Log ind

Moderne Fodfolksbatailloner

#

Det er visseligen ikke Bataillonemes Antal, der gør det, men deres Kvalitet.

 

 

Det, Liddell Hart i sin Bog „The future of infantry“ har anført af Undersøgelser og Forslag til Fodfolkets Fornyelse, vil i de nærmeste Aartier komme til at danne Grundlaget for Nyorganisation Verden over.

Liddell Hart, hans Organisation, hans Taktik (Uddannelse, Udrustning) er i nøje Kontakt med Tiden og Udviklingen.

Hvad vil Liddell Hart?

I Korthed: Paa Grundlag af Historiens Erfaringer ud af et almindeligt Fodfolk, „tungt Fodfolk“ eller „Stillingsfodfolk“, skabe et udvalgt, let, motorbaaret Fodfolk med en omhyggelig Uddannelse og samtidig paa Ruinerne af Slagkavaleriet skabe Nutidens afgørende Slagvaaben i Form af Kampvogne.

At de Ideer, Liddell Hart fremsætter, ikke er Fantasterier, fremgaar af 1) at England allerede er godt paa Vej til at føre dem ud i Virkeligheden, 2) at Mil. Wochbl. i en længere Anmeldelse giver dem al mulig Anerkendelse, og 3) en Udtalelse af den tidligere franske Generalstabschef, General Debeney, der skal refereres i Slutningen af disse Linier.

Liddell Hart: „I Historien ligger Erfaringerne, de er vore, om vi kan finde dem.“

Det forste Afsnit af Bogen giver en historisk Oversigt over Fodfolkets Udvikling fra de ældste Tider til vore Dage.

Det første Kvalitetsfodfolk: de græske Hopliter, faa i Tal, hævdede sig overlegent overfor de persiske Masser.

Som et interessant Sidestykke til dette omtaler L. H. i en anden Forbindelse, hvorledes i Boerkrigen i Sydafrika 18 Boere ved Bid- dulphsberg var i Stand til at afslaa 2 berømte engelske Batailloner.

Epaminondas nævnes som alle Tiders største taktiske Fornyer. Han drog Fordel af Hopliternes Tilbøjelighed til at dreje tilhøjre i Phalanxen — den Side som Skjoldet ikke beskyttede — ved at tynde den højre Floj ud, ved at gøre den svagere og holde den noget tilbage, mens han med den forstærkede og kavaleridækkede venstre Fløj masede Modstanderens højre. — Saaledes blev den „skæve Slagorden“ dannet, som Frederik den Store fornyede 2 Tusind Aar senere.

Det er interessant at følge L. H.s Paavisning af Kavaleriets afgørende Indflydelse paa Slagets Gang lige op til Frederik den Stores Tid. Hans Hær var den sidste, i hvilken Kavalerichockets afsluttende Indsats afgjorde Kampen. — Hesten var blevet et for godt Maal for Projektilet.

L. H. viser senere — og det er vel nok Bogens vægtigste Indsats, — at Kavaleriet i vore Dage har faaet sin Fornyelse, vel at mærke Kavaleri i Gaaseøjne, nemlig i Form af Kampvogne. Han viser, at moderne Fodfolk uden Kampvogne i stort Tal (1 Kampvognsbrigade til 2 Fodfolksbrigader) er lige saa værdiløst, som Fodfolk før Skydevaabnenes Indførelse uden Kavaleri.

Efter en Undersøgelse af Verdenskrigens taktiske Sygdomme paaviser han Vejen til Helbredelse, Vejen til Fornyelse.

Den ødelæggende Masseoptræden paa Kamppladsen lammede Manøvren. Det var Jernbanerne, der havde fremkaldt denne Massetendens. Ganske vist havde Jernbanerne øget den strategiske Bevægelighed, men Massen havde til Gengæld i Forbindelse med Fodfolkets Overbelastning af Udrustning lammet den taktiske Bevægelighed.

