Log ind

Moderne russiske Synspunkter angaaende Fodfolkets Kamp

#

I »Kungl. Krigsvetenskaps-Akademiens handlinger och tidskrift« 4/1945 findes en Afhandling om russisk Fodfolkstaktik, af hvilken nedenfor skal gives et sammentrængt Referat. Efter de Oplysninger, som foreligger om Røde Hærs Organisation, gaar Forfatteren ud fra, at Fodfolksregimentet bestaar af 3 Batailloner, 8 45 mm Panserværnskanoner, 6 76 mm Regimentskanoner og 6 120 mm Fodfolksmorterer, et Maskinpistolkompagni m. m., Bataillonen har 3 Skyttekompagnier, 1 Maskingeværkompagni (9 Mg.) og 1 82 mm Fodfolksmorterkompagni (9 Mort.) m. m., Skyttekompagniet bestaar af 3 Geværdelinger samt 1 Deling 50 mm Fodfolksmorterer (3 M ort.); Kompagniet har 6 Panserværnsgeværer, Geværdelingen bestaar af 4 Grupper å 9 Md. I Gruppens Bevæbning indgaar bl. a. 1 Rekylgevær og 1 Automatgevær med Kikkertsigte. Enhver Chef, som raader over tunge Vaaben og Artilleripiecer, stiller ved Kamp en Del af dem til Raadighed for underordnede Chefer.

Der lægges stor Vægt paa at tilvejebringe en saa kraftig Ildvirkning som muligt under hele Kampen, hvorfor de forskellige Ildvaaben skal komme til samtidig Anvendelse, hvor dette er gørligt. I Overensstemmelse dermed anses en stærk Dybdeformering for at være af det onde, fordi den tvinger en Del af Tropperne og Vaabnene til Uvirksomhed under Kampen, i Nærangrebet hindrer Udnyttelse af de lavere Fodfolksleds hele Ildkraft og endelig skaber unødige Tab blandt de i Dybden grupperede Tropper. I det indrammede Angreb maa derfor kun udskilles Reserver ved Led større end Skyttekompagniet, og Reserverne skal være meget smaa — for en Bataillon eksempelvis en Geværdeling og nogle Maskingeværer, for et Regiment under særlige Forhold et Skyttekompagni samt nogle Maskingeværer, Panserværnskanoner og Regimentskanoner. I Kampformationen har Regiment, Bataillon og Skyttekompagni deres respektive Underenheder enten paa Linie eller i Triangel med Spidsen fremefter eller bagud. I Forsvaret har dog Regimentet i Reglen alle 3 Batailloner ved Siden af hverandre. Kæmper Regiment eller Bataillon med aaben Flanke, kan Underenhederne echeloneres. Ved Grupperingen i Triangel bemærkes, at der mellem de to Underenheder, som befinder sig paa samme Højde, er en Aabning, der svarer til den tredje Underenheds Bredde. Principielt grupperes altsaa inden for Regimentet ingen Underenheder bag hverandre, hvorved Kravet om samtidig Udnyttelse af alle Leds Vaaben af forskellig Art mest muligt fyldestgøres. I Angrebet vælges Udgangsstillingen helst inden for 800 m Afstand fra Fjendens Hovedmodstandslinie. De tunge Vaaben og Panserværnskanoner grupperes saaledes, at de allerede fra første Færd virksomt kan støtte Angrebet; Maskingeværer mellem Geværdelingerne i forreste Linie. Angrebet begynder, under Ildbeskyttelse fra Artilleriet og Flertallet af de tunge Vaaben, med en samtidig Fremrykning af alle Led. Senere sker Fremrykningen i Reglen delingsvis, hvorved den fremrykkende Geværdeling understøttes ved Ilden fra alle Skyttekompagniets egne og tildelte Vaaben. Afstanden mellem Delingens Ildstillinger er 150—250 m, og Fremrykningen til næste Ildstilling foregaar i Almindelighed gruppevis. De tunge Vaaben flyttes springvis til nye Ildstillinger. Flankerende fjendtlige Maskingeværer bringes til Tavshed ved samlet Ild. I