Log ind

Nakskov og Svenskerne 1658 og 1659 III (fortsat)

#

Af Kaptajn J. Nordentoft.

III. (Fortsat).

Den sidste Maj var ikke alene en Mærkedag for Forsvarerne, men ogsaa for Angriberne, som skiftede Chef og slog ind paa en ny Angrebsmaade. Wrangel havde nemlig faaet Ordre til at overtage Forsvaret af Fyn og afgav den 31’ Kommandoen foran Nakskov til Gustav Otto Stenbock. Enten det nu skyldes Stenbocks egne Overvejelser eller Paavirkning fra Wrangels Side, som naturlig Følge af de under en Maaneds Belejring høstede Erfaringer, kom iStenboek efter personlig at have foretaget en Undersøgelse af Stillingen til det Resultat, at Skydningen fra Stensø vel var teknisk mulig, men kostede for meget Krudt og bragte i sig selv ingen endelig Afgørelse; Ildens Virkning kunde ikke nyttes af Fodfolket, som ikke kunde føres frem over Vandet til Angreb paa Byens Sydside. Han besluttede derfor at opgive Tanken om at gennemtvinge Byens Overgivelse ved et Bombardement og snarest gaa over til en regelret Belejring med Hovedangrebet rettet mod Store Hornværk.

Paa dette Sted var der forholdsvis gode Angrebsbetingelser. Kun en lille Skytsmængde i Fæstningen kunde bringes til at bære mod Løbegrave fort frem fra Marskov over Møllebakkens Sydskraaning til Horn værkets Port, og Angrebsomraadet var dækket mod mulige overraskende dansk-hollandske Landgangsforsøg i højre Flanke af Batterierne paa Ivuddeholm og Bagerholm, i venstre Flanke af Mose og sid Eng og i Ryggen af Helnæs So. Desuden kunde Angrebet støttes fra Stensø ved Skraaild mod Partiet om Ølkarret og Vejlegade Port, Reserver kunde skjules i Marskov, Udfald mod Belejringsarbejderne let tages i Flanken, og Adgangen til Løbegravene bagfra kunde ske uindset fra Fæstningen. I Maj Maaned skete intet, som talte for principielle Ændringer i den svenske Hærs første Opstilling; Tyngden i Begivenheder og Angrebshandling laa Maaneden igennem Syd for Nakskov; det er derfor sandsynligt, selv om det ikke kan vises med tørre Tal, at Hærens Hovedstyrke hele Tiden laa som tidligere nævnt om Saunsø, Vestenskov, Arninge, Holleby. Gennemførelsen af Stcnbocks Tanker maatte dog give sig Udslag i en helt ny Gruppering, som Generalen bestemte udført den P Juni. Da svenske Kystvagter imidlertid den 31’ Maj meldte 6 danske og 3 hollandske Orlogsmænd udfor Albuen, og da de svenske Løbegrave først aabnedes den 4’ Juni om Morgenen, er det sandsynligt, at Stenbock har holdt Hæren, der modtog forskellige Forstærkninger, nogenlunde samlet i det hidtidige Omraade, indtil han saa, at Landgang ikke forsøgtes, og først har ladet sine Tropper tage den nye Opstilling i Løbet af den 3’ Juni.

*) I Hærens Arkiv og Ingeniørkorpsets Arkiv.

Hvorledes den blev fra første Færd, ved vi ikke, men da der foreligger Kort*), som i Enkeltheder viser, hvordan den var ved Belejringens Slutning, og da der hverken i Resten af Juni eller i Juli Maaned indtraadte Forhold, som betingede en væsentlig anden Opstilling end den sluttelige, kan vi med Kortets Oplysninger som Grundlag formode, at den saa saaledes ud:

Hovedgruppen, der skulde gennemføre Angrebet, og som Følge heraf bestod af Fodfolk, Dragoner og Artilleri, stilledes i Egnen om Marskov og talte følgende Styrke:

Generalmajor Fersens Fodregiment,

Sddermanlands Regiment,

Oberst Wevorts Fodregiment,

Oberst Beckers Fodregiment,

Dele af Dougias Fodregiment under Major Wildenhjelm,

General Baners Dragonregiment,

Oberst Huls Rytterregiment og

Artilleriet med Artilleripark.

Hovedparten af Hestfolket, der skulde indeslutte Fæstningen, dække Angrebsstedet og Besætningen paa Stenso og kunne imødegaa mulig fjendtlig Landgang, stilledes med De Wahls og Seherrs Rytterregimenter og Gorgas Dragonregiment om Arninge, medens Livregimentet og Sulzbachs Dragonregiment samledes om Fredsholm. Pringells Rytterregiment ved Sæbyholm vogtede Vejen mod Nakskov og Maribo og sikrede tillige Forbindelsen mellem Hovedgruppen Nord for Nakskov og Rytteriet Syd for Fjorden.

