Den 3. oktober 1973 fik professor Michael Howard tildelt Chesney Memorial Gold Medal og gav i den anledning en forelæsning med nedennævnte titel i det engelske Royal United Services Institute for Defence Studies. Forelæsningen er offentliggjort i instituttets tidsskrift, marts 1974 og gengives her med tilladelse i let forkortet form.
Jeg husker, hvordan jeg for mange år siden som studerende i Oxford en våd efterårsdag krøb gennem en våd grøft et eller andet sted på Cumnor H ill, medens en ung mand i Rifle Brigades løjtnantuniform skreg ned til mig: Videre, videre, dræb, dræb, husk Hong Kong! Det var min indføring i den militære verden. Jeg fandt den afgjort anti-patetisk. Den omstændighed, at vort forhold - den militære verdens og mit - er forblevet forholdsvis venskabeligt i over mere end et kvart århundrede vidner om begge parters selvkontrol og tolerance. Det er vanskeligt at vide, hvad man skal sige ved en lejlighed som denne. Det er med ærefrygt, man finder sig selv placeret på samme pidestal som blandt andre, Alfred Thayer Mahan, Julian Corbett, J. F. C. Fuller og Basil Liddell Hart. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg har gjort noget, der kan berettige mig til denne ære, men jeg må nu gøre mit yderste og har noget at leve op til. Jeg må spørge mig selv, hvad er den militærvidenskab, som jeg formodes at have ydet et bidrag til, og overveje, hvorledes og hvorfor et sådant studium i det hele taget kan eksistere i en fredsperiode. Jeg foretrækker at tale om en »fredsperiode« snarere end om »fredstid«, for »fredstid« antyder et interval mellem krige, når en næste krig ventes og kan forudses, når man forbereder sig på den, når man bevæger sig fra en fredstidssituation ind i en krigstidssituation og tilbage igen, således som hære har gjort det gennem det meste af den kendte historie. Man har behov for et andet udtryk i en periode, hvor de fleste mennesker ikke alvorligt tror på, at der igen vil komme en verdenskrig. Der har været få sådanne perioder i historien. I 1830’emes og 40’emes Europa var der en almindelig fornemmelse af, at der aldrig igen ville komme noget som de napoleonske krige, men allerede i 1860’erne var man begyndt at komme på andre tanker. I 1920’erne var deir, i det mindste i England, en følelse af ikke så meget at »vi får aldrig en sådan krig igen«, men snarere at »vi må aldrig igen få en sådan krig«. I løbet af beklageligt få år måtte folk imidlertid erkende, at sandsynligheden for en sådan krig var til stede, hvadenten de kunne lide det eller ej. Disse korte perioder - »fredsperioder« - er ikke nødvendigvis fredelige perioder. De kan som i 1830’erne og 40’eme medføre en meget høj grad af intern vold, brydninger og revolter. De væbnede styrker kan være så optaget af at beskæftige sig med sådanne sager, at der ikke bliver tid for dem til at tænke over deres hovedopgave, som er at forberede sig på en ny større international konflikt. De anspores heller ikke til det. Den herskende opfattelse er, at der ikke vil komme nogen ny international konflikt af den art, som de væbnede styrker er bestemt for at udkæmpe. I øjeblikket gennemlever vi en fredsperiode uden sidestykke, først på grund af den tid, den har varet - mere end 20 år - og dernæst på grund af dens intensitet, dvs. den grad hvormed folk føler, at en større krig er udelukket. Eksistensen af atomvåben, forestillingen om at en ny krig vil blive en atomkrig og derfor utænkelig og utålelig, og beslutsomheden om ikke at tænke sig den og tolerere den - dette er noget næsten fuldstændig nyt i historien. I en periode af fred virker professionelle styrker under to fundamentale vanskeligheder. Den første af disse er, at de væbnede styrker virker i et socialt m iljø, som i bedste fald er indifferent og i værste fald fjendtligt indstillet overfor deres aktiviteter. Jo mindre støtte de væbnede styrker får fra deres m iljø - intellektuelt, psykologisk, økonomisk og personelt - jo mindre effektive må de blive, eller jo vanskeligere er det for dem at forblive effektive, og jo større er faren for, at de vil udvikle sig til en indavlet, indadvendt gruppe i strid med omgivelserne. Den anden store vanskelighed i en fredsperiode er, at de væbnede