IV. FODFOLKETS FORHOLD.
A. Forberedelse til Nærangreb.
Gennemførelsen af Nærangrebet kræver, at alle Førere hver paa sit Trin med alle Midler opretholder den faste Kommando over sine Tropper. Kampen i den fjendtlige Stilling vil frembyde mange, voldsomt vekslende Opgaver, der kun kan løses, natir det rette Sammenspil imellem Kræfterne er til Stede. En almindelig, skematisk Formation kan derfor som Regel ikke være hensigtsmæssig. Man kan ikke gøre sig noget Haab om at holde den fast under Kampens Forlob. Hver enkelt Situation kræver sin Formation, der er valgt saa- ledes, at Mulighederne i Terrainet udnyttes fuldt ud. Dette skal dog ikke forstaas paa den Maade, at der i hvert enkelt Tilfælde kun gives een rigtig Løsning af Opgaven. Den maa.lbevidste Føring vil altid give et Resultat, selv om Dispositionerne ikke er uangribelige.
Det hændte saaledes en Gang paa „St. Cyr.“, at en Kaptajn skulde besvare en Opgave, der, hvilket hyppigt var Tilfældet, var taget fra en bestemt Situation under Verdenskrigen. Vedkommende Officer havde med stort Held ført netop den Bataillon, Opgaven behandlede. Han besvarede Opgaven ganske, som han havde lost den under de virkelige Forhold. Da de rettede Opgaver senere blev leveret tilbage, rejste han sig, blodrod i Hovedet, og udbrod: „Mais, mon commandant, on m’a donné la Croix pour cette même maneuvre, et voilà quatre pages de critique!“ Han havde fattet en Beslutning og med Fasthed gennemført den og havde derved opnaaet et Resultat, der maaske kunde være naaet paa en taktisk set bedre Maade.
Formationen dikteres som tidligere anført af Terrainet og den foreliggende Situation. Jo klarere oplyst denne er, jo sikrere kan man disponere — „Savoir est tout å la guerre“. — Kendskab til Beliggenheden af de fjendtlige ikke nedkæmpede Støttevaaben og Modstandscentrer, der under Angrebet eventuelt vil kunne standse enkelte Dele af Angrebsfronten, letter Førerens Modforanstaltninger. For at lukke de Huller i Angrebsfronten, der vilde opstaa i Angrebsfronten som Følge af Standsningerne, kan Føreren enten selv anbringe sine Hjælpevaaben i passende Stillinger, eller — som tidligere anført — midlertidigt afgive enkelte af dem til Kompagnierne i forreste Linie.
„Den moderne Vaabenteknik og Forsvarets store Kampdybder kræver, at Kampen paa de blanke Vaaben vedholdende skal kunne understøttes med Ild.“ Dette gør det nødvendigt for Føreren stadig at have Raadighed over Reserver af Personel, og ikke mindst af Materiel — Ildreserver —. Han maa derfor ikke kritikløst efterkomme alle de Raab om Hjælp, der uvægerligt vil komme til ham under Kampen, men maa hele Tiden være „frit“ stillet med Hensyn til Anvendelsen af sine Kampmidler paa Baggrund af sin egen Bedømmelse af, hvor Kraften i Stødet skal lægges.
I denne afgørende Fase af Angrebet er netop det snævreste Sammenspil imellem Vaabnene af afgørende Betydning. Føreren maa derfor opholde sig saa nær ved sine Enheder, at han personligt kan følge Kampen i dens Enkeltheder og saaledes blive i Stand til at gribe ind i rette Tid. Han maa ikke beskæftige sig alene med Fremdriften i Angrebet, men maa ogsaa være klar til at afvise fjendtlige Modangreb, hvadenten disse føres frem med Tropper alene eller med Kampvogne og Angrebsflyvere — jo dybere Angrebet fores ind i den fjendtlige Stilling, jo stærkere truer Faren for Kampvognsangreb.