Stormstillingen, der vælges saa nær Fjenden som muligt under Hensyntagen til at undgaa Tab ved egen Artillerieller Morterild, graver Fodfolket sig ned, og Ildforberedelsen sker ikke alene ved Artilleri og Morterer, men ogsaa ved alle øvrige Vaaben, hvis Ild samles ikke mindst mod Fjendens Flankeringsvaaben. Skydningen gennemføres for Artilleriets og de tunge Morteres Vedkommende som kraftige Ildsamlinger mod de vigtigste Forsvarsanlæg i Fjendens Hovedforsvarslinie eller længere inde i hans Stilling og indledes med Byger af ca. 10 Minutters Varighed, mellem hvilke enkelte, blottede Reder beskydes planmæssigt. Til Nedkæmpelse af Modstandsreder udført af Beton, Træ eller Jord anvendes selvstændige, direkte skydende Artilleripiecer, som paa Forhaand er ført skjult frem til dækkede Stillinger paa 500—1000 m Afstand fra Hovedforsvarslinien — Forberedelsen afsluttes altid med samlet Ild mod Fjendens Hovedforsvarslinie og hans Forsvarsstillings forreste Del, og naar Artilleriilden derefter flyttes frem, holdes Fjenden nede ved, at Morterilden mod hans Hovedforsvarslinie øges til det yderste og fortsættes, saalænge det er muligt af Hensyn til eget Fodfolks Fremrykning. Selvstændige Artilleripiecer afgiver direkte Ild mod opdukkende fjendtlige Vaaben, ligesom Regiments- og Panserværnskanoner vedblivende holder Fjendens Modstandsreder nede, men gør sig rede til videre Fremrykning. (Denne fortsatte voldsomme Ild fra alle Fodfolkets egne tunge Vaaben skal hindre Fjenden i at erkende, at Artilleriilden definitivt er lagt frem, og at Stormen er begyndt. Forsvareren maa ikke kunne stikke Hovedet op, før Angriberen er inde paa Livet af ham og overdænger ham med sine Haandgranater. Russerne har dyrekøbte Erfaringer for, hvad det betyder, naar denne Fordring ikke er blevet fyldestgjort). Skal Kampvogne understøtte Angrebet, gives Ordren til Frembrud først, naar de er naaet op. Er Modstandsrederne i Fjendens Hovedforsvarslinie taget, flyttes Regimentskanoner, Morterer og Panserværnspiecer springvis frem for at sikre det tagne Terrain mod Modangreb. Fremrykningen inde i Fjendens Stilling fortsættes derefter uafbrudt under Beskyttelse af samtlige Vaaben, og særligt understøttes de Led, som er trængt længst frem. De selvstændige Artilleripiecer følger Fremrykningen og nedkæmper ved direkte Ild de Vaaben, som hindrer Fodfolket i at komme frem, og afværger Modangreb af fjendtlige Kampvogne. Fjenden isoleres i adskilte Dele, som derefter hver for sig nedkæmpes, men iøvrigt søger Angriberne blot fremad og gaar uden langvarig Kamp udenom enkelte, isolerede fjendtlige Modstandsreder, idet de blot efterlader svage Kræfter til at indeslutte dem, indtil de kan nedkæmpes af Bataillons- og Regimentsreserver. Deltager Kampvogne i Angrebet, følger Skyttekompagnierne umiddelbart efter dem, trænger med dem ind i Fjendens Stilling og samarbejder med dem for at nedkæmpe Fjendens Geværfodfolk og Betjeningsmandskab. Kampvognene ødelægger Modstandsreder, der hindrer Fodfolkets Fremrykning, og Fodfolket opleder Minefelterne og skaber Gennemgange for Kampvognene, som ikke for deres Vedkommende maa fjerne sig fra Fodfolket. Fjendens Kampvogne bekæmpes fortrinsvis ved Artilleri, og egne Kampvogne optager kun Kampen med Fjendens, naar de er øjensynlig overlegne og paa samme Tid befinder sig i en gunstig Situation.

