Log ind

Motortransport - cykeltransport: Betragtninger over tilvejebringelse af øget bevægelighed for danske ikke-motoriserede styrker

#

I fortsættelse af en artikel i tidsskriftets julinummer 1957 om anvendelse af cykler i fodfolket og et foredrag i selskabet den 6. januar iår vil jeg i det følgende anstille nogle betragtninger over tilvejebringelse af øget bevægelighed for vore ikke-motoriserede styrker.

Hovedpunkterne i betragtningerne omfatter:

1. Hvilke krav må der i dag stilles til infanteriets bevægelighed?

2. Hvorledes bar man i de betydningsfuldeste udenlandske hære tilgodeset — eller forsøgt at tilgodese — tidens krav om øget bevægelighed ved infanteriet i forhold til den anden verdenskrigs krav?

3. Hvilke motoriseringsmuligheder foreligger der for vort infanteri? Deres økonomiske og andre konsekvenser.

4. Hvilke erfaringer er der i udlandet og herhjemme høstet, med hensyn til anvendelse af cykler i infanteriet?

5. Hvorledes kan cyklerne indpasses i vor organisation?

6. Kan anvendelse af cykler tilsvare vore operative og taktiske krav? En vurdering i forhold til motorisering.

1. Hvilke krav må der i dag stilles til vort infanteris bevægelighed?

a. Af bevægelighedens mange komponenter skal her kun behandles den fysiske bevægelighed, som kan opdeles i

en strategisk, en operativ og en taktisk bevægelighed.

(1) En enheds strategiske bevægelighed grunder sig bl. a. på materiellets mål og vægt sammenholdt med rådige strategiske transportmuligheder: fly, skibe og jernbaner. Denne side vil ikke blive behandlet nærmere.

(2) Den operative bevægelighed vil blive betegnet som enhedernes muligheder for at gennemføre forskydninger i delvis sikret rum. (Rejsemarcher).

(3) Den taktiske bevægelighed siger os noget om enhedens evne til forskydninger i områder, hvor fjendtlig indgriben fra jorden er sandsyndlig. (Taktiske marcher).

b. Vore enheders operative bevægelighed er i høj grad betinget af vor særlige militærgeografi samt af vore ringe muligheder for at tilkæmpe os luftoverlegenlied, der nødvendiggør, at vore operative marcher må gennemføres i mørke eller uden for hovelfærdselsårerne. Bevægeliglieden bør i løbet af een nat (ca. 8 mørketimer) muliggøre:

(1) Sammendragning af en landsdels dækningsstyrke fra uddannelsesstederne til operativt passende udgangsgrupperinger, hvilke marcher gennemsnitligt bedømmes at kunne ansættes til 100 km.

(2) Tyngdeforlægning fra een af en landsdels „fronter“ — hvis man kan anvende dette udtryk i denne forbindelse — til en anden, f. eks. fra Vestjylland til Østjylland og fra Vestsjælland til Østsjælland, hvor afstande på omkring 100 km tegner sig som et gennemsnit.

(3) Opmarch til brigade- og divisionsangreb, der vel normalt må indledes i mørke, og hvis fremdrift må sikres af infanterireserver, der i dagslys trækkes frem fra en kraftig dybdegruppering.

(4) Marcher fra en modstandslinie til en bagved liggende modstandslinie eller forsvarsstilling.

(5) Fremdragning af mobiliserede enheder fra mobiliseringsstederne til „fronten“ — her synes atter 100 km at kunne stå som en gennemsnitsafstand.

c. Kravene til vore enheders taktiske bevægelighed synes derimod i højere grad at være internationale. Den taktiske bevægelighed skal gøre det muligt for infanteribataillonen:

(1) i angrebet at

— bringe infanteristen fra udgangsstillinger til nærkamp med det fjendtlige infanteri,

— følge et gennembrud op, der kan være tilvejebragt delvis gennem anvendelse af taktiske atomvåben. Opfølgningsangrebet skal kunne iværksættes direkte fra marchen og må kunne forløbe med samme hastighed som de kampvogne, der vil udgøre hovedelementet i sådanne operationer. Angrebsstyrken vil under opfølgningen være udsat for fjendens taktiske atomvåben, i jo højere grad desto langsommere angrebet udvikler sig,

— reorganisere i snæver føling med fjenden, at. bevare følingen, hvis fjenden viger, at gennemføre hurtige afløsninger (passage af „udbrændte“ angrebsenheder).

