Nogle Bemærkninger til Kaptajn P. M. Norups Artikel i Militært Tidsskrift Nr. 5/1933.
Tænk Tank taktisk (General Fuller). Se Stridsvogne strategisk. (Forf.).
Mekaniserede Styrkers Optræden og Anvendelse i Fjern- og Næropklaringen er paa det allernøjeste afhængig af Principperne for og Udførelsen af Marchsikringen ved de andre Vaaben. Det er derfor naturligt, at undertegnedes Tanker og Studier er ført ind paa dette Omraade, — i de Aar jeg har været og er Leder af Forsøgspanservognssektionerne, nu Panservognkompagnierne. — Kaptajn Norup skriver i sin Slutningsbemærkning, „at man bør sikkert vogte sig for i overdreven Ængstelse for Flyvere og Panservogne i Begyndelsen at gaa altfor radikalt til Værks“ — d. v. s. i Ændring af den moderne Marchteknik. — Heri er jeg ikke ganske enig med Kaptajnen, idet jeg mener, at Vilkaarene for større Styrkers Fremdragning har ændret sig saa meget i Løbet af de senere Aar, at sikkert netop en „radikal Ændring" vil være paa sin Plads. En svagt eller ikke mekaniseret Hærstyrke vil, saafremt den kommer til at staa overfor en stærkt eller stærkere mekaniseret Styrke, let risikere at blive fuldstændig lammet i sin Bevægelsesfrihed, — saafremt den ikke træffer særlige Foranstaltninger til Sikring af sin Fremmarch, — og disse Foranstaltninger inaa træffes, selv om Modstanderen er betydeligt talmæssigt svagere end egen Styrke. Paa de lange Afstande vil den svagt mekaniserede Styrke være truet af Flyvere over hele Marchomraadet og af Fjendens lette Tropper navnlig i Front og Flanker. Paa de korte Afstande vil det navnlig være Flanker og Ryg, der er truet af de lette Tropper, medens Fronten er truet af Fjendens egentlige Kamptropper, herunder de sværere mekaniserede Køretøjer, og hele Onrraadet af Flyvere. Man kan hertil indvende, at Flyvertruslen har det nye Reglement „Foreløbige Bestemmelser for Beskyttelse mod Angreb m. v. fra Luften“ (B. m. L.) taget sig af, og lette Tropper har Hovedstyrkerne altid kunnet sikre sig imod ved Udskillelse af Sikringsdele. Dette kan være rigtigt nok, men Aarsagen til at hele Problemet maa tages op til fornyet Overvejelse bunder i, at Marchsikringsdele — i gammeldags Forstand — har mistet deres Sikringsværdi, saafremt de om Dagen træffes under Bevægelse af fjendtlige lette Tropper, der raader over mekaniserede Hjælpemidler. Tydeligst træder denne Sikringsdelenes svigtende Sikringsværdi frem overfor Angreb fra Luften. Sikringsdelene, hvad enten de er store eller smaa, maa give blankt op overfor Luftangreb. Det er og maa blive Hovedstyrkernes egen Sag at sikre sig mod Flyverangreb. Dette ses tydeligt i B. m. L., men da tilsvarende Bestemmelser overfor Angreb af mekaniserede Kræfter endnu savnes, ser jeg det som min Opgave i det efterfølgende at belyse denne Side af Sagen. Inden man imidlertid gaar direkte ind paa Spørgsmaalet, er det nødvendigt et Øjeblik at se paa de lette Troppers Bestanddele og Ydeevne.
1933’s Lette Tropper vil passende kunne deles i 2 Dele:
a) De egentlige mekaniserede Køretøjer: Panservogne, lette Kampvogne, pansrede Motorcykler med Sidevogn samt pansrede Lastmotorvogne til Transport af Fodfolk og Pionerer.
b) Rytteri, Cyklister, Motorcykler med og uden Sidevogn samt motoriseret Fodfolk og Pionerer paa almindelige Lastvogne.