styrker virker professionelt i et tomrum. Man kan ikke verificere sine kalkulationer. Man får som militær videnskabsmand intet »feedback« for sine ideer om, hvorledes krige skal udkæmpes, og hvorledes våben skal anvendes, den form for »feedback«, som en naturvidenskabsmand får, når han verificerer sine hypoteser gennem eksperimenter, eller en forretningsmand får, når han analyserer sit årsregnskab. En soldat i fredstid er som en sømand, der navigerer efter dårligt bestik. Han har forladt den sidste krigs terra firma og søger at ekstrapolere fra denne krigs erfaringer. Jo større afstanden er fra den sidste krig, jo større ©r chancerne for fejltagelser under denne ekstrapolation. Af og til kan der komme en åbning i skyerne: en mindre konflikt bryder ud et eller andet sted og giver et »fix« ved at vise, hvorvidt visse våben og teknikker er effektive eller ikke. Problemerne ved at overføre erfaringer fra konflikterne mellem Indien og Pakistan og Israel og de arabiske lande til den form for konflikter, man selv forbereder sig til, er imidlertid meget komplekse. Mest af alt må man sejle videre i tågen indtil sidste øjeblik. Så, muligvis når det er for sent, letter skyerne og der er land umiddelbart forude, sandsynligvis brænding og klipper. Så opdager man temmelig sent, hvorvidt ens kalkulationer har været rigtige eller ej. Dette er de problemer, en fredsperiode stiller os over for. For det andet, »den militære videnskab«. I visse henseender er termen uheldig. Den rejser det gamle spørgsmål, om hvorvidt krig er en videnskab eller en kunst. Men krig kan ikke blive en kunst før den praktiseres, og pointen er, at det kan man ikke i fredstid. »Militær tænkning« - og jeg formoder, man kan acceptere titlen militær tænker - er alt for vagt, for hvad er videnskab andet end disciplineret tænkning? Jeg accepterer imidlertid termen »militærvidenskab«, som ikke andet og mere end disciplineret tænkning om militære sager. Det er karakteristisk for videnskab, at den er en fælles indsats. Den er ikke bare en eller anden vismands eller lærds spekulationer i studerekammeret. Videnskab af enhver art er et teamwork mellem specialister, der har fordybet sig i deres emne, som lever sammen, som kritiserer hinandens ideer, som hver for sig yder et personligt, skønt ofte umærkeligt, bidrag til summen af viden og forståelse. Undtagelsesvis kan en fremstående tænker dukke op, som har en sådan indsigt, at den kan kortslutte de professionelles langsommelige og tålmodige studier. Men sådanne usædvanlige tænkere er sjældne. De er uforudsigelige - en uforudset bonus. Militærvidenskab er i det væsentlige de militæres egen aktivitet, på ethvert trin af deres profession. Dette rejser visse problemer. Den militære profession er som andre professioner også et bureaukrati, og bureaukratier tilpasser ikke let sig selv til fremragende originale tænkere. Sådanne folk har en tilbøjelighed til at være dårlige kolleger, dårlige organisationsfolk. I denne henseende er det militære ikke værre end et hvilket som helst andet bureaukrati. Men militære arbejder under to yderligere uheldige forhold, som gør det vanskeligt for dem at absorbere, fremme og opfostre fremstående originale tænkere i deres midte. Jeg har allerede berørt den første ulempe - umuligheden af at fastslå, hvorvidt deres ideer er rigtige eller ej. Den lyse ide, som dukker op i løbet af et studium, de brilliante, uortodokse forslag fra en fremragende, men »radikal« ung officer, kan ikke kontrolleres på samme måde, som en ung fremragende videnskabsmands ideer kan blive det, eller som den unge forretningsmands ideer kan blive det. Man må vente til den næste krig for at se, om han havde ret. For det andet er der det militære hieraki, som af velbegrundede funktionelle årsager er stift, i hvilket subordinationen er usædvanlig streng, og hvor forfremmelse afhænger af en række andre faktorer end intellektuel indsigt og originalitet. Derfor repræsenterer problemet med at opmuntre og belønne fremragende originale tænkere en række egenartede problemer, som lægmanden ofte har en tendens til at undervurdere. Og dog er denne indsigt i krigens natur og i den militære professions problemer oftest formuleret af