Af Kaptajn J. Nordentoft.
II.
Karl Gustavs Overgang over Store Bælt og Nakskovs første Overgivelse.
Frederik den III havde kastet Handsken, erklæret Karl X Gustav Krig og samlet den danske Hærs Hovedstyrke i Holsten. Svenskekongen, som ikke havde ønsket Krig, brød straks op fra Thorn, naaede i Ilmarcher den 22’ Juli 1657 Holstens Grund, trængte op gennem Hertugdømmerne, stod den 23’ August i Kolding og drømte allerede om Danmarks Erobring. Frederiksodde Fæstning hindrede dog foreløbig Drømmens Opfyldelse og tvang ham til en regelret Belejring. Først efter dens Fald og Plyndring den 24’ Oktober kunde han for Alvor tænke paa Drømmens Virkeliggørelse, som maatte begynde med Indsamling af Midler til Troppernes Førsel over Lille Bælt. Men i December Maaned, inden hertil egnede Baade var samlet, greb Vejrguderne ind, lod Frosten dække Vandene og ledte Karl Gustav ind paa Tanken „dem Neptuno trockenes Fusses in die weissen Haare treten“1S). Haarde Vintre med islagt Vej over Sund og Bælt var nemlig intet Særsyn i Danmark. 1599 var Østersøen frossen; Aaret efter gik Frosten een Meter i Jorden; 1608 og 1621 frøs det næsten fire Maaneder i Træk. I 1615, 1630, 1634, 1635, 1637, 1646, 1655 var Vinteren meget streng, 1630 og 1635 endog saa haard, at man kunde gaa fra Skaane til Bornholm-i). Intet Under at saadanne Vintre og Udsigten til en Gentagelse heraf fik Karl Gustav til at opgive Overgangen over Lillebælt og i Stedet sætte sin Lid til Frostens Evne som Brobygger mellem Jylland og Fyn. Han skuffedes ikke. Den 29’ Januar 1658 var Isbroen slaaet, og den følgende Dag førte han sin ca. 9700 Mand stærke Hær over denne, slog med sit Rytteri de ved Tybring Vig staaende danske Afdelinger og erobrede dermed i Virkeligheden Fyn. Turen over Bæltets Is var i det store og hele gaaet godt. Kunde den samme Fremgangsmaade ikke bruges en Gang til, kunde han ikke straks forsætte til Sjælland og ramme Danmarks Riges Hjærte ved et Stød mod København? Det synes indlysende, at Tanker af denne Art maa have staaet Kongen klart, ellers havde han vel næppe lige efter Kampen, endnu inden Fodfolket naaede Land, beordret dette til Assens og sendt den finske Rytterbrigade, Aabo lans og Tavastehus Rytterregimenter, under Fabian Berendes til Svendborg eller Natten til 31’ Januar fra sit Kvarter i Kjøng Præstegaard befalet en yngre „Generalstabsofficer“, Generalkvartermesterløjtnant Erik Dahlberg, den senere saa kendte Generalkvartermester, udsendt for hurtigst muligt at skaffe Klarhed over Overgangsforholdene mellem Fyn, Langeland og Lolland. Ledsaget af 80 Ryttere af ostgota Rytterregiment under Ritmester Claes Niethoff red Dahlberg over Faaborg til Svendborg, hvor han indtraf den 1’ Februar. Herfra fortsatte han samme Dag over Taasinge til Rudkjøbing, efter at hans Eskorte var blevet forstærket med 200 Ryttere af Tavastehus Rytterregiment under Oberstløjtnant Claes Uggla. Den 2’ Februar naaede han Longelse Færgested, efterlod Uggla med Hovedstyrken som Repli og gik selv med 40 udvalgte Ryttere under Ritmester Niethoff over Isen til Lolland. Her stødte han ved Grimstedgaard paa en dansk Patrouille paa 3 Heste, som skyndsomst forsvandt, og derefter nedenfor Gaarden, antagelig nær Taars, paa en dansk Strandvagt, der bl. a. bestod af 12 Ryttere, som straks trak sig tilbage til Nakskov, da han begyndte at jage dem. Han fangede dog en Rytter og tre Bønder, som maatte følge med til Rudkjøbing, hvor han ankom samme Dags Aften16). Paa Tilbagevejen red han, for at prøve Isen, i skarpt Trav i sluttet Trop oven i Købet over et Sted, hvor en dansk Ritmester et Par Dage før var faldet igennem, og huggede flere Steder Hul i Isen for at maale dens Tykkelse. Fra Kjøng var Kongen, som ikke kunde vente Resultatet af Dahlbergs Undersøgelser før i Løbet af 3—4 Dage, taget til Dalum Kloster ved Odense og havde sendt Wrangel med 5 Rytterregimenter og 3 Fodfolksbatailloner til Nyborg for at tage denne Fæstning og 4 Orlogsskibe, som laa indefrosset i Havnen. Kongen syslede hele Tiden med Mulighederne for at komme over Store Bælt25). Men da Wrangel var kommet til Nyborg, og Hovedmassen af Fodfolket efterhaanden var sendt efter ham til denne By, drejede hans Overvejelser sig ikke alene om