Tidsskriftet „Soldat und Technik“ bragte i 1958 i hefte 10, 11 og 12 en artikelserie med titlen „Moderne Hand-feuerwaffen und neue Maschinengewehre“. Kaptajn L. B. Jacobsen ved Sjællandske Tøjhus har oversat og bearbejdet artiklen i hefte 12 (konstruktioner efter den 2. verdenskrig) med visse tilføjelser bl. a. fra hefte 11.
Den i Versailles-traktaten fastsatte afvæbning af Tyskland efter den L. verdenskrig havde naturligvis også væsentlig indflydelse på den fortsatte våbenudvikling. Der måtte i Tyskland skaffes erstatning for de våben, som havde været benyttet vmder krigen. E t betydningsfuldt fremskridt var udleveringen til tropperne i 1931 af det lette M G 13 (vægt 13 kg). Yed siden af dette våben fandtes im idlertid stadig det tunge Maxim M G 08 og det lette M G 08/15, og der manglede således en ensartethed i bevæbningen, der var ønskelig og nødvendig af både uddannelses- og forsyningsmæssige grunde.
MG 34 og M G 42.
Bestræbelserne på at tilvejebringe et ensartet system førte til M G 34, et båndfødet enhedsmaskingevær, der anvendtes ved skyttekompagnierne som let M G på støtteben og ved MG-kompagnierne som tungt M G i feltaffutage. Desuden anvendtes det i lufvæmstvilling-affutage og til bestykning på pansrede køretøjer samt i befæstningsanlæg. Med den ringe vægt (12 kg som let M G og 32 kg som tungt MG) overgik M G 34 som følge af den høje skudkadence (ca. 1000 sk/min) alle andre maskingeværer i ildkraft. Det var desuden uovertruffet m. h. t. enkel fremstillingsmåde og simpel betjening. Patronbåndet af metal var blevet indført allerede i 1930 til Maximmaskingeværet. E fter at båndet havde gennemgået talrige forøgsstadier af konstruktiv og metallurgisk art, var den endelige løsning så tilfredsstillende, at båndet foruden til M G 34 kunne anvendes til det senere M G 42 i uændret form. Patronbånd af lignende art og udførelse er senere blevet benyttet af Frankrig til M G 52, det danske våbenfirma D ISA og det schweiziske fir ma SIG til de nye MG-konstruktioner, som er fremkommet efter den sidste verdenskrig. Udskiftning af pibe og lås på M G 34 kunne ske meget enkelt og hurtigt. Piben havde en tilstrækkelig varmekapacitet, der muliggjorde, at der ved brug af vekselpibe kunne afgives vedholdende, lange byge-
serier. Selv med pibeskiftning for hver 250 skud kunne M G 34 afgive en sigtet 5000-skuds serie på kortere tid end et vandkølet MG. Feltaffutagen til M G 34 var foruden retter forsynet med en automatisk virkende dybdeildsmekanisme. Ved hjælp af denne overflødiggjordes retning af M G i højden ved hånd under afgivelse af dybdeild. Mekanismen kunne indstilles meget hurtigt efter det pågældende nedslagsbæltes dybde. De gode egenskåber førtes videre fra M G 34 til den tyske hærs seneste maskingevær M G 42 (fig. I). Kadancen blev forøget til 1400 sk/min, hvorved M G 42 blev endnu mere effektivt end M G 34. Mange af maskingeværets dele kunne fremstilles ved stansning og presning, hvorved kunne udnyttes den moderne massefabrikations metoder. A f hensyn til manglen på legeret stål blev anvendelsen heraf indskrænket til det mindst mulige. M G 42 viste sig under den 2. verdenskrig tilfredsstillende på alle fronter og under alle klimatiske forhold. Det var let i forhold til fjendens maskingeværer, det var simpelt at betjene og krævede kun ringe vedligeholdelse (smøring). Det var ufølsomt overfor snavs og støv og arbejdede upåklageligt både i stærk kulde og varme.
På grund af sine mange fordele bl. a. i betjenings- og frem stillingsmæssig henseende vakte M G 42 stor opmærksomhed i udlandet, og det er senere blevet benyttet som forbillede ved konstruktion af nye maskingeværer. M G 42 er efter krigen og Vesttysklands optagelse i N A T O blevet ombygget til 7,62 mm NATO-patronen. Maskingeværet (MG 42/58) skal nu være antaget som det nye vesttyske enhedsmaskingevær.
