Log ind

Militærgeologi og moderne Militæruddannelse

#

November 1937 blev der i Berlin nedlagt Grundstenen til et »Forsvarsteknisk Fakultet«. Til dette Institut blev samtidig knyttet et »Institut flir wehrtechnisches Bauwesen«, hvor en særlig Gren af Geologien, Forsvarsgeologien eller Militærgeologien, indgik som et vigtigt Fag — paa Grund af denne Videnskabs mangfoldige Anvendelser i den militære Teknik: Fæstningsarbejder, Anlæg af Skyttegrave, Vandforsyning — og i Pionerarbejdet overhovedet. Tanken om Geologiens Anvendelse i den militære Teknik er gammel. Allerede i 1826 drøftedes Forholdet mellem »Geognosien« og Krigsvidenskaben, idet den bayerske Kaptajn af Ingeniørerne, v. Grouner, beskæftigede sig med dette Problem. Og i 1833 understregede en Geolog i den amerikanske Forbundsregering Betydningen af geologisk Kartering i det militære Ingeniørvæsen. Første Gang, Militærgeologien fik virkelig praktisk Anvendelse, var i den russisk-japanske Krig paa russisk Side. Men paa samme Maade som med den tyske Militærgeologi i 1914/18 kom den russiske Organisation af Militærgeologien for sent — og blev derfor ikke tilstrækkelig effektiv. Forskellige uheldige Tildragelser — ved Massurerne, i Karpatherne og i Galizien — blev for den røde Armé den ydre Foranledning til at pleje Militærgeologien i et Omfang, som endnu var fremmed for Vestmagterne. Geologisk Undervisning, geologisk Kartering, Oprettelse af geologiske Afdelinger med specielle Funktioner (Grundvandsundersøgelser og Jordbundsundersøgelser med Henblik paa Befæstningsanlæg og lignende) blev vigtige Led i den russiske Militæruddannelse og Militærorganisation. Tyskerne er dog, paa Trods af deres nuværende rige, militærgeologiske Litteratur, langt fra de første, der — bortset fra Russerne — har givet sig af med denne Gren af Geologien. Franskmændene og Schweizerne var vist de første, der i Vesteuropa organiserede Militærgeologien. Først da Fronterne stivnede i November 1914, begyndte Tyskerne Opbygningen af en militær-geologisk Organisation. Den blev i Efteraaret 1916 tilsluttet Kriegsvermessungswesen. Senere blev den tildelt Pionervæsenet, da det geologiske Hovedarbejde laa hos dette. Baade i Generalstaben og ved Afdelingerne trængte den Opfattelse sig uigendriveligt igennem, at baade Overgrundens og Undergrundens geologiske Beskaffenhed var en betydende Faktor i den militære Teknik. I 1918 var den tyske Organisation saa godt indarbejdet, at den ved længere Varighed af Krigen vilde kunne have faaet sin fulde Betydning. I den senere Tid er Sverige kommet med, ligesom England naturligvis i flere Aar har arbejdet ivrigt paa dette Felt. Den sidste Krig viste altfor tydeligt, hvor vigtigt Feltet var — for Eksempel ved Anlæg af Fæstningsværker, hvor forkert Valg af Terræn eller Jordbund kunde betyde store Ekstraomkostninger samt Tab af Arbejdskraft og Materiale. Det samme gælder Anlæg af Broer, Jernbaner og Veje, Gravning af Skyttegrave, Anlæg af Spærringer og meget mere. Forudsætningerne for et militærgeologisk Kendskab til et Land er først og fremmest Kendskab til de almindelige geologiske ydre og indre Processer som Forvitring, Vejrsmuldring, Aa- og Floderosion, Havets Indvirkning paa Kystlinie og Kystprofil m. m. m. Dertil kommer, at Udforskningen af Landskabet giver øget Kendskab til Landskabets Tilblivelse og dets Karakter. At denne Viden ogsaa kommer til Nytte under Orienteringen i Terrænet, giver sig selv. Det, som det i første Række kommer an paa, er ikke et abstrakt geologisk Fagstudium, — for saa vidt som et geologisk Studium overhovedet kan være abstrakt, — hvilket umuligt vilde kunne klemmes ind i Rammen af den moderne Militæruddannelse, men et øget Kendskab til hjemlige og fremmede Landes Opbygning. Her kan indskydes, at Skolen, i hvert Fald den højere Skole samt — der tænkes navnlig paa danske Forhold — Officersskolens yngste Klasse hjælper mere paa Gled end før i Tiden, idet elementær Geologi indgaar som Fag disse Steder. Endvidere maa allerede nu pointeres, at der — med Hensyn til Uddannelse i Militærgeologi — ikke tænkes paa den specielle geologiske Uddannelse for visse Officerer, men paa Geledofficerens Kendskab til dette Fag.

