Denne artikel er skrevet af oberst Frits G. Tillisch
I mit indlæg om en ung officers deltagelse i modstandsarbejdet under den tyske besættelse af Danmark i tiden 1940-45 vil jeg koncentrere mig om mit arbejde som chef for den illegale militære efterretningstjeneste, Midtjyske Afsnit, i tiden den 9. maj 1944 til den 5. maj 1945. Fra begyndelsen af november 1943 havde jeg arbejdet for løjtnant Svend Truelsen, der efter den 29. august havde påtaget sig at etablere en illegal militær efterretningstjeneste, der skulle virke til gavn for de allieredes krigsførelse. Svend Truelsen måtte begynde fra næsten bar bund hjulpet af nogle reserveofficerer fra Livgarden samt af korpsofficiant S.C. Christensen, der havde kendskab til et kildenet, der tidligere var blevet brugt af hærens efterretningssektion. Om Svend Truelsens inspirerende og dygtige indsats til løsning af denne opgave vil jeg henvise tidsskriftets læsere, der ikke allerede er bekendt hermed, til overarkivar H.C. Bjerg's bog i to bind, "Ligaen", 1985. Den illegale militære efterretningstjeneste, der fra starten blev ledet centralt fra et kontor i København, havde primært til formål at melde om de tyske besættelsesstyrker i Danmark samt om passagen af de tyske divisioner, der havde været stationeret i Finland og nu via Norge/Danmark blev sendt til fronterne. Hovedparten af de tyske styrker - ca. 4 divisioner - befandt sig i Jylland fordelt langs den jyske vestkyst fra Skagen til Esbjerg, hvor der var bunkersanlæg for hver 500 m, og med en mindre reserve i Midtjylland. Der var store befæstningsanlæg ved Hanstholm og nord for Esbjerg, og derimellem var der anlagt adskillige batteristillinger. Luftwaffe havde anlagt flyvepladser i Ålborg, Grove (Karup), Vandel, Skrydstrup og Tirstrup. Der var et net af pejle- og jagerførerstationer, som stod i telefonforbindelse med kommandocentralen i Grove (Gedhus). Oplysningerne blev indhentet af nogle få unge officerer (kaldt drengene), der rejste rundt i landet, eller af enkelte selvstændige kilder. Det indhentede materiale blev på kontoret sammensat til rapporter, der blev affotograferet og som ufremkaldt film sendt illegalt til Stockholm, hvor cheferne for hærens og søværnets E-sektioner havde etableret sig, og hvorfra de havde kontakt til "Special Operations Executive" (S.O.E.) i London. I begyndelsen af 1944 var stoffets omfang stigende, og som følge heraf blev det besluttet at decentralisere tjenesten. Med denne beslutning var der samtidigt taget højde for, at tjenesten stadig ville kunne virke, selv om forbindelsen mellem landsdelene i en krisesituation skulle blive afbrudt. Decentraliseringen skulle bestå i, at der blev oprettet selvstændige afsnit; tre i Jylland/Fyn og et på Sjælland. Afsnittene skulle udfærdige deres egne rapporter, som derpå af kontoret i København i affotograferet form blev videreekspederet til Stockholm. Endvidere skulle hvert afsnit have tildelt en radiotelegrafist og det fornødne radiomateriel samt koder, således at alle vigtige efterretninger kunne sendes pr. radio direkte fra afsnittene til London. Decentrahseringen blev gennemført i begyndelsen af maj, og udover senere personelforøgelser skete der ikke siden ændringer af organisatorisk art. Jeg blev udpeget til chef for Midtjyske Afsnit med hovedsæde i Århus. Som chef for afsnittet havde jeg tillige ansvaret for den fornødne koordination med cheferne for Nørrejyske og Sydjyske afsnit, hhv. løjtnant I.F.P. Bruhn-Petersen og premierløjtnant H. Rodwitt-Nielsen. I tilfælde af, at forbindelsen over Store Bælt skulle blive afbrudt, havde jeg kommandoen over alle tre afsnit. Midtjyske Afsnit blev