Artilleriet paa Stensø, som bevogtedes af et Kommando under Oberstløjtnant Sehwerin, blev foreløbig staaende. Stenbock selv tog Hovedkvarter paa Helnæs.

For at aflede Forsvarernes Opmærksomhed fra Forholdene paa svensk Side lod Stenbock Skydningen fra Stensø fortsætte med Afbrydelser den 3’ Juni med. Den 4’ Juni om Morgenen saa man fra Fæstningen, at Løbegravene aabnedes. Hvis man ikke tidligere havde været klar over Stenbocks Hensigt, fik man nu Syn for Sagen. Angrebsretningen var erkendt, og Besætningen i Hornværket og dets Ravelin øgedes til ca. 250 Mand:!T). Da Forsvaret, som allerede antydet, maatte føres saaledes, at der vandtes mest mulig Tid, lod Kørber et Kommando, hvoriblandt Dele af Borgerkompagniet, den 5’ foretage et Udfald for at sinke Belejringsarbejdernes Fremgang; men udover at vise Angriberen, at Kommandanten var rede til haardnakket Forsvar, naaedes intet Resultat. Udfaldsstyrken maatte trække sig tilbage med et Tab paa minist 4 døde, som begravedes Dagen efter38). Samtidig gjorde Rytteriet et Forsøg paa at føre 120 Stykker Kvæg ind i Fæstningen fra Egnen Syd for Nakskov. Ogsaa dette Udfald mislykkedes; det kom ved Holleby til et Sammenstød med en overlegen svensk Ryttervagt af Livregimentet, hvorefter Danskerne maatte trække sig tilbage med et Tab af 10 faldne Ryttere og 10 dræbte Heste42). Natten til den 7’ foretoges et tredie Udfald for at stikke Ild i de paa Marskov Banke liggende Møller, hvorfra det var muligt at se ind i Dele af Fæstningen. Svenskerne riposterede uden Held med et Modstød, Møllerne kom i Brand, og Danskerne trak sig tilbage til Hornværket dækket fra Voldene af Kanonild, som umuliggjorde det paafølgende svenske Slukningsforsøg42).

De svenske Løbegravsarbejder kom imidlertid nærmere og nærmere. Langs den lange bagudgaaende Færdselsgrav var der bygget to lukkede Værker, Redouter, som skulde opfange fjendtlige Udfald, hindre Fremtrængen langs Graven og dække en eventuel Tilbagegang fra de forreste Linier; begge var forsynet med stærke Besætninger og den, der laa nærmest Hornværket, desuden med 2 Kanoner. Fra sidstnævnte Redoute førte Graven videre frem til 3 Brechebatterier, der i Overensstemmelse med Tidens Artilleritaktik lagdes saaledes, at det midterste kunde skyde saa godt som vinkelret paa det Sted i Volden, hvor Brechen skulde lægges, og ryste Jorden løs, medens de to ancre Batterier ved Skraaild skulde faa den løsskudte Jord til at trille ned i Graven. Midtebatteriet bestykkedes med 4, nordre Sidebatteri med 2 og søndre Sidebatteri med 6 Kanoner. De sværeste heri anbragte Stykker var overført fra Stensø. Kørber havde hele Tiden nøje fulgt Belejringsarbejdets Gang og besluttede, da han saa, at Brecheskydningen var umiddelbart forestaaende, at foretage et Udfald for at fornagle Fjendens Skyts, ødelægge hans Batterier og dermed udskyde den encelige Afgørelse. Udfaldet fandt Sted den 9’ Juni under Oberstløjtnant Bernebachs Ledelse. Svenskerne overraskedes og blev for en stor Del hugget ned. Saxtrup angiver med poetisk Frihed deres Tab til 120 døde, et Tal, den i det følgende viste svenske Tabsliste ingenlunde kan anerkende. Desuden skal de som Fanger have mistet 1 haardtsaaret Major, der døde den følgende Dag, 1 Kaptajn, 1 Fændrik, 1 Sergent, 1 Korporal og nogle menige. Endvidere befriedes nogle lollandske Bønder, som var presset til Skansearbejde42).