professionelle, af folk som har levet inden for den verden, hvor disse ideer er blevet diskuteret, og hvor de er blevet omsat til praksis, af mænd som kender »kunsten«. Efterhånden som kunsten bliver mere og mere kompleks, bliver det vanskeligere og vanskelige for folk udefra at bidrage alvorligt til militærvidenskaben. Alt for ofte bliver diskussionen mellem den militære og hans »medrejsende«, hvis jeg må benævne mig selv som en sådan, en dialogue des sourds, hvor den medrejsende er en fuldstændig ignorant og den militære, for at bruge et uvenligt udtryk, er fuldstændig forstokket, dvs. en som er helt fanget af sit m iljø; så opslugt af sine problemer, at han finder det intellektuelt og psykologisk ugørligt at løfte sig selv ud af situationen og anskue problemerne i et andet perspektiv. Ser jeg tilbage på listen over mine meget anerkendte forgængere, mænd som har bidraget væsentligt til den militære videnskab, forekommer det mig, at de falder i to kategorier. Den første kategori har været de professionelle, oftest pensionerede, som har tilbragt hele deres aktive liv i forsvarets tjeneste, og som forener deres erfaringer fra denne tjeneste med en evne til dyb reflektion og med en omfattende læsning. Den første modtager af Chesney Gold Medal, Alfred Thayer Mahan, er et godt eksempel fra denne kategori. Den hidtil største militære tænker, general Carl von Clausewitz, er et andet. Den anden kategori består af civile »medrejsende« - for at fortsætte med dette måske mindre heldige udtryk - som har levet så tæt på de væbnede styrker, at de er blevet accepteret som næsten hørende til dem:
for eksempel den entusiastiske, unge schweizer J omini, som havde held til at snakke sig selv ind i Napoleons stab, og som efter dette blev den største militære pundit i det 19. århundrede; ikke en soldat men én som levede sammen med dem og tænkte deres tanker med og for dem. Den i mange henseender mest fremstående intellektuelle, bortset fra Fuller, blandt mine forgængere var Sir Julian Corbett, en mand som levede med og for flåden, men som aldrig tillod sig selv at miste sin status som en lærd og uafhængig, sympatisk kritiker, én som tænkte med og for det værn, han holdt så meget af. Måske er en lignende skikkelse i dag at finde i USA i Albert Wohlstetter, hvis tanker om magtbalance og stabilitet i atomalderen har bidraget så meget til at præge vor egen tænkning, en mand som levede med det amerikanske flyvevåben som dets rådgiver og ven, såvel som dets uforsonlige kritiker. Basil Liddell Hart var en særegen kombination af begge kategorier. Han var en mand, hvis karriere begyndte som soldat, og som ville have været lykkelig for at fortsætte med at være soldat, hvis ikke dårligt helbred havde forhindret det. Da han forlod hæren bevarede han et fortroligt forhold, både professionelt og personligt, til sine samtidige og var i stand til at tænke i de samme baner som dem. Men på samme måde som Francis Bacon nok var den sidste lærde, som berettiget kunne hævde at mestre alle grene af sin samtids videnskaber, således tror jeg Basil Liddell Hart var den sidste civile, som kunne diskutere hær-anliggender med en ekspertise svarende til de professionelles. I maritime spørgsmål og på det luftkrigsmæssige område havde han ikke den professionelle viden, der gjorde, at han kunne accepteres af flåden og flyvevåbnet som en af deres egne. Jeg kan kun komme i tanker om en helt civil, som har bidraget alvorligt til den militære videnskab ; det var den jødiske bankier I. S. Bloch, som ved århundredskiftet i sit flerbindsværk Den fremtidige krig gjorde alle professionelle til skamme ved at forudse - og han var den eneste, der gjorde det - hvilke taktiske og strategiske problemer, der ville opstå i den næste krig. Han gjorde det ved at anvende en art operationsanalyse, der gav ham de rigtige løsninger, som de professionelle var ude af stand til at nå frem til med den teknik, der stod til deres rådighed. Men det er vanskeligt at forestille sig en efterfølger for Bloch. Før anden verdenskrig var der mange civile, fra H. G. Wells og fremefter, som prøvede på at forudsige, hvordan det ville blive. Jeg kan ikke komme i tanker om en eneste, som tilnærmelsesvis gjorde det.