Gennemførelsen af hans første Plan, at gaa over Smaaøerne til Sjælland, men ogsaa om at lade Hæren eller Dele deraf gaa fra Nyborg til Korsør. Saaledes skrev han den 3’ Februar til Wrangel: „I fall jagh bekommer wis kundtskap thet thet behr ofuer å Lalandt tycker migh best at wara thet wij lata gå Rytteriet for vth ofuer Langeland og Lalandt och når wi åro wissa theruppå at the åro ofuer tå lata i Jesu nampn gå Footfolcket fort geradhe wegen ath Korsor, dit en del af Rytteriet kan gå emoot (ulæseligt) så hadhe Fodtfolcket icke behoef at gå en så longh wågh vdi krock och kan wort cavallerie well gå såckert nogh gienom“16). Alt afhang imidlertid af Isforholdene, som han havde forlangt grundigt undersøgt overalt. Men Fabian Berendes sendte ingen Meldinger25), Dahlberg var endnu ikke vendt tilbage, og mellem Sprogø og Korsør meldte Wrangel Isen saa „los och hålig“, at det endnu var „mycket hazardeust“ at gaa over med Arméen25). Da indfandt Dahlberg sig endelig den 4’ Februar Kl. 9 om Aftenen hos Kongen efter at have sinket sin Færd ved uden Ordre at foretage en ganske upaakrævet Afstikker til Æ ro; men han kunde melde, at Isen til Langeland og videre til Lolland var helt sikker og vise dens Tykkelse paa en Snor, han havde bundet fast i et Knaphul. Havde Kongen ikke før haft Vished for Isens Bæreevne, saa fik han det nu og dermed Mulighed for at gennemføre sin Plan. Glædestraalende skal han have udbrudt: „Nu broor Friederich, skole vij tales medh på godh swånske“16). Men store Planer udkastes hurtigt og gennemføres langsomt. Der var mangt og meget, som endnu en Gang maatte prøves og vejes, inden han som ansvarsbevidst Statsmand og Hærfører kunde gaa til København, og i hvert Fald adskillige Enkeltheder at ordne og Ordrer at give, inden Overgangen kunde finde Sted. Derfor tog Kongen samme Aften Kl. 10 af Sted ti! Nyborg, ledsaget af Dahlberg, for at raadføre sig med saa indsigtsfulde Mænd som Wrangel og Corfitz Ulfeldt. Denne sidste, der oprindelig havde begyndt sin militære Løbebane som Ritmester, og som i militærteoretisk Viden var langt forud for sin Tid, fulgte Svenskekongen som en Slags Generalstabschef eller, som han selv siger, „opvartede“ ham som Geheimeraad „en volontaire“33). I det natlige Krigsraad, som begyndte den 5’ Kl. 2, fraraadede begge de nævnte Herrer Kongen det vovelige Foretagende; men Karl Gustav holdt ved sit, mente Planen gennemførlig og befalede samme Nat Rytteriets Hovedmasse samlet og foreløbig stillet rede ved Svendborg i Løbet af Dagen. 4 Rvtterregimenter og mindre Fodfolksstyrker skulde blive paa Fyn for at hævde Øens Besiddelse og sikre Forbindelsen med Holsten. Efter at have givet sine Befalinger gik Kongen til Sengs. Da han vaagnede, faldt det imidlertid ind med Tø og stærk Blæst. Som Følge heraf enedes Kongen med Wrangel om at opsætte Overgangen et Par Dage og i Stedet inspicere de paa Fyn staaende Tropper16). Ud paa Eftermiddagen besluttede Kongen imidlertid pludseligt at tage til Svendborg for at se, hvorledes Forholdene saa ud der. Kl. 4 kørte han i Slæde fra Nyborg. Frosten tog igen fat, og Rytterpatrouiller sværmede atter ud over Isen for at prøve dens Tilstand. Kl. 9 om Aftenen kom han til Svendborg eskorteret af et Par Eskadroner og ledsaget af Ulfeldt og den franske Gesandt Hugues de Terlon, som fulgte ham paa Felttoget. Ved Ankomsten til Svendborg traf Karl Gustav ikke Rytterregimenterne; de var som Følge af den „forrige“, nu ukendte Ordre under Markgrev Karl Magnus af Badens Kommando om Eftermiddagen gaaet over Taasinge til Rudkjøbing. Derimod stod Kalmar Fodregiment i Svendborg, hvortil Chefen, Oberst Gustav Kruus, ved en Misforstaaelse var marcheret i Stedet for til Nyborg. Næppe havde Kongen, som spændt ventede Meldingerne fra „Ispatrouillerne“, endt sit Aftensmaaltid, før en Major kom med Oplysning om, at Isen bar til Lolland. Saa tog Kongen sin endelige Beslutning og befalede Overgang til Lolland med Rytteriet og Kalmar Fodregiment. Wrangel med Resten af Fodfolket og Artilleriet, som de foregaaende Dage var kommet til Nyborg, vilde han stille frit med Hensyn til Valg af Overgangssted, saaledes som det ses af følgende Ordre fra Ulfeldt, afsendt fra Svendborg den 5/2 Kl. 11 Aften 16 ).
