Log ind

Motorisering?

#

Ved Motorisering forstaar man som bekendt Anvendelsen af Motorkøretøjer til Transport af Tropper, Forsyninger m. v. og som Trækkraft for Skyts og andet rullende Materiel, medens Mekanisering tillige forudsætter Motorkøretøjer anvendt som direkte Kampmiddel. I det følgende skal Motorisering gøres til Genstand for nogle Betragtninger, idet der begyndes med nogle økonomiske Sammenligninger, der kan opstilles i Spørgsmaalet Motor-Hest.

Der regnes med afrundede Tal og Fredspriser. Ved Krig vil de i det følgende nævnte Priser stige stærkt, men formentlig i omtrent samme indbyrdes Forhold. Der regnes i denne Forbindelse heller ikke med Skatter og Afgifter, da Udgift og Indtægt her udlignes i Statens Regnskab. Et Motorkøretøj bygges i Løbet af 1—2 Maaneder, er straks klar til Brug og koster 2000—6000 Kr. (Motorcykle, Person- eller Lastmotorvogn). Det tager 3—4 Aar at opdrætte en Hest og yderligere 1—2 Aar at uddanne den til militært Brug, og Hesten vil til den Tid staa Hæren i en Pris af ca. 1500 Kr. Til at transportere et Stykke Feltskyts med Betjeningsmandskab kræves 6 Heste til en samlet Værdi af ca. 9000 Kr. Den samme Transport kan udføres af 1 Lastmotorvogn til ca. 6000 Kr. Det skal straks bemærkes, at de taktiske Fordele ved Hestetransport senere vil blive omtalt. Med Hensyn til Uddannelsen er Forholdene langt lettere ved motoriserede end ved beredne eller hestetrukne Afdelinger. Chauffører faar Hæren praktisk talt gratis gennem det store Antal Erhvervschauffører, der kan udskrives og ret hurtigt gøres anvendelige som militære Motorvognsførere, derimod maa Hæren give Ryttere og Spændryttere en langvarig særlig Uddannelse, inden de er anvendelige i Felten. 1 Hest kræver, hvis den skal holdes i ordentlig Stand under Uddannelsen, 1 Mand til Vartning mindst 1 Time om Dagen. Motorvognen behøver det samme, men den gælder for 6— 12 Heste, hvilket vil sige, at der ved motoriserede Afdelinger bliver betydelig mere Tid til Raadighed til den egentlige Uddannelse. Hvad er nu de gennemsnitlige Driftsomkostninger for Heste og Motorkøretøjer under militært Brug? 1 Hest koster i Fourage ca. 1 Kr. daglig, og den vil for denne Pris kunne tilbagelægge ca. 50 km, medens 1 Motorvogn, der kan udføre 6—12 Hestes Arbejde, i Løbet af 1—2 Timer vil kunne køre de 50 km paa ca. 12—15 Liter Benzin, d. v. s. for ca. 3 Kr. (heri medregnet 1 Liter Smøreolie pr. 400 km), d. v. s. 6 Heste bruger for 6 Kr. Foder daglig, medens 1 Lastmotorvogn kun bruger det halve Beløb, ca. 3 Kr. Hvad angaar Slidtage paa Ringene, kan man regne med, at under haardt militært Brug vil Ringene være udslidt efter ca. 20,000 km’s Kørsel. 1 Sæt Ringe til 1 Lastmotorvogn koster ca. 600 Kr., d. v. s. 50 km’s Kørsel vil medføre et Slid svarende til ca. 1,50 Kr. En Hest maa imidlertid under tilsvarende Forhold have nyt Beslag å ca. 4 Kr. mindst hver 14. Dag, hvilket for 20,000 km for 6 Heste vil svare til en Udgift paa ca. 6 X 30 X 4 Kr. == 720 Kr., d. v. s. et dagligt Slid svarende til ca. 1,80 Kr. Skal man tale om Amortisation af Anskaffelsespris, maa det anses for sandsynligt, at 1 Hest under Feltforhold vil blive helt udslidt, hvis man tænker sig, at den fortsat gennem 400 Dage skal tilbagelægge 50 km om Dagen, medens dette ikke vil være Tilfældet med Motorkøretøjet, der gør Nytte for 6— 12 Heste. Selv ved haard Lastvognskørsel regner man i Erhvervslivet med, at en Lastmotorvogn kan køre mindst 40.000 km om Aaret og alligevel først vil være udslidt efter 5—6 Aar. Amortisationsudgifteme er imidlertid vanskelige at give et nøjagtigt Overblik over, men de er afgjort i Motorens Favør. Lades de ude af Betragtning, ser Facit af „Regnestykket“ over de daglige Driftsomkostninger til 6 Heste og 1 Lastmotorvogn saaledes ud: 6 Heste koster i daglig Drift ca. 8 Kr., medens den til svarende Udgift for Lastmotorvognens Vedkommende kun er det halve, d. v. s. ca. 4 Kr. Det maa dog ikke glemmes, at i Lande, der ikke selv raader over nogen betydende Motorindustri, og som ogsaa maa importere Benzin, kan det økonomiske Forhold mellem Motor og Hest stille sig noget gunstigere for den sidste, forudsat at Landet selv kan opdrætte Heste egnede til militært Brug. Under Fredsforhold vil det dog i Eeglen alligevel bedre kunne betale sig for saadanne Lande at udføre Heste til Betaling for de indførte Motorkøretøjer. Men hvorledes vil nu Forsyningsforholdene stille sig under Krigsforhold? Efter en Krigs Udbrud vil man i Almindelighed ikke kunne regne med at faa tilført Forsyninger udefra af Betydning hverken af Heste eller Motorkøretøjer. Landet vil saaledes i Hovedsagen være henvist til de Heste og Motorkøretøjer, der ved Krigens Udbrud findes indenfor Landets egne Grænser. Det gælder her som for andre krigsvigtige Ting, at man allerede i Fredstid maa have tilstrækkeligt store Beredskabslagre af alt, hvad man ikke i fornødent Omfang selv kan fremstille eller har Raamaterialer til indenfor Landets Grænser. Benzin taber ikke som Havre i Værdi under Oplagring. Man maa ogsaa huske, at selv om Landet selv producerer Havre, saa kommer den ny Forsyning først frem efter næste Høst og tilmed kun, hvis Markerne har kunnet passes og stadig ligger bag egen Front. Heste og Motorkøretøjer kan ikke i egentlig Forstand holdes „oplagrede“ i Fredstid, men maa spredt over Landet i det civile Liv gøre Nytte for Føden. Saafremt det hurtigt skulde lykkes Fjenden at besætte betydelige Dele af Landomraadet, vil de Heste og Køretøjer, som det ikke i rette Tid er lykkedes at bringe bag egen Front, falde i Fjendens Hænder. Man kan ikke se bort fra, at der under saadanne Forhold vil være større Muligheder for rettidigt at gennemføre Evakueringen (Samlingen) af Motorkøretøjer end af Heste. „Udstationerede“ Motorkøretøjer vil i Modsætning til Hestene være i fuld „Træning“, naar de „indkaldes“. Større Beholdninger af saavel Havre som Benzin er vanskelige at borttransportere med kort Varsel. Er de udsat for at falde i Fjendens Hænder, er det langt lettere at ødelægge Benzin end Havre. For at belyse Forholdet mellem Vægt og Omfang af Driftsmidler kan man sammenligne Forbruget ved 1 hestetrukket og 1 let, motoriseret Batteri (ca. 140 Heste og 25 Motorkøretøjer) ved en Dagsmarch paa 50 km. Der regnes med følgende Gennemsnitstal. 1 Hest bruger 6 kg Havre om Dagen, idet der helt ses bort fra de 3 kg Langfoder, som Hesten til Nød kan undvære, hvis det ikke kan faas paa Stedet. 6 kg Havre fylder i Rummaal ca. 11 Liter. Et Motorkøretøj (Motorcykle, Personog Lastvogn regnet under et) bruger ca. 12 Liter Benzin pr. 50 km. 12 Liter Benzin vejer ca. 8,5 kg. Efter dette vil til en Dagsmarch paa 50 km et hestetrukket Batteri bruge ca. 8 UO kg — 15U0 Liter Havre og et motoriseret Batteri ca. 300 Liter = 210 kg Benzin. Til Udligning af at der ikke er beregnet Langfoder til det hestetrukne Batteri, er der heller ikke regnet med Forbrug af Motorsmøreolie, hvilket i denne Forbindelse er forsvindende (pr. Køretøj ca. 1 Liter pr. 400 km). Man ser, at Driftsmidlerne ved et hestetrukket Batteri vejer ca. 4 Gange saa meget som ved et motoriseret Batteri og fylder ca. 5 Gange saa meget. Man har prøvet at koncentrere Havrens Næringsværdi ved at bage „Hestebrød“, men disse Forsøg er ikke faldet heldigt ud. Da Vandforsyningen ogsaa er et vigtigt Spørgsmaal under Feltforhold skal bemærkes, at en Hest behøver ca. 30 Liter Vand daglig, medens 1 Motorkøretøjs Køler højt regnet skal efterfyldes med 2 Liter Vand om Dagen. Dette vil sige, at ved et hestetrukket Batteri behøver Drivkraften 4200 Liter Vand, medens man ved et motoriseret Batteri kun behøver 50 Liter daglig, og kan man en Dag ikke faa efterfyldt Kølevandet, vil dette i Almindelighed ikke gøre noget, medens Heste lider meget ved ikke at blive nogenlunde regelmæssigt vandede.