(2) i forsvaret at gennemføre modangreb, besættelse af alternative blokeringsstillinger, afløsninger og tyngdeforlægninger under vilkår som angivet ovenfor under (1).

(3) i mødekamp og udvigende kamp at virke som fordækning henholdsvis indgå i en arrieregarde.

(4) at besætte blokeringsstillinger i kystinvasionsforsvaret, at indkredse og fastholde luftlandsatte tropper.

Disse opgaver skal også kunne løses efter marcher i dagslys, hvorfor en udspredning af styrkerne på flest mulige marchveje af hensyn til faren for indgriben eller blot opdagelse fra luften er væsentlig.

d. Vore operative og taktiske krav til infanteriets bevægelighed opsummeres således:

(1) Operative:

(a) Alle fodmarcherende i dækningsstyrken skal kunne transporteres i een vending.

(b) Bevægeligheden skal især kunne effektueres gennem nattemarcher.

(c) I løbet af ca. 8 mørketimer skal enheder af brigadestørrelsesorden kunne marchere ca. 100 km.

(d) Den størst mulige grad af hemmeligholdelse må til- sikres.

(2) Taktiske:

(a) Hastighed og terrainduelighed som kampvogne.

(b) Størst mulig beskyttelse mod konventionel ild og mod virkninger fra egne og fjendtlige A-våben.

(c) Det må være muligt at gennemføre marcher til føling med fjenden i dagslys under fjendtlig luftover- legenhed: d. v. s., at en stor spredning må kombineres med en rimelig kort opslutningstid.

2. Hvorledes har man i de betydningsfuldeste udenlandske hære tilgodeset eller forsøgt at tilgodese tidens krav om øget bevægelighed ved infanteriet i forhold til den anden verdenskrigs krav?

a. Med vore egne krav til infanteribataillonens operative og taktiske bevægelighed in mente skal der kort redegøres for, hvorledes man i nogle udenlandske hære ad motoriseringens vej har løst — eller søgt at løse problemerne:

U.S.A.

England

Frankrig

Vesttyskland

Sovjet.

b. U.S.A.

(1) I PENTOMIC-divisionens 5 kampgrupper) er der kun organisatoriske transportmidler til morterkompagniet, støttedelingerne i de lette kompagnier samt til stabs- og forsyningskompagniet med undtagelse af stabsdelingerne, i en kampgruppe er der således (4 X 200 -)- 30 =) 830 fodmarcherende af en styrke på 1.427 mand.

(2) Hver kampgruppe råder i en forsynings- og vedligehol- sesdeling over en mindre pulje på 15 tunge lastvogne med påhængsvogne, alle er dog læsset med køkken- og bagagetrain samt ammunition.

(3) Divisionens transportmidler er — som så meget andet i PENTOMIC-divisionen — puljeorganiseret i en trans- portbataillon på

et lastvognskompagni,

to armored personnel carrier (APC) kompagnier.

(4) Lastvognskompagniet, skal dels varetage forsyningstransporter, dels udføre taktiske og operative personeltransporter, navnlig af de mange fodmarcherende i de faglige enheder (signalbataillon, administrationskompagniet, sa- nitetsbataillon og værkstedsbataillon).

Kompagniet rummer 80 2y2 t lastvogne 6X6 alle med påhængsvogn. Med en vognrådighed på 75 løfter kompagniet 1200 mand eller 240 t, d. v. s. at divisionschefen ved hjælp af kompagniet kan lade to kampgrupper motortransportere, når kampgruppernes egne lastvognspuljer også nyttiggøres. Til operative marcher må divisionen dog siges at være afhængig af støtte fra korpset.

(5) De to APC-kompagnier råder hver over 57 heltpansrede, bæltedrevne APCM 59), formeret i tre delinger. Kompagnierne kan tilsammen, med vognrådighed 75, transportere de ikke motoriserede dele af én kampgruppe.

Den enkelte vogn rummer 10 mand i feltdragt samt motorfører og vognkommandør eller ca. 11/2 t forsyninger.

