En i Sverige nylig udkommet bog af Ulf Torell: »Hjalp till Danmark« redegør bl.a. udførligt for den samlede våbenimport fra Sverige under 2. verdenskrig. Det er denne våbenimport, som under og efter krigen har givet anledning til modstridende opfattelser her i landet. Oberstløjtnant H. Klint hævder i denne artikel, at den påståede skævhed i fordelingen er en myte.
Dannelsen af illegale grupper under Danmarks besættelse kom for alvor først i gang vinteren 1943/44, og Frihedsrådet nedsatte i januar 44 sit M-udvalg (militærudvalg), hvis opgave det blev af de spredte initiativer at skabe en større helhed og organisere en undergrundshær; dennes grupper benævntes i starten militærgrupper, senere ventegrupper. Den første større organisation af ventegrupper var de såkaldte O-grupper, der talte et par tusind mand, og som var opstillet af Hærens illegale stab; dennes leder var daværende kaptajn Viggo Hjalf, og staben - der i modstandskredse kaldtes Den lille Generalstab - omfattede iøvrigt kaptajnerne S. P. Schjødt-Eriksen, T. Ahnfeldt-Mollerup og M. Amtrup. I 0-gruppeme indgik i første omgang et betydeligt antal faste befalingsmænd i Hæren, men efterhånden som disse blev afgivet som ledere og instruktører i den voksende undergrundshær, suppleredes styrken, således at O-grupperne i besættelsens sidste årstid omfattede ca. 2500 mand - alle våbenøvede. M-udvalget foretog i foråret 44 en opdeling af landet i 6 (senere 7) regioner, og disse inddeltes atter i amter og byområder, i København dog afsnit. Omkring d. 1. juli 44 omdannedes M-udvalget til K-udvalget (kommandoudvalget) ; de danske modstandsstyrker blev formelt tilsluttet den allierede kamporganisation ved »Operation-Order No. 1« d. 1. juli, og K-udvalget udøvede foreløbig kommandomyndigheden. Udvalget videreførte opgaven at organisere modstandshæren, således at den ved befrielsen d. 5. maj 1945 talte ca. 54.000 mand. Denne illegale hærs bevæbning var helt frem til befrielsen et brændende spørgsmål. De allieredes nedkastninger fra luften over Danmark var så småt kommet i gang hen på året 1943, men de fik ikke før eftersommeren 44 et omfang, der mere end nødtørftigt kunne tilfredsstille de iøvrigt fåtallige sabotagegruppers stadigt stigende behov. M-udvalget og siden K-udvalget slog sig stort set til tåls med de allierede nedkastninger. Landet opdeltes i 3 hovednedkastningsområder med hver sin chef: Toldstrup i Jylland, Frandsen på Fyn og Stig Jensen på Sjælland. Hertil kom som modtagechef i København kaptajn S. P. SchjødtEriksen. Selv om nedkastningerne i krigens sidste 6-7 måneder fik et stadigt stigende omfang, holdt de slet ikke trit med modstandshærens vækst, således at det aldrig lykkedes at hæve bevæbningsprocenten væsentlig over 50. Da Den lille Stab i november 43 startede dannelsen af O-gruppeme, var der allerede i Sverige indledt et arbejde for at kunne bevæbne disse grupper, for hvilke styrken 3.000 mand sattes som mål. Vejen for disse våben blev lang og trang, og først hen i august 44 begyndte de 3.000 svenske maskinpistoler at ankomme illegalt til danske Øresundshavne. En månedstid efter interneringens ophør sidst i oktober 43 var Den lille Stab gået i gang med at opbygge en illegal transportorganisation, der således stod rede, da overskibningen, varetaget af Flådens illegale stab, satte ind. Den konflikt, som dr. Hæstrup så levende beskriver i »Hemmelig A lliance«, drejede sig om den såkaldte skæve våbenfordeling, men fremstillingen er mærkeligt uspecificeret; der var dengang ikke så meget som antydning af skævhedens størrelse. Der må siden være sket en slags historisk akkumulation, for en sådan nærmede Hæstrup sig senere, idet der i »Besættelsens Hvem Hvad Hvor« (Politikens Forlag, 1965) nederst 2. spalte side 351 er anført: »Kun ganske få af disse våben nåede ud til de store københavnske sabotageorganisationer ... Hovedmassen gik til O-grupperne, der som en del af modstandshæren var »ventegrupper« ...