Det er allerede omtalt, at en Motorvogns Ringe holder til ca. 20,000 km’s Kørsel, og at 6 Heste under samme Præstation maa have fornyet deres Beslag ca. 30 Gange, d. v. s. forbruger ialt ca. 720 Stk. Hestesko. 4 Ringe vejer ca. 100 kg, og 4 Sko vejer 3 kg, hvilket i forbrugt Vægt efter 20,000 km for en Motorvogn vil sige ca. 100 kg og for 6 Heste ca. 550 kg. Naar man betænker, at Driftsmidlerne til hestetrukne (beredne) Enheder vejer og fylder 4—5 (8—10) Gange saa meget som ved tilsvarende motoriserede Enheder, forstaar man, hvilken Betydning Motorisering i denne Henseende har for Forsyningstjenesten i Tid og nødvendige Transportmidler.

I denne Forbindelse er det værd at huske, at Motortransport er mere smidig og mindre saarbar end Jernbanetransport. En Motorvogns Tank (ca. 60 Liter) og Køler fyldes i Løbet af ca. 10 Minutter og behøver derefter først „fodres“ igen efter ca. 240 km’s Kørsel. Hesten skal helst fodres og vandes 3 Gange om Dagen, hvilket hver Gang tager ca. Yz Time og helst yderligere mindst Y> Time til „Fordøjelsen“. Man siger, at Hesten kan leve af Landet, men det gælder kun for mindre Styrker samt over kortere Tidsrum og slet ikke paa gasbelagte Egne. Uden tilstrækkeligt Tilskud af Havre eller andre nogenlunde tilsvarende Foderstoffer vil Hesten hurtigt miste sin Kraft. Glemmes maa det ikke, at Hesten behøver Foder, uanset om den arbejder eller ej, medens Motorvognen kun tærer paa sin Beholdning, naar den er i Gang. En hestetrukket eller bereden Afdeling skal derfor — uanset om den praktisk talt ikke bevæger sig en eneste Kilometer Døgnet igennem — have tilført samme Forsyninger, som hvis den i samme Tidsrum havde været i ustandselig Bevægelse. Det skal fremhæves, at Hesten en Tid igennem kan arbejde uden at blive fodret (dog næppe længere end de 240 km, Motorvognen gaar paa sin en Gang fyldte Tank), og at den ikke som Motorvognen straks gaar i Staa, naar Maven er tom. Hvis Forsyningstjenesten i længere Tid svigter, kan dette faa meget alvorlig Betydning. Ved motoriserede Enheder maa Førerne derfor stadig benytte enhver Mulighed for at faa Tankene fyldt op til Randen — og kun i yderste Nød bruge Beholdningerne i de medførte Reservedunke („Reserveportioner“) — for at sikre sig mod Faren for at blive gjort ubevægelige i en prekær Situation, fordi Tankene er løbet tomme. Da man højst kan have 8 Heste i samme Spænd, kan der med Hestetræk i Felten vanskeligt transporteres Materiel, hvis Vægt er mere end 4000 kg. Overskrider f. Eks. det tunge Artilleris Pjecer denne Vægtgrænse, maa de, naar Hestetræk skal anvendes, transporteres delt (f. Eks. Lavet og Rør hver for sig) saaledes, at ingen af Delenes Vægt er mere end 4000 kg. Dette forøger Kolonnelængden samt den til Stillingsskifter nødvendige Tid og nedsætter i det hele taget Kampberedskabet. Ved Motortræk kan der derimod transporteres samlede Vægte paa indtil 12,000 kg. Med øget Vægt stiger selvsagt Forbruget af Driftsmidler saavel ved Motor- som Hestetræk og forholdsvis mest ved det sidste.

