SOLDATERDEMONSTRATIONERNE
Søgård
Lørdag den 14.2. 1953 om eftermiddagen vendte mandskabet fra Søgårdlejren tilbage til denne efter øvelse i Borris. Soldaterne blev da gjort bekendt med, at tjenestetiden for deres vedkommende ville blive 18 måneder. Der var ro i lejren lørdag og søndag.
Efter morgenspisning mandag den 16. samledes en del af soldaterne på samlingsstuen og drøftede tjenestetidsforlængelsen. En kompagnichef kom til stede og gav soldaterne ordre om at gå i gang med dagens arbejde. Men en 80-85 mand tog overtøj på og samledes på vejen uden for lejren. Her kom bataljonschefen til, og han gav soldaterne besked på at vende tilbage til lejren. I så fald ville der ikke ske noget, men hvis de ikke vendte om, ville de begå en strafbar handling.
Soldaterne gik dog videre, idet det var deres hensigt at marchere til København og protestere over for forsvarsministeren. På vejen ville man tage kontakt med garnisonerne i Haderslev og Fredericia - hvor soldaterne også skulle blive inde i 18 måneder - for at få soldaterne til at slutte op om demonstrationsmarchen.
Kolonnen blev på vej til Åbenrå standset af en række befalingsmænd, og igen gav bataljonschefen ordre til at vende tilbage til lejren. En ca. 30 mand fulgte denne ordre og blev transporteret tilbage. De øvrige fortsatte og blev i Åbenrås udkant mødt af den stedlige politimester, der ligeledes opfordrede dem til at vende om.
Inde i byen lykkedes det imidlertid Generalmajor Allerup at standse de trætte soldater - de havde da gået ca. 15 km på snetilføget vej. Generalen sagde, at han ikke talte til dem som general, men som ældre dansk medborger. »Hvad I er i færd med at gøre, er mytteri i samlet flok, og tager I til Haderslev og opfordrer soldaterne der til at følge Jer, kan I risikere meget alvorlige straffe«27).
En enkelt soldat råbte: »Fortsæt!« og blev straks arresteret, hvorefter de øvrige lod sig transportere tilbage til Søgard. Her blev auditøren tilkaldt, og han gik i gang med undersøgelser og afhøringer.
General Allerup kom om eftermiddagen til lejren, hvor han opfordrede soldaterne til at acceptere tjenestetiden som en uomgængelig kendsgerning, besluttet af regeringen, og til at vise ro og orden i tjenesten i tiden fremover.
På et pressemøde om aftenen udtalte generalen, at soldaternes aktion utvivlsomt var inspireret af utilfredshed med ulighederne i tjenesten, således at soldaterne følte sig uretfærdigt behandlet ved at skulle blive inde. Soldaterne ønskede, at alle fra hold maj 1952 skulle have 15 måneders tjenestetid i stedet for nu 18 henholdsvis 12 måneder. De ville formulere en henvendelse til forsvarsministeren herom.
Haderslev
De menige i Haderslev hørte i middagsradioavisen om demonstrationsmarchen fra Søgård. I løbet af eftermiddagen og aftenen blev der naturligvis talt en del herom, og nogle blandt soldaterne agiterede for, at man også i Haderslev skulle foranstalte en demonstrationsmarch.
Efter aftenspisning samledes mange værnepligtige på soldaterhjemmet og en del blev enige om at starte en protestmarch kl. 21. En ret »aktiv« talsmand var i telefonisk forbindelse med en talsmand fra kasernen i Fredericia og opfordrede til, at man også derfra skulle lave en march.
Regimentschefen (der var oberst) gav tilladelse til, at man holdt et møde om tjenestetidsforlængelsen kl. 20 - en sådan tilladelse skulle efter reglerne til, for at man måtte holde møde om tjenstlige anliggender - og han opfordrede nogle af talsmændene til at berolige kammeraterne. På mødet opfordrede en talsmand, samt oberstens adjudant, soldaterne til at afstå fra at marchere. Men omkring kl. 21 startede ca. 250 soldater nordpå. Soldaterne havde udgangstilladelse til kl. 22, og før foretog man sig intet på kasernen.
Klokken halvelleve, da soldaterne var nået ca. 7 km nord for Haderslev, blev kolonnen søgt standset af befalingsmænd og politi. Fra politiets højttalervogn blev følgende ordre fra regimenstschefen læst op: »Stands marchen med det samme og begiv Dem ufortøvet til kasernen og meld Dem i hovedvagten. Hvis denne ordre ikke efterkommes, vil De blive tiltalt og straffet«28). Flere befalingsmænd henvendte sig direkte til værnepligtige, de kendte, og opfordrede dem til at vende om. Kun ganske få reagerede herpå, mens hovedparten fortsatte nordpå.
Ca. 1 km længere ude af vejen blev soldaterne igen - uden resultat - via politihøjttaleren opfordret til at standse. Endnu 100-150 m længere fremme blev politiets og befalingsmændenes vogne kørt på tværs af vejen og kolonnen bragt til standsning. Ca. 50 soldater løb ud på markerne ved siden af vejen. De blev dog snart samlet, og under kommando blev kolonnen ført tilbage til kasernen i Haderslev; nogle blev dog transporteret i politiets udrykningsvogn.
Pa kasernen blev soldaterne lukket inde i gymnastiksalen, hvor regimentschefen oplyste dem om, at de var under arrest. Auditøren, assisteret af 15 kriminalbetjente, gik derefter i gang med afhøringerne, der fortsatte hele natten og det meste af næste dag. En del kom således til at tilbringe størstedelen af et døgn siddende på taburetter i gymnastiksalen. Efterhånden som soldaterne var blevet afhørt, kunne de gå på deres stuer. To, som blev anset for at have været særlig aktive, blev dog anholdt.
Karup
De menige på flyvestation Karup af forårsholdet 1952 havde den 13.11. læst i aviserne - og senere fået officiel besked på, at de skulle forrette tjeneste i 18 måneder. Det var i den anledning ikke kommet til episoder af nogen art, men man formulerede og sendte en protestskrivelse til forsvarsministeriet.
Den 16.2. 1953 hørte soldaterne i middagsradioavisen, at værnepligtige i Søgard havde lavet demonstrationsmarch. I løbet af eftermiddagen talte soldaterne naturligvis om sagen, og specielt på én stue synes man at have været meget stemt for at lave en sympatiaktion.
