Af Kaptajn J. Nordentoft.
III. Kampen om Nakskov.
Det falder udenfor dette lille Arbejdes Rammer at foretage en Undersøgelse af Aarsageme til det nye Krigsudbrud. Her skal kun anføres, at Karl Gustav brød Freden, landede den 7’ August 1658 ved Korsør og marcherede mod København, som han indesluttede og uden Held søgte at storme Natten mellem den 10’ og 11’ Februar det følgende Aar. Dagen efter hans Landgang paa Sjælland, naaede Efterretningen herom Kjøbenhavn, hvor Kongen straks gav Frans Brokkenhus, der netop paa dette Tidspunkt opholdt sig her, Ordre til uden Tøven at „forføje sig til Nakskov Fæstning“ og medtage „Lod og Krudt“45). Dette sidste var saare vigtigt ikke mindst, fordi Svenskerne havde tømt Nakskovs Beholdninger for alt undtagen største Delen af Skytset. Men med denne Befaling var Kongens Omsorg for Forsvaret af „Smaalandene“ ikke forbi. Den 27’ beder han om, formodentlig i Erindring om en vis Bys overilede Overgivelse, Stænderne paa Lolland-Falster „at gøre deres bedste til Fjendens al mulig Afbræk“45). Samtidig blev det tjenstpligtige Mandskab, Adelens Rostjeneste, Sogne-, Præste- og Fogedryttere mobiliseret, skulde melde sig ved deres Kompagnier og „i alle Maader forholde sig som det oprigtige og lydige Undersaatter egner og anstaar“. Den 29’ blev Christoffer Lindenov paa Nykjøbing anmodet om at være Landkommissær paa Lolland-Falster og sammen med den anden Landkommissær, Philip Barstorff, hjælpe til at skaffe de nødvendige Forsyninger til Nakskov. Barstorff havde ikke ene kunnet overkomme Arbejdet og bedt Kongen om en Medhjælper45).
Den 10’ September udsendtes følgende aabne Brev:
Vi Frederik den tredie hilser Os elskelige Riddere og Riddersmænds Mænd, adelige F ruer og Jom fruer, saavel som Gejstligheden, Borgerne og menige Indbyggere udi vore Lande Lolland og Falster, eftersom Vi ej paatvivle, at E der jo alle noksom bekendt er, hvorledes Kongen a f Sverrig Os uformodentlig og al given A arsag imod oprettede P agter og Fredsfordrag fjendtlig haver overfaldet, saa bede Vi E der alle og af enhver særdeles begærer, at I udi Vor Fæstning Nakskov indflytter alt Eders Gods og Formue, saa at Fjenden deraf intet skulde blive mægtig, om han noget derpaa Landet skulde ville tendere. Vi formoder og, at I som Vore tro og oprigtige U ndersaatter sekunderer Fæstningen med hvis Korn, Fæ og andet, som dertil behøves og udi F orraad haves kan, og ellers udi alle M aader g aar Kommandanten der i Fæstningen til H aande og giver hannem alm ulig Assistance, udi hvis han Eders Tjeneste kan behøve. Vi ville derfor ikke aleneste, n aar Gud giver bedre Tider, tilbørligere betale lade, men endog imod enhver efter Stand og Condition med anden kongelig N aade vide at erkende"46)
Hvad enten nu Befolkningen og særlig Præstestanden ikke har haft fornøden Tro paa de kongelige Løfter og været for tilbageholdende med Hjælp og Støtte eller ligefrem ikke har villet, viste det sig snart nødvendigt, at Kongen maatte true i Stedet for at lokke, idet han under 17 9 skrev: „Vid, at eftersom Vi er kommet udi Erfaring, hvorledes en Del af Vore Undersaatter og mest Præsterne i Vore Lande Laaland og Falster ikke skal findes saa villige, som det sig bør, eller Vi vel haver formærket, til at komme Os og deres Fædreland til Hjælp til deres egen og Landets Defension udi disse vanskelige Tider og uformodentlig fjendtlig Indfald, saa ville Vi hermed alle og enhver saavel Gejstlige som Verdslige alvorlig have paamindet og erindret om deres Ed og Pligt mod Os, saa at enhver lader sig finde villig og redebon til at komme Os og deres Fædreland til Hjælp med hvis muligt er, saafremt de nogen Naade hos os igen i sin Tid ville have at forvente og de modvillige tilbørlig straffe. Hvorefter alle og enhver, som vedkommer sig kan vide at rette og for Skade at tage vare“45). Overfor Nakskov Borgere optraadte Kongen meget bestemt ved at lade Christoffer Lindenov foretage en Husundersøgelse „uden nogen Personsanseelse, saa at fuldkommeligen vides kan, hvad Forraad hos enhver findes paa alle Slags Korn og Proviant, Fæstningen til des større Forsikring“45), og maaske sig selv til Beroligelse — Forsøg paa at sulte Forsvarerne skulde i hvert Fald overlades Fjenden. Hvad der manglede af „Proviant til Fæstningen saa og Havre og Hakkelse“ kunde samles paa Øen og skulde, hos dem, der vægrede sig ved at levere, inddrives ved militær Eksecution. Her var rigeligt af „ædendes Vare“ baade for Mennesker og Dyr, og rundt om fra Gaardene sendtes Kom, Malt, Flæsk, levende