Log ind

Moderne Fodfolks Organisation og Udrustning

#

Forfatteren til den af Oberstløjtnant Hartz nylig omtalte Bog „Der Kampfwagenkrieg“ indleder denne med en Bemærkning om, at den store Krig har efterladt en Række tungtvejende Spørgsmaal vedrørende den fremtidige Krigsførelse. Til disse Spørgsmaal hører Fodfolkets Organisation og Udrustning. Blandt de Faktorer, som har Indflydelse herpaa, hører i høj Grad Kampvogne og Flyvemaskiner, der endnu under Verdenskrigen befandt sig paa Begynderstadiet, men som siden har gennemgaaet en Udvikling, der fuldstændig vil revolutionere Slagbilledet. Diskussionen om Kampvogne og Flyvemaskiner — Anvendelsen og Bekæmpelsen af dem, deres Indflydelse paa Taktik, Organisation o. s. v. — indtager en fremskudt Plads i den militære Faglitteratur, og selv om der endnu ikke er skabt Klaring, hvad der heller ikke var at vente i en Overgangstid, saa er det dog muligt at optrække visse Linier. I „Mil. Tidsskrift“ har Premierløjtnant Winkel, Kaptajnløjtnant Gyth og Oberstløjtnant Hartz ved deres Artikler om Fodfolkskanoner og Kampvognskrig givet værdifulde Bidrag hertil. Men det Resultat, de kommer til — og i Særdeleshed da Oberstløjtnant Hartz —, er ikke lysteligt set fra et Fodfolksstandpunkt og svarer i hvert Fald ikke til den kendte Sætning: Im Kriege ist alles einfach. Den af Oblt. H. foreslaaede Bataillon sammensættes af 3 forskellige Slags Kompagnier, og til Regimentet knyttes en Skytsbataillon med 1 Kanonkompagni, 1 Morterkompagni og 1 Luftværnskompagni. Det vil sige, at der indenfor Regimentet findes følgende Vaaben:

Morterer,

37 mm Kanoner,

20 mm

13 mm Maskingeværer,

8 mm „

8 mm Rekylgeværer,

8 mm Gevær 89,

foruden Geværgranater,

Haandgranter o s. v

I hvor høj Grad Uddannelse og Føring vil vanskeliggøres ved denne Mængde af Typer, der minder om en Prøvekollektion, behøver næppe nærmere Forklaring. Skulde det virkelig ikke være muligt at simplificere hele dette Udstyr og dog opnaa en tilfredsstillende Løsning af de militære Opgaver, der kan stilles en Bataillon og et Regiment, naar vore særlige Forhold tages i Betragtning? Det, der bl. a. volder Vanskelighederne, er, at Fodfolket ved egen Hjælp skal kunne bekæmpe baade Kampvogne og Flyvemaskiner. Men de af Kaptajnløjtn. Gyth anførte Data synes virkelig ret overbevisende at godtgøre, at den 20 mm helautomatiske Kanon er i Stand til at løse begge Opgaver, og at den saaledes er et brugeligt Enhedsvaaben. Og saa har den jo den store Fordel, at dens Konstruktion er ganske sammenfaldende med Rekylgeværets — kun Kaliber og Affutering er forskellig; simplere kan det ikke være. Hvorfor vil dog Oberstløjtnant Hartz som særligt Luftværnsvaaben indføre et 13 mm Maskingevær? Hvis man vil opnaa Virkning paa en Flyvemaskine, maa der anvendes Granater, hvis Sprængvirkning selv i Vingerne er saa stor, at den tvinger Maskinen ned. Et saadant Projektil har den 20 mm Kanon; 13 mm er for ringe Kaliber saavel for Brandrør som for Sprængladning. Om en Flyvemaskine gennemhulles med 8 eller 13 mm Projektiler, er vist ligegyldigt, ingen af de frembragte Huller betyder nogen Fare for Maskinen. Det er vel ogsaa derfor, at den 20 mm Kanon anvendes som Anti-Luftvaaben paa Marinens Skibe og i Rytteriets Panservogne og er paaregnet som Middelkaliber saavel ved Københavns Luftforsvar som i Hærens Luftværnsafdeling. Der er ikke nogen Grund til at belemre Fodfolket med et helt nyt automatisk Vaaben. Saa er der Spørgsmaalet Maskingeværkompagnier eller Rekylgeværkompagnier. Er der virkelig nogen Mening i at opretholde begge Slags, naar Rekylgeværet i let Lavet skyder lige saa sikkert og kan løse samme Opgaver som Maskingeværet. Forfatteren til „Der Kampfwagenkrieg“ er baade i denne Bog og senere i en Artikel i „Mil. Wochenblatt“ selv inde paa, at Maskingeværkompagniet afskaffes og gøres til et Maskinkanonkompagni. I Virkeligheden er Rekylgeværet med let Lavet under de nuværende Forhold den smukkest tænkelige Løsning af Kompagniets Bevæbning. Det er Historien om Kolumbus med Ægget om igen. Ved dets Hjælp forenes det almindelige Kompagnis Bevægelighed med Maskingeværkompagniets Ildkraft. Forudsat at de af Kaptajnløjtnant Gyth anførte Oplysninger holder Stik, vilde det synes mest logisk at udruste Bataillonen med Rekylgeværer og 20 nim’s Kanoner og f. Eks. give den følgende ogsaa fra anden Side foreslaaet Form:

4 Rekylgeværkompagnier å 4 Delinger å 4 Kampgrupper, hver Gruppe med 1 Rekylgevær med tilhørende let Lavet.

1 Maskinkanonkompagni paa 5 Delinger med ialt ti 20 mm’s Kanoner.

I Regimentets Skytskompagni skulde saa desuden indgaa et Antal 20 mm’s Kanoner og Stokes-Brandt Morterer.

En saadan Bataillons ensartede Udrustning vilde gøre den forholdsvis let at uddanne, ligesom dens enkle Opbygning vilde smidiggøre dens Anvendelse i Terrainet.

Oberstløjtnant Hartz slutter sin Artikel om Kampvognskrig med en Udtalelse af vidtrækkende Betydning: efterhaanden som Udviklingen skrider frem, og Hærene motoriseres og mekaniseres (motoriserede Divisioner og Kampvognsdivisioner), vil der for de smaa Staters Hære (saafremt de ikke raader over Kampvognsstyrker) kun være een Form for Kamp: Det rene Forsvar.“ Oberstløjtnant Hartz rører her ved et Punkt, som kan faa overordentlig Betydning for Sammensætningen af de smaa Staters hele Kampudstyr og da ikke mindst for vort eget Vedkommende. Hans Ord maa føre til, at vi i højere Grad fæster vor Opmærksomhed paa vore egne militær-geografiske og strategisk-politiske Forhold og ikke blot i formindsket Maalestok efterligner de store Militærstaters Kampmidler, bestemte til Brug paa de mellemeuropæiske Slagmarker. Han aabner for et Perspektiv, der rejser Spørgsmaal, som vil kunne faa indgribende Indflydelse paa Organisation og Udrustning af vort hele Militærapparat.

F. Johansen.