Om aftenen havde soldaterne fra én af eskadrillerne undervisning i tjenesteforhold fra 19 til 20. Efter at soldaterne var trådt af, og befalingsmændene var gået, blev der råbt, at man skulle træde an i gården. Lidt over 100 samledes og blev opstillet i marchkolonne, hvorefter de marcherede ud af hovedvagten og tog kurs mod Viborg.
Da det blev eskadrillechefen bekendt, satte han sammen med et par befalingsmænd i jeep efter soldaterne og gav undervejs hovedvagten ordre til, at ingen værnepligtige herefter måtte forlade stationen, og at de om nødvendigt skulle standses med våbenmagt. Han overhalede soldaterkolonnen, standsede jeep’en og gav soldaterne ordre til at vende om. Derefter sagde han, at det var ubetænksomt, hvad de gjorde, og at det ville være mytteri, hvis de nu fortsatte. En soldat, der råbte op, blev anholdt og trukket ind i jeep’en, men fik senere lov at gå, da eskadrillechefen mente, at soldaterne så ville vende om. Han talte til soldaterne omkring en halv time, da en 20-30 soldater mere kom løbende til. De var blevet vist tilbage i hovedvagten, men var så kravlet over hegnet til flyvestationen. Da de fortalte kammeraterne, at man havde standset dem, og endda var villig til at bruge våben, satte kolonnen sig igen i march.
Eskadrillechefen kørte tilbage til flyvestationen, hvor han underrettede stationschefen, og noget senere kørte denne med befalingsmænd og adskillige køretøjer efter kolonnen. De standsede de marcherende soldater ca. 7 km fra flyvestationen. Stationschefen råbte til soldaterne, at det var en helt forkert måde at gribe tingene an på, og han opfordrede dem til at sidde op i lastbilerne. De var først ikke villige og spurgte, hvorfor der ikke var sket noget efter deres protestskrivelse i november. Stationschefen tilbød dem så, at de kunne vælge to mand, der kunne overbringe en klage til forsvarsministeren, og efter en halv times tid kravlede soldaterne op i lastbilerne og blev kørt tilbage til flyvestationen.
Det bemærkelsesværdige ved demonstrationen i Karup var, at de soldater, der demonstrerede, tre måneder i forvejen havde fået at vide, at de skulle blive inde i 18 måneder. Eskadrillechefen, der havde givet soldaterne ordre til at vende om, forklarede i retten, at han var af den overbevisning, at årsagen til demonstrationen var den forkastelige, sensationsprægede måde, på hvilken protestmarchen fra Søgårdlejren var blevet omtalt i radioavisen29).
En lokal avis skrev, at demonstrationsmarchen syntes at være ret uorganiseret, idet »adskillige af de soldater, der deltog i marchen, vidste ikke, hvordan den fandt sted. Nogle mente, at det var en protest mod flyvestationens kostforplejning, andre, at der var tale om misfornøjelse med underholdning til gifte soldaters familie«30).
Rønne
Lørdag den 14. februar 1953 indløb der meddelelse til Almegårds kaseme ved Rønne om, at soldaterne ved den derværende bataljon (på 2 kompagnier) fra maj-holdet 1952 var blandt dem, der skulle blive inde i 18 måneder. Soldaterne fik med det samme underretning derom.
Søndag formiddag var de fleste af soldaterne samlet på soldaterhjemmet, de af dem, der ikke havde så lang orlov, at de kunne nå at rejse til det øvrige Danmark. Der blev her talt om, hvorledes man skulle reagere; nogle talte for, at man skulle rejse hjem, andre nævnte noget om at strejke. En soldat, der gjorde sig til ordfører, foreslog at sende en resolution til pressen.
Man snakkede videre om eftermiddagen - efter at en officer, der havde manet til fornuft, var gået - og føromtalte soldat, som nu havde forfattet en resolution, læste denne op, og det blev vedtaget at sende den til pressen. (Soldaten sendte den til sin far, for at han kunne formidle den videre, og den blev gengivet i Land og Folk den 18.2.). Næste dag kaldte bataljonschefen talsmændene til sig, påpegede det ureglementerede i afholdelsen af møderne om søndagen (da der blev drøftet tjenstlige forhold, skulle der forud have været indhentet tilladelse) og gav derudover oplysning om de lettelser, som han havde tænkt sig at indføre for soldaterne i de sidste 6 måneder af deres tjenestetid. Sluttelig gav han tilladelse til, at der kompagnivis måtte afholdes møde om sagen samme aften.
I begge kompagnier blev der på disse møder mandag aften ved afstemning vedtaget at strejke fra næste morgen, skønt dette meget blev frarådet af talsmændene. Man havde jo hørt om og drøftet aktionerne i Søgård. Bataljonschefen fik af vagthavende officer underretning om soldaternes afstemning, men mente, at soldaterne, når ophidselsen havde lagt sig, næste dag ville opføre sig normalt.
Efter morgenspisningen næste morgen stillede soldaterne ikke som normalt, men samledes foran lejrens kaffeudsalg. De to kompagnichefer gav soldaterne ordre til at gå til deres områder, men ingen reagerede. Bataljonschefen blev tilkaldt og sagde til soldaterne, at de havde foretaget sig en uovervejet handling, der kunne få de alvorligste følger, for det, de havde foretaget sig, var mytteri; men hvis de besindede sig nu og vendte tilbage tål tjenesten, ville det være en formildende omstændighed. Hvis de derimod ikke gjorde det efter denne opfordring, ville det blive betragtet som en skærpende omstændighed.
Bataljonschefen gik derfra, da ingen reagerede, og mødte en flok soldater på vej mod demonstranterne. Han opfordrede dem til at vende om, men de løb over til de øvrige. Kl. 8 kom den rengøringskone, der skulle gøre rent i kaffeudsalget, og soldaterne blev derved lukket ind.
Auditøren, der var blevet tilkaldt, regimentschefen og bataljonschefen blev enige om at lade de demonstrerende værnepligtige være i fred for øjeblikket. Vagterne blev forstærket med befalingsmænd, og der blev etableret vagt ved lejrens våben- og ammunitionsdepoter. Et stykke tid efter, at dette var sket, modtog den befalingsmand, der nu passede telefonen i vagtbygningen, en besked udefra, der kort lød: »Kl. 10 forlader alle vagter deres poster«31).
