Hvis man gennemgaar alle de Forskrifter, der i de europæiske Stater er givet for Normaliklædning for Enkeltmand, kan man nemt konstatere, at de Regler, hvorefter en Kulturstat iklæder en Kombattant med alle de Dele, der ikke falder ind under Begrebet: Vaaben med Tilbehør, Instrumenter og anden Specialudrustning til selve Kampgerningen, i Virkeligheden er saa ensartede, at det er muligt at opstille en Liste over den Iklædning, en europæisk Soldat, der i 1942 skal kæmpe paa Jorden, maa raade over. Ved Begrebet »Iklædning« søges saaledes fastslaaet, at det omfatter det Omraade af Soldaterudrustningen, der foruden af det egentlige »Tøj« udgøres af alle de »passive« Udrustningsgenstande, Beskyttelsesmidler (mod Sprængstykker, Gas, Indseende, Regn), Toiletgrejer, Forplejningsrekvisitter og Reservetøj, samt de hertil fornødne Føringsmidler. Vaaben-, Meddelelses-, Transportmidler og al Slags Specialudstyr (derunder Førerudrustning, se senere) opfattes derimod som »Udrustning« — altsaa alt det, der kræves for at løse de egentlige militære Opgaver. Naar Listen i det følgende er anført, er det af to Grunde. For det første fordi den afslører, hvor afgørende Mangler, der gør sig gældende for vore egne Troppers Vedkommende, for det andet fordi den i og for sig er en Huskeseddel for enhver dansk »Selvbeklæder«, der faktisk med meget faa Ændringer kan bruge den som »Pakkeliste« ved en Udrykning i Felten. I en Udstrækning, der virker forbløffende, skal en dansk Soldat holde sig selv med Iklædning. De Iklædningsgenstande, det saaledes paahviler ham at anskaffe og vedligeholde selv, er paa Listen opført med Kursiv. De Dele, der ganske mangler i vore Troppers Udstyr, er sat med fede Typer.
A. Egentlig Mundering.
1) Undermundering.
Undertrøje og/eller Skjorte.
Underbenklæder.
Sokker.
Halsbind
2) Overmundering.
Benklæder.
Seler.
Frakke.
Hue.
Støvler, halvlange eller korte med Gamascher.
Livrem med Bæreseler.
Kappe.
Vanter.
3) Lommeindhold.
Forbindspakke.
Kniv.
Lommetørklæde.
Tobak.
Lønning.
Sangbog.
Toiletpapir.
Personmærke.
B. Feltmæssige Beskyttelsesmidler.
Hjelm.
Hjelmovertræk.
Teltdug.
Gasmaske.
Gaskappe.
C. Feltudstyr, der altid medføres paa Manden.
1) Føringsmiddel.
Brødpose eller „Haversack“, der baade kan sidde paa Ryggen eller hænge ved Siden, naar Specialudrustning eller Bagagetornister er anlagt. Hos os dog „Forplejningstornister“' I (denne eller) dette:
2) Toiletgrejer.
Toilethylster med:
Barbermaskine.
Barbersæbe.
Barberkost.
Kam.
Tandbørste.
Sæbe.
Lille Haandklæde.
Ekstra Sokker.
4) Forplejning.
Dagens Portion.
Reserveportion.
D. Iklædning, der kun kommer til Anvendelse udenfor det egentlige Kampomraade, og føres paa Bagagetrænet.
1) Føringsmiddel.
Tornister - hos os ,,Bagagesæk“.
2) Reservemundering.
Undertrøjer og/eller Skjorter.
Underbenklæder.
Halsbind.
Sko, lette (Sejldugssko).
Drejlstøj eller Overall.
Støvler.
Sokker.
Lommetørklæder.
Badeliaandklæde.
3) Forskelligt.
Pudsegrejer.
Sygrejer.
Skrivegrejer.
Soldaterbog.
Uldtæppe - om Sommeren, naar Kappe (med Vanter) er aflagt dog erttattet af denne.
NB. Alle Former for Tilbehør er underforstaaet, f. Eks. Hylstre til Kogekedel, Feltflaske, Sæbe, Tandbørste o. s. v., Reservedele til Gasmasken o. 1. Til denne Liste kan saa føjes den særlige Vinterudrustning, hovedsageligt bestaaende af Uld- og Pelsbeklædningsdele samt det uundværlige hvide Overtrækstøj til Operationer i sneklædt Terrain.
Studerer man Listen nærmere, vil man opdage, at det ikke er saa ganske lidt, der endnu mangler i vore Soldaters Udrustning. De mest følelige Mangler er vel nok: Teltdugen, Reservestøvlerne og Drikkekruset — samt til Erstatning af »Forplejningstornysteret« : en moderne Brødpose. Blandt de mange Ting, vore Tropper selv skal holde sig forsynet med, findes Undertøjet. Det er utvivlsomt alt for vigtig en Del af Udrustningen, til at det kan overlades til Folkene selv at afgøre, om det skal anlægges — og hvilken Art. For Selvbeklædernes Vedkommende er der næppe mange Ting at rette i Listen. Naar Mandskabet faar Teltdug, skal Officererne ogsaa have det —- Regnkapper hører ikke hjemme i Geledet, og Teltdugen er jo ikke alene Regnbeskyttelse men ogsaa et Sløringsmiddel. Da det at være »Selvbeklæder« i Danmark vil sige at have Sergents- eller højere Grad, kan enhver Selvbeklæder til denne Liste føje den specielle Førerudrustning, som vel nok varierer en Del, afhængig af Vaabenart og Funktion. Normalt har dog alle »Førere« Verden over Pistol, Kikkert, Kompas, Lygte, Kort, Celluloidhylstre til Kort, Blyant, Papir (Meldingsblokke) med Underlag, Formularer (Rekvisions-, Indkvarterings- o. 1.). Hertil lille Pigtraadssaks, som under alle Omstændigheder er aldeles nødvendig ved Operationer i det med Kvægpigtraad gennemtrukne danske Landskab. (Men mærkeligt nok ikke obligatorisk for enhver Fører i Geleddet). Alle Stater med Krigserfaring har forlængst normeret Feltflaske for Officererne og iøvrigt normalt Forplejningsudstyr. Servicekasser og »Hvil ved en Kro« er Manøvrefænomener, der ikke forekommer i Krig. Dog kan en Del af Forplejningsudstyret føres af Oppasseren, hvorved Brødposen kan rumme de Skrivegrejer og Kort, som Førerne maa have. Alle udenlandske Reglementer advarer mod de elegante LæderKorttasker i Geledofficerernes Livremme. De giver Finskytterne alt for store Chancer, ligesom Ridestøvler og Ridebenklæder. Ellers medfører Selvbeklæderen vel en ekstra Uniform i Stedet for »Drejlstøj« og pakker ikke sit Tøj i et Tornister, men i en Kuffert, der skal to Mand til at bære — et Forhold, der næppe er særlig fordelagtigt.
—ed.