I mangel af de store ånder er den militære videnskab derfor lige som alle andre videnskaber: den må udvikles gennem et samspil mellem gennemsnitlige ånder, eller ånder lidt over gennemsnittet. Den udvikler sig gennem en art triangulær dialog mellem tre elementer i det militære bureaukrati: de operative krav, de teknologisk muligheder og den financielle kapacitet. De to sidste af disse elementer udvikler sig efter deres egne love. Deres muligheder kan ikke kontrolleres af de militære. Financielle begrænsninger er en politisk sag. Teknologiske begrænsninger er et spørgsmål om videnskabelig ekspertise. Det er om det tredie element af denne trekant - de operative krav - at den militære videnskabsmand må koncentrere sin tænkning. Det er i erkendelsen af de operative krav, at de virkelige vanskeligheder for den militære videnskab opstår. Hvis der ikke foregår streng tænkning på dette område, hjælper hverken teknologi eller penge. Med utilstrækkelig tænkning på det operative område vil den bedste teknologi og de største budgetter i verden kun producere uhyre mængder af forældet udrustning. Bedre og større ressourcer for den forkerte krig. I virkeligheden kunne man hævde, at rigelige ressourcer kan være til skade for de militære, fordi de hjælper dem til at skjule det eneste virkelige spørgsmål: Hvad er det, vi virkelig behøver, og hvorfor? Det fundamentale problem bør ikke være, hvorledes kan vi skaffe mere af X, hvorledes kan vi strække vore ressourcer for at skaffe yderligere mængder eller udvikle et større og bedre X med længere rækkevidde og bedre beskyttelse eller større fart. Det fundamentale spørgsmål er, hvorfor behøver vi i det hele taget X? Hvad er dets funktion? Er denne funktion væsentlig? Kan den opfyldes billigere og mere effektivt med andre midler? Til analyser af denne art har man behov for videnskabsmandens skeptiske, spørgende, uforsonligt agnostiske sind. Men det er ikke det sindelag, der er normalt for den militære profession. Den disciplinerede accept af traditionelle værdier og traditionelle løsninger er det naturlige produkt af det militære m iljø, og problemet med at kombinere denne holdning med videnskabsmandens skepticisme og agnosticisme er kernen i militær uddannelse og militær træning på ethvert niveau. Y i har i de sidste årtier haft stor hjælp ved løsning af problemer vedrørende operative krav fra det værktøj, der hedder operationsanalyse, som i det mindste bidrager til at opdele tilsyneladende uløselige problemer i del-problemer, af hvilke nogle lader sig løse og andre ikke. Men det er stadigt et værktøj, det er ikke i sig selv svarene på de stillede spørgsmål, og det har kun en begrænset mulighed for at nedbryde de massive institutionelle hindringer på vejen frem mod tilfredsstillende løsninger. Lad os tage X, dette våbensystem, som jeg med vilje lader være vagt. Der kan være opbygget en hel våbenart omkring dette X. Hele eksperticen, organisationen og ikke mindst karriereudsigteme for et stort antal fremragende mennesker kan være baseret på eksistensen af X. Tag for eksempel kampvognen. Det er meget nemt at argumentere for, at kampvognen kunne blive lige så forældet som rytteriet, såfremt man brugte alle de ressourcer, som nu anvendes på kampvogne, på udvikling af panservæmssystemer. Men man kan ikke forvente, at inspektøren for panservåbnet og cheferne for de pansrede regimenter indtager et sådant standpunkt. Det ville heller ikke være rigtigt af dem at gøre det. Deres opgave er at bevise, at argumentet er uholdbart. Den efterfølgende debat kan i virkeligheden ikke afsluttes, før man opnår praktisk operativ erfaring. Og selv da må man stille spørgsmålet: hvor meget direkte operativ erfaring er nødvendig for at nedgøre indvendinger mod nye metoder? I 1920’erne og 30’erne fremførte Fuller, Liddell Hart og andre tankerne om den dybe f remtrængen ved hjælp af panser divisioner. De blev imødegået af meget fremragende folk, som anvendte kraftige argumenter i påvisningen af, at ideen var uholdbar. Det polske felttog i september 1939 synes at bevise, at ideen med den dybe pansrede fremtrængen var rigtig - men gjorde det det? I betragtning af