I kaffeudsalget diskuterede demonstranterne i mellemtiden, hvad man nu skulle gøre. Nogle mere besindige forlod salen, hvorefter der blev stillet strejkevagter ved indgangen, bevæbnet med billardkøer, til at forhindre kammeraterne i eventuelt at gå derfra. Bataljonschefen kom til og opfordrede nok en gang de værnepligtige til at afstå fra yderligere demonstration. Lidt senere gjorde regimentschefen det samme. I begge tilfælde uden resultat.
Ved middagstid forlod alle de menige kaffeudsalget og gik til spisning. Udsalget blev nu aflåst og bevæbnede befalingsmænd placeret ved indgangen. I spisesalen blev soldaterne sorteret kompagnivis, og da spisningen var ved at være afsluttet, gav en officer ordre til, at alle skulle blive siddende, for derved at bringe mytteriet til ophør. En mand rejste sig alligevel op og blev stående på trods af gentagne ordrer om, at han skulle sætte sig ned. Han råbte til kammeraterne, at de skulle gå, men blev derefter erklæret for anholdt og ført til vagtbygningen.
Dette oprørte de andre soldater. Nogle erklærede, at skulle én anholdes, så skulle de allesammen, og en stor flok fulgte efter ned til vagten for at befri den anholdte. Nogle enkelte nåede at trænge ind i vagtbygningen, idet de erklærede til de bevæbnede befalingsmænd, der stod vagt, at de jo ikke turde skyde. Det lykkedes dog befalingsmændene at holde de øvrige tilbage, men over 200 mand var nu forsamlet lige uden for vagten. Bataljonschefen kom til og råbte til soldaterne, at nu måtte enhver kunne se, at det var rivende galt, hvad de foretog sig. Han erklærede, at hvis nogen lagde hånd på befalingsmænd eller forsøgte angreb på vagten, ville der blive skudt. Ligeledes ville der blive anvendt våbenmagt for at forhindre, at nogen forlod kasernen. Demonstranterne, hvis tal nu var blevet forøget med nogle rekrutter fra november-holdet 1952, trak sig noget tilbage og var tydeligt rådvilde. De løb lidt efter tilbage til kaffeudsalget, der nu var aflåst og bevogtet af befalingsmænd, og derefter videre ind i nogle pudsestuer i én af bygningerne. Bygningen blev omringet af nogle befalingsmænd, men de blev beordret tilbage af regimentschefen, der mente, at mytteriet nu ville dø ud af sig selv.
En delegation fra soldaterne meddelte ca. kl. 18 regimentschefen, at soldaterne var parate til at afblæse deres aktion. De mødte med en skriftlig forklaring på deres optræden, i hvilken der stod, at soldaterne ikke var utilfredse med nogen person eller forhold i garnisonen. Ej heller så meget med den forlængede tjenestetid, som den ulighed, at nogle skulle ligge inde i 18 måneder og andre kun i 12.
Auditøren gik dernæst i gang med afhøringer, og 6 soldater, som man fandt var en slags hovedmænd, blev anholdt. De øvrige soldater i lejren havde udgangsforbud de dage afhøringerne stod på, da man var bange for, at kredse uden for lejren søgte at dirigere dem.
Mytteriet på Bomholm var langt det alvorligste af de fire. Det varede længere end de andre, soldaterne blev flere gange opfordret til at afbryde det, men væsentligst var, at det var udslag af en afstemning, altså vedtaget med overlæg, og at man forsøgte direkte at befri en kammerat, der var blevet anholdt, og kun afstod derfra, da der blev truet med våbenmagt.
Andre episoder
Andre steder i landet kom det også til episoder, omend ikke så alvorlige som de fire steder, der er omtalt. Alvorligst dog i Fredericia, hvor et helt kompagni den 16.2. om morgenen ikke ville stille til felttjeneste og nærmest strejkede indtil om eftermiddagen, da soldaterne blev talt til orden af deres bataljonschef. Sagen blev imidlertid ikke betragtet som mytteri og blev mere eller mindre dysset ned.
I Holbæk var der spisevægring, og mandskabet talte om at strejke. Der gik rygter om, at soldaterne ville bemægtige sig nogle militære køretøjer og køre mod København. Det lykkedes dog befalingsmændene at overtale soldaterne til at afstå fra ulovlige aktioner. I stedet formulerede de en protestskrivelse til forsvarsministeriet. Man foreslog 15 måneders tjeneste for alle soldater i stedet for 18 for halvdelen. Skrivelsen sluttede næsten ultimativt: »Man forventer ministerens svar senest fredag den 20. kl. 12, idet meddelelsen om den forlængede tjenestetid har fremkaldt en stærkt svingende og ophidset stemning«32).
I Århus var der også sultestrejke. Da kommunisterne foranstaltede et protestmøde på rådhuspladsen i Århus mod den forlængede tjenestetid, bad talsmændene imidlertid regimentschefen om at forbyde soldaterne at deltage, da man nok var imod forlængelsen, men ikke ønskede at være fælles med kommunisterne. Regimentschefen havde dog ingen hjemmel til at forbyde deltagelse i protestmødet. To personer blev anholdt for at dele flyveblade ud lige uden for kasemeporten.
Tre seminarister blev anholdt i Tønder - for at dele propagandaskrifter ud til soldaterne dér - samt for at have opfordret soldaterne til at være solidariske med deres kammerater i Søgård og Haderslev. Den ene - der var formand for DKU i Tønder - blev senere idømt 40 dages fængsel.
Fra andre af de ialt 12 garnisoner, der havde soldater, der skulle blive inde i 18 måneder, blev der sendt protestskrivelser til forsvarsministeren.
Reaktionen
Den offentlige reaktion33) på soldaterdemonstrationeme var præget af forbløffelse over, at noget sådant kunne hænde i Danmark, foruroligelse over, hvad hæren så i grunden - rent kampmæssigt - var værd, og forbitrelse mod de bagmænd, der måtte have skylden (hvad enten det var kommunister eller ministre). Kun kommunisternes organer udtiykte begejstring, og de dyrkede emnet i mange måneder.
Det radikale dagblad Politiken skrev f.eks. i en leder: »Ethvert forsøg på at forsvare de væmepligtiges obstruktion er et forsøg på at nedbryde statens autoritet og fremkalde anarki«34). Mens det i Land og Folk’s leder lød: »Denne enestående uretfærdighed (at nogle skulle have 18, andre 12 måneders tjenestetid - min kommentar) og udfordring mod ret og rimelighed har fået bægeret til at flyde over ude i garnisonerne og militærlejrene«35). Og Fremad istemte: »Soldaterne har vist, at der er krummer i dansk ungdom«36).