Vi kommer nu til det afgørende Spørgsmaal om Forholdet mellem Motorens og Hestens Feltduelighed. Med Hensyn til strategisk Bevægelighed er Spørgsmaalet let at besvare. Motoriseringen har givet Føringen Muligheder i Hænde for hurtige og stort anlagte Manøvrer. Skal en almindelig Division marchere 100 km, kræves hertil 4 Døgn. Er Divisionen derimod motoriseret, kan denne Bevægelse udføres i Løbet af 6 Timer, og Tropperne vil være friske, naar de kommer frem. Divisionen vil, naar Forsyningstjenesten er i Orden, i praktisk talt ubegrænset Tid fortsat kunne køre ca. 100 km i Døgnet. Motoriseret Artilleri, der ved Daggry staar i Stilling ved Nordsjællands Kyst, vil om Aftenen kunne være ved Korsør, medens hestetrukket Artilleri vil være 3 Døgn om den samme Bevægelse. Troppetransporter af enhver Art maa ske i et sikret Rum, men Nærangreb af Fjendens Luft- og Panservaaben vil alligevel altid kunne ventes. Hvorledes er nu de motoriserede Enheders Saarbarhed? Fra de af Fjendens Fly, der er paa Vingerne ved Bevægelsernes Begyndelse, vil der straks efter, at disse Fly har opdaget Bevægelserne, kunne ventes forsøgt Angreb, Selv om Fjenden er nok saa stærk i Luften, vil han dog ikke uafbrudt kunne holde Luftrummet fyldt med Overtal af Fly. Normalt staar de af hans Bombefly, der direkte skal arbejde sammen med hans Hærstyrker, parat paa deres indtil ca. 50 km bag Fronten fremskudte Flyvepladser, hvorfra de kun starter til større Angreb i Masse, naar de efter Overkommandoens Ordre skal angribe nærmere betegnede Maal paa Jorden indpasset i Tid og Rum efter den samlede Situation. Opdager de Rekognosceringsfly eller Jagere, der overvaager Luftrummet, en større Troppebevægelse paa Jorden, kan de selv søge at angribe denne. Et saadant Lejlighedsangréb udført med enkelte lette Fly vil imidlertid overfor en aarvaagen og moderne udrustet Modstander sjældent kunne faa nogen betydende Virkning. Skal der være Udsigt til virkelig at lamme endsige ødelægge Bevægelsen, maa Bombeflyet averteres og med en større eller mindre Del af sin Styrke foretage et samlet Angreb. Fly er det hurtigste af alle Kampmidler, men det tager alligevel nogen Tid at starte et Angreb, navnlig naar det ikke drejer sig om noget fast Objekt. De i Luften værende Fly skal stedfæste Maalet og sende Melding tilbage, derefter skal Bombeflyet alarmeres, Angrebet planlægges (Angrebsstedet fastlægges), Ordrer udgives og Besætningerne instrueres; der skal startes og samles i Luften i Angrebsformation og Maalet sigtes. Alt dette vil selv ved det mest moderne udrustede Luftvaaben tage indtil 2 Timer. Dette vil sige, at man kan regne med relativ Sikkerhed for Angreb af Bombefly i indtil 2 Timer efter, at ens Bevægelser er blevet opdaget af Fjendens Rekognosceringsfly. I 2 Timer, hvilket svarer til Tid, hvor egne Jagere kan holdes paa Vingerne, vil en motoriseret Enhed kunne bevæge sig mindst 50 km, d. v. s. 2 „Dagsmarcher“, en hestetrukket derimod kun 15 og en Styrke til Fods blot 10 km. At den motoriserede Styrkes „Udvandring“ fra det Punkt, hvor den blev opdaget af Fjendens Rekognosceringsfly, grundet paa dens større Hastighed er saa meget større, gør det ogsaa vanskeligere for Fjendens Bombefly at finde den og vælge den gunstigste Angrebsstrækning. Den motoriserede Enhed kan, naar Bombeflyet er kommet paa Vingerne, være langt fremme ad en helt anden Vej end den, hvorpaa den kørte, da den blev stedfæstet første Gang. For de motoriserede Styrker er der saaledes større Mulighed for, at de kan naa at fuldføre deres Bevægelser, inden større Flyangreb sætter ind. Men fra Fly, der allerede er paa Vingerne, kan Angreb komme med Øjebliks Varsel, og har Fjenden tilkæmpet sig Luftherredømmet, er enhver Enhed til enhver Tid udsat for Luftangreb. Danner motoriserede Enheder mere lønnende Maal for disse end andre Enheder? Svaret maa vist blive nej tværtimod, naar blot Motoriseringens særlige Muligheder udnyttes paa rette Maade. Der maa om Dagen altid køres med store indbyrdes Afstande mellem de enkelte Køretøjer (Flyvermarchdybde). Gennem denne Spredning i Dybden mindskes Saarbarheden, og Kørselshastigheden kan sættes op. Desuden giver de øgede Afstande behageligere og sikrere Kørsel og mindre Slid paa Motorerne.

Regnes med, at hvert Motorkøretøj fylder 10 m, og der mindst skal være en Afstand mellem Køretøjerne paa samme Antal Meter, som Hastigheden er km/Time, vil man se, at den tidsmæssige Længde (Tiden det tager for „Kolonnen“ at passere et bestemt Punkt) af et bestemt Antal Køretøjer indenfor visse Grænser praktisk talt altid er den samme uanset Kørselshastigheden, saaledes vil f. Eks. Passagen af 500 Motorvogne med en Hastighed mellem 15 og 30 km/Time altid vare ca. % Time. De saaledes beregnede indbyrdes Mindsteafstande paa 15—30 m mellem Køretøjerne ved „almindelige“ Kørehastigheder kan imidlertid ikke forhindre, at Fjendens Flyvere kan angribe Kolonnen som et samlet Maal. For at umuliggøre dette, maa Afstandene mindst være 100 m og helst mere endnu, og Motorvognenes store Kørehastighed vil under Forudsætning af tilstrækkeligt Rum som Regel gøre det muligt at anvende saadanne stærkt forøgede Afstande. Har de nævnte 500 Motorkøretøjer en indbyrdes Afstand paa ca. 100 m, vil de i Dybden fylde ca. 55 km, og man ser, at ved at sætte Hastigheden op til 55 km/T. vil „Kolonnen“ kun blive ca. 1 Time lang. For større Styrker, der marcherer til Fods, vil derimod en saadan Dybdegruppering med 100 mm mellem hver enkelt Gruppe ikke være mulig.

Da Opmarchtiden saaledes — i Modsætning til hvad der er Tilfældet ved marcherende og ogsaa delvis ved beredne og hestetrukne Afdelinger — ingen væsentlig Rolle spiller, kan man ved Motorisering benytte sig af en meget stærk Formering i Dybden og derved tilsvarende mindske Faren for saavel Opdagelse som Angreb fra Fjendens Fly. Maa en motoriseret Enhed standse grundet paa Luftangreb, kan dens Luftvæmsvaaben, der er anbragt skudklar paa Køretøjerne, straks aabne Ilden, medens det øvrige Mandskab spredes ud til Siderne for Marchvejen ligesaa hurtigt som ved en marcherende Enhed. Spredningen i Dybden bliver derimod mellem 3 og 4 Gange større, end hvis den samme Enhed var under Fodmarch med fuld Flyvermarchdybde. Køretøjerne maa ganske vist blive holdende paa selve Vejen, men de er i sig selv ikke noget særligt lønnende Maal. Det er de levende Maal, Flyverne helst vil søge at ramme. Ved motoriserede Afdelinger er for Vognbesætningeme deres Køretøj det — om man i denne Forbindelse kan kalde det saadant — faste Punkt i Tilværelsen. Deres Køretøj vil de stadig søge Forbindelse med og holde sammen om. Dette giver en vis Fasthed ganske paa tilsvarende Maade, som Kanonen gør det i Artilleriet. Bliver beredne eller hestetrukne Afdelinger udsat for Luftangreb, kan de, hvis der bliver Tid, søge noget længere bort fra Marchvejen, men Køretøjerne maa dog alligevel som oftest blive holdende paa Marchvejen og — hvad der er det værste — der maa Mandskab til for at holde Hestene. Det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvilke Krav der f. Eks. stilles til et Batteris Spændryttere, naar disse siddende i Sadlen, medens Flyverangrebet drøner løs over Hovedet paa dem, skal kunne holde Styr baade paa sig selv og deres opskræmte Heste.

Beredne Afdelinger kan tage deres Tilflugt til en fuldstændig Spredning, men Forsøg paa aktivt at imødgeaa Flyverangrebet kan ikke ske fra Sadlen. Skal der afses Mandskab hertil, maa andre holde deres Heste. Enhver ved, hvilken Fare løbske Heste betyder. Selv om Rytteren holder Hovedet koldt, vil det ikke altid være muligt for ham at hindre Hesten, der ogsaa har „Nerver“, i at løbe løbsk. Motorvognen løber kun løbsk, hvis Motorvognføreren taber Hovedet, og saa vil dog alligevel Vognføreren, Befalingsmanden ved Siden af Chaufføren, have Mulighed for straks at standse Køretøjet. løvrigt skal jo, hvis der maa stoppes for Luftangreb, Vognen standses, Motoren stoppes, Bremseme trækkes an og Chaufføren væk fra Førerhuset. Der er imidlertid mange, der mener, at man i hvert Tilfælde ikke ved Bombeangreb fra større Højde bør stoppe op, men tværtimod for at undgaa den ved en Standsning uundgaaelige Forsinkelse fortsætte Bevægelsen i størst mulig Fart under Bibeholdelsen af de store indbyrdes Afstande mellem Køretøjerne. For en saadan Fremgangsmaade taler ogsaa, at Flyverne givet vil have sværere ved at træffe de enkelte Vogne, naar de er under Bevægelse, end naar de holder stille. Rammes et Køretøj, saa det bringes til Standsning, skal de efterfølgende om muligt søge uden om. Kan dette ikke lade sig gøre, fordi Vejen er blokeret, og der ikke straks kan søges udenom i Terrainet, maa de efterfølgende Køretøjer selvsagt stoppe op, men hvis dette ikke kan gøres i absolut Flyverskjul, da altid under Bibeholdelse af de befalede Afstande i Dybden. Opslutning maa kun ske efter vedkommende Førers særlige Ordre, da en udenfor Flyverskjul holdende tæt opsluttet Motorvognskolonne vil være et yderst saarbart Maal. Motorkøretøjets Hastighed giver foruden i Dybden ogsaa Mulighed for Spredning i Siden, da samtlige brugelige Veje, der er disponible indenfor Marchrummet, kan udnyttes, fordi man ikke som ved marcherende Tropper og beredne eller hestetrukne Afdelinger af Hensyn til Tid og Kræfter behøver at sky selv store Omveje. Af Hensyn til Luftfaren vil det iøvrigt være det bedste at benytte de store Hovedveje saa lidt som muligt, da disse altid vil have en første Plads i de fjendtlige Flyveres Aarvaagenhed.

