Log ind

Motoriserede Styrkers Forhold under March

#

Undertegnede gengiver lier i Oversættelse Kaptajn Hans E. W ildbolz’ Artikel .,Marchprobleme motorisierten Verbände“ fra Allgemeine Schweizerische Militär Zeitschrift“ Maj 1952, Hefte 5, da det sikkert kan være meget gavnligt at se, hvorledes man i Svejts ser paa disse Problemer, som vel heller ikke herhjemme kan siges endnu at være løst paa helt tilfredsstillende Maade.

Ved Marchteknik forstaar man her ethvert Forhold, der vedrører motoriserede Styrker under March, og som er fastlagt gennem Organisation og Uddannelse, d. v. s. fungerer rent automatisk. Marchteknik maa nødvendigvis omfatte følgende 4 Faktorer: Forhold overfor Faren for Luftangreb, Forhold ved Fare for fjendtligt Angreb paa Kolonnen under March (fra Jorden), Bestemmelser angaaende Forbindelsens Opretholdelse indenfor Kolonnen og endelig Forhold under selve Marchen til Forebyggelse af Ophobninger og Trafikkaos.

a. Foranstaltninger for at beskytte Kolonnen mod at blive ødelagt ved Luftangreb. Man skelner mellem aktive og passive Sikkerhedsforanstaltninger mod Flyverangreb.

Det aktive Luftværn eksisterer praktisk talt ikke, da vi mangler selvkorende Luftværnsskyts. Ve l kan man regne med, at Luft- \ærnsskyts er udsat til Dækning ved vigtige Knudepunkter (Broer, Trafikcentrer, smalle Passager), saaledes at det giver de motoriserede Kolonner Dækning indenfor et begrænset Omraade. Denne Losning er at sammenligne med en Person, der i Regnvejr, fordi han ingen Paraply har, maa løbe fra det ene Tagskæg til det andet. Det vilde være mere hensigtsmæssigt, hvis Kolonnen kunde fore sin egen Paraply med sig. E n let Brigade, der raader over ca. 2000 Motorkøretøjer, fører endnu intet Luftværnsskyts med sig, der kan skyde under Bevuigelse. De tre Dusin smaakalibrede Luftværnskanoner, som ikke er selvkorende, og som Brigaden raader over, kan knap nok yde en præventiv Indsats paa 6— 8 udsatte Steder langs en 150— 200 km lang Marchakse. De giver saal.'des „Tagskæg“ for liver 20— 80 km ; yderligere maa lier bemærkes, al der ofte ikke vil være T id til forud for en let Kampstyrkes Forskydning at opstille Luftværnsskytset. Skytsets Opdeling i K o ­ lonnen til eventuel Beskyttelse under Marchen vil ikke være formaalstjenligt, da det motortrukne Skyts ikke vil være i Stand til at reagere hurtigt nok i Tilfæ lde af Luftangreb under Marchen. Man kan derfor kun i meget begrænset Omfang regne med Indsats af Luftværnsskyts. Mangelen paa selvkorende Luftværnsskyts eller Skyts anbragt paa Køretøjerne, og som er i Stand til øjeblikkeligt at imødegaa Luftangreb paa Kolonnen, er vore motoriserede Styrkers Ackilleshæl. I den amerikanske Hær og i alle efter dennes Mønster udrustede Hære er monteret mindst eet Luftværnsmaskingevær paa livert Panserkøretøj og hver Mandskabsvogn saavel som ved hver 3’ Lastvogn. Tyskerne ansaa mod den sidste Krigs Slutning det for nødvendigt, at der mindst paa hvert 3’ Panserkøretøj var en kombineret Luft- og Panserværnskanon. I Nødsfald kan der blive Tale om at anvende Infanterivaaben (Karabin og Maskingevær) mod angribende Flyvere, selv om Virkningen maa anses for noget tvivlsom. Piloten, der ved, at Vognmandskabet vil skyde paa ham med alle til Raadighed værende Infanterivaaben, vil muligvis gaa til Angreb med større Forsigtighed, end han vilde gøre, hvis han vidste, at Kolonnen forholdt sig passiv. Det er m in Erfaring, at samtlige motoriserede Tropper bør uddannes til at reagere aktivt, idet de med alle egnede Fodfolksvaaben, først og fremmest Maskingeværer skal skyde paa en angribende Flyver. Vaabnene skal under Marchen holdes klar til dette Formaal, for ved Flyverangreb lynsnart at kunne bringes i improviserede Stillinger langs Marchvejen. Hos Russerne er dette forlængst indført, gældende for alle Tropper. I Betragtning af de meget begrænsede aktive Afværgemuligheder overfor Luftangreb maa der derfor tillægges de passive Beskyttelsesforanstaltninger saa meget desto storre Betydning. Her drejer det sig i første Række om at undgaa, at Flyveren opdager Kolonnen. E n Kolonne maa hverken røbe sig ved Ophobning af Vogne eller ved regelmæssige snævre Formationer og voldsom Støvdannelse. Daarligt Vejrlig, Skumring, Nat og Taage nedsætter Flyverens Mulighed for at se en marcherende Kolonne og bør derfor udnyttes til Marcher og Forskydninger.