I Tyskland, hvor Militærgeologien er undergaaet en enorm Udvikling, har man erkendt, hvor meget et almindeligt Kendskab til samt til Forstaaelse af saavel Overgrundens som Undergrundens Beskaffenhed og Opbygning betyder i den almindelige Officersuddannelse, for at Officererne kan opdrages til fuldt ud at kunne udnytte Landets »Wehrkraft«, baade i Forsvar og — paa Trods af Udtrykket — i Angreb. Foruden den rent reliefgeologiske Betragtning er ogsaa nødvendigt et vist Kendskab til de Bjergarter og Mineraler, som opbygger Landskabet, da Forvitringen og Nedbrydningen af disse Bjergarter giver Begrundelsen for særlige Landskabstyper — ikke at forglemme visse Bjergarters tekniske Anvendelighed (til Cement, Kalk, Mursten o. a.). Heller ikke maa overses et vist Kendskab til Forsteninger, som findes i Jorden, da disse kan være et Middel til en geologisk Aldersbestemmelse af Jordlagene og derigennem dels til Forstaaelse af Omgivelsernes Opbygning, dels til forøget Kendskab til de Processer, som har ført til Landskabets Dannelse. Man ser altsaa ikke blot Landskabets ydre Former med Bakker, Dale og Søer, men erkender ogsaa Sammensætningen af dette Landskab, dets Struktur. Herved kommer man ind paa Nødvendigheden af de geologiske Kort ved Siden af de topografiske, idet man ved Aflæsning af de førstnævnte kan bedømme Landskabets Over- og Undergrund. Geologiske og topografiske Kort viser tilsammen for Eksempel, hvilke Steder der bedst lader sig udnytte til Bygningsanlæg, Skyttegrave, Brøndbygning — altsaa til den totale Inddragen af Landskabet i Forsvar og Angreb. Den praktiske Militærgeologi i Vesteuropa daterer sig — efter nogle Historikeres Mening — fra 1915. I den haardt omkæmpede Priesterwald, Vest for Pont å Mousson, tegnedes for 121’ Infanteridivision det første krigsgeologiske Frontkort. Kortet viste et Frontafsnit, — og med Farver og Dæksignaturer var angivet de Dybder, hvori Jorden kunde bearbejdes 1) med Spader alene, 2) med Spader og Hakker, 3) med Hakker, -1) med Hakker og Brækjern og 5) med Sprængning. Endvidere var angivet LTdbredelsen af nyttige Bjergarter (Kalk, Ler, Sand m. m.) samt Kilder og Grundvandstand, Dele af Terrænet med særlig ringe Modstandsdygtighed samt andre geologiske Fænomener af Betydning for Operationerne var ligeledes indtegnet.