Kvæg og Brænde til Magasinerne; Salt kom i store Mængder fra Lybæk. Derimod manglede Vaaben, Ammunition og Udrustning, hvorfor Landkommissærerne skulde „ved en visse Mand fra Lybæk forskaffe enten paa Kredit eller i andre Maader fornøden Musketter, Krudt, Lunte, Bly, Sadler og Pistoler“45). Det lykkedes i August 1658 Kørber for egen Regning hos Købmand Witte i Lybæk som en første Sending at faa 3050 Pd. Krudt, 246 Kanonkugler og 10,000 Søm og fra Fru Anna v. Grøben paa Orebygaard, der hidtil havde været meget uvillig til at give efter for Kongens gentagne Anmodninger om at stille sit velforsynede Rustkammer til Forsvarets Raadighed, fik han langt om længe i Februar og Marts 1659: 40 Geværer med Snaphanelaas, 3 24 Pd.s, 126 7 Pd.s, 100 5 Pd.s, 300 1 Pd.s Kanonkugler, 30 Sække Skraa og 141 Pd. Lunte44). Lunte lavedes iøvrigt af Nakskovs Rebslagere af forhaandenværende Blaar, Hør og fint hollandsk Krudt; hertil medgik alene i Tiden 15/5—5/7 1659 1628 Pd. Blaar^o) 0g Hør. Af Kirkens Blybeholdning fik man 70 Skippund43) til Kuglestøbning, hvilket kan have givet 25,000 Musket- og Karabinkugler eller godt 20 Skud pr. Mand af den Styrke, der kom til at forsvare Fæstningen. Med Munderingssager kneb det stærkt. Efter Lindenovs Mening i et Brev af 7/10 1658 savnede Rytteriet alt; „de gaar (den største Part deraf) mest nøgen og mest for Skjorter og Støvle gebræk“23). Det er en Selvfølge, at der blev arbejdet paa Fæstningsværkerne. En Ingeniør kom derned, Frans Brokkenhus skulde skaffe Palisader og Ris til Skansekurvene45), og en af Svenskerne fanget Langelænder oplyser den 25. Oktober bl. a., at der i Byen var 100 Mand af Besætningen, som kun brugtes til Arbejde. I denne Armeringsperiode forsynedes Færgelandsbroen med et lille Brohovede og Vinde, Palisader rammedes i, og samtidig byggedes sandsynligvis den af Rogert omtalte Ravelin foran Store Hornværk, som kom til at spille en saa overordentlig stor Rolle under Belejringen42). En Beskrivelse af dens Udseende foreligger ikke, men paa Grundlag af Krigsbegivenhederne og Stenbocks Breve kan vi fastslaa, at det har været et flecheformigt Jordværk med foranliggende tør Grav, i hvilken der stod en tredobbelt Palisaderække. Et tilsvarende Værk kan være blevet rejst foran Ydervoldens Port, men herom tier Arkiverne.
Armeringsarbejdeme og Fæstningens Forsyning med Proviant gik imidlertid kun langsomt og tungt for sig, ikke mindst fordi Brokkenhus efter Kørbers Fremstilling, lagde alle mulige Hindringer i Vejen for hans Planers Udførelse. Der var Vanskeligheder med Udskrivning af Folk, det indkaldte Landfolk rustedes kun langsomt, og Lindenov manglede, som saa mange andre, Penge til at møde de talrige Krav. I ovennævnte Brev er han meget fortvivlet herover og siger, at han „ved Gud ikke ved, hvor Middel skal tages dette alt at udgive og jeg løbes daglig over af alle for Penge, saa jeg har givet ud, saa vidt mig er muligt, og jeg har kunnet faa at laane“.
Ikke des mindre gav han ikke op, men sled bravt i det; 14 Dage i Træk var han ikke af Støvlerne for at hjælpe, hvor hjælpes kunde. Men da der paa alle Omraader kun var lidet at tage af, bar Arbejdet trods hans Ihærdighed kun ringe Frugt. Han kunde ikke tilfredsstille de rent militære Krav; det førte til Rivninger ogsaa mellem ham og Kørber, som klagede til Hans Schack og truede med at tage sit gode Tøj og gaa, hvis Forholdene ikke bedredes. Ogsaa paa anden Maade slog Krigens Dønninger ind over Byens Volde og prægede det daglige Liv. Selv om Svenskerne efter Hollændernes Ankomst til de danske Farvande i Slutningen af Oktober ikke længere var Eneherrer til Søs, lagde de dog en Dæmper paa Byens Skibsfart og Handel, men hindrede ikke, at baade Korn, Kød, Smør og andre Levnedsmidler over Byens Havn afskibedes til Hovedstaden eller, at mangen Skipper13) tjente Penge ved at vove Liv og Lemmer paa Provianttransporter fra Øen til Kjøbenhavn. Driftige Nakskovborgere, med Bistand af Oberst Kørber, udrustede Kapere; tagne Priser bragtes i Havn i saa stort Tal, at Admiralitetet lod nedsætte en Priseret under Forsæde af Borgmester Peder Mortensen og 3 Raadmænd for at kunne overkomme Sagernes Behandling; flere svenske Officerer maatte gaa i Krigsfangenskab i Fæstningen, og som et sært Memento sendtes Forræderens Frænde og Svoger, Generalmajor Ebbe Ulfeldt, hvis Tilstedeværelse ikke ønskedes i Kjøbenhavn, i Forvaring i Nakskov, alt sammen Ting og Begivenheder, der mindede om Krigens Uvished og bitre Alvor. I Slutningen af November fik Kørber