I årene efter den Anden Verdenskrig har militære skribenter i alle lande haft opmærksomheden henvendt på først og fremmest at belyse denne krigs begivenheder og erfaringer — en ret naturlig reaktion, når man tager dette dramas storhed og indflydelse på vor tilværelse i dag i betragtning.
Det er ganske naturligt, at disse store skelsættende begivenheder, i hvis skygge vi stadig lever, for nogen tid fortager os evnen til at se begivenhederne i perspektiv — målt med historiens alen.
På et eller andet tidspunkt må trangen til at sammenligne med historiens andre skelsættende begivenheder imidlertid melde sig — bør melde sig, hvis den helt korrekte vurdering skal opnås.
Et sådant forsøg på at sammenligne et afsnit af Anden Ver denskrig med en historisk begivenhed i samme ramme er gjort i novembernummeret 1952 af „Journal of the Royal United Ser vice Institution (Great Britain)“, hvor det bl. a. hedder:
„Historien har en tendens til at gentage sig, selv om ingen militær operation kan stå som et fuldstændigt eksempel for en anden. Ikke desto mindre vil en sammenligning mellem den tyske invasion i Rusland i 1941 og Napoleons felttog i 1812 vise, at fejlslagninger i beregning af, til hvilke tider de fastsatte mål kunne opnås, i begge tilfælde skyldtes ensartede årsager, militære som politiske.
Begge invasionshære overskred omtrent på samme dag i året og næsten fra den samme udgangslinie grænsen til Rusland. Kej seren nåede Moskva medio september. Hans styrker var da for svage, og han forblev for længe i Moskva i håb om at kunne nå sit politiske mål. Hitler håbede at kunne overvinde tids- og rumproblemet med en lynkrig og således have heldet med sig, hvor Napoleons forcerede dagsmarcher havde fejlet. Hans generaler var ikke så tillidsfulde. Til trods for deres mekanisering og deres infanteridivisioners marchevner brugte tyskerne meget længere tid lil at nå Moskvas forstæder, end Napoleon havde gjort. En sam menligning mellem de to felttog, som det fremgår af omstående oversigt, viser mange interessante faktorer.
Forskellen i karakter, udrustning og bevæbning mellem Den Store Armé og Hitlers masser tjener som illustration af den kends gerning, at krigens fundamentale principper ikke forandrer sig. Det vil også fremgå, at de faktorer og begivenheder, der førte til begge felttogs fejlslagning, er mærkeligt ens. De kan opsummeres som følger:
1. Begge felttogsplaner tog sigte på en hurtig tilintetgørelse af de russiske hære og var ens med hensyn til opfattelsen af Moskva som et mål af største betydning.
2. Begge hære måtte se tids- og rumproblemerne i øjnene, for stærkede gennem klimaets indflydelse og nedsatte kommunikationsmuligheder.
3. Alvorlige administrative fejlslag havde indflydelse på begge felttog.
4. Der var i hvert tilfælde en standsning og en periode med manglende beslutsomhed en route, ved Vitebsk og Smolensk i 1812 og ved Smolensk i 1941.
5. Den russiske militære ledelse var ikke strålende ved felttogenes begyndelse, hverken i 1812 eller i 1941, men gjorde brug af det store rum.
6. Den Store Armé og Tyskerne havde den prestige, som tidligere sejre forlener med. Napoleon undervurderede imidlertid sin modstanders beslutsomhed. Det tyske efterretningsvæsen under vurderede de russiske styrkers potentielle kraft og det russiske panservåbens kvalitet.
7. Begge parter måtte kæmpe mod partisaner og „den brændte jords politik“, skønt den sidste faktor sikkert var mindre effektiv i 1941 end i 1812.
Begge felttog må formodes at være af betydelig interesse netop i vor tid. De følgende hovedtræk af begivenhederne og beslutningerne tillige med enkelte betragtninger har til hensigt at ud dybe de vigtigste lighedspunkter, der er opsummeret foran, og desuden at tjene som en introduktion til et mere detailleret studie.
Napoleon 1812.
Fra starten var de to russiske hære under Barclay de Tolly (127,000) og Bagration (66,000) formerede i to grupper tæt op til grænsen, idet den nordlige hær under Barclay var meget spredt. Dette skyldtes Napoleons oprindelige koncentration, som truede både områderne nord og syd for Pripet Sumpene. Begge yderste fløje af Den Store Armé blev dækket af et korps, Østrigere på højre, Prøjsere på venstre fløj.
