Et par år før terrorangrebene den 11. september 2001 var der i USA indledt en ny og omfattende debat om forsvar mod interkontinentale ballistiske missiler. Det spørgsmål, der vil blive drøftet i det følgende, er, hvordan terrorangrebene påvirkede den amerikanske debat om missilforsvar og forholdet mellem USA og Rusland, de to stater, der er omfattet af ABM-traktaten og START-aftalerne. Derimod ligger det uden for denne artikels problemstilling nærmere at diskutere truslens karakter og alternativer måder, hvorpå den kunne tænkes imødegået.  Umiddelbart kan man sige, at begivenhederne den 11. september ifølge såvel tilhængere som modstandere bekræftede deres respektive standpunkter fra tiden før terrorangrebene. For tilhængerne af missilforsvar var aktionen mod World Trade Centre og Pentagon en dramatisk bekræftelse af USA's sårbarhed over for angreb fra yderliggående kræfter, der ikke ville sky noget middel for at tilføje USA selv store menneskelige og materielle tab. Derfor måtte forsvaret mod alle trusler - herunder også truslen fra ballistiske missiler - opprioriteres. For modstanderne af missilforsvar var angrebene derimod en klar illustration af, at et omkostningskrævende missilforsvar ville være en fejlinvestering, der alligevel ikke ville kunne beskytte landet mod alvorlige angreb fra beslutsomme fanatikere. 
 

Før 11. september 

Spørgsmålet om at etablere et forsvar mod ballistiske missiler har været et tilbagevendende tema i amerikansk politik lige siden Sovjetunionen i slutningen af 1950erne med sit missilprogram demonstrerede sin evne til nå USA med masseødelæggelsesvåben. Tre gange har den amerikanske debat ført til politiske beslutninger om at intensivere og - om muligt - deployere missilforsvarssystemer. Det var i perioden 1967-1972, i en årrække fra 1983 og frem samt siden midten af 1990erne. Politiske, strategiske og økonomiske betænkeligheder samt tekniske vanskeligheder har imidlertid betydet, at de tidligere bestræbelser ikke - bortset fra et kortvarigt punktforsvar af en amerikansk missilbase - har resulteret i deployerede forsvarssystemer.2 

Det strategiske forhold mellem de to supermagter byggede under den kolde krig på princippet om gensidig afskrækkelse eller gensidig, sikret ødelæggelsesevne ("Mutual Assured Destruction", MAD). Det var ikke mindst det princip, der fandt udtryk i ABM-traktatens meget snævre begrænsninger på de to staters mulighed for at opbygge forsvarssystemer mod interkontinentale, ballistiske missiler. Ifølge den oprindelige traktattekst fra 1972 måtte hvert land kun deployere to punktforsvarssystemer. Det blev to år senere i en tillægsprotokol ændret til ét system. USA valgte at beskytte sine Minuteman-missiler i Grand Forks I North Dakota, men nedlagde systemet igen allerede i 1975. Sovjetunionen fastholdt og opgraderede løbende sit såkaldte Galosh-system omkring Moskva. 

MAD blev imidlertid aldrig fuldstændig accepteret i det sikkerhedspolitiske miljø i USA. Efterhånden som årene gik, anfægtede flere og flere troværdigheden af en strategi, der indsnævrede præsidentens handlemuligheder og forudsatte viljen til at udslette millioner af civile i en ren gængældelsesaktion. Lige siden 1970erne har der således i den amerikanske sikkerhedspolitiske debat været uenighed mellem de, der mente, at MAD var et uomgængeligt grundvilkår i kernevåbenalderen, og de, der mente, at MAD var en både politisk og moralsk uacceptabel doktrin, som man med teknologiens hjælp burde forsøge at sætte sig ud over.

Det var sådanne tanker, der lå bag præsident Ronald Reagans storstilede Strategic Defence Initiative (SDI) i 1983. Det førte imidlertid ikke til det tilsigtede gennembrud, og i de følgende år reduceredes både ambitionerne og bevillingerne. Præsident Bill Clinton nedtonede forskningsprogrammet yderligere i sin første embedsperiode og orienterede det mod geografisk begrænsede forsvarssystemer ("Theater Missile Defence", TMD), der ikke er i strid med ABM-traktaten. 

