Af Kaptajn Halvor Jessen.
I Tilslutning til min Artikel i M. T. Nr. 21 om Fodfolkets Kampgruppe under Fægtning skal i det efterfølgende gives en kort Fremstilling af tyske, franske og engelske Fodfolksdelingers og Kompagniers Formering under Fægtning ifølge de paagældende Landes Reglementer af 1920 - 22.
Det nye tyske Fodfolkskompagni bestaar af 3 Delinger. Hver Deling bestaar normalt af 2 lette Maskingeværgrupper å 1 Fører og højst 7 Mand samt 2— 3 Skyttegrupper ligeledes paa 1 Fører og højst 7 Mand. Til hver Deling hører en 2-spændig Fægtningsvogn („Gefechtswagen“) — eller for Jægerkompagniernes Vedkommende 2 Pakheste — til Transport af de lette Maskingeværer og deres Ammunition m. v. Detacheres en Deling, følger Fægtningsvognen (de 2 Heste) med Delingen. Under Fremrykning til Fægtning transporteres Delingens lette Maskingeværer med tilhørende Ammunition længst mulig paa 2 Haandvogne; disse er under March koblet bag i Delingens Fægtningsvogn og kan under Fægtning trækkes af 2 Mand af den lette Maskingeværgruppe.Efter det tyske Reglement skal her gengives Eksempler paa Befalinger til en tysk Fodfolksdelings Fremrykning til og Udvikling til Fægtning, idet jeg ved Skitser har søgt at illustrere Befalingerne. I Stedet for at referere har jeg i det efterfølgende valgt saa vidt muligt at cite re for herved at give danske Læsere det klarest mulige Indtryk af det tyske Reglements Bestemmelser. Eksempel paa en Delingsførers Befaling til en Delings (2’ Delings) Udfoldelse*) (se Skitse 1, der viser den udfoldede Deling):
„Fjenden paa de gule Højder paa denne Side af G-Bækken. Batailonen gaar frem paa begge Sider af denne Chaussé til det mørke Højdeparti med Buskadset.
I forreste Linie 3. Kompagni til højre, vort Kompagni til venstre forChausséen,Kompagniets Frontbredde 250 m. Forrest til højre 2. Deling, til venstre Deling 0.
2. Deling udfolder sig under Fremrykning mod højre Hjørne af den høje Skov dér. Gefreiter F. med 2 Mand af den lette Maskingeværgruppe A. frem som Spejdere! I 1. Linie let Maskingeværgruppe A. Gruppen er Retningsgruppe! Direktion det anførte Skovhjørne. — Derefter følger i 150 m Afstand og echelonneret 50 m til højre Skyttegruppe B og echelonneret til venstre let Maskingeværgruppe C. 200 m bag disse Gruppers Mellemrum Skyttegruppe D. Jeg følger let Maskingeværgruppe A .“
Hvis der er en Fægtningsvogn ved Delingen: „Fægtningsvognen følger bag 3. Deling“. Efter at have gentaget Befalingen lader Delingsføreren — hvis Situationen tillader det — hver Gruppr fører sige sit Hverv. Efter Gentagelsen: „Ryk ud!“
Eksempel paa Befaling til en udfoldet Delings Skytte - udvikling (se Skitse 2 ) (Delingen bestaar af 5 Grupper):
(Delingsføreren befinder sig ved let M.G.Gruppe S paa en Bakke). Tegn til Delingen: „Fald ned!“ Derpaa Befaling til Føreren for den lette M.G.Gruppe S:
„Der ved Grusgraven, Afstand 800 m, nogle Skytter. Bagved paa Bakken et Maskingevær; det har lige skudt. D e lin g N skal angribe Grusgraven og Bakken bagved. Et tungt Maskingevær vil gaa i Stilling her, hvor jeg ligger, og overtage Ildbeskyttelseh..