A f største Vigtighed er den kunstige Sløring. Vognene skal ogsaa under Bevægelsen være gjort ukendelige, f. Eks. som vandrende Buskads, og Sløringsnet bør indgaa i etdiver Vogns Standardudstyr. Hvad der i den Henseende til Dato er præsteret af vore motoriserede Tropper lader endnu meget tilbage at ønske.

Bevægelse afslører. Stilstand slører!

Efter denne afgørende Grundsætning bør hvert enkelt Køretøj i Kolonnen udføre sin March. Køretøjet skal ligesom den kæmpende Soldat forskyde sig fremefter springvis under Benyttelse af enhver Dækning (Skjul) fra Træer, Huse o. s. v. Det betyder hurtigt i aahent Terrain, forsigtigt i uoverskueligt Terrain. Kørsel med konstant Fart og ækvidistante Afstande er uhensigtsmæssig. En motoriseret Kolonnes Bevægelse skal minde om en Regnorms. Den her skitserede Maade at marchere paa stiller meget store Krav til Motorvognsførerne og deres Uddannelse. Man maa hensynsløst forlange, at Hastigheden tilpasses efter Terrain og Sigtbarhed (Udsyn), at Køretøjet afventer næste Spring i Skjul langs Marchvejen, og at et holdende Køretøj holder skjult og sløret ved Siden af og ikke paa Vejbanen. Motorvognsførerne skal være saaledes uddannede, at Afstanden ikke udjævnes' ved langsom Kørsel, men ved Afventning i egnet Skjul.

Selv de bedste Sløringsforanstaltninger kan dog ikke hindre, at en Kolonne, der er i Bevægelse, bliver opdaget. Kolonnen maa derfor være saa spredt, at den ikke freinbyder noget særligt lønnende Maal for en Flyver. Spørgsmaalet om, hvor vidt denne Spredning bør gaa, er der delte Meninger om. — Saa mange Mennesker, saa mange Meninger (quot capita^ tot sententiae). Som Grundsætning kan im idlertid slaas fast, at en Kolonne, for at sikre sig mod Ødelæggelse ved Luftangreb, bør sprede sig saa meget, som Hensynet til Forbindelsen mellem Køretøjerne og Kolonnens Føring tillader. For en motoriseret Kolonne (Styrke) er følgende Fægtningsformationer mulige:

1. Den sluttede Kolonne (Normalafstand 1 %0 af Hastigheden 1 km/T.) kommer kun undtagelsesvis i Betragtning i Felten og kun i tæt Taage og uigennemtrængeligt Mørke.