Ordre til at hverve et Rytterregiment og Kommandoen over alt Rytteriet paa Lolland, Falster og Møen. Han blev hermed Højestbefa!ende paa. Øerne. De Direktiver, han modtog for Føring af Forsvaret, gik ud paa følgende: Hvis Vandet frøs, og fjendtligt Angreb truede, skulde Rytteriet fra Møn, Falster og Langeland samles paa Lolland. Angreb paa Øen skulde imødegaas, men kom Fjenden saa stærk, at Landet maatte rømmes, skulde Obersten med de raadige Styrker søge ind i Nakskov og derfra skade Fjenden mest muligt45). Da Kørber som Følge af den Opgave, der paalagdes ham, ikke kunde være bundet til Nakskov, og da Oberstløjtnant Bernebach midlertidig var sendt til Langeland som Øverstbefalende paa denne 0, udpegedes Oberst Daniel Clamer v. Rehden*) med fuld Myndighed som Fæstningskommandant. Herved mistede Kørber Befalingsretten over Fæstningen, og Kommandoforholdene ved Øens samlede Forsvar blev uklare, et Forhold som paa Kørbers Forlangende dog maatte ændres saaledes, at Kørber igen fik Overledelsen og det fulde Ansvar herfor45). Den 21’ December kom Rehden til Byen, og Kørber tog af Sted for at røgte sine nye Hverv. Meget tydede paa, at Vinteren ogsaa denne Gang vilde alliere sig med Svenskekongen, der saa skævt til, at Smaalandene forsynede den belejrede Hovedstad med Levnedsmidler. I Begyndelsen af December var Frosten saa stærk, at Isen mellem Sjælland og Øerne kunde bære. Et Angreb i første Omgang rettet mod Møen truede. For at kunne imødegaa dette med stærkere Kræfter, var der allerede om Efteraaret sendt et Par Orlogsskibe herned22), hvoraf ét laa indefrosset i Grønsund; da Kulden nu tog fat for Alvor, maatte der ises paa lange Stræk langs Øens Kyst, medens man søgte at værge Mellemrummet mellem Vangerne med let bevægeligt Artilleri, ved smaa Kanoner lagt paa Slæder. Et svensk Forsøg paa at tage Øen blev gjort den 12’ December med 400 Ryttere og 200 Mand til Fods, men da Artilleriet gjorde lyst i Angriberens Rækker, maatte Svenskerne vende om med uforrettet Sag. Kørber havde i Slutningen af December slaaet sig ned i Stubbekøbing, men da han her fik Melding om, at nogle svenske Skibe havde vist sig ved Indløbet til Nakskov Fjord, og derfor frygtede en fjendtlig Landgang, vendte han straks tilbage til Fæstningen. Angrebet udeblev imidlertid, og Obersten tog atter til Stubbekøbing. Med Hvervningen gik det kun smaat; hans Rytterregiment, som skulde have Løbeplads paa Taasinge og Ærø, maatte, da Øerne var i Fjendens Hænder, samles paa Langeland, hvor han ved Bemebachs Hjælp under store Vanskeligheder og for egen Regning fik opstillet 3 Kompagnier, Halvdelen af Regimentet; Hvervepengene udeblev, hvilket han særdeles tydeligt gjorde Hans Schack opmærksom paa44).
*) Af hannoveransk Adel. V ar 1628 R itm ester og 1657 O berstløjtnant i et Fodfolksregiment. I 1658 ansat ved Hans Schaeks Rgt., deltog i Københavns Forsvar, saaredes 23/8 58 V ar død i A ugust 1662M).
Med Hensyn til Forberedelsen af Lollands Forsvar gik det noget bedre. Kørber havde søgt at væbne saa meget Landfolk som muligt og samlet det tilligemed Vogne og Heste omtrent midt paa Øen saaledes, at det med kort Varsel kunde føres til de sandsynlige Landgangssteder8). Styrken kendes ikke, men naar den tidligere nævnte Langelænder meddeler Svenskerne, „at der paa Lolland fandtes 1200—2000 væbnede Bønder, som kunde bringes sammen“37), faar vi et Holdepunkt for, hvor stor Styrken omtrentlig kan have været. Paa de mest truede Punkter ved Kysten var der lagt Batterier eller stillet Strandvagter, hvis indbyrdes Forbindelse holdtes af patrouilerende Ryttere. Takket være skiftende Frost og Tø og en 6—7 m bred Rende, iset ved Falsters Nordkyst, maatte Svenskerne efter det mislykkede Angreb paa Møen dog opgive alle Planer om at trænge over til Smaalandene om Vinteren. Til Gengæld kunde det ventes gjort, saa snart Vandet blev isfrit. Med bange Anelser saa Kørber Fremtiden i Møde. Han havde ringe Tiltro til egne Midlers Modstandsevne og bad indtrængende Hans Schack om at foranledige Flaadens Støtte til Øens Forsvar44). Langeland faldt i Slutningen af Marts 1659; hvorefter Turen kom til de sydlige og endnu ikke undertvungne Øer. Karl Gustav vilde lægge Haand paa Kjøbenhavns Spisekammer og samlede derfor i April en Styrke paa 3 Fodregimenter, 3 Dragonregimenter og 6 Rytterregimenter ved Vordingborg samt nogle Krigsskibe og de fornødne Transportskuder mellem Femø og Knudshoved Odde „den ganske Strøm bespændt over“24). Her indskibedes den 25’ April følgende Styrke42) :
FODFOLK.