det østeuropæiske terrains karakter og den polske hærs modstand var det da muligt at drage egentlige konklusioner, som ville være relevante for krigsførelse i Vesteuropa? Der var almindelig, forståelig og absolut berettiget tvivl om dette ikke blot i de engelske og franske generalstabe, men også i den tyske generalstab. Så kom maj 1940. Men var erfaringen herfra virkelig afgørende? Hvis Guderians panserdivisioner var blevet imødegået af dygtigere og mere beslutsomme forsvarere, af en mere omhyggelig planlagt strategisk deployering, af en veltrænet hær og en civilbefolkning, som der ikke gik panik i, ville dette hasardspil så virkelig være lykkedes? De, der argumenterer for, at det ville det ikke, synes at have gode kort på hånden. Så derfor må man spørge, på hvilket trin kan fornyelser siges at være tilstrækkelig begrundet? Jeg tror, at man næsten a priori kan sige, at argumenter imod fornyelse altid vil være kraftigere end for fornyelse, og der vil altid være en mængde mennesker, som ikke alene har en tilbøjelighed, men også en pligt til at fremføre dem. Hvis man kaster sin historiske viden over bord og læser de samtidige argumenter, som fremførtes af forsvarerne for kavaleriet før 1914 - mænd som havde erfaringer fra 1870 og 1904 bag sig - må man indrømme, at de fremførte deres sag med overbevisning til fordel for kavaleriets fortsatte effektivitet ikke alene til opklaring, men også som slagrytteri. Når man mangler krigens afgørende prøve, og selv også med denne, behøver man en dynamisk kraft af ekceptionel kvalitet uden for professionen til at skære gennem disse argumenter og, med en muligvis irrationel beslutsomhed, til at give ordren: I gør sådan! Det kan gå både godt og skidt.
Det var den form for kraft, Hitler anvendte over for den tyske hærledelse i 1934, da han beordrede den til at opstille panser divisioner. En sådan kraft kan også komme indefra i de væbnede styrker. Det gjorde den f.eks., da admiral Fisher sagde: Vi vil udvikle Dreadnoughts!, selv om han sled den engelske flåde i stykker i denne proces. Men det bliver stadig vanskeligere efterhånden som krigsførelsen bliver stadig mere kompleks - efterhånden som bureaukratiet bliver stadig mere tungt, efterhånden som problemerne bliver stadig mere komplekse - for nogen at stå frem og gennemtvinge sin vilje på grundlag af irrationelle argumenter. Efterhånden som miitærvidenskaben udvikler sig, har nyskabelser en tendens til at blive vanskeligere at gennemføre. Den eneste trøst er, at problemet er det samme i alle hære. Tyskerne var næsten enestående i 1939-40, da de med et minimum af praktisk erfaring - bortset fra Den spanske Borgerkrig - erkendte den fulde konsekvens af de teknologiske nyskabelser for militærvidenskaben og indbyggede denne i deres udrustning og doktrin. Jeg finder det vanskeligt på stående fod at erindre et lignende eksempel. Normal starter alle lige og forkert. I 1914 var alle de krigsførende fælles om en doktrin, om offensivens dominans og uundgåeligheden af hurtige og afgørende felttog. Alle flåder troede på slagskibet. I denne situation, når alle begynder på et forkert grundlag, går fordelen til den part, som hurtigst er i stand til at tilpasse sig til det nye og ukendte m iljø og lære af egne fejltagelser. I 1914 var det igen tyskerne, som viste deres overlegenhed. Til lands var de de første til at udnytte forsvarets og skyttegravskrigens muligheder, ligesom de senere var de første til at finde ud af, hvordan man brød denne stilstand. Til søs udviklede de den oceangående ubåd, som næsten bragte England til overgivelse, stadig med sin Grand Fleet intakt i Scapa Flow-basen. Skyttegravskrigen og ubådenes guerre de course var ukendt for alle generalstabe og flådestabe før 1914. Hvad der betød noget i 1914 og derefter, var evnen til i tide at gennemtænke disse nyskabelser og udvikle evnen til at anvende dem eller imødegå dem. Det er denne smidighed både i de væbnede styrkers tanke og i deres organisation, der fremfor alt må udvikles i fredstid. Det var de britiske væbnede styrkers store fortjeneste under den 2. verdenskrig, at de evnede at udvikle sig selv fra små professionelle