2. „Flyvermarch ved Dag“, der er den gængse Marchformation ved Avantgarden og mindre Kolonner. For Afstanden mellem 2 Vogne gælder her Reglen, at man kører med Synsviddens Afstand, maximalt 500 m fra Vogn til Vogn (aabent Terrain), m inimalt 100 m (uoverskueligt Terrain, Skov, Landsbyer m. m.). Afstanden varierer saaledes med Synsvidden og Terrainet fra 100— 500 m. For Bevægelsen anvises en springvis regnormsagtig Bevægelse. Det er derfor nødvendigt at fastholde et M in im um paa 100 m for i Tilfæ lde af uforudsete Standsninger eller et befalet Holdt at undgaa en Opslutning osr deraf følgende Sammenhobning. Skal der af en eller anden Grund undtagelsesvis sluttes op, kan man altid befale dette ved Tegn. Maximumsafstanden 500 m synes maaske ansat noget lavt; men den er betinget af Nødvendigheden af at begrænse Kolonnemængden af rent praktiske Grunde. Med teoretisk uangribelige Beregninger som Grundlag bar der endda va-ret fordret 1 krn’s Afstand mellem Vognene. Ved en Afdeling paa c. 70 Køretøjer (foruden Motorordonnanser) vilde saaledes det første Køretøj være fjernet c. 3 Timers Kørsel fra det sidste, og et motoriseret Rytterregiment med c. 250 Vogne vilde simpelthen liave svært ved at skaffe denne Kæmpekolonne tilstrækkelig Dybde. Der findes naturligvis T i lfælde, f. Eks. ved smaa Kolonner, hvor man endog kan overskride Maximumsafstanden, saafremt Rum og 'Lid tillader dette; men det maa betragtes som Undtagelser. Selv med Afstanden 500 m kan man faa Kolonnelængder, der udelukker enhver Føring. Derfor er en yderligere Indskrænkning nødvendig. Kun ved Avantgarden I af Hensyn til Kampberedskab) og ved mindre Kolonner indtil 50 Køretøjer kan denne Formation anvendes.

3. Gruppevis March, der tillader en Forkortelse af Kolonnelængden gennem Sammenslutning af flere (3— 4) Vogne til en Marchgruppe, uden at man derved behøver at frygte en væsentlig større Risiko for Ødelæggelse ved Luftangreb. Grupperne marcherer opsluttet (Afstande som under L ) , medens Afstanden mellem Grupperne er fra 100— 500 m (se under 2.). Denne Formation, der ganske vist svækker Kampberedskabet noget, men til Gengæld letter Føringen, vil va-re den normale Fægtningsformation ved større Kolonner.

4. Flademarch paa bred Front er kun mulig for motoriserede Enheder med en vis terraingaaende Evne. Under Tilpasning til Terrainet (Bæreevne og Skjul) spredes Køretøjerne langs Marchaksen saavel i Side som i Dybde med Afstande og M e llemrum mellem Køretøjerne paa mindst 100 m. Flademarchens Fordel ligger først og fremmest i mindre Kolonnedybde og mindre Saarbarbed, men tager mere T id (nedsat Korehastiglied) og vanskeliggør Føringen. Om der i en given Situation kan blive Tale om Flademarch afhænger udelukkende af Terrainet og den taktiske Situation. Hvis Kolonnen skal føres hurtigt frem, vil inan, trods den herved forøgede Saarbarhed, foretrække en Fremmarch ad en eller flere parallelle Veje fremfor en Flademarch.

5. „Flyvermarch ved Nat“ tager Hensyn til den Kendsgerning, at Flyverindsats mod Tropper paa Jorden ved Nat i Dag ligger indenfor Mulighedens Grænse. Vel formaar Tusmørke, Dis og Mørke i nogen Grad at beskytte motoriserede Enheders Bevægelser; men Nattens Beskyttelse er aldrig absolut. Teknikken har overvundet Mørket. Alene Stormvejr, lavthængende Skyer eller tæt Taage vil afholde Flyvere fra Indsats ved Nat.

A f disse og andre mere taktiske Grunde bor man derfor ogsaa ved Nat søge en vis Spredning og undgaa enhver Form for Sammenhobning. Som vore Manøvrer Gang paa Gang viser, er vore Tropper ikke fortrolige med denne Nødvendighed. A t køre i sluttede Kolonner er saaledes heller ikke længere forsvarligt ved Nat. Foruden den gruppevise March (se under 3.) har man ved Nat Formationen „Flyvermarch ved Nat“ med c. 100 m ’s Mellemrum mellem de enkelte Køretøjer. Saafreint Synsvidden im idlertid er for ringe til, at man kan klare dette Minimumsinterval paa 100 m, bør den gruppevise March foretrækkes, da det ved ringe Synsvidde vil va're vanskeligt at forhindre, at Køretøjerne slutter op, saa der skabes Sammenhobninger. Nattemarch byder paa Maximum af passiv Luftbeskyttelse. Forskydninger af motoriserede Enheder bor derfor henlægges (hvis Tiden tillader dette) til om Natten. Nattemarchen stiller im idlertid store Krav til saavel Føring som til Troppernes Disciplin. Befalingsoverførelsen gennem Kolonnen, Forbindelsen mellem K o ­ lonnens enkelte Dele, Orientering efter Kortet ved Nat, mindst mulig Brug af Lys, mindst mulig Larm, til Stadighed skærpet Opmærksomhed, alt dette kræver veluddannede og veldisciplinerede Tropper. Man bor heraf drage den Slutning, at man langt mere end h idtil bor have Opmærksomheden henvendt paa at træne motoriserede Enheder i Nattemarcher under krigslignende Besværligheder, d. v. s. med blændede Lygter, i mørke Egne og med kunstige H indringer indenfor en taktisk Ramme.

