Den værdi, som fodfolksbataillonens egne tunge våben har, gælder stadig. Men den taktik, der anvendtes under første ver denskrig og til dels under anden verdenskrig, kan ikke mere anven des under alle forhold. Den betydning og anvendelse, som de ek sisterende konventionelle våben bar haft, vil de fortsat bevare i den konventionelle krig.
Men kan vi altid regne med begrænsede krige uden anvendelse af A-våben? Og kan noget, land tillade sig at stole på, at menne skene vil undlade at bruge disse våben i enhver situation? Man bør formentlig håbe på menneskets selvopholdelsesdrift, men iøvrigt sige med Storm P .: ,Det er svært at spå — og navnlig om frem- tiden“.
Den almindelige tanke, som en operationsofficer måtte have om at ødela'gge fjenden så effektivt som muligt og samtidig skåne egne tropper mest muligt, er ikke umiddelbart anvendelig, når spørgsmålet drejer sig om A-krigsførelse.
Det er ifølge sagens natur evident, at et „kernevåben“ er an vendeligt som strategisk våben. Våbnet synes velegnet til fjernt fra egne tropper og egne allierede at kunne udslette eller lamme industrier, kommunikationscentrer, større troppekoncentrationer m. m.
Det er anvendeligt efter samme recept i det rum, som kan benævnes det „nærstrategiske“ eller det „fjerntaktiske“.
Man må dog i begge tilfælde tage tilbørligt hensyn til den for urening („Fail Out“), som vil kunne føres langt bort fra det om råde, hvor virkningen af våbnet ensidigt var ønsket, og ind over uønsket rum og således bibringe egne tropper, egen befolkning eller allierede tab.
Taktisk anvendt er betingelsen: Egne troppers sikkerhed, der må tilgodeses i et sådant omfang, at man ikke samtidig med ud slettelsen af en større eller mindre fjendtlig enhed ødelægger egne enheder eller lam iner egen bevægelsesfrihed.
Ved valg af våben i passende størrelse, med rigtig spræng- bøjde, nulpunkt o.s.v. er man i stand til at ødelægge eller lamme alt levende indenfor netop det rum, som troppeføreren måtte øn ske, med relativ sikkerhed. Er det så alligevel ikke nærmest håb løst? Det bar man jo sagt mange gange før i historien, når et nyt og grusomt våben kom til anvendelse. Hvis man betragter våbnet som et superartilleristisk-våben, kommer man det vel nærmest. At så virkningerne fra dette våben er varme, tryk, stråling o.s.v. og ikke direkte sprængstykker fra en granat, gør operativt mindre. Men vor taktik — og organisation — må tillempes efter det nye, som for længst fastslået.
Alfa og Omega er: Bevægelighed og ildkraft.
1. Man skal enten være skjult eller spredt ud, så man undgår at blive opdaget eller at danne et lønnende atommål eller 2. „sidde i struben“ på modstanderen, så han ikke tør anvende våbnet af frygt for at tilintetgøre sine egne tropper.
Hvis man tænker sig en fjendtlig styrke, der skal foretage landsætning fra havet på en kyst, vil det næppe kunne tænkes som et isoleret foretagende. Der vil givet blive foretaget nedkastning fra luften af såvel tropper som ødelæggelsesmidler til støtte for operationen.
Men fjenden (angriberen) skal selv undgå på noget tidspunkt af sine operationer at foretage sådanne koncentrationer, at han ud gør lønnende atommål. Dette dog kun såfremt vi selv (forsvareren ) besidder A-våben. Og så bar vi nået bele sagens kerne.
Hvis en angriber ved, at vi ikke besidder A-våben, kan lian — der selv råder over sådanne — forhindre os i (tvinge os til at vente med) at lave koncentrationer, men tillade sig selv at gøre det. Han kan altså blot ved truslen om at anvende A-våben sinke vore bevægelser og vore muligheder for at imødegå barn i tide.
Det ville virre en kamp, som vi kender alt for godt. Fjenden, der råder over våben, som er anvendelig over større afstande end vore våben. Fjenden, der råder over våben med en virkning, som vi ikke selv bar o.s.v.
Det er menneskeligt højsindet at nægte at anvende (råde over) A-våben, men dem, der skal la-gge krop til, så jo nok helst, at uligheden i bevæbning ikke var alt for himmelråbende. Man kunne jo tænke sig den mulighed, at man havde våbnene, men i en sådan „tilvirkning“, at de ikke var langtrækkende nok, til at nå fjendens territorium, men således, at de som forsvarsvåben fortalte en an griber, at hvis han nærmer sig vore kyster, vil han møde A-våbnet.
Lad os ganske kort se på mulighederne:
A. Fjenden har alle typer våben og kan til enhver tid nå os og vort territorium med dem — endog uden at behøve at stå på vort territorium .
Det må formentlig siges at være status for en evt. angriber i dag. Og så er det vel iøvrigt overflødigt at tilføje, at han næppe ville være interesseret i, om vor status var tilsvarende.
Set med et lille lands øje måtte det ideelle formentlig være:
B. At vi rådede over tilsvarende muligheder som en evt. fjende (se under A).
Såfremt vi ikke opnår dette, men indenfor det system, som vi tilhører, måtte ønske af menneskelige, personelmæssige og økonomi ske hensyn at klarlægge vor fredsvilje, kunne vi:
C. Nægte enhver besiddelse af A-våben eller
D. Godtage sådanne våben af enhver art. som besidder største slagkraft, men med begrænset rækkevidde.
Militært set er der næppe noget valg. Hvordan det stiller sig politisk, er noget ganske andet, som ligger helt uden for disse be tragtninger.
Hvad enten vi militært set er bragt i den ene eller den anden situation, er det vor første opgave at indkredse og knuse enhver fjende, der forsøger at erobre eller besætte vort land. En forsvars styrke vil formentlig kun kunne løse sin opgave, såfremt den be sidder den største bevægelighed parret med den størst tænkelige ildkraft.
Skal et fjendtligt brohovedo likvideres, vil denne operation kun kunne gennemføres, såfremt egen enhed, hvad enten det er en forstærket bataillon, brigade, division eller korps, med største fart og kraft lukker ringen om fjenden (og så skulle A-våbnet. bruges) eller kiler sig ind i brohovedet fra alle sider og derved blander sig så stærkt med fjenden, at han forhindres i at bruge sine A- våben.
Taktik, bevæbning og organisation må gå i retning af at til lade: Hurtig koncentration, slagkraft og god meddelelsesformid- ling. Den mest smidige måde at gøre dette på, er ved dannelse af kam pgrupper i såvel større som i m indre enheder.
At man kan uddanne soldater i et mere eller mindre opsli dende system er noget ganske andet, men mon dog ikke man når det største udbytte, såfremt uddannelsesenheden rent principielt er identisk med kampgruppen? Det letter samarbejdet, samhørighe den, samfølelsen og giver mulighed for slagkraftige enheder, der trænet sammen, prøvet sammen, kender hinanden, støtter hinan den og vil kæmpe sammen til den bitre ende.
„Chr. E.“.