Log ind

Napoleon

#

JAQUES BAINVILLE, Napoleon, oversat af G. Tryde. 532 S. . Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busch, Kjbhvn. 1933.

 

 

Intet Under at „Napoleon“, som fremkom i 1931, er oversat: Bainville har skrevet en Frankrigshistorie, der er gaaet i over Vi Mili. Exemplarer!

Som Hele er Oversættelsen ogsaa Ære værd. Nogle Fremmedord kunde være undgaaede. I Modsætning til, hvem der ikke har Øje for, at Maalværn og Forsvar hører sammen, havde jeg bl. a. gærne set det lovfaste „Fodfolk“ i Stedet for „Infanteri“. „Iconer“ (115) og „Imbroglio“ hører ialfald ikke hjemme i Dansk, og „den lille Poucet“, som dukker op S. 10, burde hedde „Tommeliden“, „Scaramouche“ (102, 160) „Skryder“, (Rabelais’) „Picrocholos“ (398) „Urostifter“.")

Mons (145), Esslingen (338 ff.), Saloniki (472) og 2. Okt. (447) er galt. Bainv. har det rette: Bergen (By i Nordholland), Essling (Esslingen ligger i Württemberg), Salone (Diokletian dyrkede Kaal i Salona ved Spalato) og 2. Nov..— 2. December (325), Ebersberg (335) og Frans II (432) maa derimod tilgives Oversætteren, da Bainv. har dem; men — Napoleon rykkede ind i Madrid d. V12 1808; Kampen d. 3/o 1809 stod ved Ebelsberg (søndenfor Linz), og fra 1806 hed Kejseren Frans I.

Da Bonaparte ikke afgav noget Løfte dengang „den krigsførende Revolution i Novbr. 99 kastede sig i Armene paa en General“ (450), burde „promettait“ dér være oversat „(som) den lovede sig Fred af“.

En ikke ukendt lapsus linguæ er „Desertation“ (406) for „Desertion“. „Dræbt ved de blanke“ Vaaben (261) er skruet, „hurtig Opfattelsesevne“ (49) minder om „lederner Handschuhmacher“. „Faldt for Sværdet“ og „hurtig Opfattelse“ var Ordene, og da Dansk ikke som Fransk savner Bogstavet „u“, burde Oversætteren ikke skrive Souvarov, Koutousov, Aboukir, Roustan o. s. v., men Suvarov, Kutusov, Abukir, Rustan o. s. v..

Imod at Grouchy „ikke holder af at gaa mod Kanoner“ (494), og „Krigsraad“ (80, 338, 406) maa jeg gøre Indsigelse. Grouchy var ikke fejg: „marcher au canon“ er „gaa efter Kanontordenen“ (ved Waterloo), og „Krigsraad“ holder kun Førere, som ikke ved, hvad de vil, eller ikke tør tage Ansvar, og det har selv ondsindede Dommere aldrig vovet at paadutte Napoleon. Hvad der foregik i disse „Krigsraad“ er ogsaa noget andet, end „Krigsraad“ leder Tanken hen paa:

Napoleon spurgte undergivne, der havde set mere end han, om deres Syn paa Sagerne (80 og 406), ikke om, hvad han skulde gøre. Efter Slaget ved Aspern-Essling samlede han de højeste Førere paa Lobau (338). Thiers (Konsulatets og Kejserdømmets Historie, X, 335) siger herom: „il tient un conseil de guerre pour relever le moral“, men Tilføjelsen „for at styrke deres Mod“ viser, at det ikke var et Krigsraad, saa at Thiers og Bainv. burde have skyet „Krigsraad“.

En Efterskrift: „Overs. har hist og her ændret eller udeladt lidt“ — til Bainv.s Forord havde friet Oversættelsen for Smaating, som ikke klæder Originalen, bl. a.:

Det var ikke Modsætningen: Robespierres Krigslyst — Carnots Fredssind, der førte til den 9. Thermidor (54 siger det dog).

Gribeauval døde før Revolutionen. Det gør „endda gjort yderligere Fremskridt" (20) meningsløst.

Napoleon „modner sine strategiske Principper“ (53) er en Tale- maade, hvis Rigtighed Bainv. vilde faa ondt ved at godtgøre. Ordene kunde være strogne, da S. 78’s „lader sig i sine Beslutninger lede af de givne Omstændigheder“ — Bainv. maaske uafvidende — ogsaa gælder Napoleons Krigskunst.

Det er „næsten sikkert“, Bonaparte udkastede Planerne i 1794, „men det er ikke mindre sandt, at det ikke var ham, der fandt paa alt“ (53). — Nej! De andre fandt paa at vrage hans Plan, saa at den først udførtes i 1796.

Det var ikke Suvarov, Massena slog ved Zürich (115).

Kellermann, ikke Desaix vendte Lykken ved Marengo (155), hvis man ikke vil give Bonaparte Æren.

Napoleon red ikke „som gjaldt det Livet" fra Spanien til Paris (327). Han red kun fra Valladolid til Burgos, kørte videre.

Vandamme skulde ikke „tilintetgøre“ Preusserne (442), men kun sanke Efternølere og Bytte.