Denne Deling af de lette Tropper er foretaget af Hensyn til deres Kampværdi. Medens de under — a — nævnte Styrker i Kraft af deres Panserbeskyttelse er i Besiddelse af saavel strategisk som taktisk offensiv Kampværdi, vil de under — b — nævnte vel være i Besiddelse af en vis strategisk offensiv Kampværdi, men de vil i taktisk Henseende kun være i Besiddelse af defensiv Kampværdi. Det er i det hele taget bemærkelsesværdigt, hvilken Renaissance Hærens lette Troppers Kampværdi har gennemgaaet i Aarene efter Krigen, og man skal ret langt tilbage i Krigshistorien for at finde tilsvarende Forhold. De lette Troppers historiske Opgave — bortset fra Opklaringsopgaverne — har altid været at hæmme og sinke Fjenden paa alle Maader, dels ved Angreb og dels ved Trusel om Angreb, idet de alle Dage har angrebet Fjenden, hvor han var svag, men har undgaaet ham, hvor han var stærk. Det er imidlertid som anført, ret længe siden, at de lette Tropper har været i Besiddelse af en saadan Kampværdi i Forhold til Fjendens Hovedkræfter, at de truer selve disse Hovedkræfter med en Katastrofe, saafremt disse træffes under ugunstige Omstændigheder d. v. s. under March om Dagen. Ordet Katastrofe bruges med Overlæg, idet det sikkert er dette Ord, der bedst vil dække de Forhold, der vil fremkomme, dersom det tillades mekaniserede Køretøjer at overraske ikke mekaniserede Marchkolonner — store eller smaa, motoriserede eller ej. — De under — b — nævnte Styrker af lette Tropper vil'ikke være i Stand til at paatvinge marcherende Hovedstyrker ændret Marchteknik. Ganske vist vil den stærkere Tildeling af automatiske Vaaben til de lette Tropper — i enkelte særlige Tilfælde — kunne rumme en Fare for de marcherende Hovedstyrker navnlig saafremt disse er motoriseret, men i al Almindelighed kan det vist siges, at netop den stærke Tildeling af automatiske Vaaben — ogsaa ved de egentlige Kamptropper — i saa høj Grad har formindsket Chancerne for at opnaa virkeligt betydende Resultater for de under — b — nævnte lette Tropper, at man med Sindsro vil kunne hævde, at kun en ringe Forskydning og ingen Principændring for Hovedstyrkernes March om Dagen vil være paakrævet overfor disse Styrker. Marcherende Sikringsdele i gammeldags Forstand vil bevare deres fulde Sikringsværdi overfor denne Art af lette Tropper. Anderledes stiller Forholdene sig overfor de under — a — nævnte lette Tropper, under Forudsætning af, at Terrænet egner sig til deres Anvendelse — men dette er Tilfældet i langt den overvejende Del af dansk Terræn. — Det maa med al Tydelighed slaas fast, at marcherende Sikringsdele, der træffes under March om Dagen, har tabt deres Sikringsværdi overfor de under — a — nævnte Styrker af lette Tropper. Denne Regels Rigtighed beror paa to Egenskaber ved de mekaniserede lette Tropper. Først og fremmest deres Hastighed og da navnlig den relative Hastighed de er i Besiddelse af i Forhold til de Meldemidler, marcherende Sikringsdele kan tænkes at raade over, og dernæst den offensive taktiske Værdi de er i Besiddelse af, navnlig overfor Tropper under Bevægelse. Hastigheden baade i den ene og den anden Forstand vil antageligt som Regel bevirke, at de marcherende Sikringsdele vil blive overrasket, d. v. s., at de hverken faar naaet at spærre Vejene — eventuelt ved medbragte flyttelige Vejspærringer — eller at faa deres Vaaben i Stilling — lad disse Vaaben nu være Antikampvognsvaaben eller ej — inden de lette mekaniserede Tropper er helt inde paa Livet af dem. Her træder den anden Egenskab, den offensive taktiske Kampværdi til, idet den tillader de mekaniserede Køretøjer at søge midt ind imellem Fjenderne og ikke alene derigennem give Køretøjerne Lejlighed til paa klods Hold at beskyde Fjenden, men vil ogsaa hindre Fjenden i at forsvare sig, idet han med hvert Skud staar i Fare for at nedskyde sine egne af Panser ubeskyttede Folk.