Foruden ovennævnte Marchformationer, hvori Kolonnen mer eller mindre forbliver i Førerens Haand under Bevægelsen, kan som en yderligere Variant som Løsning i en Nødssituation, hvor f. Eks. Fjenden er meget overlegen i Luften, og Tiden ikke tillader at henlægge Marchen til efter Mørkets Frembrud, anvendes en fuldstændig Opløsning af Kolonnen i Enkeltkøretøjer eller i hinanden uafhængige mindre Marchgrupper, som søger spredt frem ad alle fremkommelige Veje mellem Marchens Udgangspunkt og det Rum , hvor Marchen skal ende, idet Marchen dog tilrettelægges saaledes, at enhver Form for Ophobning undgaas. Denne Fremmarch, hvor hvert Køretøj eller iille Marchgruppe søger sin egen Vej og selv slaar sig igennem til Maalet, umuliggør im idlertid under Marchen enhver Indflydelse fra Førerens Side og dermed enhver Føring. V ed denne Form for Marcli har Føreren paa Forhaand givet A fka ld paa enhver Indgriben i Tilfæ lde af uforudsete Ændringer i den taktiske Situation, og den kan derfor kun anvendes i ganske særlige Tilfæ lde, hvor man med Sikkerhed kan forudse, at den taktiske Situation ikke vil ændre sig under M archen.

Foruden Sløring og March i spredte Formationer skal yderligere nævnes et vigtigt Led blandt de passive Luftbeskyttelsesforanstaltninger, nemlig Luftvarslingstjenesten, der bør indgaa som et naturligt Led ved enhver velorganiseret motoriseret Enhed. Man sikrer sig ved denne Luftvarsling en rettidig Reaktion ved et umiddelbart forestaaende Flyverangreb. Man skelner mellem 2 Systemer. Det ene bestaar i en Varslingsorganisation af Luftspejdere, der som Poster i Forvejen er opstillet langs den opgivne Marchakse. Deres Opgave er fra deres Stader ad optisk Vej at advare den paa Vejen kørende Kolonne ved Flyveres Nærmelse. Erfaringen viser im idlertid, at skønt denne Fremgangsmaade er anvendelig, hvor det drejer sig om stationære Forhold eller længe planlagte Bevægelser, saa lader de sig kun undtagelsesvis iværksætte til Beskyttelse af motoriserede Enheders Bevægelse uden uforholdsmæssig Brug af T id og Materiel. Det andet System knytter Luftspejdere umiddelbart til K o ­ lonnen under Marchen. Der udtages i Reglen en Luftspejder paa hvert Køretøj, der ved Fare for Luftangreb alarmerer Vognføreren. Nytten af en saadan Varslingstjeneste staar og falder med, om Vognmandskabet er indøvet i lynsnar Reaktion. Jo kortere Synsvidde, jo vigtigere bliver Udnyttelsen af de Brøkdele af Sekunder, der er til Raadighed! Det gælder om at forringe V irk ­ ningen af et fjendtligt Luftangreb ved at standse øjeblikkeligt og søge størst mulig Spredning. Enhver Tøven, ethvert fejlagtigt Forsøg paa at sætte Farten op for at undslippe eller søge hen i Dækning kan blive skæbnesvangert. Tiden tillader kun, at der reageres køretøjsvis. Kun i Undtagelsestilfælde, f. Eks. ved en lille Marchgruppe, kan der blive Tale om, at Føreren bestemmer den fælles Optræden. Der maa selvfølgelig skelnes mellem, om Luftspejderen har faaet Øje paa en fjendtlig Maskine, eller om denne er ved at gaa til Angreb. I første Tilfæ lde gælder det om at undgaa Opdagelse ved at gøre Holdt, hvis Stedet kan anses for brugeligt, eller søge frem til nærmeste Skjul. Hvis Flyveren im idlertid flyver direkte imod Kolonnen eller gør en Drejning som for at gaa til Angreb, gælder det ikke mere om ikke at blive set, men om at unddrage sig Virkningen af selve Angrebet ved at standse og sprede sig. En Kolonne kan im idlertid ikke standse og søge Flyverskjul, blot der viser sig en fjendtlig Flyver paa H im len: Fremaddriften skal vedligeholdes for enhver Pris, og derfor skal Bevægelsen ogsaa straks genoptages efter et Stop, naar Faren skønnes ovre. Særlige Forholdsregler bør træffes for at forhindre Ophobning af Køretøjer. Spredte Formationer under Bevægelse nytter ikke meget, hvis der ved tilfældige Standsninger under Vejs eller ved Passage af Vejkryds, Trafikknudepunkter m. m. opstaar tætte Sammenhobninger af Vogne. Det skal indskærpes, at de for Marchen gældende Minimumsafstande (f. Eks. 100 m fra Vogn til Vogn under Flyvermarch, fra Gruppe til Gruppe under gruppevis March) ogsaa skal opretholdes ved Standsninger. Det forankørende Køretøj er ansvarlig for, at det efterfølgende ikke slutter op f. Eks. i uoverskueligt Terrain, hvor Synsvidden nedsættes. De bagved kørende Vogne maa aldrig, selv om der kommer fremmede Køretøjer ind i Kolonnen, søge at overhale disse for at søge Tilslutning til foran kørende Køretøjer af egen Kolonne. For at undgaa at 2 K o ­ lonner saaledes kiler sig ind i hinanden, bør en Kolonne kun passere en foran kørende Kolonne efter Aftale med dennes Fører.