Monsieur:
Sa Maisté m’a commondé d’escrire â Vostre Ex:z les aduis qu’auons eu en ce lieu icij, touchant la glace entre langelandt et laalandt, Vn maijor uient d’ariuer de laalandt, qui y â mené une partie de 60 chenaux, il dict qu’il est passé la glace en troupe et en trot mesmes au galop, et qu’il la trouué fort assez, rnesmes il à pries dans le paijs de lalandt des prisoniers lesquels il â amené icij, ils disent tous que la glace est assez forte, nos troupes passent cest heure jusques a langelandt, est si demain la glace demeure en mesmes termes qu’il est cest heure, Sa Maiesté espere de faire passer les troupes demain au matin deuers lalandt, Sa Maiesté desire qu’ esprouiez par quelqu’ un de qui vous vous pouuez fier l’estât de la glace dentre Nybourg et Korsôr, pour en prendre vos messures selon l’estât d... elle, afin que si eil cest endroit auprès de Sproe la glace ne se trouue assez forte pour vostre passage vous puissiez donc suiure la marche des troupes de Sa Maiesté, et si elles passent icij, la glace pour aller â lalandt Vostre Exel :z en sera incontinent aduerti pour en prendre vos messures. Vale et uiue diu ac feliciter.
Mons :r de Vostre Exc:z
tres aff. seruiteur
CORNIFIS COMTE D’ULFELDT.
Efter en kortere Hvile lod Kongen blæse „til hast“ og kørte i Nattens Mulm og Mørke over Isen til Rudkjøbing, der var udpeget til Samlingssted for Markgreven af Badens Tropper, og hvortil Kongen naaede ved Daggry efterfulgt af sin Ryttereskorte og Kalmar Fodregiment. Den Rytterstyrke, som samledes ved Byen, bestod af Garden til Hest, de 4 svenske Rytterregimenter: Upplands, Østgôta, Våstgota og Smaalands Rytterregimenter, de 2 finske Rytterregimenter : Åbo lans og Tavastehus Rytterregiment samt af Oberst Rutger v. Aschbergs, Markgrev Karl Magnus af Badens, Grev C. C. v. Kønigmarks, Oberst Kristoffer Frederik v. Overbecks, Hertug Adolf Wilhelm af Saxen-Weimars og Oberst Johan Pringells Rytterregiment og Oberst Svante Banners Dragonregiment. Ved Inspektionen af Regimenterne viste det sig, at de, som normalt hver skulde have en Styrke paa 2 Eskadroner, paa Grund af forskellige Afgivelser ikke var fuldtallige. Flere var kun paa en Eskadron. Den tilstedeværende Styrke i Eskadronerne laa ogsaa under Normalen og bestod for en stor Del kun af disses Befalingsmænd og Standartførere, da meget Mandskab var taget ud for at fouragere paa egen Haand. Det blev derfor nødvendigt at udsende Folk i Omegnen for at faa fat paa Marodørerne, samtidig med at Patrouiller paany gik frem for at undersøge Store Bælts Is1(i-ls). Det frøs stærkt, og Kulden gik gennem Marv og Ben paa Mand og Hest; navnlig led den franske Gesandt derunder og skrev herom : „le froid était si grand qu’il fallait couper le pain et les tonneaux de vin et de bière avec une hache et en couper après des morceaux por les faire dégeler, qui avaient après cela presque aucune goût“-7). Henimod Middag forelaa der Melding om, at Isen var „så tembligen“, hvorfor Kongen gav Ordre til Regimenterne om at sætte sig i March tværs over Langeland til Longelse Færgested. Wrangel fik paany Meddelelse om Kongens Hensigt og Tilladelse til efter Omstændighederne at følge Kongen eller gaa mod Korsør og Anmodning om, hvis han valgte Vejen over Smaaøerne, at indfange de Folk, som endnu maroderede. Ved Tolvtiden rykkede Kongen ud paa Store Bælts Is med hèle sin Styrke, g. 4000 Ryttere, Befalingsmænd medregnede, 400 Mand Fodfolk og nogle Artillerister, alt i alt godt 4500 Mandls), og marcherede sikret af udsendte Patrouiller, hvoraf en gik mod Nakskov, den 13 km lange Vej til Lolland. Her landede han ca. Kl. 2 om Eftermiddagen ved Grimstedgaard. Opklaringskommandoer sendtes straks frem mod Linien Orebygaard—Maribo, medens Hovedstyrken gik i Kantonnement om Grimsted og Taars, og Melding sendtes til Wrangel om den vel overstaaede March.