Delingens Fremrykning sker saaledes: Let Maskingeværgruppe S frem til den brune Bakke der skraat fremad til venstre. Derfra Ildbeskyttelse for Skyttegruppe W og let M.- G. Gruppe T, der arbejder sig frem gennem dette Skovparti. Skyttegruppe 1) og L følger Grupperne W og T i 250 m Afstand. Jeg følger Grupperne W og T. Overbringer af Ordrer til Grupperne W og T Ordonnans H, til Grupperne D og L Ordonnans K (Seddel). Ordonnans H gentag Befalingen!“
Eksempel paa en Delingsforers Befaling til en Delings (Deling Nr.s) Skytteudvikling (se Skitse il). (Delingen i Marchkolonne forrest i en Fortrop): „Fjenden der paa Højderne med det mørke Buskads, hvorfra der kommer Ild. Afstand c. 1200 m. Kompagniet skal angribe. Angrebsretning Vindmøllen! I forreste Linie til højre Deling M, til venstre Deling N..
Deling N udvikler sig under Fremrykningen mellem den lille Bakke der og den lysegrønne Busk. I første Linie til højre let M.G.Gruppe S, til venstre Skyttegruppe W. Let M.G.Gruppe S Retningsgruppe, søger hurtigt frem over den flade Terrainbølge med den grønne besaaede Mark. 2. Linie 300 m Afstand, let M.G.Gruppe T til højre og Skyttegruppe D. Jeg følger 1. M.G.Gruppe S“. Efter at Befalingen er gentaget: „Ryk ud!“
Eksempel paa Befaling til en Delings Skytleudvikling ved Overraskelse:
„Deling N. Udvikling! Retning Kirketaarnet! 2 Linier! Gruppe A foranstil højre! Retningsgruppe! — Gruppe B foran til venstre! 40 x Mellemrum („Gruppenlücken“)! Ryk ud! Løb !“
Hvorledes de øvrige Grupper skal følge, afhænger af Terrainet og den fjendtlige Ild, om nødvendigt befales dette af Delingsføreren (f. Eks. „2. Linie til højre paa Mellemrummet!“ eller „3. og 4. Gruppe echelonneret til venstre!“) Umiddelbart efter Delingsførerens Befaling giver Gruppeførerne Ordre for deres Gruppers Formering. Vil Delingsføreren undtagelsesvis bestemme Gruppernes Udviklingsformation, saa anfører han dette i sin Ordre (f. Eks. „Schützenrudel!“) En saadan Udvikling maa Delingen ogsaa kunne foretage paa kort Kommando (f. Eks. „Richtung Kirchturm auseinanderziehen — Marsch! Marsch!“)“. Sammenlignet med Forholdene før 1914 kan man sige, at den tyske Delingsfører nu fører sin Deling under Fægtning paa samme Maade som Kompagnichefen før 1914 førte sit Kompagni. Delingsføreren har saa mange adskilte Dispositionsenheder, som der er Grupper i Delingen, og han kommanderer sine Grupper ved Hjælp af Ordonnanser eller Tegn.