Der bestod nemlig under V. K. 2 Muligheder for Manøvre: Den ene: at gøre Mandskabet kugletæt ved at anbringe det i pansrede Køretøjer. Den anden: at lære Mandskabet at undgaa Kuglerne ved en Fornyelse af Angrebsmetoderne.

Englænderne var Pionerer for den første Metode, Tyskerne for den anden.

Tyskerne aabenbarede tillige, at et Massefodfolk intet kunde udrette her, at der krævedes et omhyggeligt udvalgt, yderst trænet Elitefodfolk. De anvendte særlige „Stormtropper“. Men Tiden var gaaet for Tyskerne, og deres 1918 Aargang var ikke blevet modnet tilstrækkeligt.

Ved indgaaende Analyse af Fortidens Foreteelser har L. H. draget følgende Slutning:

1. At Choek’et, som alle Dage har været mere af moralsk end af

fysisk Virkning, er gaaet af Brug for 2 Hundrede Aar siden.

2. At Afgørelsen paa Kamppladsen er aftaget i samme Grad, som

Kavaleriets Anvendelighed er aftaget.

Kavaleriet har altid i Ordets sande Betydning været det afgørende Vaaben — ikke fordi det var i Stand til at ryste Fjendens faste Formationer, men fordi det kunde bevæge sig tilstrækkelig hurtigt til at udnytte enhver Uorden, der paa anden Maade blev fremkaldt i Fjendens Rækker.

Men selv om Fodfolket ikke har været det afgørende Vaaben i den Betydning Kavaleriet har været det, har det dog haft en væsentlig Indflydelse paa Sejren m. H. t. at forberede Afgørelsen og til at gøre Afgørelsen mulig.

Fodfolket har haft den fastholdende (fixing) Virksomhed. Dette „fixing“ indeslutter dog 2 Grader, der staar i Forbindelse med Fodfolkets Duelighed. Den lavere Grad kan defineres som Styrken til „at holde“, hvad enten det drejer sig om at besætte en Stilling eller at henlede Fjendens Opmærksomhed. Denne er i Virkeligheden af defensiv Art, men den giver Manøvrevaabnet en fast Operationsbasis. — Den højere Grad kan defineres som Styrken til at „desorganisere“. Dette kan opnaas ved en demoraliserende effektiv Ild, ved at trænge gennem svage Punkter i Fjendens Front, og ved at true hans Kø. Denne Grad er af offensiv Art og kræver høj taktisk Bevægelighed.

Under det meste af V. K. naaede Fodfolket kun den lavere Grad. Automatiske Vaaben øgede i høj Grad den defensive Styrke, men Massetaktikken og Bølgerne reducerede den offensive Styrke til 0.

Selv det bedste' lette Fodfolk kan imidlertid ikke undvære et moderniseret Kavaleri, fordi det kan ikke slaa hurtigt nok eller følge igennem tilstrækkelig hurtigt til at fremtvinge en Afgørelse.

Spørgsmaalet bliver herefter: Hvorledes skal Fodfolket moderniseres?

Vi ved, vi kan uddanne almindeligt Fodfolk paa kortere Tid end 6 Mdr. Tiden kunde imidlertid forkortes betydeligt — ja kunde sættes helt ned til 6 Uger — hvis vi strøg mange af de fuldkommen unyttige Bevægelser i det nuværende Exercersystem, foruden den tekniske og taktiske Uddannelse, som overgaar, hvad et saadant Fodfolk virkeligt har Brug for. Hvis dette hurtige og rationelle Uddannelsessystem blev anvendt, bliver den logiske Slutning, at Hovedmassen af Mandskab til Bevogtningsopgaver først behøver at uddannes, naar Situationen bliver kritisk.

I Fredstid skulde den regulære Hær ikke omfatte „Garnisonsfodfolk“. Alt skulde være „let Fodfolk“ i Ordets egentlige Betydning. Hvorledes skal dette „lette“ eller „mobile“ Fodfolk dannes?