„De størst mulige Udskrivninger“ (335) og Frankrigs „Udmattelse“ (332), der slog over i „Væmmelse“ for Krig (450), er Sagn. Napoleon udskrev ikke overvættes mange Rekrutter og drejede aldrig Skatteskruen haardt. Frankrigs Folketal steg fra 25 Miil. i 1802 til 29 i 1812, Formuen, 8 Milliarder i 1789, turde mindst være femdoblet. Væmmelsen skyldtes først og fremmest deres Egenkærlighed, som vilde nyde Livet og tjene Penge uden at slippe det vundne.

Det er Bainv. om at gøre, „at Læseren, naar han lukker Bogen, ser Napoleons Liv som en Helhed og med de Brud paa Helheden, der ogsaa findes, og saa selv danner sig en Mening om“ ham. „Uden nogensomhelst forudfattet Dom“ har han derfor søgt at svare det „hvorfor“ og „hvorledes*“, som enhver, der vil forstaa Tingenes Gang, atter og atter kommer med. Bortset fra, at Fochs Des principes de la guerre, Fourniers Napoleon I, Freytag-Loringhove'ns Die Heerfiihrung Napoleons og Friederichs, Lettow-Vorbecks m. fl.s Geschichte der Befreiungskriege 1813" ) synes Bainv. ukendte, røber Svarene en blændende Viden, der snart lægges aaben for Læseren, snart glimter i Indskud og Strøtanker. Kun Smaating som, at Napoleon lagde Mærke til Fultons Dampbaad (modsat 525), men umuligt kunde haft Glæde af den, og at det er tvivlsomt, om Dronning Luise af Preussen æggede til Krig (256), Napoleon vilde tage Gift i Fontainebleau (467), synes undgaaede Bainv., og Kendsgerninger sættes gennemgaaende i rette Tidsfølge. Jeg sagde „blændende“ Viden: Bainv.s Kildekritik svarer langtfra dertil.

Napoleons Levned kan skrives paa mange Maader. Bainv. gaar frem i Tidsfølge, men mindsker Faren for, at Overblikket tabes, ved Gentagelser, hvor Traaden tages op paa ny, uden at Gentagelserne i og for sig virker trættende. Netop fordi han ønsker, Læseren selv skal dømme, havde et samlet Rids af selve Napoleon alligevel ingen Skade været til og muliggjorde bl. a. at understrege Træk, der fulgte Napoleon fra hans Ungdom til Graven, — Taknemmelighed (13, 17, 20) er ikke det ringeste af dem.

Til Bainv.s gode Gerninger hører, at han indskærper, hvor bunden Napoleon var af, at Konventet indlemmede Belgien i Frankrig. Han fik jo Magten for at skaffe Ro indad uden at tage Nationalgodserne fra Ejerne, Fred udad uden at slippe Belgien (440), men — hvor tit Franskmændene end glemte det (t. E. 451), Bainv. næsten med, med Englands gode Vilje fik Frankrig aldrig Fred uden at afstaa Belgien (63 f., 81, 430 o. m. a. St.). Den engelske Regering pustede jo ogsaa troligt til Ilden, hvergang Krigsbaalet truede med at brænde ned.

Lededes Englænderne af ædle Følelser? Ja, jeg skal love foldet: Af Frygt for, at Antwerpen skulde rejse sig efter sit Fald 1585, fik Holland Schelde lukket ved den vestfalske Fred. Handelsnid hindrede Josef II i at faa det omstødt, og havde Englands Kræmmere end tillige et godt Øje til Frankrigs Kolonier, var det ogsaa af rent og skært Handelsnid, de ikke undte Frankrig Belgien. Der er ingen Grund til at holde med England, for.di Napoleon, skønt ikke født Tyran, blev Tyran for at gennemføre Fastlandsspærringen (264, 344 f., 372 f., 378). Englænderne gjorde sig skyld i voldske Overgreb mod alle Søfarende og fredelige Sømagter (København 1801 og 1807), og Fastlandsspærringen, strengt taget kun en skærpet Form for Frankrig-Englands Toldkrig fra Colberts Dage til 1786, ødelagde hverken Frankrig eller dets Lydriger: de var bedre i Stand til at staa paa egne Ben end nu, og deres Fabriksvirke fik ikke ringe Opsving ved at værnes mod engelske Medbejlere, — Sachsens Spinderier og Væverier havde ligefrem Gyldenaar. Ordene (242), at „Offentligheden“ i Frankrig forst fattede Trafalgars Rækkevidde, „da Dødsklokkerne kimede ved Waterloo“, er derfor sandere end Bainv. aner. I Nutiden kan man rolig paastaa, at Nelsons Sejr lod Evropa staa i Stampe mindst 30 Aar.

For at tage alt med: Harmedes Belgiernes Flertal end over Afstemningen, der gjorde Belgien fransk i Marts 93, gav Freden i Campo Formio Frankrig uomtvistelig Ret til at indlemme det, og var og blev end nogle Belgiere knotne, Indlemmelsen lukkede dog en farlig Indfaldsport og gavnede Belgien mer end Tilknytningen til Holland, som de allierede satte i Stedet. Endelig skulde Pitt, som ved Svig fik Irland indlemmet i Storbritannien, allersidst tale mod Belgiens Indlemmelse.