kadrer til uhyre organisationer, der gennemførte krigen i tre dimensioner, hver for sig med hidtil ukendte krav. En af de store ukendte helte i denne konflikt var Adjutant General, general Sir Ronald Adam, en mand som næsten er ukendt af befolkningen, men som evnede at skabe en »folkets hær«, uden hvilken vi ikke ville have været i stand til at fortsætte kampen. Hans kolleger i de andre værn fortjener deres del af æren. Dette er et aspekt af militærvidenskaben, som fremfor alt må studeres af de væbnede styrker: evnen til at tilpasse sig selv til det fuldstændigt uforudsete, det fuldkomment ukendte. Jeg fristes til at påstå, at ligegyldigt hvilken doktrin de væbnede styrker arbejder med her og nu, så er de forkert på den. Jeg fristes også til at sige, at det gør heller ikke noget. Det, der betyder noget, er deres evne til at gøre det rigtige, når tidens fylde kommer. Og dog, jeg vil ikke opmuntre den engelske last, dovenskaben, maskeret som pragmatisme. Den dovnes forfærdende udsagn, at den engelske hær altid taber alle slag undtagen det sidste, dækker over uhyre mængder af elendighed og udgydt blod, ikke mindst af Englands allierede, og det er ikke noget, man kan være særlig stolt over. Skulle der komme en ny konflikt, kan det første slag meget vel også blive det sidste. Det er dog stadig militærvidenskabens opgave i en fredsperiode at forhindre doktrinerne i at være alt for ubrugelige. Al videnskabelig tænkning er et vedvarende forsøg på i enhver situation at udskille det konstante fra det variable, at forklare hvad der har blivende værdi, og at bortkaste det flygtige, at fastslå visse blivende principper og at reducere dem til den korteste og mest elegante formulering. Mahan, muligvis den mest populære militære tænker, opnåede sine velfortjente reklame som følge af sin succes med at påvise - på et tidspunkt hvor maritim tænkning næsten udelukkende var koncentreret om teknologiske nyskabelser med henblik på bygning af større og bedre slagskibe med større og bedre kanoner - hvad formålet med flåder var, hvad målet for deres operationer burde være, og hvilke principper, der skulle være grundlæggende for disse operationer, for at man kunne opnå det afgørende, nemlig søherredømmet. Hans for gængere, J omini og Clausewitz forklarede hver i deres særlige stil klart og for første gang målet med militære operationer, nemlig at koncentrere styrke på det afgørende punkt, at kaste sig over en del af fjendens styrker med hele sin egen samlede styrke. I enhver sammenhæng, på ethvert niveau, med ethvert våben søger man at overraske fjenden - med Stonewalls ord, at vildlede, forvirre og overraske ham, at tvinge ham til at deployere sine styrker, medens du selv forbliver koncentreret, at tilintetgøre sammenhængen i hans styrker, samtidig med at du bevarer den i din egen. Dette er banaliteter, men i krisesituationer kan en banalitet være meget vederkvægende og en meget nødvendig ting for at holde ud. Men problemet er at kunne se, hvorledes disse konstanter kan anvendes i et m iljø, hvor alt er under forandring, hvorledes de er relevante i nye situationer, hvorledes man kan fastholde det væsentlige i ens erindring og ikke blive forvirret af de uundgåelige forandringer. Jeg vil afslutte med at betragte to forskellige former for ændringer, som militærvidenskaben må tage i regning. Den første og mest nærliggende er den teknologiske forandring. Den anden, lige så åbenbare for os i dag, er den politiske forandring. Den omstændighed, at teknologiske forandringer er åbenbare som et problem betyder ikke nødvendigvis, at de er nemme at forudse eller at hamle op med. Hvorledes påvirker teknologiske nyskabelser krigsførelsen? Yi har næsten altid besvaret spørgsmålet forkert. Der har sandsynligvis ikke været nogen periode, hvor mere intelligens og flere kræfter har været sat ind på at studere krigsførelse end i årene mellem ca. 1890 og 1914. Det var ikke en fredsperiode, det var fredstid i ordets værste betydning. Men ingen forudså, at udviklingen af dieselmotoren ville gøre det muligt at få oceangående ubåde, som ville ændre søkrigsførelsens karakter og så radikalt modificere Mahans ideer, at