b. Marchsikring mod Angreb fra Jorden. Dette omfatter de Forholdsregler, der bør træffes, for at sikre en motoriseret Kolonne under March mod overraskende Angreb fra fjendtlige Tropper og samtidigt sikre den de bedst mulige Betingelser ved en eventuel Kontakt med Fjenden. I marchteknisk Henseende drejer det sig frem for alt om Jordobservation, Vognmandskabets Kampberedskab og en i Dybden grupperet Marchformation. Da Faren kan true fra alle Sider, kan det ikke hjælpe kun at indskrænke Observationen til Fortroppen eller Køretøjerne i Télen af Kolonnen. Hvert Køretøj maa sikre sig ved egen Observation til alle Sider. Ved ethvert Køretøj maa derfor foruden Luftspejder udtages en Mand, der holder Øje med Terrainet, og som alarmerer Vognføreren, hvis han opdager noget mistænkeligt. Observationstjenesten fuldstændiggøres ved, at man gennem den vedvarende Øjeforbindelse mellem Køretøjerne under Marchen i en given Situation kan alarmeres saavel forfra som bagfra alene ved at iagttage, hvad de andre Køretøjer foretager sig. Dette Varselssystem forudsætter, at Mandskabet til Stadighed er i højeste Kampberedskab for at kunne opnaa en rettidig Reaktion. Beredskabet fastsættes efter, hvor stor Fare der er for fjendtligt Angreb. Foregaar Bevægelsen saaledes inden for et Rum , hvor man maa regne med Fjendens Tilstedeværelse, holdes Tropperne udrustet klar til Kamp for i givet Fa ld efter lynsnar Afsidning ufortøvet at kunne overgaa til Kamp fra nærmeste Dækning. Dette forhøjede Beredskab maa fastsættes fra Situation til Situation. Det maa til Stadighed gælde for Opklaringstropper, Avantgarde, fremskudte Styrker og lignende. Indenfor mistænkelige Omraader, indenfor hvilke Fjenden allerede er blevet meldt eller med største Sandsynlighed kan ventes at optræde, er det uomgængelig nødvendigt at sidde af Vognene og eskortere dem, saaledes lidt før og igennem Skove, Landsbyer, snævre Passager o. s. v.; thi ved betids Afsidning og Udvikling fra Køretøjerne kan overraskende fjendtligt Overfald paa Kolonnen undgaas, og samtidigt skabes der bedre Betingelser for Mødekampen. Det er klogt ikke at klæbe ved Køretøjerne i en farlig Situation! Vanskeligheden for Forerne bestaar derfor i i Tide at bestemme sig til at forlade Køretøjerne, uden at den jævne fremadskridende Bevægelse derved behøver at sinkes væsentligt. Udviklingen langs Kolonnen, Eskorteringen og Opsidningen igen skal ved en veluddannet motoriseret Enhed kunne foretages uden nævneværdig Forsinkelse, For ikke unødvendigt at berøve Marchen dens Fremaddrift kan det anbefales forud at orientere Kolonnen om, i hvilket Omraade eller i hvilken Afstand man alvorligt maa regne med at opnaa Kontakt med Fjenden. Derved kan i mange Tilfæ lde unødige og tidsspildende Op- og Afsidninger undgaas.