Hurtigt erkendte man Jordbundens Rolle for Kamphandlingerne. Først lærte man den Kunst at grave sig ned til Næsespidsen. Og her fik Militærgeologien stor Betydning. Et gammelt Forslag — fra 1912 —, som upaaagtet var gaaet i Glemmebogen, blev taget frem. Det drejede sig om Oprettelsen af en militær Geolog-Kolonne under Medledelse af en uddannet Geolog. Meningen med denne Kolonne var oprindelig i Fredstid af medvirke ved Anlæg af Fæstningsværker samt at hjælpe til i Vandforsyningsspørgsmaal. Allerede i Verdenskrigens første Aar skabtes en Stab af Militærgeologer. Staben blev stadig større og fik mere Betydning i den praktiske Virksomhed ved Fronten. I Afsnittet mellem Meuse og Moselle blev Metoderne udkastet, som var Grundlag for Videreførelsen af den tyske, militære Geologi. Ogsaa paa andre Fronter op paa Hjemmefronten optoges dette Arbejde. Paa Grundlag af disse Erfaringer blev — efter Ordre fra Ludendorff — i Efteraaret 1916 oprettet Geologgrupper ved samtlige tyske Arméer. Ligeledes blev en Geologgruppe tilknyttet Generalstaben, — og der blev i Berlin fremstillet geologiske Kort til Brug for Frontgeologerne. Her maa indskydes, at en lignende Udvikling fandt Sted i England, en Udvikling, der endog i visse Retninger dannede Forbillede for den tyske Militærgeologi. Adskillige vil sikkert huske Englændernes kolossale Minesprængninger i den saakaldte »Wytshhaete Buen«, da man den 7. Juni 1917 paa en Gang antændte 19 Miner med ca. 423,000 Tons kraftigt Sprængstof. Ved Anbringelsen af disse Sprængladninger havde erfarne engelske Frontgeologer medvirket. Senere Erfaringer, baade i Spanien, Kina og Sovjet, viser med al Tydelighed, at den mest moderne Vaabenteknik først kommer til sin fulde Ret — baade som passivt og aktivt Kampmiddel —, naar Terræn og Jordbundsbeskaffenhed tages i Betragtning, — for slet ikke at tale om Betydningen af ovennævnte geologiske Kendskab ved moderne Befæstningsanlæg. Den moderne Vaabenteknik har snarere forøget end formindsket Jordbundens Rolle, det gælder baade for Bevægelses- og Stillingskrig, naturligvis i størst Udstrækning for den sidste. Som en General sagde i Begyndelsen af sidste Verdenskrig: Hvorfor Terrænets Opstaaen skal være en lukket Port for Officerer, er simpelthen uforstaaeligt. Hvad nytter det til Slut, at Officerer har et godt Kendskab til Fæstnings- og Stillingsbygning, til Vandforsyning til Minekrig, — hvis de mangler Grundforstaaelsen af Landskabets Opbygning, fordi de ikke kan aflæse geologiske Kort. Og i 1918 udtalte General v. Falkenhayn, at Geologien som Fag efter Verdenskrigen nødvendigvis maatte komme i Forgrunden i Befolkningens — hermed særlig tænkt paa de værnepligtiges — Opdragelse. Og i de senere Aar har Geologerne indenfor den tyske Hær haft et stadig snævrere Samarbejde med Hærens forskellige Grupper, med Hygiejnikerne, Lægerne, Brøndbygningstropperne, andre tekniske Afdelinger, Efterretningstjenesten, Vejrtjenesten og mange andre. Endvidere har man haft Brug for Geologernes Bistand ved Bedømmelse af Flyvernes fotografiske Optagelser, Forberedelse af større Kamphandlinger, Forberedelse af større Bombeangreb paa Befæstningsanlæg o. 1. Et særligt bemærkelsesværdigt geologisk Forai'bejde blev saaledes udført i 1914 ved Belgiens Kyst, hvor mange geologiske Foreteelser spillede ind. Og man maa antage, at der i de sidste Aar er blevet udført et stort militærgeologisk Arbejde i Flandern. Militærgeologien er ikke længere nogen egentlig Pionervidenskab. Nødvendigheden af at være fortrolig med de geologiske Grundbegreber er ikke enegældende for Pionerer og beslægtede Grupper. Vi kan blot nævne et enkelt Felt som Skyttegravskrigen, hvor Tusinder af Mennesker kan være beskæftiget under Jorden. Baade Skyttegravsanlæg og Minekrig uden geologiske Forundersøgelser vilde være en utilgivelig Famlen i Blinde. Skulde man resumere, hvad Formaalet er med Militærgeologien, maatte det blive følgende: at hjælpe til med at udnytte Terræn og Jordbund fuldt ud baade i Offensiv og Defensiv. En Lærebog i Militærgeologi maa derfor indledes kort med en Gennemgang af nogle af Geologiens Grundbegreber — Jordens geologiske Historie, Aflejringernes Alder, de vigtigste Landskabstyper, de vigtigste Mineraler og Bjergarter — naturligvis med Henblik paa det Land, man befinder sig i. Endvidere maa specielt behandles saadanne Mineraler og Bjergarter, der danner særlig udstrakte Aflejringer, eller som kan finde teknisk Anvendelse (Kalk, Ler, Sand, Flint, Granit osv.). Vigtigt er det at kende noget til den Lethed, hvormed Bjergarterne lader sig bearbejde, deres Modstandsdygtighed overfor Sprængninger (Bombeangreb), Spørgsmaalet om de er vandførende, om de er af en saadan Natur, at der ikke behøves Afstivning ved Anlæg af Skyttegrave og underjordiske Befæstningsanlæg, og meget andet. En særlig Interesse maa naturligvis helliges de geologiske og militær-geologiske Kort. Det topografiske Kort danner — mest i Maalestok 1 : 25000 — Grundlaget for den geologiske Optagelse af Kortet. Paa det geologiske Kort indtegner den karterende Geolog under sin Bevægelse i Terrænet alle geologiske Iagttagelser (Jordbundsbestanddele, Laggrænder, Forkastninger i Landskabet osv.) og de geologiske Formationer, som frembyder sig ved Brondboringer, Vej- og Jernbanegennemskæringer, Stenbrud, Grusgrave, Kystprofiler og