Inden Begivenhederne videre udvikles, standser vi et Øjeblik for at understrege, at det var Karl Gustav selv og ikke, som ofte anført, Erik Dahlberg, der fattede Planen om at gaa til Sjælland, ham, der valgte Tid og Sted for Overgangen, og ham, der satte Planen i Værk. Man maa ingenlunde tro, at Dahlberg raadede Kongen til at handle, som han gjorde, dertil var Kongens Talent for stort og Dahlberg paa det Tidspunkt en for lille og ukendt Mand, der var til Uddannelse som Generalstabsofficer og end ikke hørte til den snevre Kreds om Kongen. Naar Dahlberg senere i sin saakaldte Dagbog, der er skrevet mange Aar efter disse Begivenheder, søger at faa Del i Æren for den kendte Bæltovergang, gør han sig i nogen Grad Skyld i en Tilsnigelse ; Æren var Kongens alene.
Dahlberg var som saa mange andre under Felttoget kun et lille Led i det samlede Hele, en Officerspatrouillefører, der tillige med flere andre skulde skaffe ganske simple Oplysninger om Isens Bæreevne, og som under sin Opgaves Løsning oven i Købet begik den utilgivelige Fejl at sinke vigtige Oplysningers Indsendelse i 24 Timer paa Grund af sin uovervejede Afstikker til Ærø. Det er ligeledes urimeligt at tro, at Wrangel, som Dahlberg giver det Udseende af, skulde have været misundelig paa ham og have skældt ham ud i Nyborg, fordi han mod Wrangels Ønske raadede Kongen til at gaa til Lolland. Dahlberg blev aldeles ikke taget med paa Raad Natten til den 5’ Februar, han fremførte, hvad han kendte til Isforholdene og intet derudover; Kongen var saa meget Karl for sin Hat, at han nok selv skulde tage en Beslutning paa et foreliggende Grundlag. Men at Dahlberg af Wrangel har faaet en Omgang, som han ikke glemte i sin Alderdom, er troligt nok. Den gamle erfarne Mand tog sig nemlig af hans Uddannelse og Opdragelse, kan man vist rolig tilføje. I Frederiksodde gav han ham saaledes to Irettesættelser for grov og hensynsløs Behandling af Stedets Præst33), saa har han i Nyborg givet ham en kraftig Tilrettevisning, gætter man næppe fejl ved at paastaa, at Udflugten til Ærø alene bærer Skylden herfor.
Vi gaar derefter til Nakskov for at se, hvorledes Forholdene havde udviklet sig der. Efter Krigens Udbrud havde man, som allerede vist, i Sommeren 1657, søgt at bringe Byen i Forsvarsstand. Det gjaldt særligt Værkerne og Artilleriet. Til umiddelbar Sikring af Byen befalede Lensmanden paa Halsted, Frederik Urne, og Christoffer Steensen den 9/7, „at Vagterne i Nakskov strax skal anfanges og opføres med Trommer af deres Officerer“. Der skulde sættes mindst 10 Mand vea hver Port, 5 paa Færgelandsbroen og 5 ved Bommen. „Alle Vindebroer skulle natlig optages og aldeles ingen ubekendte ved Nattetider indlukkes“ og „saa mange Stokker, som hører til Byen paa Voldene opføres og med Vagt hos Støkkerne forsiunes“43). Borgerne burde efter Kongens Mening om fornødent bygge nogle flere Hestemøller og de enkelte Husstande „skaffe sig en god ITaandkværn“-'9). Udenfor Fæstningen havde Kongen under 27/11 befalet Urne at give alle Posterne paa Lolland-Falster de fornødne Ryttere og Landfolk ligesom i forrige Krig, hvilket maa forstaas saaledes, at der i Begyndelsen af December Maaned er blevet oprettet Strandvagt ved de „farligste Advenuer“ herunder Taars, Grimsted og Vesternæs.