Nye MG i udlandet.
Allerede i 1939 indledte Schweizerische Industriegesellschaft (SIG), Neuhausen i Schweiz, studier og forsøg med henblik på frem stilling af et enhedsmaskingevær; men først efter krigen viste den schweiziske hær virkelig interesse for et sådant våben. Firmaet konstruerede det såkaldte SIG 50, et båndfødet gastryk-MG indrettet til 2 skudkadancer, henholdsvis ca. 600 og 1000 sk/min. (Det i Danmark benyttede 7,62 mm tungt
M G M/51 er som bekendt en modificeret udgave af SIG 50 og er kun indrettet til én skudkadance). E t andet schweizisk firma, Eidgenössische W affenfabrik, Bem, konstruerede et rekylladet MG, der ligeledes fødes fra patronbånd, og som har en skudkadance på ind til 1100 sk/min. Den schweiziske hær foretrak dette M G frem for SIG-konstruktionen, og maskingeværet indførtes under betegnelsen M G 51 (fig. 2) som erstatning for det tunge vandkølede Maxim -MG Model 1911. Anvendt som let maskingevær vejer M G 51 15,8 kg, og som tungt maskingevær på lavet 42,8 kg. Pibeskiftning fin der sted på samme måde som ved M G 42. SIG, der arbejdede videre med enhedsmaskingeværet, bragte en ny model, Neuliausen M G 710, på markedet. Maskingeværet kan leveres bl. a. til NATO-patronen og findes i 3 udgaver, der adskiller sig ved pibens befæstelse og udskiftning. M G 710 har ligesom det schweiziske stormgevær, SG 510, ulåst bundstykke med forsinket åbning. Skudkadancen er 800-1400 sk/'min afhængig af kaliber og ammunitionstype.
Det kendte firm a Dansk Industri Syndikat (DISA) har erstattet det tidligere MG-system Madsen med det nye Madsen-Sætter M G (fig 3), et båndfødet, gasdrevet enheds-MG, der fremstilles til alle gængse patrontyper. Våbnets længde er 1290 mm og vægten (med støtteben og let pibe) 11,1 kg. Kadancen er fra 600 til 1000 sk/min og kan varieres ved hjælp af gasregulator. Firm aet har bestræbt sig for ved konstruktionen at tage hensyn til de seneste tekniske og militære erfaringer. Piben, der har håndtag med bajonetlås, kan udskiftes let og hurtigt. Patronbåndet er af lignende art som det tyske og består af åbne metalled samlet ved trådspiraler. Bundstykket låses ved hjælp af paler, som under fremløbet trykkes ud i låsestilling af slagbolten.
D ISA har til maskingeværet konstrueret en sammenfoldelig feltaffutage, der vejer ca. 16 kg. En speciel udgave af maskingeværet, der er uden kolbe og støtteben, er beregnet til montering i kampvogne. T il denne udgave er frem stillet en særlig letvægtstrefod, hvori M G kan anbringes, når det skal benyttes udenfor kampvognen.