oprettet den 9. maj 1944 med følgende personel: Sekondløjtnanterne Otto K. Lind og Erik Foumais samt lægesekretær Ruth Philipsen, der var "udlånt" af professor Ole Chiewitz. En uge senere tiltrådte desuden sekondløjtnant J. Hansen-Nord. Indtil begyndelsen af august måned foregik arbejdet alt væsentligt således: Lind og Foumais, der havde arbejdet i Jylland siden november 1943, rejste rundt i afsnittet pr. tog og cykel. Hovedparten af deres meldinger var baseret på egne iagttagelser. Hansen-Nord havde som hovedopgave at iagttage Århus Havn, hvortil der kom skibskonvojer med tyske troppeenheder fra Norge. Vi havde en god kilde i lodskontoret, som holdt os orienteret om forventede konvojer, der normal bestod af 4-6 skibe hver på mellem 6000 og 10000 BRT. Forbindelsen til København blev opretholdt ved postforbindelse, og der blev så godt som dagligt afsendt brev. Få dage efter min ankomst til Århus kontaktede jeg oberstløjtnant V. Bennike, der efter Flemming Juncker var blevet chef for den jydske modstandsbevægelse. Det var en af mine meget vigtige opgaver at holde Bennike underrettet om jernbanetransporter med tyske tropper, således at han kunne iværksætte jembanesabotage til forsinkelse af sådanne troppeforskydninger. Forbindelsen pr. radio til London blev først etableret i slutningen af maj, da afsnittet ikke modtog sine egne koder (Charlie-codes) før dette tidspunkt. Da vi desværre ikke samtidigt fik tildelt vor egen radiotelegrafist, måtte vi sende via Bennike's radiotjeneste , der i Århus blev ledet af komet Frants Lassen, uddannet britisk faldskærmsmand. Dette var en nødløsning, der havde den ulempe, at vi aldrig på forhånd vidste, hvormeget sendetid vi kunne disponere over. Vi var derfor henvist til at udfærdige meget kortfattede meldinger, og så var det endda ikke sikkert, at de kunne blive sendt samme dag, vi afleverede dem. Den 27. juli 1944 led afsnittene sit første tab, idet Lind blev arresteret i nærheden af Skalstrup nordvest for Vemb af en tysk vagtpost, der fejlagtigt troede i Lind at kende den person, som dagen før havde forsøgt sig med sortbørshandel i området. Lind blev udsat for en hårdhændet behandling, men på beundringsværdig måde undgik han at røbe noget om sit tilhørsforhold til vor organisation. Efter at have "tilstået", at han havde arbejdet for kaptajn C.G.G. Schøller (Lind vidste, at denne allerede var eftersøgt) med at indsamle oplysninger om bærefrekvente telefonledninger, der førte fra pejlestationerne til Gedhusbunkeren, blev han sendt til Frøslevlejren, hvor han forblev til den 5. maj 1945. I begyndelsen af november 1944 havde han sanmien med andre medfanger i Frøslevlejren den tvivlsomme fornøjelse at blive anvendt som "minestryger" i forreste vogn efter lokomotivet på troppetransporttogene. I begyndelsen af august blev personellet øget med kornetterne F.O. Hertel, E.P. Willumsen og M. Pedersen. Hertel overtog Linds funktioner, medens Willumsen og Pedersen blev anvendt som kurerer mellem Århus og København samt afsnittene imellem. Kildenettet var blevet udbygget, og der fandtes nu "kilder" i de fleste byer. En stor part af kildenettet var læger, som blot med en hilsen fra professor Ole Chiewitz lod sig "hverve". Forbindelsen til København blev nu udelukkende opretholdt som kurerforbindelse. Da der ved adgangene til færgerne over Store Bælt var tysk sikkerhedskontrol, hvor der bl.a. skulle vises legitimationskort, havde kurererne "posten" i en kuffert, som blev indskrevet som rejsegods. Gennemsnitlig blev der foretaget tre ugentlige rejser til København. Den 4. september tilgik komet M.N.C.M. Frederiksen, der herefter blev anvendt