Skærmbillede 2020-08-18 kl. 15.22.40.png

Paa dansk Side faldt Oberstløjtnant Bernebach og nogle faa menige, og en enkelt toges til Fange. Oberstløjtnanten ofrede dog sit Liv forgæves; thi det lykkedes ikke under Udfaldet at ødelægge Fjendens Batterier eller Skyts, som den 10’ aabnede Ilden mod Hornværket. De følgende Dage fortsattes Skydningen og Sappearbejdet. De Kanoner, der endnu var i Batteriet paa Stensø, rettede Ilden mod Partiet om Ølkarret og dræbte et Par Mand. Byens Kvinder blev heller ikke skaanet; saaledes blev Christoffer Skoflikkers Hustru „skudt tvært over af en Støkkugle i hendes Hus i Bybrostræde“, og Philip Gravers Hustru fik Hovedet skudt af „paa sin Seng som hun sad og gav sit Barn Patte, saa Barnet efter hendes Død fandtes paa hendes Bryst med Patten i Munden“33). Den 13’ var Løbegravene et Stenkast fra Hornværket, og Svenskerne ventede snart at kunne ødelægge Ravelinens Palisader; men Arbejdet gik nu langsommere og tungere fra Haanden. Paa Grund Forsvarernes Ild kunde der kun arbejdes for fuld Kraft i de korte Nattetimer, Jorden var leret og haard, og Natten til den 14’ saa lys, at Forsvarerne saa godt som hele Tiden kunde bruge deres Vaaben mod Angriberne, der derfor fik 1 Underofficer saaret og 4 menige dræbt. Det var umuligt at være over Jorden og blev derfor nødvendigt at gaa under denne og føre Arbejdet mod Ravelinen som et Mineangreb37). I denne Periode forsøgte Svenskerne et Par Overfald paa Fæstningen. Det første fandt Sted i Forbindelse med en Krigslist. Svenskerne havde lagt Mærke til, at Fæstningens Porte altid aabnedes, naar Bønder, der løb fra det tvungne Skansearbejde, søgte ind til deres Landsmænd bag Voldene. Og heraf benyttede de sig paa følgende Maade. En Dag lod den svenske Officer, der kommanderede i de forreste Grave, nu og da en Bonde faa Lejlighed til at rømme; og da han havde set, at dette omgaaende skete, og at Rømningsmændene stadig modtoges ved Portene, gav han henimod Aften 6—8 Bønder Mulighed for at løbe over i Flok fra samme Grav, medens han i en anden Grav samlede en Del svenske Soldater forklædte som Bønder, men med Pistoler og Kaarder skjult under Tøjet. Hans Plan var nær lykkedes. Bønderne stak af, saa snart de saa deres Snit dertil, Portene aabnedes omgaaende, de forklædte Svenskere stormede frem og stræbte at trænge ind efter Bønderne. Men til Held for Forsvaret var de vagthavende Bøndersoldater saa aarvaagne, at de opdagede de fremmedartede Ansigter og slog Alarm. Det kom til Haandmænge med Portvagten, Skytterne paa Volden greb ind, og med Kuglerne pibende om Ørerne maatte Svenskerne vende tilbage med uforrettet Sag. Deres Tab er ukendt; paa dansk Side faldt 4 Bøndersoldater4-). Et nyt Forsøg paa at tage Ravelinen blev gjort den 15’ henimod Midnat med en Styrke paa godt 100 Musketterer af Fersens, Wevorts og Douglas Regimenter. Angrebet kombineredes med en Demonstration af Sulzbachs Dragoner mod Yder-

Skærmbillede 2020-08-18 kl. 15.23.01.png

voldens Port. Det lykkedes Muskettererne at trænge over den tredobbelte Palisaderække og ind i Værket, hvor det kom til Kamp Mand mod Mand. Svenskerne kastedes ud, fornyede Angrebet, joges atter bort, men kom igen for tredie Gang. Fra Homværkets Vold aabnedes en stærk Kanon- og Geværild mod Ravelinens Indre; Resultatet blev derfor det samme; det lykkedes end ikke at stikke Ild paa Palisaderne, Muskettererne maatte opgive Angrebet og vige uden at kunne medføre tre faldne Majorer, nemlig Vincens v. Wildenhjelm, Wilhelm Friderich Stahl v. Holstein og Lowys Rybmordts42). Foran Ydervolden gik det ikke Svenskerne bedre; der fandt en Kaptajn Døden. Hvor mange, der desuden faldt hos de to Modstandere, vides ikke. Paa dansk Side har Tabene været ret smaa. Kirkebogen viser, at der i Løbet af de følgende Dage kun er begravet 2 af Holcks Ryttere, 1 Bonde og 1 Borger; til Gengæld mistedes 2 Mand som Fanger, som gav Stenbock den meget vigtige og iøvrigt rigtige Oplysning, at Fæstningens Ammunitionsmængde gik stærkt paa Hæld. Fra svensk Side foreligger følgende samme Nat indsendte Tabs- og Sygeliste;!") :