Under Hvile kan motoriserede Tropper uden betydende Tidsspilde søge indtil 25 km ud til begge Sider af Marchvejen og drage Nytte af alt inden for dette Rum værende Flyverskjul. Ogsaa overfor Panserfaren betyder Motoriseringens Muligheder til Udførelse af hurtige Bevægelser under stor Spredning i Side og Dybde en meget stor Fordel. Et Flankeangreb mod de enkeltvis kørende Vogne vil ikke være særlig farligt, og et Angreb paa langs ad selve Marchvejen er der Mulighed for at spærre, om ikke andet saa ved at køre forreste eller bageste Køretøj (Reservevogne) paa tværs af Vejen. Noget saadant vil være vanskeligt at praktisere rettidig med hestetrukne Køretøjer, da Hestene givetvis maa spændes fra. Der kan ogsaa herske Tvivl om, hvorvidt det ved lette Lastmotorvognskolonner er hensigtsmæssigt at standse Bevægelsen ved Panserangreb, naar dette ikke føres ind forfra. Som Grund til denne Tvivl henvises til, at de tunge pansrede Køretøjer i Praksis ikke kan køre hurtigere end almindelige Lastmotorvogne, og at Træfningen ved Skydning under hurtig Kørsel mod Maal, der bevæger sig med tilsvarende Fart, er lig Nul. Det siger sig selv, at saavel paa Stedet som under Bevægelse maa Nærsikringen mod Luft- og Panserangreb uafbrudt være i Orden.

Den svage Side ved den fulde Udnyttelse af Motoriseringen til hurtige og spredte Bevægelser ligger selvsagt i de Vanskeligheder, som en saadan Fremgangsmaade volder Føringen, idet direkte Kommando og Sammenhold bliver jo vanskeligere, jo større Spredningen bliver. Bevægelser af store, motoriserede Styrker maa planlægges og ledes meget omhyggeligt, og en organiseret Trafikregulering er nødvendig for at undgaa Ulykker og Fejlkørsler. Denne Trafikregulering maa virke paa tilsvarende Maade som Jernbanernes Bloksikringstjeneste. Det skal nævnes, at Kørsel med 100—200 m’s Afstande mellem de enkelte Motorkøretøjer muliggør Krydsning uden Standsning af 2 „Kolonner“, naar blot der er Trafikpost i Krydsningspunktet. Mindre motoriserede Styrker maa selv kunne sørge for deres egen Trafikregulering. Dette stiller øgede Krav til Uddannelsen. Enhedernes Befalingsmænd, Motorcyklister og Chauffører maa være grundigt indøvede i denne særlige Form for Kørsel og i om nødvendigt paa egen Haand at kunne gennemkøre en forud befalet Rute. Det er iøvrigt en Opgave, som mange Erhvervschauffører daglig er ude for i det civile Liv. Motoriserede Enheder kan ikke marchere sammen med til Fods marcherende Tropper. Det er kun Hesten og Infanteristen, der kan følges ad i Skridt. Derfor maa de af Fodfolkets egne Vaaben, som Mandskabet ikke selv kan bære, samt de Vaaben, der øjeblikkelig skal kunne gaa i Stilling Side om Side med Fodfolket, trækkes (bæres) af Heste. Artilleriet, der skal kunne hjælpe og støtte Fodfolket under Kamp, behøver imidlertid ikke at være bundet til dette under Marchen. Princippet er jo netop, at man i Fjendens Nærhed Afsnit for Afsnit sætter Artilleriet i Stilling, saa det om fornødent under Fodfolkets Bevægelse til næste Afsnit kan yde det Ildstøtte. Artilleriets Stillingsskifter mellem Afsnittene kan, naar det er motoriseret, foregaa hurtigere og lettere, end naar det er hestetrukket. Dette skyldes navnlig, at Rekognosceringen af Stillingerne, der under saadan „Nærmemarch“ altid vælges tæt ved Vejene, foregaar langt hurtigere pr. Motorkøretøj end til Hest. Tiden, hvor Artilleriet er paa Hjul og derfor ikke kan yde Fodfolket Støtte og selv er særlig udsat for Luft- og Panserfaren, nedsættes ogsaa betydeligt. For de Vaabens Vedkommende, der er bestemt til at sikre Marchrummet som Helhed mod Flyver- og Panserangreb, er Motorisering en absolut Nødvendighed, da de ellers ikke under deres springvise Fremrykning vil kunne følge med i Bevægelsen.

Som Helhed vil motoriserede Bevægelser lettere erkendes fra Luften, men grundet paa deres Mulighed for „Spredning“, vil Omfanget og Arten ikke være saa let at bestemme. Hvad angaar Observation fra Luften er ensartet Udstyr og Farve ikke nogen Fordel, da Køretøjerne paa denne Maade tilkendegiver sig som militære. Ruf har den Fordel, at de vanskeliggør Flyverne Bestemmelsen af, hvorvidt det drejer sig om Tropper eller Train. Seksspændige Køretøjer erkendes straks af Flyverne som militære. Motorvogne rejser mere Støv og laver noget mere Støj end marcherende Tropper. Dette Forhold kan dog næppe anses for at have større Betydning. Fodfolk og beredne eller hestetrukne Afdelinger bevæger sig lettere og sikrere i Mørke end Motorvogne uden tændte Forlygter. Dette er atter et øget Uddannelseskrav for Chaufførerne. Desværre stiller Hensynet til den civile Trafik sig i Fredstid hindrende i Vejen for en rationel Indøvelse af feltmæssig Motorvognskørsel i Mørke. Det er en Fordel, at Mørket tillader, at man kan køre i forholdsvis tæt opsluttede Kolonner, hvor Chaufførerne kan køre efter den foranværende Vogns Bag- og Stoplygter, saaledes at kun „Førervognen“ for hver Enhed, hvis Mørket ikke er alt for tæt, behøver at have Forlysene tændt. Tyskerne har et særligt Lyssystem til deres militære Køretøjer. Forlygteme erstattes af særlige mod Luften helt afskærmede smaa Lanterner, der kun kaster et afgrænset svagt Lys paa Kørebanen. Lysstyrken kan — efter Mørkets Tæthed — reguleres saa langt ned, at det ikke kan iagttages af Flyvere i over 500 m’s Højde. Bagtil paa hver Vogn findes en „Afstandstavle“, der muliggør for det bagvedkørende Køretøj hele Tiden at holde den rigtige Afstand. Den omhandlede Tavle er baseret paa, at det menneskelige Øje kun indenfor en bestemt Afstand kan skelne enkelte tæt ved hinanden anbragte Lysgivere ud fra hinanden, medens det paa større Afstand kun opfatter de enkelte Lysgivere som et samlet Hele. Tavlen ser i Princippet saaledes ud:

Skærmbillede 2020-07-29 kl. 11.26.12.png

De 4 smaa Felter er røde indefra belyste Ruder. Paa Afstande under 25 m ses de 4 Felter tydeligt hver for sig, paa 25 —35 m smelter Lysskæret fra de Felter, der har indbyrdes mindst Afstand, parvis sammen, saaledes at der blot ses 2 adskilte Felter, og paa Afstande større end 35 m ses kun eet aflangt Lysfelt. Paa denne Maade kan en Chauffør altid kontrollere sin Afstand fra den forankørende Vogn. Det letter i høj Grad Chaufførerne Arbejdet, hvis samtlige Køretøjer er forsynet med 2 Stop- og Baglygter, idet Anspændelsen ved at følge den forankørende Vogn praktisk talt halveres herved. Det letter ligeledes, hvis Bagsmækkene mærkes med hvid Farve, hvilket ogsaa er fordelagtigt ved Kørsel i usigtbart Vejr (Regn, Taage) om Dagen. Det er af Hensyn til Sammenholdet ogsaa meget praktisk at forsyne Bagsmækkene med et stort og tydeligt „Troppetegn“ for vedkommende Enhed, saaledes at Chaufførerne under Kørslen stadig kan være klar over, hvorvidt det er en af „egne“ Vogne, han har foran sig, og ikke under Kørsel med store Afstande lader sig forlede til at følge efter en „fremmed“ Vogn, der midlertidigt er gledet ind i „Kolonnen“.

Selv om der marcheres i et sikret Rum, maa enhver Enhed have en Vogn med en Befalingsmand samt et Par Motorordonnanser som Forpatrouille frem ad Marchvejen. Foruden at tjene som Nærsikring skal Forpatrouillen vise Vej og sende Melding tilbage, hvis Vejen er blokeret, og Patrouillen ikke selv kan rydde den o. s. v. Føreren for Enheden kører saaledes, at han har Forbindelse saavel med Forpatrouillen som med den forreste Vogn (i Reglen Brovognen) i „Kolonnen“. Ved Hjælp af sine Motorcyklister sørger han for, at Kolonnen følger efter ad den rigtige Vej. Forreste Vogn i selve Kolonnen sørger for konstant at holde det befalede Marchtempo, og Føreren for hver enkelt Vogn har Ansvaret for, at Forbindelsen — herunder rigtig Videregivelse af Tegn og Signaler — holdes med den bagved værende. Drejes der af fra den hidtidige Marchvej, og er der undtagelsesvis ikke ved Afdrejningsstedet af Enhedens Fører blevet placeret en Motorordonnans til at vise Vej, maa en Vogn ikke fortsætte ad den nye Vej, førend Føreren har sikret sig, at næste Vogn følger efter. Som almindelig Regel gælder, at jævn Kørsel med Overholdelse af den befalede Kørehastighed gaar forud for nøjagtig Overholdelse af befalede Afstande. Faar en Vogn Motorstop eller anden Skade, holder den ind til Siden, givet Tegnet „Kør udenom“ til de efterfølgende og begynder straks at reparere. Naar den sluttende Befalingsmand med sin „Optagetrop“ (Læge-, Mekaniker- og Reservevogne samt Motorordonnanser) naar op til den standsede Vogn, tager han Overblik over Skaden og giver paa Grundlag heraf Ordre om, hvorledes Vognføreren skal forholde sig (efter endt Reparation, eventuelt assisteret med Mekanikerhjælp, fortsætte Marchen paa egen Haand; Omladning paa en af Reservevognene, eller bugseres af en af disse) og sender derefter en af sine Motorordonnanser frem til Enhedens Fører med Melding herom. Af Hensyn til Luftfarten vil man ofte søge at udføre alle større Motortransporter om Natten. Men heller ikke her er man helt garderet mod Luftangreb, selv om de ikke kan blive nær saa farlige som om Dagen. Det er derfor heller ikke tilraadeligt at anvende lange tæt opsluttede Kolonner om Natten. Det er bedre at dele Kolonnen i Grupper paa 10—20 Køretøjer, der kører med normale Afstande, medens der er indtil 1000 m’s Afstand mellem Grupperne indbyrdes. Til enhver motoriseret Enheds Vinterudstyr bør høre en Sneplov, der kan fastspændes foran paa en Lastmotorvogn. Ploven bør være sammenklappelig, saa den kan transporteres paa en af Reservevognene, naar den ikke er i Brug. Snepløjningen gavner ogsaa alle de efterfølgende Tropper. At alle Køretøjer maa være udstyret med Snekæder, er en Selvfølge. Disse Kæder er ogsaa fortræffelige til Anvendelse ved Kørsel paa fedtet og blød Jordbund og forøger i høj Grad de almindelige Motorvognes Terrainevne. Det er iøvrigt altid en Trøst at vide, at Fjenden maa døje de samme Vanskeligheder, som Vejret og Terrainet byder en selv.

Da man skal være opdaget af Fjendens Flyvere, førend man kan angribes af dem, er selvsagt Flyverskjul af største Betydning for motoriserede Enheder, hvis farligste Fjende netop Flyverne er. Slørmaling af Ruf og Presenninger og Matmaling af alle blanke Dele er meget formaalstjenlig, men egentlig Flyverskjul kan kun opnaas i Skove. Byer giver kun delvis Skjul og er altid efterstræbte Maal for Fjendens Artilleri og Flyvere, og Vejene i en By kan let blive blokerede ved Sammenstyrtninger og Brande. Af denne Grund bør det altid undgaas, at Kolonner overhaler hinanden paa samme Vej inde i en By. Skal man gøre Holdt i en By, bør man søge væk fra Hovedvejen og fordele Køretøjerne saaledes rundt paa alle Sidevejene, at de hastigt kan glide ud paa Hovedvejen igen. Et af Midlerne til Sløring af større Bevægelser er Udførelsen af talrige Skinbevægelser. Her er Motorvognene særlig egnede, da man ikke skal tage Hensyn til at spare paa Kræfterne, og enkelte Vogne i begrænset Tid kan gennemkøre lange Strækninger. Vogne med Ruf skjuler for Flyverne, at der intet Mandskab eller Materiel medføres. Ogsaa om Natten vil Skinkørsler udført med neddæmpet Lys i høj Grad kunne vildlede Fjendens Flyvere.

Motorvogne er mere haardføre og udholdende end Heste. Hest og Rytter trættes samtidig, og ingen af dem kan afløses, naar Bevægelsen skal holdes i Gang. Chaufførerne skal ogsaa have Søvn og Hvile, hvorfor der til hver Vogn maa være mindst 2 Chauffører, der paa Skift kan varetage Føringen. Vognen selv kan derimod — fraregnet Tid til Eftersyn, Smøring og Paafyldning af Driftsmidler — arbejde praktisk talt uafbrudt, indtil „noget“ gaar i Stykker, og dette „noget“ vil i Reglen hurtigt kunne repareres. Under Bevægelse og navnlig under Stilstand lider de ikke som Hestene under Vejrligets Indflydelser. De kan — tildækket med Presenninger (Ruf) — uden større Ulemper stadig være under aaben Himmel og giver endda Ly for Mandskabet. Holder de stille, hviler de med det samme. I kolde og vaade Perioder lider Hestene meget ved til Stadighed at skulle være ude i det fri, hvorfor man, hvor det er muligt, i hvert Tilfælde om Natten vil søge at underbringe dem. Dette tager imidlertid Tid og nedsætter Beredskabet. I den moderne Krig med det langtrækkende Artilleri og Luftvaaben er det ogsaa et Spørgsmaal, om der altid i Nærheden af Kampzonen kan findes saa mange endnu brugbare Lokaliteter, at ogsaa Hestene kan komme i Betragtning ved Underbringelse. Kan Hestene ikke faa Lejlighed til at sove, bliver deres Hvile kun halv, og deres Præstationsevne vil hurtigt svækkes. Naar blot en Motorvogns indre „ædle“ Dele holdes i Orden, har det ingen videre Betydning, at Vognens ydre Dele for en Tid dækkes af Snavs og Støv m. v. En Hest taber derimod meget i Kondition, naar den ikke bliver tilstrækkelig vartet. En Chauffør kan, naar det er nødvendigt, uden videre stille sit Køretøj fra sig og midlertidig tage en Haand med i andre Ting. Heste skal derimod altid „holdes“ og beslaglægger derfor — ogsaa under Hvile, naar de ikke kan underbringes — altid en Del Mandskab til Hesteholdere. Ved motoriserede Enheder behøver man ikke at gøre Holdt, naar Tørkosten skal fortæres. Det kan gøres under Kørslen, saa der bliver saa meget mere Tid til Hvile efter denne. Et Motorkøretøj lider ikke af Frygt, hverken for Fjendens Ild eller farlige Passager; det gaar, saa længe det er intakt, frem alle Vegne, hvor dets Chauffør selv tør køre.