Frankrig har efter krigen indført et enheds-MG, M G 52 (fig. 4). Dette er oprindelig konstrueret til den franske 7,5 nun patron, men blev senere indrettet til 7,62 mm NATO-patronen. Våbnet er båndfødet og har ulåst bundstykke med forsinket åbning. Der anvendes svær pibe, når maskingeværet benyttes som tungt MG. Affutagen er den amerikanske trefod M2 til Browning M G kal. .30“ . Vægten (med let pibe, støtteben og kolbestøtte) er godt 11 kg, og skudkadancen er 700 sk/min. Også USA har moderniseret sin maskingeværbevæbning. I jan. 1957 bekendtgjordes antagelsen af et nyt MG, M60 (fig. 5), som efterhånden skal erstatte de hidtidige modeller vand- og luftkølede Browning maskingeværer. Allerede i april 1940 opstilledes af W ar Department kravene, som et nyt maskingevær skulle opfylde, og under krigen suppleredes disse krav. E t forsøgs-MG, der var frem stillet af de 3 firmaer Inland Div., General Motors Corp. og Brigde Tool and Die Co., svarede bedst til kravene. Maskingeværet, som betegnedes T52, gennemgik forskellige ændringer, in d til endelig modellen T52E5 blev antaget som M60. Det nye amerikanske M G er et båndfødet enhedsmaskingevær, der arbejder som gastryklader og har drejeligt bundstykke. Det er indrettet til 7,62 mm NATO-patronen. Som let MG med støtteben er vægten 10,5
kg. Piben er forkromet indvendig og forsynet med stellite-liner for at forlænge dens levetid. Kadancen er ca. 600 sk/min. Trefoden er frem stillet af en aluminiumlegering. Det belgiske firm a Fabrique Nationale d’Armes de G-uerre (FN) har konstrueret et enbedsmaskingevær, det såkaldte M AG (en sammentrækning af Mitrailleuse Legere å Gaz). Som det fremgår af navnet, er M AG et gastrykgevær. Det er båndfødet, og kadancen er mellem 600 og 100 sk./min. De nævnte eksempler på nye maskingeværer antyder den udvikling, maskingeværet bar gennemgået siden den 2. verdenskrig. Flere lande har nidført eller er i gang med at indføre et enbedsmaskingevær som erstatning for de tidligere henholdsvis lette og tunge maskingeværer. Visse af de nye enhedsmaskingeværer bar en større kadance end de hidtidige maskingeværer. Vandkølingssystemet er opgivet, og fedning sker fra et metalpatronbånd, der bar erstattet patronbåndet af stof og magasinet. Den tunge lavet er afskaffet, og i stedet benyttes en let trefod, hvori maskingeværet er fjedrende anbragt. Interessant er det at bemærke, at Vesttyskland ved landets genoprustning under N A TO har foretrukket at bibeholde M G 42 (modificeret til 7,62 mm NATO-patronen) som enhedsmaskingevær. Dette maskingevær har også i sin oprindelige form besiddet de egenskaber, som er karakteristiske for de senest udviklede maskingeværer.
Indførelse af NATO-patronen.
Allerede under den sidste verdenskrig fremkom ønske fra tropperne om indførelse af et fuldautomatisk gevær, der ikke måtte være tungere end det almindelige selvladegevær. Nødvendigheden af en forøgelse af den enkelte skyttes ildkra ft førte til, at der i Tyskland indførtes to nye våben, der begge var fuldautomatiske, faldskærmsjægergevær 42 og stormgevær 44. Det sidstnævnte våben, som det var tanken, alle geværskytter skulle udstyres med, var ejendommelig ikke ved sin konstruktion, men ved ammunitionen. Våbnet var indrettet til en 7,92 mm kortpatron, der officielt betegnedes pistolpatron 43. Baggrunden for denne patron var de erfaringer, man havde gjort vedrørende en mangelfuld udnyttelse af den normale 7,92 mm patron. Med det lette MG , som udgør den væsentligste del af skyttegruppens ildkraft, åbnes ilden så godt som aldrig på større afstand end 800 m, oftest vel på kortere afstand. Da den normale geværpatron afskudt i tungt M G er virksom på afstande op til 3500 m, udnyttes ammunitionens styrke ikke fuldtud i det lette MG. H e rtil kommer, at det lette M G ikke i alle kampsituationer kan betjenes af skytten alene, og MG-skytten vil aldrig alene være i stand til at fremføre den ammunition, han skal bruge. Endvidere må MG-skytten ved transport af våbnet over længere strækninger afløses eller støttes, og under kamp frembyder det lette M G et mere iøjnefaldende mål end geværskytten og påtrækker sig ilden fra de fejndtlige tunge våben. Endelig er maskingeværet altfor ubevægeligt under nærkamp. Såvel med repetergeværet som med selvladegeværet kan der kun afgives enkeltskud, og disse bar en for ringe stoppende virkning. Under krigen benyttede skytten på Østfronten ikke sit gevær på afstande over 300 m, idet ban hurtigt havde erkendt, at træffesandsynligheden på større afstande kun var lille . Desuden hverken måtte eller kunne lian ødsle med ammunitionen, men måtte møjsommeligt slæbe sine patroner med sig for i kritiske situtioner at kunne holde fjenden fra livet. H eller ikke geværskytten kunne altså udnytte ammunitionens styrke fuldtud. Maskinpistolen kommer som følge af ammunitionens ringe begyndelseshastighed og tværsnitsbelastning, og dermed krumme skudbane, kun i brug på de korteste afstande (100 ni, højst 200 m). Skydning på større afstande er ammunitionsspild. Ammunitionen er altså for svag.