Skærmbillede 2020-08-18 kl. 15.23.25.png

Denne Liste har en enkelt Forfatter ment omfattede Svenskernes Tab siden Belejringens Begyndelse. Dette kan dog kun være rigtigt, hvis der hermed menes siden 4’ Juni, efter at den metodiske Belejring var sat an; thi Listen omhandler foruden Livregimentet, som den 7’ kæmpede Syd for Nakskov, kun Hovedgruppens Afdelinger foran Byen og nævner ikke Tabet f. Eks. den 6’ Maj i Rytterfægtningen ved Abildtorp. Derimod er det utvivlsomt rigtigt, at Tabene i Kampen Natten til den 16’ Juni ikke er medregnet; de tre faldne Majorer er saaledes ikke ført paa Listen. Den 16’ genoptog Svenskerne Artillerikampen og lammede Artilleriforsvaret i Homværket. Flere Kanoner havde faaet sønderslagne Mundinger og ødelagte Lavetter, men dog ikke mere, end at man ved Rasmus Kleinsmeds og Jørgen Hjulmands Hjælp kunde afsave den beskadigede Del af Rørene og rette Lavetterne op saaledes, at Skytset kunde bruges i Nærkamp40).

Den 17’ vilde ..Stenbæk for lettere at kunne trænge ind i Hornværket aabne Ilden mod et „andet Batteri“ og har antagelig hermed ment Høje Kat, hvorfra Værket beherskedes. Hvis de svenske Artillerister har taget dette nye Maal under Behandling, har de kun udført en ufarlig Skiveskydning, da de danske Kanoner ikke kunde give raat for usødet, en Omstændighed Stenbock noterer i Dagens Indberetning til Kongen saaledes: „De i Staden er i Dag helt stille, de har kun gjort to Musketskud, og med Stykker skyder de ikke i Dag“37). Der synes særlig at have været Mangel paa Kanonkugler, som ikke kunde støbes i Byen; derimod ses Christen, Hans, Jeppe og Rasmus Smed i Dagene 12’—29’ Juni travlt beskæftiget med at forvandle 800 Pd. Stangjern til Skraa. Musketkugler har det aabenbart ogsaa knebet med, hvorfor Jens Jacobsen blev sat i Gang med at støbe en Forsyning40). Alt tyder saaledes paa, at Forsvarernes paafaldende ringe Ildkraft ikke som hidtil antaget skyldes Krudtmangel, men Mangel paa Skarp og Skraa.

Det kan ikke nægtes, at Svenskerne havde faaet Ildoverlegenhed; heraf benyttede de sig til et nyt Bombardement. Allerede den 17’ havde de taget fat. I Salver paa 8 susede Granaterne Dagen igennem ind i Byen, kun afbrudt af 3 Timers Middagshvile. Johan Helbeks Hus i Tilegade paa den søndre Side, Bager Carsten Jacobsens Gaard i Søndergade paa den nordre Side og nogle faa andre Bygninger blev i disse Dag skudt i Grus eller gik op i Luer. Heller ikke denne Gang gik Kirken Ram forbi; Søndag den 19’ midt under Gudstjenesten slog en Granat ned i Koret og vakte voldsom Skræk blandt de den Dag særlig talrige Kirkegængere, men heldigvis uden at dræbe en eneste. Granaten, som er kastet af en 32 cm’s Morter, findes endnu den Dag i Dag i Kirkens Kor.

Ogsaa paa anden Vis stræbte Svenskerne Byen efter Livet. Natten til den 17’ sendtes en Brander fra iStensø ind mod Havnen for at stikke Ild i Skibene og dermed i de nærmeste Huse; baade dette og tre senere tilsvarende Forsøg slog fejl. Christian den IV’s Bom stod sin Prøve, ingen Brander slap igennem Sejlløbet, men løb paa den nedrammede Pælerække, grundstødte eller brændte op uden at gøre Skade42).

Skærmbillede 2020-08-18 kl. 15.24.01.png

Medens dette stod paa, havde Svenskerne uden at blive særligt foruroligede fortsat Mineringen mod Ravelinen og arbejdet paa Anlæget af et Morterbatteri, der skulde kaste ind i Horn værk et og hindre Forsvarernes Udbygning af en tilbagetrukket Linie, som Kørber her havde begyndt Anlæget af. Den 19’ var Batteriet færdigt og gjorde flere generende Kast mod den danske Besætning. Et Udfald den foregaaende Dag for at ødelægge det var blevet afvist. Kørbers Folk „blev strax“, skriver Stenbock, „jaget ind i Byen uden at have udrettet noget.“