Forsvarsminister Harald Petersen udsendte en redegørelse, hvori han meddelte, at han havde bedt gamisonschefeme om en hurtig undersøgelse af begivenhederne. Samtidig udtalte han: »Af de oplysninger, der indtil nu foreligger, er der tegn, der tyder på, at aktionerne synes at være forberedt og tilrettelagt på en sådan måde, at man kan kalde dem fjernstyrede«... og... »Det er meget beklageligt, at en del af det indkaldte mandskab har ladet sig vildlede af provokatører i eller eventuelt også uden for tjenesten«37).
Kommunisterne blev af næsten hele den ikke-kommunistiske presse tillagt en stor skyld som årsag til mytterierne, og man harcellerede meget Over, at et blad, der forklarede sine læsere, at det var nødvendigt med 3 års tjenestetid i Sovjetunionen, kunne drive en sådan agitation mod 18 måneders tjenestetid i Danmark.
Som bevis for, at det var kommunistiske provokatører, der stod bag, henvistes til hele kampagnen fra kommunistisk side mod tjenestetidsforlængelsen. Bornholmeren erklærede således, at man genkendte kommunisternes metode fra arbejdspladserne - med strejker - hvor de er eminente til at udnytte misstemninger38). Man henviste til, at demonstrationerne udbrød nogenlunde samtidigt, og at man i protestskrivelseme fra de fleste garnisoner krævede 15 måneders tjenestetid for alle, i stedet for 18 måneder til halvdelen. Man pegede på anholdelsen i Tønder og Arhus af DKUere, der delte propagandamateriale ud, og til den telefonopringning til vagten i Rønne, hvor der blev sagt: »Kl. 10 forlader alle vagter deres poster«. Som det væsentligste vidnesbyrd blev dog måske betragtet et brev, som ved ransagning blev fundet på én af de anholdte fra Haderslev, da han skulle indsættes i byens arrest. Soldaten var bl.a. fra Fremad kendt som DKUer. Brevet, der var afsendt fra København den 16.2. lød: »Kammerat! Som du har set af pressen, er der sket store ting. Jeg ankommer til Haderslev og vil meget geme træffe dig, så vi i fællesskab kan se på tingene. Vi mødes hos XXX. Håber du kan komme. Det er meget vigtigt«39). Underskriveren var den person, der var kendt som leder af DKUs soldaterudvalg.
Meget hurtigt gjorde oppositionspressen (den radikale og socialdemokratiske) dog forsvarsministeren til begivenhedernes anden hovedskyldige. »Den måde, hvorpå han har kludret med spørgsmålet om 18 måneders tjenestetiden, er af en art, så han simpelthen har gjort sig umulig«40). Og »Sjældent har man set et spørgsmål. . . . så forhalet og forkludret, og da man endelig nåede til en afgørelse, nøjedes man med en tør officiel Ritzaumeddelelse i stedet for at bøde lidt på ordningens åbenbare skævhed og uretfærdighed ved at give de unge en saglig og menneskelig redegørelse«41).
Et enkelt regeringsblad fandt dog ikke, at det var kommunisterne og andre urolige elementer, der havde demonstreret: »Nej, de unge mennesker, som ude af sig selv blæste militær disciplin og militær straffelov et stykke, og marcherede ud ad vejen, da de erfarede, hvilken lod Harald Petersen havde tildelt dem, det var såmænd de allerfleste af dem skikkelige sønner af gode konservative, moderate, socialdemokratiske osv. forældre i by og på land. Det er sandheden, og den sandhed skulle man hellere se i øjnene«42). Andre blade fandt det lidt komisk, at nogle soldater begik en så alvorlig forseelse som mytteri, for så at lade sig standse med blotte ord fra en general.
Kan offentlighedens reaktion bedømmes ud fra avisernes læserbreve43), var den ret sparsom; man syntes, det var meget forkert, hvad soldaterne havde gjort (i de første dage), og nogenlunde undskyldeligt (i de derpå følgende). I Land og Folk var der dog en del, der angreb regeringen og udtrykte støtte til soldaterne. Denne avis bragte også mange sympatitilkendegivelser fra foreninger som Københavnske murersvendes fagforening og repræsentantskabet for fællesklubben på B&W til mindre grupper som f.eks. »13 navngivne mødre«.
Den offentlige reaktion blev bedømt således af en udenlandsk iagttager (Associated Press): »Skønt nogle overvældedes af en følelse af skam over det indtryk, som begivenhederne gav i udlandet, har de fleste danskere ikke set anledning til at blive virkelig vrede på de oprørske soldater ....
En typisk bemærkning som kan høres overalt i Danmark i denne weekend er: »Soldaterne er blevet skidt behandlet hele tiden, og ingen kan i grunden laste dem for, hvad de har gjort. Deres klager er berettigede. Og de bliver ikke mindre berettigede, fordi kommunisterne har forsøgt at udnytte dem til deres egne formål«.
Den kendsgerning, at soldaterne gik så vidt i retning af at give udtryk for deres misfornøjelse, og at offentligheden i det store og hele affandt sig med deres handling, tyder på en vis halvhjertethed over for den vestlige forsvar sindsats, som er så fremtrædende, at den måske er specielt dansk«44). Socialdemokratiet rejste sagen i folketinget ved en forespørgsel (ved Victor Gram): »Vil forsvarsministeren give tinget en redegørelse for fremgangsmåden ved den delvise gennemførelse af 18 måneders tjenestetid for hærens værnepligtige, samt for de i forbindelse hermed opståede vanskeligheder?«45).
Forespørgslen skulle behandles den 3. marts, og der var lagt op til hårde angreb på forsvarsministeren. Socialdemokraten havde således som overskrift: »Falder forsvarsministeren ved debatten i aften?« Ministeren opridsede i folketinget hele forhistorien, vanskelighederne med kaserner, befalingsmænd og sidst uvisheden 6m udstationering af styrker i Tyskland. Han fik hårde bebrejdelser fra oppositionen, der fandt, at han havde administreret sagen meget dårligt, og at den eneste uvished, der radede, omkring udstationering af styrker i Tyskland, var forårsaget af ministeren selv.