Truet var Fæstningen endnu ikke, hvorfor der heller ikke saas nogen Stræben efter at give den en Besætning af regulære Tropper. En Del uberedne, slet rustede Ryttere af forskellige Regimenter beordredes ganske vist i Efteraaret ind i Fæstningen og, da Flaaden gjorde klar til at gaa i Vinterhi, lagdes den 19’ November 300 Mand herfra i Garnison i Byen. Men gentagne Hjemsendelser mindskede lidt efter lidt Styrken, som midt i December kun talte et af Kongens Livkompagnier, Beauforts Gjønger, r. 80 Mand, og de til Fæstningskrig ret uvillige Ryttere. Forsvaret maatte derfor, som paatænkt, hvile paa det stedlige Landstormsforsvar. Men hvordan var det? Vel havde Christoffer Steensen gjort et stort Arbejde for at organisere Lollands Landstorm og ogsaa selv troet paa Muligheden af at kunne bruge den til Hjemstavnsforsvar; men dens Værd afhang af Uddannelsen og Førernes Personlighed. Med Uddannelsen var det kun saa som saa og, hvad Førere angaar, var det endnu ringere. Gamle Christoffer Steensen havde ofret Forsvaret sin sidste Kraft og var død i December. Han fulgtes i Stillingen som Landkommissær af Erik Rosenkrantz til Krænkerup (nu Hardenberg), der ung og uerfaren pludselig kastedes midt ind i uvante Forhold, og som, naar bortses fra Lensmanden paa Aalholm, Philip Barstorff, stod saa godt som uden Standsfællers Støtte paa Lolland. Stemningen hos menig Mand var alt andet end krigerisk. Selvom Landalmuen i Almindelighed hverken manglede Mod eller Offervilje, prægedes den dog af Træghed og Ulyst til at forlade Hus og Hjem. De Nakskovborgere ræddedes for at lide Frederiksoddes Skæbne, havde ingen Tro paa Forsvarsmulighederne, men nærede Uvilje mod Indkvarteringen og al anden paalagt kongelig eller borgerlig Tynge. Saadan laa Forholdene, da Fæstningens nyudnævnte Kommandant, Oberst Francois Edmond*), i December kom til Nakskov og tog Kommandoen. Hans Hverv var lidet lokkende og vanskeliggjordes end mere ved, at han ikke kunde tale dansk. Han kastede sig ikke des mindre ufortrødent over Opgaven og stræbte at faa det bedst mulige ud af Tingene. Men her viste sig Vanskeligheder. I Byen, som i Henhold til kongeligt Brev af 29/11 skulde forsyne ham med „fornødent Kvarter og Underholdning“, mødte han lige fra første Færd ringe Forstaaelse, og hos Borgmestre og Raad fandt han ikke alene ingen Støtte, men en saadan Modvilje, at Urne saa sig tvunget til at gøre dem opmærksom paa, at Edmonds „Kommando strækker sig højt“, og forlange, at de overgav ham Byens Nøgler og ikke forlod Vagterne; thi ellers vilde deres Optræden blive betragtet som Mytteri43). Et Forsøg fra Edmonds Side paa at vinde Borgerne for sig ved at sende de i Byen indkvarterede Ryttere bort svarede ikke Regning. Alle hans Ønsker om Hjælp til Forsvarets Ordning blev pure afvist, ja, Borgmestrene nægtede endog at opfylde et saa ringe Ønske, som at sætte Kæder i Vindebroen foran Store Hornværk og Laas for Værkets Port. I Virkeligheden var der intet andet for ham at gøre end at lægge Hænderne i Skødet og paa Frastand følge Fjendens Færd saa godt, det nu engang lod sig gøre.