de næsten blev uigenkendelige. Hærene var blevet udstyret med magasinrifler, der kunne affyre højeksplosive kugler, så tidligt som i begyndelsen af 1880’eme, men ingen, undtagen Ivan Bloch, erkendte at dette ville gøre al militær erfaring, selv den fra 1870, gammeldags og introducere en ny form for krigsførelse, som det ville tage år at lære at mestre. Efter 1918 gik det ikke bedre. Vi havde en flåde som fuldstændig underkendte betydningen af luftmagt. Vi havde et flyvevåben, som på den anden side fuldstændig overvurderede den. Men igen, hvordan kunne man vide det? Hvis man studerer de dokumenter, som nu er til rådighed og i hvilke diskussionen mellem flåden og flyvevåbnet vedrørende luftstyrkers effektivitet i søkrigen klarlægges, så må man beundre den dygtighed, den overbevisning og intellektuelle duelighed, hvormed begge parter forfægter deres synspunkter. Alvorlige og stramme operationsanalyser kunne måske have udelukket nogle af de mest ekstreme synspunkter på begge sider, men sagen kunne i virkeligheden kun afgøres gennem praktiske erfaringer, og det, der betød noget, var den hurtighed, hvormed vi var i stand til at tilpasse os disse. Hvordan i dag, er vi bedre hjulpne? Atomkrigen er næsten fuldstændig ufattelig, skønt vi må gøre vort bedste for at forstå den. Men den åbenbare diskontinuitet, som indførelsen af atomvåben har betydet, synes at sløre ændringen i de såkaldte konventionelle våbens potentiel, siden vi sidst selv anvendte dem i større skala i Korea i 1950’eme. Har udviklingen af missilet ikke ændret slagmarken lige så afgørende som udviklingen af riflen og det røgsvage krudt? Kan panser og fly virkelig overleve på den moderne slagmark bedre end kavaleriet gjorde det i 1914-15? Problemet er, at vi ikke ved noget om det. Hvad end der sker, kan vi ikke undgå i efterverdens øjne at fremstå lige så uforstående, som vore fædre og bedstefædre gør det i vore øjne, om da »næste gang« overhovedet efterlader en efterverden. Disse teknologiske variable kan kun vurderes af professionelle. De politiske variable derimod må ses i et videre perspektiv, og det er måske her den civile »medrejsende« kan være til størst nytte. De største ændringer i krigens natur har ikke været en følge af tekniske nyskabelser. De har været resultatet af afgørende politiske, økonomiske og sociale udviklinger i samfundsstrukturen som helhed. Tag f.eks. slutningen af Middelalderens krigsførelse, nedgøringen af den pansrede ridder, som dominerede samfundet og krigen i den tidlige Middelalder, og opkomsten af landsknægt-hærene, udrustet med så simple våben som pike og bue. Denne ændring skyldtes i meget ringe grad sådanne tekniske nyskabelser som opfindelsen af krudtet. Den skyldtes i langt højere grad den sociale og økonomiske udvikling i Vesteuropa mellem det 12. og det 15. årh. Tag den næste store ændring i krigens natur i slutningen af det 18. årh., den der gjorde en ende på krigen som en sag udelukkende for professionelle og førte over i folkekrigens periode. Denne ændring opstod på et tidspunkt, hvor våbenteknologien i det væsentlige havde været statisk siden opfindelsen af flintlåsen et århundrede tidligere. Og tag også begyndelsen af denne periode med begrænset professionel krigsførelse efter 30-års-krigen, hvor denne konflikts kæmpebrande brændte sig selv op, og krigen blev en sag for eksperter. For at forklare, hvad det var, der skete, må man vende sig til økonomi og sociologi snarere end til militærteknologi. Problemet er, at det er næsten umuligt at erkende eksistensen af og im plikationerne ved sådanne store historiske bevægelser, medens de står på. Det er først i retrospektionen, men erkender karakteren af de ændringer, som er sket. Ved slutningen af det 18. årh., da de franske revolutionskrige var under udvikling, havde den store tyske militære reformator Schamhorst bemærkelsesværdig indsigt i revolutionens implikationer, men det tog hans elev Clausewitz 20 år med intens tænkning for at forklare, hvorfor den preussiske hær, sin epokes fineste, blev fejet væk af en hær, der efter enhver datidig beregning var den underlegen. I dag står amerikanerne i en lignende