I anden halvdel af 1990erne tog interessen for forsvar mod interkontinentale, ballistiske missiler til I USA. Det skyldtes den fortsatte spredning af missilteknologi til såkaldte "slyngelstater" stater, der stod i et politiske modsætningsforhold til Vesten i almindelighed og USA i særdeleshed. Kongressen nedsatte en Commission to Assess the Ballistic Missile Threat under ledelse af den tidligere (og senere) forsvarsminister Donald Rumsfeld. Dens rapport fra sommeren 1998 konkluderede, at truslen mod USA fra de nye og kommende indehavere af ballistiske missiler var "bredere, mere udviklet og hastigere voksende", end tidligere amerikanske efterretningsrapporter havde konkluderet. En række missiltests gennemført af Pakistan, Iran og Nordkorea i tiden umiddelbart før og efter offentliggørelsen af rapporten bidrog stærkt til at skærpe interessen for emnet.  

I Det Republikanske Parti blev missilforsvar et af partiets sikkerhedspolitiske hovedkrav. Allerede republikaneren Newt Gingrichs program, "Contract with America", fra 1994 indeholdt et krav om opsigelse af ABM-traktaten og opbygningen af et nationalt missilforsvar. Tilhængere og modstandere af traktaten karakteriserede Gingrich således: "It is the difference between those who would rely on lawyers to defend America and those who rely on engineers and scientists".3 Også i det bredere sikkerhedspolitiske miljø vandt kravet øget interesse og tilslutning. I dele af Det Demokratiske Parti var der ligeledes støtte til en eller anden form for missilforsvar, om end der fortsat var såvel skeptikere som egentlige modstandere i partiet. Præsident Clinton var ikke specielt optaget af spørgsmålet og ønskede i begyndelsen ikke at fremme sagen. State Department betragtede fortsat ABM-traktaten som en "hjørnesten i den strategiske stabilitet". Presset fra Det Republikanske Parti og en voksende del af det sikkerhedspolitiske miljø tog imidlertid til, og vel ikke mindst for at beskytte vice-præsident Al Gore i den tilstundende valgkamp sadlede Clinton om. I januar 1999 meddelte forsvarsminister William Cohen, at det amerikanske forsvarsbudget ville blive forøget med 6,6 mia. dollar til et nationalt missilforsvar (NMD). 

Clinton-administrationens plan forudså opbygningen af et nationalt missilforsvar i tre faser. Formålet med systemet var at tilintetgøre indkommende sprængladninger, mens de befandt sig i den sidste del af den såkaldte midtbanefase, dvs. uden for jordens atmosfære. Det krævede udvikling og deployering af hurtige og meget præcise afskæringsmissiler ("interceptor missiles") samt omfattende varslings- og kontrolsystemer. I første fase skulle der opstilles 20 afskæringsmissiler i Alaska i 2005. Samtidig skulle fem eksisterende varslingsradar - herunder de to i henholdsvis Fylingdales i Storbritannien og Thule i Grønland - moderniseres. Endvidere skulle der bygges et såkaldt X-band-radar på Aleuterne. En udvidet version af systemet med 100 afskæringsmissiler i Alaska tænktes etableret i 2007. Siden ville systemet kunne udbygges med yderligere missiler, nye radarer og sensorer samt opdatering af software. Endelig kunne der efter 2010 etableres endnu en base med afskæringsmissiler samt varslings- og kontrolsystemer. I foråret 2000 forsøgte Clinton-administrationen at få Rusland til at acceptere en tillægsprotokol til traktaten, der tillod USA at opstille 100 afskæringsmissiler. Det blev imidlertid afvist fra russisk side, måske fordi USA ikke på dette tidspunkt var rede til at tilbyde den reduktion i de offensive strategiske styrker, som Rusland ønskede.4 Missilforsvar kom ikke til at spille nogen større rolle under præsidetvalgkampen i 2000, selvom det stod klart, at George W. Bush var en utvetydig modstander af ABM-traktaten og tilhænger af et amerikansk missilforsvar. Han var kritisk over for Clintons plan, som Bush fandt utilstrækkelig, ligesom han gentagne gange erklærede ABM-traktaten for forældet og hæmmende for det nødvendige forsvar af USA. Med Bushs indsættelse i præsidentembedet stod det således klart, at missilforsvar ville blive et højt prioriteret emne i de kommende års amerikanske politik. 