til at rejse rundt i afsnittets område. I begyndelsen af september blev modstandsbevægelsens radiotjeneste i Århus totalt rullet op, hvorved vi var afskåret fra at få vore radiomeldinger sendt til London indtil slutningen af september, hvor vi langt om længe fik vor egen radiotelegrafist, radiokvartermester C.A.R. Møller, samt det fornødne radiomateriel til oprettelse af egen radioforbindelse til korrespondance direkte med London. Vi havde nu en daglig sendetid til London, medens forespørgsler el.lign. fra London til os blev sendt om natten. Hansen-Nord fik ledelsen af radiotjenesten ved siden af sin opgave med at overvåge Århus Havn. Vi brugte ikke bevæbnede vagter omkring sendestedeme, medens der blev sendt, idet jeg mente, at det i sig selv ville indebære en risiko. I vinduet på sendestedet holdt Hansen-Nord øje med trafikken på gaden, således at han kunne stoppe sendingen, såfremt der dukkede en pejlevogn op. I særlige tilfælde kunne han have en ubevæbnet hjælper på gaden. Lørdag den 7. oktober 1944 tidligt på eftermiddagen slog lynet for alvor ned hos os, idet Ruth Phillipsen blev arresteret af Gestapo på en kurerrute i et villa kvarter i Århus. På grund af skødesløshed udefra var vi ikke blevet orienteret om, at ruten nogle dage før var blevet kompromitteret. Jeg havde et par vigtige møder ude i byen samme eftermiddag, men i løbet af meget kort tid blev jeg alligevel klar over, at der var noget galt, hvorfor det gjaldt om hurtigst muligt at få rømmet den lejlighed, Ruth og jeg boede i. "Drengene" skulle netop samme dag komme hjem til os i lejhgheden efter en uges rejse. Til alt held dukkede de alle op i lejligheden i løbet af eftermiddagen, så ca. fire timer efter Ruths arrestation var lejligheden rømmet, og vi var ude af døren. Det var i øvrigt en af vore sikkerhedsregler, at man ved arrestation, så vidt det overhovedet var muligt, ikke måtte opgive adresser indenfor de første 24 timer. Ruth Phillipsen klarede sig strålende under diverse forhør selv om Gestapo både var hårdhændede og på forskeUige måder snød hende for at lokke oplysninger ud af hende. I det første forhør lige efter arrestationen blev hun modtaget med: "Guten Tag Frau Thorsen, Frau Therkelsen, Frau Tillisch oder was sie sich nennen." Gestapo vidste således, hvem vi var, og hvad vi arbejdede med. Under senere forhør fik hun forelagt forskellige oplysninger om vort virke, som tyskerne tidligere havde fået kendskab til. Ruth Phillipsen undslap fra Gestapo under Royal Air Force's vel udførte angreb på Århus Universitet den 31. oktober, men det var Gestapo ikke klar over. På dansk forespørgsel erklærede tyskerne hende for at være omkommet under luftangrebet. Da det ville være risikabelt at beholde Ruth i Århus, blev hun under et andet navn - Marianne Olsen - sendt til Sverige, hvor hun til krigens slutning gjorde tjeneste ved efterretningssektionen i Stockholm. Det var væsentligt for os, at hun her beholdt det nye navn, således at tyskerne kunne forblive i troen på, at hun var omkommet. Det var overraskende, at Gestapo vidste så meget, som de gjorde, og det medførte naturligvis en yderligere stramning af vore sikkerhedsforanstaltninger. Ruth's oplysninger om Gestapo's kendskab til vort virke, var af stor værdi for os, idet de kunne bruges, såfremt andre i afsnittet skulle bhve taget. Vedkommende kunne i så fald diske op med de oplysninger, som Gestapo allerede havde om os, uden derved at kompromittere andre. Gestapos store viden om modstandsbevægelsen fremgår i øvrigt af en tysk rapport "Die Sabotage - und Militär-Organisation in Dänemark" af den 1. december 1944, underskrevet af Bovensiepen. Vi