Motorkøretøjer er heller ikke tilnærmelsesvis saa saarbare som Heste. En Hest, der træffes af et Geværprojektil eller Sprængstykke, vil, om den ikke dræbes, næsten altid blive utjenstdygtig, hvilket langtfra behøver at blive Tilfældet med et Motorkøretøj. En Træffer i Hestens Ryg sætter den ud af Aktion, medens en Træffer i en Motorvogns Lad intet betyder, I Virkeligheden er det kun Træffere i Motor, Styregrejer og Kraftoverføringsorganer, der øjeblikkeligt kan bringe et Motorkøretøj til Standsning. Træffere i Køler og Ringe er ikke altid ensbetydende med øjeblikkelig Standsning. I Modsætning til Hesten er Motorkøretøjet praktisk talt ufølsomt overfor Gas. Naar Mandskabet har Gasmasken anlagt, kan der køres gennem gasbelagt Terrain. Ringene tager ingen Skade heraf. Bliver en Hest utjenstdygtig, er den kun til Besvær og maa sendes tilbage. Motorvogneh har sine Reservehjul og andre Reservedele, hvorfor Smaaskader i Reglen hurtigt kan afhjælpes paa Stedet. Er Hjulene ikke beskadigede, kan en Motorvogn ogsaa forholdsvis let bugseres med frem (eller tilbage), indtil der bliver Lejlighed til at bringe den i køreklar Stand igen. Ved større Skader, der ikke kan repareres ved Afdelingen, kap den bugseres tilbage til Reparation (Ombytning) ved Motorvognsparkerne. Bliver den totalt Vrag, kan de Dele, der er forblevet uskadte, anvendes til Reparation af andre Motorvogne, og de ubrugelige Rester uden videre efterlades i Vejgrøften. Døde Heste bør derimod af sanitære Grunde nedgraves, hvilket i mange Tilfælde bliver et stort, ja ofte et uoverkommeligt Arbejde. Hestekadavre i Opløsning frembyder ikke noget opbyggeligt Syn eller Lugtindtryk. Udslidte eller saarede Heste fordrer langvarig Pleje for igen at blive tjenstdygtige, og i denne Tid kræver de Foder og Vartning uden at gøre Nytte. Motorkøretøjer repareres i et langt hurtigere Tempo paa Feltvæksteder eller faste Værksteder og er derefter straks klar til at sendes frem til Tjeneste ved Afdelingerne igen. Det vigtigste Spørgsmaal ved Sammenligninger mellem Motor og Hest er den taktiske Bevægelighed, d. v. s. Terrainevnen. Her maa det straks slaas fast, at Hesten ubetinget er den, der kommer Fodmanden nærmest i Terrainevne. Hvor Fodmanden kommer frem, vil Hesten næsten altid kunne følge efter. Skal hestetrukne Køretøjer kunne bevæge sig frit i Terrainet, maa det dog være Karrer eller Prodsvogne. Skal Motoren kunne tage Konkurrencen op med Hesten i vanskeligt Terrain, f. Eks. sumpet Jord eller Tragtterrain, kan det kun blive i Form af særlige terraingaaende Køretøjer. Dette gælder for alle Vaabenarterne. Vi er her inde paa Mekaniseringens Omraade, hvorfor der blot skal peges paa, at enhver Indførelse af Specialkøretøjer altid bør volde Betænkeligheder af Hensyn til Anskaffelsespris, Mobiliseringsbehov og Erstatningstjeneste i Krig, og derfor — hvis det af taktiske Grunde ikke er absolut paakrævet — bør søges undgaaet i saa stor Udstrækning som muligt.

Vaaben, der skal kunne bevæges overalt i den forreste Del af Kampzonen, og som ikke udelukkende kan bevæges ved Hjælp af Mandskabet selv, maa derfor trækkes (eller bæres) af Heste, hvis man ikke vil anvende specielle terraingaaende Motorkøretøjer, der ved Siden af deres ovenfor omtalte Mangler utvivlsomt ogsaa har den Fordel, at de ikke er saa saarbare eller har „Nerver“ som Hesten. Er det nu dermed givet, at i hvert Tilfælde alt det lette Feltartilleri af Hensyn til den taktiske Bevægelighed bør være hestetrukket uden Hensyn til de mange Mangler, der i andre Henseender klæber ved Hesten Anvendelse i Felten? Besvarelsen af dette Spørgsmaal er i høj Grad afhængig af, hvorledes man ser paa Udviklingen af Artilleriets Organisation og Anvendelse i Fremtiden. Alle er enige om, at Artilleriet skal kæmpe i det bedst mulige Samvirke med Fodfolket, og opfatter man dette som, at det lette Feltartilleri med sit Skyts stadig skal kunne følge Fodfolkets Bevægelser tæt opsluttet og altid skal søge sine Stillinger langt fremme i Kampzonen, d. v. s. i Reglen skal kæmpe som underlagt Artilleri, bliver Svaret Heste (eller terraingaaende Køretøjer). Tænker man sig derimod den nuværende Udviklingslinie med Opstilling af særlige Enheder til Panservæm samt Tildeling af tunge Hjælpevaaben til Fodfolket fortsat i den Maalestok, som den er indledet i de førende Hære, ligger Sagen anderledes. Disse særlige Vaaben, der i større eller mindre Grad alle er fast knyttet til Fodfolket, skal selvsagt kunne følge dette overalt under dets Bevægelser og med korteste Varsel kunne bringes til Skud overalt i Terrainet. Bevægeligheden kommer derfor i første Række.

Er de ikke mekaniserede, maa de trækkes (bæres) af Heste, og da de skal kunne bringes i Stilling tæt bag forreste Linie, maa de i Nødsfald kunne bevæges gennem Terrainet af Betjeningsmandskabet selv. Dette stiller Krav om ringe Vægt og Synlighed (Størrelse), hvilket — navnlig for Fladbanevaabnenes Vedkommende — er ensbetydende med ringe Kaliberstørrelse, hvilket igen medfører ringe Sprængvirkning af det enkelte Skud. Dette sidste Forhold faar imidlertid ingen særlig Betydning, eftersom disse Vaabens Hovedopgave er Bekæmpelsen af Punktmaal, og disse kan kun effektivt og hurtigt nedkæmpes ved Hjælp af Fuldtræffere. Virkningen af saadanne vil altid være stor uanset Kalibret, og hvad specielt angaar bevægelige, pansrede Maal, saa er det ikke Kalibret, men Panserbrydningsevnen og Skudhastigheden, det kommer an paa, og skal der overfor disse Maal være Udsigt til Træfning, maa der anvendes aaben Skydning.