«. At sabotagegrupperne ikke fik så mange af de svenske våben er nu ikke så mærkeligt, fordi maskinpistolerne var anskaffet til O-gruppeme, og fordi sabotagegrupperne primært forsynedes ad luftvejen. Men lad os se lidt nærmere på den »hovedmasse« af de svenske våben, som skulle være gået til O-grupperne. Før disse våben begyndte at ankomme sensommeren 44, havde Frihedsrådet skaffet sig Hærens chef generalløjtnant E. Gørtz’ akcept af, at våbnene skulle fordeles ligeligt mellem Hærens og Frihedsrådets grupper. Grosserer Egil Barfod havde på Københavnsledelsens vegne med fordelingen på de 8 afsnit at gøre. Da han havde modtaget den første sending, syntes Barfod, at det varede for længe, inden den næste kom, hvorfor han lod foretage en undersøgelse i Sverige. Denne gav som resultat, at flere sendinger var modtaget af Den lille Stabs modtageorganisation. Dette blev Barfod, som han selv har udtrykt sig, »naturligvis stærkt ophidset over«, at han gjorde anskrig over for K-udvalget. Hermed havde han skabt grundlaget for myten om den skæve våbenfordeling. Med hensyn til de fra luften og fra Sverige kommende våben havde K-udvalget, som Hæstrup skriver i »Hemmelig Alliance« II, side 87, fastsat fordelingstallet mellem Sjælland København) og København til 2/3. Denne bestemmelse synes aldrig at være nået Egil Barfod, for han regnede med at skulle modtage alle de våben, der kom fra Sverige og så fordele dem i København. Medvirkende årsag til, at Barfod ikke fik de omhandlede maskinpistoler i et hurtigere tempo var, at pakning og forsendelse fra Sverige ikke skete på hensigtsmæssig måde. Våbnene kom i kasser pakket udelukkende med piber, skæfter o.s.v. Dette forhold medførte, at transportfolkene i Danmark, hvor der var dødsstraf for våbenbesiddelse, måtte foretage samling af våbnene og pakning i enhedskasser m. 4-6 pistoler, skudklare og med ammunition. Dette utålelige forhold bedredes ikke væsentligt før ved nytårstid 45. Det lige refererede er hentet fra den rapport, som premierløjtnant Aksel Jørgensen skrev kort efter befrielsen; den ligger i Hærens Arkiv, hvor dr. Hæstrup har gennemgået den. Det er mærkeligt, at han har kunnet overse denne udtalelse, ja, det er synd og skam. En anden grund til, at Barfod måtte vente lidt på at få våben til Københavnsregionen var, at Den lille Stab havde givet ordre til forlods at lade nogle hundrede maskinpistoler gå til O-grupperne. Denne fremgangsmåde var ikke enestående; de andre modtagechefer gjorde noget lignende. I »Hemmelig Alliance« I, side 170, står, at Stig Jensen af de første allierede sendinger til Sjælland bevæbnede 700 af sine egne folk. Der er iøvrigt en anden passage i Aksel Jørgensens rapport, der fortjener at refereres. Aksel Jørgensen, der stod for transportarbejdet »i marken« måtte i september-oktober 44 næsten daglig have møder med repræsentanter for modtagerne - »jeg krævede med stadig stærkere Stemme flere og bedre Afleveringssteder, idet Udbringningens heldige Gennemførelse måtte afhænge af den Hastighed, hvormed den blev foretaget ... - ej heller kunne det nytte, at vi, hvad ofte var Tilfældet, måtte køre forgæves, fordi de pågældende Modtagere havde fået »kolde Fødder« eller ikke var hjemme« (Fremhævelse af H.K.). Dette citat leder man forgæves efter hos Hæstrup - og dog er lignende forhold fremhævet for andre modtageorganisationer, som for eksempel Toldstrups i Jylland - »Hemmelig Alliance« II, side 167. Dette er mærkeligt, og det er synd og skam.
En månedstid før befrielsen var rygterne om Den lille Stabs våbensvindlerier så levende, at Frihedsrådet ønskede at gøre op med de »skyldige«. Herom læser man i »Hemmelig Alliance« II, side 110-111, hvor hjemmelsmanden er de allieredes repræsentant i Danmark de sidste 2-3 måneder af krigen, direktør Ole Lippmann. I begyndelsen af april 45 refererer Lippmann i et telegram til London til en tidligere rapport, som »jeg sendte på foranledning af Frihedsrådet eller rettere visse kredse inden for rådet om total likvidering af Den lille Generalstab og udskiftning af Gørtz«. - Der kom ikke noget ud af nogen af planens dele, angiveligt fordi Lippmann anså tidspunktet for forpasset. Men der skete noget andet. I en rapport til London d. 2. april 1945 skrev Lippmann bl.a. således: »Dertil kom Spexs (Schjødt-Eriksens) evidente våbensvindlerier, som fik vor gode ven Hum-Hum (Husfeldt) til at geråde i fuldstændigt raseri. Når man tager i betragtning, at O-gruppeme her i hovedstaden har 100 % dækning eller mere, og at en by som Korsør ... tilsammen har 2 maskinpistoler plus en lang række liggende tilfælde, synes jeg ikke, at man kan bebrejde modstandsbevægelsen, at der er ved at blive ballade ...«. Dette er et par meget letbenede påstande fra Lippmanns side. Til dem er der først at sige, at Den lille Stab ikke havde ansvaret for våbenfordelingen uden for København og altså ikke kan gøres ansvarlig for hverken Korsør eller en række lignende tilfælde. Dernæst, hvad der er alvorligere, Lippmanns påstand om O-gruppernes våbendækning er urigtig. Af O-gruppernes rapport til K-udvalget om våbenbeholdningen midt i april 45 fremgår, at disse gruppers våbendækning på det aktuelle tidspunkt var knapt 70 %.