Efter sin tiltræden har præsident Bush, hans ministre og embedsmænd redegjort for den nye administrations strategiske opfattelse. De siger, at de vil bryde med den kolde krigs terrorbalance og etablere "a new strategic framework". Rusland er ikke længere en modstander, men en partner. Truslen kommer fra "slyngelstater", der ved hjælp af interkontinentale missiler kan true USA med masseødelæggelsesvåben. Derfor må der udvikles og opstilles et effektivt forsvar mod denne trussel. Flere forskellige teknologier til tilintetgørelse af angribende missiler i alle angrebets faser skal undersøges. Hvilken kombination af systemer (den såkaldte "arkitektur"), der skal deployeres, vil først blive besluttet, når der foreligger flere forskningsresultater og er gennemført flere konkrete tests. Det er af hensyn til disse undersøgelser og den kommende deployering, at der er nødvendigt at ophæve ABM-traktaten. Et hovedargument i den amerikanske kritik af ABM-traktaten har været, at den ikke blot forhindrede USA i at deployere, men også at gennemføre de tests, der er nødvendige for at udvikle missilforsvarssystemer. Samtidig siges det, at de offensive strategiske styrker kan reduceres betydeligt. Det skal imidlertid ikke ske gennem langstrakte og tekniske komplicerede forhandlinger med Rusland. USA vil reducere sine styrker i overensstemmelse med USA's egne strategiske behov og så blot håbe, at Rusland vil gøre det samme. Der er ikke behov for formelle, juridisk bindende aftaler, da Rusland ikke længere er USA's fjende. Formelle aftaler som STARTaftalerne og ABM-traktaten lægger uønskede bånd på USA's handlefrihed og forhindrer en fleksibel tilpasning til fremtidige, ændrede strategiske vilkår.   

Allerede inden terrorangrebet den 11. september var der ganske bred politisk opbakning i USA til tankerne om etablering af et forsvar mod interkontinentale, ballisitske missiler.  For præsidenten og hans parti var det et kardinalpunkt, og selv om der var både modstandere og skeptikere i Det Demokratiske Parti, så var støtten blandt Demokraterne til en eller anden form for missilforsvar stærkere, end den havde været i mange år. De ledende demokrater var imidlertid indstillet på at stille skrappe betingelser for at støtte Bush-administrationens planer, og med den ændrede magtfordeling i Senatet som følge af senator James Jeffords udtræden af Det Republikanske Parti overtog Demokraterne formandsposterne i Senatets udvalg og fik dermed afgørende indflydelse på tilrettelæggelsen af Senatets arbejde. De tre mest indflydelsesrige demokratiske senatorer, flertalsleder Tom Daschel, formanden for Udenrigsudvalget, Joseph Biden, og formanden for Forsvarsudvalget, Carl Levin, havde både generelle betænkeligheder og konkrete indvendinger. Et hovedpunkt i kritikken var, at et missilforsvar ikke ville kunne beskytte USA mod angreb med kemiske, biologiske eller nukleare våben, der blev smuglet ind i landet med skib eller på anden måde. 

Bush-administrationens holdning til rustningskontrol i almindelighed og kritik af ABM-traktaten i særdeleshed blev betegnet som udtryk for en unilateralisme, der var i strid med fyrre års anstrengelser på rustningskontrolområdet og den sikre vej til diplomatisk katastrofe.5  I stedet burde USA indgå i dialog med de stater, hvis missilprogrammer gav anledning til bekymring, for ad denne vej at forsøge at forebygge evt. trusler. Om de internationale reaktioner på Bush-administrationens linje sagde Joseph Biden kort før terrorangrebet: “In eight short months, we have distanced ourselves from our allies more than we have ever done before and we have brought our adversaries closer together than ever before.”6 Mere konkret erklærede de demokratiske ledere i Senatet, at deres støtte til et missilforsvar forudsatte en aftale med Rusland om revision af ABM-traktaten. Samtidig lagde de vægt på, at projektet blev støttet af USA's allierede, og at der kom overbevisende resultater fra afprøvningerne af afskæringsmissilerne, inden der blev bevilget penge til opstillingen af forsvarssystemer. Umiddelbart før den 11. september fik Carl Levin flertal i Senatets forsvarsudvalg for en tilføjelse til forsvarsbudgettet, der flyttede 1,3 mia. dollar fra missilforsvar til andre forsvarsformål, og som gjorde bevillinger til missilforsvarsformål, der var "uforenelige" med ABM-traktaten, betinget af ny Kongres-beslutning.   