Forsvaret skal fremfor alt være indstillet paa at modstaa Angreb af Kampvogne, hvorfor Panserværnsgeværer, Panserværnskanoner og enkeltvis fordelte Feltkanoner er Forsvarets. Rygrad. Kanonerne anvender direkte Ild.

Forsvarszonen inddeles i et Hovedforsvarsbælte paa 5—6 km Dybde og foran dette for at opholde Fjenden og slide paa hans Kræfter sædvanligvis et Sikringsbælte af vekslende Dybde, men hvis forreste Grænse ligger 10— 15 km fra Hovedforsvarsbæltet. Foran Hovedforsvarsbæltet, 1—2 km fra Hovedforsvarslinien, udstilles Fægtningsforposter, der understøttes af Maskingevær-, Fodfolksmorter- og Artilleriild fra Hovedforsvarsbæltet. Umiddelbart foran Hovedforsvarslinien findes i Reglen to sammenhængende Hindringslinier, nemlig en Stormhindring og foran denne en Kampvognshindring. Bataillonens Forsvarsomraade kan gaa op til 2 km Bredde og 1,5 km Dybde. Det deles i 3 Kompagniomraader og hvert af disse atter i 3 Delingsomraader, i begge Tilfælde med de respektive Underenheder grupperede paa Linie eller i Triangel (med Spidsen fremefter eller bagud). Hver Geværdeling tilvejebringer inden for sit 300—350 m brede Omraade et Støttepunkt med Forsvar til alle Sider og med en Bredde paa ca. 250 m og en Dybde af ca. 150 m. Besætningen i Støttepunktet suppleres ved Fodfolksmorterer og Panserværnsgeværer, og i længere tilbage liggende Støttepunkter af Maskingeværer, Fodfolksmorterer og Kanoner (45 og 76 mm). Et af Kompagniets bageste Støttepunkter, hvor Kompagnichefen opholder sig, kaldes Kompagniets Hovedstøttepunkt. I de Dele af Forsvarsomraaderne, som ligger uden for Støttepunkterne, indrettes Skinanlæg, forsvarede af nogle Maskinpistolskytter. Inden for hver Bataillons Forsvarsomraade udgør nogle Støttepunkter, f. Eks. 2 Kompagniers Hovedstøttepunkter, et Delingsstøttepunkt samt Bataillonsreservens Støttepunkt, Bataillonens Forsvarscentrum, som ogsaa er indrettet til Forsvar til alle Sider. Forsvarscentre og Hovedstøttepunkter, som ligger i Terrain, der er fremkommeligt for Kampvogne, befæstes som Panserværnscentrer. Inden for Regimentets Forsvarsomraade skal Panserværnscentrene staa i indbyrdes Ildforbindelse ved Maskingeværer, Fodfolksmorterer og Kanoner. I Terrain, som er helt eller delvis ufremkommeligt, behøver Kompagniernes Forsvarsomraader ikke at støde op til hverandre, og Mellemrummene, som kan være indtil 1500 m brede, bestryges da med Krydsild. Kompagniet har Ansvaret for Terrainet mellem sit eget Forsvarsomraade og Kompagniets til venstre, og Mellemrummet sikres af Maskinpistolskytter og Minefelter. Befæstningsarbejderne er meget omfattende, idet der saavel for hver Geværgruppe som for hvert tungt Vaaben skal findes mindst een Reservestilling, der for de tunge Vaabens Vedkommende anvendes under Fjendens Rekognoscering og ved Kampens Indledning, medens den egentlige Stilling først indtages senere under Kampen. Panserværns- og Regimentskanoner maa ikke robe deres Stilling, før Fjendens Kampvogne angriber. Kompagnierne skal skabe et sammenhængende, virksomt Ildsystem indtil 400 m foran Hovedforsvarslinien, ligesom ogsaa længere tilbage grupperede Kompagnier danner et tilsvarende Ildsystem foran deres egen Front. Ildsamling fra Artilleri og Morterer forberedes mod Fjendens sandsynlige Fremrykningslinier saavel som mod de Omraader inden for Forsvarsstillingen, hvor Fjenden ikke kan bekæmpes ved Fladbaneskyts. Foran Hovedforsvarslinien forberedes et Spærreildsbælte paa 2—400 m Dybde. Fjendtlige Opklaringsforsøg afvises ved Ilden fra Rekylgeværer og Finskytter. Over for selve Angrebet aabnes Ilden fra Rekylgeværer paa 800 m, fra Finskytter paa 600 m og fra Geværskytter paa 400 m. Kampvogne bekæmpes med Artilleri, Panserværnskanoner og -geværer, medens Maskingeværer, Maskinpistoler og Geværer beskyder Fjendens Fodfolk og søger at skille det fra Kampvognene. Modangreb kan udføres af Deling, Kompagni eller større Styrke. De rettes mod Fjendens Flanke og understøttes af Artilleri og af tunge Vaaben fra Forsvarsomraadets bagvedværende Led. I Modangrebet deltager alle de Led, gennem hvis Omraade det fores frem. I det bevægelige Forsvar besættes Modstandslinierne i for Kampvogne ufremkommeligt Terrain, og Hindringer anvendes i stor Udstrækning. I Reglen besættes forreste Linie med U/ 2 Bataillon, anden Linie med 1 Bataillon, medens 1 •> Bataillon danner Regimentsreserve. Panserværnskanoner og Regimentsmorterer fordeles paa de to Linier. En Del af det Regimentschefen underlagte Artilleri tildeler han de respektive Batailloner og beholder Resten til egen Raadighed. Afstanden mellem de to Modstandslinier skal være saa stor, at Fjenden, efter at have taget en Linie, er nødt til at foretage Stillinskifte for Morterer og Artilleri og organisere Angrebet paany. Bataillonerne anordner i de respektive Modstandslinier Forsvarscentre i de vigtigste Retninger, det mellemliggende Terrain belægges med Maskingevær-, Morter- og Artilleriild, og Panserværn organiseres under Hensyn til, at Fjendens Kampvogne ikke skal kunne bryde ind i Terrainet mellem Forsvarscentrene. I Terrainet mellem Modstandslinierne kan forberedes Baghold, som forstærkes med Panserværnsvaaben og Miner.

J.