Det er svært at få rede på Den lille Stabs »snyderier« ved kun at studere Hæstrups modstandshistoriske værk, men her kommer forfatteren og journalisten H. E. Teglers os til hjælp. Efter krigen skrev Teglers bogen »Sabotage - amatørens oprør«. I forordet nævner han både H jalf og Schjødt-Eriksen og skriver, at de »der kontrollerede fordelingen af de indsmuglede våben fra Sverige, sørgede for, at næsten alle disse våben forblev i lukkede depoter indtil 4. maj 1945« (Fremhævelse af H.K.)
Ja, hvis dette var rigtigt, at Den lille Stab virkelig lagde næsten alle de fra Sverige importerede ca. 8.000 våben til side i depoter, så var der grund til for Frihedsrådet at overveje alvorlige sanktioner. Men alene Københavnsregionens forsyning midt i april 45 på mere end 6.000 våben har forlængst anvist Teglers plads blandt mytedannerne. I øvrigt er endnu en halv snes af de officerer, som slæbte på og kørte rundt med våbnene i besættelsestidens sidste 7-8 måneder i live - og kan adspørges. Dette har dr. Hæstrup i sin tid ikke fundet anledning til, og det er da både synd og skam. Så sent som d. 26. april 1945 gjorde Ole Lippmann assisteret af medlem af Frihedsrådet, professor E. Husfeldt, et forgæves forsøg på at dræne Sverigesleverancen uden om Den lille Stab. Den 2. maj 45 ankom 35 tons våben og ammunition til Nyhavn med eet skib. Hærens illegale transportorganisation, der var forstærket fra O-grupperne, stod rede til at losse sendingen. Organisationen omfattede 20 lastmotorvogne og 5 hestekøretøjer samt et 100 mand stærkt arbejdsmandskab, og beskyttelsestjenesten, der rådede over 3 motorvogne, var udvidet til 35 cyklister og 45 mand til fods. Operationen tog 3 timer, og inden aften var alle våben og al ammunition fordelt til grupper i hovedstaden og dens nærhed. Den her skildrede sidste, store våbenmodtagelse og -fordeling under Schjødt-Eriksens ansvar skete som alle tidligere uden tab af eet eneste våben - en præstation, som ingen af de »store og gode« modtagechefer, Toldstrup og S tig-Jensen, gjorde ham efter. Det er nok på sin plads kort at ridse op den virksomhed, som i dr. Hæstrup »Hemmelig Alliance* karakteriseres som: Alvorlige brud på aftaler, illoyalitet, snyderier og svindlerier. I månederne august-december 1944 modtog Hærens transportorganisation 3.000 svenske maskinpistoler. Fordelingen skete således som jeg har gjort rede for i »Historisk Tidsskrift« 1969, side 187--89:
Til region 6 (Sjælland -f- København............. ca. 900 stk.
Til region 6 (København) ............................... ca. 1100 stk.
Til Jylland ...................................................... ca. 150 stk.
Til O-gruppeme ............................................. ca. 850 stk.
Hvis aftalen om ligelig fordeling var efterlevet strikte, havde kaptajn Schjødt-Eriksen sørget for, at O-gruppeme fik præcis 1500 maskinpistoler. Skævhed var der sandelig - men i den forstand, at O-grupperne fik 6-700 maskinpistoler færre end aftalt.
Med fremkomsten af en fomylig udkommet svensk bog, Ulf Torells »Hjalp till Danmark«, er der endelig gjort rede for den samlede våbenimport fra Sverige under besættelsen. Den lille Stabs transportorganisation fortsatte som nævnt - trods alle uhyrlige påstande og rygtesmederier - sit farlige og meget krævende arbejde helt frem til besættelsens sidste dage. Der modtoges og fordeltes ialt ca. 400 tons våben og ammunition således:
Sept.-dec. 44: Sverige I ........................................ 3.000 maskinpistoler
Januar 1945: Sverige I I ........................................ 425 maskinpistoler
Feb.-apr. 45: England via Lysekil........................... 700 geværer
(Moonshine) 1.000 karabiner 1.200 pistoler
Apr-maj 45: Sverige I I I .................................... 1.800 maskinpistoler og 100 pistoler ;
alt med tilhørende ammunitionsmængder.
Det drejer sig således om godt 8.000 stykker våben. Af disse er mindst 6.000 givet videre til andre grupper end O-gruppeme. Det er simpelt hen en ganske storsindet efterleven af aftalen om »ligelig fordeling«.
Helge Klint