(6) APC-kompagnierne giver divisionschefen mulighed for en taktisk set ideel transport af een af sine kampgrupper.

Gennem nedenstående egenskaber tilsvarer APC M 59 de krav, der indledningsvis stilledes til den taktiske bevægelighed :

— hastighed og terrainduelighed som KVG,

— hastighed på land max 50 km/t, i vand ca. 60 m/min.,

— god beskyttelse mod håndvåbenild og sprængstykker samt virkningerne fra A-våben,

— en vis forøgelse af ildkraften gennem et 12,7 mm maskingevær.

Ulemper har vognen naturligvis også f. eks.:

— blikket fanges let af et kantet 5,5 m langt køretøj med en højde på 2,3 m,

— støjen under kørslen svarer til kampvognens (efter at et angreb er erkendt, er det dog vel kun en fordel ved den moralske virkning på det fjendtlige infanteri).

— vedligeholdelsestjenesten er af omfang omtrent som for kampvognen.

— drivmiddelforbruget er meget stort, nemlig ca. 4 1 benzin pr. km, køretøjet medfører iøvrigt drivmidler til ca. 200 km kørsel på vej.

— vægten er stor: ca. 20 t, hvilket forøger kravene til vejvedligeholdelse og broers bæreevne. At vognen er terraingående, og at den kan svømme betyder langtfra, at den er uafhængig af veje og broer.

c. England.)

(1) Den engelske organisationsmæssige omstilling til nutidens krav har haft det umiddelbart overraskende resultat, at man har skabt en infanteridivision på tre brigadegrupper med ialt mere end 20.000 mand, hvor alle andre betydende nationer er gået fra 17.000—18.000 ned til 10.000—14.000 mand.

Hvor andre regner med, at en eller anden form for kampgruppe på 2.000—3.000 mand omfattende alle våben skal kunne kæmpe ret selvstændigt, har de engelske forsøg ved B.A.O.R. i 1955 koncentreret sig om at skabe en selvstændigt kæmpende brigadegruppe på ca. 6.000 mand, der også i forsyningsmæssig henseende kunne stå alene (i modsætning til den amerikanske „battle- group“).

(2) Forsøgsbrigadegruppen bestod bl. a. af tre infanteriba- tailloner, en kampvognsbataillon og en artilleriafdeling. Infanteribat,ailionerne (små 1.000 mand) er fortsat kvadratisk opbyggede (fire lette kompagnier å fire lette delinger) .

Det er tankevækkende, at man heller ikke i England har turdet reducere divisionens „foxhole strength“4), og at kampvognsbataillonens hovedopgave angives at være panservæm!

(3) Af divisionsenheder bør nævnes en opklaringsbatåillon (armoured car regiment) og -— i nærværende forbindelse særlig interessant — et APC-kompagni med kapacitet til i een vending at transportere een infanteribataillon, hvilket synes at falde i god tråd med de britiske APC traditioner fra slutningen af 2. verdenskrig (Caen - Falaise og Argcnta)5).

løvrigt rummer det store antal kampvogne muligheder for visse taktiske marcher med opsiddet infanteri. Af samme grund må divisionen i sin operative bevægelighed siges at være uafhængig af transportstøtte ude fra — inden for de afstande, hvor de forsyningsmæssige og andre faglige forhold måtte tillade, at kampvognene marcherer uden anvendelse af „trailers“. Under passende forsyningsmæsige forhold vil divisionens trainafdeling kunne anvendes til troppetransporter.

(4) Den kendteste engelske APC er et 6X6 hjulkøretøj „Saracen“6) der — med undtagelse af svømning — stort set skal have de samme taktiske egenskaber som den amerikanske APC M 59, men uden bæltekøretøjets meget store faglige krav. Saracen vejer lastet ca. 10 t, den rummer 12 mand, incl. motorfører og vognkommandør; bevæbningen er to maskingeværer, eet i tårn, eet i luft- værnsaffuttage, samt 2X3 røgmorterer. Højden er ca. 2,4 m, bredden 2,5 m og længden ca. 5 m. Yadeevnen er 1,07 m uden særlige forberedelser, 1,98 efter at disse er foretaget. Max. hastighed på vej er ca. 56 km/t, i terrain ca. 32 km/t med en aktionsradius på ca. 400 km.

d. Frankrig.