Regeringsaviseme mente, at Harald Petersen havde redegjort godt for sagen og handlet korrekt, mens oppositionsbladene var af den formening, at det nu var klart fastslået, at man kunne klandre forsvarsministeren for begivenhedernes udvikling, og at kun grundlovssagen havde bragt ham frelst igennem. Der var ingen tvivl om, at sagens behandling i folketinget var præget af det tilstundende folketingsvalg i forbindelse med forslaget til en ny grundlov.
Officererne i hæren advarede mod at tage for let på demonstrationerne: »Intet vil være farligere end at undervurdere alvoren af det skete---- Det viser, at disciplinens bånd i hæren er så tynde, at man må nære megen bekymring for forsvarets modstandskraft over for den psykologiske krigsførings påvirkninger«46).
Chefen for Vestre Landsdelskommando, general Thygesen, udtalte: »Men eet er sikkert. Hærens indre struktur er rystet i sin grundvold___ Det nytter ikke at skændes om, hvem der har ansvaret. Det ligger vel flere steder - måske mange steder. Det afgørende må være dette, at hær og folk i enighed drager omsorg for, at det samme aldrig sker mere«47).
Retsspillet
Mytteri betragtes — som omtalt i indledningen — som én af de alvorligste militære forseelser. Straffen herfor var hjemlet i den dengang gældende48) Militære Straffelovs § 51, der lød: »Dersom flere i forening nægter en foresat eller vagt lydighed eller bruger magt, vold eller trussel om vold mod en foresat eller vagt eller træffer aftale om en sådan handlemåde, straffes de for mytteri med fængsel fra 4 måneder til 6 år. I krigstid kan straffen stige til fængsel på livstid eller livsstraf«49).
Paragraffen er - juridisk betragtet - speciel ved, at der er fremrykket fuldbyrdelsesmoment. Det vil sige, at blot to personer (for så vidt de er undergivet den militære straffelov) aftaler, at de vil nægte at adlyde en foresats ordrer, betragtes - og straffes - den blotte aftale som fuldbyrdet mytteri. Også selv om den aftalte lydighedsnægtelse ikke bringes til udførelse. Dette understreger, hvor alvorligt lovgivningsmagten har set på mytteri.
Soldaternes demonstrationsmarcher var ikke i sig selv mytteri, - men nok et brud pa den militære disciplin (som også spisevægringer var det), men det øjeblik en foresat havde givet soldaterne ordre til at vende om, og de på trods heraf fortsatte, var det mytteri. Det er således klart, at i de her omtalte tilfælde fra Søgård, Haderslev, Karup og Rønne blev der begået mytteri.
Men én ting er jo, at der bliver begået en forseelse, en anden, om der skal straffes, og hvorledes der skal straffes. Forsvarsministeren erklærede den 17.2.: »Med hensyn til konsekvenserne, når undersøgelserne er tilendebragt, er det klart, at der vil finde en nøje vurdering sted af skyldsspørgsmålet for den enkelte, ligesom man af hensyn til opretholdelse af disciplinen, må være klar over, at de, der gør sig skyldige i sådanne forseelser, vil blive draget til ansvar efter de gældende lovbestemmelser«50). Dette havde Land og Folk allerede været nervøs for dagen før, da avisen skrev: »Vover man at anvende den middelalderlige mytteriparagraf? . . .Denne paragraf, hvis middelalderlige strenghed også blev forsøgt udnyttet mod de Århus-soldater, som bankede oversergent Pejtersen«51).
Mange politikere og blade slog hurtigt til lyd for, at hovedmændene - provokatørerne - de egentlige skyldige, skulle straffes hårdt, de øvrige - medløbeme - mildt. Socialdemokraten Viggo Kampmann sagde allerede 18. februar: »Ja, de virkelige skyldige må straffes hårdt,. . . men jeg tror, man skal passe på her og nøjes med dem og se pa, hvorfor de andre er kommet ud i noget, de aldrig havde tænkt sig«62). Statsminister Erik Eriksen havde samme mening: »Det vil være nødvendigt at gribe hardt ind over for disse anstiftere af uroligheder. Men bortset herfra står man sig vist ved at fare med lempe«63).
Forsvarsministeren var vist ikke helt enig heri. I sin tale i folketinget den 3. marts nævnte han: »Under de foretagne afhøringer er det mange gange fra de afhørte soldaters side blevet fremført, at de var af den opfattelse, at der intet ville ske dem, når de blot var tilstrækkeligt mange om at tilsidesætte lydighedspligten. Dette er en meget farlig og for al disciplin ødelæggende tankegang, som der naturligvis må sættes bom for. Det er iøvrigt ogsa under afhøringerne kommet frem, at de demonstrerende soldater var af den opfattelse, at de havde befolkningen bag sig, og at det havde været dem en dyb skuffelse at se den afstandtagen, som hele pressen - på en enkelt undtagelse nær - har givet udtryk for«64).
Kommunisterne stillede et dagsordensforslag, der henstillede, at retsforfølgningen mod de soldater, der havde demonstreret, burde indstilles. Det blev forkastet med 130 stemmer mod 7. Samme skæbne led et dagsordensforslag af 26. marts, hvor kommunisterne gik ind for amnesti til de dømte soldater.
De forskellige steder forsøgte man ved afhøringerne at finde de personer, der kunne have ansporet eller opildnet mytteristerne. Afhøringerne blev foretaget af auditører (juridiske embedsmænd ansat under forsvarsministeriet) assisteret af auditørassistenter (normalt erfame kriminalbetjente). Inden for det militære retssystem var det rettergangschefemes (gamisonschefer, chefer for flyvestationer m. fl.) ansvar at afgøre, på grundlag af afhøringer af de implicerede, om der i det enkelte tilfælde skulle rejses tiltale ved retten, om sagen kunne afgøres arbitrært (dvs. ved pålæggelse af en militær straf - der dog altid kunne indbringes for retten) eller om der ikke var grundlag for at rejse tiltale eller straffe.
Retten i Haderslev blev den første retsinstans, der domfældte nogen af de demonstrerende soldater, idet der den 16.3. blev afsagt dom over 6 soldater, der af anklageren (den militære auditør på rettergangschefens vegne) blev anset for at have været særlig aktive. Det var af pressen med nogen spænding imødeset, om retten nu også ville dømme efter mytteri paragraffen. Det hedder i dombogen: »Samtlige tiltalte findes skyldige i overtrædelse af militær straffelov § 51, mytteri.