Generalmajor Fabian Fersens Regiment.
Sødermanlands Regiment.
Oberst Alexander v. Wevorts Regiment.
DRAGONER
Generalmajor Svante Baners Regiment.
Oberst Gorries v. Gorgas Regiment.
Pfalzgrev Filip af Sulzbachs Regiment.
(Det er usikkert, om det har været Sulzbachs Dragonregim ent eller Rytterregiment. Sandsynligheden taler mest for, at det har været det førstnævnte).
RYTTERI.
Kungliga Majestæts Livregiment, 2 Kompagnier under Oberstløjtnanterne
Frederik Buchwaldt og
Bartold de Mortaigne.
Greven af Solms Regiment.
Oberst Herman Huls Regiment.
Oberst Johan Pringells Regimente
Oberst Ernst v. Seherrs Regiment.
Oberst Jean Otto de Wahls Regiment.
Den 26. rekognoscerede Svenskerne mod Falster, og det lykkedes herunder et Par af deres Kaperskibe paa Højde med Farø at tage Christoffer Lindenov til Fange. Den 27. gik Flaaden under Sejl med Kurs mod Falster, „hvor denne skyder sig ud mod Laaland“, hvilket vil sige til Indløbet af Guldborgsund, ca. 4—5 km N. V. f. Guldborg. Ud for dette Sted var store Dele af Falsters Landstorm samlet. Da imidlertid grundet Vand hindrede Orlogsskibene i at kunne støtte en Landgang paa virksomt Skudhold, opgav Karl Gustav at gaa i Land her, lod 3 Orlogsskibe og Baadene med Rytteriet blive liggende for ved stadig Trusel om Landgang at binde saa mange danske Kræfter som muligt, medens han selv med „Ängermandland“ og „Store Falk“, enkelte Galioter og de Baade, som havde Fodfolket ombord, sejlede ind i Guldborgsund til omkring Kanonskuds Afstand fra Guldborg og paa Musketskuds Afstand fra Falster. Her kastede han straks 20 Mand i Land under Oberstløjtnant Schwerin paa Falsters Kyst. Det lykkedes Oberstløjtnanten at sætte sig fast i et Gærde og afvise et Angreb af en dansk Rytterstyrke paa 50 Heste, som havde iagttaget og fulgt Flaadeafdelingens sydgaaende Bevægelse. Den paafølgende Kamp mellem Kongens snart efter landsatte øvrige Fodfolk og den tililende danske Landstorm faldt uden større Vanskeligheder og efter svensk Opgivelse ogsaa uden Tab for Landgangsstyrken ud til Fordel for Svenskerne. Paa dansk Side mistedes nogle Ryttere, der toges til Fange. Borgere og Bønder i Landstormen skal have kastet Vaabnene og smurt Haser ad Hjemmet til23). Kørber lod straks Meddelelse om Fjendens Landgang gaa til Christoffer Urne, Rigsraad Otto Krag og Admiralitetsraad Heinrich Müller, der var i Nakskov for at hjælpe ved Forsvarets Forberedelse og Flaadens Forsyning, med Anmodning om at fremskynde Byens afsluttende Provian tering, da Fjendens Fremrykning nu kunde ventes mod Fæstningen.
Hans Henvendelse resulterede i, at de tre Herrer den følgende Dag sendte i hvert Fald et Brev ud for at imødekomme hans Ønske, nemlig til Fru Ide Grubbe paa Rubjerggaard med Bøn om at indsende, hvad hun havde af „levende Kvæg og andre ædende Varer“. Resultatet heraf blev for Fruens Vedkommende: 8 Okser å 12 Rdl.13). Den 28. om Eftermiddagen satte Kongen Angrebet an mod Lolland, hvor et Par aabne Skanser skulde dække det 200 m brede, men ret dybe Sejlløb ved Guldborg. Her var det lykkedes Kørber at komme til Stede med ca. 2 Kompagnier*) Ryttere og noget Landstorm. Saa vidt man kan se, lod Obersten, der selv ledede Forsvaret, Landstormen besætte Skanserne og holdt Rytteriet som Reserve. Under Dækning af Orlogsskibenes Ild sendte Svenskerne en første Vending paa ca. 100 Mand i Land, som satte sig fast i en Skanse, hvorfra Skibsilden havde fordrevet Besætningen. Kørber førte sine Ryttere frem til Angreb mod Skansens Strube, men da Kampen saa at sige foregik i den svenske Kanonild, og da Landgangstroppernes Tal paa Grund af den korte Roafstand hurtigt voksede, maatte han efter flere forgæves Indhug opgive Tanken om at kaste Fjenden i Vandet og, selv saaret, trække sig tilbage fra Kysten42). — Svenskerne skal kun have mistet en Soldat og en Matros23). Med denne svenske Sejr blev Spørgsmaalet om Nakskovs Skæbne brændende. Det vil derfor nu være paa sin Plads at faa lidt nøjere Rede paa Forsvarsstyrkens Forhold. Her fandtes, som tidligere nævnt, i Juli det foregaaende Aar to Kompagnier af Sjællandske Nationale, tre Kompagnier af Hans Schacks Regiment, Oberst Kørbers hvervede Fodkompagni og Major Ketzners Kompagni; de to sidste sendtes i November til Langeland under Oberstløjtnant Bernebachs Kommando45). Ved Øens Fald kom dog sprængte Dele heraf atter til Nakskov. De førstnævnte 5 Kompagnier beordrede Kongen til Kjøbenhavn, men med deres Afsendelse gik det langsomt; Kørber satte sig med Hænder og Fødder mod at blotte Fæstningen og vilde ikke gennemføre den kongelige Ordre, før han havde faaet trukket saa meget nyt Mandskab ind, at han havde Erstatning for de afgaaende Kompagnier.