Efter Stenbocks Indberetninger til Kongen at dømme har det været Generalen en Skuffelse, at han ikke, som ventet, om Natten til den 22’ havde faaet Bugt med Palisaderne foran Ravelinen. Forsvarernes Modstandskraft var trods alt ikke brudt, Fodfolket holdt Palisaderne stærkt besat og slog godt fra sig bl. a. med en Del hertil velegnede Morgenstjerner, som Kørber havde ladet Morten Smed og flere ligestillede Kolleger lave. Vejlegades Port forsynedes med nye jernbeslagne Portfløje og et stort Jernbor, der skulde bruges til at føre gennem Voldens Jord for at søge efter svenske Miner fremstilledes40). For at trække Forsvarerens Kræfter fra Angrebspunktet og binde dem andet Steds eller, som Stenbock jævnt og bramfrit skriver, „for at ave Fjenden bedre“, satte han et sekundært Angreb an mod Fæstningens Østfront under Kommando af Oberstløjtnant Schwerin. Oberstløjtnantens Fodfolk førtes bort fra Stensø, hvis Bevogtning overlodes til Rytteri, hvorefter de saaledes frigjorte Tropper tillige med Forstærkninger, sendte fra Falster, begyndte at grave Natten til den 25’ foran og parallelt med Ydervolden i en Afstand af 340 Skridt fra denne og paa Strækningen fra Porten til Stranden. Til Støtte for Besætningen i Tilfælde af Udfald mod de nye Belejringsarbejder udbyggedes disse med 3 Redouter å 2 Kanoner. Dagene gik; Mineringen havde ingen rigtig Fremgang, selv om man gjorde „sig al Flid og Umage“. Stenbock var ulykkelig og gør i sine Breve til Kongen stadig Undskyldning for den langsomme Angrebsmaade. For Kørber kan det derimod kun have været en Glæde; hver Dag, han vandt, vilde være til Gavn for Byen og forøgede Udsigten til Hjælp og Støtte udefra. Han vidste, at Kongen havde givet Ordre til at sende Undsætning fra Holsten, og har vel faaet at vide, at den svenske Flaade efter Nederlaget ved Rødsand ikke længere var Herre til Søs, og at Vejen for søværts Forsier dermed var fri. Men Hjælp øjnedes ikke; Stillingen begyndte at blive betænkelig. Provianten var ved at slippe op, og Garnisonen, særlig Landstormen, maatte paa nedsat Rations). Desuagtet tabte dog ingen Modet. Havde Borgerskabets Holdning ved Fæstningens Indeslutning end været noget lunken, havde det nu faaet Øjnene op for, at selv en lille Styrke udmærket i et forholdsvis langt Tidsrum kunde holde en overlegen Modstander Stangen, og tænkte ikke mere paa at overgive sig mod Kommandantens Ønske. Var der end Mangel paa Ammunition og Proviant, saa skortede det ikke hverken paa Flid eller Handlekraft. Trods Beskydningen var Arbejdet paa den tilbagetrukne Linie ikke gaaet i Staa; det var oven i Købet paa Hornværkets Vold lykkedes at bringe noget Skyts i Stilling mod den Sappe, der førte mod Ravelinen, et Forhold Svenskerne opdagede, og som fik Stenbock til, som det fremgaar af følgende Brev, at træffe yderligere, men sinkende Forsigtighedsforanstaltninger, inden Minen under Palisaderne lagdes til Rette:

„26,6 Kl. 10 Aften.

Jeg skulde i Dag med Sappen være kommen helt ind til Fjendens Palisader, men da jeg mærkede, de derinde var temmelig stærke bagom samme Palisader, og det syntes, som havde de gjort et Batteri ret midt imod Sappen, saa har jeg i Dag fundet det raadeligt ikke at bygge igennem, men begynde først paa begge Sider af Sappen at gaa ud med Sidelinier, for at de ikke skal have noget Batteri, som ser os i Sappen, og vi da kunde have noget sikkert Sted der.“ Det ses af det foregaaende, at hvert Skridt i Svenskernes Belejringsarbejder omgaaende fulgtes af Kørbers Modforanstaltninger, og saaledes blev det ved Belejringen igennem. Da Angriberne derfor satte sig fast foran Hornværket, havde han atter Grund til at gribe ind for at forstyrre Arbejdet og vinde Tid. Han var ikke bange for at bruge sine Kræfter og satte den 28’ to Udfald an mod de fjendtlige Værker, det ene gennem Horn værket, det andet gennem Ydervoldens Port. Vi savner Efterretninger om, hvorledes Udfaldet fra Hornværket forlob, derimod kan det ses, at Kørbers Livkompagni angreb gennem Ydervoldens Port, naaede de svenske Løbegrave, dræbte 5 Mand og skød nogle Officersheste, men maatte derefter trække sig tilbage med et Tab af 6 døde og 5 fangne. Blandt Fangerne var en Korporal Lorentz Peter37), der meddelte Svenskerne vigtige Oplysninger om Forholdene i Fæstningen blandt andet, at Hornværket og Ravelinen den Dag var besat med 40 Mand til Fods af Holcks Ryttere, 80 Mand af „københavnske Borgere og allehaande Folk“, Resten af Borgerkompagniet, ialt en samlet Styrke paa 250—300 Mand. Paa Grundlag af hans Udsagn, der i Betragtning af de Forhold, under hvilke det er givet, utvivlsomt dækker Sandheden, kan vi fristes til at tro, at det har været Holcks Ryttere, som har maattet vove Skindet i Udfaldet fra Hornværket.