De saaledes overraskede Sikringsdele vil i de fleste Tilfælde ikke have andet at gøre end at dukke Hovederne, lade Uvejrets — som Regel kortvarige — Rasen drive henover sig, med alle til Raadighed staaende Midler søge at sende Meldinger tilbage til H ovedstyrken og derefter genoptage „Sikringen“ i den oprindelige Retning, dog kun med Udsigt til med Held at kunne bekæmpe de under — b — nævnte lette Tropper, som de maatte møde paa deres Vej. At denne Form for „Sikring“ er utilfredsstillende synes indlysende og bør derfor søges undgaaet. Hvorledes vil det nu gaa selve Hovedstyrken, saafremt den er under gammeldags March? — Ja, den vil være underkastet meget nær de samme Vilkaar, som de — efter det foran anførte — saa haardt medtagne Sikringsdele, ogsaa ved Hovedstyrken vil Meldingen om Panservognsangrebet indtræffe omtrent samtidigt med selve Angrebet, i gunstigste Tilfælde vil der blive levnet den højere Fører nogle faa Minutter til at sætte Forsvaret i Stand, og er det endelig lykkedes at bringe Forsvaret betids i Orden, kan man være sikker paa, at de lette Tropper vil nøjes med at true med Angreb i 1ste og 2den Omgang, og først naar Aarvaagenheden er svækket hos de baade tungt belæssede og eventuelt trætte Tropper, og disse er bievne kede af at løbe frem og tilbage til ingen Nytte, vil de mekaniserede lette Tropper skride til det afgørende Angreb, og dette vil som Regel — som Følge heraf — blive kronet med Held. I hvert Tilfælde vil der spildes en Masse Tid, og det er ikke nogen urimelig Paastand, at Tropperne maa antages at ankomme til den egentlige Kampplads baade for sent og saavel aandeligt som legemligt udmattede og irriterede af de hyppige Standsninger og Fortrædeligheder under Marchen. Saafremt man vil anerkende denne Udvikling som sandsynlig, og jeg er bange for, at Virkeligheden hurtigt vil belære een om dens Troværdighed, maa man vistnok give undertegnede Ret i, at de under — a — nævnte Troppers Tilstedeværelse, som Fjender, vil og maa bevirke en radikal Æ ndring af de hidtil gængse P rin cipper for Sikring under March. „Moderne Marchformer og Marchteknik,, skulde helst bevirke, at Tropperne ikke alene var i Stand til at naa Kamppladsen, men ogsaa at naa den i bedre Form end tidligere, paa Grund af de stærkt forbedrede Motoriseringsmidler. Der findes 4 Muligheder for Forandring af gammeldags Marchers Tilrettelæggelse:
1) Man kan forlægge Tidspunktet for Hovedstyrkernes Marche fra om Dagen til om Natten.
2) Man kan forandre Kolonnernes Marchformer og Transportmidler, idet man kan benytte Marchzoner i Stedet for bestemte Veje, — som belyst i Kaptajn Norups Artikel, — og man kan motorisere hele Styrken eller saa store Dele af denne, som de for Haanden værende Midler tillader.
3) Man kan omordne sin Sikringstjeneste saaledes, at Hovedstyrkerne til Stadighed er omgivet af 2 Sæt Sikringsdele, hvoraf det ene altid er indrettet til Forsvar, paa Stedet, medens det andet Sæt Sikringsdele kan være under Fremrykning. Herved kommer man ind paa det af Kaptajn Norup nævnte, men atter kasserede Princip, „det rensede Rum“ . Jeg kan ikke medgive Kaptajnens U d talelse „at de srnaa Lande kan dog næppe indlade sig herpaa i større Udstrækning, og man maa her i Hovedsagen gaa andre Veje“ . Tværtimod, jeg kan ikke se, at der er nogen anden mulig Vej at gaa, idet jeg dog her ikke saa meget lægger Vægt paa Luftsom paa Jordsikririg. At man kan blive tvunget til at forlade Princippet forandrer efter mine Anskuelser ikke noget i Princippets Rigtighed, thi hvad andet var det, man søgte at opnaa ved Hjælp af gammeldags Sikringsdele end netop et „renset Rum“ for Hovedstyrken at færdes i.