Naar en Styrke skal angribe, stiller Føreren sine Enheder op, saaledes som han vil anvende dem under Kampen, med Hovedvægten i det Omraade, hvor Stødet skal fores kraftigst frem, alt i Overensstemmelse med det Princip, at Formationen i Udgangsstillingen skal rumme Fremrykningsformationen i sig. Hans Dispositioner maa være gennemfort til den mindste Enkelthed, og Angrebsideen skal være klart udtrykt i Angrebsbefalingen, saaledes at Underforerne er i Stand til at leve sig ind i den.
Det er hensigtsmæssigt at illustrere saadanne Befalinger med Skitser, udfærdigede ganske raat i stor Maalestok. Paa Skitsen kan hele Angrebets Forlob oplyses; de successive Angrebsmaal, Beliggenheden af Artilleriskydninger og Hjælpevaabnenes Skydninger til Støtte for Angrebet, Tidspunkterne eller Signalerne for deres Udførelse og eventuelt deres Varighed. Disse Skitser udfærdiges ved Kompagnier og højere Enheder. Saadanne Skitser blev med Held anvendt under hele Verdenskrigen, det er derfor egentlig ejendommeligt at konstatere, i hvor ringe et Omfang vi paa dette Punkt har forstaaet at tage Lære af de krigsførende Magters velunderbyggede Erfaringer. Hos os benyttes Skitser jo nærmest kun i Forsvarskampen. Denne specielle Form for Skitsetegning kræver imidlertid Rutine, dels med Hensyn til selve Udfærdigelsen, dels for at kunne tyde dem. Det er derfor nødvendigt, at Fodfolksofficeren gennem sin Uddannelse paa Skolerne og under Øvelserne i Marken tilegner sig den Rutine. Har han først vænnet sig til Brugen af Skitserne, vil han snart erkende, at han ved at benytte dem spares for den ofte meget knudrede og omfattende Fremstilling i Befalingsform.
Udgangsstillingen for det samlede Angreb vælges som tidligere anført saa nær den fjendtlige Stilling som muligt, Afstanden bestemmes i alt væsentligt af to Faktorer, Artilleriilden — egen og Fjendens — samt Mulighederne for længst muligt at bevare Skjul og Dækning for Tropperne. Det sidste Hensyn fører til, at man som Udgangsstilling vælger det Sted nærmest Fjenden, hvor det er muligt at opstille sin forreste Linie i Skjul.
Af Hensyn til Ledelsen af Ilden fra det Artilleri, der skal støtte Angrebet, er det ønskeligt, at Udgangsstillingens Forkant faar et nogenlunde retlinet Forlob. Dette maa dog ikke føre til, at man binder de forreste Led paa en saadan Maade, at de gunstigste Betingelser for Indbruddet gaar tabt. Kræver Terrainet en ujævn Frontlinie, maa forreste Linies Alignement foregaa under Artilleriforberedelsens sidste Fase.
Af Hensyn til et planmæssigt Forløb af Indbruddet er det af afgørende Vigtighed, at Kompagnierne i forreste Linie straks efter deres Indtræffen i Udgangsstillingen organiserer Observationstjenesten.
I den stadige Higen efter at udvide Efterretningsgrundlaget mest muligt maa Tiden indtil Frembruddet udnyttes fuldt ud. Enhver Detailoplysning om den fjendtlige Besættelses Art er vigtig, for at Paraden imod Fjendens Modforanstaltninger i Tide kan forberedes. Giver Observationen fra Udgangsstillingen Oplysninger, der kan skønnes at maatte ændre de trufne Foranstaltninger, maa Melding derom hurtigst muligt videresendes. Skønner Kompagnichefen, at der ikke er levnet den højere Fører Tid til at ændre sine Beslutninger, kan han være berettiget til, indenfor rimelige Grænser, at træffe Aftale med Naboerne til Imødegaaelse af den Fare, han ser true, idet han dog stadig arbejder indenfor den Ramme, der er angivet for Angrebets Forlob.
Lige saa vigtigt, det er at organisere Observationstjenesten, er det at træffe sikre Foranstaltninger fra første Færd til at beherske Kompagniets Front med Ild. Et Angreb, der sættes an fra Fjendens Side, imod den Opsamling af Tropper, der findes i Udgangsstillingen, vil kunne faa skæbnesvangre Følger og maa derfor kunne afvises. Et snævert Samarbejde med Nabokompagnierne er nødvendigt til Opnaaelse af en fuldstændig Ildspærring.
