Log ind

Mindeord over Ritmester Aage Moos Hansen Møller

#

ved Jydske Dragonregiment.

(Født 21/1 1910, falden i Italien 6/11 1944).

The Buffs Regiments-Tidsskrift bragte i et Nummer omkring den 1. Oktober 19 ho nedenstaaende Mindeartikel over Ritmester A. M. H. Møller, skrevet af Major van Ammel, Bataillonschef, da Ritmesteren faldt. I Aarene der kommer, længe efter at Krigen er traadt i Baggrunden som en af de mørke Perioder i Fortiden, vil Lt. A. H. Møllers Navn leve videre som et udødeligt Minde hos de Mænd, der havde det Privilegium at kende ham. Lt. Møller, eller »Danny«, som vi alle kaldte ham, var den første, faste danske Officer i Hæren, der undslap fra Danmark. Der var han Ritmester, d. v. s. en Rang svarende til Major i det engelske Husarregiment. Ved sin Ankomst hertil blev han indrulleret i The Buffs og kom til at gøre Tjeneste ved 9. Bataillon, som var stationeret i England. Han bad om at blive overflyttet til de oversøiske Styrker og kom snart efter til I. R. T. D. i Italien.

Danny’s eneste Ærgerrighed var at komme i »Sulet paa Tyskerne«. Som det straalende Mandfolk — baade aandeligt og fysisk — han var, afskyede han enhver Form for Etapetjeneste og ansaa det for sin Pligt som fast Officer at kæmpe. Han sørgede for inden længe at blive overflyttet til 5. Bataillon, som netop da havde udmærket sig saa fremragende ved Cassino og dernæst var blevet sat ind i Fremstødet mod Rom.

Han blev Delingsfører og overraskede alle ved den bemærkesesværdige Hurtighed, hvormed han lærte sig Fodfolkstaktik efter hidtil at have været i Rytteriet. Optimistisk, opmuntrende og dristig til det yderste, blev han snart en fremtrædende Personlighed i Bataillonen og vandt saavel Officerernes som Mandskabets Beundring. For Danny var der intet, der syntes umuligt. Skønt han aldrig havde haft nogen Fodfolksdeling, følte han sig overbevist om, at han kendte den eneste Maade at løse en Opgave paa — ved Lis*, Dristighed, Beslutsomhed og Initiativ. Han nærede kun ringe Tillid til skrevne Reglementer og foretrak at bygge paa sine egne Idéer — som stedse viste sig at være rigtige. Danny naaede sit højeste i den sidste Havdel af 1944. Dengang gennemlevede Bataillonen en af de værste Perioder i sin Historie under Kampene i Appeninerbjergene. Krigstrætte efter to Aars haarde Kampe i Nordafrika, Sicilien og Italien forsøgte Bataillonen at kæmpe sig frem gennem et Vildnis af golde Bjergtinder og Mudder. Fremstødet for at naa den lombardiske Slette inden Sommerens Udgang var slaaet Fejl. Vinteren satte ind, da man fra de høje Tinder kunde se Bologna blot 5 miles borte. De tyske Faldskærmstropper holdt trodsigt ud, og vi gravede os ned, fast besluttet paa ikke at miste en Tomme af den Jord, vi allerede havde vundet. Under forfærdelige Vejrforhold udstod Folkene haarde Strabadser, og Sygdomme tog Overhaand. Regnen faldt i Strømme, og Skyttehullerne blev fyldt med Vand. Optimistisk som altid arbejdede Møller ustandselig paa at gøre det saa behageligt for sine Mænd, som Forholdene tillod det, og dengang de var blevet demoraliseret i en saadan Grad, at de intet vilde gøre for sig selv, fik han dem til at gøre sig det behageligt. Mangen en nærliggende Høstak forsvandt fra Danny’s Delings Omraade for at skaffe lidt ekstra Varme i hans Skyttegrave. Danny var en af de faa Mænd, som synes fuldstændige immune overfor Frygt. Under den mest voldsomme Granatog Morterbeskydning, hvor alle andre havde søgt Dækning, forblev han i Døren til sin Delings Hovedkvarter og barberede sig eller gjorde Manicure meget omhyggeligt, tilsyneladende uden at ænse det Helvede, der rasede omkring ham. Han kunde tilfældigt se op, hvis en Granat slog ned nogle faa Meter fra ham, og dræve: »A—a—a—ah, den var meget tæt paa, den næste kommer nok ned gennem Taget«, og stadig fortsætte med Manicuren. Møller pakkede altid selv sin Tværsæk og førte altid med sig et komplet Toiletgarniture endog med Neglesakse og Ansigtscreme. Ganske uanset de Forhold, vi levede under, vaskede, barberede og manicurede han sig hver Morgen — en langsom Proces, som kunde tage op til to Timer. Møller var bedst, naar han var paa Patrouille. Ved een Lejlighed, ved Monte Pieve (Punkt 508), fik han Ordre til med en Patrouille at finde ud af, om Fjenden havde besat en Bondegaard, der laa paa et Højdedrag omkring 3000 yards borte. For at naa Gaarden maatte man klatre ned i en dyb Bjergkløft og op paa den anden Side. Paa Grund af den tiltagende Skumring og Risikoen for at fare vild, raadede man Møller til at vente til Daggry. Han nægtede imidlertid at vente og sagde, at han hellere vilde af Sted med det samme. En hel Række Kompasretninger blev taget for ham som en Hjælp i Mørket, men utaalmodig efter at komme af Sted og selvtillidsfuld som sædvanlig, afslog han at tage et Kompas med, da han umuligt kunde gaa forkert. Møller startede i Skumringen med sin Pistol og med en Haandgranat i hver Lomme sammen med tre udvalgte Mænd. I hans Ansigt saa man det sædvanlige Udtryk af barsk Beslutsomhed. Hans eneste Ønske var, at en Eftersøgningspatrouille maatte blive sendt ud for at se efter hans Mænd, hvis de ikke var vendt tilbage paa et nærmere opgivet Tidspunkt. Som Træningsekspert i Aarevis voldte Kløften ham kun ringe Hindring.

Patrouillen naaede Gaarden, og da Møller sneg sig rundt om en Høstak, stod han pludselig overfor en Gruppe tyske Soldater, som stod ca. 20 Meter borte. De sprang ned i nogle Huller, da han skød to Skud med sin Pistol, hvorefter han paa Tysk brølede en Ordre til dem om at komme frem. Hvorvidt de forvekslede ham med en af deres egne Officerer er uvist, men de adlød øjeblikkelig. Til alles Overraskelse vendte Møller og hans Patrouille tilbage til Bataillonens Hovedkvarter, længe før de var ventet, med flere Fanger, end der var Mænd i Patrouillen. Danny’s alt for tidlige Død kom ca. tre Uger senere, da han sammen med en Sergent og en Mand fra sin Deling blev Offer for en Mineeksplosion. Efterretningen om hans Død lammede enhver, for ligesom Cecil Bremner havde Møller syntes udødelig. Hvordan det end gik, kunde man aldrig tænke sig, at han skulde blive dræbt. Møller var dybttænkende og læste meget i sin Fritid — mest Bøger om Udvikling og Videnskab. Havde han været forudbestemt til at overleve Krigen, vilde han være naaet vidt i Efterkrigstidens Liv. Hans Bortgang har berøvet Danmark ikke blot en fin Soldat, men en fin Mand i dette Ords egentligste Betydning. Den berøvede os en storartet Ven, som aldrig vil blive glemt.

Major van Ammel,

Chef for 5. Bataillon.

/The Buffs.