L. H. undersøger Spørgsmaalene Bevæbning, Udrustning, Bevægelighed, Organisation, Taktik og Uddannelse og kommer til en Ordning, som her i store Træk skal anføres:

Bataillonerne paa 3 lette Kompagnier og 1 mekaniseret Støttekompagni med Maskingeværer og Morterer.

De 3 lette Kompagnier udrustes ensartet med lette smaakalib- rede Sportsgeværer (endnu lettere end vor Karabin). „Et vigtigt Spørgsmaal er, om let Fodfolk skal udrustes med automatiske Vaa- ben. Mit Svar er „kun for saa vidt de kan transporteres mekanisk“. Vaaben, der afgiver saa store Ammunitionsmængder, kræver naturnødvendigt lige saa stor Ammunitionsforsyning. Dette betyder Vægt. Derfor vil jeg paastaa, at et fundamentalt Princip for Fodfolk er, at dets Bevæbning kun skal omfatte automatiske Vaaben, for saa vidt de kan medføres mekanisk.“

Han vil end ikke tildele de lette Kompagnier lette Maskingeværer, fordi Vægten — naar Ammunitionen tages i Betragtning — bliver for stor.

Bataillonens 4’ Kompagni bliver saaledes et mekaniseret Støttekompagni med Maskingeværer og Morterer paamonteret Køretøjerne paa en saadan Maade, at de let kan afmonteres og bringes i Stilling i Terrainet.

„Der er en tydelig Forskel baade i Praxis og psykologisk mellem indirekte Ildstøtte af Fortidens hestetrukne, haandbetjente (manhandled) Maskingeværer og den nutidige Støtte af disse Vaaben, naar de er gjort mekaniske.“

Til Gunst for Motortransport af det lette Fodfolk, udtaler L. H.: „Fodmarcher er ikke blot forældede, men er i flagrant Strid med Napoleons Axiom, at en Hærs effektive Styrke er Masse gange Hastighed — og med Forrest’s mindre matematiske, men ikke mindre nøjagtige Ord, at Udfaldet i Krig er afhængig af, at man „kommer først med mest“ (getting there first with the most).“

„Fodfolket vil naturligt søge at drage Fordel af Motoren saa længe som muligt, i Virkeligheden indtil Fjendens Ild tvinger til at stige ud. Den logiske Følge heraf vil være, at det forreste Fodfolk skulde forsynes med en Type Køretøjer, som sætter det i Stand til at udsætte Udstigningen længst muligt. — Den endelige Løsning maa saaledes blive at anbringe Mandskabet i smaa pansrede Tracks. Det maa dog antages, at Bekostningshensyn vil udsætte denne Løsning. — Ethvert lille Køretøj, som er let og handy, vil tilfredsstille Nutidens Behov.“

Denne Undersøgelse skulde føre til, at det forreste af de 3 lette Kompagnier skulde være et letvogns Blænkerkompagni „a company of light-car skirmishers“, der let kan deles i 2 Halvkompagnier, de 2 andre lette Reservekompagnier motoriseres i store Motorkøretøjer, helst af „cross-country“ Typen, track eller sexhjulede.

Støttekompagniet: smaa pansrede Køretøjer af Cardan-Loyd Typen.

Skærmbillede 2020-10-14 kl. 16.21.36.png

Kolonnedybden vil blive stor med en saadan Bataillon, men i Tid — og det er det afgørende — vil den blive betydeligt mindre end en almindelig Bataillons.

En saadan Bataillon skulde ikke være paa mere end 500 Md. Et større Antal vil vanskeliggøre Ledelsen, og

det er forst og sidst Ildkraft, der ankommer til rette Tid og Sted, der tæller i moderne Krig, og ikke Mandtallet.