Ud fra disse erfaringer opstår kravet om enten en svagere geværpatron eller en stærkere pistolpatron. Ved afgivelse af enkeltskud må patronen have en præcision indenfor 300 m svarende til karabin 98 k med ss-patron (tungt spidsskarp). Indenfor 800 m må præcisionen svare til det lette MG. Tropperne satte stor pris på de nye fuldautomatiske våben på grund af deres ildkraft, navnlig i krigens sidste tid da fronterne var gennembrudte, og små enheder med besvær måtte bolde stand eller slå sig igennem uden virkningsfuld støtte fra tunge våben. T il trods for den forøgede ildkra ft led tropperne i disse slutkampe under mangelen på personel og tilstrækkelig støtte fra tunge vååben og luftvåbnet. H e rtil kom, at ammunitionsfabrikationen langt fra kunne holde trit med frem stillingen af våben, og der manglede ofte ammunition til stormgeværerne. De i N A TO sammensluttede lande indså hurtigt det uheldige i den omstændighed, at der ikke var ombyttelighed mellem de forskellige typer geværpatroner, som var i brug indenfor landene, skønt disse patroner ikke afveg meget fra hinanden i vægt, form og ydelse. Man ville derfor enes om en fælles enhedspatron. Hermed ville ammunitionsspørgsmålet være løst og grundlaget skabt for en tilsvarende udvikling af automatiske geværer indenfor de vestlige lande. 9 mm pistolpatronen (Parabellum) yder en mundingsenergi (ved afskydning i maskinpistol) på ca 60 kgm. For den amerikanske karabinpatron M I er mundingsenergien omkring det dobbelte — 125 kgm — og for den tyske kortpatron til stormgeværet godt det 3-dobbelte — 195 kgm (projektil med blykerne). Selv om den sidste patron kan betegnes som en formindsket fodfolkspatron og fuldgyldig som geværpatron, kan ingen af de nævnte patroner erstatte fodfolkspatronen til fælles brug i geværer og maskingeværer (mundingsenergi på 5-6 gange pistolpatronens). Svarende til den i Tyskland under krigen indførte kortpatron udeksperimenteredes i England efter krigen en let geværpatron, ikke i det hidtidige engelske kaliber .303“ (7,7 mm), men i kaliber .280“ (7 mm). Patronen, som i modsætning til 7,7 mm-patronen var uden krave og derfor bedre egnet til opladning i magasiner, ydede en mundingsenergi på 250 kgm, altså omkring 4 gange så meget som pistolpatronen. Patronen kunne dog, især af U.S.A., ikke anses for at være en fuldgyldig fodfolkspatron og blev, som det senere vil ses, aldrig udleveret til troppebrug.
I U.S.A. var synspunktet det, at man ønskede at forkorte den lange .30“ (7,62 mm) patron. Dette måtte dog ikke ske på bekostning af patronens stoppekraft, hvilket vil sige, at patronen skulle være mere end 5 gange så kraftig som pistolpatronen. A f den gængse amerikanske patron .300“ Savage blev udviklet og frem stillet en ny patron under anvendelse af en anden krudttype, og patronen blev bragt i handelen som sport- og jagtpatron under betegnelsen .308“ Winchester. Patronen blev af de amerikanske militæ re myndigheder betegnet T65 (T = Test) og blev i den følgrnd“ tid benyttet ved afprøvning af automatiske forsøgsgeværer. Efter indgående prøver og forsøg anbefalede N A TO i dec. 1955 medlemslandene at antage patron T65, og i febr. 1954 stemte 5 NATO-lande for dens indførelse. Den formelle standardisering i U.S.A. fandt sted i aug. 1954, og patronen fik det o fficielle navn Cartridge Ball, NATO , Gal. 7,62. Egentlig er kun patronhylsteret entydigt fastlagt af N ATO , medens projektilet kan variere indenfor visse bestemte grænser. Storbritannien, Belgien og Canada besluttede at antage et pro jektil med blykerae, medens U.S.A. foretrak et pro jektil med stålkerne, hovedsagelig af liensyn til mangelen på bly under krig. De omtalte patroner er vist skitsemæssigt på fig. 6, og nogle data fremgår af nedenstående tabel.