(1) I de nye franske, lette divisionstyper, der tidligere har været behandlet i tidsskriftet7), er små styrketal kombineret med store køretøjstal. I den lette, mekaniserede division (D.M.R.) er styrken således ca. 9.500 mand, antallet af køretøjer er ca. 2.500. Divisionens to „regiments interarmes“ på hver ca. 1.500 mand skal have hver ca. 450 køretøjer — og ca. 600 radiostationer!8). De to lette kompagnier (companie voltigeurs antichar) på hver ca. 200 mand transporteres i upansrede, lette lastvogne 4 X 4 af typen UNIMOG.

(2) Som pansret mandskabsvogn har der under de stadigt løbende forsøg været anvendt en seks-mands HOTCH- KISS bæltedreven APC af størrelse, udseende m. v. omtrent som den herhjemme velkendte „Bren-gun carrier“. Ligeledes skal man have anvendt en tolv-mands APC på det kendte AMX 13 chassis, der oprindelig er konstrueret som let kampvognschassis; men som tillige anvendes som chassis for 10,5 cm haubits og luftværnskanon.

e. Vesttyskland^)

(1) Den tyske infanteri division — grenadierdivisionen — er fuldt motoriseret, men, bortset fra panserbataillonen og panserjægerbataillonen — hovedsagelig i almindelige ter- raingående lastvogne 4 X 4 på % og iy2 t samt 3 t. De syv grenadierbatailloner har hver 128 køretøjer, hvoraf 8 er selvkørende panser værnskanoner, 5 pansrede forsyningskøretøjer og 2 andre pansrede helbæltekøretøjer: et til brug for bataillonschefen og et til bjergningsformål.

De tre grenadierkompagnier har hver 13 lastvogne, heraf 6 stk. 3 t. Morterkompagniet (4 81 mm og 4 120 mm morterer) har 23, stabskompagniet 27, heraf 8 panserjagere, og forsyningskompagniet 39.

(2) Dette store køretøjstal giver bataillonen en stor operativ bevægelighed, men den taktiske bevægelighed er ikke blevet væsentlig større end for den fodmarcherende in- fanteribataillon, idet enheder, der transporteres i upans- rede køretøjer jo senest må sidde af ved den fjendtlige beskydning. Tempoet for de større enheder retter sig derefter efter de forrestes tempo, der ikke kan øges. Man må naturligvis ikke se bort fra, at grenadierdivisionen er et resultat af bitre krigserfaringer; men det forekommer, at det meget store køretøjstal let kan blive en hemsko, bl. a. fordi der under uddannelse og under kamp forbruges for megen lid og for mange kræfter alene til at overkomme motoriseringsvanskeligliederne. Man må erindre, dels at erfaringerne er hentet bl. a. i meget vejfattige områder i øst, hvor alle afstande når kolossale dimensioner, dels at også det vesttyske operationsområde rummer væsentlig større afstande end tilfældet er her i landet.

f. Sovjet.10)

De tre divisionstyper er ikke i de senere år blevet væsentlig ændrede, hvilket ikke må ses som et tegn på, at deres organisation ikke er ført op til dagens krav, men snarere, at de har været forud for deres vestlige samtid.

Infanteridivisionen skal være blevet fuldt motoriseret i 4 X 4 køretøjer; den mekaniserede division og panserdivisionens infanteri transporteres i APC af typen 6 X6 af udseende omtrent som vore halvbæltekøretøjer.11) Ved 7. nov. paraden 1957 har også bæltedrevne amfibie-APC til 15 ntand været vist.12)

3. Hvilke motoriseringsmuligheder foreligger der for vort infanteri?

Deres økonomiske og andre konsekvenser.

a. De udenlandske hæres motorisering af infanteriet kan inspirere os til en af følgende løsninger:

(1) Puljeorganisation svarende til forholdene i PENTOMIC- divisionen og i den engelske forsøgsdivision, således at f. eks. en bataillon ud af hver 9 kan transporteres i een vending i APC af den amerikanske bæltedrevne type M 59, eller den engelske hjuldrevne type Saracen 6X6.