Skærmbillede 2020-08-18 kl. 15.24.56.png

Menig Mand har vel næppe følt Nytten af de hyppige Udfald, som altid var endt med Tilbagegang, men har han ikke haft den rette Forstaaelse heraf før, saa fik han det, da det lykkedes at standse Artileriilden fra .Stensø. Dette skete, da Kørber, efter at have faaet Vished for, at Øens Besætning var væsentlig mindsket, Natten til 30’ Juni overfaldt det dér endnu værende Batteri. En Del af Garnisonen og nogle Mand af Borgerkompagniet overførtes i Stilhed i Baade og overrumplede tilsyneladende let den svenske Vagt. Batteriet jævnedes med Jorden, Skanserne ved Øens Vadesteder sattes atter i Forsvarsstand, og Svenskerne søgte ikke mere at genoprette dette Tab. Paa dansk Side synes Sejren kun at have kostet en Mand af Borgerkompagniet Livet, Dorthe Reimers stakkels Tjenestekarl, „som begge Ben blev afskudt“42).

*) Sandsynligvis Kaptajnløjtnant V. J. H ahns Ryttere. H ahn født 22/12 1632 som Søn a f C hristoffer H. til H jortespring og Seekamp. Kammerpage 27/2 1651. K om et i Livregt. til Hest. K aptajnløjtnant 1658. R itm ester 1660. Afsked 30/3 1661. Død 25/6 1680.

Den BO’ var Skæbnen i det hele ikke Svenskerne huld. I Ravelinen, hvor Major Ketzner den Dag førte Kommandoen, kunde man høre Arbejdet i en Minegang. Det lykkedes at stedfæste et Minekammer og bore Hul ned i Jorden, saa Vand kunde hældes ned og ødelægge Krudtet. Virkningen blev derfor forholdsvis ringe, da Svenskerne tændte Lunterne og kun fik en Mine til at springe. Der fremkom ganske vist en Aabning i Palisaderne, gennem hvilken en Stormkolonne trængte frem; men da Løjtnant Johan Vestrup v. der Recke:|:) kastede sig over den med sine Folk, blev Angrebet afslaaet. For sin raske Færd maatte Løjtnanten bøde med Livet. Hele Juni gik, uden at Svenskerne naaede store Resultater, og Juli begyndte ikke særligt lovende. De første Dage brugtes til Oprydningsarbejde i Sapperne efter den første Minekamp; den 3’ Juli sprang en stor Morter, der lige var bragt i Batteri, og den 4’ lykkedes det Forsvarerne at lede Vand ind i en Sappe. Arbejdet gik dog fremad, ganske vist „kun langsomt“, skrev Stenbock til Kongen, „men vi skal gøre vort bedste“. Den T om Morgenen naaede hans Folk igen frem til Palisaderne, og langt om længe, Natten til den 8’ Juli, faldt Ravelinen, hvorefter de gik i Gang med at faa Vandet fra Hornværkets Grav til at løbe ud i Fjorden. Den 9’ Kl. 1 om Eftermiddagen var Afledningsgrøften færdig, og Vandstanden i Graven begyndte at synke. Da Kørber mærkede dette, foretog han sit største og sidste Udfald for at hindre Tørlægningen af Værkets Stormhindring. 100 Mand Fodfolk og 200 Ryttere til Fods kastedes mod Fjenden, flere svenske Officerer og adskillige menige huggedes ned, men Maalet naaedes ikke. Ravelinen blev ikke tilbageerobret; Udfaldsstyrken maatte trække sig tilbage, uvist med hvor store Tab; Fjenden holdt fast paa, hvad han havde taget, og stod nu den 10’ lige foran det efterhaanden noget medtagne Homværk. Herefter følte Stenbock, at Fæstningen maatte være stormmoden, og tilbød, som Rogert siger, i Overensstemmelse med „alle polerede Nationers“ Krigsbrug „Accord“, førend han lod „det komme til yderste Anfald“. Kørber bad om 14 Dages Frist, men fik Afslag, hvad der ifølge Sagens Natur kun var rimeligt. Derimod tilstodes der ham 24 Timers Vaabenhvile til nær-

*) Løjtnant i Ritmester Breckels Kompagni af Livregim entet til Hest. Begravet i Nakskov 3/7 1659.