I efterkrigsårene fremkom i flere lande fuldautomatiske prøvevåben af lignende art som det tyske stormgevær 44 med kortpatronen. Fabrique Nationale kunne allerede i febr. 1948 forelægge de belgiske militærmyndigheder prøvetyper af et fuldautomatisk gevær indrettet til en kortpatron. I Spanien fremkom et stormgevær til en kortpatron, der var forsynet med et langt letvægtsprojektil med forholdsvis stor mundingsenergi. Finland fremstillede en kortpatron, der formentlig er af samme art som den sovjetrussiske patron. Også våbenfabrikkerne i Schweiz har afholdt forsøg med våben til kortpatroner. Endelig skal nævnes, at ungarske emigranter i Sydamerika har udviklet et stormgevær, Christobal Kiraly. A f navnet kan sluttes, at den kendte våbenkonstruktør Kiraly, som har konstrueret et let maskingevær og forskellige modeller selvladegeværer, har haft andel i geværets udvikling. Som nævnt havde England frem stillet en 7 nnn patron, der skulle erstatte den h id til anvendte 7,7 mm patron. I forbindelse med patronen havde England konstrueret et forsøgsgevær, det såkaldte E M 2, der var et gastrykgevær med en ejendommelig sammentrykket ydre form (fig 7). Som det ses af figuren, ligger gastrykmekanismen over piben, og magasinet er placeret bag aftrækkeren. Denne usædvanlige form bevirkede, at viserlinien var for kort til, at der kunne anvendes et almindeligt viser, og i stedet benyttedes en sigtekikkert, der var anbragt på bærehåndtaget. Som følge af NATO-patronens indførelse havde de vestlige lande in gen mulighed for at indføre de ovennævnte våben, der var indrettet til kortpatronen. Ingen har ment at kunne forsvare indførelsen af en ny patron, der var (væsentlig) svagere end den hidtidige, og det har navnlig
været U.S.A., som har modsat sig en sådan indførelse. I den i 1951 af U.S.A. udsendte officielle erklæring hedder det: „Hæren er stærkt imod antagelsen af en hvilken som helst svagere patron til brug enten i det nuværende gevær eller i våben, der måtte blive udviklet. Enhver ny patron må have en ødelæggende virkning, gennemtrængningsevne og b allistik, der mindst svarer til den nuværende patron. Krigserfaringen har uden al tvivl bevist effektiviteten af det nuværende gevær og ammunition, og der har ingen ændringer fundet sted i kamptaktikken, som kan retfærdiggøre en formindskelse af kaliberet og patronens ydeevne“ .
Nye selvlade gevær er og fuldautomatiske geværer.
Kort efter afslutningen af 2. verdenskrig blev offentliggjort en række nye selvladegeværer, som havde været projekteret længe i forvejen. Den belgiske våbenfabrik FN havde allerede før 1940 arbejdet med et selvladegevær. Det blev færdigkonstrueret straks efter krigen og blev antaget af den belgiske hær og også senere benyttet i Korea. Det var selvladegevær F N Mod. 1946 (fig 8), der kan betegnes som en forløber for det senere fuldautomatiske FN gastrykgevær.
Det schweiziske firm a SIG kunne efter krigen fremvise forskellige modeller selvladegeværer, dels rekylladere og dels gastrykladere, for den schweiziske hær. Blandt disse må først og fremmest nævnes selvladekara
bin SK 46 (fig. 9), en gastryklader, der i form og dimensioner svarer til den schweiziske ordonnanskarabin M 31, og som ikke har udvendige dele, der bevæger sig under den automatiske ladning.