 

Forholdet til Rusland 

Selvom det nye krav om et forsvar mod langtrækkende ballistiske missiler angiveligt ikke skyldes ønsket om, at USA skal kunne forsvare sig mod et overlagt angreb fra Rusland, men derimod mod et begrænset angreb fra "slyngelstater" samt evt. enkelte fejlaffyrede missiler fra Rusland, så er det ikke desto mindre en sag, der først og fremmest vedrører forholdet mellem USA og Rusland. Det skyldes naturligvis, at den hidtidige terrorbalance baseret på MAD var et spørgsmål om det strategiske forhold mellem USA og Sovjetunionen (Rusland), og at det var de to supermagter, der i sin tid indgik ABM-traktaten for at undgå et destabiliserende rustningskapløb vedrørende offensive og defensive strategiske våben. Mens stærke kræfter i USA nu ønsker at ændre hele grundlaget for den kolde krigs terrorbalance og den hidtidige rustningskontrolpolitik, så ønsker Rusland at fastholde de grundlæggende principper i den hidtidige politik. Præsident Putin samt andre russiske politiske og militære ledere har gang på gang taget afstand fra de amerikanske missilforsvarsplaner, der ifølge russisk opfattelse vil undergrave "den strategiske balance" og underminere hidtidige såvel som fremtidige rustningskontrolbestræbelser. 

De russiske reaktioner har dog ikke været fuldstændig entydige. Efterhånden som det er komme til at stå klart, at USA under alle omstændigheder ville forsøge at udvikle et missilforsvarssystem, er der kommet flere nuancer ind i de officielle russiske reaktioner. Det skyldes, at Rusland står i et dilemma: Hvis USA uanset evt. internationale, politiske omkostninger vil udvikle og deployere et missilforsvarssystem, er der ikke meget Rusland reelt kan gøre. Landet har ikke råd til et højteknologisk rustningskapløb, og landet har heller ikke interesse i eller råd til at gøre alvor af de modforanstaltninger i form af brud på af andre rustningskontrolaftaler, som visse russiske politikere og ledende officerer, har truet med.

Det er tværtimod i russisk interesse at få en aftale med USA om en reduktion af de strategiske styrker til et niveau, Rusland har råd til at opretholde. En fastholdelse af ABM-traktaten (evt. i lettere revideret form) og en aftale med USA om gensidige reduktioner af antallet af sprængladninger på strategiske missiler til omkring 1.500 ville styrke Ruslands mulighed for at opretholde illusionen om fortsat at være en militær stormagt på linje med USA.  
 

Efter 11. september

Chokket over terrorangrebene den 11. september skabte en enestående national samling i USA. Den kom også til at præge debatten om missilforsvar. Selvom det ikke var svært at påpege, at selv et nok så omfattende missilforsvar ikke ville kunne beskytte USA mod angreb fra målrettede og kyniske terrorister, så betød de dramatiske begivenheder, at alle spørgsmål vedrørende landets sikkerhed - også forsvar mod ballistiske missiler - fik en hidtil uset folkelig og politisk bevågenhed. I Kongressen var det tydeligt, at tvivlerne såvel som de medlemmer, der ikke havde taget klart stilling, nu var villige til at støtte misslforsvar som led i en bredere politisk indsats til forsvar for det amerikanske samfund og bekæmpelse af terrorisme. Dertil kom, som en medarbejder i Repræsentanternes Hus udtrykte det: "nobody wants to oppose the President".7 Dermed var Bushs mulighed for at fremme missilforsvarsprojektet blevet væsentligt forbedret.  

Det ovenfor omtalte forslag om reduktion af bevillingen for 2002 til missilforsvar med 1,3 mia. dollar og kravet om en særlig afstemning i Kongressen, hvis bevillinger til missilforsvarsaktiviteter viste sig "uforenelige" med ABM-traktaten blev opgivet og henvist til senere behandling. Formanden for Senatets forsvarsudvalg, demokraten Carl Levin, begrundede beslutningen med, at i en situation, hvor befolkningen og Kongressen sluttede op om præsidenten i kampen mod terrorisme, ville det være højst uhensigtsmæssigt at diskutere et kontroversielt sikkerhedspolitisk spørgsmål. En vanskelig og stærkt politisk ladet debat i Senatet ville forhindre en seriøs behandling af emnet, skrev han. Kravet om en afstemning, inden bevillinger kunne bruges i strid med ABM-traktaten, blev trukket ud i et selvstændigt lovforslag, der ville kunne sættes til debat og afstemning på et senere og "mindre følelsesladet tidspunkt".8 Derefter blev forsvarsbevillingen for 2002, incl. præsidentens bevillingsønske vedr. missilforsvar, vedtaget enstemmigt i Senatet.