*) Det ene af disse Kompagnier kommanderedes af Kaptajnløjtnant Vincent Joachim Hahn.
Den 12’ November naaede 2 Kompagnier af Schacks Regiment Hovedstaden, det tredie fulgte senere, men Sjællandske Nationale Regiments Kompagnier holdt Kørber stædigt tilbage; først paa Kongens fornyede og vredladne Befaling lod han 100 Mand, som lige var udskrevet paa Øen til Brug for dette Regiment, afgaa under Kommando af Kaptajn Hans Horn45). Til Erstatning for det Fodfolk, der toges fra ham, var allerede i September „det bedste og dygtigste Mandkøn paa Lolland-Falster“ befalet udskrevet og indordnet i et nyt Regiment under Kommando af Oberst v. Rehden. Regimentet skulde tælle 8 Kompagnier å 100 Mand45). „Men med det Folk, som udskrives til Besætning i Nakskov“, melder Kørber den 1’ December, „gaar det langsomt, og naar nogle bliver bragt, er det brøstholdne Folk, ikke nyttige til nogen Tjeneste“. 12’ November var der kommet 30 „munderte“ fra Aalholm Len og 29 „dismunterte“ fra Nykjøbing Len; 1. December var 106 Mand bragt til Veje44), senere kom der flere, uden at Regimentet dog derfor nogensinde naaede at tælle blot saa meget som Halvdelen af den fastsatte Styrke. Kommissærerne havde trods en utvivlsomt ærlig Vilje ikke kunnet skaffe Folkene, uagtet de fleste blev tvunget til Fremmøde. Af Rytteri var det paa Grundlag af en Del fra Sjælland efter Krigens Udbrud til Falster flygtede danske og tyske Ryttere i Forbindelse med Rostjenesten og opbudte Sogneryttere lykkedes Christoffer Lindenov at ordne nogle Kompagnier, som han selv forsynede med Krudt og Bly. Paa Lolland samledes 3 Kompagnier, som efter Kampen ved Guldborg trak ind til Nakskov. Vi kan herefter og paa Grundlag af en Oversigt over Forplejningsstyrken43) i Nakskov pr. 26/4 1659 opstille nedenstaaende Styrkeliste for Garnisonen:
FODFOLK.
Oberst Rehdens udskrevne Fodregiment*):
Officerer 25
Underofficerer o. l. 22
Korporaler 16
Gefreitere 18
Trommeslagere 8
Pibere 2
Menige 318
Landstorm.
Oberstløjtnant Hans Steensens Bønder, ca. 130.
Borgere.
Diderik v. Essen med 1 Kompagni, g. 300.
RYTTERI.
Oberst Kørbers uberedne Kompagni under Løjtnant William Giittrich:
Officerer 2
Underofficerer 2
Korporaler 2
Trompeter 1
Ryttere 44
Ritmester Christian Christoffer Greve Holcks Danske Ryttere, ca. 90
Ritmester Hans Christoff Wordhausens Tyske Ryttere, ca. 85
Kaptajnløjtnant Vincents Joachim Hahns Ryttere, ca. 80
ialt ca.300
ARTILLERI
Under Major Abraham Buchewitz:
Officerer 3
Konstabler 5
Haandlangere 17
Til Forsvarsstyrken maa endvidere regnes det lige oprettede Brandkompcbg’rii, som førtes af Borgmester Niels Nielsen og talte de saakaldte Brandere, nogle Borgere og en Del Bønder, der var flygtet ind i Fæstningen. Kompagniets Opgave var at bekæmpe Ildløs under et eventuelt Bombardement4-). Hvorledes Kørber, efter at Fjenden var gaaet i Land paa Lolland, fordelte sin Styrke, der var langt under, hvad der krævedes til Fæstningens Forsvar, ved vi ikke. Det kan kun siges, at Stensø og Stubbeland besattes med svage Fodfolksstyrker, og at Rytterkommandoer Nord og Øst for Byen holdt Føling med Fjenden; men man kan tro, at han i Overensstemmelse med de da herskende Principper for Sikringstjenestens Ordning og efter, hvad der iøvrigt foreligger, har stillet stærke Vagter i Store Hornværk og Færgelandets Hornværk, ved de to Porte, i Ølkarret, Boel Findens Kat og holdt 2 Bastioner paa Ydervolden besat, medens de i Reserve værende Folk lagdes nogenlunde samlet paa to Steder nær Portene.