Frankrig indførte i 1949 et selvladegevær, gevær 49-56 (fig. 10), der benyttede den franske 7,5 mm patron M 29. Tjekkoslovakiet antog et selvladegevær, ZK 420 (fig. 11), en gastryklader med drejeligt bundstykke som fremstilledes af våbenfabrikkerne i Brno. De amerikanske tropper var fra krigens begyndelse udrustet med Garand selvladegeværet. Under krigen fremkom et krav om at indrette Garand geværet til fuldautomatisk skydning, og der fremstilledes et forsøgsgevær, T20 (fig. 12), der havde mundingsbremse og magasin til 20 patroner. T20 svarede til kravene, og geværet var formentlig blevet fremstillet i massefabrikation, dersom ikke krigen var ophørt forinden. E fter krigen skærpedes kravene, der måtte stilles til et fuldautomatisk gevær, og da T20 ikke opfyldte de nye fordringer, konstrueredes et nyt forsøgsgevær, T25 (fig. 13). Geværet, der var indrettet til patron T65 (den senere NATO-patron), var en gastryklader med mundingsbremse, 20-skuds magasin og et lige skæfte, der bevirkede, at sigtemidler-
ne måtte anbringes tilsvarende højt. Hæren var dog ikke tilfreds med det lige skæfte, da skytten var tvunget til at holde hovedet højere oppe over dækningen end ved et gevær med lavere liggende sigtemidler. I 1950 besluttedes det at frem stille 500 stk. T25 til troppeforsøg. På dette tidspunkt havde England konstrueret det tidligere omtalte forsøgsgevær E M 2, og England ønskede afholdt sammenlignende prøver mellem dette gevær og T25, forinden T25 kom i serieproduktion. I de påtænkte prøver inddroges også det af F N konstruerede fuldautomatiske gevær, der ligesom E M 2 var indrettet til den engelske patron .280“ . Efter afholdelsen af de sammenligennde prøver besluttede U.S.A. at bibeholde kaliber .30“ og patron T 65. Det vedtoges endvidere at forbedre T25.
Fortsatte forsøg i U.S.A. resulterede i frem stilling af 2 nye forsøgsgeværer. Det ene, T47 (fig. 14), var en forbedring af T25, men uden lige skæfte. Det andet, T44, havde gennemgået forskellige udviklingstrin under betegnelserne T28, T31, T33 og T37. Den belgiske fabrik F N blev opfordret til at frem stille et antal FNgeværer indrettet til patron T 65 med henblik på sammenlignende prøver med de 2 amerikanske forsøgsgeværer. Geværet fik under de senere prøver i U.S.A. betegnelsen T48. Im idlertid havde U.S.A. i 1952 opgivet at lade gevær T47 indgå i prøverne, og tilbage var således kun geværerne T44 og T48. T il prøverne i U.S.A. besluttedes det at frem stille geværerne dels i en let udgave og dels i en tung udgave. Nedenfor er angivet vægten af geværerne sammenlignet med vægten af henholdsvis Garand geværet og BAR .
E fter at det fornødne antal forsøgsgeværer var fremstillet, afholdtes forsøgene ved forskellige troppeenheder under garnisonsforhold, i arktiske egne og i tropeklima. Resultatet af forsøgene blev, at såvel T44 som T48 fandtes egnede til brug i hæren. Gevær T44 blev dog foretrukket, dels på grund af dets mindre vægt (med let pibe), og dels fordi det ansås for bedre egnet til massefabrikation i U.S.A. og til amerikanske uddannelsesmetoder.
De 2 nye geværer, M14 (fig. 15) og M15 (fig. 16), skal efterhånden erstatte Garand geværet og B A R samt den amerikanske karabin og maskinpistol. De er indrettet til 7,62 mm NATO-patronen og er begge gastrykladere. De bar meget tilfælles med Garand geværet, hvorfor de mange maskiner og værktøjer, som findes til dette våben, kan udnyttes ved fremstillingen. Personel, der er uddannet i Garand geværet, kan hurtigt lære at betjene, adskille og samle de nye geværer. Den engelske regering havde i 1951 meddelt, at den agtede at indføre gevær EM 2 samt .280“ patronen som standard fodfolksbevæbning. U.S.A. havde som nævnt store betænkeligheder ved denne svage fodfolkspatron, og de modsatte anskuelser i patronspørgsmålet havde et dårligt
forhold mellem Storbritannien og U.S.A. til følge. Im idlertid skiftede England regering, og den nye premierminister, Winston Churchill, krævede, at dette modsætningsforhold bragtes til ophør, og at der skabtes enighed om en fælles patron. Ved de påfølgende prøver faldt afgørelsen ud til fordel for patron T65 (NATO-patronen), og den britiske regering tilbagekaldte herefter erklæringen om indførelse af gevær E M 2. Storbritannien, Canada og Australien antog i 1954 efter indgående prøver det af FN konstruerede automatiske gevær Fu sil Automatique Leger, F A L (fig. 17), indrettet til 7,62 mm patronen. Afgørelsen fandt sted efter en række parlamentsdebatter, i hvilke Churchill greb ind og skal have udtalt: „Jeg har skudt med geværet, det er godt, og det har endog en kolbe“ (hvilket antagelig skulle hentyde til gevær E M 2’s usædvanlige form).