skylder Royal Air Force en meget stor tak for de personeltab og arkivødelæggelser, som angrebet på Gestapohovedkvarteret den 31. oktober 1944 forvoldte Gestapo. Det gav os større chancer for at undgå arrestationer og de alvorlige følger heraf. Tiden lige efter Ruth Philipsens arrestation var begribeligvis lidt turbulent, og personligt tilbragte jeg de næste fire nætter på forskelhge, hastigt improviserede, ovematningssteder. En af disse nætter var hos Hansen-Nord i hans kvistværelse, hvor han midlertidigt også opbevarede vores radiosendere. Her fik vi klokken fem om morgenen en slem forskrækkelse, da der blev banket på døren, og det blev forkyndt, at det var tysk sikkerhedspoliti. Det viste sig lykkeligvis, at det ikke var os, de interesserede sig for; men en vis Fräulein Petersen. Vi flyttede dog for en sikkerheds skyld samme formiddag. I midten af oktober måned tilgik der nyt personel, dels frøken Dorrit Dalsgaard til erstatning for Ruth, dels premierløjtnant C.G.A.H. Bemhoft som designeret stedfortræder for mig. Han fik ansvaret for forbindelse til de fleste af kil derne i Århus og til Bennikes kurerer. Kildenettet voksede betydeligt såvel i kvalitet som i kvantitet, idet "drengene" til stadighed skabte nye forbindelser. Konvojerne mellem Oslo og Århus fortsatte med de samme skibe uge efter uge. Vi holdt London nøje underrettet om konvojernes ankomst og afgang. Vi håbede, at allierede fly derved ville være i stand til at angribe konvojerne. Først hen i marts 1945 blev de første af de "de gamle kendinge" sat ud af spil ved flyangreb. I januar havde norske sabotører sænket "Donau" i Oslo Havn. Personligt tog jeg mig af et par meget værdifulde kilder i togkontoret ved DSB's 2. distrikt. Kontoret havde ansvaret for al planlægning og gennemførelse af togdriften i Jylland og på Fyn. Fra ca. midten af oktober havde jeg en kontakt i det inderste af kontoret, hvorved jeg nogle dage forud for starten af en større jernbanetransport, kunne få tidsplanerne for de tog, der skulle bringe de "finske" divisioner til enten Østfronten eller Vestfronten. Det tog en måneds tid at overføre en division fra Oslo til Århus, og efterhånden, som enhederne ankom til Danmark, blev de indkvarteret rundt i Jylland, indtil hele divisionen kunne afgå i en samlet jernbanetransport. Alt efter divisionens størrelse og art skulle der bruges 40-55 tog ä 25-30 vogne til at transportere den, og bevægelsens forløb kunne strække sig ud over 8-14 dage. Det varsel på nogle dage, som kontakten i togkontoret kunne give mig med hensyn til tidsplanerne for større troppetransporter, var af afgørende betydning for rettidig iværksættelse af jembanesabotagen. Derfor blev Bennike øjeblikkeligt orienteret, såsnart jeg havde tidsplanerne. Jembanesabotagen krævede en nøje planlægning, idet det ikke var nok at udføre sabotage på de nord/sydgående jernbanelinier, da der fandtes flere øst/vest-gående strækninger, som togene kunne omdirigeres ad.
Samtidig med varskoet til Bennike, afgik der radiomelding til London. Af kodenavnene på transporterne kunne man i S. O. E. regne ud, til hvilken front troppeenheden var bestemt. Umiddelbart før jul 1944 blev de tyske pejlevogne, som vi godt kendte eksistensen af, ubehageligt nærgående under en af vore radiosendinger, hvorfor det blev besluttet at flytte radiotjenesten til Silkeborg. I løbet af en ugestid var alt klar til sending fra Silkeborg, og som sidegevinst havde vi det held, at telegrafisten kom til at bo hos en radioforhandler, som kunne vedhgeholde vore radioer. Vi havde ellers - meget uønsket - været henvist til at sende apparaterne til København, når de skulle