Napoleon rykkede hurtigt frem med tyngden mod Vilna, idet det var hans hensigt at omgå Russernes højre flanke og manøvrere imod deres kommunikationslinier til Moskva. Barclay undgik imidlertid kamp. Bagration bevægede sig nærmere ved Napoleons hovedarmé, men var ikke i føling med denne, og Napoleon plan lagde derfor at ødelægge denne hærstyrke totalt. Planen blev imidlertid ikke til noget på grund af de manglende evner, som Napoleons broder, Jerome, lagde for dagen. Russerne undslap. Under fortsat tilbagegang lykkedes det endelig de to russiske hære at forene sig ved Smolerisk.
Efter at have forspildt endnu en lejlighed ved Vitebsk hvilte Storarméen i nogle få dage. Under denne pavse udviste Napoleon en usædvanlig ubeslutsomhed og argumenterede med sine marskaller. Berthier, Duroc og Daru var imod yderligere fremrykning. De fremhævede, at Russerne ikke ville lade sig formå til at slutte fred, end ikke ved Smolensk, og Duroc insisterede på, at fjenden lokkede Den Store Armé til ødelæggelse i landets indre. Daru understregede den allerede katastrofale forsyningssituation. Napo leon besluttede imidlertid at fortsætte. De forreste elementer af Den Store Armé rykkede ind i forstæderne den 16/8, og efter hårde kampe rykkede Napoleon ind i Smolensk, der kun var ry gende ruiner, den 18/8. En flankemanøvre med det formål at af skære Russerne fra Moskva var igen slået fejl. Nogle dage senere, da det så ud til, at Russerne ville være villige til at akceptere kamp i en stilling på tværs af fremrykningsretningen til Moskva, avancerede Den Store Armé atter, men Russerne trak sig atter til bage. Det var lykkedes for dem ved et system af udvigende ma nøvrer at forlænge den modstandsperiode, i løbet af hvilken Napoleons overlegenhed i styrke blev reduceret, og hans forbindelses linier, der allerede var truede på begge fløjene, blev yderligere forlænget. De russiske hære havde haft tab, men de var stadig intakte og ville sandsynligvis modtage forstærkninger.
Kejseren, som var gået over Niemen med 360,000 mand, be gyndte operationerne mod Smolensk med 185,000 mand. Kamptab og detacheringer var ikke de eneste årsager hertil. Store tab stammede fra sygdom, omstrejfning og deserteringer. Siden begyn delsen af juli havde tropperne lidt under den intense hede, mangel på vand og kvælende støvskyer. Det var imidlertid ikke alt. Den rudimentære sundhedstjeneste manglede medicin til syge, ja havde end ikke forbindingssager til de sårede. Forsyningstjenesten brød sammen, vognene kunne ikke følge med hæren. Så snart den ration, der fra begyndelsen havde været båret på mand og hest, derfor var opbrugt, var man henvist til at skulle skaffe sig alt gennem udskrivning eller marodering. Stationer og hospitaler langs forsyningslinierne forventedes at klare sig på samme måde.
Ikke alene var dette slemt for disciplinen, men de tropper, der blev anvendt under udskrivningen eller optrådte som marodører, blev let ofre for partisanerne.
Smolensk til Moskva.
Efter slaget ved Smolensk må generalen Napoleon være be gyndt at tvivle alvorligt på mulighederne for en heldig gennem førelse af det store projekt, men statsmanden Napoleon måtte stadig nødvendigvis opnå en afgørelse. Han sendte et brev til Czaren med tilbud om fredsforhandlinger. Der kom intet svar. Der var nu to muligheder for Napoleon: Han kunne enten opgive sagen som umulig, eller han kunne fortsætte i det håb, at en ok kupation af Moskva ville gøre det muligt at opnå det politiske mål. Marskallerne var desillusionerede og urolige. Selv den dri stige Murat bad Napoleon om ikke at fortsætte. Men statsmanden Napoleon ville ikke stoppe, og derfor kæmpede hans sultende armé, der nu var reduceret til 1.56,000 mand, sig videre fremad fra et udbrændt, udplyndret vildnis gennem en allé af brændende landsbyer og gårde.
Marskal Kutuzov, som havde afløst Barclay som øverstkom manderende i slutningen af august, fortsatte tilbagetoget. Forstærk ninger bragte hans styrke op til 120,000 mand, og han besatte de forberedte stillinger ved Borodino i den hensigt at forsøge et forsvar af Moskva. Napoleon opnåede føling med stillingen den 5/9 efter at have gjort holdt, for at hans styrker kunne nå at slutte op. Han var imidlertid kun i stand til at koncentrere 134,000 mand for kampen.