*) Bestalling som Oberst til Fods den 23/11 1657
Lørdag den 30’ Januar 1658 ved seks Tiden om Eftermiddagen modtog han et Eksemplar af den hamborgske Avis „Hamburger Bote“, i hvilken der stod, at Karl den X Gustavs Hær var samlet i Jylland og, at Kongen agtede sig over Bæltet til Fyn. Denne vigtige Oplysning, der dog allerede da var sørgelig kendt i det danske Hovedkvarter, sendte Edmond straks til Ulrik Christian Gyldenløve i Odense, medens han selv den følgende Dag fik Meddelelsens Rigtighed bekræftet ved Begivenhedernes overraskende Udvikling, idet danske Ryttere, sandsynligvis en sprængt. Trop fra Sten Billes Regiment, kom over Isen fra Fyn og meldte, at Svenskerne om Lørdagen var gaaet over Lille Bælt, havde slaaet Danskerne ved Tybring Vig og, at alt var tabt paa Øen29). Nu var gode Raad dyre. Kom danske Ryttere over frostbundet Bælt fra Fyn og Langeland, kunde Svenskerne snart følge. Landstormen maatte indkaldes, og Fæstningen forsvares. Ryttere beordredes paa Strandvagt mellem Grimstedgaard (nu Frederiksdal) og Taars Færgested med r. 16 Heste, og Landkommissæren underrettedes om Forholdene. Mandag den 1’ Februar kom Erik Rosenkrantz til Nakskov, og der fandt da en Raadslagning Sted mellem ham, Kommandanten, Borgmestrene Peder Mortensen og Niels Nielsen og Byens Raad om, hvad der burde gøres. En Plan, hvis Kerne var Landstormens Indkaldelse til Fæstningsforsvar, vedtoges, og Landmajorerne Hans Nielsen og Johan Felten fik Ordre til at trække Bønderne ind i Fæstningen. Det er lidet sandsynligt, at det Modsætningsforhold, der efterhaanden var opstaaet mellem Byens Raad og Kommandanten i Opfattelsen af, hvad der tjente Byens Tarv bedst, er blevet mindre efter Mødet. Langt snarere har dette givet Edmond saadant et Indtryk af voksende Modsætning og Misstemning, at han saa sig nødsaget til at bede Landkommissæren blive for at hjælpe ham gennem de kommende Dages Vanskeligheder. Rosenkrantz tog imidlertid foreløbig bort med sin Ridefoged, uvist af hvilken Grund. Har det været for at virke for Landstormens Samling, er det forstaaeligt, selvom man synes, at Landmajorerne og Ridefogeden nok kunde have ordnet den Sag alene; har det været af private Grunde, maa hans Handlemaade misbilliges.
Tirsdag den 2’ Februar kom flere flygtende danske Ryttere over Isen, rimeligvis af Ritmester Christoffer Dues Kompagni, der havde ligget paa Taasinge. De meldte, at svenske Patrouiller havde vist sig paa Langeland, og blev af Kommandanten indkvarteret i Byen for at deltage i Forsvaret. Men Fjenden indskrænkede sig ikke til Undersøgelser paa Langeland ; Karl Gustavs Maal var langt større. Dahlberg var, som allerede nævnt, paa Rekognoscering og havde herunder senere paa Dagen nedenfor Grimstedgaard et Sammenstød med Strandvagten1"), som blev jaget mod Nakskov. At der laa dyb Alvor bag Svenskernes livlige Patrouillevirksomhed, hvorom Edmond stadig fik Meldinger, klarlagdes den følgende Dag i en Skrivelse fra Langeland, ukendt fra hvem, men i hvilken der stod, at store svenske Styrker (o: af Østgo ta og Tavastehus Rytterregiment) var kommet til Øen, at Store Bælts Is med Henblik paa en Overgang til Lolland maaltes, og at Melding om, at den var fundet stærk nok, var sendt til Karl Gustav. Bedre Oplysning om Fjenden, og nøjere Indblik i hans Hensigter kan ingen med Rette vente. Edmond gav derfor ogsaa straks Ordre til Kanonernes Ladning med Kugler og Skraa, og Borgerne opfordredes til at udføre deres pligtige Rydninger af Haver og Plankeværker foran Volden for at skaffe frit Skud. Men her mødte han afgjort Modstand. Enten Borgmestrene nu manglede personlig Myndighed— hvad der ikke er Grund til at tro, da Nielsen var en ældre agtet Mand og Mortensen tidligere Ridefoged paa Halsted Kloster — og ikke kunde, som de sagde, kommandere Borgerne dertil, eller ikke vilde, den ene havde nemlig Have og stor Kornlade, den anden to Avlsgaarde udenfor Volden11), saa fik Kommandanten ikke sit Ønske opfyldt, men derimod en Opfordring af Borgmester Peder Mortensen, der var Uviljens og Utilfredshedens første Talsmand, til snarest at fri Borgerne for den Indkvartering, han havde skaffet dem paa Halsen ved at lægge de fra Fyn flygtede Ryttere ind i Byen. Tvinge sin Vilje igennem vilde Edmond ikke, og da Rytterne, som ikke mente at kunne kæmpe til Fods med Musket i Haanden, nægtede at gaa til Volds under en Belejring, søgte han atter at vinde Borgerne for sig ved at imødekomme Borgmesterens Krav.