Til Brug for flere af Vagterne og Besætningen paa Færgelandet rejstes Hytter. Der lagdes Vægt paa Vagttjenestens omhyggelige Udførelse. Ronder udsendtes ofte, og de højere Officerer med Kommandanten i Spidsen foretog jævnlig Stikprøver saaledes, som vi har set Edmond gøre det. Den inspicerende Officer maatte en eller flere Gange hele Fæstningslinien rundt til alle Vagter og Poster for at se, om alt var til Stede, Vaabnene rede — Lunterne tændte og de blanke Stødvaaben lagt frem paa Volden —- og for selv at iagttage Terrainet og Fjendens Forhold. Karl Gustav, som selv hidtil havde ledet Ekspeditionen, overgav efter den heldige Kamp ved Guldborg Kommandoen over Angrebsstyrken paa Lolland, godt 2000 Mand, til Wrangel. Af Begivenhedernes Udvikling kan vi se, at Wrangel har givet Rytteriet Ordre til straks at gaa frem til energisk Opklaring paa Øen med Tyngden mod Nakskov, til at hindre Landstormens Inddragning i Fæstningen og afskære denne fra Forbindelse med Omverdenen. Resten af Ekspeditionsstyrken har han ladet følge umiddelbart efter med Nakskov som Angrebsmaal. Som Følge heraf naaedes Arninge, ca. 5 km Sydøst for Nakskov, af de første Rytterpatrouiller den 1’ Maj og af Hærens Hovedstyrke den 4’ Maj. Det svenske Rytteri løste utvivlsomt den stillede Opgave, thi det lykkedes kun at samle ca. 130 Landstormsfolk i Byen. Det synes ved første Øjekast mærkeligt, at Wrangel lod sin Hovedstyrke gaa til Arninge og ikke lige løs paa Nakskov ad Vejen over Halsted. Grunden hertil maa søges dels i, at Muligheden for dansk Landgang paa Sydlolland var til Stede, efter at Henrik Bjelke den 30’ April udfor Rødsand havde slaaet en svensk Flaade og var blevet Herre i Østersøen, dels i hans gode Kendskab til Fæstningens svage Punkter, til Borgerskabets materielle Indstilling og hele tidligere Optræden, som kunde ventes gentaget under den nuværende og langt alvorligere Situation. Og at der virkelig paa dette Tidspunkt har været Grundlag for denne Opfattelse kan nu ses af en Desertørs Udsagn om, at Borgerne gerne vilde overgive sig, men at Kommandanten ikke vilde37). Han kunde haabe paa, at Byen vilde overgive sig alene for den Trusel, der laa i en Opstilling ved den søndre Adgangsvej, som gennem Vadesteder førte over de daværende, nu indbyrdes landfaste Øer, Stubbeland og Færgeland, lige ind mod Fæstningens Sydfront og ømmeste Punkt. Lykkedes dette ikke, kunde han let lægge Haand paa den kun svagt befæstede Stensø Sydvest for Byen og herfra ved et Bombardement haabe paa at fremkalde dens Fald, inden Forsvarerens Skyts kunde bringes i Batteri mod ham. At ville paastaa, at han ved denne Plans Gennemførelse anvendte samme taktiske Fremgangsmaade som to Aar før under Angrebet paa Frederiksodde, en Tanke man ogsaa har set fremført fra militær Side, er uden Rod i Virkeligheden. Hvis dette havde været Tilfældet, var han gaaet løs paa Nakskovs Porte med sine Stormkolonner og havde ladet Rytteriet ride uden om Palisaderne gennem Havnen ind i Byen, et Eksperiment han nok skulde afholde sig fra at forsøge her. Da Borgerne, selv om deres Sindelag til at begynde med ikke var krigersk, imidlertid ikke viste Tegn paa samme Imødekommenhed overfor Svenskerne som forrige Gang, søgte Wrangel den 6’ Maj ved et overraskende Angreb fra Syd mod Stubbeland at sætte sig fast Syd for Byen. Men da Vadestedet til Øen blev forsvaret af en vaagen Besætning, og Svenskerne paa Grund af dybt Vand og mudret Bund udenfor det ret smalle Vadested kun kunde trænge frem med ringe Frontbredde, mislykkedes Angrebet.
Overrumplingsforsøget kombineredes med en Demonstration Nord for Nakskov, hvilke førte til en Rytterfægtning ved Abildtorp, mellem Ritmester Wordhausens Kompagni og et svensk Kommando. Heller ikke der havde Svenskerne Heldet med sig. Den danske Ritmester beholdt Valen og kunde efter Træfningen bringe en falden svensk Kollega og en dræbt svensk Rytter ind til Nakskov, hvor de jordedes tilligemed de døde paa dansk Side, nemlig Kornet Frederik Dichmann og en menig38). De indledende Kampe og Garnisonens hele Holdning viste Wrangel, at dette Aar kunde man ikke gøre det af med Fæstningen i en Haandevending. Han maatte begynde paa sin Plans næste Led og skride til et Bombardement af Byen. Fra Nord og Øst, hvor Ild fra Ydervolden og Store Hornværk kunde ventes at holde hans Batterier paa for stor Skudafstand, kunde Bombardementet ikke gennemføres med større Udsigt til Held; Mulighederne var som nævnt bedre fra Stensø, mod hvilken Fæstningens Skyts ikke kunde bære fra sine faste Opstillinger, og til hvilken Kanoner og Morterer uden større Vanskeligheder kunde føres ad Søvejen fra Vordingborg. Øens Brug til det tænkte Formaal maatte imidlertid hvile paa Forudsætningen af, at Sejladsen gennem Fjorden, Forbindelsen til Øen og Tropperne herpaa var dækket mod mulige overraskende Angreb af danske eller hollandske Orlogsmænd. Af den Grund og for samtidig at afskære Fæstningen fra søværts Førsler besatte han den 9’ Maj de to smaa Øer Kuddeholm og Barneholm paa begge Sider af Sipperenden og ca. 3 km Vest for Nakskov, hvor der de følgende Dage opkastedes et Par Skanser, som bar mod Sejlrenden.