4) Man kan forandre Marchkolonnernes indre Sammensætning, saaledes at de bliver bedre i Stand til at imødegaa Angreb saavel fra Luften som af mekaniserede Kræfter.
ad 1) I Følge B. m. L. Pkt. 12 er Nattemarcher knæsat som den normale Marchform for større Styrker — saavel langt fra som tæt ved Fjenden af H. t. Flyverangreb. Dette er heldigt ogsaa i en anden Henseende, thi Mørket dækker ikke alene mod Luftangreb, men ogsaa mod Angreb af mekaniserede Kræfter. Aarsagen hertil er Vanskelighederne ved at køre Motorvogne om Natten uden Lygteføring. Fører de mekaniserede Styrker Lys, vil Overraskelscsmomentet i deres Angreb gaa tabt, og fører de ingen Lys, vil Vejspærringer og Baghold rumme saa store Farer, at de mekaniserede Kræfter som Regel vil holde sig i Ro om Natten. Paa den anden Side vil Mørket tillade en udstrakt Anvendelse af Motorisering og March i Kolonner af hestetrukne Afdelinger, idet Faren for denne Slags March selvfølgeligt vil være langt ringere om Natten end om Dagen, navnlig hvis den foregaar i „renset Rum“ . ad 2) Kaptajn Norup har i sin Artikel indgaaende beskæftiget sig med Normer for moderne Marchformationer. Jeg er ikke i Tvivl om, at Kaptajnens Anvisninger gaar i den rigtige Retning, saafremt man tilsigter at foretage en March om Dagen med saa faa Tab som muligt — hidrørende fra Luftangreb, — men jeg er paa den anden Side overbevist om, at skal man sikre sig mod jordbundne mekaniserede Kræfter, maa der ganske anderledes radikale Æ ndringer til i Formationerne, og saa er jeg endda bange for, at det hele intet hjælper.
Kun under een ganske bestemt Forudsætning kan jeg give Kaptajn Norups Formationer min Tilslutning, og denne Forudsætning er, at de marcherende Kolonner til alle Sider er saaledes dækket af Terrænformationer, — hvis Defileer man behersker — at Angreb fra mekaniserede Kræfter derved er umuliggjort eller i høj Grad usandsynliggjort.
Er denne Forudsætning ikke til Stede, og det vil den vel forholdsvis sjældent være, mener jeg, at man maa gribe til den Slags Midler, som Englænderne anvender i tilsvarende Situationer. Jeg skal med Forfatterens Tilladelse nævne et Par Eksempler hentede fra Kaptajn Krejs Rapport fra et Ophold ved den engelske Hær i 1931. 1 eet Tilfælde skal 4 Batailloner og 1 Artilleriafdeling (4 Batterier) rykke frem, langt fra Fjendens Hovedkræfter, men under stadig Trusel om Angreb af lette mekaniserede Tropper. De 4 Batailloner marcherer fremad i 4-Kant-Formation 2 Batailloner i forreste Linie, 2 Batailloner i bageste Linie, 1000— 1500 M. Afstand og Mellemrum. Hver Batl. følges af eet hestetrukket Batteri. Antitankvaaben, der er mekaniseret, slutter i 3. Linie midt imellem og noget bag de to bageste Batailloner og Batterier. Et andet Eksempel. En lignende Styrke skal marchere frem under lignende Vilkaar. For at sikre Fodfolkets March udstykkes Artilleriafdelingens 3 Batterier i enkelte Kanoner til Beskydning af sandsynlige Angrebsveje for de fjendtlige mekaniserede Kræfter. Kun 1 — skriver eet — Batteri bliver tilbage i Afdelingschefens Haand. Bestræbelserne gaar her ud paa at oprette en saakaldt Antitankzone (renset Rum) uden om de marcherende Styrker ved at spærre med Vejspærringer, og dertil hørende enkelt Kanon og enkelt Mg., samtlige Adgangsveje, der fører ind paa Rummet mellem de forreste Sikringsdeles Tete og de bageste Sikringsdeles Kø. En særlig Befaling udgives i den Anledning (Antitankbefaling).
Et tredje Eksempel hentet fra engelsk Major R. le Martels Bog „In the wake off the tank“ ..