Skærmbillede 2020-08-18 kl. 15.25.47.png

mere Overvejelser. Et Krigsraad sammenkaldtes for at klarlægge Stillingen, og Oberst Rehden og Ritmester Wordhausen*) sendtes ud for at høre Stenbocks Betingelser. Vi ved ikke, hvorledes de var, kun at Saxtrup i Modsætning til de senere kalder dem for „gode“, og at Kørber egentlig var sindet at modtage dem, baade fordi han havde tabt Troen paa at faa Undsætning, og fordi han vidste, at Midlerne til fortsat Kamp var for smaa. Men da en Gruppe Borgere modsatte sig Overgivelsen for dog at modtage en Hovedstorm for aaben Breche, og han selv mente, at Enighed i en saa vigtig Sag var en bydende Nødvendighed, afviste han det svenske Kapitulationsforslag og valgte at kæmpe videre.

Kampen skulde dog ikke blive lang. Hornværkets nærmest Fjorden værende „Horn“ var stærkt sønderskudt, en fornyet Beskydning ryddede den sidste Hindring og banede Vej for et Stormangreb Natten til den 14’ Juli. Forsvarets Modstandskraft var brudt, og Værket faldt i Fjendens Hænder.

Svenskerne stod endelig foran den gamle Vold og kunde skyde ind i Byen med Geværer; Artilleriet sendte Borgerskab og Garnison en ny Hilsen og kastede herunder en Lænkekugle ned i Kirkens Kor. Alle saa, at fortsat Modstand var formaalsløs, og da Stenbock atter tilbød en Overenskomst, gik man ind herpaa. 1 Løbet af Dagen enedes man om Kapitulationsbetingelserne, og den 15’ om Morgenen sluttedes nedenstaaende paa tysk skrevne Overenskomst mellem

Gustav Otto Stenbock, Greve af Bogesund, Friherre til Ørestrøm og Cronebæk, Herre til Torpe og Lehna, Kongelig Majestæts og -Sverrigs Riges Raad, Feltmarchal, Krigsraad, Generalguvernør i Skaane, Halland, Blekinge og Bornholm, Overlandsdommer i Vesternorrland, Lapmarken, Jemteland og Herjedalen og Oberst til Hest og til Fods, og

den ædle og strenge Hr. Joachim Kørber, K. M. af Danmark og Norges Overkommanderende i Fæstningen Nakskov og Oberst til Hest, nemlig:

*) 8/1 1658 L øjtnant i Adolf Buchwaldts Ryttenkompagni. Senere K aptajnlø jtn an t i Kørbers Rytterregim ent. Overrumplede 9/10 1658 paa Taasinge med 20 M usketterer en svensk Ritm ester og 40 Ryttere. Kun Ritmesteren og hans K varterm ester undslap31).

1. Major Abraham Buchewitz*) med alle Artilleripersoner, Officerer og Konstabler o. 1., skal med Hustruer, Børn, Heste, Vogne, Pik og Pak, Bagage, alt rørligt Gods samt 3 Kanoner, 2 sekspundige og 1 tre- eller topundig Metalkanon, med tilhørende Krudt og Kugler, frit forlade Fæstningen og skal med sødygtige Skibe overføres fra Taars Færgested til Kiel i Holsten. De øvrige Stykker, Ammunition, Proviant og hvad iøvrigt maatte hore til Magasinet, skal lades tilbage i Byen og uvægerligt og usvigeligt gives til den, der forordnes hertil.

2. Overkommandanten Joachim Kørber med Stab og alle Overog Underofficerer, saavel Confirmerte som Reformerte til Hest samt menige Ryttere og Volontaire af hele Garnisonen skal med vajende Estandarter, klingende Trompeter, ladte og spændte Karabiner og Pistoler, Heste, Hustruer, Børn, Karle og Piger med Pik og Pak, Karosser, Bagage, Vogne og rørligt Gods have fri og sikker Afmarch og ligeledes overføres til det før nævnte Sted i Holsten.

3. Fæstningens Kommandant, Oberst v. Rehden skal med alle sine højere og lavere Officerer samt deres Hustruer, Børn og Tjenestefolk, Pik og Pak, Vogne, Karosser, Heste, Bagage, tilhørende Ejendele og rørligt Gods tilstaas fri Afmarch og skal ligesom de ovenfor anførte transporteres til det tidligere nævnte Sted; derimod skal det hidtil under hans Kommando staaende, udskrevne Fodfolk træde i den svenske Konges Tjeneste. Landstormen og de væbnede Bønder, som under Angrebet har ladet sig bruge til Modstand, skal med deres Ejendele frit, sikkert og uhindret drage til deres Gaarde, uden at der rejses Søgsmaal mod dem.