Levin gav i øvrigt udtryk for optimisme, da han anså det for lidet sandsynligt, at præsidenten af hensyn til opbygningen af en bred international koalition mod terrorisme ikke foreløbig ville opsige ABM-traktaten. Det viste sig dog ikke at holde stik. Få dage efter Levins udtalelse gentog præsident Bush sin principielle kritik af 

traktaten og tilføjede, at terrorangrebet havde styrket argumenterne for et missilforsvar, der "var endnu stærkere i dag, end de var den 10. september". Ifølge Arms Control Today skulle Bush-administrationen efter terrorangrebet have sendt instruktioner til de amerikanske ambassader om "proaktivt" at argumentere for, at  ABM-traktaten var "en forældet aftale, der er uhensigtsmæssig i det nuværende sikkerhedspolitiske miljø". Videre hed det , at "missilforsvar er et imperativ".9    Den 13. december opsagde præsident Bush ABM-traktaten med det seks-måneders varsel, traktaten åbner mulighed for. Præsidenten begrundede beslutningen med, at ABM-traktaten forhindrede USA i at forsvare sig mod terrorister og "slyngelstater".10 Samtidig meddelte han, at opførelsen af en missilforsvarsbase i Alaska ville blive indledt i foråret 2002. Reaktionerne på disse budskaber var mere afdæmpet, end man før den 11. september kunne havde forventet. 

Præsident Bushs "State of the Union Address" den 29. januar 2002 havde tre temaer: krigen mod terrorismen, truslerne mod "den civiliserede verden" og USA's økonomiske recession. Han fremhævede Nordkorea, Iran, Irak og "their terrorist allies", som tilsammen udgjorde "an axis of evil". Derfor ville USA "develop and deploy effective missile defenses to protect America and our allies from sudden attack". Videre hed det, at "the United States of America will not permit the world's most dangerous regimes to threaten us with the world's most destructive weapons".11 

 

Forholdet til Rusland 

Selvom der i USA før 11. september var forhåbninger om, at præsident Putin gennem interne politiske og økonomiske reformer ville stabilisere udviklingen i Rusland og i forhold til omverdenen føre en mere stabil og samarbejdspræget politik, så syntes forholdet til Rusland ikke at have den højeste prioritet for præsident Bush. Også i forhold til Rusland havde den nye administrations udenrigspolitiske unilateralisme været tydelig i de første måneder. Der var en langt mere behersket interesse for Rusland, end tidligere amerikanske administrationer. Terrorangrebet på USA og den efterfølgende "krig" mod den internationale terrorisme fik betydelige konsekvenser for det amerikansk-russiske forhold. Præsident Putin var angiveligt den første udenlandske leder, der kondolerede præsident Bush. Putin var også hurtig til at kæde terroren mod USA og behovet for en fælles front mod den internationale terrorisme sammen med sin egen krig i Tjetjenien - en sammenkædning, der lykkedes så godt, at ikke blot USA, men tillige flere vesteuropæiske lande ophørte med deres kritik af den russiske krigsførelse og overgreb mod civilbefolkningen i Tjetjenien. 

Det nye samarbejde kom også til at præge debatten om NATO. Putin erklærede, at hvis NATO skiftede karakter og i højere grad blev en "politisk" i stedet for en militær alliance, ville en udvidelse være mindre problematisk. Flere NATO-lande kvitterede med at foreslå et nyt og mere udbygget mellem Rusland og alliancen end det samarbejde, der var blevet etableret med NATO/Rusland-fællesakten fra 1997 og oprettelsen af Joint Permanent Council (mellem Rusland og de 19 NATOlande). 

Hvis præsident Putin også havde gjort sig forhåbninger om, at den nye tilnærmelse mellem Rusland og USA ville få præsident Bush til at moderere sine planer om missilforsvar og ophævelse af ABM-traktaten, må han være blevet skuffet. Putin fik ingen indrømmelser på dette område under topmødet i Washington og Crawford i november 2001, og måneden efter fulgte USA's opsigelse af ABM-traktaten. I spørgsmålet om reduktion af de offensive, strategiske styrker er parterne heller ikke kommet hinanden nærmere. Tværtimod har der vist sig nye meningsforskelle vedrørende reduktionernes omfang og karakter.  De to parter råder hver over ca. 7.000 sprængladninger til strategiske missiler. Ifølge START II-aftalen skal antallet være bragt ned til 3.000-3.500 i 2007. Siden undertegnelsen af denne aftale enedes præsident Clinton og præsident Jeltsin om, at en kommende START III-aftale burde reducere antallet til mellem 2.000 og 2.500. Det er stadig for højt for Rusland, der nu ønsker reduktion til højst 1.500 sprængladninger til hvert land, hvad der imidlertid synes at støde på modstand i den amerikanske militære ledelse. 