Kravet om saa hurtigt som muligt at have det størst mulige Antal Tropper fremme til Stotte for forreste Linie vil bevirke, at Dybderne i forreste Linie maa indskrænkes betydeligt.
I det samlede Angreb vil Billedet for de forreste Styrkers Vedkommende i Hovedsagen vise sammenhængende Skyttelinier, en Angrebsformation for Gruppen, der for dette Tilfælde ogsaa fastsættes i „Réglement de l’infanterie 1929 11“.
I Stillingskrigen er det nødvendigt at udskille særlige Rensningskommandoer, der træder i Virksomhed, saa snart første Linie har passeret den forreste, fjendtlige Skyttegravsrække. Igennem Luftfotograferingen har man forud for Angrebet dannet sig et nøjagtigt Billede af det fjendtlige Skyttegravsnet. Man bliver saaledes i Stand til at iværksætte Rensninger paa den nødvendige rationelle Maade ved at tildele de enkelte Rensningskommandoer nøje afgrænsede Rens- ningsomraader.
Artilleriildens Udvikling af Røg og Støv, selv uden iblandede Røggranater, vil skabe Vanskeligheder med Hensyn til Fastholdelsen af Ledelinier i Terrainet. Angrebsretningen vil derfor som Regel blive givet som Marchvinkel helt ned til Delingsførerne.
Kampens vekslende Situation faar hyppigt Tropperne til at trække i forkerte Retninger. For at modvirke dette, maa Førerne stadig kontrollere, at den befalede Angrebsretning fastholdes.
Det ovenfor fremsatte gælder med ganske ubetydelige Indskrænkninger ogsaa for det lokale Angreb. De to „Angrebsformer“ afviger i Hovedsagen fra hinanden kun deri, at Omfanget saavel af Forberedelsen som af Kampmaalet i det lokale Angreb bliver mere begrænset.
Medens man for det samlede Angrebs Vedkommende selv er Herre over Udspillet, selv kan bestemme, hvor og hvorledes man vil anbringe sine Tropper i Udgangsstillingen, vil dette kun til Dels være Tilfældet, naar det drejer sig om et lokalt Angreb. Det vil som Regel her være saaledes, at Fjenden gennem Engagement med de Tropper, der skal udføre Nærangrebet, til en vis Grad indskrænker Angriberens Handlefrihed, saaledes at han ikke i alle Tilfælde kan faa det bedste Udspil.
Det lokale Angreb opstaar ogsaa som Følge af andre Forhold end det samlede Angreb. Medens dette sættes an paa Impuls fra den højere Fører, faar det lokale Angreb som Regel sin Impuls fra de forreste Enheder. Disse kan bedst erkende en Svaghed i den fjendtlige Besættelse, en Mulighed for Indbrud, der omgaaende skal udnyttes, og har Pligten til straks at udnytte den. Men Kravet om hurtig Udnyttelse vil bevirke, at den Tid, man kan anvende til at organisere Forberedelse og Understøttelse, bliver meget begrænset, og det er derfor af afgørende Betydning, at Forbindelsen bagud til de Led, der skal skabe Støtten, er saa fuldstændig som muligt.
For at formindske Vanskelighederne ved en hurtig Imødekommelse af et pludseligt opstaaet Krav om Understøttelse, maa Føringen fra første Færd være præget af Forudseenhed, saaledes at man saavidt muligt har sine Hjælpevaaben paa de Steder, hvorfra de bedst kan virke mod det angivne Indbrudssted. Bedst vil det naturligvis være om Føreren er saa forudseende, at han kan konstatere de mulige Indbrudssteder og disponere derefter ved i god Tid at trække Hjælpevaabnene frem for i rette Øjeblik at lægge kraftig Ild over Indbrudsstedet.