Borodino (6—7/9) var ikke et af Napoleons mesterværker.
Hans hovedkuldse frontalangreb kostede et tab på 28,000 mand, skønt artilleriet skød 100,000 skud, og det opnåede resultat ikke var afgørende. Idet han brød med sine egne forskrifter, havde Napoleon holdt sin garde ude af kampen. Denne eliteformation på 19,000 mand kunne, hvis den sent om eftermiddagen den 7/9 var blevet kastet mod de udmattede Russere, have vendt slaget til en blændende sejr og fred i Moskva.
Den 8/9 påbegyndte Russerne, hvis tab beløb sig til 40,000 mand, tilbagetog fra slagmarken. Den russiske hær bevægede sig langsomt gennem Moskva og vendte sig derefter mod syd mod Kaluga. Den Store Armé fugte efter, idet den drog ind i Moskva den 14/9. To Dage efter begyndte byen at brænde.
Napoleon var i et dilemma. Han havde nået Moskva, men han var for svag til at kunne forblive, og Russerne viste ingen tegn til at ville søge fred. Den 20/9 skrev han igen til Czaren og fore slog forhandlinger, og den 5/10 kom han i forbindelse med Kutuzov. Der var imidlertid intet svar, hvilket ikke var overrasken de. Den Store Arm é var nu strakt over området Riga— Moskva— Brest Litovsk. Forsyningslinierne fra Moskva til Niemen var 850 km lange. Kejseren havde 95,000 mand i Moskva, 5000 mand i Mozhaisk og 37,000 mand i Smolensk. På hans højre fløj var der 34,000 (Østrigere) i Brest Litovsk. På venstre fløj var der fra Riga til Diinaburg 25.000 (Tyskere) og 17,000 ved Polotsk. Begge fløje var truede af russiske overlegne styrker. Napoleon overvejede for skellige losninger og kom ca. den 9/10 til den konklusion, at til bagetog via Smolensk frembød den eneste mulighed for at und slippe, medmindre Czaren gav op.
I mellemtiden havde Kutuzov, hvis styrke nu var blevet for stærket til 110,000 mand, koncentreret sin hær ca. 60 km sydvest for Moskva, hvor han observeredes af Murat. Hver eneste dag mere, Napoleon forblev i Moskva, kunne kun betyde en fordel for Russerne, som var meget omhyggelige for at give det udseende af, at de ikke var uvillige til at forhandle. Dette spil kunne imid lertid ikke blive ved at gå i det uendelige, og den 18/10 angreb Russerne Murats detachement. Næste dag begyndte tilbagetoget fra Moskva. Den første frost meldte sig den 27/10, og en uge sene re begyndte det at sne. Kutuzovs forfølgning var en parallelforfølgning, ikke en direkte forfølgning, indtil umiddelbart før slaget ved Beresina.
Hovedplanen for invasionen af Rusland, der er indeholdt i Oberkommando der Wehrmacht, direktiv nr. 21, fastslår følgende mål: „At slå Sovjetrusland i eet hurtigt felttog.“ Hensigten blev angivet således: „Hovedmassen af den russiske hær, der er samlet i Vestrusland, skal tilintetgøres gennem dristige operationer, der skal omfatte dybe indbrud af panserkiler, og ethvert forsøg på tilbagetrækning af kampdygtige elementer af den russiske hær til det udstrakte russiske rum skal forhindres.“
Tre arm égrupper — Syd, Central, der var den stærkeste, og Nord — skulle rykke frem fra Polen og Østpreussen. Den første, der fulgte hovedaksen Lublin—Kiev, skulle rykke frem syd for Pripetsumpene og skulle efter dyb indtrængning rulle de russiske styrker langs Dnjeprfloden op. Tyngden i den tyske fremrykning ville falde nord for sumpene, hvor armégrupperne Central og Nord optrådte. Disse skulle ødelægge de fjendtlige styrker i Hviderus land og erobre Leningrad, efter at de Baltiske stater var erobrede.
Direktivet fortsætter:
„Når først kampene syd eller nord for Pripetsumpene er udkæmpet, skal forfølgning optages med følgende mål:
Mod syd: Hurtig erobring af det økonomisk vigtige Donetzbækken.