repareres, hvilket var besværligt og tillige ofte medførte, at der under hjemtransporten opstod nye fejl. Flytningen af vore radiosendinger til Silkeborg havde den kedelige konsekvens for Hansen-Nord, at han normalt måtte cykle de 40 km til Silkeborg med vore indkodede meldinger og retur igen samme dag. Toggangen fra Arhus til Silkeborg var ikke tilrettelagt, så den passede med vore sendetider. I begyndelsen af marts begyndte vi atter at sende enkelte gange fra Århus, idet vi herved ofte, når det drejede sig om konvojers ankomst med tropper fra Norge, kunne vinde en hel dag med vore meldinger til London. I april måned foregik næsten al radiotjeneste fra Århus. Den 1. februar 1945 tiltrådte løjtnant D.G. Thomsen som kurer i stedet for komet M. Pedersen, men hans tid ved afsnittet blev kun kort. Han blev arresteret af tyskerne, da han den 23. februar ville aflevere vor post på et kurerkontor i København. Hans arrestation fik ingen følger for afsnittet, men det var uhyggeligt nær ved at gå galt, idet Bemhoft ville have siddet på Thomsens værelse ved dennes forventede hjemkomst for at få posten fra København, såfremt jeg ikke havde glemt at give ham nøglerne til værelset. Bemhoft ventede derfor på gaden, hvor han blev vidne til, at Thomsen “kom hjem” ledsaget af Gestapo. Den sidste forstærkning til afsnittet skete i midten af marts, hvor afsnittet modtog radiotelegrafist A.V. Frederiksen til assistance for Møller og komet V.N. Jacobsen, som blev assistent hos Hansen-Nord. Det var en tiltrængt forstærkning til vor radiotjeneste, idet mængden af stof direkte til London steg stærkt i marts og april måned. Til afvikling heraf kunne vi i disse måneder daghgt disponere over flere sendetider. Samtidig tilgik trafikmedhjælper Sørensen. Han skulle besøge jembanekilder og sørge for en udvidelse af dette kildenet. Ialt sendte afsnittet 221 telegrammer til London, og de skrevne rapporter beløb sig til ca. 1600 sider. Der er flere, der her spurgt mig, hvordan vi kunne leve et almindehgt liv, når vi samtidig var henvist til en illegal tilværelse med legimationskort lydende på et andet navn og en anden livsstilling.
Mit svar må blive, at der nok skulle en hvis tilvænningstid til. Kort tid efter, jeg var begyndt hos Truelsen, anså jeg det for rigtigst ikke at bo hjemme, og i flere måneder boede jeg således i forskelige lejligheder i København. Det at "leve under jorden" var således ikke noget nyt for mig, da jeg rejste til Århus. Det gjaldt om at falde så naturligt som muligt ind miljøet, hvor man end måtte komme til at bo, og at færdes ganske naturligt på gaden. løvrigt fik opholdet i en af lejlighederne i København på en særlig måde betydning for mig. Lejhgheden var genbo til Frelsers Kirke, hvis klokkespil hver aften spillede melodien til "Altid frejdig, når du går". Jeg kom herved altid til at tænke på sidste vers, hvorved ordene i dette vers uvilkårligt fik en symbolsk betydning. Det blev en styrkelse for mig tiden ud. Stilhngeme, der var anført på vore legitimationskort var som oftest repræsentant for et firma (bøger, keramik o.a.) eller assurandør, og i overensstemmelse med vore forskellige stillinger havde vi materiale, som svarede hertil. De illegale legitimationskort havde utvivlsomt ikke kunnet stå for en nærmere prøvelse, men i det daghge var de tiltrækkelig legitimation, f. eks. når vi skulle passere de tyske kontrolsteder ved Store Bælt, eller når "drengene" ude langs Vestkysten skulle ind i et spærret område, der var etableret ca. 10-15 km. fra kystlinien. Boligspørgsmålet kunne til tider være vanskeligt at løse, hvilket kan belyses ved, at jeg i Århus på et år