Napoleon var den, der først saa Trafalgars Rækkevidde o: at Haabet om at ramme England i Indien og paa Havet var ude. Sky for at fragaa den belgiske Arv drev ham saa til at ramme England paa Fastlandet, ligesom den siden lod ham glemme tidligere Maadehold (68, 75, 84, 126, 156, 197) og til sidst meget imod hans Ønske førte ham til Rusland (380). I manges Øjne Udslag af ustyrlig Krigslyst og Magtbrynde, syntes det mig en uafvendelig Følge af Støvets Kaar: Kræfterne, der opbygger og ophøjer, nedbryder ogsaa; kun stille Tænkere faar Fred i Kraft af Delfis: „Meden agan!“ (Alt med Maade!), Handlingens Mænd maa stige og falde, er de ikke saa lykkelige at dø unge. Verden under dem aldrig Fred paa Lykkens Tinde.

Indvender man: „Ingen véd, hvad Napoleon havde fundet paa, om England havde givet efter“, bliver Svaret: „Hvor Napoleon raadede, afskaffedes Livegenskab, Hoveri og middelalderlig Lensvælde, Retsvæsenet omordnedes, Lighed for Loven og Trosfrihed m. m. gennemførtes. Hvorfor skulde han saa, naar der blev Fred og Hovedaarsagen til trykkende Paabud faldt bort, lægge større Tynge paa sine Lande?“

„Han var Tyran og ringeagtede Folkeaanden“, svarer Engelskvenner. — Vel, lad ham være Tyran! Man roser dog Frederik II, der gjorde Preussen til „Evropas trælbundneste Land“ (Lessing), ringeagtede Tysk og Tyskere, omtalte sine Soldater som æreløst Rak og gjorde Merkantilismens Fejlgreb om igen og — agtede de, der delte Polen og underkuede Østindien, Folkeaanden? — eller hvem kan dog tro, Napoleons „Tyranni“ var blevet saa hjerteløst som Englands indre Styre (ogsaa under Pitt) — tænk paa Irland, tænk paa de ludfattige engelske Arbejdere og Bønder! — eller saa lav- pandet som den hellige Alliances — tænk paa Fritz Reuter og Silvio Pellicos Fængsler!

Skønt Englands Kræmmeraand var Napoleons Hovedfjende (194), gør man Pitt Uret ved kun at se en Forkæmper for Kræmmere i ham"). For ham ligesom for Nelson o. m. a. gjaldt Krigen Englands Ære og Velfærd. Derimod var han næppe saa fremsynet, som Bainv. gør ham (229, 231). Han døde jo af Sorg over Ulm og Austerlitz (243). Noget helt andet er, at en Pitt ikke opgiver en Sag, han har stirret sig blind paa: han vil ikke. Skumlere maa gerne tilføje: han kunde ikke uden, at Kræmmerne styrtede ham. Hans Efterfølgere holdt ogsaa snarere ud af sidstnævnte Grund end af Tro paa, at jo mer Nap. udvidede sit Rige, des vissere blev han til sidst tvungen til at give alt tilbage (367, jfr. 379: „den vidunderlige Flegma, som England viser overfor disse Udvidelser“).

Bainv. har i det hele Hang til at gøre Napoleons Avindsmænd fremsynede. Bl. a. skal Frederik Wilhelm III i Febr. 1807 have haft en Følelse af, at den Dag kom, da Franskmændene kastedes tilbage over Rhinen (274). Højst mærkeligt! Hans Officerer maatte tvinge ham til at gaa med imod Nap. i 1813 (426 kalder det smukt: „lader sig rive med af Fædrelandsvennerne“). Talleyrand og Fouché synes unægtelig fremsynede, men mon deres Tvivl om, at det holdt, ikke oprindelig gjaldt dem selv? De havde en Del paa Samvittigheden, som Nap. ikke var helt uvidende om (330), — og der er mere Grund til at korse sig over deres Falskhed — det var maaske endog dem, der hviskede Napoleon: „Hertugen af Enghien!" i Øret, — end til at rose deres Fremsyn.

Bainv. selv er bagklog. Her være kun nævnt Napoleons „folkelige Illusion“ om Fred med England (252 ff.) og det lidt haanske, at Nap. tænkte paa alt til Ruslandstoget, men glemte Pelse til Soldaterne og Braadder til Hestene (391). Illusionen gør snarere Nap. end Fox Ære, og der var ingen Grund til at slæbe Pelse til Rusland, for havde man nemt til Pelse nogetsteds, var det dér, og Hestesko kunde skærpes ved, at Hagerne hamredes spidse og hærdedes, hvad Underforere nok kunde have tænkt paa af sig selv, da Vejret slog om i Novbr. 1812*) •

Napoléons Historieskrivere, siger Bainv. (86), ofrer for megen Plads paa hans Felttog, saa at Vaabenglansen stiller alt andet i Skygge.