c. Forbindelsen indenfor Kolonnen. Føringen af en motoriseret Enhed, der under March er udstrakt over store Afstande, staar og falder med, at Forbindelsen indenfor Kolonnen opretholdes. Ansvaret for Forbindelsen hviler dels paa det enkelte Køretøj dels paa Førerne for Kolonnens enkelte Grupper. Føringens Vanskelighed selv ved de mindste Enheder bestaar deri, at Føreren kun kan overse ganske faa Køretøjer ad Gangen, saaledes at Føreren paa en vis Maade maa „fjernstyre“ Kolonnen. Forudsætningen for, at dette kan gøres, er im idlertid at Forbindelsen indenfor Kolonnen til Stadighed opretholdes. Forbindelsen indenfor en marcherende Kolonne hviler i første L in ie paa Øjenforbindelse fra Køretøj til Køretøj. Medens Øjenforbindelsen indenfor smaa Enheder af Delings eller mindre Marchgruppers Størrelse sikkert altid v il kunne holde, vil Øjenforbindelsen indenfor større Kolonner næppe kunne undgaa nu og da at blive afbrudt; men den skal dog kunne være genoprettet i Løbet af faa Minutter. K u n paa denne Maade vil det være muligt at føre en Kolonne ved Tegn. Tegn erstatter Kommandoer under March og skal kunne gaa hurtigt og sikkert gennem Kolonnen. Dét forekommer mig tvingende nødvendigt, at de vigtigste Tegn (til Brug saavel under Kamp som under Kørsel) fastsættes fra oven. Saalænge hver Enhed taler sit „Sprog“ under March, besværliggøres Føringen af en sammensat Kolonne betydeligt. For at sikre en forsvarlig Ordning af Forbindelsen indenfor en Kolonne maa hver Køretøjsbesætning og Deling være saaledes organiseret, at det klart fremgaar, hvem der har Ansvaret for Forbindelsen saavel fremefter som bagud, idet Forbindelsen og Befalingsoverførelsen (Kommandotegnene) indenfor en motoriseret Kolonne skal kunne virke i begge Retninger som langs en Relaislinie. Føringen skulde rent forbindelsesteknisk kunne udøves saavel fra Teten som fra Køen, altsaa uafhængig af Førerens Plads i Kolonnen. Saaledes vil ogsaa Tétekøretøjets Hastighed, saa paradoksalt det end lyder, være bestemt af det bagerste Køretøj, idet hvert Køretøj skal drage Omsorg for, at det efterfølgende ikke bliver tilbage, saaledes at Forbindelsen bagud afbrydes. Foruden Øjenforbindelsen mellem Køretøjerne, som muliggør Ko lonnens Føring saavel ved Tegn som ved Paavirkning af Tetens Bevægelse, er der endnu et vigtigt M idde l til at holde sammen paa en Kolonne, nemlig Motorordonnanserne. Motorordonnanser tjener som Forbindelsesled mellem Føreren og de enkelte Kommandoled indenfor den kørende Kolonne eller mellem 2 bag ved hinanden eller ad Parallelakser fremrykkende Enheder. De er egnede til at overføre Befalinger indenfor en Kolonne, idet de kan køre fra Køretøj til Køretøj og uden at standse helt op give Vognførerne de nødvendige Anvisninger. Føringen under Marchen afhænger derfor i høj Grad af Motorordonnansernes Dygtighed og Smidighed. Motorordonnanserne kan f. Eks (ler, hvor det kniber med Forbindelsen paa Grund af Synsvidden, bringe Befalinger og Meldinger fra Kolonnedel til Ko lonnedel. Med Motorordonnanser vil det ogsaa være muligt selv over storre Afstande at bolde Forbindelse med Nabostyrker. Erfaringen bar im idlertid vist, at det er meget besværligt at føre en Kolonne paa mere end 50 Koretøjer alene ved Hjæ lp af Øjenforbindelse og Motorordonnanser. Større Formationer bør derfor under March føres pr. Radio. Føreren skal under Marchen i saa Fald til Stadighed være i snævreste Kontakt med sin Radiostation. A lle disse M id ler udgør i snævert Sammenspil det Forbindelsesnet, som holder Kolonnen og dens forskellige Dele sammen og sikrer Foringen under Bevægelsen.