Det tyske Reglement skriver:
„Delingens Føring under Fægtning ved Hjælp af D e lin g s f ø r e r e n har trods Gruppernes spredte Optræden stor Betydning. Tilvejebringelsen af S a n u r i r k e n m e lle m S k g lle g r u p p e r n e o g (le le t t e M a s k in g e n æ r g r n p p e r o g m e d d e a n d r e V a a b e n efter de af Kompagnichefen givne Befalinger er Delingsførerens stadige Opgave. Han instruerer — hvor det paa nogen Maade er muligt — Delingen om dens Opgave før en Fægtnings Begyndelse.“ „Delingsføreren forbeholder sig at befale I ld e n s A a b - n in g , naar han tror at kunne overraske Fjenden. U d le d e ls e n overlader han i Almindelighed til Gruppeførerne; han griber ind, naar han faar det Indtryk, at Maal, der er vigtige for Løsningen af Delingens Opgave, ikke bliver beskudt („bekämpft“) eller dog ikke bliver tilstrækkeligt taget under Ild, samt naar Ilden ligger urigtigt.“ „Delingsføreren bestemmer selv sin P l a d s u n d e r F æ g t n i n g ; han begiver sig til Steder, der gør det muligt for ham i længere Tid at have Indflydelse paa sine Grupper og Oversigt over Angrebsterrainet. Under Stormen er han i Spidsen af sin Deling.“
„Opretholdelse af F o r b in d e l s e med Kompagnichefen, med de tunge Fodfolksvaaben og med Nabostyrker samt uafbrudt Eklairering under Fægtning er Delingsførerens stadige Pligt. Til Forbindelse betjener han sig af sine Ordonnanser, Spillemanden, aftalte Tegn og letsaarede, der sendes tilbage. For stadig at holde Artilleriet og de tunge Fodfolksvaaben underrettet om Delingens Fremgang markerer de forreste Grupper deres Standpladser ved Hjælp af smaa farvede Flag, der kun kan observeres bagfra, i uoverskueligt Terrain kan ogsaa anvendes Lyssignaler.“
„Delingsføreren er ansvarlig for, at der i rette Tid rekvireres A m m u n i t i o n s e r s t a ln in g under Fægtning; oftest vil det være hensigtsmæssigt at lade Ammunitionen bringe frem af Dele af bagvedværende Grupper. De lette Maskingevær-Haandvogne kan ofte anvendes til at bringe Ammunition frem.“ „I F o r s v a r e t anvises der Delingen et Afsnit af en vis Bredde og Dybde, som Delingen skal fastholde, baade naar Fjenden bryder ind i Delingens Afsnit og i Nabodelingens Afsnit. Skyttegrupperne og de lette Maskingeværgrupper indretter sig, leddelt i Dybden, i Reder i og bag Hovedkamplinien. Rederne, der lægges uregelmæssigt i Terrainet, skal gensidig kunne flankere hinanden.“ Det tyske F o d f o l k s k o m p a g n i s Fremrykning til Fægtning rekognosceres og ledes længst muligt af Kompagnichefen til Hest. Kompagnichefens Ordre til Kompagniets Udfoldelse fremgaar af ovenstaaende Befalinger til Delingers Udfoldelse.
Kompagnichefens Befaling l i l Angreb skal indeholde Bestemmelse for:
Udviklingsrum. Angrebsmaal for de forrest indsatte Dele. Retningsdeling. Reservens Plads. Hvorledes eventuelt tildelte tunge Fodfolksvaaben skal indsættes, og hvorledes de skal samvirke med Delingerne.
Han sørger for, at Kompagniets Fremrykning afpasses i Overensstemmelse med Ilden fra de i Kompagniafsnittet virkende tunge Vaaben, der ikke er underlagt Kompagniet. Han træffer Foranstaltninger mod Flyverangreb. „Terrainet viser, hvor Kompagniets Hovedstyrke lettest kan komme ind paa Fjenden. Heraf fremgaar undertiden straks, hvor A n g r e b e t s T y n g d e p u n k t skal lægges. Som oftest vil Kompagnichefen dog ikke straks kunne give Befaling for hele Angrebets ForløbEgen og fjendtlig Udvirkning, den fremadskridende Eklairering — undertiden ogsaa Hensynet til at faa de tunge Fodfolksvaaben med frem — kræver ofte en afsnitsvis Fremrykning; vekslende Terrain kan kræve en Forskydning af Tyngdepunktet. Kompagnichefen maa derfor sørge for, at alle Led, der er underlagt ham, rettidig faar Befaling for deres næste Opgave.“
1 Bevægelseskrigen vil K o m p a g n ie t s I n d b r u d i ( S t o r m p a a ) den fjendtlige Stilling sjælden ske samtidig med hele Kompagniet; der bliver stormet overalt, hvor Storm har Udsigt til at kunne lykkes. A f afgørende Betydning for, om en Storm kan lykkes, er den rigtige Ledelse af Ilden fra de tunge Fodfolksvaaben og de lette Maskingeværer. For tidlig eller for sen Forlæggelse af Ilden kan foranledige Angrebets Sammenbrud. At medvirke ved og træffe Bestemmelse om denne Regulering af Ilden er en af Kompagnichefens Hovedopgaver.“
Skitse 4, der er gengivet efter det tyske Reglement, viser et tysk Fodfolkskompagni under Indbrud i en fjendtlig Stilling i Bevægelseskrig. Man vil se, at 1. Deling er trængt ind i det fjendtlige Forsvarssystem, og at Kompagniets Fremrykning paa denne Del af Fronten har de bedste Chancer for at lykkes, derfor er Kompagniets Reservedeling (3. Deling) nu i Færd med at blive sat ind paa højre Fløj — ikke paa venstre Fløj, hvor Fjendens Modstandsevne er størst. løvrigt skal jeg anbefale mine danske Kammerater at studere Skitse 4 indgaaende.