Hvorfor gør han saa ikke selv mer ud af Nap.s Fredsgerning? — Vi hører, Nap. ikke vilde vide af Prætorianvælde (122, 161 f.), og vi faar „fire Maaneders Reorganisationsarbejde“ (149—52), nogle Ord om Lydlandene (287), men hver Gang tager Bainv. sig i det, skønt der er rige Emner nok: Frankrig 1799 og 4—5 Aar efter; Banque de France, hvis endnu gældende Statutter i Hovedsagen skyldtes Nap.; Code civil, ved hvis Tilbliven hans Sikkerhed og Viden vakte fremragende Juristers Undren; Skolevæsenet; Landevejene og Kanalerne, der bragte Frankrig langt forud for alle andre Lande — og meget andet, der viser, at „le roi règne et ne gouverne pas“ er Mindremands Tale.

Var Bainv. gaaet dybt ind i sligt, var det blevet soleklart, at havde Nap. end Held, — allerede at Korsika blev fransk, var et Held for ham — var hans Midler til at regere med dog mer end Held indad, Frygt udad (329), o: at han havde et Hjærne- og Haandelag (paa almindeligt Dansk: „Organisationstalent“), der retfærdiggjorde hans Higen efter Magt, og hverken af Ligegyldighed eller Menneskeforagt (178), men for Sagens Skyld tog duelige Folk til Hjælpere lige meget, hvad Lød de havde. Ikke mindst var Læseren bleven overtydet om, at vi, selv om Nap. i mer end én Retning byggede paa Revolutionens Grund, kan takke ham for, at Grunden ikke reves bort af de Middelmaadigheder, der som Konger eller Kejsere af Guds Naade var fødte Modstandere af ham.

Krigene maa omtales, — Læseren skal jo vide, hvorfor og hvorledes Nap. sejrede, — og da Krig, som Clausevitz siger, er én Traad til i Politikkens Væv (det gengives oftest galt), maa Politik med. Desværre gaar Bainv. aldrig den sikre Vej : korte Rids af Felttogene. Dem gaar han over med Harefod. Til Gengæld maler han opad Døre, nedad Stolper om Nap.s Planer og Tanker — selv hvor Tankerne er „mystiske“ (371), — Illusioner, evige Uro og „overvældende“ Angst (405) med tilfældige Udbrud af Harme o. 1. i Følge, som om franske Memoirer er historiske Guldgruber og løsrevne rigtige Citater ikke kan give et falsk og hadsk Billede'").

Havde Bainv. taget Caulaincourt, Marmont o. ni. 11. mindre højtideligt, havde han maaske moret Læsere, der lokkes af Kapiteloverskrifter som „Den blodige Grav“, „Støvlerne fra 1793 og Marechal- lernes Opror“, „Dødssielten“ o. s. v., mindre, men heller ikke trættet Læsere, der ikke trænger til at holdes i Aande.

Naar man læser om den „fænomenale geometriske Begavelse, som (Nap.) anvendte paa Krigskunsten" (75), „det vidunderlige og forbavsende Held (udhævet af mig) ved Ulm og Austerlitz“ (254)

o. lign., faar man, sandt at sige, paa Følelsen, at Bainv. kender saare lidt til Krigskunst:

Allerede den unge Bonapartes Læreaar er han lidt uheldig med, idet han glemmer, at „Geni“ er medfødt (det ligger i Ordet), og dels søger „Spiren til Nap.s Geni“ i du Teil, Guibert og Bourcets Theorier, dels lader Nap. laane Planerne til sit glimrende Felttog i Italien hos Catinat, Villars og Maillebois m. fl. (53). — „Hvilken Viden, hvilken grundmuret Lærdom!“ tænker man uvilkaarlig overfor disse klingende Navne. Endnu ikke overvældede sættes til Vægs

af, at Carl VIII og Frans I havde traadt samme Vej, som Republikken slog ind" paa. Men — især i Bjergland er Hære nu éngang henviste til visse Veje (Pas), og Bainv.s Viden om „den nye Theori“, som han smigrer Franskmændene ved at lade den unge Bonaparte tage i Arv (30 f.), svarer til, at han gør Romernes Katafrakter til videnskabelig uddannede Artillerister (19). De var jernklædte Ryttere og skylder vist kun Æren, at deres Navn minder om „Katapulter“ (Blider).

Hvad Bainv. siger om du Teil, Guibert og Bourcets Værker, røber, at han næppe har læst dem (om Guibert faar man til Gengæld at vide, at han har elsket Mile Lespinasse!). Du Teil og Guibert (om Nap. har læst Bourcet, er tvivlsomt) taler kun om Taktik, og enhver kan sige sig selv, at en Hærfører, der kommer en Uge, før Hæren skal af Sted, maa lade Taktikken være, som den er, — men den ikke 27-aarige Gen. Bonapartes Krigsforing (Strategi) er noget helt nyt: han tænker ikke paa at oversvømme Landsdele; han stævner haardnakket mod Fjendens Hær, skont Guibert i en Bog, Bainv. ikke nævner (Défense ... 1779, II, 2G9), taler for Forsvar, fordi Vaabnene er bedst egnede dertil og Angreb ogsaa er vanskeligt af andre Aarsager.

Bainv. lader Jomini rose Nap.s Plan (72). „Bainv. véd alt“, tænker Læseren. Desværre véd Bainv. bare ikke, at Jomini er ude af Kurs: Jomini „øver lavpandet Vold mod Napoleons Heltegerninger“, sagde Bernhardt. Bainv. skulde hellere have fremhævet Modsætningen Geni Talent, idet Nap. straks er fuldstøbt og endnu glimrer i 1815*), Frederik II af Preussen syndede grovt i første schlesiske Krig og fumlede i den bayerske Arvefølgekrig 1778/9.