Naar en Kompagnichef i forreste Linie sin1 en Mulighed for Indbrud i den fjendtlige Stilling, stiller han uopholdelig Krav om Ild imod Indbrudsstedet, dels fra egne Støttevaaben, dels fra Artilleriet. Varigheden af Artilleriets Ild bestemmes normalt af Kompagnichefen, idet den standses paa Signal fra ham gennem Bataillonen. Ildens Standsning vil absolut tage Tid. I Almindelighed maa man regne med, at der hengaar 4—5 Minutter, inden Ilden forlægges. Dels tager det nogen Tid, inden Signalet naar Artilleriet, dels vil dette, naar det har modtaget Signalet, ikke standse Ilden med det samme, men, forinden dette sker, forstærke den.
„Rekvisitionen“ paa Artilleriild kan ikke gaa direkte til Stotte- artilleriet, men skal gennem Bataillon eller Regiment, alt eftersom det er denne eller hint, der raader over Ilden, fordi den overordnede Fodfolksmyndighed maa være i Stand til at regulere Artilleriets Anvendelse, saaledes at det ikke overlades til Artilleristen at afgøre, hvilke Rekvisitioner han skal efterkomme. Denne Regulering er saa vigtig, at Regimentet som Regel skal være det afgørende Led, saaledes at Bataillonen kun i meget isolerede Tilfælde vil have Raadig- hed over Støtteartilleriets Ild.
Ligesaa lidt rationelt det vil forekomme at stykke sine Støttevaaben med rund Haand ud til Kompagnier, ligesaa daarlig Økonomi vil det være, hvis Regimentet stykker sit Artilleri ud til Batail- lonerne. Normalen maa være den, at Artilleriet ikke stykkes ud til lavere Enheder end til Regimentet og i saa Tilfælde maaske hyppigt med den betydelige Indskrænkning, at det ikke faar tildelt Artilleriet som Støtteartilleri, men at dette som Frontartilleri henvises til Samarbejde. Resultatet bliver deraf, at Regimentet ikke kommanderer over Ilden, men „maa hilse enhver Hjælp fra Artilleriet med Tak og Glæde, men ikke kan rette Bebrejdelse mod nogen, hvis Hjælpen ophører“. (Oberstløjtnant H. A. Rolsted: „Forbindelse og Samvirke mellem Fodfolk og Artilleri“. Mil. Tidsskr. 6/1932).
Hvor nedslaaende dette end lyder, kan det dog kun blive endnu en Spore for Fodfolket til kun at stole paa sig selv og i endnu højere Grad at udnytte sine egne Støttevaaben.
B. Frembrud og Gennembrud.
Paa det Klokkeslet eller Signal, der af den højere Fører er fastsat for Frembrud — ved lokalt Angreb paa Tegn fra Kompagnichefen — gaar hele første Linie frem, alt paa samme Højde.
Udgangsstillingen vil som Regel ligge uden for Stormafstand, og egen Artilleriild vil i Frembrudsøjeblikket ligge over Fjendens forreste Linie. Det angribende Fodfolk søger da saa tæt som muligt ind paa egen Artilleriild, „bis zur untersten Streugrenze des ArtiUeriefeners; diese ist die Sturmentfemung.“ („Fuhrung und Gefecht der verbundenen Waffen“. Wien 1930).
Tidspunktet for Artilleriildens Forlæggelse fremad vil ved det samlede Angreb i Forvejen være beregnet saaledes, at den sker, netop naar det forreste Fodfolk kommer ind paa Stormafstand. — I alle Tilfælde bør det tilstræbes, at Forlæggeisen sker paa dette Tidspunkt, idet man derved bevarer Fremaddriften i Angrebet og spares for en Standsning af tvivlsom Nytte, maaske oven i Købet i Fjendens Spærreildsomraade. Ved det lokale Angreb sker Forlæggeisen som tidligere anført normalt paa Foranledning af Kompagnichefen i forreste Linie, ved Signalforbindelse gennem Bataillonen.
Begrebet Stormafstand er teoretisk set nøje fastlagt, men er i Praksis i Virkeligheden meget elastisk, idet Bestræbelserne for saa hurtigt som muligt at kunne udnytte Støtteildens Virkning naturligt vil bevirke, at man ofte vil gaa indenfor Sikkerhedsafstanden. For at give et Begreb om, hvor megen Vægt man under Krigen lagde paa at komme hurtigt over Fjenden, skal det anføres, at Angrebstropperne ved flere Lejligheder endog gik igennem egne Spærreildsbælter. Det stod dem klart, at de Tab, de derved paadrog sig, i fuldt Maal opvejedes af de Fordele, de opnaaede ved at være over Forsvareren, medens denne endnu dækkede sig.