I januar 2002 kom Pentagons "Nuclear Posture Review", der foreslog en reduktion af antallet af sprængladninger til mellem 1.700 og 2.200, sådan som også Præsident Bush havde nævnt det tidligere, bl.a. under topmødet med Putin i Crawford. Det synes for en umiddelbar betragtning at lægge op til store reduktioner. I realiteten er forslaget dog mindre vidtgående end det, Clinton og Jeltsin var enige om. For dels medregnes ikke de 200-400 sprængladninger, der normalt er til eftersyn og vedligeholdelse; dels - og nok så afgørende - så skal de tiloversblevne sprængladninger ikke skrottes, men for størstedelens vedkommende blot oplagres og indgå i en såkaldt "responsive force".12   

Et yderligere problem set fra russisk side er, at det ikke kun er ABM-traktaten, den nye amerikanske administration ønsker at gøre op med. Det er hele den forestillingsverden, der knytter sig til rustningskontrol og aftaler herom. De møjsommelige forhandlinger om teknisk uhyre detaljerede aftaler, der var karakteristiske for den kolde krigs rustningskontrolpolitik, ønsker Bushadministrationen ikke fortsat. Denne holdning betyder, at START II-aftalen er død, selvom den er blevet ratificeret af både Senatet og Dumaen. 

En ny aftale om reduktion af de strategiske kernevåbenstyrker bør - efter præsident Bushs udsagn - blot være en generel politisk aftale mellem USA og Rusland og ikke et omfattende juridisk dokument. Det længste Bush vil strække sig er formentlig til et såkaldt "executive agreement", der ikke kræver Senatets ratifikation. Det er en holdning, der ikke bekommer russerne (som den svage part) vel. Den er et udtryk for USA's økonomiske og teknologiske overlegenhed og gør Rusland helt afhængig af, hvad den amerikanske præsident og hans efterfølgere ensidigt måtte beslutte. På den anden side betyder den nye amerikanske holdning, at Rusland ikke længere vil være forhindret i at udruste sine strategiske missiler med flere, individuelt målrettede sprængladninger (MIRVs) eller - på et tidspunkt, hvor Rusland måtte være kommet økonomisk på fode - at øge antallet af strategiske missiler og sprængladninger ud over det nuværende niveau. Dermed - og gennem den fortsatte udvikling af modmidler (attrapper mv.) - vil Rusland kunne mindske betydningen af et amerikansk missilforsvar for det strategiske forhold mellem USA og Rusland. Måske kan man også heri se en medvirkende årsag til Putins nedtonede kritik af de amerikanske missilforsvarsplaner. Men er det tilfældet, betyder det - ligesom den amerikanske regerings ønske om at opretholde en "responsive force" - at det "new strategic framework" ikke kan siges for alvor at gør op med den kolde krigs terrorbalance.13 

Allerede inden den 11. september havde præsident Putin ved flere lejligheder antydet, at Rusland muligvis ville være rede til at forhandle om visse modifikationer af ABM-traktaten. Det kunne måske være modifikationer, der tillod den type tests, amerikanerne ønsker at gennemføre. Det er svært at vurdere, om der var tale om en reel indrømmelse eller blot et forhandlingstaktisk forsøg på at hæve USA's politiske omkostninger ved ensidigt at opsige traktaten. Putin havde dog også ophørt med at true med russiske modforanstaltninger og betegnede i efteråret 2001 en evt. amerikansk opsigelse af traktaten som "en fejltagelse".14 Præsident Bush reagerede imidlertid ikke på Putins antydninger. En nærliggende forklaring er, at Bush ikke blot ønsker at gennemføre de pågældende tests, men er fast besluttet på at deployere et missilforsvarssystem. Derfor ville en revision af traktaten, der tillod tests, men stadig forbød deployering, kun være en midlertidig løsning, der tilmed ville øge de politiske vanskeligheder ved siden hen at deployere et system. Man kan måske også se opsigelsen af ABM-traktaten som et forsøg på at lægge yderligere pres på Rusland i forhandlingerne om det fremtidige strategiske forhold mellem de to lande. Endelig føler præsident Bush givetvis et behov for at vise initiativ og fremdrift i missilforsvarsprojektet, der er en af Det Republikanske Partis mærkesager.