*) Den under 20/1 1658 givne kgl. Resolution til at „Bønderne forløvedes fra Strandvagten" er altsaa ikke blevet gennemført™j •
Men inden han traf Afgørelse i saa vigtig en Sag som at blotte en Fæstning for Rytteri, der dog med Fjenden paa Frastand kan bruges til Opklaring, meldte Ritmester Sten Brahes Kvartermester sig for at faa Kvarter til Frikompagniet (r. 100 Rytere, hvoraf 50 Mand til Fods), der havde ligget paa Lolland og nu var blevet beordret til Nakskov. Da Edmond hermed kunde faa Erstatning for krigstrætte og uduelige Folk, befalede han omgaaende disse at gaa til Sjælland og søgte saaledes at tilfredsstille Borgerne. Næppe var dog Marchordre givet, før nogle Borgere mødte op og krævede Regnskab for det skete. Edmond forklarede dem Tanken med sin Handlemaade og trøstede de frygtsomme med, at Fæstningen hverken skulde komme til at savne Rytteri eller Fodfolk. Kort efter rykkede ogsaa en Del af Sten Brahes Kompagni med Estandart gennem Fæstningsporten, opmarcherede paa Torvet og bad om at faa Kvarter anvist. Nu var det atter galt; andre Borgere myldrede frem og skreg i Munden paa hverandre: „Hvorfor skal vi nu have Rytteri igen? Vi bringes snart fra Hus og Hjem, har hverken Hø eller Halm og har iøvrigt gjort nok for Kongen“. Der var dog ingen Vej uden om; de maatte tage Indkvarteringen. Under disse triste og vanskelige Forhold fik Edmond uventet Støtte i Oberst Heinrich Volrath Both. Han var sendt til Nakskov for til sit Regiment at samle 250 Mand, der havde været paa Flaaden, rimeligvis de samme Folk, der det foregaaende Efteraar kort Tid havde ligget i Nakskov; og da disse ikke kunde ventes før den 8’—10’ Februar, tilbød han uopfordret at hjælpe, hvor hjælpes kunde. Edmond tog med Glæde mod Hjælpen og brugte ham, der talte nogenlunde Dansk, som Mellemmand mellem sig og Borgerne. Den 4’ Februar om Morgenen kom Ritmester Sten Brahe*) med Resten af sit Kompagni, og ved Middagstid marcherede Landmajor Hans Nielsen op paa Torvet med nogle Faner Bønder, som Edmond straks inspicerede for, som han selv siger, at indgyde Borgerne Mod. Omtrent samtidig viste Landmajor Johan Felten sig med 300 Mand og meldte, at Resten af hans Folk vilde være paa Stedet den følgende Dag; med ham fulgte Lensmanden fra Aalholm Philip Barstorff.
*) Sten Brahe til K nudstrup. V ar Maj 1657 Ritm ester ved den skaanske Rostjeneste. Juni 1657 Chef for U. C. Gyldenløves hvervede Frikompagni. Deltog med dette i Skaane, kom derefter til Sjælland og beordredes 1/2 1658 til Nakskov").
Efter en Raadslagning mellem Edmond, Both og Bartorff besluttedes Landstormen foreløbig brugt udenfor Fæstningen saaledes, at Hovedstyrken under Barstorff stilledes r. to Kilometer fra Byen paa Vejen til Taars og et Kompagni med 16 Ryttere ved Kysten mellem Taars og Grimsted. Kompagniet ved Kysten skulde kaste mindre Styrker, men gaa tilbage for overlegne Kræfter. Dets Opgave var klar nok; derimod er det ikke let at finde taktisk Motivering for Hovedstyrkens Opstilling. Der løb ganske vist en Lavning tværs over Taarsvejen og umidelbart Nordøst for Marskov, netop hvor Styrken anbragtes, og hvor der da kan have været visse Forsvarsmuligheder, ligesom der her var Mulighed for at rette et Angreb i Flanken paa en fra Taars mod Abildtorp fremrykkende Styrke; men da Oberst Both siger, at den skulde gaa tilbage „ved Alarm“, og da Stillingen laa for langt tilbage til at kunne være Optagestilling for Kystvagten, er Tanken med dens Anbringelse her ikke umiddelbart indlysende. Edmond gaar i sin Beretning let hen over dette Forhold og skriver kun, at Hovedstyrken skulde holdes tæt ved Fæstningen for at undgaa Afskæring. Det ligger nær at tro, at man baade har villet give Borgerne Tillid og søgt at holde Bønderne fri for at blive smittet af den halvt oprørske Aand, der var ved at brede sig i Byen. Men paa den anden Side kan man ikke se bort fra, at det