Også den tyske forbundsregering anskaffede et antal FN geværer som erstatning for karabin 98 k i forbundshæren og grænseværnet. Det fuldautomatiske FN gevær har visse lighedspunkter med Browning Automatic R ifle (BAR ), hvilket er forståeligt, idet F N geværets konstruktør, Saive, i flere år arbejdede sammen med den kendte våbenkonstruktør Browning, og FN fabrikkerne i længere tid havde fabrikeret våben efter Browning-patenter. Frembringermekanismen ligger over piben, og skæftet er mere lige end på almindelige geværer. Sigtemidlerne er placeret så lavt, som det har været muligt. Ved påmontering af en sigtekikkert kan geværet benyttes som skarpskyttegevær.
At våbenkonstruktørerne forsøger at udnytte enhver mulighed for at løse problemerne ved automatgeværet, fremgår af et forsøgsvåben fra SIG, automatkarabinen Neuhausen A K 53 (fig. 18). Våbnet er en gastryklader med låst bundstykke og benytter normal geværammunition. Piben er bevægelig i fremadgående retning, hvilket har muliggjort et forholdsvis kort våben med normal lang pibe samt en ret lav skudkadance ved bygeild. Våbnet synes dog ikke at have svaret til forventningerne, idet firmaet har forladt konstruktionen og er gået over til andre former. En bemærkelsesværdig schweizisk nykonstruktion er SIG’s stormgevær SG 510 (fig. 19), som i 1957 blev antaget af det schweiziske forsvarsdepartement, og som skal erstatte den schweiziske hærs karabin 31, maskinpistolen og til dels også det lette makingevær. Selvom også Schweiz har afholdt forsøg med våben til kortpatronen eller, som man der kalder den, middelpatronen, har man ikke forladt den tidligere fodfolkspatron i kaliber 7,5 mm. Man har i Schweiz forfægtet den anskuelse, at indførelse af en patron med mindre ladning kun vil være beret-
tiget, dersom de krav, der stilles til et automatisk gevær, ikke kan opfyldes med den normale fodfolkspatron. Med SG 510 mener SIG at have løst del fuldautomatiske geværs største problem, opnåelse af en ikke for kraftig rekyle og dermed m uliglied for beherskelse af våbnet ved automatisk skydning. Den særlige låsekonstruktion i forbindelse med mundingsbremsen bevirker, at rekylpåvirkningerne på skyttens skulder er små ved SG 510 i sammenligning med andre automatiske geværer. Ved patronens påtænding overføres det bagud rettede gastryk gennem hylsterbunden og bundstykket til 2 ruller, som presses mod tilsvarende udsnit i låsestolen. I denne stilling trykker rullerne på et fo rtil kileform et styrestykke, der stødes bagud, hvorved rullerne træder ud af indgreb med låsestolen, og låsen fortsætter samlet tilbage. En betydelig del af rekylenergien optages herved ved frik tion i systemet. Da låsen er ret tung og har en lang tilbageløbsvej, skal der kun en ringe fjederkraft til at bringe de bevægelige dele til standsning. Mundingsbremsen medvirker yderligere til at reducere rekylpåvirkningerne på skyttens skulder.