Præsident Putins tilnærmelse til Vesten og specielt til USA er ikke blevet mødt med begejstring i alle kredse i Rusland. Traditionelt tænkende politikere, embedsmænd og højtstående officerer er betænkelige ved eller direkte modstandere af Putins udenrigspolitiske linje. Ikke mindst den amerikanske militære tilstedeværelse i Centralasien samt Putins tilsyneladende manglende vilje til at reagere konkret på opsigelsen af ABM-traktaten og udsigterne til en ny udvidelse af NATO, har vakt modstand især blandt højtstående officerer. Putin har derfor indenrigspolitisk brug for nogle klare indrømmelser fra USA. På den anden side er der ikke meget, hans hjemlige kritikere umiddelbart kan stille op. 

Aleksei Arbatov, en af Ruslands mest indsigtsfulde politikere og strategiske analytikere, skrev to måneder efter 11. september, at Putin formentlig var gået så langt, han overhovedet kunne i samarbejdet med Vesten. "The majority of Russian public opinion, parliament, mass media and military bureaucracy does not support his line on the anti-terrorist campaign. . .". Putins linje bliver tolereret i øjeblikket, men "in case of mishaps or significant US unilateral and arbitrary actions, the pressure inside Russia for a radical policy reversal - to break with the West and cooperate more with China, Iran, India and various anti-Western regimes and movements of the world - would be enormous".15 

Hvor reel den fare er, kan det være vanskeligt at vurdere. Synspunktet kan under alle omstændigheder tjene som et forsøg på at lægge pres på USA til at give Rusland indrømmelser. Det afgørende er imidlertid, at Rusland - især af økonomiske grunde - har stærkt brug for et konstruktivt forhold til Vesten; og for Putins hjemlige kritikere er der ikke umiddelbart noget alternativ til den nuærende præsident.  
 

Perspektiver

Terrorangrebene den 11. september blev umiddelbart af mange betragtet som en skelsættende begivenhed på linje med kommunismens fald og afslutningen af den kolde krig, som afslutningen af den æra, der i mangel af bedre blev betegnet som "tiden efter den kolde krig". Men selvom 11. september var et skel, så er det ikke alt der har ændret sig. Der vil, især jo længere man kommer væk fra den famøse dato, vise sig også at være afgørende kontinuitetselementer i international politik.  

Med præsidentskiftet i januar 2001 fandt der et markant stilskifte sted i amerikanske udenrigspolitik. Den nye administration under ledelse af præsident George W. Bush anlagde en klart mere unilateralistisk linje, hvor det den nye administration opfattede som USA's nationale interesser skulle forfølges med færrest mulige internationale bindinger. Det kom bl.a. til udtryk i holdningen til Kyotoprotokollen, Den Internationale Straffedomstol og en række andre emner, herunder også centrale sikkerhedspolitiske spørgsmål som rustningskontrol og missilforsvar. Siden den 11. september har adskillige analytikere og kommentatorer diskuteret, om terrorangrebene har ført eller bør føre til en omprioritering i amerikansk udenrigspolitik med fornyet vægt på multilateralt samarbejde. På det sikkerhedspolitiske område synes der at være divergerende opfattelser heraf mellem på den ene side udenrigsminister Colin Powell og State Department og på den anden side forsvarsminister Donald Rumsfeld og Pentagon. For så vidt angår de strategiske kernevåbenstyrker og missilforsvar, synes præsident Bush dog fortsat indstillet på at forfølge sine oprindelige intentioner. Den mest markante ændring efter 11. september har været den styrkede indenrigspolitiske opbakning til præsident Bush og hans politik - også vedrørende missilforsvar. 

Internationalt kan man ligeledes konstatere en mere afdæmpet kritik af de amerikanske planer. Det gælder såvel Rusland og Kina som USA's allierede i Vesteuropa. I hvilket omfang det skyldes ændrede holdninger som følge af terrorangrebene i USA, eller en erkendelse af, at præsident Bush under alle omstændigheder vil gennemføre sin erklærede politik, kan det være vanskeligt at afgøre. Men at de interesseforskelle, specielt i forhold til Rusland og Kina, der var tydelige før 11. september vil manifestere sig igen i en eller anden form må anses for meget sandsynlig. 

Det interessante spørgsmål er, om den tilnærmelse, der har fundet sted mellem Rusland og USA efter 11. september vil fortsætte og konsolideres. Der er fortsat en række væsentlige interessemodsætninger mellem de to lande, der igen kan komme op til den politiske overflade i takt med, at de fælles interesser i forbindelse med terrorismebekæmpelse i almindelighed og situationen i Afghanistan svækkes. Et af de områder, hvor interessemodsætningerne kan komme til udfoldelse, vedrører netop strategiske våben og missilforsvar. 