boede 12 forskellige steder, heraf som nævnt fire steder med kun een overnatning. Efter en kold start i maj 1944 med flere nætter i et uopvarmet kolonihavehus og derefter en ugestid i en lille lejlighed (nabo til Gestapo) boede Ruth og jeg i tre udmærkede lejligheder centralt beliggende i Århus, indtil hun blev arresteret. Vi (Ruth) lavede normalt mad hjemme, og vi brugte lejhghedeme som samlings- og mødested for drengene, når de var hjemme i Århus. Efter Ruth's arrestation skærpede vi som tidligere nævnt vore sikkerhedsforanstaltninger. Vi, der var fast boende i Århus, boede hver for sig i lejede værelser, hvor der normalt ikke kunne laves mad. Kontorarbejdet foregik en overgang hos mig, men ved juletid lykkedes det at leje et par værelser mere i øverste etage af den ejendom, hvor Dorrit boede. Det gav ideelle forhold for det administrative arbejde, og det varede tiden ud. Møderne med "drengene" blev holdt på forskellige kontorer eller f.eks. en tandlægeklinik, som vi lånte i aftentimerne, og mødestedeme blev aftalt fra gang til gang. "Drengene var henvist til at bo på hotel under deres rejser og i den korte tid, de mellem rejserne var i Århus. I det sidste halve år skete det dog ofte, at de overnattede hos deres kilder, hvilket selvfølgelig var en kærkommen afveksling. Sikkerhedsspørgsmålet blev til stadighed vurderet, og det var her af største vigtighed hele tiden at finde den rette balance mellem effektivitet og sikkerhed.
Vi bar aldrig våben, da det ville være alt for risikabelt, hvis man tilfældigt blev standset af tyske patruljer, der ofte patruljerede på gaderne i aftentimerne. Umiddelbart efter tyskernes arrestation af det danske politi den 19. september 1944 havde jeg et par møder med et par danske kriminalbetjente, som i tjenstlig anledning havde haft forbindelse med Gestapo. Jeg fik herunder mange værdifulde oplysninger om Gestapo's arbejdsmetoder; men det virkede ikke særlig opmuntrende, da de sluttede med at sige: "Ligegyldigt hvad I gør, før eller senere bliver I taget". De fik heldigvis ikke ret i deres profeti. Selvfølgelig var vi hele tiden klar over, at vi eventuelt kunne blive arresteret, og at det i den sidste ende kunne koste os livet, men det lagde ingen skygge over vor hverdag eller holdt os tilbage fra at være så effektive som muligt. Den alvorlige ramme om vort arbejde skabte uvilkårligt et ubrydeligt sammenhold og et sjældent kammeratskab. Arbejdet under disse specielle forhöld har utvivlsomt modnet os alle og trænet os i at træffe selvstændige beslutninger. Vi fik en bred kontaktflade til mange civile både i og udenfor den organiserede modstandsbevægelse, som vi ellers ikke havde haft lejlighed til at mødes med og vice versa. I Jylland oplevede jeg i almindehghed ikke noget modsætningsforhold mellem civile og militære modstandsfolk, men at der i Jylland på højt plan opstod et modsætningsforhold mellem nogle enkeltpersoner kan ikke benægtes. Der bør dog ikke generahseres ud fra dette højst beklagelige tilfælde. Der var i det sidste halvår af besættelsen et stort ønske i de jyske regioner om at få flere befahngsmænd fra København tilkommanderet som ledere og instruktører. Efter min bedønmielse var det hårdt tiltrængt, og det var en stor skam, et dette ønske ikke blev efterkonmiet. Den 9. april 1940 var et eksempel på, at et land, der ikke viser nogen vilje til at forsvare sig, kan risikere at miste sin frihed. Danmarks neutralitetspolitik havde spillet fallit. Den væsentligste lære af den anden verdenskrig må være, at såfremt et land ønsker et have sin frihed, så kan det blive nødvendigt at kæmpe for den, også selv om det kræver ofre.