Under Slutningsmanøvrerne i 1927 skal en ikke mekaniseret D ivision marchere fra Byen Tilshead mod Øst og vil først være i Sikkerhed, naar den har passeret Overgangene over Avonfloden ca. 16 Km. længere fremme. Denne March er en Flankemarch, idet tlen trues i højre Side af 48 middelsvære Kampvogne plus et Par Kompagnier lette Kampvogne og Panservogne. For at udføre denne March om Dagen udskiller Divisionen hele sit Artilleri som Sikring paa nogle Bakker i højre Flanke, og dette til Trods for, at Divisionen raader over en Rytterbrigade, 2 Rytter Rgmtr., medens Fodfolket marcherer af Sted i en lang Kolonne bag denne Beskyttelse. Ved 15— 16 Tiden angriber de 36 af de middelsvære Kampvogne Divisionen. Under Dækning af lavt flyvende Kampflyvere bryder de igennem Artilleriets Rækker og naar at tilføje Fjendens Fodfolkskolonne betydelige Tab, — selv om Angrebet naturligvis, i Følge Kampdommerkendelse, ikke gennemføres uden Tab af Kampvogne. — Lidt efter og lige i Mørkningen sendes derefter det sidste Kompagni paa 12 middelsvære Kampvogne plus de lette do. frem til Angreb. Dette Angreb kommer ganske bag paa Divisionen, som atter lider betydelige Tab.
Man behøver ikke megen Fantasi for at forestille sig, i hvilken Tilstand denne Division — eller Resterne af den — er naaet frem til Overgangen over Avonfloden.
Flere Eksempler turde det, efter min Formening, være overflødigt at fremkomme med som Støtte for min Paastand, at Æ ndringer i Marchformationerne i Kaptajn Norups Udformning ikke er tilstrækkelige. Skal man imidlertid først gribe til saadanne Krumspring, som vist i de engelske Eksempler, for at undgaa Angreb fra Jorden, vil der sikkert fremkomme saa mange vanskelige Situationer for selve Føringen, at denne i Virkeligheden helt maa melde Pas. Det skulde ogsaa være mærkeligt, om mekaniserede lette Tropper ikke alligevel skulde kunne hente sig lønnende Maal bl. a. i samtlige hestetrukne Forstillinger, Maskingevær- og Skytskompagnier m. m., saafremt de — hvad der er sandsynligt — naar indenfor Marchzonens Omraade.
Hvad Udnyttelsen af Motoriseringen angaar er det sikkert rigtigt, at denne kun vil være mulig dækket af Mørke og som Regel udenfor de fj. Kanoners Ildomraade. Store motoriserede Kolonner vil baade tæt ved og langt fra Fjenden frembyde saa fristende Maal saavel for Flyvere som for mekaniserede Kræfter, at det er min Opfattelse, at lige meget, hvorledes man bærer sig ad, vil deres Anvendelse om Dagen være umulig. Denne Ulykke skønnes ejheller at være saa stor. — Saa længe samtlige Hærens Afdelinger ikke er motoriseret, men Skytskompagnierne og Dele af Artilleriet endnu er hestetrukket, vil Dagsmarchernes Længde være afhængig af Hestenes Marchevne, og stort mere end 30 Km. — Tyskerne gik ganske vist 40 Km. om Dagen før Slaget ved Marne — kan man vel næppe byde et Skytskompagni som normal Dagsmarch i længere Tid.
Med fornuftig Vejafmærkning og ordentlige Cirkulationsforhold skulde det imidlertid være muligt i Løbet af Døgnets mørke Timer at flytte meget betydelige ikke beredne Styrker 30 Km. frem, selv om man kun raader over forholdsvis faa Motorvognkompagnier. Man opnaar herved 2 Fordele, for det første er Tropperne friske efter endt Nattemarch paa ca. 30 Km., og for det andet er den Tid, den enkelte Afdeling er paa March, meget begrænset, og den er som Følge heraf forholdsvis lidet saarbar saavel mod Jordmekanisering som Luftangreb.