Den Del af Hæren, der ikke deltog direkte i Angrebet, gik i Kantonnement sandsynligvis i Rummet Saunsø, Holleby, Arninge, Vesterskov, med Livregimentet som Flankesikring ved Fredsholm, et Indeslutningskommando Nord og Øst for Fæstningen samt Kystvagter bl. a. ved Korsnakke, Taars, Albuen og Vesternæs43).
Det synes som om, at Kørber har faaet Nys om Wrangels Plan eller gættet sin Modstanders Tanker, thi i Dagene 10’— 13’ arbejdedes der med megen Kraft paa Stensø for at styrke Brystværnene ved Vadestederne til Fredsholm og Saunsø og at bringe noget let Skyts i Stilling her. Men til ingen Nytte. Natten til den 14’ Maj satte den svenske Garde overraskende over til Øen og erobrede denne trods tapper Modstand. Efter en Meddelelse fra Greven af Sulzbach huggedes største Delen af den da,nske Besætning ned, hvorved Forsvarerne mistede henimod 70 døde, medens Svenskerne slap med Tabet af en halv Tommelfinger3"). Det sidste er maaske lidt overdrevent; Talangivelsen er derimod ingenlunde urimelig, selv om man kan være tilbøjelig til at mene, at Greven i sin Sejrsrus i hvert Fald har medregnet de ved samme Lejlighed utvivlsomt tagne Fanger. Efter en dansk Opgivelse havde Øens Besætning et „Forlis af en Fændrik og nogle Gemene“42), — Sandheden ligger vel mellem de to Ydergrænser.
Øens Fald var en alvorlig Sag for Forsvaret; Svenskerne havde aabnet Vejen for et Bombardement og gik straks i Gang med Bygningen af to Batterier paa Øens nordre Del, et til 6 og et til 10 Stykker, som blev indbyrdes forbundne med Løbegrave. Den 15’ overførtes en Del Skyts fra Vordingborg, som den 16’ Maj var klar til at spille mod Byen; men inden Ilden aabnedes, opfordrede Wrangel ved en Trompeter Kommandanten til Overgivelse. Rent bortset fra at Kørber som ærekær Mand og tapper Soldat ikke kunde gaa ind herpaa, havde han ogsaa andre vægtige Grunde til ikke at gøre det. Med sin egen ringe Styrke alene mod Overmagten maatte han vel vente i det lange Løb at bukke under; men da han vidste, at Kongen allerede inden Fæstningens Indeslutning havde beordret Hærhjælp45) til ham fra Holsten, og da Rigsraad Otto Krag og Admiralitetsraad Heinrich Müller havde stillet Undsætning fra Lybæk eller paa anden Maade i Udsigt, hvis han blev angrebet, maatte han for enhver Pris holde ud og vinde Tid. Han afslog derfor Wrangels Opfordring og afviste Trompeteren bestemt og — maaske for ikke at forarge Borgerskabet — høfligt, som Saxtrup pudsigt nok udtrykkeligt skriver i sin rimede Beretning om Belej ringen4^).
Efter at have modtaget dette Svar lod Wrangel ved Aftenstid Batterierne paa Stensø aabne Ilden med gloende Kugler for at skyde Byen i Brand. Der opstod Ildløs i en Stald, og et Barn blev „lidet qvest“, men hertil synes Skaden ogsaa begrænset, da et Regnskyl satte ind, gjorde Skydningen formaalsløs og bevirkede, at den ophørte, efter at der var afgivet ca. 80 Skud. Det synes, som om Svenskerne lige til det sidste har bygget paa Haabet om, at Nakskovs Borgere i Lighed med tidligere skulde fremtvinge en hurtig Overgivelse, og at Wrangel derfor har ført for lidt baade Artilleri og Ammunition med til at kunne gennemtvinge sin Vilje, hvis Forhaabningeme slog fejl. Baade den 17’, 18’ og 19’ tav Batterierne. Svenskerne laa dog ikke paa den lade Side, men har givet nyttet Dagene til Fremføring af Krudt og Granater og til Forskning af Stillingen. Den 18’ lod Wrangel nemlig udføre pludselige Angreb paa to forskellige Steder af Fæstningen. De nærmere Enkeltheder herved er desværre ukendt nu; vi ved kun, at de rettedes mod „tvende Pladser stærke“, som antagelig skal søges blandt Ydervoldens Bastioner eller maaske snarere en af disse og Store Hornværk, og maa 'gætte paa, at Formaalet hermed mere har været at prøve Besætningens Aarvaagenhed, gøre Fanger og finde svage Steder i Forsvaret end ligefrem at trænge ind i Byen. Det var dog at gøre Regning uden Vært. Besætningen var paa sin Post og afviste begge Steder Fremstødene „med Stykker, som kunde knage“42). Den 20’ aabnede Stensøs Batterier atter Ilden, og denne Gang med Granater. Hele Skydningen var imidlertid slet; Nedslagene laa for kort, Granaterne faldt paa Færgelandet, i Havnen eller sprang i Banen og gjorde ingen Skade. Den indstilledes derfor, og