Tanken om at etablere et effektivt amerikansk forsvar mod ballistiske missiler er, som nævnt, ikke ny. De to første større forsøg på dette område førte ikke til systemer, der kunne gøre USA usårligt eller blot mindske USA's sårbarhed over for et strategisk missilangreb. Problemerne var af såvel politisk, økonomisk, strategisk som teknologisk karakter. Det spørgsmål, der melder sig, er, om det nye initiativ på et eller flere af disse områder vil lide samme skæbne som de tidligere forsøg, eller om der denne gang vil ske et gennembrud, der afgørende vil ændre de strategiske grundvilkår, der herskede under det meste af den kolde krig. 

Under alle omstændigheder har præsident Bush et tidsproblem. På den ene side kritiserede han præsident Clintons missilforsvarsprojekt for at være utilstrækkeligt. Derfor har Bush iværksat et mere omfattende projekt, hvor en række forskellige teknologier og mulige "arkitekturer" skal undersøges, før der træffes beslutning om deployering. I nogle tilfælde er der imidlertid tale om teoretiske muligheder, som det vil tage en årrække at afklare. F.eks. kræver et skibsbaseret system til nedskydning af missiler i affyringsfasen en så omfattende forsknings- og udviklingsindsats, at det formentlig tidligst vil kunne deployeres om 10-12 år.16 Så længe ønsker Bush ikke at vente, før der bliver truffet beslutning om udvikling og deployering. Han føler givetvis et behov for at vise fremdrift i projektet allerede inden efterårets midtvejsvalg til Kongressen. Det er bl.a. på denne baggrund, man skal se beslutningen om at opsige ABM-traktaten. 

Hvis Bush-administrationen ønsker at tage de første skridt til en deployering inden for en overskuelig tid, bliver man formentlig nødt til at tage udgangspunkt i Clinton-administrationens plan om et landbaseret forsvar mod angribende missiler i den sidste del af midtbanefasen. Indstillingen af Clintons projekt, tekniske vanskeligheder og Bush-administrationens fortsatte overvejelser betyder imidlertid, at den oprindelige tidsplan for Clintons plan ikke kan holde. Antagelsen om, at de første systemer kunne være operationsklare i 2006-2007 var fra starten urealistisk. Selv den reviderede plan, der forudså operationsklare systemer i 2006-2007, var meget optimistisk. Dertil kommer, at selv mindre udsættelser af iværksættelsesbeslutninger kan få langtrækkende konsekvenser, da klimaet i Alaska kun gør det muligt at bygge nogle få måneder om året. Så selv "i bedste fald" vil der gå en rum tid, inden et missilforsvarssystem kan deployeres. 

 

Fodnoter:

1 Troels S. Grønvald var praktikant ved Sikkerhedspolitisk Kursus (SIKU) 1. september 2001 - 31. januar 2002. 

2 For en kortfattet historisk redegørelse se: Ib Faurby, "Missilskjold: Alle gode gange tre?", Udenrigs, nr. 3, 2001, pp. 71-85. 

3 Citeret fra G. John Ikenberry, "American Grand Strategy in the Age of Terror", Survival, Vol. 43, No. 4 (Winter 2001), pp. 19-34. 

4 James M. Lindsay and Michael E. O'Hanlon, Defending America. The Case for Limited National Missile Defense. Washington, D.C.: Brookings Institution Press, 2001, p. 118. 

5 International Herald Tribune (herefter IHT), 12/9-01 

6 IHT, 10/9-01 

7 Wade Boese, "Democrats Withdraw Missile Defence Restrictions", Arms Control Today (herefterACT), October 2001. 

8 Carl Levin, "A Debate Deferred: Misisle Defense After the September 11 Attack", ACT, November 2001. 

9 Wade Boese, "Democrats Say Debate on Missile Defence Not Over", ACT, November 2001. 

10 "U.S. Withdrawal form the ABM Treaty: President Bushss Remarks and U.S. Diplomatic Notes", ACT January/February 2002. 

11 http://www.whitehouse.gov/news/releases/2002/01/2002129-11.html 

12 Ivo H. Daalder and James M. Lindsay, "A New Agenda for Nuclear Weapons", Working Paper, January 9. 2002, The Brookings Institution. Se også Financial Times, January 14, 2002. 

13 Ibid. 

14 Celeste A. Wallander, "Russia's Strategic Priorities", ACT, January/February 2002.

15 Alexei G. Arbatov, "A Russian Note of  Caution", Survival, Vol 43, No. 4 (Winter 2001), pp. 149-154. 

16 Om problemer med denne type programmer se Charles Penan and Ivan Eland, "Withdrawal is Premature", ACT, January/February 2002.