General Debeney:

„La Revue des Deux-Mondes" af 15/3 33 (gengivet i Revue d’Inf. og delvis i Mil. Wochenbl.) offentliggør omtrent samtidig med Udgivelsen af „The future of inf.“ en Studie af General Debeney: „Les exigences de la guerre de materiel“, der paa en rammende Maade underbygger den engelske Tendens, og hvoraf her skal gengives i Uddrag:

„Vil ikke nogle fuldkomne Maskiner, betjent af nogle professionelle, have større Virkning, end et betydeligt Antal mindre godt udrustede Kombattanter? Kvalitet erstatte Kvantitet, og Materiel erstatte Mandskab: Tænk blot paa en Kampvogn, kun betjent af 2 Md., paa en Kampflyvemaskine med Pilot og Skytte som eneste Bemanding, og dog, hvis en Bataillon paa 700 Md. erstattes af 20 K.V. og 20 Kampflyvemaskiner med tilsammen ikke 100 Md.s Besætning, vil der saa ikke hermed være opnaaet en højere Kampværdi end med Bataillonen henseende til Ildkraft og Manovreevne? Og der er sparet 8/10 af Styrken. — Dette holder dog ikke Stik. Thi det Mandskab, der er holdt borte fra Kamplinien, finder man længere tilbage, beskæftiget med at vedligeholde og amm.forsyne de Maskiner, som blev betragtet som Erstatningen.

Den K.V., som 2 Md. alene fører i Kamp, fordrer c. 4G Md. til sin Betjening, Vedligeholdelse og Erstatning; paa samme Maade med Flyvemaskinen, naar den alene bærer sin Pilot og sin Skytte, kræver den dog en Styrke paa c. GO Md., beskæftiget med at reparere, forsyne og udstyre Landingsplads......

Styrken er blot blevet fordelt paa en anden Maade, nemlig i Dybden, men den er ikke blevet formindsket.

Hvorledes i Fremtiden?

Kampvogne vil blive fremstillet i Serier...... de smaa K.V. vil

uden Tvivl blive udstykket i stor Mængde til Enhederne, endog til Regimenterne. — Allerede ved Slutningen af 1918 manifesterede Trangen til K.V. sig saa stærkt, at en Afdeling, som havde kæmpet glimrende i Forbindelse med K.V. viste tydeligt Tegn til Vaklen, da den Dagen efter saa, at K.V.ne var blevet flyttet over til Nabodivisionen.

Nous marchons vers une infanterie blindée servant de nombreux engins à tir courbe et à tir tendu, des canons anti-chars, des mitrailleuses antiaériennes, des avions cuirassés.“

Vi danske bør være tilfredse med den Tendens, Udviklingen viser: Kvalitet! Thi hvad vi vil komme til at mangle i Kvantitet, vil vi med vor høje tekniske Udvikling i nogen Grad kunne opveje med Kvalitet.

For vort eget Land gælder det i højere Grad end for noget andet Land i Verden: en øjeblikkelig, en intensiv, men kortvarig Styrkeprøve.

Ethvert Omraade af Danmarks Jord er et Grænseomraade i militær Betydning.

Som Følge heraf maa Kernen af vor nye Hær — saaledes som den europæiske Situation i Øjeblikket tegner sig — være mobiliseret (i dette Ords egentlige Betydning) i Fred.

Der bliver ikke Tid for os til at mobilisere efter indviklede mellemeuropæiske Systemer.

Hærens Kerne — lette Fodfolks- og Kampvognsregimenter — maa paa samme Maade som andre Landes Grænsetropper alt i Fredstid bevare et højt Kampberedskab.

Alt efter som Situationen bliver kritisk, skal Landsdelenes Landstorme kunne indkaldes.

Der kan diskuteres om mangt og meget i Liddell Harts Opfattelse af moderne Fodfolksbatailloner.

Eet staar dog over al Diskussion for vort eget Lands Vedkommende :

Trangen til et om end lille saa dog udvalgt, let Fodfolk med højt Kampberedskab i Forbindelse med stærke Kampvognsformationer.