Ved SG 510 kræves ingen særlige anordninger til af skydning af geværgranater, idet granaten bliver sat direkte på piben. En elastisk kolbe af hårdt gummi gør det muligt at støtte våbnet direkte mod hårdt underlag ved afskydning af geværgranater. Støttebenene er forskydehge og kan understøtte våbnet enten fo rtil eller på midten. I opklappet stand tjener benene som støtte for hånden, når piben er skudt varm. Det lige skæfte formindsker rejsning af piben ved automatisk skydning, men nødvendiggør samtidig højtliggende sigtemidler. Låseprincippet, uægte låsning med forsinket åbning, forenkler våbnets opbygning og muliggør udstrakt brug af enkeltdele frem stillet ved presning og stansning, der er billige fabrikationsmetoder, når der kan anvendes lavtlegerede ståltyper.
I efterkrigsårene konstruerede det spanske firm a Centre de Estudios Tecnicos de Materiales Especiales under medvirken af tyske teknikere et fuldautomatisk gevær, det såkaldte C E TM E gevær (fig. 20). Geværet har siden gennemgået forskellige ændringer, og en model skal nu prøvefabrikeres i Tyskland for det vesttyske forsvar.
C E TM E geværet har en vis ydre lighed med det tyske stormgevær 44. Funktioneringsmæssigt er de 2 geværer dog ganske forskellige, idet C E TM E er en rekyllader, der har ulåst hundstykke med forsinket åbning af lignende princip som SG 510. Dette låseprincip, der tidligere også kaldtes gnidnings- eller friktionslåsning, blev først helt tilfredsstillende, da det ved hjælp af det såkaldte trykudlignende patronkammer lykkedes at formindske hylsterets fastklemmen i kammeret under skudafgang. Dette patronkammer er fo rtil forsynet med langsgående riller, som bevirker, at en del af krudtgassen passerer ind mellem hylsteret og kammerets vægge, hvorved hylsteret kan trækkes hurtigt ud uden fare for overrivning.
Et automatisk gevær, Arm alite A R 10, der er konstrueret af den amerikanske flyvemaskinfabrik Arm alite Division of Fairchild Engine and Airplane Corporation, fremstilles nu også på licens af det hollandske fir ma Artillerie-Inrichtingen. Arm alite A R 10 (fig. 21) er en gastryklader, men har i modsætning til tidligere gængse våben af denne kategori in gen gascylinder og intet stempel. En del af krudtgassen aftappes nær mundingen og ledes gennem et tyndt rør til et giidestykke, der påvirker låsen. Skæftet, der er frem stillet af kunststof, er lige og betinger højtliggende sigtemidler. Det indstillelige diopter er placeret bagtil foroven på
bærehåndtaget, indenfor hvilket ladehåndtaget er anbragt. Pladsforholdene gør det m uligt også at betjene ladehåndtaget med vinterhandsker, og det er bekvemt også for kejthåndede personer. Da der i udstrakt grad er anvendt legeringer af letmetal, har geværet en forholdsvis ringe vægt, ca. 3,25 kg.
Sammenfattende bemærkninger.
Det er med den foranstående redegørelse søgt at give et indtryk af de nye håndskydevåben, som efter den 2. verdenskrig har været de mest fremtrædende. Det synes, som om de våbentekniske problemer, som knytter sig til et fuldautomatisk gevær til normal geværammunition, nu er løst. Også de nye geværer hviler stort set på grundlag, der er patenteret allerede for adskillige år tilbage, og som stammer fra de gamle våbenpionerer som Maxim , Mauser, Manlicher, Browniug o. a. Den største vanskelighed ved frem stilling af det fuldautomatiske gevær har ikke ligget i funktioneringssystemet, men i, at man på det valgte grundlag skulle fremstille et våben, som lå indenfor en vis vægtgrænse, var let at fabrikere, simpelt at betjene, og som var ufølsomt og arbejdede sikkert også under de ugunstigste forhold. Den våbenkyndige kan konstatere, at geværet i løbet af de sidste 60 år er udviklet fra repetergevær til fuldautomatisk gevær, hvorimod en tilsvarende udvikling ikke har fundet sted for ammunitionens vedkommende. H eller ikke den nye lYATO-patron kan betragtes som et enestående fremskridt. Den allerede i 1905 indførte tyske s-patron var patronen jævnbyrdig i ladning og vægt og den meget lig af ydre form. E t virkeligt frem skridt i bevæbningen kan man først tale om, når våben og ammunition er blevet så fuldkomne, at begge sammen fremviser fordele i forhold til den tidligere bevæbning.