Spørgsmaalet om, hvorvidt de af disse Hjælpevaaben, der maa betegnes som Artilleriskyts, af Hensyn til Uddannelsen og artilleristisk Skydefærdighed bør betjenes af Artillerister, d. v. s. være Artilleri, der organisatorisk fast er underlagt Fodfolket, eller af Fodfolket selv, skal der ikke tages Stilling til her. Findes imidlertid et tilstrækkeligt „Fodfolksartilleri“, kan Feltartilleriet i Hovedsagen fritages for at deltage i Bekæmpelsen af nære Punktmaal, hvad det heller ikke er særlig egnet til. Der er mere end een Betydning i Ordet om, at man ikke skal skyde Spurve med Kanoner. Feltartilleriets Hovedopgave bliver da — i Overensstemmelse med den egentlige Artilleriskydnings Natur — Skydning mod Flader (Rum) og Linier, mod fjerne og skjulte Maal, først og fremmest Fjendens Artilleri, samt efter Situationens Bydende eller Troppeførerens Hensigter hurtigt og sikkert at kunne koncentrere hele sin Ildkraft, hvor det ønskes. Knæsættes en saadan „Arbejdsdeling“, maa det føre til, at der ved Feltartilleriets Udvikling i høj Grad lægges Vægt paa, at dets Arm bliver saa vidtrækkende og saa haardtrammende som muligt, d. v. s. stor Skudafstand og Projektilvægt (Kaliber) samt stor Sideretningsfrihed. Men Kravet om store Skudvidder (stor Begyndelseshastighed) og stor Virkning af det enkelte Skud (stort Kaliber) samt stor Sideretningsfrihed (Splitsvans) medfører, at Størrelsen af Feltpjecerne vokser, og at Sk; s- og Ammunitionsvægtene øges meget stærkt. Hertil ko-mmer, at skal Artilleriet kunne løse sine mangfoldige Opgaver i det Heles Interesse, maa det være saadant placeret, at det ikke i for høj Grad paavirkes af mindre midlertidige Forskydninger af de forreste Linier; der maa være sikret det en relativ „Arbejdsro“, hvis det skal kunne virke med sin fulde Kraft og være i Stand til udenfor „Tidstabellen“ effektivt og hurtigt efter Troppeførerens Ordre eller Fodfolkets direkte Anmodninger at manøvrere med hele sin Ildkraft paa alle Dele af Kampfronten. Artilleriets egentlige Vaaben er Projektilet. Dets Virkning er afhængig af Størrelsen og Antallet af Projektiler, der i et givet Tidsrum kan udskydes, og Artilleriet kan ikke skyde under Bevægelse. Under haard Kamp vil Ammunitionsforbruget blive stort, og med voksende Kaliberstørrelse vil Vanskelighederne ved Frembringelsen af den nødvendige Ammunition til Skyts, der er i Stilling langt fremme i Kampzonen, yderligere forøges.

Alt dette taler for, at Artilleriet, der ved Angrebets Begyndelse skal søges bragt i Stilling saa langt fremme som muligt, bør blive i sine Stillinger, indtil Angrebet har naaet sit Maal. Der er da ogsaa mange, der hælder til den Anskuelse, at medens „Fodfolksartilleriet“ — og hvis saadant Artilleri ikke forefindes i tilstrækkelig Styrke, da ogsaa det til Afhjælpning af denne Mangel underlagte Artilleri — under alle Forhold med selve Skytset skal kunne følge Fodfolket overalt, saa behøver dette Krav ikke i egentlig Forstand at gælde det Feltartilleri, der optræder som Støtte- og Frontartilleri, idet Kravet om Virkning her maa sættes foran Ønsket om Bevægelighed (Terrainevne). Det hævdes, at normalt udfører Feltartilleriet ikke Stillingsskifter om Dagen. Dagen igennem maa det, naar det drejer sig om haard Kamp, „normalt“ staa i de samme Stillinger, og først naar Mørket falder paa, skiftes Stilling. Kun nødtvunget, d. v. s. ved opstaaende Krisesituationer, flytter man under Kamp sit Støtte- og Frontartilleri om Dagen. Denne Anskuelse begrundes dels med, at under haard Kamp — det være sig i Angreb eller Forsvar — maa i hvert ønsket Øjeblik den fulde samlede Virkning af dette Artilleris Ild kunne sættes ind, hvorfor det stadig uden Afbrydelse maa være i Stilling med alt sit Skyts og med Observation- og Meddelelsesnettet fuldt etableret. Endvidere henvises til, at overfor en Modstander, der er overlegen i Luften — endsige har Luftherredømmet, vil Stillingsskifter ved Dagslys være mere end risikable, hvis man ikke selv raader over et meget stærkt Luftværnsartilleri omfattende saavel sværere som lettere Pjecer (Maskinkanoner). Ved omhyggelig Sløring og velvalgte Stillinger i naturligt Flyverskjul — udført eller indtagne i Skjul af Mørket — kan Batterier, der staar i Stilling, meget ofte undgaa at blive opdagede af Fjendens Flyvere. For Batterier under Ind- eller Udrykning eller Bevægelse fra Stilling til Stilling vil Chancen derimod være minimal. Den Indvending, at Fodfolket under Angreb vil løbe fra Artilleriets Ild, imødegaas med, at i moderne Krig vil overfor organiseret Modstand et angribende Fodfolk, naar det ikke er mekaniseret (Modstanden i Forvejen brudt af Kampvogne), i Løbet af een Dag højst kunne naa 6—8 km frem. Artilleriet vil derfor, naar det har tilstrækkelig stor Skudvidde, ikke behøve at flytte sit Skyts, naar blot det med sin Observation (Fremskydning af Observationsstader) kan følge Kampens Gang og derved paa sikreste og mest virkningsfuld Maade lade sine Projektiler gaa forud for Fodfolket. I Forsvaret, hvor det gælder om at opholde Fjenden paa lang Afstand, overspænde store Afsnit og kunne virke ind i eget Terrain, er en stærk Gruppering af Artilleriet i Dybden altid nødvendig. Hvis man kan tiltræde disse Betragtninger, behøver man heller ikke at nære Betænkeligheder ved, at det lette Feltartilleri forlader Hestetrækket og — naar det ikke kan mekaniseres — bliver motoriseret, og da navnlig ikke naar Talen er om en Hær med udprægede Forsvarsopgaver og ens sandsynlige Krigsskueplads har faste Jordbundsforhold og er vel forsynet med Veje. Men det maa ikke glemmes, at en absolut Forudsætning maa være, at der tillige forefindes et stærkt Fodfolksartilleri, som mekaniseret eller hestetrukket med selve Skytset tæt kan følge Fodfolket og øjeblikkelig bekæmpe alle opdukkende Punktmaal. Har man ikke et saadant egentlig Fodfolksartilleri, vil disse Opgaver ogsaa i højeste Grad lægge Beslag paa det lette Feltartilleri, hvorfor det for de Afdelingers Vedkommende, der maa underlægges Fodfolket (Ledsageartilleri), bør være hestetrukket (eller mekaniseret). Medens der kan strides om Berettigelsen af de fremførte Anskuelser for det lette Feltartilleris Vedkommende, saa synes Sagen afgjort med Hensyn til det tunge Feltartilleri. Selv om man iøvrigt er Tilhænger af Hestetrækket, saa er Vægtene her i Reglen saa store, at man alene af den Grund maa ty til Motorisering, hvis man vil opnaa tilstrækkelig strategisk Bevægelighed. Det tunge Artilleris meget store Skudvidder gør det i endnu højere Grad end ved det lette Feltartilleri muligt fra de samme Stillinger Dagen igennem at kunne støtte Fodfolket. Givet er det, at grundet paa dette Artilleris Faatallighed og meget tidskrævende Stillingsskifter samt store Saarbarhed overfor Luftangreb, vil Stillingsskifter her i endnu højere Grad end ved det lette Feltartilleri svække den samlede Virkning af dets Ild. For det tunge Artilleris Vedkommende kan der derfor næppe herske Tvivl om, at det kun nødtvungent maa skifte Stilling om Dagen, og derfor kan motoriseres, men denne Motorisering maa til Gengæld være saadan, at man er sikker paa under alle Vejr- og Terrainforhold at kunne faa det tunge Skyts slæbt ind i brugelige Stillinger. Muligheden for at lade Artilleriet danne „den faste Rygrad“ i Kampen — det være sig saavel under Angreb som i Forsvar — staar og falder med Meddelelsestjenestens sikre Funktionering.