4. Hans kongelige Majestæts af Danmark i Nakskov værende Heste, Kuske, Seletøj, Sadler og hertil hørende Udrustning kan ligeledes afgaa med Garnisonen til Holsten.

5. Alle de under Punkt 1, 2 og 3 nævnte Officerer, Artilleribetjente og Ryttere skal paa sødygtige Skibe og Skuder føres sikkert fra en bekvem Havn fra Lolland til Kiel og herunder være forsynet med nødtørftig Proviant og Fourage. Skulde Modvind i den nærmeste Tid mod Forventning nødvendiggøre Af sej lingens Udsættelse, skal der midlertidig gives dem Kvarter og strengt nødvendig Forplejning her paa Landet; syge og sunde, der ingen Vogn har, skal frit køres til Færgestedet eller det anviste Kvarter. Skulde en eller anden af Garnisonen have Lyst til frivilligt at indtræde i den svenske Hær, staar det ham frit for.

6. Alle højere eller lavere Officerer og menige til Hest og til Fods, som H. Kgl. Maj. af Sverrig eller hans undergivne maatte have Krav paa, vil, hvis de atter melder sig til Hans Maj’s Tjeneste og omgaaende indfinder sig ved deres gamle Regimenter, blive pardonneret og fritaget for al Tiltale, med mindre de maatte have gjort sig skyldige i Højforræderi. I saa Fald skal Sagen afgøres af Hs. Maj.

7. Alle i Nakskov værende, baade kongelige og adelige Officianter, Betjente, Skrivere og Fogeder samt gejstlige, som fra Landet er flygtet til bemeldte Nakskov efterladende Gods og Hjem, det være paa Lolland eller andre Øer, og som for Øjeblikket er afhængig af Hs. Maj’s Naade, skal med deres Hustruer, Børn, Karle og Piger, alt Gods, Vogne, Heste, Bagage og alt deres rørlige Gods blive under fuld Beskyttelse i Nakskov, indtil Hans Majestæts Forholdsordre maatte foreligge.

8. Alle Fanger, høje og lave uden Undtagelse, skal efter sluttet Accord straks løslades fra begge Sider.

9. Alle saarede og syge Officerer og Soldater skal, saalænge de bliver i Nakskov, nyde frit Kvarter, til de bliver raske, hvorefter de med sikkert Pas kan drage til deres Kompagni, frit og uhindret med Hustruer, Pik og Pak, Vogne, Heste, Bagage og alt rørligt Gods. Maatte en eller anden efter opnaaet Helbredelse ønske at blive i Byen, skal det staa ham frit for.

10. Oberstløjtnant Steensen, Major Heldten (skal vist være Felten)*) og Major Hans Nielsen**) og andre Over- og Underofficerer, der har befalet over Landfolket derinde, skal det hermed være tilladt med Hustruer, Børn, Karle og Piger, Heste, Vogne, deres personlige Sager og rørligt Gods vende tilbage til deres Godser og Gaarde. Hs. Maj. Kongen af Sverrig vil derhos tage dem og deres i Hegn og Værn, saalænge de ikke forsøger nogen fjendtlig Handling mod ham og hans Land.

11. Alle i Kongeriget Danmark hjemmehørende Undersåtter, med Undtagelse af de i denne Overenskomst nævnte, som før Belejringen er kommet til Nakskov og har maattet blive der under denne, skal med Hustruer, Børn og Ejendele blive i Byen under fuld Beskyttelse, indtil Hs. Maj. Kongen af Sverrigs Forholdsordre foreligger.

12. De Skuder og Fartøjer, som bruges til Førsel af de Officerer, Ryttere og andre ifølge denne Accord hertil berettigede, skal Overkommandant Oberst Kørber indestaa for gives tilbage ved Taars Færgested i samme Stand og med alt Tilbehør som ved Modtagelsen; til iSikkerhed herfor stilles nogle Gisler, som, naar Fartøjerne er kommet tilbage til bemeldte Sted, uhindret og med sikkert Lejde skal følge efter.

13. Hornværket med alle derværende Afsnit, det paa højre Haand liggende Batteri, Ølkar kaldet, og Byens Porte skal straks efter denne Accords Underskrivelse rømmes, og Garnisonen skal inden 24 Timer afmarchere.

14. At denne Overenskomst med alle sine Punkter og Klausuler nøje skal blive iagttaget og ubrødeligt efterlevet forsikres af begge respektive Parter ved egenhændig Underskrift og paatrykte Segl.

Skærmbillede 2020-08-18 kl. 15.28.14.png