Holder Bainv. sig til, at General Pierron i sin Tid lod Nap. laane 1. Del af Planen til 1796 fra Maillebois, der førte i Norditalien 1745—6, 2. Del fra Bourcet**), bliver det kun fælles Skibbrud. Det er ufatteligt, at en fransk General kunde falde paa, at Krigsplaner uden videre kan laanes, og Pierron fik straks Svar paa Tiltale***'). Heller ikke burde Bainv. slaa Lid til Pierron i, at Bonaparte tabte Hovedet, Augereau reddede Sagerne, da Wurmser brød frem i Juli 1796: Før han talte med Augereau, gav Bonaparte Befalinger, der ikke ændredes og tyder paa alt andet end Raadvildhed.

Efter dette Kig bag Kulisserne undres man ikke over, at Bainv. bl. a.:

— haaner Felttoget i Italien 1800 (158 ff.),

— sjælden har set en mere afgørende Sejr end Jena og, „at Sejrherren er et Bytte for saa megen Usikkerhed“ (262),

— taler nedsættende om, at Nap. skiftede Krigsplan 1812, „medens Czaren holder fast ved sin“ (409),

— indleder Efteraarsfelttoget 1813 med: „Jagten (paa Nap.) be- . gynder“ (441), og lader Nap.s Plan (af 30/s Morgen, o: efter Sejren ved Dresden) om at føre Krigen op mellem Oder og Elbe strande paa Marechallernes Modstand (444), og

— (491) holder med Carnot i, at Felttoget 1815 var „en Række af Fejl, der ikke er Nap.s Geni værdige“ (Bainv. kan endog „tælle“ Fejlene, hvad han dog til sit Held ikke gør).

Den nøgne Sandhed er:

Hvis man tager Kortet frem og sætter Mærkerne op paa begge Sider, som Førstekonsulen maatte se Tingene i 1800, lededes Krigen mesterlig. Førstekonsulen „spredte“ ikke sine Kræfter før Marengo, men gjorde, hvad der er ligetil, naar man famler i Mørke*), og viste et Mod, da Slaget syntes tabt, som Bainv. nok kunde haft Ord tilovers for. I det hele dømmer kun Folk, der aldrig har ført Krig paa Kortet og næppe blev klogere ved at tage Kortet frem, saa overlegent som Bainv. Har man ruget over Kortet, helder man til at tro, at Ting, der synes Fejl, skyldtes os ukendt Viden (Meldinger), hvis Rigtighed Nap. ikke kunde prøve, men ikke havde Grund til at tvivle om. Vitterlige Fejl turde kun forefalde, hvor han i "Hast udregnede Ting, som saa høj en Fører nu lod sin Stab om. Nap.s Dristighed er og bliver man ude af Stand til at værdsætte højt nok: I Frastand og naar man kender Udfaldet, synes Faren altid mindre, end den var.

I 1806 er det Bainv., ikke Nap., der er nervøs. Havde han ikke af jasket Jena, Auerstådt (261) og Forfølgningen, maatte den vældige Sejrsvilje, der lyser af Nap.s Føring, have slaaet ham koldt Vand i Blodet.

Bainv.s Ord om Planerne i 1812 røber, at han er hildet i Lægfolks Tro paa, at Krig føres efter en i Enkeltheder forud lagt og til Enden fastholdt Plan. Han gør desuden Czaren alt for megen Ære ved at tillægge ham nogen Plan (390, 394 f.) — I Stedet for at lade Nap. „finde sig selv“ hinsides Beresina (420) og flygte fra Hæren (423), kunde han dels have glædet Læserne med, at Kutusov smølede (417), fordi han var bange for Nap., selv hvor han stod med 80.000 Mand overfor højst 25.000 (Krasnyj 17/11 12), dels med, hvorledes Nap. reddede Hæren over Beresina, og at han saa tog bort, fordi hans Nærvær var nødvendigere i Paris.

I 1813 var Marechallerne krigstrætte. Mon de alligevel havde tabt Troen paa Kejseren og med Sindsro set „Fremtidens Mænd“ som Gérard føre Hærene, han havde stampet op af Jorden? — Man kan trygt svare Nej, for gjaldt et preuss. Øjenvidnes Ord: „Fast Tro paa, at Napoleon altid sejrede, gav hans Soldater en Udholdenhed og et Mod, som man maa have set for at se undrende nok op til“ — end først og fremmest de unge Soldater, gjaldt de, ialfald i Førstningen, ogsaa Marechallerne.

„Ja, men“, siger taknemmelige Læsere, „Marechallerne strækker jo Hænderne mod Himlen! De, som allerede „mukkede“, sætter sig aabenlyst imod“.

Desværre er Oder-Elbplanen (Til Berlin!), som Bainv. tilmed sammenblander med Leipzigplanen, Opspind af Caulaincourt m. f 1., Oprøret ligeledes. Berlin og Potsdam skulde trues fra Magdeburg. Ney var slet ikke i Hovedkvarteret, og Bayerns Frafald, som efter Bainv.s Sigende slog ham og Berthier ned, fandt først Sted 14 Dage efter.