I samme Øjeblik Ilden lægges frem, skal forreste Linie gaa til Indbrud. „Jedes Zögern der Infanterie mit dem Vorgehen nach der Vorverlegung des Feuers durch die Artillerie, stellt den Erfolg in Frage.“ Det sidste Stræk, inden Fjenden naas, skal passeres hurtigst muligt.
Første Linie skal hensynslost gaa frem paa de Steder, hvor Fremtrængen er mulig, i fast Fortrøstning om, at de bagvedværende Grupper og Maskingeværer sætter alt ind paa Løsningen af deres Hovedopgave, Sikringen af de forreste Styrkers Flanker. Standses Dele af første Linie, skal Resten uden Hensyn dertil fortsætte fremad, idet man derigennem yder de standsede Styrker den bedste Hjælp. Eventuelt kan Styrker i anden Linie sættes ind til Beskydning af de fjendtlige Modstandscentrer, der endnu holder foran Naboens Front. Det paahviler Styrkerne i anden Linie at ødelægge de fjendtlige Reder, der ikke er nedkæmpede, samt at udvide Indbrudsstederne. Enhver Fjende, der ikke øjeblikkelig overgiver sig, skal skaan- selsløst slaas ned.
I denne uhyre vanskelige Gennembrudskamp gælder det i særlig Grad at holde Forbindelserne vedlige for derigennem at bevare den Fasthed i Foringen, der under saa voldsomt skiftende Situationer muliggør den hurtige og maalbevidste Manøvre — med Tropper eller Ild — der betinger det heldige Resultat.
Den hurtige Udnyttelse af Øjeblikssituationer kræver i høj Grad, at Underforerne handler selvstændigt og kraftigt, men naar man flere Steder i Udlandets Hære endog gaar saa vidt, at Gruppeførerne kan tage Initiativet til Storm, skyldes det sikkert særlige Forhold, dels med Hensyn til Gruppens Styrke og Sammensætning — Næstkommanderende ved Gruppen — dels og vel nok i første Række Gruppeførernes særlige Kvalifikationer som modne og rutinerede Førere. Vi kan sikkert kun betegne en meget ringe Del af vore Gruppeførere som Førere, og om Rutine kan der næppe være Tale paa Grund af den korte Uddannelsestid, der efterfølges af Aar, hvor det engang lærte efterhaanden — i alle Tilfælde til en vis Grad — glemmes.
Hertil kommer den ikke uvæsentlige Kendsgerning, at vor Udtagelsesprocent, der oven i Købet nylig er forhøjet til 12, erfaringsmæssigt ikke staar i noget rimeligt Forhold til den sandsynlige Tilstedeværelse af Føreremner.
I Erkendelse af disse Mangler bør Tendensen i Fægtningsuddannelsen gaa i Retning af en Delingstaktik, fremfor alt maa den Lyst til at gaa paa Eventyr og „manøvrere“, man desværre alt for ofte ser hos Gruppeforerne paa Eksercerpladsen, absolut imodegaas. Man maa bandlyse den Fremgangsmaade, der lader Grupperne enkeltvis „manøvrere“ fjendtlige Grupper ud, ved at Gruppeføreren sætter sit Rekylgevær og hyppigt sine Geværgrenaderer i Stilling og derefter foretager en „omgaaende“ Bevægelse med de resterende 4 Mand, — hvor mange af dem vil nogen Sinde naa frem. Denne Gruppetaktik giver intet Resultat og betyder kun en utilladelig Forringelse af Angrebets Stødkraft.
Delingen er, som „Réglement de L’Infanterie“ skriver: „la plus petite unité d’infanterie susceptible de manceuvrer“ — og skal der være Mulighed for at skabe Sammenspil mellem Ild og Bevægelse, hvoraf Manøvren bestaar, er det en Forudsætning, at Delingsførerne stadig kan kommandere sine Grupper. Det vil med andre Ord sige, at Forbindelsen mellem Delingsfører og Grupperne er bevaret.