Studer:
— hver enkelt Gruppes Formation og Fremrykningslinie.
— Delingsførernes og Kompagnichefens Pladser.
— de lette Maskingeværers Pladser og Skudopgaver.
— de tunge Maskingeværers Pladser og Skudopgaver.
— Minekasternes Maskingeværers Pladser og Skudopgaver.
— Infanterikanonens Maskingeværers Pladser og Skudopgaver.
— Fjendens Besættelse af Terrainet.
Studer den etablerede Samvirken mellem de forskellige Vaaben, sæt Dem selv i den enkelte Delingsførers og i Kompagnichefens Sted og tænk Dem til, hvilke Ordrer der er udgivet, eller som De vilde have udgivet i de paagældende Føreres Sted! Denne Skitse i det tyske Reglement er øjensynlig udfærdiget med største Omhu; hver enkelt lille Signatur er anbragt paa sin rette Plads; hver Formation er afpasset efter Terrainet; man lærer mere af denne Skitse end af mange Siders Tekst og indgaaende Forklaring. Skitsen er ikke forsynet med Maalestok, men man regner næppe meget galt, naar Kompagniets Fægtningsfront sættes til 250 m. Til Sammenligning med ovenstaaende tyske Bestem^ melser skal nedenfor gives Uddrag af Bestemmelserne i det f r a n s k e „Reglement provisoire de Manoeuvre d’Infanterie“ af 1. Februar 1920, 2. Del. Det franske Fodfolkskompagni bestaar som bekendt af 4 Kampdelinger å 3 Kampgrupper. Kampgruppen er tvedelt og bestaar af 1 Rekylgeværhold og 1 Geværhold, hvert paa 1 Fører og 5 Mand. I Reglementets Skitser er Kampgruppen som Regel kun indtegnet ved een Signatur.
Nedenstaaende Skitse 5, der er gengivet efter det franske Reglement, viser et Kompagni under Fremrykning til Fægtning („approche avant la prise de contact“) Kompagniet paa Skitse 5 har faaet en forholdsvis bred Front at eklairere og har derfor 3 Delinger i 1. Linie; Reglementet regner 300 500 m som den Front, der kan tildeles 1 Kompagni; efter Omstændighederne kan Kompagniet have 1— 3 Delinger i 1. Linie og har da henholdsvis 3— 1 Deling i 2. Linie. Afstand mellem Kompagniets 2 Linier 100—300 ni. Sikrer Kompagniet en Bataillons Fremrykning, bliver Afstanden til Bataillonens næste Echelon (2 Kompagnier) 500 — 600 m. En fransk Delings Formering under Fægtning er næsten overalt som vist paa Skitserne 5 og 6, altsaa
med.de 3 Kampgrupper formeret i Dybden i Trekantform og med c. 50 m Afstand fra Gruppe til Gruppe. Under Fægtning („Prise de contact“) er Kompagniets Formering øjensynlig ikke væsentlig forskellig fra Formationen under „approche avant la prise de contact“ ; Reglementet siger kun, at „Kompagniets totale Dybde er mindre i „la formation d’attaque“ end i „la formation d’approche“. Kompagniets Fægtningsfront er normalt 200 250 m. Med 50 m Afstand fra Gruppe til Gruppe i Delingen udtaler Reglementet, at „Grupperne har tilstrækkelig Plads til at kunne indtage tynde Formationer og være lidet saarbare, og de er tilstrækkelig nær ved hinanden til at kunne se hinanden, yde hinanden gensidig Støtte Og til at f o r h i n d r e e n h v e r f j e n d t l i g I n d t r æ n g e n m e lle m d e m " .