I de Dage, i hvilke Bainv. lader „man“ drøfte, Nap. kævles med Marechallerne og være „resigneret, afmægtig“ (444 f.) gav Nap. ikke mindre end r. 60 skrevne Befalinger 058 trykte Sider i Corresp. de Nap. ler, 26. Bd). Det er dog noget, selvom man kunde skrive ikke lidt til, naar man ikke tænker mer end Bainv.

Oder-Elbplanen var allerhøjst en flygtig Tanke, som Nap. slap, fordi Landet nordpaa var udspist og Macdonalds Uheld ved Katz- bach og V'andammes Skæbne ved Kulm udsatte Hæren for at faldes i Ryggen. — Bainv. aner ikke, at tilsyneladende Uvirksomhed kan være spændt Luren paa, at Fjenden byder sig til, og at Farten, som Nap. fandt sig til rette med i hver ny Sagernes Stilling, er hoj Krigskunst. Han gør Napoleons Hjærne til et Kalejdoskop, — i Virkeligheden var det Sagernes skiftende Stilling paa egen og Fjendens Side, der var det.

Bainv. indbød til Jagt (se ovenfor S. 221). Lad os et Øjeblik se paa Jægerne!

For Vaabenhvilen, som Nap. kun gik med til for at faa sit Rytteri paa Fode og blidne Østrig, var de langt nede. Deres nye Overgeneral Barclay de Tolly, tænkte hverken paa Sejr eller tappert Forsvar; han vilde bare saa langt bort fra Nap. som muligt (433 f. er Nap.s Stilling tværtimod en ren Ynk!), og, skønt Østrig gjorde fælles Sag med dem, var de langtfra kry efter Vaabenhvilen*). Blucher, langt den kækkeste, var sjælden højt oppe (han var maniodepressiv), naar han kom udfor Kejseren, men gjorde omkring, saa snart han hørte: „Vive l’empereur!“

Schwarzenberg vovede ikke at gaa løs paa svage Modstandere med Hovedhæren den -Vi», „fordi Kejseren kunde naa derhen i 2, højst 3 Dagsmarcher fra Dresden“. Til Trods for Overtal og gode Soldater gik han med Livet i Hænderne for at blive slaaet, saa at Nap. maatte til Leipzig for at fremtvinge et Hovedslag, og endnu den 1!’/io, da Slaget dér var vundet, var han ikke ene om, at det ikke var værd at drive Nap. til det yderste ved at afskære ham Tilbagetog, — man vidste aldrig, hvad der kunde ske.

Napoleon da, som det var en Ynk med (445)?

„Guld skal prøves i Ild, Mænd i sviende Modgang“, staar der i Siraks Søns Visdom 2,5.

Har nogen staaet Prøve i Modgang, er det ham.

Han hørte og talte om Ney s Nederlag ved Dennewitz, „som gjaldt det noget, der var sket i Kina eller forrige Aarhundrede“ og viste urokkelig Fasthed til det sidste.

Han ledede Slaget ved Leipzig 16.—18. Okt. udmærket og havde sejret den 16., hvis Marmont og Ney havde staaet Maal med ham.

Uden at tænke paa, hvilken Glans Nap. kastede over Frankrig, har franske Historikere nedsat ham for at tækkes Landsmænd (Nap. var jo Korsikaner!). Bainv. følger dem ved at lade Nap. gaa til Paris i 1815 uden Tro paa Fremtiden (475) og ligesom sine Soldater vide, han var en slagen Mand, før han modte Wellington (491), — lige saa løse Paastande som, at Nap. „ikke var sig selv“. — Nap. var vglad over aaben og lønlig Modstand hjemme, men har man engang, hvor det gjaldt Ens hele Velfærd, selv været ude for noget i Retning af, at alt og alle er imod En, véd man, at det langt fra svækker Ens aandelige og legemlige Kræfter, bare man bider Tænderne sammen.

Felttoget viste, at han stod himmelhøjt over Blücher og Wellington. Hans Komme overraskede endog Gneisenau, som Tyskerne er saa stolte af.

Carnots Forslag: at oppebie de allierede i Frankrig var uheldigt. Det gav Fjenderne Tid til at ruste og samle sig. Desuden maatte Nap. sejre udenfor Frankrig for at faa Magten fuldtud hjemme, og selvom mange Officerer regnedes for Forrædere, var hans Hær (gamle Soldater) bedre end 1813 og 14’s Rekrutter og havde endnu ildfuld Tillid til Hærkejseren, da Ørnene sænkedes sidste Gang for ham ved Belle Alliance.

Hændeligt Uheld holdt Drouet d’Erlon borte fra Slaget ved Ligny. Uden det var Blüchers Hær bleven sprængt og aldrig kommen til Waterloo, og havde Ney ikke nølet ved Quatrebras d. 1t/h, Grouchy ikke baaret sig ad, saa at „Kejseren slet ikke kunde tjenes siettere af Hærdelen, han havde sat til at forfølge (Blüchers Hær)“ (Lettow-Vorbeck), var Waterloo blevet en glimrende Sejr.