(2) Fuld transport i APC således som tilfældet er i den franske og i den russiske MEK DIV (og i alle hæres panserdivisioner).

(3) Fuld motorisering ved hjælp af upansrede køretøjer som i den tyske grenadierdivision og den sovjetrussiske infanteridivision.

b. Da det væsentligste element i en indbyrdes vurdering for os vil være de økonomiske konsekvenser har jeg valgt at belyse dem først, for i det følgende at kunne bevæge mig nogenlunde på realiteternes grund.

(1) De oplysninger om anskaffelsespriser og driftsudgifter, der ligger til grund, er skønnede ved sammenligning med priser fra diverse kataloger og de seneste i k.f.f.13) offentliggjorte kilometerpriser m. v.

APC M 59 SARACEN 4X4 Anskaffelse ... 400.000 kr. 300.000 kr. 30.000,— kr.

Km-pris ........ 20 kr. 18 kr. 1,10 kr.

MOTF udd....... 1.200 kr. 500 kr. 320,— kr.

Rådighedsbeløb til kørsel under uddannelsen:

6 km pr. dag i 20 dage pr. måned for APC, 10 km pr. dag for LVG.

(2) Som udgangspunkt for fastsættelse af køretøjstallet er taget en reduceret fodfolksbatillon, og der er regnet med, at der af hvert let kompagni skal transporteres 113 mand, der med en rimelig taktisk fordeling vil kunne rummes i 12 ACP M 59 eller SARACEN, eller i 12 LYG 4 X 4 og 3 jeeps ud over de køretøjer, som allerede findes i kompagniet.

Ved beregningen er kun opgjort udgifter ud over, hvad der afholdes i dag. Som et tillæg, for at tilgodese en mindre vognrådighed end 100, regnes der med, at en DEL APC skal bestå af 40 vogne for at kunne klare de 36 strengt nødvendige. I alle driftsudgifter er medregnet amortisation over 16 år.

Pr. år bliver udgifterne derefter:

(a) Puljeorganisation, kapacitet til én fodfolksbataillon: i ACP M 59: ca. 2,3 mili. kr.

i SARACEN: ca. 1,8 mili. kr.

(b) Fuld transportkapacitet til 9 fodfolksbatailloner: i ACP M 59: ca. 20 mili. kr.

i SARACEN: ca. 17 mili. kr.

(c) Fuld motorisering i terraingående køretøjer: for 9 RTN: 1.725.000 kr.

så vidt man kan skønne, er der ikke økonomiske muligheder for at indpasse nogen af disse poster i den danske hærs budget, hvis dennes størrelse og nuværende fordeling skal opretholdes. Fuld transport af fodfolket i APC vil være så bekosteligt, at denne mulighed ganske udelukkes i den videre behandling.

c. Omend der er mange fordele ved motoriseringen, er der også en del ulemper:

(1) Ved puljeorganisation med APC:

— hvor skal uddannelsen foregå?

Skal man nå et godt resultat, må hyppige samvirkeøvelser finde sted og antallet af øvelsespladser, der kan rumme bæltedrevne APC er få, de findes vel kun ved pansertroppernes garnisoner.

— hvorledes skal vi vedligeholdelsesmæssigt, magte opgaven : værksteder, mekanikere o. s. v.

—- vore krav om en indledende, fuld operativ bevægelighed løses ikke ved puljeorganisation.

(2) Ved fuld motorisering med 4X4 køretøjer:

— et stort antal køretøjer vil komplicere vore større enheders bevægelighed, og vil — paradoksalt nok — i mange taktiske situationer kunne blive os en klods om benet.

— de kan give os en større operativ bevægelighed; men den taktiske bevægelighed forøges ikke ud over den fodmarcherende soldats.

— mange køretøjer står i adskillige taktiske situationer uudnyttede hen.

— uddannelsesmæssigt løber vi en vis risiko for, at motoriseringen stjæler billedet fra kampuddannelsen.

— skal enhedens kampstyrke bevares, må vi til hver infanteribataillon udskrive yderligere mindst det øgede antal motorførere: 45 -)- 3—4 motormekanikere eller ca. 50 mand pr. bataillon eller 450 mand til fodfolket pr. år, hvilket f. t. næppe vil være muligt.

(fortsættes).