De hestetrukne Afdelinger og Underafdelinger maa derimod tiltræde Marchen straks ved Mørkets Frembrud for at naa Marchmaalet, inden det bliver lyst. For disse Styrkers Vedkommende maa der desuden foretages meget omhyggelige Gassikkerhedsforanstaltninger, idet Gassumpes Tilstedeværelse paa Hovedveje vil være sandsynlige, selv om Fjenden skulde være underlegen i Luften og paa stor Afstand. Betingelsen for at denne Methode overhovedet vil kunne anvendes er, at Styrkerne marcherer i et „renset Rum“ , hvad Jordmekanisering angaar. Hvorledes man efter mit Skøn bedst kan etablere et saadant renset Rum skal forsøges belyst under ad 3.
ad 3) Naar det her kræves, at Styrker under Fremadbevægelse stedse er omgivet af 2 Sæt Sikringsdele, hvoraf det ene Sæt altid skal være etableret paa Stedet, medens det andet Sæt marcherer, beror dette paa, at Sikringsdele, der er stationære, yder en væsentlig bedre Sikkerhed mod Fjendens lette mekaniserede Køretøjer end Sikringsdele under March.
Methoden, der i det efterfølgende skitseres, skulde saaledes være medvirkende til at give Sikringsdelene en stor Del af deres tabte Sikringsværdi tilbage.
Jeg skelner mellem mekaniserede Køretøjer, der i strategisk og taktisk Henseende optræder som Panservogne, d. i\ s. som Led af lette Tropper, og mekaniserede Køretøjer, der optræder som Kampvogne, d. v. s. som Led af Fj.s Gros.
Den egentligeForskel paa de to Typer bunder mere i deres Anvendelse end i deres tekniske Kunnen, og denne Forskel er netop af stor Interesse i Sikringshenseende.
Medens Panservogne (i ovennævnte Betydning) har Delingen som Kampenhed og hyppigst vil optræde i isolerede Delinger paa 4— 5 pansrede Køretøjer langt fra egne Hovedstyrker, vil Kampvogne (ogsaa i ovennævnte Betydning) have Bataillonen eller Kompagniet som Kampenhed, og man maa i hvert Tilfælde for Tiden regne med, at de som Regel vil optræde i mere snæver Forbindelse med egne Hovedkræfter. Som Støtte for sidstnævnte Udtalelse kan anføres, at Englænderne, efter at have sammensat store mekaniserede Forsøgsstyrker i 1927 — 28 paa Salisbury Plain, kom til det Resultat, at det var forbundet med næsten uoverkommelige Vanskeligheder at holde en Forsyningstjeneste tilfredsstillende i Gang, saafremt pansrede Køretøjer af de sværere Typer skulde holdes gaaende blot nogle faa Døgn uden Forbindelse med deres Forsyningsbasis (se Martell „In the wake off the tank“ )- Dette synes at have været en meget stærkt medvirkende Aarsag til, at Forsøgsstyrkerne blev opløst i mindre Grupper fra 1929 og fremefter.
Da Forholdene for Tiden maa anses for at ligge saaledes, og da lette Tropper efter det tidligere udviklede „vil undgaa Styrke, men angribe Svaghed“ vil det ses, at der er mindre Sandsynlighed for, at Panservogne skal give sig til at angribe Troppestyrker, der er organiseret til Forsvar paa Stedet, da dette kræver Masseanvendelse, men det vil igen sige, at Sikringsdele paa Stedet har genvundet deres Sikringsværdi, saafremt de fj. Hovedkræfter endnu befinder sig langt fra hinanden. Anderledes dersom Hovedkræfterne er naaet tæt paa hinanden, og de lette Tropper som Følge deraf er klemt ud paa Flanke og Ryg, i saa Fald vil de forreste Dele af Hovedkræfterne være udsat for Angreb af Kampvogne, hvis hele taktiske Anvendelse er baseret paa „at opsøge og slaa Styrken, hvor den findes“ , det vil altsaa sige, netop at angribe Fjenden, hvor han er etableret til Forsvar paa Stedet — til Fordel for egne ikke mekaniserede Troppers Fremrykning. — Hvorledes man raader Bod paa denne Fare ligger udenfor denne Artikels Ramme. Skal jeg nu, efter denne lange Udredning, forsøge paa at give en Løsning paa „moderne Marchsikring og Marchteknik“ , er det vel vidende, at man maa gaa til dette vanskelige Spørgsmaal i Ydmyghed, thi mig bekendt har Problemet intet Steds fundet sin endelige Løsning. Jeg gaar ud fra, at en Styrke er ca. 3 Dagsmarcher å 30 Km. fra Fjenden, d. v. s. at den er rigeligt indenfor fjendtlige lette T roppers Aktionsomraade. Styrken ligger med sit Gros stille om Dagen og marcherer om Natten. De Dele af Styrken, der ikke er motoriseret, maa marchere deres 30 Km. fra Mørket falder paa til Daggry, Resten transporteres paa ikke pansrede Motorvogne ad forskellige Veje, idet dog Marchrummet af Hensyn til at skabe Sikkerhed fra Jorden ikke gøres for bredt. Normalt maa man vel have Lov til at gaa ud fra, at kun Fronten og den ene Flanke er truet af Fjenden, idet den anden Flanke s. R. vil kunne tænkes dækket af enkadrerende Styrker eller af Terræn, der er vanskeligt passabelt for lette mekaniserede Tropper.