d. Færdselsregulering.

Med den ogede Færdselstæthed under Fægtning er Vanskelighederne med at faa Trafikken afviklet steget betydeligt. For at undgaa Standsninger som Følge af Vejødelæggelser, Sammenstød og Friktion ved Vejknudepunkter og paa smalle Veje og deraf følgende Trafikkaos, maa der tra'ffes særlige Forholdsregler for at sikre en gnidningsløs Afvikling af Trafikken, som gør det muligt at foretage Marcher og Forskydninger med motoriserede Styrker. Vel kan Marchtabeller og March grafikker med fastsatte Tider og fastsatte Punkter virke ordnende, men de er aldrig nok under Krigens haarde Virkelighed. Ligesom andre Steder maa der ogsaa lier ved Siden af den rent teoretiske færdsels og marchtekniske Plan være Mulighed for rent praktisk at kunne lede og stvre Færdslen, saafremt uforudsete H indringer gør det umuligt at overholde Tidstabellen. F t udmærket Eksempel, som stammer fra den sidste Krig, viser saaledes, at man udmærket kan klare sig uden Køreplan og Tidstabel. To franske mekaniserede Divisioner krydsede hinanden et Sted i Schwarzwald, idet de blot fulgte den stedlige Vejpolitiposts Anvisninger. Færdselsreguleringen kræver sa-rlige Organer, hvorved der maa skelnes mellem:

1. Hairens Færdselspolitiformationer og de stedlige Færdselsorganer, som leder Færdslen (upartisk) ved vigtige Færdselsknudepunkter.

2. Enhedernes eget Vejpoliti, som først og fremmest tjener egen Formation paa Marchen og har til Opgave at sørge for, at Fremadbevægelsen i Kolonnen til Stadighed bevares.

3. Vejvisere, som ved Markering og Anvisninger letter Marchen.

Det kan anbefales at udskille en Vejpatrulje, som kører forud for Kolonnen for at afmærke Marchvejen eller vise Teten Vej, og som rekognoscerer Marchvejen og eventuelle Muligheder for Omkørsel, og som endelig er klar til i Forbindelse med det stedlige Po liti i givet Fa ld at regulere Færdslen for at bringe egen Kolonne igennem. Det skal i denne Sammenhæng fremføres, at det er af allerstørste Vigtighed, at alle, der færdes paa Vejen til Stadighed, holder Vejbanen fri for den rullende Færdsel, saaledes at f. Eks. holdende Køretøjer, hvor det er muligt, søges anbragt udenfor selve Vejbanen. Manøvreren og Holden stille paa Marchvejen er desværre endnu meget almindelige Forsyndelser ved vore motoriserede Tropper. Afmærkning af forreste og bagerste Køretøj i en Kolonne ligesom Melding, naar Teten og Køen af en Kolonne passerer en Færdselspost, er udmærkede Forholdsregler, der i høj Grad vil lette Færdselsreguleringen. En Marchteknik, der hviler paa systematisk Skoling, rig E r ­ faring og tager det fornødne Hensyn til alle medvirkende Faktorer for derved at skabe et harmonisk Sammenspil, danner det solide Grundlag for Føringen af motoriserede Enheder. Den udgør en betydelig Del af de motoriserede Troppers Kampværdi og beror i den sidste Ende paa Befalingsmænds og Mandskabs Disciplin, Opmærksomhed og aandelige Smidighed.

V. Capito.