I denne forbindelse bemærkes, at samtlige tiltalte har fortsat marchen og bl.a. ved tilråb har tilskyndet kammeraterne til at fortsætte, alt på trods af oberstens klare og gentagne ordre om at standse marchen og begive sig tilbage til kasernen. De tiltalte har derved lagt for dagen, at de var enige om at nægte at efterkomme oberstens ordre, idet de fortsatte marchen, indtil de blev standset med magt ved den af befalingsmændene lavede vejspærring og den af befalingsmændene etablerede kæde tværs over vejen.
Retten skal derhos bemærke, at den ikke har kunnet godtage de tiltaltes under sagen fremsatte »populære« synspunkt med hensyn til forståelsen af begrebet »mytteri«.55). Retten idømte de 6 soldater straffe på 6, 6, 7, 8, 8 og 10 måneders fængsel. Soldaten, der fik den hårdeste straf, var den føromtalte DKUer, i hvis besiddelse blev fundet et brev fra formanden for DKUs soldaterudvalg. Straffen var særlig hård, hed det, fordi han var ældre og mere moden end kammeraterne, og fordi han som talsmand havde indtaget en særlig fremtrædende plads. (De 6 soldater appellerede og Vestre Landsret fastsatte straffene til 5, 5, 6, 6, 6 og 8 måneders fængsel).
Disse var de eneste straffe fra protestmarchen i Haderslev. 228 soldater blev arbitrært ikendt 15 dages skærpet arrest, betinget. Ikke for mytteri, hvis minimumsstraf var 4 måneders fængsel, men for overtrædelse af militær straffelov § § 63 (pligtforsømmelse), 53 (udbredelse af misnøje) og 48 (ulydighed).
Et noget lignende billede frembød afgørelsen efter marchen i Karup. 6 soldater idømtes ved retten i Holstebro fængsel i 4-6 måneder, mens 154 soldater arbitrært ikendtes fra 10-15 dages streng eller skærpet arrest, betinget.
Ved Søgardlejren blev de 6 soldater, der blev anset for hovedmænd, idømt fængsel fra 5-7 måneder. 7 måneder bl.a. for »at have været særlig aggressiv ved anstiftelse til mytteri ved sine taler til kammeraterne i samlingsstuen«56). Men her ønskede rettergangschefen også sag ført ved retten mod 58 andre soldater, der alle blev idømt 4-5 måneders fængsel.
I Rønne, hvor de alvorligste episoder havde udspillet sig, blev 10 soldater anset for hovedmænd og idømt 5-12 måneders fængsel. Den største straf tilfaldt den soldat, der førte an ved og trængte ind i vagten. Disse straffe blev i det væsentlige stadfæstet ved Østre Landsret.
Efter at have overvejet sagen i ret lang tid - og formentlig været udsat for et kraftigt pres - besluttede rettergangschefen i Rønne den 4. maj også at rejse tiltale mod de 241 øvrige deltagere i mytteriet. Af disse blev 9 idømt 5 måneders, 217 4 måneders fængsel, mens 15 mand fik tiltalefrafald. Udskrifter fra domprotokollen blev trykt i et større antal med tomme linjer, så de dømtes navne kunne føjes til. I disse standardudskrifter hedder det: »Ved tiltaltes uforbeholdne tilståelse, og det iøvrigt oplyste, er det godtgjort, at han har gjort sig skyldig i mytteri (militær straffelov § 51) ved den 17.2. 1953 under tjeneste på Almegårds kaserne ved Rønne i forening med ca. 250 andre værnepligtige at have deltaget i eller tilsluttet sig en for størstedelens vedkommende aftalt demonstrativ og vedholdende vægring ved at gå til befalet tjeneste eller efter foresattes ordre til underafdelingsområdet, hvorhos han samme dags eftermiddag under tjenestevægringen i forening med et antal værnepligtige har deltaget i opløb ved kasernens vagtbygning«57).
Forsvareren for nogle af de dømte soldater fandt, at det var forkert at anvende mytteriparagraffen: »Mit hovedsynspunkt er, at der ikke er oplyst nogetsomhelst, der kan hindre, at hvert enkelt forhold betragtes som ulydighed i stedet for mytteri, og efter almindelige retsgrundsætninger må man da vælge den mildeste paragraf, ulydighedsparagraffen. Det er arbejdspladsernes proteststrejke, der her er anvendt, altså en udtryksform, som er ganske uforudset i den militære straffelov, noget, man slet ikke har tænkt på, da man formulerede mytteriparagraffen«58).
Mange aviser angreb forsvarsministeren for den forskel, der var i afgørelserne mellem Søgård/Rønne og Haderslev/Karup. Ministeren kunne kun henvise til militær retsplejelov (§ 20), hvor det hedder: »Rettergangschefen udøver sin beslutning om undersøgelse eller påtale ganske uafhængig og selvstændig, dog at forsvarsministeren kan give ham pålæg om at lade en sag undersøge eller påtale ved retten«59).
Det ses således, at mens ministeren kunne beordre en rettergangschef til at rejse sag, kunne han ikke pålægge ham at frafalde en sag. Paragraffen fandtes netop, fordi man ikke ønskede politisk indblanding i tiltalespørgsmålet. Socialdemokraten bebrejdede ministeren, at han på denne måde skubbede ansvaret fra sig, idet han jo blot i folketinget kunne have foreslået en ændring til militær retsplejelov. »En sådan ændring kunne sikkert let og hurtigt være gennemført«59). Det er dog nok problematisk om en sådan ændring anvendt på dette tilfælde ikke ville blive betragtet som lovgivning med tilbagevirkende kraft60).
Så snart de første domme blev bekendt, anbefalede flere aviser, at de dømte skulle benådes eller have straffen nedsat. Også her var Land og Folk i spidsen, offentliggjorde protester fra forbund og foreninger, samt foran staltede indsamlinger til fordel for de dømte. Der blev også dannet en »Komité til forsvar for soldaternes demokratiske rettigheder«, der skulle hjælpe soldaterne og arbejde for amnesti. Ordføreren for komitéen var landsretssagfører Chr. V. Hagens, der i et brev til rigsdagens partier skrev om de forskellige afgørelser: »Den samme ulighed gør sig gældende i de andre straffesager, og det er ikke alene en urimelig behandling af de hårdest dømte, men særbehandlingen af disse har vakt stor harme i befolkningen og skabt en betydelig mistillid til anklagemyndigheden og domstolene. Denne skade vil efter vor mening kun kunne oprettes, hvis der gives de dømte amnesti og fuld oprejsning«61).