Grouchy forsvarede sig bagefter med, at han kun fik mundtlig Befaling og tilmed for sent. Først en Snes Aar efter vedgik han, at han ogsaa fik skriftlig Befaling. Den viser, at Nap. forudsaa Muligheden af, at Blücher gik tilbage ad Brüssel til, og den kom tidsnok til, at G. kunde have spærret Blücher Vejen til Waterloo. I Stedet meldte han den 1T/n, at Blüchers Hær gik tilbage mod Lüttich, (Nap. maatte altsaa føle sig tryg paa den Led), men det udelader

G. i sin Omtale af Meldingen (Mémoires, IV, S. 59) og desuden ændrer han Ordene (om, at han vil forfølge den Del af Preusserne, der gaar i Retning af Wavre,) „for at de ikke kan naa Brüssel og for at skille dem fra Wellington“ til: „og angribe dem, strax jeg faar Tag i dem“.

Som man ser, — der kan siges et og andet til Bainv.s Hjælp til at danne sig en uhildet Mening om Napoleon som Hærforer.

I Tidsskriftet her er der ingen Grund til at drøfte, om Bainv. har bedre Greb paa at udrede Politikkens spegede Traade end paa at skrive Krigshistorie. Siges skal, at man ikke maa gaa i rette med ham, hvis Krigs- og anden Politik filtes sammen: de var sammenfiltede.

Kilderne er rige nok til, at der kunde skrives fængslende baade om ydre og indre Politik, men — enten Bainv. nu savner Evne til at mejsle eller har været mindre godt oplagt, falder allerede „Et Statskup, der var lige ved at forfejles“ o: den 19. Brumaire langt. Kar man læst det hele: fra Konkordatet og Krigenes Forspil til Nap.s Kroning og 2. Ægteskab — er man træt: hvor er det udtværet, hvor er Bainv. bagklog, selvom han først paa Bogens næstsidste Side lader os vide, at Nap.s Regering var „et Parti (Skak), der paa Forhaand var tabt“.

Nap. var aldrig i Tvivl om, at hans Trone stod paa svagere Fødder end de gamle Herskerhuses, og vidste som alle Indviede, at Politik er Hængedynd, Sagernes Stilling ofte et Kalejdoskop, der kan drejes i et Nu. Hvorfor saa ævle om Usikkerhed og Angst, Svajen hid og did, „forrykte Handlinger“ (288), „politiske og moralske Nederlag“ (334). „en Spillers sidste Forsøg“ (416) og „Askesmag i Munden“ (456), som var Nap. i Grunden en modlos og raad- vild Undermaaler?

Havde Bainv. sagt om Nap., som Tiberius sagde om sig selv (Suet. III, 25), at han holdt en Ulv i Ørene, havde han brændt et gribende sandt Billede ind i Læsernes Sind og vakt Anelse om, at der laa andet end Magtbrynde og Magtglæde bag Nap.s Virke.

Saa meget om Politik!

Set med Bainv.s Briller bliver Nap. just ikke stor som Menneske. Et og andet vækker dog Tvivl om, at Bainv. er Sjælekender, eller Mistanke om, at han har en (royalistisk?) Troldsplint i Øjet:

Han gør Intelligensen til det „dominerende“ i Nap.s Lynne (216 f.), Nap. selv til „Talmenneske til det yderste“ (525) og „ikke i Besiddelse af mere Sikkerhed end andre Mennesker“ (106 — i Traadd hermed faar Nap. Selvtillid [72, 365, 367 f.]). — Var Viljen stærkest i noget Sind, var det i Nap.s; hans vidunderlige Klarsyn gjorde Tallene levende, og Genier er (selv-)sikre selv med Alverden imod sig, — det er dem i Kødet baaret. Hvorledes et „Talmenneske til det yderste“ kan have saa vild en Indbildningskraft, som Bainv. tillægger Nap., turde ogsaa være en vanskelig Gaade at raade.

At true uden at slaa tydes uden videre som Svaghed (331). — Det vidner nok saa tit om Kraftfølelse eller Højsind.

Enten véd Bainv. ikke, at Nap. lod Underforere paa egen Haand have frie Hænder og raade, som de fandt bedst, eller ogsaa faar Troldsplinten ham til at se skævt paa Nap. overfor Moreau (158) og sine Officerer i Alm. (325). Nap. gjorde ikke sine Underforere uselvstændige. Ulykken var, at Ney, Oudinot og m. a., som han var tvungen til at give selvstændig Kommando, ikke var Hærførere.

Bonaparte (gav Wv,miser ærefulde Kaar i 1796 og) „vilde hellere være fraværende end til Stede ved Triumfen", da den tapre, graahærdede W. overrakte sin Kaarde (Thiers, Revolut. hist. III, 505) ; ligeledes tilstod han Melas ærefulde Kaar efter Marengo. Troldsplinten gør det første til, at han for at vække Opsigt ikke nedlod sig til at være til Stede (82), det andet til Udslag af Uro over, hvad der foregik i Paris (160).

Naar Førstekonsulen afvæbner Modstanderne med milde Ord eller Godhed, skal Fouché have Æren (148). Naar han viser Skaan- sel, er det Beregning. Det var det t. E., da Nap. offentlig godkendte Junots Færd i Portugal, den han underhaanden lod Junot vide var uheldig, men var det langtfra altid.