Skærmbillede 2020-07-21 kl. 12.16.04.png

andre Steder. De geologiske Kort giver baade Overfladen og Dybdelagene, de topografiske kun Overfladen. Man skelner mellem geologiske Oversigtskort og geologiske Specialkort (Særkortene). Oversigtskortene — i Maalestok fra 1: 500000 til 1: 200000 — giver i større Træk Oplysning om den geologiske Opbygning af større Strækninger. Herfra kan drages almindelige Slutninger om forventet Lethed ved Bearbejdelsen af Jordbunden, om Grundvandsforhold, Afvandingsforhold og andet. Dette Kort giver altsaa visse Holdepunkter for tekniske Forberedelser, for en teoretisk Forhaandsbedømmelse af eventuelle Vanskeligheder og Forhaandsvurdering af nødvendig Indsats af Mennesker og Materiale.

Skærmbillede 2020-07-21 kl. 12.16.22.png

Særkortene er i Maalestok fra 1: 100000 til 1: 5000. Militært anbefales Maalestokken 1:25000. Til hvert Kort hører et Hæfte med Oplysninger, Nyttebjergarters Forekomst og Mængde, Grundvandsforhold og lignende. Efter saadanne Afsnit —- Geologisk Indledning og Gennemgang af geologiske Kort — følger, hvis man tager en typisk moderne Militærgeologi, Hovedpunkterne i den anvendte Militærgeologi: Jordbygning, Vandbygning, Vandforsyningsproblemer, Raastoffer i Jorden, Byggematerialer, Gade-, Vejog Banebygning samt specielle Afsnit om Anlæg af Kirkegaarde, Jordtelegrafi, Lyttetjeneste, Bjerggeologi, Kystgeologi med særligt Henblik paa Landingsforhold og Adgang fra Kysten til det Indre af Landet, fotografiske Flyveroptagelser, Kraftkilder m. m. Det ses hurtigt, at Geologien spiller ind paa en Mængde vidt forskellige Felter. Allerede nu — forholdsvis faa Aar efter, at man har indset Betydningen af denne nye Gren af den militære Videnskab, — er en Rigdom af Erfaringer blevet hobet op. Forklaringen er den, at man i Virkeligheden har ligget inde med de fleste af disse Erfaringer før. De er blot ikke blevet rubriceret ind paa den rette Hylde i Kartoteket, hvilket har betydet, at det har været umaadelig svært at sætte sig ind i dem alle. De laa gemt rundt i forskellige Skuffer, hvor de ikke altid var lette at hitte frem. Nu søger man at samle alle Tilfælde, der er beslægtede derved, at de kræver geologiske Forudsætninger. Paa den Maade bliver den moderne Militærgeologi til, den Videnskab, der endnu maa siges at befinde sig i Støbeskeen, selv om den forlængst i Praksis har vist sin Berettigelse.

(Ved Lejlighed vil der, hvis der er Interesse derfor, fremkomme nogle Betragtninger over enkelte Grene af den militære Geologi — med Eksempler fra denne Geologis Anvendelse i Operationerne baade i forrige og i denne Verdenskrig).

Litteratur:

Guido Fischer: Wehrwirtschaft. Arthur Kühn: Wehrgeologie. E. v. Frauenholz: Wehrpolitik und Wehrwissen. C. Mordziol: Einführung in die Wehrgeologie. W. Kranz: Die Geologie in der Kriegsliteratur. Wochinger: Beiträge zur Geschichte der Ingenieur-Geologie. v. Bülow—Kranz—Sonne: Wehrgeologie.

Herluf Petersen.