blot kan have været en Ventestilling, der toges, indtil Mulighederne for at kunne møde Fjenden ved Kysten var undersøgt. Thi at Edmond har været inde paa Tanken om at gaa mere angrebsvis til Værks og møde Fjenden, inden han satte Fod paa fast Jord, er givet, da han samme Dag sendte Oberst Both til Taars for at undersøge Kampvilkaarene paa dette Sted. Both vendte imidlertid sent om Aftenen tilbage til Nakskov og erklærede det ugørligt at kæmpe ved Kysten mod større fjendtlige Styrker. Den 5’ Februar tidligt om Morgenen modtoges Melding om, at Grimsted om Natten var blevet plyndret af svenske Ryttere. Plyndringen skete nok for Rytternes egen Regning; deres rigtige Opgave var at undersøge Isforholdene og den danske Kystvagts Styrke; og Heldet fulgte dem; thi op paa Formiddagen kom Rytterposteringen tilbage og meldte, at Landstormskompagniet ved Taars havde smurt Haser ved Synet af svenske Rytterpatrouiller og var flygtet til Hjemmet. Landstormen blev derefter trukket tilbage og ind i Fæstningen. I Løbet af Dagen øgedes dens Styrke saaledes, at alt : alt ca. 2100 Mand maa antages at have givet Møde. Kaptajnløjtnant Hans Horn*) meldte sig til Tjeneste med sit Kompagni — Lollandske Kompagni af Sjællandske nationale Regiment til Fods (o: 5’ Bataillon) — paa 50 Mand udskrevne Landfolk, der fik Krudt, Lunte og Bly udleveret, og Edmond gav Befaling til Voldenes Forsvar. Store Horn værk skulde vogtes af Beauforts 80 Gjønger og 6 Kanoner, Søndergade Port af Hans Horns Kompagni. Fra Boel Findens Kat langs Havnen til Ølkarret stilledes nogle Kanoner og Johan Feltens Landstormsfolk, der dog ogsaa efter Edmonds nærmere Ordre sendte Poster til Færgelandet.
Both og Hans Nielsen vogtede Ydervolden. Borgerne under Stadskaptajn Hans Rumor og Stadsløjtnant Thomas Cruckow stilledes betegnende nok i anden Linie paa gamle Vold fra Ølkarret over Vejlegade Port til Høje Kat. Desuden sattes Vagt ved Tøjhuset; Konstablerne fordeltes til Stykkerne paa de vigtigste Poster, og 1 Vagtmester med 16 Ryttere af Sten Brahes Kompagni sendtes paa Kystvagt mellem Taars og Grimsted. Det ses ikke, om der er skrevet nogen Indberetning til Kongen om de trufne Forholdsregler; man synes i nogen Grad at have handiet paa egen Haand; men de givne Ordrer er dog under alle Omstændigheder faldet udmærket i Traad med de Tanker, man paa ansvarligt Sted i København gjorde sig om Forholdene paa Øen, idet Kongen under 1’ Februar sendte Rosenkrantz Brev21’) om at gøre sit Bedste for at samle den lollandfalsterske Landstorm i Nakskov og inddrage saa meget Fourage, „som af Landet tilkomme kan“, ligesom han senere sendte ham Bud om at anvende al sin Flid paa „straks ved Nat og Dag ned at forskaffe“ til Fæstningen de Kanoner, Underlag, Musketter og den Ammunition, Flemming Ulfeldts Enke, Anne Lisbeth v. d. Groben, havde i sit velforsynede Rustkammer paa Orebygaard. I andre Breve i de første Februardage befalede Kongen Rosenkrantz at skaffe alt det Jern, som var nødvendigt til Fæstningens Forsvar, at lade hugge 5000 Palisader af baade Bøg og Eg i Halsted Skov-'-1) og, muligvis belært af Erfaringerne ved Frederiksoddes Fald, at gøre alt for at sikre Fæstningen mod Angreb fra Strandsiden, hvor Isen nu lettede Fjendens Adgang. Det er uvist, om Rosenkrantz nogen Sinde har modtaget disse forskellige Ordrer; men har han faaet dem, er i hvert Fald kun Ordren af 1’ Februar blevet udført og endda inden Modtagelsen.
(Fortsættes).
*) 1651 Kaptajnløjtnant og Chef for Lollandske Kompagni. Udkommanderet i Maj 1657 laa han først paa Kronborg, deltog derefter med sine Folk i Felttoget i Skaane i M ajor Steenbergs Eskadron. Kom i Novbr. 1657 tilbage, først til Sjælland, senere til Lolland. Laa efter Fredsbruddet i Nakskov, men sendtes Novbr. 1658 til København, hvor han deltog i Hovedstadens Forsvar. H an er vistnok identisk med Købmanden af samme Navn i Nakskov34).