Sammenligner man nu en fransk og en tysk Fodfolksdeling med hinanden, vil man se, at den tyske Fodfolksdeling under Fremrykning til Fægtning og under Fægtning har langt den største Dybdeformering; en tysk Fodfolksr/e/my har omtrent samme Dybdeformering som et fransk Fodfolks/, om p ag ni. En medvirkende Grund hertil er maaske, at den franske Fodfolksdeling aldrig har mere end 3 Grupper, medens den tyske Deling bestaar af 4 — 5 Grupper. Fælles for de tyske og franske Reglementer er Bestemmelsen om, at de Grupper i 1. Linie, der under Fægtning formaar at trænge frem, skal søge hensynsløst frem, vel vidende, at de er sikrede af egne bagvedværende Gruppers Ild. Ifølge tyske Bestemmelser er a n d e r F æ g t n i n g den til enhver Tid forrest værende Gruppe R e ln in g s g r n p p e .
Med Hensyn til de anførte Afstande og Mellemrum mellem de forskellige Led skal iøvrigt bemærkes, at Reglementerne tager Forbehold over for disse Tal og siger, at de under særlige Forhold kan stærkt forøges eller formindskes (Angrebsfronten for en enkvadreret tysk Bataillon kan variere fra 400—800 m.) men de anførte Tal giver dog gode Holdepunkter for os Danske angaaende Fægtningsformationer i de moderne Hære, der har indhøstet blodige Krigserfaringer i den store Verdenskrig. Sluttelig skal lige anføres et Par Eksempler paa, hvorledes engelske Fodfolksdelinger og Kompagnier kan være formeret under Fægtning. Det engelske Fodfolkskompagni bestaar af 4 Delinger. Hver Deling bestaar af 2 Rekylgeværgrupper å 1 Fører og 6 Mand samt 2 Infanterigeværgrupper ligeledes paa 1 Fører og 6 Mand. Nedenstaaende Skitser er gengivet efter det nye engelske Fodfolksreglement „Infantry Training“ 1922.
Man vil paa ovenstaaende Skitser fra det engelske Reglement lægge Mærke til de store Afstande, der holdes under Fægtning mellem Delingens Grupper, og de forholdsvis store Fægtningsfronter for Delinger og Kompagnier Endvidere vil man se, at den engelske Fodfolksgruppe har en særlig Formation, der kan benævnes Skgttekilen. Skulde man samle sine Hovedindtryk af en Sammenligning mellem tyske, franske og engelske Fodfolksdelinger og -kompagnier med danske Fodfolksdelinger og -kompagnier, kan det gøres i følgende
Konklusion.
1) Kampgruppen. Den danske Kampgruppe bør bestaa af 1 Fører og højst 8 menige. I Tyskland er Gruppen paa 1 Fører og højst 7 menige, i England paa 1 Fører og 6 menige, og i Frankrig har man i Sommeren 1922 i „Revue d’Infanterie“ foreslaaet at reducere den franske 12 Mands Gruppe til en 5 Mands Gruppe (jvfr. M. T. Nr. 16 1922).