situation, når de skal forklare, hvordan det kan gå til, at verdens bedst udrustede hær ikke kunne få succes i Vietnam, således som man på forhånd måtte mene den ville. Det kræver ikke ekstraordinær indsigt for at konstatere, at vi i øjeblikket lever i en periode med sociale forandringer af en størrelsesorden som ingensinde tidligere. Det kræver imidlertid ekstraordinær indsigt, af en art jeg ikke mener selv at besidde, at erkende hvilken indflydelse disse vil få på krigsførelsen. Vore væbnede styrker er i nogen grad beskyttet overfor disse sociale forandringer og fra at skulle komme overens med dem, af to grunde. For det første, fordi vi har haft held til at frigøre os fra de områder i den tredie verden, hvor vi med sikkerhed ville komme op imod revolutionære forandringer. For det andet, fordi vi først og fremmest er optaget af konfrontationen med den mest konservative magt i det internationale system, nemlig Sovjetunionen. Sovjetunionens ledere, både de civile og de m ilitære, synes at være endnu mere ulykkelige ofre for bureaukratiets inerti end vore egne ledere. Deres militære ideer er stadig den 2. verdenskrigs. De kan og bør derfor behandles i overensstemmelse med konventionelle militære termer. Selv om vi kom til den konklusion, at kampvognen ikke længere kunne overleve på en ny slagmark, så er der, så længe russerne tror det muligt, en masse der alene ud fra et afskrækkelsessynspunkt taler for at bevare en betydelig pansret kapacitet. Jeg har imidlertid en fornemmelse af, at vort militære apparat er ved at komme i den samme situation som det franske og det burgundiske ridderskab i det 13. og 14. årh. og ancien regimes hære mod slutningen af det 18. årh.: yderst professionelle, meget hengivne til og eksperter i deres job (og, beklageligvis, så kostbare at opretholde, at enten må økonomien anstrenges for at vedligeholde styrker af passende størrelse, eller også må styrkerne skæres ned i antal til den nederste grænse), men på den anden side fundamentalt anakronistiske. Dette betyder ikke, at der står revolutionære hære lige uden for porten parate til at feje vore styrker til side. Hvad det betyder er, at vor tids sociale forandringer kan ændre krigens natur på en måde, så dagens professionelle militære måde at anskue problemer på i bedste fald vil være utilstrækkelig og i værste fald irrelevant. Det er den slags forandringer, vi i dag må være rede og i stand til om nødvendigt at tilpasse os. De militære må ikke, således som de alt for ofte gør, se sig selv som repræsentanter for den gamle orden, der forsvarer civilisationens værdier over for en revolutionær trussel, folk som ombord på en oceanliner kigger ud gennem koøjeme på det oprørte hav udenfor. De skal se sig selv som intelligente surf-riders, der finder den rigtige bølge i et hav, som til visse er oprørt og ikke i mindste måde venligt, men på hvilket de vil være i stand til at overleve, såfremt de er dygtige nok. Trods alt forsvandt det middelalderlige ridderskab jo ikke. Efter en periode med nogen forvirring omskabte det sig selv til det disciplinerede professionelle kavaleri, som overlevede på de europæiske slagmarker i de næste 200 år. Frederik den Stores gamle preussiske hær tilpassede sig så godt til det 19. årh.’s forandringer, at den genopstod som en af de mest betydelige militære organisationer, verden nogensinde har oplevet. Jeg omtalte tidligere behovet for alsidighed, tilpasningsevne og smidighed i de væbnede styrker for overhovedet at kunne absorbere teknologiske forandringer. Disse egenskaber må udstrækkes til også at omfatte politiske og sociale forandringer. Er dette ikke muligt viser de historiske erfaringer, at alternativet er forsvinden og nederlag. Jeg er bange for, at disse Cassandra-agtige ytringer er så amorfe og vage, at de ikke kan tjene som vejledning for nogen som helst handling. Jeg kan kun i selvretfærdiggørelse citere nogle linier af W. H. Auden:
Tåbeligheden, som ved den er skør,
er i stand til at sige sandheder,
som logikken vender det døve øre til.
Jeg kan kun håbe på, at mine efterfølgere som modtager af denne æresbevisning vil være i stand til at sige noget mere præcist.