Konstabler og Fyrværkere maatte skaffe det rette Forhold til Veje mellem Højdestilling, Krudtladning og Rørenes Brændetid. Hermed gik tilsyneladende hele den 21’, til Gengæld tog de fat med fornyet Kraft, og bedre indskudte. Pinsedag den 22’ Maj. Af Kirkebogen, der som Regel nævner, hvor de heri under Belejringen indførte døde er faldet, og af Rogerts Meddelelser, kan vi se, at Batterierne har haft Skudretning mod Set. Nicolai Kirke, og at deres Afstand fra denne sandsynligvis har været nær sammenfaldende med Skytsets største Rækkevidde; Nedslagene faldt derfor særlig over Kvarteret mellem Kirken og Havnen, medens Resten af Byen gik fri. Saxtrup siger i sin Beretning, at Ilden særlig rettedes mod Kirken, fordi Fæstningens Krudt gemtes her. Man studser uvilkaarligt over den tilsyneladende ansvarsløse Handling at lægge Krudt i Kirken, hvor talrige Mennesker stadig kom og kunde udsættes for alvorlig Fare. Hans Udsagn bekræftes imidlertid e silentio af Rogert, modsiges ikke af noget Vidne, og da saglige Grunde — bl. a. at dette Aars større Krudtmængde maaske ikke har kunnet finde Plads i Ammunitionsmagasinet og, fordi Krudtet i den forholdsvis tørre Krypt under Alteret laa vel dækket mod ethvert Bombekast, og saaledes ikke kunde blive farligt for kirkesøgende under et Bombardement — ydermere ikke taler mod hans Fremstilling, kan man ikke benægte hans Beretning, men maa tro, at det har været en mindre Reservebeholdning,, hvorfa Batteriernes Haandmagasiner forsynedes, og det saa meget mere, som den forudseende Kommandant under en Belejring sandsynligvis hellere har fordelt sit Krudt paa flere Steder end villet løbe Fare for at se den hele Krudtmængde gaa i Luften paa en Gang, hvis han holdt den samlet paa et enkelt Sted. Trods sin Heftighed voldte Skydningen ikke større personelle Tab; den materielle Skade var ligeledes ringe, ikke mindst takket være en streng Gennemførelse af de Forsigtighedsregler, man i Datidens Krigsførelse almindeligvis traf under et Bombardement for at kæmpe mod pludselig opstaaende Ildløs. Ved hvert Hus stilledes vandfyldte Kar, og let fængelige Tage dækkedes med fugtig Gødning, hvoraf der var nok for Haanden paa Gader og Stræder, med Jord eller Oksehuder, der holdtes vaade ved Overhældning med Vand. Og var en Bombe endelig saa heldig at tænde i et Hus, mødte Brandkompagniets Folk straks paa Stedet med deres Læderspande, Kugletænger (for at kunne tage om glødende Kugler), Stiger og Brandhager for at slukke eller nedbryde Naboejendomme og derved hindre Ildens videre Udbredelse. Ja, der var ogsaa i Nakskov modige Brandere, som ikke veg tilbage for at kaste et vaadt Klæde eller en fugtig Hud over lige faldne Bomber for at kvæle dem inden Sprængningen. I Løbet af Dagen skød Svenskerne sig saa godt som læns og maatte den følgende Uge indskrænke Bombardementet til et Skud i Ny og Næ.
Den 80’ var Beholdningerne paa ny bragt paa Fode, og Artilleristerne lod igen høre fra sig. Hele Dagen og den følgende Nat lige til Kl. 4 om Morgenen tordnede Batterierne løs og sendte en Regn af Granater, Sten, Brand- og Lænkekugler ned over Byen; efter en Pause til den 31’ Kl. 6 om Eftermiddagen fulgte et fornyet og ikke mindre voldsomt Bombardement, der varede Natten igennem. Skydningen gjorde et stærkt Indtryk i Nakskov og skaffede Byen et Par søvnløse Nætter; Befolkningen fra den mest udsatte Bydel søgte Ly andet Steds særlig i Kirken, der dog ikke gik Ram forbi. Natten til 1’ Juni Kl. 2 slog en Granat ind i Kirkerummet, men saarede, da en Pille fangede Hovedparten af Sprængstykkerne, kun en af de talrige tilstedeværende, en Fændriks Kone, som døde Dagen efter. Branderne med den 70-aarige Borgmester Niels Nielsen i Spidsen var, hvor Faren var størst, tog en drøj Tørn og hindrede ved ihærdigt, vedholdende Arbejde Byens Brand; kun en halv Snes Huse gik op i Luer, og mærkeligt nok mistede Kompagniet herunder kun 1 Mand, Niels Biørnsen fra Læsø, der dræbtes den 31’ i Peder Mortensens Stræde. Besætningen havde disse Dage hverken Ro eller Rist, men efter Kirkebogen at dømme intet Tab; alt i alt havde den i Maj Maaned, foruden de paa Stensø faldne, kun haft 12 døde, Befalingsmænd og menige. Antal saarede og Fanger kendes ikke.
(Fortsættes).