Antallet af det til enhver Tid disponible Antal Rekylgeværer bør ikke have Indflydelse paa Kampgruppens Størrelse — i hvert Fald bør Mangel paa Rekylgeværer ikke forlede til at gøre Kampgruppen slorre. Man bør inddele sit Fodfolkskompagni i Grupper paa højsi S menige og saa vidt muligt give hver Gruppe sit Rekylgevær. Har man ikke det tilstrækkelige Antal Rekylgeværer hertil, fordeler man de Rekylgeværer, man har, ligeligt paa Delingerne, og de Grupper, der ikke kan faa Rekylgeværer, maa da indtil videre — som i Tyskland og England — være almindelige Skyttegrupper.
Karakteristisk for hele den moderne Gruppetaktik er følgende Bestemmelse i det tyske Reglement for Skyitegrnppen, der ifølge Fredstraktaten i Versailles ikke kan blive forsynet med Rekylgeværer, og som man derfor skulde tro maatte være henvist til at kæmpe i Skyttekædeformation:
„Undertiden nil Gruppeføreren ned IIjælp a f en enkelt Skarpskytte kunne opnaa samme Resultat som ned Hjælp af hele Gruppen. Han lader da de ønrige Skytter kline i Dækning. Dette har den Fordel, at Gruppens Slødkraft skaanes, og at der kun bydes Fjenden et ganske ringe Maal.“
Her har man i en Sum hele den moderne Gruppetaktik:
a) hvorfor Fodfolket nu kæmper i Grupper, ikke i lange Linier,
b) hvorfor een Mand i hver Gruppe skal bevæbnes med et særligt kraftigt og effektivt Vaaben, Rekylgeværet, og
c) hvorfor denne ene Mand længst muligt alene fører Ildkampen, medens Gruppens øvrige Skytter holder sig i Dækning og danner Reserve for ham. Kampgruppens Formationer kan være følgende:
Den tyske Skytteflok er sikkert en meget smidig og meget anvendelig Formation og ifølge Skitserne i det tyske Reglement en meget anvendt Formation. Indtil videre vil jeg dog anse Skytterækken — og da navnlig den tæt opsluttede, evtl. leddelte Skytterække (Enkeltrække) — for den Formation, der længst muligt bør anvendes.
2) Mellemrum og Afstande. Der skal holdes store Mellemrum saavel mellem Kampgrupper indbyrdes som mellem Delingerne, og der bør være stærk Dybdeformering inden for saavel Delinger som Kompagnier. 50— 100 m rent Mellemrum mellem Grupperne bør være Reglen, og en Dybdeformering inden for Delingen paa 300—400 m vil ofte være fordelagtig, selv naar Delingen er enkadreret. Delingsføreren fører sin Deling pr. Ordonnanser eller Tegn. De Fægtningsfronter, der normalt tildeles vore forholdsvis storeFodfolksdelinger og-kompagnier, er under Øvelser som Regel for smaa. En Deling paa 6 Kampgrupper vil effektivt kunne beherske en Front paa c. 200 m, og den vil kunne udnytte Terrainet langt fordelagtigere paa denne større Front — altsaa lide færre Tab under Fægtning.
3) Tunge Fodfolksvaaben. Ved Studiet af de tidligere krigsførende Landes nye Fodfolksreglementer faar man et levende Indtryk af, hvor nødvendigt det er, at vort Fodfolk bliver udstyret med de saakaldte »Tunge Fodfolksvaaben«. Jeg tænker her navnlig paa Minekastere. Vi maa have disse Vaaben i stort Antal, og baade Delingsførere og Kompagnichefer af Fodfolket maa have indgaaende Kendskab til disse Vaabens Præstationsevne m. v. og lære at anvende disse Vaaben paa rette Maade under Fægtning — dette er øjensynlig en absolut Betingelse for, at et Fodfolkskompagni kan gennemføre et Angreb paa en moderne bevæbnet Modstander.