Det må formentlig også betragtes som en speciel støtte til de fængslede soldater, at de to af dem, der var DKUere - in absentia, men under stort bifald - blev indvalgt i DKUs hovedbestyrelse, hvis formand skrev til den ene: »Vi lover dig, at den kommunistiske ungdom vil gøre sit yderste for, at du og de andre indespærrede soldater kommer ud af fangehullerne. Vi vil rejse en storm i dansk ungdom imod de grove og uretfærdige fængselsstraffe, man har idømt jer«62).
Der var dog også folk der advarede mod benådninger. Den fhv. generalauditør V. Purschel skrev: »Nu vedtages der landet over resolutioner, der kræver benådning af alle de dømte; Det bør ikke ske. Man kan have medlidenhed med de unge vildledte mennesker, men de er voksne og må tage følgerne af deres handling, fordi en benådning ville være den sikreste måde at skaffe sig sikkerhed for, at forestillingen vil blive gentaget, og hvor skal det være muligt for befalingsmændene at opretholde disciplinen, når opviglerne med rette kan sige: »I skal ikke være bange, blot vi er mange, tør de ikke straffe os«, og »vi har allerede et ulykkeligt præcedens (Pejtersensagen); får vi to, har vi praksis for, at mytteri er straffrit, og så farvel disciplin. Derfor må disse domme fuldbyrdes. Det er bittert, ikke blot for de unge, men for alle venner af hæren«63).
Forsvarsministeren ville dog ikke tage stilling, før alle sager var afgjort ved domstolene. De sidste domme faldt 17. juni ved retten i Rønne. Men de mange soldater fra Rønne og Søgård-lejren, der var dømt som »medløbere« havde endnu ikke påbegyndt afsoning. Det havde derimod de først dømte mere »aktive«. Den 19.juni kom forsvarsministerens redegørelse.
Det hed heri bl.a.: »Ifølge foreliggende indberetninger var der i de stedfundne mytteriaktioner ialt ca. 950 implicerede.
Disse sager vil efter det nu foreliggende kunne opdeles således efter deres afgørelser:
Det fremgår heraf, at de militære myndigheder har begrænset sig til at rejse tiltale ved domstolene i ca. 1/3 af tilfældene.
De af domstolene trufne afgørelser - ca. 310 - kan i henseende til størrelsen af de idømte straffe opdeles således:
Det fremgår heraf, at mere end 2/3 af de dømte er anset med lovens minimumsstraf.
Endvidere skal oplyses, at 21 af de afsagte domme har været indanket for landsretterne, der i hovedparten af sagerne har stadfæstet underretternes afgørelser«64).
For de soldater, der blev idømt fængselsstraf, havde dommene den virkning, at de straks blev hjemsendt fra forsvaret (idet en fængselsstraf på fra 4 måneder og opefter udelukkede en person fra tjeneste i forsvaret i 5 år). Ministeren ville derfor ikke gå ind for eftergivelse af hele straffen, da det i så fald ville betyde, at mytteristerne havde opnået, hvad de ville, nemlig at slippe for ekstra tjenestetid, mens deres mere lovlydige kammerater måtte blive i forsvaret i fulde 18 måneder. Yderligere ville en fuldstændig benådning danne et farligt præcedens.
Men da mytteriernes forløb havde vist, at en del var blevet trukket med ind i mytterierne, gik ministeren ind for, at de soldater, der var straffet med minimumsstraffen - 4 måneders fængsel - ville få denne nedsat til 1 måned, mens de øvrige straffede ville få deres sag vurderet enkeltvis. Denne vurdering medførte, at hovedparten af de soldater, der var straffet med 5 måneders fængsel, også fik deres straf nedsat, mens resten ikke fik nogen strafnedsættelse.
Vurdering
Man skal være meget forsigtig med - over 20 år efter de udspillede begivenheder og kun med kendskab til de offentliggjorte oplysninger - at vurdere personers og institutioners handlemåde. Det kan meget nemt tage karakter af bagklogskab. Med fare for dette vil jeg dog fremføre visse betragtninger.
Da politikerne i 1951 overvejede og besluttede at indføre 18 måneders tjenestetid fra maj 1953, burde man nok mere energisk have kastet sig over opfyldelsen af de manglende forudsætninger. Det varede for længe, inden man gik i gang med at få flere befalingsmænd og få bygget yderligere kaserner, og indsatsen for at fremme disse forhold var ikke særlig helhjertet. Det er måske typisk, at den tredie forudsætning, nemlig våben, som andre lande via våbenhjælpsprogrammeme havde indflydelse på, hurtigt blev opfyldt. (Det var måske også den nemmeste af forudsætningerne at løse). Det kan måske nok være rigtigt, at landet ikke havde råd til så hurtigt at bygge fornødne kaserner, men dette burde i så fald have været undersøgt og klarlagt, før regeringen forelagde folketinget sagen i december 1951.
Da der så i løbet af 1952 ikke rigtig skete noget, og de fleste aviser skrev, at de 18 måneders tjenestetid ikke kunne gennemføres, og alle værnepligtige begyndte at regne med, at de kunne slippe med 12 måneder, burde forsvarsministeren nok noget før have indrømmet rigtigheden i, at der var vanskeligheder med gennemførelsen, og have meddelt, hvad regeringen så agtede at foretage sig. Uden at kunne tage stilling til, om det var regeringen eller socialdemokratiet, der havde »ret«, i deres respektive stillingtagen til udstationering af styrker i Tyskland, er det også forbløffende, at de to parter, der sammen stod bag Danmarks forsvarspolitik, kunne gå så meget fejl af hinanden, at det tog flere måneder at afklare problemet. Måneder, hvor spændingen for de værnepligtige akkumulerede, og aviserne bragte forskellige forlydender til torvs. Det ene øjeblik slap alle med 12, det næste skulle alle have 18 måneders tjenestetid.
I forsvarsministeriet læste man jo også de forskellige forlydender, aviserne bragte. Man må have noteret sig reaktionerne i Belgien i anledning af tjenestetidsudvidelsen. Og man havde fået indberetninger fra Flakfortet, Kongelundsfortet og Flyvestation Ålborg i anledning af de der forekommende episoder, da det blev kendt, at kystdefensionen og flyvevåbnet skulle have længere tjenestetid. Det kan derfor undre, at man ikke var forberedt på, at der kunne forekomme episoder ved offentliggørelsen af, hvilke styrker der skulle blive inde. Man kunne have gjort meget mere for at orientere befolkningen - og især de værnepligtige - om baggrunden for, at regeringen fandt de 18 måneder nødvendige. Man regnede vel med, at når regeringen fremlagde lovlige påbud, ville de blive fulgt. Dette burde jo også være selvfølgeligt, men det er jo dog normal politisk praksis, at berede jordbunden for (upopulære) politiske beslutninger.
