielle modtagere af jihadisternes budskaber, vil således vokse betydeligt i årene der kommer. Som eksempel var Iraks befolkning 17 millioner under den første Golfkrig i 1990, mens den i dag er 39 millioner, og det på trods af, at landet har været uafbrudt i krig lige siden. Ifølge prognoser, forventes den at være 50 millioner i 2030 og 75 millioner i 2050. I prognoser for hele den muslimske verden tales der om en decideret ”ungdomsbølge”, af millioner af unge mænd, der skal finde et livsgrundlag på et meget vanskeligt marked. Den anden faktor er økonomien, der er under stort pres i mange muslimske lande, hvilket allerede i dag resulterer i migration. Udsigten til en markant forbedring af økonomien i de lande, hvor disse mennesker migrerer fra er dårlig. På længere sigt, når der ikke længere er efterspørgsel på olie, bliver problemet endnu større, da de rige golfstater også har hastigt voksende befolkninger, men kun i ringe grad formår at opbygge bæredygtige økonomier, der ikke er baseret på olie.
Og endelig er der klimaforandringerne, der vil forårsage tørke, vandmangel samt ødelæggelse af jord, hvilket vil sende yderligere millioner vej, i deres søgen efter nye steder og måder hvorpå de kan opretholde livet. Prognoserne for visse muslimske lande er særdeles negative.
Der er derfor en meget stor risiko for, at alle tre faktorer vil gøre det nemmere for jihadisterne at udvide fundamentet for deres rekruttering. Kun økonomien synes mulig at påvirke inden for den næste generation, mens følgerne af befolkningsvæksten og klimaforandringerne ikke kan vendes indenfor denne tidshorisont.
En modernisering af Islam er nødvendig
Denne dystre forudsigelse og de beskrevne vanskeligheder ved at delegitimere jihadisternes bogstavtro udlægning af Islam, peger på nødvendigheden af et vanskeligt og meget følsomt, men ikke desto mindre helt nødvendigt tiltag; en modernisering af Islam. I stedet for at bagatellisere, ignorere og bortforklare de voldelige dele af Islam, er det nødvendigt åbent og modigt at fjerne deres farlighed. Der er ingen tvivl om, at det bliver et prekært foretagende, da det inkluderer en aktiv stillingtagen til det allerhelligste i Islam, nemlig Allah’s ord, som de kommer til udtryk i Koranen. Det må derfor ubetinget håndteres af muslimerne selv, så det ikke fremstår som et projekt der er påduttet af ikke-muslimer. Det kunne f.eks. gøres ved at opdele Koranen og Hadither i en historisk og en nutidig del, hvoraf kun den sidstnævnte skulle være retningsgivende for muslimers handlinger. Begge dele kunne dog fortsat italesættes som Islam, hvorved Allah’s ord formelt kunne forblive intakt, men blot håndteret på to forskellige måder. Eksisterende jihadister ville naturligvis kun have hån til overs for et sådant initiativ, og det ville sandsynligvis blot anspore dem yderligere. Men på den lange bane, overfor fremtidige generationer, kunne det være en game changer. For at undgå, at et sådant initiativ ville blive blankt afvist af muslimer, der var bange for at sætte deres efterliv over styr, skulle det nødvendigvis organiseres af en religiøs kraft med den nødvendige pondus. Saudi Arabien er vel eneste realistiske bud, grundet landets særlige status i den muslimske verden, men velvidende at dette bliver en stor udfordring for de saudiske magthavere, grundet den delikate magtbalance mellem kongemagten og de magtfulde lærde, der i årevis har fået frie hænder til at udbrede Wahhabismen til store dele af den muslimske verden og videre til muslimske mindretal uden for denne. Det vil også kræve at den moderniserede version af Islam accepteres af magthaverne i islamiske lande, promoveres ved massiv information, på alle uddannelsestrin og i moskeerne og endeligt accepteres af moderate troende muslimer. Og det vil formentlig tage nogle generationer før flertallet af muslimer føler sig trygge ved officielt at lære deres børn at visse dele af Allah’s ord nok er Islam, men ud fra pragmatiske hensyn ikke kan praktiseres, da alternativet ville medføre en uundgåelig krig med ikke-muslimer.
Det bliver ligeså svært som det er nødvendigt, da alternativerne ikke ses at tage hånd om problemets kerne.
Artiklens forfatter.
Søren Bo Husum var i perioden fra august 2017 til februar 2019 udsendt som efterretningsanalytiker ved hovedkvarteret for Combined Joint Task Force, Operation Inherent Resolve, der koordinerede ca. 70 landes indsats i krigen mod IS.