Sikringstjenesten. 1 Fronten tænkes Groset sikret af normal Sikringsstyrke med rigelig Tildeling af Antikampvognsvaaben eller i Mangel deraf af enkelte Kanoner. Halvdelen af denne Avantgarde etablerer sig paa Stedet og spærrer ved Vejspærringer, Miner og Gruppeposteringer med Antikampvognsvaaben alle sandsynlige Adgange til Grosets Belægningsomraade (Flyverskjul). Den anden Halvdel af Avantgarden maa i smaa Grupper og i Spring fra Terrænafsnit til Terrænafsnit i Løbet af Dagen søge ca. 30 Km. frem til et saadant egnet Terræn, at den inden Mørkets Frembrud vil være i Stand til at etablere et Sikringsbælte paa Stedet for Natten. Man maa forlange af denne forreste Halvdel, at den kæmmer Terrænet af, saaledes at der skabes et renset Rum fra bageste Halvdel af Avantgarden til forreste, hvad angaar de fj. lette Tropper, der er nævnt tidligere under Gruppe — b — . Træffer Avantgarden derimod paa lette Tropper af Gruppe — a — skal forreste Halvdel ved sine Formationer gøre sig saa lidet saarbar som muligt, sende Melding tilbage med alle til Raadighed staaende Midler (Telefon) og derefter fortsætte sin March mod det opgivne Maal. — At der selvfølgelig under denne videre Fremmarch maa haves et Øje bagud er indlysende.
Bageste Halvdel af Avantgarden tager imod de mekaniserede Tropper, saafremt de skulde vove Angreb, og sørger for aldrig at tabe Følingen med dem — enten ved Hjælp af Flyvere eller M o torcykler med Sidevogn — . 1 Tilfælde af, at Avantgarden raader over et begrænset Antal Panser- eller Kampvogne, der kan undværes i Fjernopklaringstjenesten, vil det sikkert være rigtigt at lade dem forblive ved bageste Halvdel og bruge dem til at jage, genere og lokalisere saadanne fj. Panservogne, der maatte trænge sig ind mellem L og 2’ Halvdel af Avantgarden — uden at gøre Mine til at fortrække ud af Marchomraadet inden Mørkets Frembrud. Flankesikringen optræder paa lignende Maade, den ene Halvdel etablerer sig paa Stedet med Vejspærringer og Posteringer paa alle Sidelinier, der fører ind mod Belægningsomraadet, og her maa det erindres, at det er af Vigtighed at finde et Hindringsbælte — helst Vandhindringer — hvis Defileer, det er forholdsvis let at forsvare. Findes saadant egnet Terræn ikke, bor man sikkert ikke lægge Vejspærringerne saa langt borte fra Belægningsomraadet, at de bliver helt isoleret ander et eventuelt Angreb. Jo tættere man lægger dem paa Belægningsomraadet, des mindre vil det Rum være, de skal dække effektivt, og nogen større Fare rummes der ikke ved at lægge Vejspærringerne tæt op til Flanken, idet det vil høre til Sjældenhederne, at Panservogne vil færdes i Terrænet langt borte fra egne Tropper og dog medfore Kanoner af større Kaliber. Panservognenes Kamp falder paa de korte og ikke paa de lange Skudafstande, og derefter kan Sikringsdelene rette sig. Saafremt der er Fare for Angreb af andet end mekaniserede lette Tropper, maa Sikkerhedsafstandene i gammeldags Forstand overholdes tillige. I Løbet af Dagen maa det derefter blive Flankesikringens 2’ Halvdels Sag at forskyde sig fremefter fra Terrænafsnit til Terrænafsnit, saaledes at den ved Mørkets Frembrud har sluttet Forbindelsen til Fløjen af Avantgardens forreste Halvdel. Denne Halvdel forholder sig iøvrigt aldeles som beskrevet for Avantgardens forreste Halvdel.