Telefonen er endnu det primære Forbindelsesmiddel, men at udlægge, forlænge og vedligeholde saa lange Forbindelser med Traad, som navnlig et fremadskridende Angreb — der skal følges med Observationsstademe, men ikke med Skytset —- vil medføre, kræver en alt for stor Indsats af Mandskab og Materiel. Og Traaden er meget saarbar saavel overfor Fjendens Ild som egne Troppers Bevægelser i Terrainet. Under Kamp vil man derfor aldrig kunne forlade sig udelukkende paa Telefonforbindelser, og her maa Haabet staa til, at det vil lykkes at fuldkommengøre Radioen saaledes, at den virker sikkert over tilstrækkeligt lange Afstande. Først naar den kan det, vil der kunne drages den fulde Nytte af Artilleriets lange Skudvidder, og dets samlede Ildmanøvrer vil kunne blive hurtige og smidige, idet man efter Situationens Bydende hurtigt kan skifte mellem centraliseret og decentraliseret Udledelse. Kan det ikke lykkes Teknikken at gøre Radioen til det sikre Forbindelsesmiddel, som Artilleriet og de andre Vaaben saa varmt haaber paa, saa vil Følgen være, at det lette Feltartilleri fortsat maa affinde sig med, at Skytset stadig skal flyttes efter Observationsstademe for at bevare saa korte Forbindelser, at de kan holdes med de forhaandenværende Meddelelsesmidler. Dette fører til, at Hovedparten af det lette Feltartilleri i Virkeligheden altid kommer til at virke som underlagt Artilleri, og derfor kun kan kæmpe med Ilden spredt og afbrudt af hyppige Stillingsskifter. Hurtig Samling af hele dets Ild som Led i Troppeførerens Ildmanøvrer vil ikke kunne finde Sted, og Bevægelighed maa gaa langt forud for Kravet om Virkning. Vægtene og dermed Kaliberstørrelseme maa holdes lave, og lange Skudvidder bliver noget af en overflødig „Luksus“. Underlagt Artilleri kan ikke anvende Observation fra Luften eller Maaletroppe, men er udelukkende henvist til egne Observationsstader paa Jorden. Der vil i almindeligt Terrain i Reglen ikke kunne faas brugelig Observation paa Afstande større end 5—6 km for Feltartilleriets lette Kalibre. Da Skytset af Hensyn til Forbindelserne maa holdes indenfor et Par Kilometers Afstand fra Observationsstadet, vil der ikke være Anvendelse for Skydning paa mere end højst ca. 8 km’s Afstand, da Bekæmpelse af de for Jordobservation skjulte Maal ikke kan udføres af dette Artilleri med rimelig Udsigt til Virkning. Har Skyts, der skal anvendes som underlagt Artilleri, en væsentlig større Skudvidde, maa det betragtes som „død Kapital“, ja kan endog anses for direkte skadelig, da det uden at give Nyttevirkning medfører større Vægt og Størrelse og nedsætter Bevægeligheden, medens Udslidning og Krudtforbrug øges. Ved Bekæmpelse af fjerne fra Jorden skjulte Maal og for en samlet planmæssig Anvendelse af Artilleriets Ild — ubrudt af Stillingsskifter — er derimod lange Skudvidder af største Betydning, men ogsaa her vil de kun fuldt ud kunne komme til deres Ret, hvis Skytset under Kampen kan blive staaende og „arbejde i Ro“, medens Observationsstaderne følger Fodfolkets Bevægelser, og Forbindelserne kan taale at „strækkes“ uden at blive usikre. Kan de det, vil Artilleriet fuldt og helt kunne løse alle Opgaver som underlagt Artilleri og som Støtteog Frontartilleri. Kravet om Virkning kan sættes i Højsædet, og med Hensyn til nødvendig Bevægelighed vil Motorisering kunne slaa til. Naar Kampen er i Gang, raabes der paa Virkning. Denne og navnlig den moralske Virkning stiger i 3. Potens med voksende Kalibre. Man ser da ogsaa, at Artilleriet i mange fremmede Hære gaar over til de større Kalibre, uanset at dette kun kan ske paa Bekostning af den taktiske Bevægelighed, grundet paa den øgede Vægt. Ser man paa de tilgængelige Oplysninger fra de sidste Krige, maa det indrømmes, at Motoriseringen har staaet sin Prøve uanset, at de paagældende Krigsskuepladser Abessinien, Spanien, Kina og Polen ingenlunde kan betragtes som værende gunstige for Anvendelse af Motorkøretøjer i stor Stil. I Spanien blev Tropperne paa begge Sider altid ført frem til Slag pr. Motortransport, alle Troppeforskydninger og hele Forsyningstjenesten var baseret herpaa. Indtil 20 Mand blev læsset paa een Lastvogn. Transporternes Gennemførelse viste sig i højeste Grad afhængig af Chaufførernes Duelighed. Der blev altid om Dagen kørt med meget store Afstande (op til 500 m) og lige saa stærkt, som Vejens Beskaffenhed overhovedet tillod det. Lastvognene kørte saaledes ofte mellem 60 og 80 km og Personvognene mellem 80 og 100 km i Timen. Chaufførerne blev afløst hyppigt, medens Vognene blev holdt i Gang Døgn efter Døgn kun afbrudt af den højst nødvendige „Service“. Langs alle de vigtigere Transportveje var der oprettet ambulante Tankstationer og Reparationsværksteder. Resultaterne fra Polen, der paa Forhaand blev betragtet som et Land, hvor motoriserede Tropper vilde have meget vanskeligt ved at gøre sig gældende, har vist overrasket de fleste — ogsaa Fagfolk. Selv om Vejret og Føret har været meget gunstigt, og Luftvaaben og Pansertropper har ført Bevægelsen frem, saa maa det alligevel virke forbløffende at se, med hvilken Hurtighed og tilsyneladende uden betydende Vanskeligheder, de motoriserede Tropper er fulgt efter disse særlige „Stødtropper" og har fuldendt Kampens Afgørelse og Landets Besættelse.

Der klæber megen Romantik og Tradition ved Hesten — denne Menneskets ældste Kampfælle, der kan følge i tykt og tyndt. Men i den moderne Krig er Hesten saa langsom, saarbar og vanskelig at holde i Kraft, at man paa alle de Pladser, hvor det er muligt, uden Hensyn til Traditioner bør søge at afløse den med Motorkøretøjet. For en lille Hær, der skal have stor strategisk Bevægelighed, og som i Hovedsagen er henvist til at føre sin Kamp defensivt, er Motoriseringen særlig tiltrækkende. Hvor Kravet om Evne til at bevæge sig i Terrainet maa sættes over andre Hensyn, er det dog nødvendigt at bibeholde Hesten som Kombattant, hvis man ikke kan gaa over til fuldstændig Mekanisering. I alle andre Tilfælde bør man søge at udnytte Motorens særlige Fordele og Egenskaber. Luftvaabnet er født med Motoren. For at imødegaa Truslen fra dette for alle yderst farlige Vaaben maa de, der er bundet til Jorden, af yderste Evne selv søge at udnytte Motoren.

D.