Mod nord: Hurtig erobring af Moskva. Erobringen af Moskva må betragtes som en afgørende sejr både fra et politisk og et økonomisk synspunkt. Det vil endvidere medføre neutralisering af det mest betydningsfulde jernbaneknudepunkt i Rusland.“
Succes afhang som i 1812 af en hurtig fremrykning, der i dette tilfælde skulle følges af store omringningsmanøvrer i området vest for Dnepr. Hitler anslog, at felttoget ville være overstået på 10 uger, når alle de russiske styrker efter beregningen ville være tilintetgjorte.
I begyndelsen gik alt godt. Von Bocks centrale armégruppe, hvis højre fløj gik over Brest Litovsk og venstre fløj gennem Vilna, konvergerede mod Minsk, idet den tog mere end 300,000 fanger. Efter at have gennembrudt den stærkt opreklamerede Stalin-linie ved Beresina nåede von Bocks styrker udkanten af Smolensk den 16/7. Herefter fulgte et gigantisk panserslag, i hvilket Tyskerne havde uventet høje tab. Smolensk faldt først den 1/8, hvorefter von Bock måtte gøre en pavse for at bringe sine forsyninger i orden.
Forsinkelse ved Smolensk.
Hitler var begyndt at blande sig i tingene endnu før Smolensks fald. Ved at afslå at give første prioritet til von Bocks armégrup pe havde han forhindret en dobbeltomfatning som den ved Minsk. Denne spredning af kræfterne foruroligede liærens overkommando. Den nordlige armégruppe var imidlertid rykket frem og havde erobret Pskov og Narva den 20/8.
Den 17/7 anbefalede von Brauchitsch igen indtrængende Hit ler at tillade en genoptagelse af fremrykningen mod Moskva med størst mulig styrke, før sommeren var forbi. Hitler havde imidlertid andre idéer, og som resultat heraf måtte von Bock detachere to arméer, heraf den ene Guderians panserarmé, til at samarbejde med den sydlige armégruppe i knibtangsoperation mod Kiev. Dette foretagende, som resultat af hvilket Tyskerne gjorde krav på at have taget et astronomisk antal fanger, var ikke afsluttet før den 20/9. Til trods for det sene tidspunkt beordrede Hitler en gen optagelse af fremrykningen mod Moskva, idet von Bock igen fik kommandoen over de to midlertidigt afgivne arméer. Samtidigt insisterede Hitler dog på, at såvel den nye nordlige som den syd lige offensiv skulle holdes i gang. Von Bocks offensiv med 48 infanteridivisioner startede den 2/10 på bred front. Mozhaisk blev erobret den 15/10, men derefter gik fremrykningen i stå. Med efterårsregnen blev mudderet en begrænsende faktor. Forsy ningsvognene, som så meget afhang af, eftersom omlægning af jernbanerne fra en sporvidde til en anden ikke havde kunnet holde trit med fremrykningen, sad uhjælpeligt fast i mudderet på de russiske veje. Hvis det havde været larvebåndskøretøjer, ville sagen måske være blevet en ganske anden. Tropperne var udmattede, forsyningerne var sparsomme, og erstatninger af en hver slags udeblev.
Vinter udenfor Moskva.
Hård frost meldte sig tidligt i november, og derefter kom sneen. Da det først var klart, at vinterens komme ville forhindre en hurtig og afgørende sejr, tilrådede von Brauchitsch tilbage trækning til en forsvarslinie, hvor tropperne kunne blive ordentligt underbragte for vinteren. Cheferne for den nordlige og den sydlige armégruppe tilrådede begge tilbagetog til Polen, men von Bock var bange for, at et vintertilbagetog ville betyde en kata strofe. H itle r bestemte, at offensiven skulle fortsætte.
Fremrykningen blev genoptaget, men kørte fast den 5/12 ca. 40 km fra Moskva. Den 6/12 åbnedes en russisk modoffensiv af uventet styrke, og de tyske styrker blev tvunget til tilbagegang til deres fremskudte baser, der var ordnet til pindsvinestillinger. Den fortsatte forsvarskamp gennem bele vinteren kostede store tab i menneskeliv og materiel. Udrustningen kunne ikke erstattes, og således sløvedes æggen på den engang så skarpe tyske krigsma skine, og den blev aldrig mere den samme. Den øverstkommande rende, von Brauchitsch, de tre arinégruppechefer og Guderian blev fjernede fra deres poster. Den nye „Krigsherre“ log selv tøjlerne i hånden.
Betragtninger.