Yderligere maa Sikringen til Flanken bestaa af langt fremskudte Telefonvagter, Signalposter eller lignende. — Motorcykler med Sidevogn duer efter min Mening ikke til Meldingoverbringelse om fj. mekaniserede Kræfters Angreb, idet den relative Hastighed mellem de to Arter Køretøjer ikke er tilstrækkelig stor til at levne den angrebne Styrke Tid til effektive Forberedelser. Saa snart Mørket begynder at falde paa, og egne Hovedkolonner begynder at gøre sig marchberedt, maa det blive Aventgardeførerens Sag saa hurtigt som muligt at bringe den bageste Halvdel af Avantgarden, og da navnlig samtlige dens Antikampvognsvaaben — eventuelt Kanoner — motoriseret frem til Forstærkning af de Vejspærringer og Besættelser, der allerede er lagt af forreste Halvdel af Avantgarden. Hvad Flankedækningen angaar maa saavel dens forreste som bageste Halvdel forblive i de indtagne Stillinger, indtil Hovedstyrken er naaet frem til sit nye Belægningsomraade for følgende Dag, først da vil bageste Halvdel kunne trækkes ind. Sikring bagud maa foregaa efter de samme Principper. Det er fuldstændigt klart, at der kan rejses den vægtige Indvending mod denne Methode at sikre sig paa under March, at man let vil risikere at isolere Avantgardens forreste Halvdel i saa høj Grad, at den staar i Fare for at lide et partielt Nederlag. Er denne Fare til Stede, maa de om Dagen fremrykkende Styrker springe Buk over hinanden fra Terrænafsnit til Terrænafsnit og ved stærkt udviklede Formationer gøre det muligt at fastholde Terrænet stærkt echelonneret i Dybden, indtil Reserver, der bør holdes rede ved Hovedgruppen, er i Stand til at naa frem.
ad 4) I det foregaaende er beskrevet, hvorledes en normal Fremadmarch kan foregaa under moderne Former. Bliver man endelig af Forholdene tvunget til at bevæge sig i Kolonner om Dagen, maa man sikkert gribe til de Udveje, Englænderne anvender, — som tidligere skitseret. — At de Methoder, Kaptajn Norup anfører med Medføring af flyttelige Vejspærringer og Indrangering af Antikampvognsskyts, saavel i Tete, som Midte og Kø i Kolonnerne vil vise sig nyttige, er utvivlsomt, men Sikringen derigennem skønnes ikke tilstrækkelig. Det Skyts, der medføres i Teten, maa marchere med Mundingen rettet fremad rede til øjeblikkelig /Idafgivelse.
Transportable Vejspærringer, f. Eks. tungt lastede Lastmotorvogne med tilhørende motoriseret Besætning og Antikampvognsskyts bør i marcherende Kolonner sikkert anbringes paa følgende Maade: De transportable Vejspærringer m. m., der er anbragt i Kolonnens Tete og Kø springer fra Hindringsbælte Grøft, Hegn, Jordvold, Gærde og lign.) til Hindringsbælte (Hindringsbæltet maa ikke kunne omgaas ved en snæver omgaaende Bevægelse). De transportable Vejspærringer, der er anbragt paa forskellige Steder i Kolonnen, springer fra Vejsammenstød til Vejsammenstød rede til paa aftalt Signal at kunne etablere en Vejspærring ud ad den Sidevej, hvorfra Faren truer og i passende Afstand. 1 det hele taget maa det være Reglen at stille Vejspærringerne rede til at etablere Spærringen, men først at etablere den, naar Faren vitterligt truer, ellers gaar der for megen Tid og for meget Arbejde til Spilde.
Sponneck.