Forsvarsministeren erklaérede, at det var op til de militære chefer, at orientere deres mandskab. Dette er jo uomtvisteligt, men orienteringer med baggrund i politiske beslutninger, bør vel fortrinsvis gives af politikere. Yderligere kom bekendtgørelsen, om hvilke styrker der skulle blive inde, en lørdag formiddag, hvor halvdelen af soldaterne skulle hjem på orlov, den anden halvdel have fri (men dog være i beredskab i nærheden af kasernerne). Der var således ikke basis for, at den enkelte chef kunne gøre ret meget andet end at bekendtgøre beslutningen. Nogen længere orientering endsige diskussion, var der således ikke grundlag for. Det var der sa til gengæld blandt de soldater, der havde beredskabsvagt i week-end’en. Da bekendtgørelsen nu havde været ventet så længe alligevel, havde det nok været mest formålstjenligt at vente med at udsende den til mandag morgen.
De lettelser, som man havde tiltænkt soldaterne, der skulle have 18 måneders tjenestetid (fritidsundervisning, nattegnsforbedringer, lønforhøjelser m.v.) burde måske også have været klarlagt, så de kunne bekendtgøres samtidig med tjenestetidsudvidelsen.
Det kan være svært at afgøre, hvor stor indflydelse den kommunistiske kampagne havde for demonstrationernes udvikling. Som det har været skitseret, var det en langvarig og aggressiv agitation, der var ført. Dette er jo i sig selv legitimt. Ethvert parti har jo inden for lovgivningens grænser ret til at forfægte dets synspunkter, så godt det formår, og med de midler, det kan anvende. Man kan så finde, at agitationen var ret snært på disse grænser, og jo i et enkelt tilfælde overskred dem.
Den kommunistiske propaganda nåede måske ikke så meget direkte som indirekte ud til de mange soldater. Den hyppige fremføring af »populære« argumenter, f.eks. at yderligere 6 måneder ville være rent spild af tid - en tid, der bedre ville kunne anvendes til uddannelse, samt påvisning af det store løntab, man led, i det halve år, i forhold til personer på arbejdsmarkedet. Personer, der måske så ovenikøbet snuppede ens job, så man kunne se frem til arbejdsløshed, når man blev hjemsendt. Disse argumenter nåede vidt omkring, måske bistået med de radikale avisers hyppige sætten spørgsmålstegn ved værdien af et forsvar. Alt dette burde have medført pn bedre orientering fra de partier, der gik ind for forlængelse af tjenestetiden.
Men ét er jo, at et parti fører propaganda mod en sag, noget andet er, om dette parti på ulovlig vis ansporer andre til at overtræde landets love. Og om dette i så fald er en central styret strategi med en slagplan, der skulle bringes til udførelse på et bestemt tidspunkt. Det er helt klart, at kommunisterne agiterede mod tjenestetiden, men om det var kommunistiske, fjernstyrede, provokatører, der stod bag, er en anden sag. Blandt de ialt 30 soldater, der blev straffet hårdere for at have været særlig aktive, vides 2 at være ungkommunister (1 fra Haderslev, 1 fra Rønne), men intet foreligger oplyst om, at de skulle have handlet ud fra en særlig plan. Man må jo, ud fra pressens megen skriveri om emnet, og ikke mindst ud fra forsvarsministerens udtalelse (se side 181), formode, at man i undersøgelserne har gjort alt, hvad der var muligt, for at undersøge dette aspekt. Det er nok også værd at lægge mærke til, at de kommunistiske blade flere gange citerede soldater for, at de ville gå hjem til april, når de første 12 måneder var overstået. Lagde man op til nogen demonstration, ville det nok have været til denne dato. Endelig er det vel nok en for stor »ære« at tillægge et så lille parti, som det kommunistiske var, magt til at få næsten 1000 mennesker til at begå én lovovertrædelse af så alvorlig karakter. Dette ville i hvert fald kun kunne lade sig gøre, hvis der var en kraftig grobund herfor, i hvilket tilfælde, dette jo er en bebrejdelse mod de øvrige partier.
Min konklusion må altså blive, at mytterierne er opstået ret spontant, skønt selvfølgelig nogle personer har været mere aktive og igangsættende end andre. Der har været tale om en vis sneboldeffekt, idet mytteristerne de andre steder var påvirkede/inspirerede af det, der skete i Søgårdlejren. Kun fornuftig optræden fra befalingsmænd i Fredericia og Holbæk hindrede, at noget lignende skete her. Jeg finder, at man ikke med rette Wan argumentere for, at aktionerne var iværksat af kræfter uden for forsvaret. Årsagen synes især at have været en følelse af uretfærdighed hos soldaterne over, at kun nogle skulle blive inde i yderligere 6 måneder. Endelig synes det at have spillet en ret stor rolle for omfanget af mytterierene, at flere værnepligtige troede, at blot man var mange, ville konsekvenserne ikke blive så alvorlige. Her spiller indflydelsen fra Pejtersen-sagen nok en rolle.
Mytterierne kunne nok have været undgået, hvis forudsætningerne for de 18 måneders tjenestetid var blevet bragt i orden, så der slet ikke havde været noget spørgsmål om, at nogle kunne nøjes med 12 måneder. Men også efter, at dette var kendt, kunne man måske ved forøget orientering - der ville have taget megen vind ud af sejlene på modstanderens argumentation - og en tidligere og mere behændig (- ikke lørdag) afgørelse have undgået disse meget beklagelige episoder.
De gjorde naturligvis et alvorligt indtryk på politikerne og forsvarets øverste ledelse, for ikke at tale om landets allierede. Selv om de var beklagelige, var de måske godt for noget. Mange fik ligesom øjnene op for betydningen af, at der i forsvaret skulle herske en vis disciplin, og hvis denne skulle skabes, var det nødvendigt at støtte befalingsmændene og give dem ordentlige muligheder for uddannelsen af mandskabet. Mange af de mere urimelige angreb på befalingsmændene forstummede. Og betydningen af at motivere og orientere de værnepligtige i og om deres tjeneste blev kraftigt understreget.