En slaaende Sandhed om de flestes Egennytte kaldes „brutal Opfattelse“ (349), og Nap.s Familiekærlighed udlægges endog overfor „oprørende uduelige“ Brødre (351) sjældnere som Kærlighed end som Svaghed.

Ringeagt for Døden, der vandt Nap. talløse Hjærter, omtales sjælden eller aldrig, før den tydes som Ønske om at slippe af med Livet (433).

Man mindes uvilkaarlig de oldkristnes: „Hedningers Dyder er glimrende Laster!“

26. Kap., „Martyriet“ (St. Helena), er saa hjærteløst, 27. Kap., „Forklarelsen“ saa taabeligt, at man vejrer politiske Bagtanker.*)

„Det er ikke Alt Guld, som glimrer", maa blive Bogens varige Indtryk paa de fleste. Jeg tilføjer derfor:

Nap. var hverken „kynisk“ eller „brutal". Ellers havde han aldrig faaet den Magt over Sindene, som han fik. Kynismen i Las Cases’ Memoirer fra St. Helena (516) kan ikke uden videre tilskrives Nap., da Montholons og Gourgauds Memoirer sammestedsfra ikke røber Kynisme. Paastanden om Brutalitet modsiges af Bainv.s idelige Udfald mod Nap.s „Svaghed“ overfor svigefulde Venner og vitterlige Fjender.

Han var Sjælekender: hans første Sejre i Italien skyldtes Blik for, at Forbundsfæller tænker mer paa at værge deres eget end paa at hjælpe hinanden, — hans Indvendinger imod „Werthers Leiden“ var det skarpsindigste, mest rammende, Goethe nogensinde havde hørt, — for kun at nævne to Træk i ulige Retninger.

Især, hvis man er stærkt optaget og evner at gaa helt op i, hvad man er ved i Øjeblikket (109), bliver man let kort for Hovedet, naar man ikke kan tænke saa langsomt, som Folk, man har for sig, taler. Mennesker, der tænker usædvanligt hurtigt og strax ser Kærnen i en Sag, slaar ogsaa let langsommere tænkende med Rædsel og faar Ord for at gøre vilde Tankespring. Begge Dele hændte Nap. Han tænkte lynsnart, men han tænkte klart.

Tænker man saa paa, hvor lidt han paavirkedes af den grænseløse Smiger og Hyldest, han udsattes for, — hvor faa Ugerninger han gjorde sig skyld i, — hvor falske mange Modstandere var, og — hvor koldt der er paa Tinderne, bliver Napoleon ikke alene noget for sig, men ogsaa et større og bedre Menneske end de fleste.

Nap. var Drømmer (Fantast). Drømmer og Drømmer er dog to Ting: Droner, der skyer Virkeligheden, Arbejdsbier, der i ledige Øjeblikke frier sig fra dens Tynge. De første er lige saa umulige, naar der skal handles, som de sidste er farlige Fjender: de ser. Vi véd bl. a., at Nap. drømte om et Tog til Indien, men skønt han havde de gamle Conquistadorers Vovemod, gør man ham Uret ved at tro, han nogensinde var „lutter Indbildningskraft“ (514) og vilde lagt ud med haabløst svage Kræfter. Dertil havde han for aabent Øje for, hvad militære Opgaver — god Føring forudsat — kræver“).

Mange har paastaaet, at Nap. allerede var aandelig og legemlig svækket i 1808, blev rastløsere og rastløsere med Alderen og især i 1813 tog mest Hensyn til eget Velvære.

Havde Bainv. i Stedet for flygtige Ord (271) og Væv hen i Vind og Vejr om Stemninger, med Aars Mellemrum givet os Kejserens Arbejdsdag i Krig og Fred, — det kan gøres, — var slige Paastande henvejrede. En Ludvig XVI vilde ryste paa Hovedet: „Han gik aldrig paa Jagt og smedede ikke Laase. Han sad kun 10 Minutter til Bords, og naar sov den Mand i Grunden?“ — Vi andre bøjede os i Undren over saa spartanske Vaner, saa vældig Virketrang, saa utrolig Udholdenhed. Hvad mener man t. E. om: Den 1T/i 1809 red Nap. i klingrende Frost de 18 danske Mil fra Valladolid til Burgos paa 51/2 Time og kørte faa Timer efter videre til Frankrig. I Sept. —Okt. 1813 holdt han samtidig med, at han ledede sin Hær mellem 4 fjendtlige, Øje med Krigen i Italien og Spanien og brevskiftede om mange andre Ting.

Efter at have ledet 3-Dagesslaget ved Leipzig og knap sovet de to foregaaende Nætter dikterede han Natten den 18.—19. Okt. Befalinger og Skrivelser til den lyse Morgen. Efter Slaget ved Ligny 1815 var han lige saa foretagsom som efter Jena og Friedland, selvom bagkloge lader ham dase hist, glimre her.

Selv med Bainv.s Vid i frisk Minde drister jeg mig derfor til at tro, at det ikke gavnede Menneskeheden, at Nid og Avind fik dette Geni, som Verden sjælden eller aldrig saa Mage til, lænket til Klippeøen i Atlanterhavet. Samtidig advarer jeg ogsaa mulige Læsere af Bogen mod Tro paa, at hver Storhed skal styrtes og stenes.