Kombinationen af rum, klima og dårlige kommunikations linier var uden tvivl en medvirkende årsag til begge felttogs fejl- slagning, især gennem denne kombinations indflydelse på forsynings- og transporttjenesten. Der blev imidlertid i hvert af de to tilfælde begået forsyndelser mod krigens principper, fejltagelser i udførelse og mangel på forudseenhed.
Den fremgangsmåde at opgive rum under tilbagetog ind i det indre var ikke i noget af de to felttog forud planlagt af Russerne: De blev simpelthen tvunget til det. Ikke destomiudre vil en angriber, der stilles overfor en sådan udvigen, og som forbliver ude af stand til at fremtvinge en afgørelse, komme til at lide under offensivens aftagende kraft, efterhånden som han fortsætter.
Clausewitz bemærker, idet han refererer til Rusland: „Det er ikke et land, som kan erobres på normal vis. Et sådant land kan kun undertrykkes ved sin egen svaghed og ved virkningerne af indre splid. For at ramme disse sårbare punkter i landets poli tiske struktur må landet rystes i selve sit centrum.“
Erfaringerne fra den første Verdenskrig viser, at disse syns punkter er korrekte, og der er ingen tvivl om, at den tyske generalstab var opmærksom på problemerne.
Napoleons oprindelige koncentration var brillant. Under frem rykningen indtraf imidlertid en række fejltagelser i udførelsen, og det blev snart klart, at de erkendte vanskeligheder var blevet undervurderede, og at planen om at leve af landet ikke kunne gå som erstatning for en virkelig forsyningstjeneste. Napoleon var 'ude af stand til at kontrollere så stor en hær i detailler, og lians undergivne begik fejl, når de ikke var under hans umiddelbare tilsyn. Således slog flere gange manøvrer fejl, der rigtigt udførte kunne have medført absolut sejr. I tilgift hertil havde Napoleon tabt sin tidligere energi og var blevet meget optaget af administrationen af det store kejserrige. Da stillingen i Spanien blev værre og værre, var ban ikke i stand til at føre en lang forsvarskrig, især ikke da tiden var på Russernes side. Derfor fortsatte han trods protester fra Smolensk, idet han spillede på den mulig hed, at Moskvas fald ville bringe fred. Det gjorde det ikke — den russiske hær eksisterede stadig.
Det tyske felttog i 1941 var en fremragende præstation. Efter den første måneds forløb begyndte imidlertid virkningerne af det store rum og de dårlige forbindelsesmuligheder at gøre sig gældende, og de pansrede kiler blev ofte tvungne til at vente, indtil de marcherende divisioner nåede op og kunne „binde posen til“. Senere fulgte vanskeligheder m. h. t. forsyninger og transportmid ler og den rystende fejltagelse m. h. t. vinterbeklædning.
Forsinkelsen ved Smolensk var fatal. Hitler handlede stik imod sin militære øverstkommanderendes råd, og ved at gøre det forsyndede han sig mod to af krigens principper: Princippet om størst mulig koncentration på det afgørende sted og princippet om fastholdelse af det engang valgte mål. Den kendsgerning, at Moskva var det politiske centrum, et vigtigt industricentrum og frem for alt det vitale russiske jernbaneknudepunkt, gjorde byen til hovedmålet, og til dette måls tidligst mulige erobring skulle alle midler have været sat ind og alt andet være trådt i baggrun den. Selv om Russerne ved dette måls erobring havde undgået et afgørende nederlag, så ville neutraliseringen af dette vigtige jernbaneknudepunkt i den grad have påvirket smidigheden i det rus siske omgrupperingssystem, at sådanne operationer som Stalingrad- modoffensiven ikke ville have været mulig.
Hverken Napoleon eller Hitler opnåede deres politiske mål, fordi ingen af dem havde held til at ødelægge de russiske styrker eller disses vilje til modstand. Disse resultater kan ikke ude lukkende tilskrives det russiske rum og klima, skønt disse fakto rer var vigtige led i billedet. Stor rolle spillede også Russernes beslutsomhed og kampegenskaber; men de fejltagelser, som an griberne begik, og disse var hinanden lig på mange områder, var givet hovedårsagen til deres fiasko.
Kejser Napoleon herskede over general Napoleon. Politikeren Hitler tilsidesatte sin øverstkommanderendes råd. Den ene tabte en armé -— for største parten sammensat af allierede. Den anden ødelagde den tyske generalstabs magt og prestige og drev derefter hele den tyske hær ud i ødelæggelse.“
A. B.