Hvor vanskeligt dette er, kender vi selv fra Fredsøvelserne, men hvordan skal det saa gaa under virkelige Forhold, hvor Vanskelighederne mangedobles paa Grund af Jordsprojt, Granatrøg og Fjendens Ild. Disse Vanskeligheder maa vi i Fredstid træne vore Grupper til at overvinde, ved under skiftende Situationer rent exercer- mæssigt at tvinge dem ind i ganske skematiske Formationer.
De Stottevaaben, der danner Ildbasis for Angrebet, trækkes frem, naar deres Ild maskeres af de angribende Tropper. Men denne Fremdragning maa ikke foretages med alle Vaaben paa en Gang. Den skal derimod ske successivt, saaledes at gamle Stillinger ikke ophæves, førend Vaaben i de nye Stillinger er klar til Skud. Saaledes bevares Muligheden for uafbrudt Ildstøtte og for Imødegaaelse af fjendtlige Modangreb, der stedse maa haves for Øje.
Det er meget hensigtsmæssigt at have nogle Maskingeværer og Morterer med fremme for hurtigt at kunne bringe dem til Skud i kritiske Situationer. Man bør derfor lade enkelte tunge Fodfolks- vaaben følge umiddelbart bag Angrebets første Linie.
C. Standsning.
Gaar Angrebet i Staa, skal enhver Fører — hvadenten Standsningen sker i et fastlagt, foreløbigt Maal, eller er fremtvunget af Fjendens Ild — af al Magt søge at fastholde det Terrain, hans Tropper har naaet. Han maa derfor straks organisere Hævdelsen af det vundne Terrain. Dybdegrupperingen genoprettes, og der skabes en fælles Ildplan, som ikke alene omfatter forreste Linie, men ogsaa lægger Spærringer bagved, for at tvinge Fjenden til Standsning, hvis det ved et Modangreb lykkes ham at bryde igennem forreste Linie. Stillingerne udbedres straks med Spaden. Ved Melding tilbage oplyses den højere Fører om Modstandsliniens Beliggenhed.
Undertiden giver den Terrainlinie, der er naaet, ikke de bedst mulige Betingelser for et Forsvar. I saa Tilfælde maa man afvente Mørkets Frembrud for saa at organisere sin Hovedmodstand andet Steds. En Tilbagetrækning anvendes dog kun, saafremt Angrebet ikke senere skal fortsættes.
Under enhver Standsning skal tabte Forbindelser genoprettes og Ammunitionserstatningen organiseres. Eventuelt kan stærkt medtagne Styrker afløses af friske Tropper. Dette kan for Eksempel foretages ved en Liniepassage, naar Angrebet fortsættes.
Sker Standsningen i Overensstemmelse med Planen for Angrebet i et foreløbigt Maal eller for at afvente en Forlæggelse af Artilleriilden, maa man dog stadig bevare Følingen med Fjenden samtidig med, at man ordner sine Styrker med den videre Fremrykning for Øje og saaledes, at man ligger klar til Angreb i det Øjeblik, Artilleriilden forlægges.
Bryder Angrebet sammen i den fjendtlige Ild, maa Aarsagerne dertil søges opklaret, og Melding om Situationen snarest sendt tilbage, saaledes at en ny Understøttelsesplan kan fastlægges.
D. Forfølgning.
Lykkes Gennembruddet skal den fuldstændige Tilintetgørelse søges gennem Forfølgning. Gaar Fjenden tilbage paa et tidligt Tidspunkt, forfølges han i Øjeblikket kun med en voldsom Ild. Derefter gaar man over til en organiseret Forfølgning. Er man derimod tæt inde paa Livet af ham, skal man følge saa tæt efter ham som muligt, idet man saaledes gør det umuligt for Fjenden at etablere en Standsningsskydning, uden at hans egne Tropper samtidig bliver ramt af den.
Gennem den energiske og voldsomme Forfølgning skal Fjenden hindres i at faa den mindste Tid til at sætte sig fast et nyt Sted.
Standser Angriberen unødvendigt, giver han kun Fjenden Lejlighed til at bide sig fast og styrker derved den rystede Moral hos den allerede slagne Fjende.
